Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Efter sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1, kan søfolk, som uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på danske eller udenlandske skibe, fradrage et beløb på 56.900 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Begrænset fart er defineret i sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, og omfatter navnlig fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed, der væsentligst udføres på danske indsøer, indre vandveje og fjorde.

Ved et dansk skib forstås som udgangspunkt et skib, der er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods, som bugser- og bjærgningsfartøj eller som kabellægningsfartøj, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 1. Ved et udenlandsk skib forstås et skib med en bruttotonnage på 20 ton eller derover, som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods, som bugser- og bjærgningsfartøj eller som kabellægningsfartøj, og som ikke anses for et dansk skib, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 2.

Herudover finder sømandsfradraget anvendelse ved arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 2, ved arbejde om bord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde om bord på skole- og øvelsesskibe, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 4.

Det er i medfør af sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 5, en betingelse for at anvende sømandsfradraget, at fartøjet eller installationen, som arbejdet udføres om bord på, er registreret med hjemsted i Danmark eller en anden EU- eller EØS-medlemsstat.

Har skibet en bruttotonnage på 500 ton eller derover, udgør fradraget 105.000 kr. Dette gælder dog ikke, hvis skibet anvendes til regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1. Det forhøjede sømandsfradrag finder heller ikke anvendelse ved arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere.

Det er en betingelse for sømandsfradrag, herunder det forhøjede sømandsfradrag, at forhyringsvilkårene for den enkelte sømand svarer til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 3. Sømandsfradraget træder i stedet for andre lønmodtagerfradrag, som f.eks. fradrag for fagforeningskontingent, A-kassebidrag og befordring. Endvidere kan søfolk, som kan foretage sømandsfradrag, ikke anvende de særlige regler om fradrag for rejseudgifter i forbindelse med arbejdet efter ligningslovens § 9 A, stk. 1-9, jf. sømandsbeskatningslovens § 4.

Det er fastslået af Højesteret i SKM2009·99·HR, at definitionen af danske skibe i sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 1, skal fortolkes snævert, idet der efter bestemmelsens ordlyd stilles krav om, at skibet udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som bugser- og bjærgningsfartøj. I forlængelse heraf fandt Landsskatteretten i SKM2016·149·LSR, at et skib, som anvendes og er indrettet til forskning og havundersøgelser, ikke kunne anses for »udelukkende« at blive anvendt til befordring af passagerer eller gods, hvorfor skibet ikke kunne betegnes som et dansk skib omfattet af sømandsbeskatningsloven. Landsskatteretten fandt endvidere, at opregningen af skibe i sømandsbeskatningslovens § 2 er udtømmende, og at det således kan sluttes modsætningsvist, at forsknings- og havundersøgelsesskibe ikke er omfattet af bestemmelsen. Søfolk, der arbejder om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe, er derfor ikke berettiget til sømandsfradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 eller 2, modsætningsvist.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 5, som medfører, at sømandsfradraget udvides til søfolk, der uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe. Ved forsknings- og havundersøgelsesskibe skal i almindelighed forstås skibe, som anvendes til at transportere forskere m.v. fra havn til forskellige punker på havet eller mellem forskellige punkter på havet med henblik på, at forskerne kan foretage diverse undersøgelser ude på havet.

Formålet med den foreslåede ændring er at sidestille søfolk, der arbejder om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe, med søfolk, som arbejder om bord på traditionelle fragtskibe, dvs. skibe, som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Forsknings- og havundersøgelsesskibe kan drives som kommerciel forretning og har mange ligheder med de traditionelle fragtskibe, idet skibene er omfattet af de samme regler, f.eks. den maritime arbejdskonvention (MLC), og skal leve op til de samme internationale standarder, som bl.a. fastsættes af FN og EU. Hertil kommer, at forsknings- og havundersøgelsesskibe på samme måde som traditionelle fragtskibe udsættes for international konkurrence. Forsknings- og havundersøgelsesskibe er afhængige af at kunne ansætte samme type søfolk, som ansættes på traditionelle fragtskibe, og forslaget skal derfor medvirke til, at arbejdsgiverne kan nedsætte deres lønomkostninger for i højere grad at kunne matche omkostningsniveauet for skibe, som er registreret med hjemsted i tredjelande, og derved mindske risikoen for udflagning til tredjelande. Ved udflagning forstås at lade et skib registrere i et andet land og sejle under dets flag på grund af lempeligere bemandingsregler og skatteregler i det pågældende land.

