LBK nr 56 af 15/01/2026
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Overgangsloven § 164
Delingsrådets møder er ikke offentlige.
Stk. 2. Delingsrådet kan tillade repræsentanter for de berørte myndigheder eller særligt sagkyndige at deltage i Delingsrådets møder, i det omfang det skønnes nødvendigt.
Forarbejder til Overgangsloven § 164
Bestemmelsen omhandler adgangen til Delingsrådets møder. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 164, stk. 1, at Delingsrådets møder ikke er offentlige. Delingsrådet vil hermed ikke have hjemmel til at beslutte, at Delingsrådets møder skal være offentlige. Bestemmelsen vil skulle sikre ro om Delingsrådets virksomhed for derved at sikre de bedst mulige betingelser for, at Delingsrådet kan behandle Delingsrådets sager.
Det foreslås i § 164, stk. 2, at Delingsrådet kan tillade repræsentanter for de berørte myndigheder eller særligt sagkyndige at deltage i Delingsrådets møder, i det omfang det skønnes nødvendigt.
Bestemmelsen vil indebære, at Delingsrådet vil kunne afholde møder, hvori der alene deltager repræsentanter for en enkelt eller enkelte af de berørte myndigheder. Det giver blandt andet Delingsrådet mulighed for alene at holde møde med den myndighed, hvorfra opgaver skal overføres, med henblik på at afklare forhold vedrørende det aftaleudkast, som den pågældende myndighed har udarbejdet.
Delingsrådet vil endvidere efter bestemmelsen kunne tillade særligt sagkyndige at deltage i rådets møder i det omfang, det skønnes nødvendigt. Bestemmelsen vil blandt andet give mulighed for, at delingsrådet vil kunne inddrage særligt sagkyndige i forbindelse med opgørelsen af værdien af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der vil skulle overføres.
Repræsentanter eller sagkyndige, der deltager i Delingsrådets møder, vil ikke have stemmeret ved eventuelle afstemninger på mødet.