Efter retsplejelovens § 763, stk. 1, kan der ske varetægtsfængsling, når der er begrundet mistanke om, at en person har overtrådt vilkår, som er fastsat i en betinget dom i henhold til kapitel 7 eller 8, ved benådning eller ved prøveløsladelse, hvis retten finder, at overtrædelsen er af en sådan beskaffenhed, at der foreligger spørgsmål om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller indsættelse i anstalt, og
der efter det om den pågældendes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig følgerne af vilkårsovertrædelsen, eller
der efter det om hans forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod fortsat vil overtræde vilkårene, og det under hensyn til overtrædelsens beskaffenhed skønnes påkrævet, at disse forhindres, ved at han varetægtsfængsles.
Det følger endvidere af § 763, stk. 2, at det samme gælder, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har overtrådt bestemmelser, der er fastsat i en dom eller kendelse efter straffelovens § 68, § 69, § 70 eller § 72.
Det fremgår af betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt (afsnit IV, bemærkninger til lovudkastet, side 73), bl.a., at bestemmelsen kan anvendes til at afbryde en påbegyndt social deroute, der ellers må frygtes at ville ende i ny kriminalitet.
Undertiden citeres både § 763 og § 762, jf. herved eksempelvis U 1983.501H, hvor A, der 6 gange tidligere var straffet vold, og som var sigtet for under prøveløsladelse at have overtrådt dagældende straffelovs § 244, stk. 2, og stk. 4, blev fængslet med henvisning til retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, og § 763, stk. 1, nr. 2. Der kan endvidere henvises til U 2001.1457H, hvor Højesteret ophævede landsrettens henvisning til § 763, stk. 1, nr. 2, med henvisning til, at prøvetiden for det tidligere pådømte forhold var udløbet, men opretholdt fængslingen i medfør af § 762, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1.