Som anført ovenfor har en afgørelse om varetægtsfængsling kun virkning indtil sagens afgørelse i retten, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 1. pkt.
Anklageren skal derfor forud for hovedforhandlingen i sagen og i samarbejde med politiet overveje, om der ved domfældelse bør fremsættes en begæring om varetægtsfængsling efter dom.
Det bemærkes hertil, at det fremgår af betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, afsnit II, udvalgets overvejelser, side 49, at spørgsmålet om varetægtsfængsling efter dom ikke hovedsageligt bør gøres afhængig af den idømte strafs størrelse. Det kan således ikke udelukkes, at en person, der er idømt straf af f.eks. fængsel i 2 år, kan blive på fri fod under anken eller indtil fuldbyrdelse kan ske, mens en person, der er idømt en kortere fængselsstraf ved en upåaanket dom, på grund af sine personlige forhold bør forblive varetægtsfængslet, indtil afsoning kan påbegyndes.
Agter anklageren at fremsætte begæring om varetægtsfængsling efter dom, bør retten og forsvareren forud for hovedforhandlingen orienteres om, at der vil blive fremsat begæring herom, hvis den tiltalte findes skyldig.
Hvis den tiltalte i forbindelse med domsafsigelsen frifindes, indebærer det samtidig, at der sker løsladelse af den pågældende.
Dømmes pågældende og har anklageren i samarbejde med politiet vurderet, at der er et behov for, at tiltalte forbliver eller skal fængsles under eventuel anke eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, kan retten på begæring træffe afgørelse herom, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 2. pkt. De almindelige betingelser for varetægtsfængsling i § 762, §§ 764-766 og § 768 skal også være opfyldt ved varetægtsfængsling efter dom. Afgørelsen træffes ved kendelse, medmindre domfældte erklærer sig indforstået med at forblive fængslet, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 3. pkt. Det bemærkes, at der i retsplejelovens § 769, stk. 1, ikke henvises til retsplejelovens § 767, stk. 1, hvorfor der som udgangspunkt ikke skal fastsættes en frist for varetægtsfængsling efter dom. Finder retten ikke grundlag for fortsat varetægtsfængsling, kan retten på anklagemyndighedens begæring bestemme, at varetægtsfængsling skal være i kraft, indtil afgørelse af varetægtsspørgsmålet foreligger fra landsretten, hvortil sagen eller varetægtsspørgsmålet er indbragt, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1, 4. pkt.
Efter retsplejelovens § 769, stk. 2, gælder endvidere særlige betingelser for personer involveret i aktuelle bandeopgør, mens retsplejelovens § 769, stk. 3, regulerer spørgsmålet om varetægtsfængsling for at undgå udeblivelse fra afsoning.
Ankes sagen og er der i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 1-3, truffet afgørelse om varetægtsfængsling eller anden foranstaltning efter dom, skal spørgsmålet om varetægtsfængsling snarest forelægges for ankeinstansen, jf. retsplejelovens § 769, stk. 4. Det er således den ret, hvor sagen verserer, som har kompetencen til at træffe afgørelse om varetægtsfængsling. Det bemærkes, at der i retsplejelovens § 769, stk. 4, henvises til retsplejelovens § 767, stk. 1, 1-4. pkt, og stk. 2 og stk. 3. Når den afsagte dom ankes, skal landsretten således i forbindelse med spørgsmålet om varetægtsfængsling fastsætte en frist, jf. herved også U 2010.1261Ø om fristfastsættelse ved varetægtsfængsling efter dom, når dommen ankes. Senere afgørelser om fristforlængelser af varetægtsfængslingen træffes også af landsretten.
Fra retspraksis om varetægtsfængsling efter dom kan bl.a. henvises til U 2011.3272Ø, hvor T, der blev fundet skyldig i en række sædelighedsforbrydelser og idømt 2 års fængsel, efter domsafsigelsen blev varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, indtil fuldbyrdelse kunne ske. Der kan endvidere henvises til U 2011.3380H om varetægtsfængsling efter dom for ulovlig besiddelse af skydevåben og under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 192 a, hvor Højesteret under de givne omstændigheder fandt, at der var grundlag for fortsat varetægtsfængsling under anken af byrettens dom samt U 2016.1485H, om fortsat varetægtsfængsling under anke til Højesteret.