Endvidere findes der ikke særlige regler for registrering af forsknings- og havundersøgelsesskibe i danske skibsregistre. Det vil derfor være skibsanvendelsen, som er afgørende for, om et skib kan anses for at være et forsknings- eller havundersøgelsesskib. Skibene kan være multifunktionelle med stor fleksibilitet i indretning og udrustning. Det skyldes, at der kan være store variationer i skibenes arbejdsopgaver, som kan bestå af forskning i relation til havets fysiske, kemiske, geologiske og biologiske egenskaber, i menneskets udnyttelse og påvirkning af havet, herunder klimaændringer og klimatilpasning, havet som mineral- og fødevareressource, som recipient, transportvej og energikilde m.v.

Aktiviteter, som udføres af forsknings- og havundersøgelsesskibe, kan i visse tilfælde være omfattet af udvidelsen af DIS-ordningen, som blev indført ved lov nr. 359 af 29. april 2018, hvis undersøgelserne f.eks. indgår som en del af et konstruktionsprojekt, herunder opførelse af olieinstallationer, vindmølleparker eller andre offshore installationer, jf. sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3. Den foreslåede udvidelse af sømandsfradraget er derfor målrettet søfolk, som ikke kan omfattes af DIS-ordningen. Der er således ikke nødvendigvis sammenfald mellem de aktiviteter, der kan omfattes af DIS-ordningen og/eller tonnageskatteordningen og de aktiviteter, som sømandsfradraget foreslås udvidet med. Forslaget har således ingen betydning for vurderingen af aktiviteter, der kan omfattes af DIS-ordningen og/eller tonnageskatteordningen.

Forslaget vil få betydning for søfolk, der er fuldt eller begrænset skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens §§ 1 og 2, stk. 2, og som er berettiget til sømandsfradrag. En sømand, der er fuldt skattepligtig til Danmark, har typisk bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1. En fuldt skattepligtig sømand vil efter forslaget kunne få sømandsfradrag ved arbejde om bord på et forsknings- eller havundersøgelsesskib, der er registreret med hjemsted i Danmark eller en anden EU- eller EØS-medlemsstat. En begrænset skattepligtig sømand har typisk bopæl i udlandet og vil kunne få sømandsfradrag, såfremt vedkommende erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på et forsknings- eller havundersøgelsesskib, som er registreret med hjemsted i Danmark. Begrænset skattepligtige søfolk vil endvidere kunne få sømandsfradrag i tilfælde, hvor arbejdet udføres på et skib, der uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi (bareboat-charter), når skibet er registret i en EU- eller EØS-medlemsstat.

På samme måde, som det er tilfældet for traditionelle fragtskibe, vil det være en betingelse for at anvende sømandsfradraget, herunder det forhøjede sømandsfradrag, på forsknings- og havundersøgelsesskibe, at der i henhold til sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, er tale om erhvervsmæssig transport af forskere og/eller deres udstyr, som foretages uden for begrænset fart, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1, og at forhyringsvilkårene for den enkelte sømand svarer til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 3.

Til nr. 2

Sømandsfradraget kan som udgangspunkt anvendes af søfolk, der arbejder om bord på danske og udenlandske skibe, jf. sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1, søfolk, der arbejder om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. § 3, stk. 2, og søfolk, der arbejder om bord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde om bord på skole- og øvelsesskibe, jf. § 3, stk. 4.

Det følger af sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 5, at det er en betingelse for sømandsfradrag efter stk. 1, 2 eller 4, at fartøjet eller installationen er registreret med hjemsted her i landet eller i en anden EU- eller EØS-medlemsstat. Betingelsen er indført ved lov nr. 359 af 29. april 2018 for at sikre overensstemmelse med de maritime statsstøtteretningslinjer, som foreskriver, at der som udgangspunkt kun kan gives støtte til skibe, som er registreret med hjemsted i EU- eller EØS-medlemsstater.

