Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1648 af 16/12/2025

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af udlændingeloven, lov om Det Centrale Personregister og forskellige andre love (Afskæring af offentlige tilbud m.v. til udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark) § 12

I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar 2024, som ændret ved lov nr. 1661 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 10 a, stk. 1, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Personer, der opholder sig ulovligt i Danmark, kan dog ikke optages eller være indskrevet på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Bliver uddannelsesinstitutionen bekendt med, at en person, der er optaget på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, opholder sig ulovligt i Danmark, skal institutionen straks udskrive vedkommende.«

2. Efter § 28 a indsættes:

»§ 28 b. Private uddannelsesinstitutioner, der efter § 16 udbyder undervisning efter denne lov, har adgang til oplysninger om opholdsstatus i Det Centrale Personregister vedrørende personer, der ansøger om optagelse på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, hvis det er nødvendigt til brug for institutionens administration af § 10 a, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Stk. 2. Private uddannelsesinstitutioners adgang til Det Centrale Personregister, jf. stk. 1, er underlagt Digitaliseringsministeriets standardvilkår for dataleverancer til private.

Stk. 3. Oplysningerne er undergivet tavshedspligt hos de private uddannelsesinstitutioner. Straffelovens §§ 152-152 f finder anvendelse.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af udlændingeloven, lov om Det Centrale Personregister og forskellige andre love (Afskæring af offentlige tilbud m.v. til udlændinge, som opholder sig ulovligt i Danmark) § 12

Til nr. 1

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 10 a, stk. 1, indeholder bestemmelser om adgangen om adgang til arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Bestemmelserne om optagelse indebærer ikke en afskæring af personer, der opholder sig ulovligt i Danmark fra optag eller at være indskrevet på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Der henvises til pkt. 2.1.3 ovenfor.

Loven indeholder ikke bestemmelser, hvorefter der kan ske udskrivning af en deltager på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, på grundlag af, at vedkommende opholder sig ulovligt i Danmark, hvis vedkommende i øvrigt overholder reglerne for deltagelse i undervisning m.v.

Lovens bestemmelser gælder også ved arbejdsmarkedsuddannelser, der udbydes på uddannelsesinstitutioner, der ikke er en del af den offentlige forvaltning.

Det foreslås, at der i § 10 a, stk. 1, indsættes et 2. og 3. pkt., hvorefter personer, der opholder sig ulovligt i Danmark ikke kan optages eller være indskrevet på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Bliver uddannelsesinstitutionen bekendt med, at en person, der er optaget på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, opholder sig ulovligt i Danmark, skal institutionen straks udskrive vedkommende.

Det foreslåede stk. 1, 2. pkt., indebærer, at hvis uddannelsesinstitutionen i forbindelse med optagelsesprocessen konstaterer, at en person, der søger om optagelse, opholder sig ulovligt i Danmark, kan vedkommende person ikke optages eller være indskrevet på fag arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.

Det foreslåede vil endvidere betyde, at en person, der opholder sig ulovligt i Danmark, ikke vil kunne få adgang til individuel kompetencevurdering efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Ved personer, »der opholder sig ulovligt i Danmark« forstås personer, der er registreret med opholdsstatus i Det Centrale Personregister (herefter CPR) i den foreslåede kategori ”med ulovligt ophold”, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor. Det omfatter således personer, for hvem der kan sikres pålidelige oplysninger om, at vedkommende opholder sig ulovligt i Danmark, som tilfældet er for personer registreret med opholdsstatus i CPR i den foreslåede kategori ”med ulovligt ophold”.

I praksis vil uddannelsesinstitutionerne hovedsageligt administrere den foreslåede ordning på baggrund af oplysninger i CPR, hvoraf oplysninger om udlændinges opholdsstatus vil fremgå. For nærmere herom henvises til pkt. 2.1.2 ovenfor.

Det forudsættes, at administrationen vil kunne ske ved, at uddannelsesinstitutionen lægger oplysninger registreret i CPR i kategorien med opholdsstatus ”med ulovligt ophold” uprøvet til grund for institutionens afgørelse af, om en udlænding opholder sig ulovligt i Danmark og derfor ikke kan optages eller skal udskrives. Det sikres herved, at det alene er udlændinge, for hvem der i CPR kan sikres pålidelige registermæssige oplysninger om, at der ikke foreligger et opholdsgrundlag, der afskæres. En udlænding registreret i CPR i kategorierne med opholdsstatus ”med fast opholdsstatus” eller ”uden fast opholdsstatus” vil derimod ikke skulle afskæres, men vil fortsat skulle opfylde de adgangskrav og -forudsætninger, der gælder for at blive optaget eller fortsat være optaget. Det forudsættes således ikke, at uddannelsesinstitutionerne foretager en nærmere undersøgelse af opholdsgrundlaget.

