LBK nr 56 af 15/01/2026
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Overgangsloven § 149
Kommunalbestyrelsen udarbejder et udkast til en aftale mellem kommunen og regionen, inden for hvis område kommunen ligger, om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen efter kapitel 10 og 11 og de forskrifter, der er fastsat i medfør heraf.
Stk. 2. Er det ved forskrift udstedt i medfør af kapitel 10 eller 11 fastsat, at bestemte aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte overtages af en bestemt region, indgår disse ikke i aftaleudkastet, medmindre andet aftales efter denne forskrift.
Stk. 3. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan alene omfatte følgende:
-
Aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne, pligterne og de ansatte udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver.
-
Aktiver, passiver, rettigheder og pligter hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne og pligterne hverken udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de opgaver, der overføres, og såfremt den kommune, som der overføres en opgave fra, vælger at tilbyde overførsel heraf.
Stk. 4. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte omfattet af stk. 3, nr. 1, den kommune, som opgaven overføres fra, ikke ønsker at afgive.
Stk. 5. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal omfatte de aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som er hos kommunen på tidspunktet for aftaleudkastets færdiggørelse.
Stk. 6. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne for at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som aftaleudkastet skal omfatte, jf. stk. 3, og oplysning om aktivets og passivets værdi.
Stk. 7. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver og lønmæssige forhold vedrørende hver ansat, som aftaleudkastet omfatter, jf. stk. 3, nr. 1.
Stk. 8. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan indeholde vilkår om,
-
at en region overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en kommune, på betingelse af at den region, som aktivet eller rettigheden overføres til, betaler et beløb til den kommune, som aktivet eller rettigheden overføres fra, eller
-
at en region overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, der overføres fra en kommune, på betingelse af at kommunen, som passivet eller forpligtelsen overføres fra, betaler et beløb til den region, som passivet eller forpligtelsen overføres til.
Stk. 9. Aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 er fortroligt, indtil en aftale er indgået efter § 151 eller Delingsrådet har truffet beslutning efter § 152. Oplysninger i aftaleudkastet om overførslen af en ansat kan dog videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter, i det omfang dette følger af § 156.
Forarbejder til Overgangsloven § 149
Bestemmelsen omhandler udarbejdelse af aftaleudkast til brug for overførslen af aktiver, passiver, rettigheder og pligter og ansatte fra kommuner til regioner som følge af overførslen af sundhedsopgaver fra kommuner til regioner med virkning fra den 1. januar 2027. Der er ingen regulering i gældende ret af dette spørgsmål.
Det foreslås i § 149, stk. 1, at kommunalbestyrelsen udarbejder et udkast til en aftale mellem kommunen og regionen, inden for hvis område kommunen ligger, om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen efter kapitel 10 og 11 og de forskrifter, der er fastsat i medfør heraf.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen – eller det udvalg eller forvaltningen, som kommunalbestyrelsen delegerer beføjelsen til – vil have pligt til at udarbejde et udkast til en aftale mellem kommunen og den region, inden for hvis område kommunen befinder sig i, om overførslen efter kapitel 10 og de forskrifter, der er fastsat i medfør heraf, af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte fra kommunen til regionen. Aftaleudkastet vil skulle udarbejdes i overenstemmelse med kapitel 10 og de forskrifter, der er fastsat i medfør heraf. Aftaleudkastet vil skulle udarbejdes frem til det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen inden for de frister, som indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter i medfør af § 150, stk. 5, vil skulle forelægge aftaleudkastet for regionen. Aftaleudkastet vil skulle danne udgangspunktet for de forhandlinger mellem myndigheder, der skal ske efter § 151. Om inddragelsen af de ansatte og deres repræsentanter frem til udarbejdelsen af aftaleudkastet henvises til § 156.
