Lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.) § 12

Til nr. 1

Der kan efter hjemrejselovens § 8, stk. 1, gives hjemrejsestøtte til en udlænding, der, jf. § 3, stk. 2, medvirker til sin udrejse, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger desuden af hjemrejselovens § 8, stk. 2, at hjemrejsestøtte efter stk. 1 kan ydes til 1) en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet eller har frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, 2) en udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, 3) en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2 er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, og 4) en udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter hjemrejselovens § 8, stk. 6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte (hjemrejsestøttebekendtgørelsen).

Hjemrejsestøttebekendtgørelsen fastsætter bl.a. bestemmelserne for hjemrejsestøtte ved frivillig udrejse for en udlænding, der har fået sin opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, fordi grundlaget for ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede, herunder på baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, samt for udlændingens eventuelle familiemedlemmer, som ligeledes har fået deres opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne inddraget eller nægtet forlænget som konsekvens heraf.

Det følger af hjemrejsestøttebekendtgørelsens § 6, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen efter ansøgning yder hjemrejsestøtte til en udlænding, der er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 3-5. Der kan kun udbetales hjemrejsestøtte, hvis udlændingen ikke har midler hertil, jf. stk. 7.

Det følger videre af hjemrejsestøttebekendtgørelsens § 7, stk. 2-5, at hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 4, udbetales i to dele, således at første del af støtten udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Den resterende del af støtten udbetales 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Det foreslås i hjemrejselovens § 8 a, stk. 1, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om, at hjemrejsestøtte, jf. § 8, stk. 2, nr. 2-4, kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til det land, som udlændingen udrejser til, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Baggrunden for forslaget er, at der aktuelt opleves udfordringer med at udbetale økonomisk støtte til visse sanktionsbelagte lande, hvilket kan påvirke ordningens attraktivitet negativt og bevirke, at færre ønsker at medvirke til deres udrejse.

Virkningen af forslaget vil blive, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om udbetaling af hjemrejsestøtte til personer, der vender tilbage til lande, hvortil udbetalingen af hjemrejsestøtten i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringer med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Bemyndigelsen forventes at ville blive udmøntet i en bekendtgørelse, hvor der vil blive fastsat nærmere regler om betingelserne og fremgangsmåden for en alternativ og fleksibel udbetaling af hjemrejsestøtten til de pågældende lande.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af hjemrejselovens § 12, stk. 2, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, skal give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på løbende at sikre, at myndighederne har kendskab til udlændingens opholdssted, medmindre særlige grunde taler derimod.

Det fremgår af hjemrejselovens § 13, stk. 2, nr. 1, at Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding skal tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler derimod, hvis 1) udlændingen har fået afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men udlændingen ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31.

Det følger af hjemrejselovens § 13, stk. 5, at en udlænding, der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, eller en udlænding, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, eller udlændingelovens § 21 b, stk. 1, men som ikke kan udsendes af landet, jf. udlændingelovens § 31, har pligt til at orientere Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen om sit faste opholdssted, hvis udlændingen ikke er pålagt opholdspligt efter stk. 2, nr. 1, og udlændingen tager fast ophold uden for et indkvarteringssted, hvortil den pågældende er anvist eller kan anvises til at tage ophold, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5.

Det foreslås at ændre hjemrejselovens § 12, stk. 2, § 13, stk. 2, nr. 1, og § 13, stk. 5, således at henvisningen til udlændingelovens § 32, stk. 1, ændres til en henvisning til udlændingelovens § 26 c.

Baggrunden for forslaget er, at udlændingelovens bestemmelse i § 32, stk. 1, om indrejseforbud, blev nyaffattet ved lov nr. 821 af 9. juni 2020, og at den del af bestemmelsen, som hjemler at en afgørelse om udvisning medfører, at udlændingens ret til ophold bortfalder, er blevet udskilt til udlændingelovens § 26 c.

Ved en fejl blev henvisningen til udlændingelovens § 32, stk. 1, i den dagældende udlændingelovs § 34, stk. 4, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og § 42 a, stk. 11, ikke konsekvensrettet til udlændingelovens § 26 c. Bestemmelserne i udlændingelovens dagældende § 34, stk. 4, § 42 a, stk. 8, 1. pkt., og § 42 a, stk. 11, blev ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 ophævet og overført til hjemrejseloven, og fejlen vedrørende udlændingelovens § 26 c blev ikke ved den lejlighed ændret.

Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Der er således tale om konsekvensrettelser. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 3

Det følger af udlændingelovens § 36, stk. 3, at en udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7 (asyl), og som er udvist efter § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Det foreslås, at der som nyt stk. 8 i hjemrejselovens § 16 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udlænding, som har indgivet ansøgning om asyl, og som er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Baggrunden for forslaget er, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at bestemmelser, som regulerer frihedsberøvelse med henblik på at sikre muligheden for udvisning, bør fremgå af hjemrejseloven, idet hjemrejseloven skal understøtte Hjemrejsestyrelsens opgaver og derfor bør indeholde bestemmelser om udlændinges frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge, herunder effektiv fuldbyrdelse af en afgørelse om udvisning. Den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 16, stk. 8, er således en videreførelse af bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 3, som samtidig foreslås ophævet, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 21.