Det foreslås derfor at ændre § 3, stk. 5, som bliver stk. 6, således at den foreslåede udvidelse af sømandsfradraget til søfolk om bord på forsknings- og havundersøgelsesskibe alene skal gælde for skibe, der er registreret med hjemsted i Danmark eller en anden EU- eller EØS-medlemsstat for at sikre overholdelse af EU-retten.

Til nr. 3

Overskriften før § 5 lyder således: »Beskatning ved arbejde om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister«.

Det foreslås at ændre overskriften før § 5 til »Beskatning ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister eller skibsregistre i andre EU- eller EØS-medlemsstater«.

Ændringen er en konsekvens af, at det foreslås at lempe registreringskravet, så DIS-ordningen kan anvendes ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater end Danmark. Overskriften foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed.

Til nr. 4

DIS-ordningen blev indført i 1988 samtidig med oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) og medfører, at rederierne kan udbetale en skattefri nettoløn til søfolk, som kan omfattes af ordningen, når en række betingelser er opfyldt.

Efter sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, er det en betingelse for at kunne anvende DIS-ordningen, at søfolkenes løn m.v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen, dvs. som en nettoløn. Herudover er det en betingelse, at søfolkene arbejder om bord på et dansk skib, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, der vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen.

Registrering i Dansk Internationalt Skibsregister forudsætter som udgangspunkt, at der er tale om et dansk skib, jf. § 1 i lov om Dansk Internationalt Skibsregister (DIS-loven). For at et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, må dets ejer være dansk, jf. sølovens § 1. Skibe, der ikke kan anses for danske, kan alene registreres i Dansk Internationalt Skibsregister, når visse betingelser er opfyldt. Det betyder bl.a., at der i tilknytning til skibet skal udøves økonomisk aktivitet i Danmark, og at der skal udpeges en fysisk eller juridisk person i Danmark, som der kan rettes henvendelse til i kontroløjemed, og som kan stævnes på ejerens eller rederens vegne, jf. § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1654 af 20. december 2017 om registrering af handelsskibe, hvis ejer ikke anses for at være dansk, som er udstedt i medfør af sølovens § 2, stk. 1 og 2.

Den form for virksomhed, der omfattes af tonnageskatteordningen, er erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer, jf. tonnageskattelovens § 6, mens § 8 opregner forskellige former for virksomhed, som falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde. Der er bl.a. tale om forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter og andre naturforekomster, fiskeri og forarbejdningsvirksomhed, og sports-, udflugts- og fritidsformål. Sådan virksomhed falder således også uden for DIS-ordningen. Ved lov nr. 359 af 29. april 2018, som snarest muligt vil blive sat i kraft af skatteministeren, er anvendelsesområdet for DIS-ordningen blevet udvidet. Udvidelsen medfører, at ordningen endvidere omfatter søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, som udfører aktiviteter omfattet af tonnageskattelovens § 8 a. Der er navnlig tale om vagt-, supply- og konstruktionsfartøjer, ishåndteringsfartøjer, vindmøllefartøjer og de såkaldte hotelskibe (Accommodation and Support Vessels).

DIS-ordningen omfatter søfolk, som er skattepligtige til Danmark, dvs. typisk personer med bopæl og familie i Danmark (fuldt skattepligtige og hjemmehørende i Danmark), og personer, der ikke har bopæl i Danmark (begrænset skattepligtige), men som arbejder om bord på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, eller på skibe registreret i udlandet, som uden besætning overtages til befragtning af et dansk rederi (bareboat-charter). Efter retspraksis sidestilles udenlandsk registrerede skibe, der ejes og drives fra Danmark, med bareboat-chartrede skibe.

Det foreslås at indsætte § 5 b i sømandsbeskatningsloven, hvorefter § 5 finder tilsvarende anvendelse for personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 2, eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, og som erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på et udenlandsk skib, der er registreret med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat, såfremt skibet udelukkende anvendes til formål, der vil kunne omfattes af tonnageskattelovens § 6 eller § 8 a, nr. 1, 2 eller nr. 3, 1. pkt., hvor betingelsen i 2. pkt. ikke finder tilsvarende anvendelse, eller nr. 4-6.

