LOV nr 1583 af 27/12/2019
Skatteministeriet
Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.) § 9
I lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats foretages følgende ændring:
1. § 139 affattes således:
»§ 139. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilken indkomst der indgår i lønindtægten. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan lønindtægt, herunder hvorledes lønindkomster, som er omfattet af sømandsbeskatningslovens §§ 5-8, skal indgå i beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om, hvordan indtægter, der dækker flere måneder, skal fordeles. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler om, at kommunen ved beregning af og fradrag i fleksløntilskuddet skal anvende oplysninger om løn m.v., som fremgår af indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.
Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om betingelser for og beregning af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, herunder regler for fradrag i og udbetaling af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende. Beskæftigelsesministeren fastsætter endvidere regler for selvstændigt erhvervsdrivendes oplysningspligt.«
Forarbejder til Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.) § 9
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020. De ændringer af DIS-ordningen, refusionsordningen for sandsugere og tonnageskatteordningen, der foretages på baggrund af Kommissionens krav, er ikke anmeldelsespligtige og skal ikke godkendes af Kommissionen, inden de kan træde i kraft.
Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 1, 2 og 13, §§ 7 og 8. Ministeren kan endvidere fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter. Baggrunden for, at den del af loven, der vedrører udvidelsen af sømandsfradraget, skal sættes i kraft af ministeren, er, at der er tale om en ændring af en eksisterende statsstøtteordning. Sådanne ændringer skal ifølge EUF-Traktaten godkendes af Kommissionen, inden de kan træde i kraft.
Endvidere foreslås det, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 13, §§ 7 og 8. Baggrunden for dette er, at ændringen af virkningstidspunktbestemmelsen i lov nr. 1886 af 29. december 2015 bør sættes i kraft hurtigst muligt efter vedtagelsen, idet ændringen som følge af Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 er en forudsætning for, at skatteministeren derefter kan sætte udvidelsen af tonnageskatteordningen ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 i kraft.
Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1-4 og 6-12, det vil sige tilpasningen af DIS-ordningen og refusionsordningen for sandsugere til EU-retten og udvidelsen af sømandsfradraget, skal have virkning fra og med indkomståret 2020. Endvidere foreslås, at konsekvensændringerne i §§ 3-6 skal have samme virkningstidspunkt, dvs. fra og med indkomståret 2020.
Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 5, som indeholder en begrænsning af DIS-ordningen for færger, tillægges virkning for ansættelsesforhold, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere.
Det foreslås i stk. 5, at ændringerne i tonnageskatteloven har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2020 eller senere.
Det foreslås i stk. 6, at ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomståret 2020 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2020, der følger af udvidelsen af sømandsfradraget og tilpasningen af DIS-ordningen, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, 4 og 5. Herved foreslås det at neutralisere de økonomiske virkninger for den personlige indkomstskat for kommunerne og folkekirken for indkomståret 2020 af udvidelsen af sømandsfradraget og tilpasningen af DIS-ordningen, for så vidt angår de kommuner, der for 2020 har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget for den personlige indkomstskat.
Neutraliseringen for 2020 sker med baggrund i aktstykke 162, 2018/19, tiltrådt af Finansudvalget den 24. september 2019. Det fremgår af aktstykket, at skønnet over udskrivningsgrundlaget i 2020 hviler på en forudsætning om i øvrigt uændret lovgivning. Det fremgår endvidere, at ved efterfølgende ændringer i udskrivningsgrundlaget for 2020 neutraliseres virkningerne for de selvbudgetterende kommuner.
Endvidere foreslås det i stk. 7, at den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 6 fastsættes af social- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2020, der foreligger pr. 1. maj 2022. Herved foreslås det, at efterreguleringen af indkomstskatten for de selvbudgetterende kommuner for 2020 efter stk. 6, herunder også kirkeskatten, opgøres i 2022. Efterreguleringen afregnes i 2023.
Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.