LOV nr 696 af 20/06/2025
Digitaliseringsministeriet
Nemkontoloven § 26
Digitaliseringsstyrelsen kan efter ansøgning tildele og udbetale økonomisk kompensation til privatpersoner, der ikke har modtaget en retmæssig udbetaling som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet eller som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet.
Stk. 2. Det er en betingelse for tildeling og udbetaling af kompensation som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet, at forholdet er anmeldt til politiet i umiddelbar forlængelse af privatpersonens kendskab hertil.
Stk. 3. Der kan ikke tildeles kompensation til privatpersoner, som har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Der kan dog tildeles kompensation, hvis privatpersonen på grund af psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller lignende tilstand ikke har været i stand til at handle fornuftsmæssigt. Dette beror på en konkret vurdering under hensyn til personens mentale tilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt. 2. pkt. gælder dog ikke, hvis personen forbigående har hensat sig i en lignende tilstand som følge af indtagelse af beruselsesmidler, euforiserende stoffer el.lign., eller hvis personen havde forsæt til den indtrådte skade.
Forarbejder til Nemkontoloven § 26
RetsinformationEfter § 6 a, stk. 1, i lov om offentlige betalinger m.v., kan ministeren for digitalisering fastsætte regler om økonomisk kompensation til fysiske personer omfattet af § 1, stk. 1, der ikke har modtaget retmæssig udbetaling som følge af svindel eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto. Det er en betingelse for udbetaling af kompensation efter § 6 a, stk. 1, at forholdet er politianmeldt i umiddelbar forlængelse af kendskab til det kriminelle forhold, jf. lovens § 6 a, stk. 4.
Det fremgår af § 1, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 351 af 28. marts 2023 om udbetaling af økonomisk kompensation ved udsættelse for svindel med eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto, at kompensation til fysiske personer, omfattet af ordningen, ikke kan tildeles, hvis ansøger ved en groft uagtsom eller forsætlig handling har medvirket til, at svindel eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto har medført, at ansøgeren ikke har modtaget en retmæssig udbetaling. Kompensationen kan tildeles, hvis ansøger på grund af psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller lignende tilstand ikke har været i stand til at handle fornuftsmæssigt. Dette beror dog på en konkret vurdering.
Det foreslås, at der som stk. 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen efter ansøgning kan tildele og udbetale økonomisk kompensation til privatpersoner, der ikke har modtaget en retmæssig udbetaling som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet eller som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at staten vil kunne kompensere privatpersoner, der har mistet en berettiget udbetaling, når privatpersonen uforskyldt ikke har modtaget denne som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet eller som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet.
Kompensationsordningen vil kun dække kompensation af privatpersoner, da juridiske enheder i den foreslåede ordning vil skulle fremvise dokumentation ved anvisning af Nemkonto, som er mere omfattende, end det som privatpersoner skal fremvise. Ved juridiske enheders anvisning hos en offentlig udbetaler kræves der derudover manuel sagsbehandling for at kunne verificere, at det er den tegningsberettigede, der anviser en Nemkonto på vegne af den juridiske enhed.
Da juridiske enheder ikke vil være omfattet af den foreslåede kompensationsordning, vil spørgsmål om kompensation af juridiske enheder som hidtil skulle vurderes efter den almindelige aftale- og obligationsret.
Kompensationsordningen vil skulle omfatte udbetalinger fra både offentlige og private udbetalere til privatpersoner. Kompensationsordningen vil tilmed dække både udbetalinger til privatpersoners Nemkonto og ydelsesspecifikke konti.
Digitaliseringsstyrelsen vil blive den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om kompensation, således at der kun er én sagsbehandlende myndighed til at forestå tildeling og udbetaling af kompensation efter den foreslåede ordning.
Digitaliseringsstyrelsens sagsbehandling af kompensationssager vil følge de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder regler om sagsoplysning og tilvejebringelse af faktiske oplysninger, der er nødvendige for at belyse sagen forsvarligt. Eksempelvis vil logoplysninger fra Nemkontosystemet, bankoplysninger og bevis for ret til ydelse være relevante faktiske oplysninger. Der kan træffes afgørelse på det foreliggende grundlag, hvor det ikke er muligt at tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at belyse sagen, i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper. Hvis der fremkommer nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, efter afgørelsen er truffet, vil afgørelsen om udbetaling af kompensation kunne berigtiges, ligeledes i overensstemmelse med de forvaltningsretlige principper.
Digitaliseringsstyrelsen vil således efter ansøgning kunne tildele og udbetale økonomisk kompensation til privatpersoner, der ikke har modtaget en retmæssig udbetaling som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet eller som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet.