Aftaleudkastet vil skulle udarbejdes på en sådan måde, at aftaleudkastet umiddelbart ville kunne danne grundlag for at afgøre, hvilke konkrete aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte der overføres, og at aftaleudkastet umiddelbart ville kunne danne grundlag for en aftale herom mellem myndighederne efter § 151. Se herved også stk. 6 og 7.
Det forudsættes i den forbindelse, at den kommune, der udarbejder aftaleudkastet, i videst muligt omfang og i god tid inden tidspunktet for udarbejdelsen af aftaleudkastet indgår i en dialog med den region, hvortil der skal overføres opgaver fra kommunen, om overførslen af de pågældende aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt navnlig overførslen af ansatte med henblik på, at overførslen af blandt andet ansatte kan ske så smidigt og hensigtsmæssigt som muligt.
Det følger endvidere af lovforslagets § 156, stk. 1, at den kommune, hvorfra der overføres ansatte, for så vidt angår overførslen af ansatte skal orientere repræsentanter for de ansatte om aftaleudkastet forud for forelæggelsen af aftaleudkastet for den region, hvortil der overføres opgaver fra kommunen. Det forudsættes således, at den kommune, der udarbejder aftaleudkastet indgår i en dialog med de ansattes repræsentanter for så vidt angår overførslen af ansatte. Der henvises til bemærkningerne til § 156, stk. 1.
De ansattes ønsker og samarbejdsudvalgets synspunkter vil endvidere kunne indgå i grundlaget for den afgivende og de modtagende myndigheders drøftelser om fordelingen af de ansatte.
Det foreslås i § 149, stk. 2, at er det ved forskrift i medfør af kapitel 10 eller 11 fastsat, at bestemte aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte overtages af en bestemt region, indgår disse ikke i aftaleudkastet, medmindre andet aftales efter denne forskrift.
Lovens §§ 147 og 148 vil f.eks. indeholde særlige bestemmelser om fordeling af pensionsforpligtelsen vedrørende tjenestemænd og ansatte med en tjenestemandslignende pension, der gælder, medmindre andet aftales. Kun hvis andet aftales, vil pensionsforpligtelser omfattet af disse særlige bestemmelser kunne medtages i aftaleudkastet.
Det foreslås i § 149, stk. 3, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 alene kan omfatte følgende:
-
De aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne, pligterne og de ansatte udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de overførte opgaver.
-
De aktiver, passiver, rettigheder og pligter hos den kommune, som der overføres opgaver fra, såfremt aktiverne, passiverne, rettighederne og pligterne hverken udelukkende eller helt overvejende er knyttet til varetagelsen af de opgaver, der overføres, og såfremt den kommune, som der overføres en opgave fra, vælger at tilbyde overførsel heraf.
Bestemmelsen i stk. 3, nr. 1, vil skulle ses i sammenhæng med, at forpligtelsen til at overdrage aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte alene vil kunne fraviges, hvis der indgås en gensidig aftale mellem kommunen, hvorfra der overføres en opgave, og regionen, der modtager opgaven, om ikke at overdrage aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte, se § 141, stk. 2, og § 142, stk. 2. Aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte vil derfor alene skulle medtages i aftaleudkastet, selv om den kommune, der udarbejder aftaleudkastet, ønsker at beholde aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte.
Bestemmelsen i stk. 3, nr. 2, vil skulle ses i sammenhæng med, at aktiver, passiver, rettigheder og pligter, der hverken udelukkende eller overvejende er knyttet til de opgaver, der overføres fra kommunen til regionen, alene vil kunne overføres, hvis der indgås en gensidig aftale mellem kommunen, hvorfra der overføres en opgave, og regionen, der modtager opgaven, om overførsel, se § 141, stk. 3. Den kommune, der udarbejder aftaleudkastet, vil derfor alene skulle medtage i aftaleudkastet de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som den afgivende myndighed vælger at tilbyde overførsel af.