Det betyder, at DIS-ordningen udvides til udenlandske skibe, der er registreret hjemsted i en anden EU- eller EØS- medlemsstat end Danmark og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat.

Forslaget om at lempe kravet om registrering i Dansk Internationalt Skibsregister er foranlediget af Kommissionens afgørelse C(2019) 1594 af 22. februar 2019 om udvidelse af DIS-ordningen med en række specialskibe. Det følger af Kommissionens afgørelse, at det er en forudsætning for godkendelsen af DIS-ordningen, herunder udvidelsen med specialskibe, at hele ordningen kan anvendes ved arbejde om bord på skibe, der er registreret med hjemsted i andre EU- eller EØS-medlemsstater end Danmark. Kommissionen har fastlagt i sin afgørelsespraksis, herunder afgørelse C(2015) 2457 i sag SA·38085 (2013/N) – Italien, afgørelse C(2016) 7193 i sag SA·45258 (2016/N) – Tyskland og afgørelse C(2018) 7484 i sag SA·46727 (2016/N) – Holland, at støtteordninger ikke må diskriminere mellem EU- eller EØS-flag, og at ordningerne derfor ikke må være begrænset til kun at omfatte nationalt-flagede fartøjer. Det skyldes, at Kommissionen anser nationale registreringskrav som en foranstaltning, der strider mod reglerne for det indre marked, herunder diskriminations- og restriktionsforbuddet.

En lempelse af registreringskravet kan få betydning for danske og udenlandske rederier med skibe, der er registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, og som sejler under et EU- eller EØS-flag, og som har søfolk, der er omfattet af ordningen og skattepligtige til Danmark.

Søfolk, der arbejder på udenlandsk registrerede skibe, er som hovedregel kun skattepligtige til Danmark af lønindkomsten, hvis de har bopæl og familie her i landet. Det vil sige, hvis de er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 og hjemmehørende i Danmark efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst. Disse søfolk vil efter gældende regler blive beskattet efter de almindelige regler med mulighed for at få et sømandsfradrag på 56.900 kr. – eller 105.000 kr. ved arbejde om bord på skibe med en bruttotonnage på 500 ton eller derover – i stedet for visse andre lønmodtagerfradrag som f.eks. befordringsfradrag og fagforeningsfradrag. En lempelse af registreringskravet medfører, at disse søfolk bliver skattefrie af lønnen, hvis de øvrige betingelser i DIS-ordningen er opfyldt.

En lempelse af registreringskravet i DIS-ordningen vil også få betydning for søfolk, der ikke har bopæl i Danmark, hvis de arbejder på et EU- eller EØS-registreret skib, der uden besætning overtages til befragtning af dansk rederi (bareboat-charter) eller på udenlandsk registrerede skibe, der ejes og drives fra Danmark. Disse søfolk beskattes efter gældende regler som udgangspunkt med 30 pct. af bruttoindkomsten tillagt arbejdsmarkedsbidrag, men vil med en lempelse af registreringskravet i DIS-ordningen blive skattefri af lønnen, hvis de øvrige betingelser er opfyldt.

Herudover kan udenlandske søfolk, der arbejder på dansk sokkel (og på et felt, der er delt mellem dansk sokkel og nabosokkel), være skattepligtige til Danmark efter kulbrinteskattelovens regler, der omfatter indkomst i forbindelse med forundersøgelse, efterforskning og indvinding af kulbrinter og dertil knyttet virksomhed, herunder anlæg af rørledninger, forsyningstjeneste samt skibstransport og rørledningstransport af indvundne kulbrinter. Eksempelvis er en udenlandsk søfarende på et EU- eller EØS-registreret supplyskib, der sejler mandskab og forsyninger til en boreplatform på dansk sokkel, som udgangspunkt skattepligtig til Danmark af sin lønindkomst og vil med lempelsen af registreringskravet kunne omfattes af DIS-ordningen.

