LOV nr 354 af 24/04/2012
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Olieberedskabsloven § 15a
Denne ændring er tilføjet fra: Lov om ændring af olieberedskabsloven (Hjemmel til gebyrfinansiering af tilsyn og myndighedsopgaver efter olieberedskabsordningen og justering af bødeniveau for overtrædelse af lagringspligten m.v.) d. 11/12/2024
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan udveksle oplysninger om internationale lagerdækningsaftaler med andre EU-medlemsstater og Europa-Kommissionen.
Forarbejder til Olieberedskabsloven § 15a
RetsinformationDen foreslåede bestemmelse i § 15 har til hensigt at gennemføre det nye oliedirektivs artikel 6, stk. 1, og artikel 10, stk. 1, der handler om de nye fortegnelser over beredskabslagre og specifikke lagre, der skal føres af medlemsstaterne.
Som anført i afsnit 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger skal en medlemsstat således fremover føre en løbende opdateret og detaljeret fortegnelse over alle beredskabslagre, som ikke er specifikke lagre, og en anden fortegnelse over alle specifikke lagre.
Efter forslagets stk. 1 skal klima-, energi- og bygningsministeren føre en fortegnelse over alle beredskabslagre, som anvendes til dækning af Danmarks lagringspligt, uanset om de holdes i Danmark eller i udlandet. Fortegnelsen skal være løbende opdateret og detaljeret. Opdatering af fortegnelsen påregnes foretaget ved brug af de oplysninger, som fremsendes månedligt om beredskabslagre, og de supplerende oplysninger, som modtages, jf. bemærkningerne til forslagets § 14, stk. 5. Endvidere vil det være nødvendigt at indarbejde data om de beredskabslagre i udlandet, som anvendes til dækning af dansk lagringspligt. Fortegnelsen skal bl.a. indeholde de oplysninger, som er nødvendige for, at man for den enkelte lagerbeholdning kan identificere lagersted, størrelse, ejer og art.
Forslaget i stk. 2 vedrører fortegnelsen over de specifikke lagre, som holdes i Danmark, uanset om disse specifikke lagre anvendes til dækning af lagringspligt for Danmark eller for en anden medlemsstat. Fortegnelsen skal være løbende opdateret og detaljeret. Denne fortegnelse skal omfatte dels specifikke lagre, som ejes af den centrale lagerenhed, og dels specifikke lagre, som ejes af udenlandske medlemsstater eller deres centrale lagerenheder.
De to fortegnelser har således forskellig dækning og selvom der er en betydelig overlapning mellem fortegnelsernes indhold, vil datastrømmene til de to fortegnelser være forskellige. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at samordne de to fortegnelser til én fælles fortegnelse.
For begge fortegnelser gælder, at klima-, energi- og bygningsministeren årligt skal fremsende en sammenfattende kopi af fortegnelserne til Kommissionen, som desuden når som helst kan anmode om en kopi af fortegnelserne for en hvilken som helst periode, dog højst 5 år tilbage i tiden.
Forslaget i stk. 3 giver klima-, energi- og bygningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om de to fortegnelser efter stk. 1 og 2 om deres detaljering, løbende opdatering og opbevaring. Det er hensigten at anvende hjemlen til at fastsætte regler om bl.a. følgende forhold:
– Løbende opdatering af fortegnelserne. Det er hensigten at fastsætte regler om fortegnelsernes opdatering, som især forudsættes foretaget ved brug af den månedlige fremsendelse af data og de supplerende oplysninger, der modtages fra virksomheder og centrale lagerenheder.
– Fortegnelsernes opbevaring. Det er hensigten at fastsætte regler om fortegnelsernes opbevaring, herunder sikring af dataene, samt den periode, hvori fortegnelserne skal opbevares.
Til kapitel 7
Beredskab i øvrigt