Ansatte, der hverken udelukkende eller overvejende er knyttet til de opgaver, der overføres, vil ikke kunne medtages i aftaleudkastet efter bestemmelsen i stk. 3, nr. 2. Dette skyldes, at ansatte, der hverken udelukkende eller overvejende er knyttet til de opgaver, der overføres, ikke vil kunne overføres, se § 141, stk. 4.
Det foreslås i § 149, stk. 4, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om, hvilke aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte omfattet af stk. 3, nr. 1, som den kommune, som opgaven overføres fra, ikke ønsker at afgive.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med, at forpligtelsen til at overdrage aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte kan fraviges, hvis der indgås en gensidig aftale mellem kommunen, hvorfra der overføres en opgave, og regionen, der modtager opgaven, om ikke at overdrage aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte, se § 141, stk. 2, og § 142, stk. 2. Oplysningen om, hvorvidt den kommune, hvorfra opgaven overføres, ønsker at afgive aktivet, passivet, rettigheden, forpligtelsen eller den ansatte eller ej, vil derfor være relevant for forhandlingerne efter § 151 mellem kommunen, hvorfra der overføres en opgave, og regionen, der modtager opgaven
Det foreslås i § 149, stk. 5, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal omfatte de aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, som er hos kommunen på tidspunktet for aftaleudkastets færdiggørelse.
Bestemmelsen vil indebære, at alle aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der er omfattet af stk. 3, nr. 1 eller 2, og som er hos kommunen på tidspunktet for aftaleudkastets færdiggørelse, skal medtages i aftaleudkastet.
Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med § 151, stk. 6, 2. pkt., hvorefter aftalen kan, men ikke skal, indeholde de ændringer i kommunens aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte, der sker fra aftaleudkastets færdiggørelse frem til aftalens indgåelse.
Det foreslås i § 149, stk. 6, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde de oplysninger, der er fornødne til at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som aftaleudkastet skal omfatte, jf. stk. 3, samt oplysning om aktivets og passivets værdi.
Bestemmelsen vil indebære, at aftaleudkastet vil skulle indeholde de oplysninger, der er fornødne til at identificere de aktiver, passiver, rettigheder og pligter, som aftaleudkastet skal omfatte efter stk. 3, samt oplysning om aktivets eller passivets værdi. Aftaleudkastet vil ikke skulle indeholde bestemte arter af oplysninger, blot de oplysninger, der tjener til en entydig identifikation af, hvilke aktiver, passiver, rettigheder og pligter aftaleudkastet skal omfatte efter stk. 3.
En konkret opregning af det enkelte aktiv og passiv m.v. vil alene være nødvendig, hvis undladelse heraf vil kunne give anledning til tvivl. Der vil således kunne foretages en generel henvisning til aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til en bestemt institution, hvis de opgaver, der varetages inden for institutionen, er opgaver, der efter sundhedsreformen fremover skal varetages af en bestemt myndighed.
At aftaleudkastet vil skulle indeholde oplysning om aktivets og passivets værdi, vil skulle ses i sammenhæng med kompensationsforpligtelsen efter § 141, stk. 6 og 7, som følge af de overførte aktiver og passiver. Aktivets og passivets værdi vil skulle opgøres i overensstemmelse med de forskrifter, indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte i medfør af § 141, stk. 10.
Det foreslås i § 149, stk. 7, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysninger om navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver og lønmæssige forhold vedrørende hver ansat, som aftaleudkastet skal omfatte, jf. stk. 3, nr. 1.
Bestemmelsens opregning af, hvilke oplysninger om den ansatte aftaleudkastet skal indeholde, skal forstås i overensstemmelse med offentlighedslovens § 21, stk. 3, 1. pkt., idet dog tjenesterejser ikke er omfattet. Oplysningerne skal tjene til belyse, hvilken ansat og hvilke økonomiske forpligtelser regionen i givet fald vil overtage som følge af opgaveoverførslen, og dermed tjene som grundlag for regionens beslutning om, hvorvidt regionen ønsker at få den ansatte overført. Aftaleudkastet vil ikke skulle indeholde andre oplysninger om den ansatte, heller ikke eventuelle disciplinære reaktioner eller ledelsesmæssige vurderinger om den ansatte.
