Reglerne om navneforbud fremgår af retsplejelovens §§ 31-31 a.
Det følger af retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, at retten i straffesager kan forbyde, at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl på sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres (navneforbud), når offentlig gengivelse vil udsætte nogen for unødig krænkelse.
Efter retsplejelovens § 31, stk. 3, 1. pkt., skal retten ved afgørelsen om navneforbud tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning.
Navneforbuddet kan udstrækkes til at gælde også under en eventuel anke af sagen, hvis anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, jf. § 31, stk. 4.
Navneforbuddet bortfalder dog senest ved afsigelsen af endelig dom, jf. § 31 a, stk. 3.
Retsplejelovens § 31 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 362 af 2. juni 1999 om ændring af retsplejeloven (Styrkelse af samarbejdet mellem retterne og pressen).
Det fremgår af forarbejderne til ændringen af bestemmelsen bl.a. (lovforslag nr. L78 af 5. november 1998, de almindelige bemærkninger, pkt. 5.2.), at domstolene for hver enkelt sag må veje den enkeltes interesse i at få nedlagt navneforbud op mod den offentlige interesse i at kunne få oplyst den pågældendes identitet. I de specielle bemærkninger til § 31 er der anført en række eksempler på, hvad der vil kunne lægges vægt på ved afvejningen.
I praksis vil begæringen om navneforbud typisk blive fremsat af forsvareren eller en eventuel bistandsadvokat, men der kan også være tilfælde, hvor anklagemyndigheden vurderer det relevant at begære dette.
Fra retspraksis om navneforbud kan bl.a. henvises til følgende afgørelser:
U 2010.1427H: I et grundlovsforhør, hvor T blev sigtet for narkotikakriminalitet efter straffelovens § 191, anmodede T om navneforbud. Pressen protesterede og henviste til, at pressen kort tid inden grundlovsforhøret havde offentliggjort T’s navn og kædet hende sammen med en mulig straffesag om narkotikakriminalitet, hvorfor det ikke ville være en unødvendig krænkelse af T at omtale hendes navn. Anklagemyndigheden og T påstod stadfæstelse. Højesteret udtalte, at et navneforbud uanset den forudgående offentliggørelse af T’s navn i bl.a. aviser på internettet kunne være af væsentlig betydning for T. Højesteret tiltrådte derfor, at den forudgående omtale ikke i sig selv kunne medføre, at der ikke kunne nedlægges navneforbud og stadfæstede på denne baggrund landsrettens kendelse om navneforbud.
U 2011.374Ø: I en sag, hvor S blev fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for manddrab begået mod F, anmodede anklagemyndigheden om bl.a. navneforbud for så vidt angik den afdøde F. Betingelserne herfor var opfyldt. Landsretten anførte vedrørende navneforbuddet, at grundlovsforhøret fandt sted mindre end et døgn efter drabet på forurettede, der efterlod sig mindreårige børn og henviste i øvrigt til de af byretten anførte grunde om, at forurettede havde mindreårige børn, og at en offentlig gengivelse af den afdødes navn, stilling eller bopæl ville kunne indebære en unødvendig krænkelse, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2. Landsretten tilføjede tillige, at den omstændighed, at navneforbuddet angik en afdød person, under de foreliggende omstændigheder ikke var til hinder for nedlæggelse af navneforbud.
U 2015.1808H: Navneforbud blev ophævet i en sag vedrørende en advokat tiltalt for bl.a. skyldnersvig, efter tiltalte var rejst. Højesteret lagde vægt på, at tiltalen vedrørte bl.a. tre forhold af skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed, som var begået med de medtiltalte A og B. T var advokat og forholdene var efter det oplyste begået som led i hans advokatvirksomhed. Navneforbuddet vedrørende A var ophævet ved en tidligere kendelse i landsretten, og hovedforhandlingen i sagen var berammet.
U 2019.4152V: I en sag om besiddelse og videregivelse af videoer med seksuelt indhold af personer, der var under 18 år, nedlagde anklageren påstand om navneforbud for så vidt angik de forurettede og referatforbud. Sagen var efter det oplyste én af en række lignende sager, hvor der var sket viderebringelse af tilsvarende video- og billedmateriale, og disse sager havde tidligere været meget omtalt i pressen og offentligheden.
U 2025.1268Ø: Navneforbud blev ophævet i en sag om bedrageri, dokumentfalsk og forsøg herpå vedrørende bl.a. forfalskede miljørapporter mod S1 og S2. J1 og J2, som var mødt for TV2, nedlagde påstand om ophævelse af det nedlagte navneforbud. Forsvarerene for S1 og S2 påstod navneforbuddet opretholdt. Anklageren havde ingen bemærkninger til navneforbuddet. Sagen havde forbindelse til TV-programmet »Den Sorte Svane« og landsretten udtalte bl.a., at retten ved afgørelsen om navneforbud skal tage hensyn til lovovertrædelsens grovhed og samfundsmæssige betydning samt sagens efterforskningsmæssige stadium.
