LOV nr 696 af 20/06/2025
Digitaliseringsministeriet
Nemkontoloven § 7
Ministeren for digitalisering fastsætter regler om betalingsmodtageres anvisning, ændring eller sletning af en konto som nemkonto eller ydelsesspecifik konto, herunder kan der fastsættes krav om, at anviste eller ændrede konti i visse tilfælde skal aktiveres af betalingsmodtageren for at blive registreret som nemkonto eller ydelsesspecifik konto i nemkontosystemet.
Stk. 2. Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, hvornår en nemkonto eller ydelsesspecifik konto kan slettes af Digitaliseringsstyrelsen i nemkontosystemet.
Forarbejder til Nemkontoloven § 7
RetsinformationDet følger af §§ 23 og 24 i Nemkontobekendtgørelsen, hvordan og hvortil en betalingsmodtager anviser, ændrer eller sletter en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto. Det følger af bekendtgørelsens § 22, stk. 3, at Nemkonti og specifikke konti, der af offentlige myndigheder er anvist eller ændret på vegne af borgere eller virksomheder, først registreres i Nemkontosystemet, når de er aktiveret af vedkommende borger eller virksomhed.
Det foreslås, at der som stk. 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter ministeren for digitalisering fastsætter regler om, hvordan og hvortil en betalingsmodtager kan anvise, ændre eller slette en konto som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto, herunder kan der fastsættes krav om, at anviste eller ændrede konti i visse tilfælde skal aktiveres af betalingsmodtageren for at blive registreret som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto i Nemkontosystemet.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at alle betalingsmodtagere på mindst en måde kan anvise, ændre og slette en konto som Nemkonto. Det forudsættes således, at der administrativt vil blive fastsat regler om forskellige måder, hvorpå betalingsmodtagere kan anvise, ændre og slette en konto som Nemkonto, og at disse måder løbende vil kunne justeres eller ændres i takt med teknologiske udvikling m.v.
Ved »anvise« forstås i den foreslåede bestemmelse betalingsmodtagerens udpegning af den konto, betalingsmodtageren ønsker som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Ved »ændre« forstås i den foreslåede bestemmelse betalingsmodtagerens ændring af den konto, der er registreret som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto i Nemkontosystemet.
Ved »slette« forstås i den foreslåede bestemmelse betalingsmodtagerens sletning af den konto, der er registreret som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto i Nemkontosystemet. Det betyder, at kontoen registreres som ophørt i Nemkontosystemet og dermed ikke længere vil blive anvendt som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes anvendt til at fastsætte regler om, at indberetninger til Nemkontosystemet kan ske enten via det kontoførende institut, såfremt instituttet har påtaget sig eller er pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste efter regler udstedt i medfør af lovforslagets § 20, via offentlige udbetalere omfattet af regler udstedt i medfør af lovforslagets § 10, stk. 2 eller via Nemkontosupporten. Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler om, at privatpersoner vil kunne indberette en Nemkonto til Nemkontosystemet via en digital selvbetjeningsløsning. Dette svarer til de indberetningsmåder, der eksisterer i dag.
Det forventes således, at der vil blive fastsat regler, hvorefter betalingsmodtagere vil kunne anvise eller ændre en konto som Nemkonto i Nemkontosystemet ved henvendelse til det institut, som fører den konto, der skal indberettes som Nemkonto til Nemkontosystemet, såfremt instituttet har påtaget sig eller er pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste efter regler, der er fastsat i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i lovforslagets § 20.
Det forventes herudover, at der vil blive fastsat regler, hvorefter det vil være muligt for betalingsmodtagere at anvise, ændre eller slette en Nemkonto samt en ydelsesspecifik konto i Nemkontosystemet ved henvendelse til den offentlige udbetaler, som skal forestå en udbetaling til betalingsmodtageren. Det forventes herudover, at ministeren for digitalisering vil kunne fastsætte regler om, at betalingsmodtagere generelt kan anvise, ændre eller slette en Nemkonto til Nemkontosystemet via visse offentlige udbetalere, som eksempelvis betalingsmodtagerens hjemkommune. Der vil kunne fastsættes regler om, at den offentlige udbetaler vil kunne henvise betalingsmodtagere til at henvende sig til det kontoførende institut for at få kontoen anvist som Nemkonto, hvis den konto, som betalingsmodtageren vil anvise som sin Nemkonto, føres i et institut, der har påtaget sig eller er pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste efter regler, der er fastsat i medfør af lovforslagets § 20.