Det bemærkes, at udenlandske søfolk på skibe, der udfører arbejde på dansk sokkel op til 12 sømil fra kysten, der ikke er omfattet af kulbrinteskatteloven, kan være skattepligtige til Danmark efter de almindelige regler. Det vil sige, hvis arbejdet udføres for en dansk arbejdsgiver, for en udenlandsk arbejdsgiver med fast driftssted i Danmark, eller hvis opholdet i Danmark i en eller flere perioder tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-måneders periode. Eksempelvis vil udenlandske søfolk på et EU- eller EØS-registreret vindmølleskib, der arbejder på en havvindmøllepark under 12 sømil fra kysten i over 183 dage på 12 måneder, med en lempelse af registreringskravet kunne omfattes af DIS-ordningen.

En del af de søfolk, der fremover kan omfattes af DIS-ordningen, kan dog allerede være skattefri af lønnen som følge af andre regler. Det skyldes, at Danmark i forvejen kan have givet afkald på beskatningsretten til løn til skattepligtige søfolk efter en eventuel dobbeltbeskatningsaftale med rederiets hjemland eller efter interne regler i forbindelse med tiltrædelsen af dobbeltbeskatningsaftalen. Herudover kan nogle søfolk være skattefri af lønnen efter ligningslovens § 33 A, der omfatter personer, der opholder sig uden for riget i mindst 6 måneder uden andre afbrydelser af opholdet end nødvendigt arbejde i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie el.lign. af en samlet varighed på højst 42 dage inden for enhver 6-måneders periode.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at skattefritagelsen efter stk. 1 er betinget af, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark er godkendt af told- og skatteforvaltningen efter § 11 a. Det betyder bl.a., at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat for at kunne anvende DIS-ordningen skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver med skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister. Formålet med bestemmelsen er således at udstrække de regler, der gælder for danske arbejdsgivere, til arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat. Herved skabes lige konkurrencevilkår.

Det foreslås i stk. 2, 2 pkt., at det endvidere er en betingelse for at anvende DIS-ordningen efter stk. 1, at skibet ikke anvendes til sejlads med passagerer mellem danske havne. I stk. 2, 3. pkt. foreslås, at 2. pkt. ikke gælder ved fart til og fra havanlæg.

Bestemmelserne foreslås indsat, fordi det følger af § 4 i lov om dansk internationalt skibsregister, at skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, ikke må transportere passagerer mellem danske havne. Hensigten er at begrænse adgangen til registrering i Dansk Internationalt Skibsregister til skibe, der væsentligst er beskæftiget i international konkurrence. Formålet med de foreslåede bestemmelser, er såedes at udstrække de regler, der gælder for skibe registeret i Dansk Internationalt Skibsregister, til skibe, der er registreret med hjemsted i andre EU- eller EØS-medlemsstater. Herved skabes lige konkurrencevilkår.

Til nr. 5

Efter DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 kan en arbejdsgiver udbetale en skattefri nettoløn til søfolk, der kan omfattes af ordningen, når en række betingelser er opfyldt.

Det følger af sømandsbeskatningslovens § 7, at DIS-ordningen finder anvendelse for søfolk, der arbejder om bord på skibe, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater (DIS-ordning for færger). For at kunne omfattes af DIS-ordningen for færger er det en betingelse, at søfolkene enten er EU- eller EØS-statsborgere eller skattemæssigt hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat.

Ifølge de maritime statsstøtteretningslinjer kan statsstøtte til rederier i form af nedsatte skatter på løn for søfolk på skibe, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, kun ydes for søfolk, der er statsborgere i EU- eller EØS-medlemsstater.

Kommissionen har i forbindelse med godkendelsen af DIS-ordningen, herunder udvidelsen med specialskibe, påpeget, at den danske DIS-ordning for færger ikke er i overensstemmelse med de maritime statsstøtteretningslinjer, og at DIS-ordningen for færger derfor skal begrænses til kun at omfatte søfolk, der er EU- eller EØS-statsborgere.