Aftaleudkastet vil således skulle indeholde den ansattes fulde navn, nuværende stilling, oprindelige og efterfølgende udddannelse (dog fraregnet kurser), nuværende arbejdsopgaver og lønmæssige forhold, herunder hvilke dele af lønnen der er midlertidig.
Det foreslås i § 149, stk. 8, at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 kan indeholde vilkår om,
-
at en region overtager et aktiv eller indtræder i en rettighed, der overføres fra en kommune, på betingelse af, at den region, som aktivet eller rettigheden overføres til, betaler et beløb til den kommune, som aktivet eller rettigheden overføres fra, eller
-
at en region overtager et passiv eller indtræder i en forpligtelse, der overføres fra en kommune, på betingelse af, at kommunen, som passivet eller forpligtelsen overføres fra, betaler et beløb til den region, som passivet eller forpligtelsen overføres til.
Bestemmelsen skal forstås som et supplement til kompensationsforpligtelsen efter § 141, stk. 6 og 7, som følge af overførslen af aktiver og passiver til den region, der modtager opgaven.
De berørte kommuner og regioner har frihed til at aftale, hvorledes betalingen skal erlægges. Der vil således såvel kunne aftales betaling af et engangsbeløb som betalinger i rater og løbende betaling af et beløb indtil eksempelvis ophøret af en forpligtelse. Betalingen vil også kunne erlægges i form af overdragelse af andre aktiver eller passiver, se § 141, stk. 8.
Reglerne i § 68 i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024, om salg af kommunens faste ejendom finder ikke anvendelse ved en regions overtagelse af faste ejendomme i medfør af bestemmelsen, selv om det efter bestemmelsen sker ved, at regionen godtgør kommunen for en del af den faste ejendoms værdi. Der vil således ikke være tale om et salg efter § 68 i lov om kommunernes styrelse.
Det forudsættes, at kommunerne opgør værdien af aktivet, passivet, rettigheden eller forpligtelsen i overensstemmelse med de almindelige regler om saglighed i forvaltningen. . Indenrigs- og sundhedsministeren kan med hjemmel i § 141, stk. 10, fastsætte nærmere regler for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt rettigheder og pligter, herunder for et passiv eller en forpligtelse, som en myndighed overtager på betingelse af betaling efter stk. 8.
Det foreslås i § 149, stk. 9, 1. pkt., at aftaleudkastet som nævnt i stk. 1 er fortroligt, indtil aftale er indgået efter § 151, eller Delingsrådet har truffet beslutning efter § 152.
Bestemmelsen vil indebære, at myndighederne ikke må offentliggøre aftaleudkastet, indtil der er taget endelig stilling til overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter samt ansatte, og at reglerne i offentlighedsloven ikke finder anvendelse indtil det tidspunkt, hvor der er indgået aftale mellem myndighederne, eller indtil det tidspunkt, hvor Delingsrådet har truffet beslutning om overførslen af aktiver, passiver, rettigheder, pligter samt ansatte. Der vil således være tale om en særlig tavshedspligtsbestemmelse, der vil begrænse pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. offentlighedslovens § 35.
Bestemmelsen vil endvidere indebære, at de aftaleudkast, som en kommune vil skulle udarbejde, vil skulle behandles for lukkede døre i kommunalbestyrelsen, og at de aftaleudkast, som en region vil skulle få forelagt, vil skulle behandles for lukkede døre i regionsrådet.
Når der er indgået aftale mellem myndighederne, eller når Delingsrådets beslutning meddeles de berørte myndigheder, vil der skulle gives aktindsigt i aftaleudkastet efter offentlighedslovens almindelige regler herom.
