Lovguiden Logo
Gældende

LBK nr 56 af 15/01/2026

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Overgangsloven § 65

Medlemmerne af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark er forpligtet til at modtage valg til det forberedende regionsråds formand og næstformand og udvalg, kommissioner, bestyrelser og lign. samt til at udføre øvrige hverv, som det forberedende regionsråd måtte tildele dem. Det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan også, medmindre andet særligt er bestemt, overlade hverv til andre af Region Østdanmarks beboere, som er villige til at påtage sig disse.

Detaljer

Forarbejder til Overgangsloven § 65

Bestemmelsen omhandler spørgsmålet om, i hvilket omfang medlemmer af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark er pligtige at modtage valg til regionale hverv, og i hvilket omfang regionale hverv kan overlades til andre af regionens beboere. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.

Det foreslås i § 65, 1. pkt., at medlemmerne af det forberedende regionsråd for Region Østdanmark er forpligtet til at modtage valg til det forberedende regionsråds formand og næstformand og udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt til at udføre øvrige hverv, som det forberedende regionsråd måtte tildele dem.

Bestemmelsen vil svare til § 17, stk. 6, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvorefter medlemmerne af kommunalbestyrelsen er pligtige at modtage valg til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende samt til at udføre øvrige hverv, som kommunalbestyrelsen måtte tildele dem. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på de regioner – de fem nuværende regioner – der har valgt udvalgsstyre efter regionslovens § 36 a.

Bestemmelsen vil indebære, at det vil være et borgerligt ombud at modtage valg til formand og næstformand for det forberedende regionsråd, til formand, næstformand og medlem i øvrigt af det forberedende forretningsudvalg og de forberedende sundhedsråd, som vil skulle vælges på det forberedende regionsråds konstituerende møde, jf. lovforslagets §§ 62-64, samt øvrige hverv, som det forberedende regionsråd måtte tildele dem. Pligten til at modtage valg vil ikke gælde, hvis det forberedende regionsråd finder, at medlemmet af det forberedende regionsråd har lovligt forfald.

Det foreslås i § 65, 2. pkt., at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan også, medmindre andet særligt er bestemt, overlade hverv til andre af Region Østdanmarks beboere, som er villige til at påtage sig disse.

Bestemmelsen vil svare til § 17, stk. 6, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvorefter kommunalbestyrelsen også, medmindre andet særligt er bestemt, kan overlade hverv til andre af kommunens beboere, som er villige hertil. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på de regioner – de fem nuværende regioner – der har valgt udvalgsstyre efter regionslovens § 36 a.

Andre af regionens beboere vil i modsætning til det forberedende regionsråds medlemmer ikke være forpligtet til at modtage hvervet, medmindre dette følger aflovgivningen.

Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at der overlades hverv til andre end regionens beboere.