Det kan i forbindelse med et grundlovsforhør efter omstændighederne komme på tale at få sagen afsluttet med en såkaldt "straksdom". Heri ligger, at hovedforhandlingen i sagen indledes i forbindelse med grundlovsforhøret, fordi den sigtede tilstår forholdet. Sagen behandles således efter retsplejelovens § 831, hvorefter der afsiges dom. Det er en betingelse, at den sigtede samtykker til, at sagen kan fremmes som en tilståelsessag.
Vurderer anklageren, at der vil være mulighed for en straksdom, skal det sikres, at der indgår en opdateret straffeattest i sagen.
Har den sigtede fået sin sag afgjort ved en straksdom, skal der ikke tages stilling til spørgsmålet om opretholdelse af anholdelsen eller varetægtsfængsling.
Anklageren kan dog efter domsafsigelsen have en begæring om varetægtsfængsling under anke, eller indtil fuldbyrdelse kan finde sted, jf. retsplejelovens § 769, stk. 1. Se nærmere herom under pkt. 4.3.