Baggrunden for den smalle afgrænsning af omfattede søfolk på skibe, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, er, at presset fra den internationale konkurrence vurderes at være mindre i forbindelse med regelmæssig passagertransport inden for EU eller EØS end i forbindelse med international godstransport. Samtidig udgjorde EU- og EØS-statsborgere på tidspunktet for retningslinjernes vedtagelse en væsentlig andel af de beskæftigede søfolk på skibe i regelmæssig passagersejlads inden for EU eller EØS. Beskyttelse af beskæftigelsen inden for Fællesskabet var derfor et primært mål for støtten i dette tilfælde.

Det foreslås, at sømandsbeskatningslovens § 7 nyaffattes, således at § 5 ved arbejde om bord på et skib, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, kun finder anvendelse på personer, der er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 2, og som er statsborgere i en EU- eller EØS-medlemsstat.

Det betyder, at en række søfolk, som er skattepligtige til Danmark og ansat på færger, der sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU- eller EØS-medlemsstater, ikke længere vil kunne modtage en skattefri nettoløn fra deres arbejdsgivere, hvis de alene er statsborgere i tredjelande. Begrænsningen af DIS-ordningen for færger kan dermed potentielt øge arbejdsudbuddet for søfolk, der er EU- eller EØS-statsborgere, mens begrænsningen ikke vurderes at påvirke disse søfolks forhold i øvrigt.

Det foreslås endvidere i 2. pkt., at det er en betingelse for at anvende DIS-ordningen for færger, at skibet er registreret med hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat. Det betyder, at ordningen udvides til skibe, der er registeret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til § 1, nr. 4.

Ændringerne er en betingelse for Kommissionens godkendelse af DIS-ordningen, herunder udvidelsen med en række specialskibe, ved afgørelse C(2019) 1594 af 22. februar 2019.

Til nr. 6

Den danske refusionsordning for sandsugere er indført ved lov nr. 386 af 27. maj 2005 for at udfylde de maritime statsstøtteretningslinjer bedst muligt. Refusionsordningen for sandsugere medfører, at søfolk, der arbejder om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, indkomstbeskattes efter de almindelige regler, hvorefter rederierne kan få refunderet 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget for disse søfolk, såfremt en række betingelser er opfyldt. Formålet med refusionsordningen for sandsugere er at give rederierne en skattefordel svarende til den gennemsnitlige lønomkostningsbesparelse i DIS-ordningen.

Ordningen kan anvendes af danske rederier og rederier, der har fast driftssted i Danmark, når disse rederier er hjemmehørende i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 1. Det er en betingelse for refusion, at rederierne udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, der er registreret med hjemsted her i landet og dermed sejler under dansk flag, med en bruttotonnage på 20 ton eller derover. Er fartøjet registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, skal fartøjet uden besætning være overtaget til befragtning af et dansk rederi eller et EU- eller EØS-rederi, der har fast driftssted i Danmark (bareboat-charter).

Kommissionen har i forbindelse med renotifikationen påtalt, at kravet om, at EU- og EØS-rederier skal have fast driftssted i Danmark, og kravet om, at et sandsugningsfartøj skal være registreret i Danmark og dermed sejle under dansk flag, ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed og den frie etableringsret. Kommissionen har derfor understreget, at refusionsordningen kun kan godkendes som forenelig statsstøtte, hvis kravene bringes i overensstemmelse med EU-retten.

På den baggrund foreslås det at nyaffatte sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 1, således at kravet om, at rederier, der er hjemmehørende i en anden EU- eller EØS-medlemsstat, skal have fast driftssted i Danmark, ophæves. Det betyder, at rederier, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, vil få mulighed for at anvende refusionsordningen for sandsugere, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne i sømandsbeskatningslovens § 10, herunder at de er godkendt af Skatteforvaltningen til at modtage refusion efter den foreslåede § 11 b. Endvidere medfører nyaffattelsen et forslag om at lempe registreringskravet, således at der kan opnås refusion for søfolk, der er skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 2, og som arbejder om bord på fartøjer, der er registreret i Danmark eller i en anden EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et flag fra en anden EU- eller EØS-medlemsstat.