Det forventes endvidere, at der vil blive fastsat regler, hvorefter betalingsmodtagere kan anvise, ændre eller slette en Nemkonto i Nemkontosystemet ved henvendelse til Nemkontosupporten. Nemkontosupporten vil være et tilbud, hvor privatpersoner og juridiske enheder kan henvende sig for at foretage anvisning, ændring eller sletning af en Nemkonto. Med den foreslåede bestemmelse vil Nemkontosupporten blive varetaget af Digitaliseringsstyrelsen, der som systemejer vil skulle forvalte Nemkontosystemet. Digitaliseringsstyrelsen kan dog udpege en offentlig myndighed eller juridisk enhed til at varetage opgaven helt eller delvist, jf. det foreslåede § 21, stk. 3. Der vil kunne fastsættes regler om, at Nemkontosupporten vil kunne henvise betalingsmodtagere til at henvende sig til det kontoførende institut for at få kontoen anvist som Nemkonto, hvis den konto, som betalingsmodtageren vil anvise som sin Nemkonto, føres i et institut, der har påtaget sig eller er pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste efter regler, der er fastsat i medfør af lovforslagets § 20.
Det forventes herudover, at der vil blive fastsat regler, hvorefter privatpersoner vil kunne anvise, ændre eller slette en Nemkonto samt ændre eller slette en ulåst ydelsesspecifik konto i Nemkontosystemet via en digital selvbetjeningsløsning. Den digitale selvbetjeningsløsning vil som hidtil blive stillet til rådighed af Digitaliseringsstyrelsen, der som systemejer vil skulle forvalte Nemkontosystemet, jf. den foreslåede § 21 og bemærkningerne hertil.
Fuldmagtshavere og værger vil som hidtil kunne anvise, ændre eller slette en Nemkonto eller ulåst ydelsesspecifik konto, for fuldmagtsgiver eller personen under værgemål, ved henvendelse til et institut omfattet af regler fastsat i medfør af lovforslagets § 20, til Nemkontosupporten eller den offentlige udbetaler, der skal forestå udbetalingen i overensstemmelse med de ovennævnte regler, der forventes udstedt om indberetning af anvisning, ændring og sletning af konti. På sigt forventes det, at fuldmagtshavere og værger vil kunne anvende Nemkontosystemets selvbetjeningsløsning, når det bliver muligt at anvende digitale fuldmagter.
Ministeren for digitalisering vil bl.a. med den foreslåede bestemmelse kunne udstede regler om krav til, at anviste og ændrede konti i visse tilfælde skal aktiveres af betalingsmodtageren for at blive registreret som aktive i Nemkontosystemet.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til administrativt at fastsætte regler om, at når en betalingsmodtager foretager indberetning om anvisning eller ændring af en konto ved henvendelse til en offentlig udbetaler, Nemkontosupporten eller via den digitale selvbetjeningsløsning, vil der skulle gennemføres en aktiveringsproces, før anvisningen eller ændringen registreres som aktiv i Nemkontosystemet.
Formålet med aktiveringsprocessen vil være at sikre korrekte kontooplysninger i Nemkontosystemet og at medvirke til at forebygge uberettiget anvisning eller ændring af konti f.eks. på baggrund af svindel. Aktiveringsprocessen vil således øge sikkerheden i Nemkontosystemet og er også påkrævet i det eksisterende Nemkontosystem.
Aktiveringsprocessen forventes at indebære, at de indberettede kontooplysninger foreløbigt gemmes særskilt i Nemkontosystemet, hvor de afventer betalingsmodtagerens aktivering. En indberettet konto vil således først blive registreret som en aktiv Nemkonto i Nemkontosystemet, når aktiveringsprocessen er gennemført. Aktiveringsprocessen forventes at indebære, at Digitaliseringsstyrelsen sender et brev med fysisk post til betalingsmodtageren med en pinkode, der skal indtastes pr. telefon. Den forventede aktiveringsproces indebærer således, at der vil være en tidsmæssig forskydning mellem indberetningen af kontooplysninger og modtagelse af aktiveringskoden for at højne sikkerheden. Denne aktiveringsproces anvendes i det eksisterende Nemkontosystem. Når aktiveringsprocessen er gennemført, vil de indberettede kontooplysninger blive registreret i Nemkontosystemet.
Ved en værges anvisning af en Nemkonto, på vegne af den privatperson, der er underlagt værgemål, vil aktiveringsbrevet jf. aktiveringsprocessen blive sendt til værgens adresse, med undtagelse af forældremyndighedsindehavere. Dette forudsætter, at værgemålet er registreret i CPR-registret. Ved en fuldmagtshavers anvisning af en Nemkonto, på vegne af den privatperson, der har givet fuldmagt, sendes aktiveringsbrevet til privatpersonens, altså fuldmagtsgivers adresse, da fuldmagtsforhold ikke systemunderstøttes i dag. Hvis fuldmagtsforhold systemunderstøttes på længere sigt i det nye Nemkontosystem, skal det afklares, hvordan aktiveringsprocessen tilrettelægges mest hensigtsmæssigt.
Ministeren for digitalisering vil også kunne fastsætte regler om andre former for aktiveringsprocesser, herunder eksempelvis mulighed for, at der kan ske digital aktivering af indberetninger til Nemkontosystemet, f.eks. ved anvendelse af MitID eller anden elektronisk ID. Aktiveringsprocesser og reglerne herom vil kunne justeres og ændres, så de følger den teknologiske udvikling og ændringer i svindelscenarierne.
