Retsplejelovens § 762, stk. 2, udgør den såkaldte retshåndhævelsesarrest. Bestemmelsen adskiller sig fra varetægtsbetingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3, ved, at det vil være stødende, at personer, der med stor sikkerhed har begået grov kriminalitet, kan være på fri fod.
Der kan om overvejelserne bag indsættelsen af bestemmelsen henvises til betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt (afsnit II om udvalgets forslag til formulering af varetægtsbetingelser, side 27) og betænkning nr. 978/1983 om varetægtsfængsling i voldssager (kapitel 3 om udvalgets overvejelser, side 37).
Det følger af retsplejelovens § 762, stk. 2, at en sigtet kan varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at en sigtet har begået den lovovertrædelse, den pågældende sigtes for.
Mistankekravet er således skærpet i forhold til retsplejelovens § 762, stk. 1, idet der skal bestå en meget betydelig sandsynlighed for, at sagen vil ende med domfældelse i overensstemmelse med sigtelsen, når det fuldstændige efterforskningsmateriale foreligger og bliver afprøvet under domsforhandlingen, jf. Hans Gammeltoft Hansen, Strafferetspleje, bind II, 1. udgave, 1989, side 132.
Der kan f.eks. foreligge særlig bestyrket mistanke, hvis gerningsmanden erkender, eller der i øvrigt er tungtvejende beviser for den sigtedes skyld, f.eks. pågribelse på fersk gerning.
Er der afsagt fældende dom i byretten, vil mistankekravet ved varetægtsfængsling under anke som udgangspunkt være opfyldt.
Varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, forudsætter herudover, at sigtelsen angår en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, eller, at sigtelsen angår en eller flere af de nærmere opregnede kriminalitetsformer i § 762, stk. 2, nr. 2, og at lovovertrædelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage.
Med hensyn til varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, har Højesteret imidlertid flere gange fastslået, at varetægtsfængsling forudsætter, at der straffen ved endelig dom må forventes at ville føre til en straf på mindst 1 års ubetinget fængsel eller anden strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning, jf. bl.a. U 2011.1758H og U 2012.1088H.
Det er dog ikke tilstrækkeligt til at varetægtsfængsle efter stk. 2, nr. 1, at minimumskravet på 1 års ubetinget fængsel er opfyldt, idet der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af, om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, jf. U 2017.273H. I denne afgørelse udtalte Højesteret endvidere, at der i almindelighed kræves mere til at begrunde fængsling i sager om økonomisk kriminalitet end i sager om personfarlig kriminalitet, jf. hertil også Kistrup m.fl., Straffeprocessen, 4. udgave, 2023, side 613.
Med hensyn til indikationskravet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, fremgår det af bestemmelsen, at hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Herved sigtes således til hensynet til retsfølelsen i befolkningen.
Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatens praksisoversigt over varetægtsfængsling .