En eventuel systemunderstøttelse af optagelsesprocessen vil ikke kunne etableres, før den foreslåede CPR-løsning er etableret. Det vil bero på de enkelte institutioners studieadministrative systemer, hvorvidt der kan etableres systemunderstøttelse af optagelsesprocessen, hvorved de studieadministrative systemer kan modtage oplysninger om opholdsstatus fra CPR, hvis en person, der er registreret med ulovligt ophold i Danmark, søger om optag på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse.

Indtil CPR-løsningen er implementeret, har uddannelsesinstitutionerne ikke mulighed for at foretage kontrol af, om udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, søger om optag eller er indskrevet på en uddannelse eller i et undervisningstilbud.

Hvor der ikke er etableret en systemunderstøttelse, eller den pågældende ikke er registreret i CPR, forudsættes det, at uddannelsesinstitutionerne i forbindelse med optagelsesprocessen i nødvendigt omfang yder vejledning, herunder om den foreslåede generelle betingelse om, at ansøgeren ikke må opholde sig ulovligt i Danmark. Der stilles således med det foreslåede ikke krav om, at uddannelsesinstitutionen i forbindelse med optagelsen skal foretage en særskilt prøvelse af, hvorvidt den foreslåede optagelsesbetingelse er opfyldt.

En afgørelse om optagelse vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det følger af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 33, at efter nærmere regler fastsat af børne- og undervisningsministeren kan klage over en institutions eller privat udbyders afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven indbringes for børne- og undervisningsministeren. Af § 33, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1795 af 27. december 2018 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. følger, at klager over uddannelsesinstitutionernes afgørelser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og bekendtgørelsen af den, afgørelsen vedrører, kan indbringes for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for så vidt angår retlige mangler.

Hvis en institution, selvom den er bekendt med, at en person opholder sig ulovligt i Danmark, optager personen på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse og dermed ikke overholder den foreslåede bestemmelse, vil børne- og undervisningsministeren som led i tilsynet kunne henlede institutionens opmærksomhed på forholdet med henblik på, at institutionen fremadrettet overholder bestemmelsen. Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der varetager tilsynet.

Det foreslåede i stk. 1, 3. pkt., indebærer, at hvis uddannelsesinstitutionen bliver bekendt med, at en deltager i arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, opholder sig ulovligt i Danmark, skal uddannelsesinstitutionen straks udskrive deltageren.

Det foreslåede indebærer, at en uddannelsesinstitution, der bliver bekendt med, at en deltager på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, opholder sig ulovligt i Danmark, straks skal iværksætte en udskrivning af den pågældende deltager fra undervisningen. Det forudsættes således, at uddannelsesinstitutionen iværksætter processen med udskrivning samme dag eller senest første hverdag efter, den er blevet bekendt med forholdet.

Når en afgørelse er overbragt deltageren, vil den have virkning med det samme. Det forudsættes, at deltageren, hvis afgørelsen overbringes deltageren på institutionen, umiddelbart efter den er overbragt, forlader uddannelsesinstitutionen og ikke længere deltager i undervisningen m.v.

Hvis der er tale om en mindreårig deltager henvises til pkt. 3.2 ovenfor.

Ved en deltager, der »opholder sig ulovligt i Danmark« forstås en deltager, der er registreret med opholdsstatus i CPR i den foreslåede kategori ”med ulovligt ophold”, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor. Det omfatter således deltagere, for hvem der kan sikres pålidelige oplysninger om, at vedkommende opholder sig ulovligt i Danmark, som tilfældet er for personer registreret med opholdsstatus i Det Centrale Personregister (herefter CPR) i den foreslåede kategori ”med ulovligt ophold”.

Udskrivning efter den foreslåede bestemmelse sker som følge af vedkommende opholder sig ulovligt i Danmark og ikke som følge af overtrædelser af de for uddannelsen i øvrigt gældende studie- og ordensregler.

I praksis vil uddannelsesinstitutionerne hovedsageligt administrere den foreslåede ordning på baggrund af oplysninger i CPR, hvoraf oplysninger om udlændinges opholdsstatus vil fremgå. For nærmere herom henvises til pkt. 2.1.2 ovenfor.