Der vil også administrativt kunne fastsættes regler om, at den sædvanlige aktiveringsproces i forbindelse med anvisningen af en Nemkonto eller en ydelsesspecifik konto i særlige tilfælde vil kunne fraviges ved betalingsmodtagerens anvisning eller ændring af en Nemkonto via en offentlig udbetaler. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor betalingsmodtageren ikke har adgang til sin fysiske postkasse på egen adresse, således at betalingsmodtageren ikke har mulighed for at aktivere kontoen i Nemkontosystemet via den foreskrevne sædvanlige aktiveringsproces. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor der er dokumentation for, at betalingsmodtageren ikke kan befinde sig på sin folkeregisteradresse, f.eks. fordi den pågældende er indlagt på et hospital i en længere periode eller er varetægtsfængslet. Tilsvarende vil den sædvanlige aktiveringsproces kunne fraviges, hvis betalingsmodtageren lever i hjemløshed eller uden fast bopæl. Hvis der bliver fastsat regler om, at den offentlige udbetaler kan fravige den sædvanlige aktiveringsproces, forventes det også, at der vil blive fastsat regler om, at den offentlige udbetaler i stedet vil skulle iagttage en alternativ aktiveringsproces, som kan bestå i passende kontrolforanstaltninger, der giver en tilsvarende sikkerhed for indberetningens rigtighed.
Det forventes indtil videre ikke, at der vil blive fastsat regler om, at indberetning om anvisning eller ændring af en konto som Nemkonto i Nemkontosystemet via betalingsmodtagerens kontoførende institut vil blive underlagt en efterfølgende aktiveringsproces. Dette skyldes, at de pågældende institutter efter hvidvasklovgivningen bl.a. er forpligtede til at gennemføre en kundekendskabsprocedure, hvilket indebærer, at institutterne skal indhente identitetsoplysninger fra kunden samt kontrollere disse oplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde. Denne kundekendskabsprocedure vurderes for nuværende at kunne træde i stedet for en aktiveringsproces og give en tilsvarende sikkerhed for indberetningens rigtighed, om end det ikke kan udelukkes, at indberetningerne fra visse eller alle institutter på sigt kan blive omfattet af en aktiveringsproces.
Det foreslås i stk. 2, at ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om, hvornår en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto kan slettes af Digitaliseringsstyrelsen i Nemkontosystemet.
Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren for digitalisering til at kunne fastsætte regler om, hvornår en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto kan slettes af Digitaliseringsstyrelsen i Nemkontosystemet. Dvs. at Nemkontoen eller den ydelsesspecifikke konto registreres som ophørt i Nemkontosystemet, hvilket medfører, at kontoen ikke længere anvendes som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto.
Bemyndigelsen vil kunne benyttes til at fastsætte regler om, at Digitaliseringsstyrelsen eksempelvis kan slette en anvist konto på et nærmere fastsat tidspunkt efter en privatpersons død, en juridisk enheds konkurs eller ophør eller hvis der ikke er foretaget betalinger til en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto i en årrække.
Sletningen vil kunne ske, når skifteretten har afsluttet boet efter en afdød, når skifteretten har afsluttet bobehandlingen vedrørende et selskab, der er erklæret konkurs, den juridiske enhed er tvangsopløst, likvidation er indtrådt, eller det på anden måde endeligt er fastslået, at den juridiske enhed er ophørt med at eksistere. Det foreslås, at hvis en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende er tildelt et CVR-nummer, erklæres konkurs, slettes oplysningen om den pågældendes Nemkonto som juridisk enhed i Nemkontosystemet. Vedkommende vil imidlertid typisk også være registreret som privatperson. Oplysningen om den Nemkonto, vedkommende har anvist som privatperson, vil imidlertid ikke skulle slettes, da vedkommende har brug for denne konto til andre fremtidige aktiviteter. Det forudsættes, at der kan etableres en løsning, hvor Digitaliseringsstyrelsen kan få oplysninger om, hvornår ovenstående forhold er indtrådt.
Hvis dette ikke kan etableres, kan en fast frist for sletning fastsættes, således at oplysningen om en anvist konto slettes senest 3 år efter en privatpersons død, en juridisk enheds ophør eller en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende er tildelt et CVR-nummer, erklæres konkurs.
Bemyndigelsen vil også kunne benyttes til at fastsætte regler om, at en anvist konto slettes i Nemkontosystemet, når den ikke har været anvendt i en årrække, eller at en anvist konto kan slettes i Nemkontosystemet, på baggrund af oplysninger fra det kontoførende institut om, at den pågældende konto er lukket.
Det bemærkes, at Digitaliseringsstyrelsens sletning vil have samme virkning, som når en betalingsmodtager sletter en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto, dvs. at kontoen registreres som ophørt i Nemkontosystemet, hvorefter den ikke længere benyttes som Nemkonto eller ydelsesspecifik konto. Endelig sletning af oplysninger i Nemkontosystemet beskrives i pkt. 2.10.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 24, stk. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.