Forslaget indebærer, at frihedsberøvelsen vil ske med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning. Der vil som udgangspunkt skulle ske frihedsberøvelse i alle tilfælde, hvor en asylansøger er administrativt udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1. Der skal således ikke i forbindelse med afgørelsen om frihedsberøvelse foretages en vurdering af afgørelsen om administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5634.

Forslaget medfører, at der ikke vil skulle træffes afgørelse om frihedsberøvelse i tilfælde, hvor dette på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den pågældendes personlige forhold vil virke særlig belastende for asylansøgeren. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5635, og gældende ret vil således blive videreført.

Der vil heller ikke skulle ske frihedsberøvelse, hvis det er overvejende sandsynligt, at den pågældende asylansøger som værende af en bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil blive meddelt asyl, idet udlændinge, der meddeles asyl, ikke kan udsendes til hjemlandet eller et andet land, hvor de er i risiko for forfølgelse. Der er i sådanne tilfælde ikke udsigt til en endelig fuldbyrdelse af udvisningsafgørelsen i form af udsendelse. Afgørelsen af, om der i det konkrete tilfælde bør ske frihedsberøvelse, skal imidlertid ikke indebære en selvstændig vurdering af den enkelte asylansøgers asylgrundlag. Der vil således som udgangspunkt alene kunne blive tale om, at frihedsberøvelse undlades af denne grund, hvis der er tale om, at den pågældende asylansøger er af en nationalitet eller befolkningsgruppe, hvorfra alle – eller et meget stort antal – personer efter Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets praksis bliver meddelt asyl. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet løbende orienterer Hjemrejsestyrelsen skriftligt om relevant praksis hos asylmyndighederne. I tvivlstilfælde vil Hjemrejsestyrelsen kunne forelægge konkrete sager for Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5634, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at asylansøgere, der er administrativt udvist, i tilfælde af afslag på asyl pålægges at udrejse straks, idet de pågældendes udrejse i sådanne tilfælde må betragtes som påtrængende, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt.

Efter hjemrejselovens § 21, stk. 4, vil vedkommende politidirektør skulle træffe afgørelse efter den foreslåede bestemmelse. Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter politiet har kompetence til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. udlændingelovens § 48, stk. 1, 2. pkt. I praksis vil afgørelsen om frihedsberøvelse skulle træffes efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5635, og gældende ret vil således blive videreført.

Bestemmelserne i udlændingelovens § 37 vil som hidtil finde anvendelse på den foreslåede bestemmelse. Det indebærer bl.a., at en asylansøger, medmindre den pågældende forinden løslades, fortsat vil skulle fremstilles for retten inden tre døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse med henblik på, at retten tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt. Er udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, vil der i rettens kendelse blive fastsat en frist for fortsat tilbageholdelse, jf. udlændingelovens § 37, stk. 3, 2. pkt. Denne frist vil senere kunne blive forlænget af retten, dog højst med 4 uger ad gangen, jf. udlændingelovens § 37, stk. 3, 3. pkt. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Det forudsættes, at Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet i forbindelse med politiets forelæggelse for retten af spørgsmålet om frihedsberøvelse – herunder om forlængelse af frihedsberøvelsen – afgiver en skriftlig udtalelse til politiet om, hvornår den pågældende asylansøgers sag kan forventes afgjort, og om andre eventuelle forhold, der måtte være af betydning for spørgsmålet om frihedsberøvelse. Dette gælder allerede i dag, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 5636, og gældende ret vil således blive videreført.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret. Der er således ikke tilsigtet materielle ændringer i anvendelsen af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af hjemrejselovens § 21, stk. 1, at afgørelser efter hjemrejseloven træffes af Hjemrejsestyrelsen, jf. dog stk. 2-5.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 2-5 i hjemrejselovens § 21, stk. 1, ændres til en henvisning til stk. 2-6.

Baggrunden for forslaget er, at der med lovforslagets § 12, nr. 5, indsættes en ny bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 6, der vil betyde bl.a., at Udbetaling Danmark forestår udbetaling af hjemrejsebistand og i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen vil kunne træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren.

Henvisningen i hjemrejselovens § 21, stk. 1, til stk. 2-5, skal derfor konsekvensrettes, således at der også henvises til den foreslåede § 21, stk. 6, jf. lovforslagets § 12, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Der kan efter hjemrejselovens § 8 gives hjemrejsestøtte til visse udlændinge, der medvirker til udrejsen.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter § 8, stk. 6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om hjemrejsestøtte (hjemrejsestøttebekendtgørelsen).

Hjemrejsestøttebekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler vedrørende Udbetaling Danmarks administration af ordningen vedrørende hjemrejsebistand.

Der er i lov om Udbetaling Danmark fastsat regler om, hvorvidt det er kommunerne eller staten, der skal finansiere administrationsudgifterne i Udbetaling Danmark, og hvordan opkrævning af finansiering nærmere skal ske mv. For så vidt angår helt nye ydelser, er det ikke reguleret i lov om Udbetaling Danmark, om det er staten eller kommunen, der skal finansiere administrationsudgifter.

Det fremgår således af § 25 i lov om Udbetaling Danmark, at staten dækker udgifterne til Udbetaling Danmarks opgaver på sagsområder, der overføres fra staten, og at udgifterne til sådanne opgaver dækkes gennem indbetaling af administrationsbidrag til Udbetaling Danmark, som skal kunne afholdes inden for bevillingen til opgaven på finansloven for det år, som bidragene skal dække. Det fremgår videre, at bestyrelsen for Udbetaling Danmark fastsætter størrelsen af bidragene.

Det er imidlertid vurderingen, at der ikke er den nødvendige hjemmel for Udbetaling Danmark til at få tillagt myndighedsansvaret til at administrere ordningen vedrørende hjemrejsebistand samt de nødvendige regler for hvilke bestemmelser i lov om Udbetaling Danmark, der skal regulere opkrævning af administrationsgebyr mv. til hjemrejsebistand.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 6, hvorefter Udbetaling Danmark forestår udbetaling af hjemrejsebistand og i forbindelse med den løbende administration af udbetalingen kan træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren.

Udbetaling Danmarks administration af hjemrejsebistand efter hjemrejseloven vil skulle svare til Udbetaling Danmarks administration af reintegrationsbistand efter repatrieringsloven.

Udbetaling Danmark vil således skulle foretage visse sagsbehandlingsskridt i forbindelse med udbetaling af hjemrejsebistanden, herunder indhente oplysninger om eventuelle kriminelle forhold, årligt anmode om bekræftelse af, at den pågældende er i live og fortsat opfylder betingelserne for hjemrejsebistand, m.v. De nærmere regler for administration af hjemrejsebistandsordningen er fastsat i bekendtgørelse om hjemrejsestøtte, jf. bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021.

Hjemrejsestøtteordningen er en ny ordning og vil således ikke uden udtrykkelig henvisning til § 25 i lov om Udbetaling Danmark være omfattet af bestemmelsen om statslige administrationsbidrag.

Det foreslås derfor endvidere, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejselovens § 21, stk. 7, hvorefter staten afholder udgifterne til Udbetaling Danmarks administration af hjemrejsebistand gennem betaling af et administrationsbidrag efter § 25 i lov om Udbetaling Danmark.

Forslaget betyder, at udgifterne til administration af ordningen vil blive afholdt af staten, og at reglerne om administrationsbidrag i § 25 i lov om Udbetaling Danmark vil gælde.

Desuden vil §§ 26 og 27 i lov om Udbetaling Danmark finde anvendelse. Udbetaling Danmark vil således kunne opkræve statens finansiering af ordningen direkte fra staten via Statens Koncernbetalinger (SKB).

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at »jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.« ændres til » jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 12, nr. 6, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 12, nr. 8, hvorefter det foreslås, at der vil kunne fastsættes regler om, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter bl.a. § 8 ikke kan påklages.

Det følger af den foreslåede ændring af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at »§§ 7 og 8« ændres til »§§ 7 og 8, stk. 2, nr. 1 og 6«.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Hjemrejselovens § 22 indeholder forskellige regler om klageadgang.

Det foreslås, at der i hjemrejselovens § 22 indsættes en ny bestemmelse som stk. 8, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om klageadgang for afgørelser efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-5.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom udlændinge, hvis opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, tidligere havde adgang til efter repatrieringsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 5, vil kunne klage over visse afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte.

Det er hensigten, at de nærmere regler om klageadgang vil blive fastsat i bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Det fremgår af hjemrejselovens § 24, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 4, § 13, stk. 6, § 16, stk. 8, 2. pkt., § 22, stk. 3, 2. pkt., og § 23, stk. 1, 3. pkt.

Det foreslås, at ændre henvisningen til stk. 8 i hjemrejselovens § 24, stk. 2, til stk. 9.

Baggrunden for forslaget er, at det i lovforslagets § 12, nr. 3, foreslås at indsætte et nyt stykke efter hjemrejselovens § 16, stk. 7. § 16, stk. 8, bliver som konsekvens heraf til § 16, stk. 9.

Forslaget indebærer, at henvisningen i bestemmelsen bliver korrekt.

Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 12, nr. 3.