Nægter politiet besøg, skal varetægtsarrestanten underrettes herom, medmindre dommeren af hensyn til efterforskningen træffer anden bestemmelse. Varetægtsarrestanten kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol forelægges retten til afgørelse, medmindre afslaget er begrundet i ressourcemæssige forhold, jf. U 2005.3052Ø. I den pågældende sag afviste landsretten ved kendelse at behandle en begæring om besøg, da politikredsens afslag herpå ikke var begrundet i efterforskningsmæssige forhold, men alene i ressourcemæssige forhold og derfor ikke kunne indbringes for landsretten i medfør af retsplejelovens § 771.
Ved beslutning om besøgskontrol efter retsplejelovens § 771, stk. 3-4, er det politiets oplysninger, som vil skulle danne grundlag for afgørelsen. Det betyder, at der f.eks. kan lægges vægt på oplysninger om det strafbare forhold og eventuelle tidligere forhold, ligesom der kan lægges vægt på oplysninger om arrestanten og den person, der ansøger om at besøge arrestanten. Der kan endvidere lægges vægt på rapportmateriale fra politiets efterretnings- og analysenheder, der beskriver, hvorfor politiet på dette stadie af efterforskningen mener, at den pågældende muligt har tilknytning til en rocker- eller bandegruppering, som aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt.
Arrestanten har i øvrigt altid ret til ukontrolleret besøg af sin forsvarer.