Det forudsættes, at administrationen vil kunne ske ved, at uddannelsesinstitutionen lægger oplysninger registreret i CPR i kategorien med opholdsstatus ”med ulovligt ophold” uprøvet til grund for institutionens afgørelse af, om en udlænding opholder sig ulovligt i Danmark og derfor skal udskrives. Det sikres herved, at det alene er udlændinge, for hvem der i CPR kan sikres pålidelige registermæssige oplysninger om, at der ikke foreligger et opholdsgrundlag, der udskrives. En udlænding registreret i CPR i kategorierne med opholdsstatus ”med fast opholdsstatus” eller ”uden fast opholdsstatus” vil derimod ikke skulle udskrives, men vil fortsat skulle opfylde de adgangskrav og -forudsætninger, der gælder for at være optaget. Det forudsættes således ikke, at uddannelsesinstitutionerne løbende foretager en nærmere undersøgelse af opholdsgrundlaget.

En eventuel systemunderstøttelse vil ikke kunne etableres, før den foreslåede CPR-løsning er etableret. Det vil bero på de enkelte institutioners studieadministrative systemer, hvorvidt der kan etableres systemunderstøttelse af optagelsesprocessen, hvorved de studieadministrative systemer kan modtage oplysninger om opholdsstatus fra CPR. Det bemærkes, at de studieadministrative systemer i forvejen skal have integration til CPR. Hvis der etableres en systemunderstøttelse, vil uddannelsesinstitutionens afgørelse om at udskrive en elev eller kursist som følge af, at vedkommende opholder sig ulovligt i Danmark, alene kunne være baseret på oplysninger, der trækkes fra CPR.

Indtil CPR-løsningen er implementeret, har uddannelsesinstitutionerne ikke mulighed for at foretage kontrol af, om udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, er indskrevet på en uddannelse på institutionen. Der stilles med det foreslåede ikke krav om, at uddannelsesinstitutionen, hvor der ikke er adgang til oplysninger fra CPR, løbende foretage en særskilt prøvelse af opholdsgrundlaget for de indskrevne elever og kursister. Institutionen vil alene skulle foretage en udskrivning, hvis den får konkrete oplysninger om, at den indskrevne elev opholder sig ulovligt i Danmark. Det kan f.eks. være fra udlændingen selv.

En afgørelse om udskrivning vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det følger af lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 33, at efter nærmere regler fastsat af børne- og undervisningsministeren kan klage over en institutions eller privat udbyders afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven indbringes for børne- og undervisningsministeren. Af § 33, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 1795 af 27. december 2018 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. følger, at klager over uddannelsesinstitutionernes afgørelser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og bekendtgørelsen af den, afgørelsen vedrører, kan indbringes for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for så vidt angår retlige mangler.

Hvis en institution ikke overholder den foreslåede bestemmelse om, at bliver institutionen bekendt med, at en deltager opholder sig ulovligt i Danmark, skal institutionen straks udskrive deltageren, vil børne- og undervisningsministeren som led i tilsynet kunne henlede institutionens opmærksomhed på forholdet med henblik på, at institutionen fremadrettet overholder bestemmelsen. Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der varetager tilsynet og træffer afgørelse om eventuelle tilskudsmæssige sanktioner.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.2 ovenfor.

Til nr. 2

Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indeholder ikke bestemmelser om adgang for uddannelsesinstitutioner, der udbyder forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, til oplysninger i Det Centrale Personregister (herefter CPR).

Adgangen for uddannelsesinstitutioner til oplysninger i CPR beror efter gældende lovgivning på lov om Det Centrale Personregister (herefter CPR-loven), hvor kapitel 8 regulerer videregivelse af oplysninger i CPR til uddannelsesinstitutioner, der er inden for den offentlige forvaltning, mens kapitel 10 regulerer videregivelse af oplysninger til uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, og således er private i CPR-lovens forstand.

Oplysninger om opholdsstatus i CPR vil inden for rammerne i kapitel 8 i CPR-loven kunne videregives til uddannelsesinstitutioner, der er inden for den offentlige forvaltning, mens der ikke i henhold til kapitel 10 i CPR-loven vil kunne ske videregivelse af sådanne oplysninger til uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning.

Uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, vil efter § 38, stk. 1, i CPR-loven have adgang til af Digitaliseringsministeriet at få leveret oplysninger i CPR om en større afgrænset kreds af personer, som institutionen forud har identificeret enkeltvis. De uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, vil således kunne indhente oplysninger i CPR om ansøgere og optagne deltagere, hvis institutionen kan identificere den pågældende med personnummer, fødselsdato og navn (nuværende eller tidligere) eller adresse (nuværende eller tidligere) og navn (nuværende eller tidligere), jf. § 38, stk. 5, i CPR-loven.

