Nemkontoloven § 13

Det følger af den gældende ordning, at offentlige udbetalere kan foretage udbetalinger med frigørende virkning til en Nemkonto, jf. § 1, stk. 1 og 2, i lov om offentlige betalinger m.v., medmindre betalingsmodtageren har anvist en anden konto, hvortil betalingen skal ske, jf. § 1, stk. 5, i lov om offentlige betalinger m.v. Af Nemkontobekendtgørelsens § 31 fremgår det, at hvis en borger eller en virksomhed i forbindelse med en udbetaling fra en offentlig myndighed ikke har anvist en Nemkonto eller fået oprettet en specifik konto, skal den offentlige myndighed sikre, at borgeren eller virksomheden får anvist sit tilgodehavende på anden måde. Risikoen for forsinket betaling som følge af en tilsidesættelse af anvisningspligten bæres af borgeren eller virksomheden.

Det foreslås, at der som stk. 1 indsættes en bestemmelse, hvorefter en betalingsmodtagers Nemkonto eller ydelsesspecifikke konto er rette betalingssted for offentlige udbetalere, medmindre betalingsmodtageren over for den pågældende offentlige udbetaler har anvist en anden konto, hvortil betaling skal ske. Følger det af anden lovgivning, at betaling skal ske til betalingsmodtagerens Nemkonto, vil dette altid være rette betalingssted.

Med den foreslåede bestemmelse skal offentlige udbetalere ikke undersøge, om en betalingsmodtager omfattet af lovforslagets § 2, stk. 1, § 3, stk. 1 eller 2, har anvist en konto som Nemkonto, når den offentlige udbetaler påbegynder udbetalingen af en ydelse. Når en offentlig udbetaler påbegynder udbetaling af en ydelse, kan den offentlige udbetaler således lægge til grund, at betaling kan ske til privatpersonens eller den juridiske enheds Nemkonto, med mindre den offentlige udbetaler har kendskab til, at dette ikke er tilfældet. Er der anvist en konto som ydelsesspecifik konto hos den offentlige udbetaler til den pågældende ydelse, vil betaling skulle ske til denne ydelsesspecifikke konto fremfor til Nemkontoen, jf. lovforslagets § 1, nr. 6, og § 11 og bemærkningerne hertil. Har en betalingsmodtager anvist en anden konto, hvortil betaling skal ske, vil betaling skulle ske til denne konto fremfor til Nemkontoen eller den ydelsesspecifikke konto.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at offentlige udbetalere ikke vil have pligt til at forespørge betalingsmodtagere, hvorledes de ønsker at modtage skyldige pengebeløb, når betalingsmodtageren har anvist en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto, som kan anvendes til udbetaling. Den foreslåede bestemmelse medfører således, at når en offentlig udbetaler på denne måde har foretaget udbetaling til en Nemkonto eller ydelsesspecifik konto, vil betalingsmodtageren ikke kunne gøre gældende, at den pågældende ikke har modtaget det skyldige pengebeløb på rette betalingssted.

Hvis betalingsmodtageren konkret over for den pågældende offentlige udbetaler har anvist en anden konto, hvortil betalingsmodtageren vil have det skyldige beløb udbetalt, vil den offentlige udbetaler skulle udbetale beløbet til denne konto, jf. også bestemmelsens stk. 2 og bemærkningerne hertil nedenfor.

Med den foreslåede bestemmelse vil offentlige udbetalere dog altid kunne anvende betalingsmodtagerens Nemkonto til at gennemføre betalinger, hvis det i lovgivningen er bestemt, at udbetaling af pengebeløb skal ske til Nemkontoen. Som eksempler herpå kan f.eks. nævnes §§ 4 og 5 i lov nr. 455 af 2. maj 2023 om en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck og engangsbeløb til uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige forsørgere og § 5 i lov nr. 1267 af 13. september 2022 om en ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrechecken, engangsbeløb til overførselsmodtagere, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og engangsbeløb til uddannelsessøgende, der modtager stipendium som tillæg på grund af en funktionsnedsættelse eller som enlige forsørgere.

Det foreslås, at der som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at har en betalingsmodtager anvist en anden konto end sin Nemkonto eller ydelsesspecifikke konto, hvortil betaling skal ske, kan den offentlige udbetaler gennemføre denne betaling som en komplet betalingsordre i Nemkontosystemet.