Kompensationsordningen vil kun dække fejl, hvis der er sket fejl i selve Nemkontosystemet. Kompensationsordningen vil således dække de tilfælde, hvor der opstår fejl ved anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet, som resulterer i, at en udbetaling går ind på en forkert konto. Dette kan både være tekniske fejl eller fejl ved indtastning af en Nemkonto eller ydelsesspecifikke konto i forbindelse med anvisning eller ændring.
Fejl, der sker uden for Nemkontosystemet, vil derimod ikke være omfattet af kompensationsordningen. Det vil eksempelvis kunne være tilfældet, hvor en sagsbehandler i forbindelse med en udbetaling indtaster et forkert personnummer, altså et personnummer, der tilhører en anden person end den tiltænkte betalingsmodtager, hvorved udbetalingen sker til den forkerte privatperson. I dette tilfælde vil der ikke være tale om en fejl i den tiltænkte betalingsmodtagers Nemkontooplysninger, som er registreret i Nemkontosystemet, hvorfor en sådan fejl ikke vil være omfattet af kompensationsordningen. Privatpersonen vil ved fejl uden for Nemkontosystemet skulle kontakte den offentlige udbetaler eller private udbetaler, der bør genudbetale til privatpersonen og søge det fejludbetalte beløb tilbagebetalt fra den, som uberettiget har modtaget dette.
I forhold til sager om uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet vil kompensationsordningen dække sager, hvor privatpersoner uberettiget har ændret i Nemkontosystemet. Dette kan både være tilfælde, hvor der er foretaget ændringer i privatpersonens anviste Nemkonto eller ydelsesspecifikke konto.
En uberettiget anvisning eller ændring, som er omfattet af kompensationsordningen, vil bl.a. kunne omfatte kriminalitet i forbindelse med identitetstyveri, hvorefter gerningspersonen foretager en ændring af den konto, som ofret for identitetstyveriet har registreret som sin Nemkonto, ved at bytte ofrets konto ud med gerningspersonens egen konto eller en konto, gerningspersonen har adgang til, hvorved pengeoverførsler til betalingsmodtageren, der foretages via Nemkontosystemet, ikke vil blive udbetalt til betalingsmodtageren.
Kompensationsordningen vil kun omfatte retmæssige udbetalinger. En retmæssig udbetaling vil være en udbetaling, som privatpersonen er den retmæssige modtager af. Eksempler på retmæssige udbetalinger vil være pensionsydelser eller boligstøtte, som privatpersonen er berettiget til at modtage og har anmodet om. Kompensationsordningen vil derimod ikke omfatte udbetalinger, som betalingsmodtageren ikke er den retmæssige modtager af, f.eks. et lån, som en anden optager i betalingsmodtagerens navn. Kompensationsordningen vil således heller ikke omfatte aftaler, der er omfattet af de aftaleretlige ugyldighedsgrunde, som f.eks. falsk eller tvang. Hvis en person tilegner sig en andens MitID og herefter indgår en aftale med en tredjepart, vil denne ikke være omfattet af kompensationsordningen. Sådanne falske aftaler kan bl.a. være aftaler om udbetaling af kviklån til en privatpersons Nemkonto. Hvis der er sket svindel med privatpersonens Nemkonto, vil lånet således blive udbetalt til en anden konto. Kompensationsordningen vil heller ikke dække aftaler, som er indgået ved tvang. Disse tilfælde kan foreligge, hvor en person tvinger en anden til f.eks. at optage et banklån, og der derefter sker udbetaling til en svindlet Nemkonto.
I alle tilfælde af tvang eller falsk vil forholdet skulle afgøres efter de obligations- og aftaleretlige regler. Dette betyder, at det er privatpersonen, der skal gøre indsigelse mod en ugyldig aftale, når denne bliver bekendt med aftalen. Hvis der foreligger falsk eller voldelig tvang, vil dette være en stærk ugyldighedsgrund, og tredjeparten kan ikke gøre aftalen gældende over for privatpersonen. Derved hæfter privatpersonen ikke for f.eks. kviklån, som er foregået ved, at svindleren uberettiget har benyttet privatpersonens oplysninger. Eventuelle tvister om gyldigheden af aftaler eller klarlæggelse af ugyldighedsgrunde skal afklares ved domstolene.
Lovforslaget vil ikke have indvirkning på de gældende regler efter lov om betalinger og de heri udformede regler om hæftelsesforhold, som f.eks. uautoriserede betalingstransaktioner via netbank, jf. §§ 97 og 99 i lov om betalinger, uberettiget anvendelse af betalingsinstrumenter, jf. § 100 i lov om betalinger, og køb af varer over internettet med betalingskort, jf. § 112 i lov om betalinger.
Lovforslaget vil heller ikke have indvirkning på den almindelige aftaleret, som regulerer eksempelvis optagelse af lån m.v., hvor privatpersonen som udgangspunkt ikke hæfter i forbindelse med eventuelt misbrug af en digital underskrift, herunder i forbindelse med falsk eller tvang. Se hertil Højesterets kendelse af 17. november 2021 (sag 11/2021).