Bestemmelsen vil skulle ses på baggrund af den særlige situation, der opstår i forbindelse med sundhedsreformen, hvor der vil skulle ske overførsler af aktiver, passiver, rettigheder, pligter og ansatte mellem kommuner og regioner. Der vil være tale om en kompliceret proces, som vil skulle foregå inden for en periode på omkring et halvt et år – fra det forventede tidspunkt 1. april 2026, hvor kommuner og regioner har taget stilling til, om kommuner fortsat kan varetage driften af overførte opgaver, til inden opgaveflytningerne træder i kraft den 1. januar 2027. Det vil af hensyn til processens forløb være væsentligt, at kommuner og regioner er indstillet på at føre reelle forhandlinger og gøre bestræbelser på at nå til enighed om fordelingen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte. Det vil således være målet, at der opnås enighed mellem myndighederne i videst muligt omfang.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering vil offentlighed om aftaleudkastet forinden aftaleindgåelse eller Delingsrådets beslutning, kunne medføre en sådan uro om forhandlingerne, at forhandlingsprocessen vanskeliggøres, herunder navnlig at sandsynligheden for at opnå enighed mellem myndighederne forringes. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på den baggrund fundet det nødvendigt at fastsætte bestemmelsen om fortrolighed om aftaleudkastet, indtil der er taget endeligt stilling til overførslen af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte.
Bestemmelsen vil ikke indebære en fravigelse af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. § 2, stk. 2, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 980 af 16. august 2017, hvorefter retten til aktindsigt efter miljøoplysningsloven ikke begrænses af særlige bestemmelser om aktindsigt i anden lovgivning, bortset fra bestemmelser fastsat til gennemførelse af fælleskabsretlige forpligtelser. Såfremt et aftaleudkast indeholder miljøoplysninger, vil disse oplysninger, uanset den foreslåede bestemmelse i stk. 9 således alene kunne undtages, såfremt dette er hjemlet i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
I forbindelse med kommunalreformen i 2005 blev det tilsvarende bestemt, at aftaleudkast var fortrolige, indtil bl.a. aftale var indgået, eller der forelå en beslutning fra et af delingsrådene, jf. § 8, stk. 3, 1. pkt., i lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.
Det foreslås i § 149, stk. 9, 2. pkt., at oplysninger i aftaleudkastet om overførslen af en ansat dog kan videregives til den ansatte, oplysningerne vedrører, og til den ansattes repræsentanter i det omfang, dette følger af § 156.
Bestemmelsen vil være en undtagelse til stk. 9, 1. pkt., der svarer til, hvad der blev bestemt i forbindelse med kommunalreformen i 2005, jf. § 8, stk. 3, 2. pkt., i lov nr. 539 af 24. juni 2005 om visse proceduremæssige spørgsmål i forbindelse med kommunalreformen.
Videregivelsen af oplysninger om fordelingen af den enkelte ansatte vil kunne ske i forbindelse med den høring af den ansatte, den afgivende myndighed har pligt til at foretage inden forelæggelsen af aftaleudkastet, jf. § 156, stk. 2 og 3. Videregivelsen af oplysninger om overførslen af den enkelte ansatte vil også kunne ske til den ansatte i forbindelse med senere ændringer i aftaleudkastet under forhandlingerne med den modtagende region om overførslen af den afgivende kommunes ansatte, jf. § 156, stk. 4.
De oplysninger om overførslen af den enkelte ansatte, den afgivende myndighed med bestemmelsen vil få mulighed for at videregive til den ansatte, vil i forhold til andre, af hensyn til beskyttelsen af forhandlingsprocessen vedrørende fordeling af aktiver og passiver, rettigheder og pligter samt ansatte, være omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen i stk. 9, 1. pkt., der begrænser pligten til at meddele oplysninger efter offentlighedslovens almindelige regler, jf. offentlighedslovens § 14.
Den enkelte ansatte har alene mulighed for at modtage aftaleudkastets oplysninger om overførslen af vedkommende selv. Aftaleudkastets oplysninger i øvrigt er fortsat fortrolige i forhold til den ansatte.