LBK nr 280 af 24/02/2022
Skatteministeriet
Strafnedsættelsesloven § 2
Skattekontrollovens § 21 finder ikke anvendelse i tilfælde, som er omfattet af § 1, stk. 1.
Forarbejder til Strafnedsættelsesloven § 2
RetsinformationDet foreslås, at skattekontrollovens § 21 ikke finder anvendelse i sager omfattet af den midlertidige strafnedsættelsesordning i § 1, stk. 1.
Skattekontrollovens § 21 giver hjemmel til, at der i sager om skatteunddragelse, hvor strafansvaret er forældet, og hvor muligheden for genoptagelse af skatteansættelsen er bortfaldet, pålægges en tillægsskat, der svarer til skatten af den udeholdte indtægt. Bestemmelsen omfatter alene indkomstbeskatning. Den giver samtidig mulighed for, at skattekravet rejses som et krav på erstatning for skade forvoldt ved en strafbar handling, og i denne situation starter forældelsesfristen først på det tidspunkt, hvor SKAT har fået et sådant kendskab til skaden, at kravet kan gøres gældende.
Skatte- og afgiftsstraffesager forældes 10 år efter, at overtrædelsen er begået, hvis forholdet er omfattet af straffelovens § 289, og ellers er overtrædelserne forældet efter 5 år. Der er en sammenhæng imellem at rejse en straffesag og muligheden for at genoptage skatte- og afgiftsansættelsen, efter at de ordinære frister for genoptagelse er udløbet, som betyder, at unddragelsen kan opgøres henholdsvis 5 og 10 år bagud i tid efter straffelovens forældelsesregler.
Skattekontrollovens § 21 har haft en meget begrænset anvendelse. Det er sjældent, at der foreligger tilstrækkelige beviser til en efterregulering af indkomstskatten, når alle forældelsesfrister er sprunget. I praksis anvendes bestemmelsen heller ikke i de skatte- og afgiftsstraffesager, hvor strafansvaret ikke er forældet for en del af forholdene, og hvor der samtidig foreligger forhold, der er forældede. Der sker en tilskæring af sagen, således at kun de forhold, der ikke er forældede, indgår i ansættelsen og i straffesagen. Det betyder, at hvis en konto f.eks. er oprettet i 1970 i forbindelse med modtagelse af arv fra udlandet, så vil krav om betaling af arveafgift være forældet, men rentetilskrivningen på kontoen kan opgøres for de år, som ikke er omfattet af den strafferetlige forældelse og danne grundlag for både en ansættelsessag og en straffesag.