Lovforslaget indebærer alene en mulighed for at fravige den almindelige aftale- og obligationsretlige regulering af hvem, der økonomisk skal kompensere privatpersonen for den mistede retmæssige udbetaling, uagtet andre regler, der måtte finde anvendelse på forholdet.
Lovforslagets kapitel 9 vil få virkning for sager om økonomisk kompensation, hvor ansøgning er indgivet efter reglerne i bekendtgørelse nr. 351 af 28. marts 2023 om udbetaling af økonomisk kompensation ved udsættelse for svindel med eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto, og hvor afgørelse træffes fra og med den 1. juli 2025. Med andre ord vil alle afgørelser om økonomisk kompensation, som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet eller som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet, blive truffet efter gældende ret på afgørelsestidspunktet.
Det foreslås, at der som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter det er en betingelse for tildeling og udbetaling af kompensation som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet, at forholdet er anmeldt til politiet i umiddelbar forlængelse af privatpersonens kendskab hertil.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at privatpersoner, der søger om kompensation som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i Nemkontosystemet, vil skulle foretage en anmeldelse af forholdet til politiet, forud for, at der vil kunne tildeles og udbetales kompensation til privatpersonen. En efterfølgende straffesag på baggrund af anmeldelsen vil ikke have opsættende virkning i forhold til udbetalingen af kompensation.
Anmeldelse til politiet vil skulle ske i umiddelbar forlængelse af kendskab til forholdet, således at privatpersonen vil skulle foretage anmeldelsen inden for få dage, efter denne er blevet bekendt med den uberettigede anvisning eller ændring af dennes konto i Nemkontosystemet. Konkrete forhold hos privatpersonen, som eksempelvis psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller at personen har været udsat for trusler, vil kunne tillægges vægt i vurderingen af, om betingelsen om rettidig anmeldelse er opfyldt.
Efter den foreslåede ordning vil det ikke være et krav, at privatpersonen selv skal have indgivet politianmeldelsen, men det vil være privatpersonen, som vil skulle dokumentere, at betingelsen er opfyldt. Politianmeldelsen eller kvittering for at forholdet er anmeldt vil således skulle fremsendes til Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med ansøgningen om kompensation.
Det foreslås, at der i stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter der ikke kan tildeles kompensation til privatpersoner, som har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Der kan dog tildeles kompensation, hvis privatpersonen på grund af psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller lignende tilstand ikke har været i stand til at handle fornuftsmæssigt. Dette beror på en konkret vurdering under hensyn til personens mentale tilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt. 2. pkt. gælder dog ikke, hvis personen forbigående har hensat sig i en lignende tilstand som følge af indtagelse af beruselsesmidler, euforiserende stoffer eller lignende, eller hvis personen havde fortsæt til den indtrådte skade.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ikke kan tildeles kompensation til privatpersoner, som har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Handlingen vil bl.a. skulle vurderes på baggrund af betingelserne for besiddelse af en digital identitet og dertilhørende elektroniske identifikationsmidler, jf. bekendtgørelse om MitID til privatpersoner. Det vil som led i uagtsomhedsvurderingen bl.a. indgå, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af indehaverens identifikationsoplysninger eller har skaffet sig adgang til indehaverens MitID, om indehaveren havde kendskab til, at tredjemand var kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger eller indehaverens MitID, og om indehaveren havde gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit MitID så hurtigt som muligt.
Uagtsomheds- og forsætsvurderingen vil omfatte både ændringen af Nemkontoen og efterfølgende handlinger, der har medført en udbetaling via Nemkontosystemet. Hvis en betalingsmodtager har handlet groft uagtsomt eller forsætligt som en del af udbetalingsforløbet, vil dennes tab således ikke være omfattet af kompensationsordningen. Som eksempel kan nævnes, at hvis en betalingsmodtager kun har været simpelt uagtsom i forbindelse med det forhold, der medførte, at en tredjemand kom i besiddelse af personens MitID og foretog ændring af den pågældendes Nemkonto, men betalingsmodtageren har været groft uagtsom i forbindelse med f.eks. optagelse af et lån, der gør at vedkommende hæfter over for en godtroende aftaleerhverver, vil tabet ikke være omfattet af kompensationsordningen.
Der vil dog kunne tildeles kompensation, hvis privatpersonen på grund af psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller lignende tilstand ikke har været i stand til at handle fornuftsmæssigt. Dette vil bero på en konkret vurdering under hensyn til personens mentale tilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt. Dette gælder dog ikke, hvis personen forbigående har hensat sig i den lignende tilstand som følge af indtagelse af beruselsesmidler, euforiserende stoffer eller lignende, eller hvis personen havde fortsæt til den indtrådte skade.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.