LBK nr 231 af 07/03/2017
Justitsministeriet
PET-loven § 15
Bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger gælder ikke for oplysninger om vederlag, der ydes af midler undergivet den særlige revisionsprocedure for Politiets Efterretningstjeneste. Sådanne vederlag medregnes ikke i den skattepligtige indkomst eller i grundlaget for beregning af sociale ydelser m.v.
Forarbejder til PET-loven § 15
RetsinformationDet følger af lovforslaget § 15, at bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger ikke skal gælde for oplysninger om vederlag, der ydes af midler undergivet den særlige revisionsprocedure for PET.
Bestemmelsen indebærer således, at hverken PET, den pågældende selv eller andre, der måtte være bekendt med udbetalingen af vederlaget fra PET, vil være forpligtet til at meddele oplysninger om vederlaget til navnlig skattemyndighederne, de sociale myndigheder og arbejdsløshedskasser. Bestemmelsen er imidlertid ikke begrænset til disse myndigheder, men vil gælde i alle situationer, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat regler om pligt til at meddele oplysninger til brug for fastsættelsen af ydelser eller andre beløb.
§ 15 omfatter ikke spørgsmålet om, hvorvidt en forsvarer i en straffesag vil kunne få aktindsigt i oplysninger om honorering af kilder, der tillige er vidne i sagen. Dette spørgsmål afgøres efter retsplejelovens regler.
Vederlag omfatter den honorering, som PET i visse tilfælde yder til en personel kilde for det arbejde, som den pågældende udfører for tjenesten. Om begrebet »personel kilde« kan der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil.
Den særlige revisionsprocedure for PET dækker over den revisionsprocedure, som gælder for PETs anvendelse af særlige midler, hvor en chargeret medarbejder i Rigsrevision sammen med en afdelingschef i Justitsministeriet foretager fuldstændig revision af bilag mv. Der henvises om denne procedure til pkt. 8.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
De oplysninger, som med bestemmelsen undtages fra oplysningspligter i henhold til lovgivningen mv., omfatter oplysninger om vederlagets eksistens, dets størrelse samt hvorfra og for hvad, vederlaget er ydet. I forbindelse med en anmodning om at meddele sådanne oplysninger vil det således være berettiget at undlade at meddele oplysningerne. Anmodningen vil derimod skulle imødekommes for så vidt angår eventuelle andre oplysninger.
Om udtrykket lovgivning mv. sigtes der til alle tilfælde, hvor der i lovbekendtgørelse mv. er fastsat pligt til at meddele oplysninger. Det gælder, uanset om en overtrædelse af oplysningspligten kan sanktioneres med straf eller gennemtvinges ved f.eks. tvangsbøder. Reglerne omfatter både oplysningspligter, hvorefter en myndighed kan kræve afgivelse af mundtlige eller skriftlige oplysninger, og oplysningspligter, hvorefter vedkommende er forpligtet til af egen drift at indsende oplysninger til den pågældende myndighed.
Det følger som nævnt af bestemmelsen, at PET, den pågældende kilde selv eller andre, der måtte have kendskab til vederlaget fra PET, er berettiget til at undlade at meddele oplysninger om vederlaget. Bestemmelsen regulerer derimod ikke tilfælde, hvor PET, den pågældende selv eller andre vælger at meddele oplysninger om det omhandlede vederlag. Hvorvidt dette er berettiget må i givet fald bero på lovgivningen i øvrigt – for PETs vedkommende bl.a. på, om betingelserne for videregivelse af oplysninger i lovforslagets § 10 er opfyldt.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at de omfattede vederlag ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. På samme måde som det f.eks. er tilfældet med dusører og belønninger for indsats for at redde mennesker eller medvirken til at opklare eller forhindre en forbrydelse, når de pågældende indsatser ikke hører til den pågældendes erhverv, jf. ligningslovens § 7, nr. 28, vil vederlaget således være fritaget for indkomstskattepligt.
Tilsvarende vil vederlaget ikke skulle indregnes i de indtægter, der er afgørende for, om – og i givet fald i hvilket omfang – den pågældende er berettiget til sociale ydelser mv. En persons ret til f.eks. dagpenge, kontanthjælp, boligsikring og andre indkomstafhængige ydelser fra offentlige myndigheder og arbejdsløshedskasser, vil ikke blive påvirket af en udbetaling af vederlag fra PET.
Det forudsættes, at PET som hidtil ved fastsættelsen af de omhandlede vederlags størrelse tager højde for, at vederlaget ikke er skattepligtigt og ikke indgår i beregningen af sociale ydelser mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8.2 og 8.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til kapitel 9
Tilsynet med Efterretningstjenesterne