LOV nr 1439 af 22/12/2004
Kulturministeriet
Pligtafleveringsloven § 13
Danske radio- og fjernsynsprogrammer er afleveringspligtige. Afleveringspligten opfyldes ved, at pligtafleveringsinstitutionen har adgang til at optage programmerne.
Stk. 2. Et radio- eller fjernsynsprogram er dansk, når
-
det udsendes af et radio- eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, eller
-
det udsendes af et radio- eller fjernsynsforetagende hjemmehørende uden for Danmark og programmet er rettet mod et publikum i Danmark.
Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af afleveringspligten efter stk. 1 og 2.
Forarbejder til Pligtafleveringsloven § 13
RetsinformationTil stk. 1
Bestemmelsen er ny.
Det fremgår af forslagets § 13, stk. 1, at danske radio- og fjernsynsprogrammer er afleveringspligtige, og at afleveringspligten opfyldes ved, at pligtafleveringsinstitutionen har adgang til at optage programmerne. Der vil således som hovedregel ikke være tale om, at radio- og fjernsynsforetagenderne skal aflevere optagelser af de af afleveringspligten omfattede radio- og fjernsynsprogrammer.
For så vidt angår optagelser af lokale radio- og fjernsynsstationers programmer kan det imidlertid af geografiske grunde være umuligt for Statens Mediesamling at optage programmerne direkte. For disse programmers vedkommende foreslås der en selektiv indsamling (1 uge om året), hvorfor en optagelse på Mediesamlingens vegne og aflevering af optagelser på et fysisk medie kan blive påkrævet af økonomiske grunde. Omkostningerne ved etablering af faciliteter til direkte optagelse ved Statens Mediesamling vil ikke kunne stå i et rimeligt forhold til antallet af optagne programmer.
Til stk. 2
Forslagets § 13, stk. 2, indeholder en afgrænsning af, hvornår et radio- eller fjernsynsprogram anses for at være dansk, nemlig når det udsendes af et radio- eller fjernsynsforetagende, der er omfattet af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, eller det udsendes af et radio- eller fjernsynsforetagende hjemmehørende uden for Danmark, og hvor programvirksomheden er rettet til publikum i Danmark.
Ved den foreslåede afgrænsning sikres, at ikke kun radio- og fjernsynsprogrammer fra programforetagender, som er hjemmehørende i Danmark, omfattes af pligtafleveringsordningen, men at ordningen principielt omfatter alle danske programmer.
Til stk. 3
Det fremgår af forslaget til § 13, stk. 3, at kulturministeren fastsætter nærmere bestemmelser om afgrænsningen af afleveringspligten efter stk. 1 og 2.
Det er hensigten at fastsatte disse regler i bekendtgørelsesform. Det vil blive fastsat, at den i § 13 nævnte pligtafleveringsinstitution for så vidt angår radio- og tv-udsendelser er Statens Mediesamling på Statsbiblioteket.
Med hensyn til omfanget af aflevering er det hensigten at fastsætte regler med udgangspunkt i følgende betragtninger:
For så vidt angår landsdækkende radio- og fjernsynsprogrammer bør afleveringspligten kun gøres gældende i fuldt omfang, når der er tale om landsdækkende radio- og fjernsynsstationer med en væsentlig egenproduktion. Med landsdækkende radio- og fjernsynsstationer menes radio- og fjernsynsstationer, hvis målgruppe er befolkningen i hele landet, uanset om man i enkelte områder eller regioner af tekniske grunde ikke er i stand til at modtage programmerne.
Herved vil radio- og fjernsynsstationer, der stort set udelukkende udsender allerede udgivet musik og programindhold af udenlandsk oprindelse, fx udenlandske biograffilm og tv-serier, ikke blive omfattet af den fulde indsamling. Kulturministeriet finder, at disse stationers programmer kun bør indsamles selektivt med henblik på etablering af et repræsentativt udvalg af programmer til forskningsformål. Det er derfor hensigten at fastsætte, at der for disse stationers programmer skal indsamles én uges programmer om året.
Angående regionale radio- og fjernsynsprogrammer er det hensigten at fastsætte, at disse skal indsamles selektivt og således, at der kun fuldt ud indsamles 3 regionale radio- og fjernsynskanaler – fra henholdsvis hovedstadsområdet, en større provinsby og en landregion.
Vedrørende de lokale radio- og fjernsynsstationers programmer er det hensigten at fastsætte, at der blandt disse stationer skal indsamles repræsentative eksempelsamlinger én uge om året.
Endelig er det hensigten at fastsætte, at betalingsfjernsyn (pay per view), biografkanaler og musikkanalers programmer skal indsamles efter påkrav.
Efter drøftelse med Statens Mediesamling er det tanken, at følgende danske radio- og tv-udsendelser skal optages af Mediesamlingen:
Fuld dækning
Selektiv dækning (1 uge pr. år)
TV:
TV:
DR1
TV3
DR2
TV3+
TV 2 / Danmark
Kanal 5
TV 2 Zulu
TVDanmark
TV 2 Charlie
Øvrige regionale TV 2-virksomheder
DK4
Alle lokal-tv-stationer
Regionale TV 2-virksomheder:
TV 2 Lorry (hovedstad)
TV 2 Østjylland (provinsby)
TV 2 Syd (landregion)
Radio:
Radio:
P1
Voice of Scandinavia
P2
Voice Pop
P3
Radio 100 FM (Talpa)
P4
Øvrige DR-regionalradioer
DR Klassisk
Alle lokalradiostationer
Radio 2
Sky Radio
Nyhedsradioen 24-7
Regionalradioer – DR:
Københavns Radio (hovedstad)
Østjyllands Radio (større provinsby)
Radio Syd (landområde)
Det bemærkes endvidere, at der – i lyset af udviklingen i radio- og fjernsynsforbruget i Danmark – kan ske ændringer i oversigten over, hvilke radio- og tv-udsendelser der skal optages, herunder om der skal ske fuld eller delvis optagelsesdækning. Sådanne ændringer som følge af tilkomst af nye stationer og lukning af eksisterende bør ikke kræve løbende tilpasning af bekendtgørelsen. Statens Mediesamling vil således kunne optage programmer fra nye radio- og fjernsynsstationer på grundlag af principperne i bekendtgørelsen efter drøftelse med ministeriet.