Det følger af retsplejelovens § 764, stk. 2, at en sigtet, der er til stede her i landet, afhøres i retten om sigtelsen og skal have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen træffes, medmindre retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig for sigtede. Er kendelse om varetægtsfængsling afsagt, uden at sigtede har haft lejlighed til at udtale sig i retten, skal han fremstilles i retten inden 24 timer efter, at han er indbragt her til landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.
Der kan således ske varetægtsfængsling uden sigtedes tilstedeværelse (varetægtsfængsling in absentia), hvis en sigtet ikke er til stede her i landet, jf. herved bl.a. AM 2022.08.26H om varetægtsfængsling in absentia af S, der efterfølgende blev efterlyst internationalt samt TfK 2016.798Ø om varetægtsfængsling in absentia af en mor, der havde bortført sit barn til Polen uden faderens samtykke.
Der kan endvidere ske varetægtsfængsling uden sigtedes tilstedeværelse, hvis retten finder, at fremstillingen af særlige grunde må anses for nytteløs eller skadelig for sigtede.
Det følger af betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt (afsnit II, udvalgets overvejelser, side 41), at det er en næsten selvfølgelig regel, at sigtede skal have adgang til at være til stede i det retsmøde, hvor bestemmelse om varetægt træffes, og at der alene bør afholdes retsmøde uden sigtede, hvis sigtede ikke er til stede her i landet, eller hvis retten af særlige grunde, f.eks. på grund af sigtedes sygdom, finder, at fremstilling må anses for nytteløs eller skadelig for den sigtede. Det følger videre af betænkningen (afsnit IV, bemærkninger til lovudkastet, side 74), at der som tilfælde, hvor fremstilling af sigtede i retten må anses for nytteløs eller skadeligt for ham, især kan nævnes sygdom eller bevidstløshed. Det fremgår samtidig, at reglen ikke bør anvendes på tilfælde, hvor f.eks. sproglige hindringer eller hindringer ved at fremskaffe en tolk til retsmødet vil vanskeliggøre en afhøring.
Når sigtede er bragt til landet eller hindringen for hans fremstilling er ophørt, skal pågældende dog fremstilles inden 24 timer efter, at han er indbragt her til landet, eller hindringen for hans fremstilling er ophørt.