LOV nr 754 af 20/06/2025
Uddannelses- og Forskningsministeriet
Lov om ændring af universitetsloven, lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og forskellige andre love (Kandidatuddannelse på 75 ECTS-point, nye erhvervskandidatuddannelser og andre elementer fra aftale om reform af universitetsuddannelserne i Danmark m.v.) § 2
I lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, jf. lovbekendtgørelse nr. 1667 af 12. august 2021, som ændret ved § 9 i lov nr. 492 af 15. maj 2023, foretages følgende ændring:
1. Efter § 18 indsættes:
»§ 18 a. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om en særlig procedure for godkendelse af nye bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes efter universitetslovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og nye erhvervskandidatuddannelser, der udbydes efter universitetslovens § 4 b, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, og kan i den forbindelse fravige denne lovs bestemmelser om prækvalifikation og godkendelse, jf. kapitel 4.«
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af universitetsloven, lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner og forskellige andre love (Kandidatuddannelse på 75 ECTS-point, nye erhvervskandidatuddannelser og andre elementer fra aftale om reform af universitetsuddannelserne i Danmark m.v.) § 2
Til nr. 1
Efter akkrediteringslovens § 18, stk. 1, skal nye uddannelser og uddannelsesudbud prækvalificeres af uddannelses- og forskningsministeren før oprettelsen. Prækvalifikationen er en vurdering af, om den nye uddannelse eller det nye uddannelsesudbud er samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk hensigtsmæssigt og i øvrigt opfylder lovgivningsmæssige krav.
Efter lovens § 19, stk. 1, nedsætter uddannelses- og forskningsministeren et rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU), som vurderer ansøgninger om prækvalifikation og rådgiver ministeren om principielle spørgsmål knyttet hertil.
Det følger af lovens § 21, stk. 1, at uddannelses- og forskningsministeren træffer afgørelse om godkendelse af en ny uddannelse eller et nyt uddannelsesudbud på baggrund af prækvalifikationen.
Det foreslås, at der efter § 18 i lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner indsættes en ny § 18 a, hvorefter uddannelses- og forskningsministeren vil kunne fastsætte regler om en særlig procedure for prækvalifikation og godkendelse af nye bachelor- og kandidatuddannelser, der udbydes efter universitetslovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og nye erhvervskandidatuddannelser, der udbydes efter universitetslovens § 4 b, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, jf. dette lovforslags § 1, nr. 8, og at ministeren i den forbindelse skal kunne fravige akkrediteringslovens bestemmelser om prækvalifikation og godkendelse i lovens kapitel 4.
Den foreslåede særlige godkendelsesprocedure vil rette sig mod uddannelser, der oprettes eller tilpasses som led i implementering af aftalen om reform af universitetsuddannelserne i Danmark. Øvrige nye universitetsuddannelser vil således som hidtil være omfattet af de almindelige regler om prækvalifikation og godkendelse i akkrediteringslovens kapitel 4.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om den særlige godkendelsesprocedure.
Det forventes, at det vil blive fastsat i akkrediteringsbekendtgørelsen, at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skal behandle universiteternes ansøgninger om godkendelse og på den baggrund udarbejde en indstilling til ministeren med henblik på ministerens afgørelse.
Det forventes i den forbindelse fastsat, at universiteterne vil skulle indsende grundoplysninger til styrelsen om den enkelte uddannelse, herunder udbudssted, adgangskrav, fagbetegnelse, titel, længde, sprog og censorkorps m.v. samt en kort beskrivelse af, hvordan aftagere og øvrige relevante interessenter har været inddraget i udformningen af uddannelsen. Grundoplysningerne vil bl.a. blive brugt til en legalitetskontrol, takstfastsættelse samt registrering hos Danmarks Statistik, ligesom ved den nuværende proces for prækvalifikation.
Den foreslåede særlige godkendelsesprocedure vil omfatte universiteter, der har opnået en positiv institutionsakkreditering. Som led i den enkelte uddannelsesinstitutions kvalitetssikringssystem vil det være institutionen, der skal vurdere uddannelsernes relevans og arbejdsmarkedets behov.
Hvis ministeren kan godkende den nye uddannelse på baggrund af indstillingen, vil uddannelsesinstitutionerne kunne udbyde uddannelsen.
Den foreslåede lovændring vil være et midlertidigt initiativ som følge af det ekstraordinært store antal nye uddannelser, der forventes at skulle godkendes i de kommende år. Lovforslaget indeholder derfor en såkaldt solnedgangsklausul, der vil indebære, at den foreslåede nye bestemmelse i akkrediteringslovens § 18 a automatisk ophæves den 31. december 2031, medmindre Folketinget forinden beslutter at forlænge bestemmelsens gyldighedsperiode.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 6, stk. 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.