Med den foreslåede bestemmelse vil offentlige udbetalere kunne anvende Nemkontosystemet til at foretage såkaldte komplette betalinger, hvor den offentlige udbetaler selv indtaster kontooplysninger til betalingsmodtagere, inden betalingsordren fremsendes til Nemkontosystemet, hvorefter betalingen overføres hertil uden anvendelse af oplysninger fra Nemkontosystemet.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre det muligt for offentlige udbetalere at anvende Nemkontosystemet til at foretage betalinger, uanset om betaling skal ske til en Nemkonto, en ydelsesspecifik konto eller anden konto.

Det foreslås herudover, at der som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at har en betalingsmodtager ikke anvist en Nemkonto, en ydelsesspecifik konto eller en anden konto i forbindelse med en udbetaling fra en offentlig udbetaler, skal den offentlige udbetaler sikre, at betalingsmodtageren får udbetalt sit tilgodehavende på anden måde. Det samme gælder, når den offentlige udbetaler modtager information om, at betaling ikke kan gennemføres.

Med den foreslåede bestemmelse vil offentlige udbetalere som hidtil være forpligtede til at sikre, at en betalingsmodtager modtager sin betaling på anden måde, hvis betalingsmodtageren ikke i Nemkontosystemet har indberettet en konto eller på anden måde henvendt sig til den offentlige udbetaler med en konto, hvortil der skal udbetales. Den offentlige udbetaler vil således have en almindelig obligationsretlig pligt til at bringe skyldforholdet til ophør, og dette gælder også, hvor betalingsmodtagere ikke har anvist en Nemkonto. I Folketingets Ombudsmands udtalelse af 20. december 2023 fandt ombudsmanden således, at en kommune ikke kunne stille krav om, at en borger som betingelse for at få udbetalt sin kontanthjælp fik en Nemkonto eller angav en anden persons konto, hvortil ydelsen kunne overføres. I stedet burde kommunen, umiddelbart efter at kommunen blev bekendt med, at borgeren ikke længere havde en Nemkonto, have taget initiativ til at få afklaret, om borgeren var ved at etablere en ny Nemkonto, eller om borgeren ønskede sin kontanthjælp udbetalt til en anden konto – eventuelt en anden persons konto. Og da det stod klart for kommunen, at dette ikke var tilfældet, burde kommunen inden for kort tid have udbetalt kontanthjælpen på en anden måde, jf. FOB 2023-40.

Udbetaling på anden måde vil eksempelvis kunne være en kontant udbetaling, jf. også § 8 i lov om Danmarks Nationalbank, jf. lov nr. 116 af 7. april 1936 med senere ændringer, som bestemmer, at de af banken udstedte pengesedler er lovligt betalingsmiddel mand og mand imellem samt ved ind- og udbetalinger, der foregår ved offentlige kasser.

Lovforslaget indebærer således, at offentlige udbetalere ikke kan stille som betingelse for at foretage udbetalinger af ydelser, at betalingsmodtageren har en Nemkonto eller på anden måde råder over en pengeinstitutkonto eller anden form for konto, medmindre dette følger af anden lovgivning. Som eksempler på anden lovgivning kan nævnes kildeskattelovens § 62 C, stk. 3, og § 16, stk. 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Ligeledes vil lovforslagets § 33, om at Digitaliseringsstyrelsen udbetaler indestående krav på pengebeløb på ventekontoen til betalingsmodtageren ved dennes anvisning af en Nemkonto eller en anden konto, betyde, at udbetalinger fra ventekontoen udelukkende kan ske til en Nemkonto eller en anden konto anvist af betalingsmodtageren.

Lovforslaget indeholder heller ikke hjemmel til, at offentlige udbetalere kan påtvinge en betalingsmodtager at få udbetalt sine ydelser til en pårørendes pengeinstitutkonto, hvis betalingsmodtageren ikke ønsker dette. Den offentlige udbetaler kan dermed ikke stille som betingelse for udbetaling, at betalingsmodtageren oplyser et kontonummer, men vil være forpligtet til at sikre, at udbetalingen kan anvises på anden måde, f.eks. kontant.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.