De oplysninger, der kan videregives til uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, efter § 38, stk. 1, i CPR-loven, er efter lovens § § 38, stk. 2, følgende:

  1. nuværende navn, medmindre dette er beskyttet, jf. § 28,

  2. nuværende adresse, medmindre denne er beskyttet, jf. § 28, og datoen for flytningen hertil,

  3. eventuel stilling,

  4. eventuel markering af, at den pågældende frabeder sig henvendelser, der sker i markedsføringsøjemed, jf. § 29, stk. 2,

  5. eventuel markering af, at vedkommende ønsker at advare mod kreditgivning i vedkommendes navn, jf. § 29, stk. 3,

  6. eventuel død, datoen for dødsfaldet og afdødes daværende adresse, medmindre denne er beskyttet, jf. § 28,

  7. eventuel forsvinden og datoen herfor,

  8. eventuel udrejse og datoen herfor, eventuel ny adresse i udlandet, medmindre denne er beskyttet, jf. § 28, og datoen herfor,

  9. eventuel kontaktadresse og datoen herfor og

  10. eventuelt værgemål efter værgemålslovens § 6, datoen herfor og værgens navn og adresse eller

  11. løbende ændringer i de i nr. 1-10 nævnte data.

Oplysninger om opholdsstatus i CPR om personer, jf. lovforslagets § 2, kan således efter gældende bestemmelser ikke videregives til uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 28 b i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Efter den foreslåede bestemmelses i stk. 1, har private uddannelsesinstitutioner, der efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. § 16 kan udbyde undervisning efter denne lov, adgang til oplysninger om opholdsstatus i CPR vedrørende personer, der ansøger om optagelse på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, hvis det er nødvendigt til brug for institutionens administration af § 10 a, stk. 1, 2. pkt.

Med det foreslåede etableres hjemmel til, at uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, og som udbyder undervisning efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., vil kunne få adgang til oplysninger om opholdsstatus i CPR angående personer, der ansøger om optagelse på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse. Med det foreslåede vil uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, angående ansøgere på arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, kunne få leveret oplysninger fra CPR, hvor institutionen kan identificere den pågældende med personnummer, fødselsdato og navn (nuværende eller tidligere) eller adresse (nuværende eller tidligere) og navn (nuværende eller tidligere), jf. § 38, stk. 5, i CPR-loven.

De uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, skal bruge oplysningerne om opholdsstatus til at påse, at der ikke optages ansøgere, der opholder sig ulovligt i Danmark, jf. det foreslåede § 10 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., og til at sikre, at der ikke er optaget deltagere, der opholder sig ulovligt i Danmark, jf. den foreslåede § 10 a, stk. 1, 3. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. De nævnte uddannelsesinstitutioner vil til brug for en effektiv og smidig administration af det foreslåede § 10 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., have behov for oplysninger fra CPR om ansøgeres opholdsstatus. En digital kontrol af, om ansøgere opholder sig ulovligt i Danmark, forudsætter, at institutionerne gives den nødvendige adgang til oplysninger herom fra CPR. Det vurderes, at det alene vil være en meget lille gruppe af ansøgere, der ikke vil fremgå af CPR, som således ikke vil kunne omfattes heraf.

Med den foreslåede bestemmelse vil private uddannelsesinstitutioner få adgang til oplysningerne om opholdsstatus i CPR uden vedkommendes samtykke.

Det foreslås i stk. 2, at de private uddannelsesinstitutioner adgang til CPR er underlagt Digitaliseringsministeriets standardvilkår for dataleverancer til private. Disse indeholder de nærmere betingelser for adgangen til CPR-data og de nærmere bestemmelser om sikkerhed, behandling af data og betalingen herfor.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at de oplysninger, som de uddannelsesinstitutioner, der ikke er inden for den offentlige forvaltning, får adgang til, undergives tavshedspligt. Endvidere foreslås det i stk. 3, 2. pkt., at straffelovens §§ 152-152 f finder anvendelse.

Forslaget skal sikre, at de oplysninger vedrørende opholdsstatus, der videregives fra CPR til private uddannelsesinstitutioner, er omfattet af tavshedspligt, hvis arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse udbydes af en privat uddannelsesinstitution, der ikke er omfattet af tavshedspligtsbestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 8. Det foreslåede indebærer endvidere, at de private uddannelsesinstitutioner med hensyn til sådanne oplysninger blive omfattet af straffelovens bestemmelser om tavshedspligt.