Ændringerne vil navnlig få betydning for rederier med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, som har personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, til at arbejde om bord på sandsugningsfartøjer, som er registreret med hjemsted i en EU- eller EØS-medlemsstat og sejler under et EU- eller EØS-flag. Ændringerne kan endvidere få betydning for rederier, der har hjemsted i Danmark, og som har fartøjer, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater og sejler under et flag fra en EU- eller EØS-medlemsstat.

Til nr. 7

Refusionsordningen i sømandsbeskatningslovens § 10 medfører, at søfolk, der arbejder om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, indkomstbeskattes efter de almindelige regler, hvorefter rederierne kan få refunderet 40 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget for arbejde udført om bord, når en række betingelser er opfyldt.

Ifølge sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, er det en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift.

Som søtransport anses som hovedregel: Sejlads mellem havn og indvindingsplads, sejlads mellem indvindingsplads og det sted, hvor de indvundne materialer skal losses, herunder selve losningen, sejlads mellem lossested og havn, sejlads mellem indvindingspladser og sejlads ved assistance på foranledning af offentlig myndighed i forbindelse med oprydning efter olieudslip m.v., jf. § 13 i bekendtgørelse nr. 361 af 7. maj 2009 om beskatning af søfolk. Det følger endvidere af SKM2016·399·HR, at en sandsugers transport af passagerer eller gods til destinationer eller punkter på havet ligeledes udgør søtransport.

Virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, nr. 3, anses ikke som søtransport ved anvendelse af refusionsordningen for sandsugere.

Det følger endvidere af SKM2016·399·HR, at opgørelsen af en sandsugers aktiviteter forudsætter, at der foretages en opdeling af et sandsugningsfartøjs aktiviteter mellem aktiviteter, der udgør søtransport, på den ene side, og aktiviteter, der ikke udgør søtransport, på den anden side, og at der således ikke skal foretages en helhedsbedømmelse af aktiviteterne. Når et fartøj udfører søtransport i minimum 50 pct. af den tid, det er i drift, gives refusion for hele driftstiden uanset karakteren af sandsugerens øvrige aktiviteter. Aktiviteter, der udgør entreprenørmæssig virksomhed, dvs. bygning og reparation af broer, vindmølleparker, boreplatforme eller andre havanlæg, nedgravning af rørledninger på havbunden el.lign., holdes dog uden for ordningen i alle tilfælde.

Kommissionen har i forbindelse med renotifikationen af refusionsordningen for sandsugere tilkendegivet, at der efter den danske ordning gives støtte til aktiviteter, der ikke udgør søtransport, og at dette er uforeneligt med EU-retten.

Det foreslås derfor at indsætte en ny § 10, stk. 2 , som medfører, at refusionsordningen for sandsugere begrænses til aktiviteter, der er berettiget til støtte, dvs. søtransport som defineret i de maritime statsstøtteretningslinjer – og kun disse aktiviteter.

Ifølge EU’s retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, kan støtte alene ydes til sandsugere, hvis aktiviteter udgør »søtransport«. De aktiviteter, som Kommissionen har godkendt som støtteberettiget søtransport under den danske refusionsordning for sandsugere, fremgår af § 13 i bekendtgørelse nr. 361 af 7. maj 2009 om beskatning af søfolk. Det vil sige, at sejlads mellem havn og indvindingsplads, sejlads mellem indvindingsplads og det sted, hvor de indvundne materialer skal losses, herunder selve losningen, sejlads mellem lossested og havn m.v., som hovedregel udgør søtransport.

Ændringen vil betyde, at det er aktiviteter, der udgør søtransport i henhold til § 13 i bekendtgørelse nr. 361 af 7. maj 2009 om beskatning af søfolk, der er berettiget til refusion. Endvidere vil et sandsugningsfartøjs transport af passagerer eller gods til destinationer eller punkter på havet ligeledes udgøre søtransport, jf. SKM2016·399·HR.

Refusion kan ydes for disse aktiviteter i det omfang, søtransporten udføres i minimum 50 pct. af den tid, fartøjet er i drift. Det vil sige, at for et sandsugningsfartøj, der udfører søtransport i eksempelvis 75 pct. af den tid, det er i drift, vil grundlaget for refusion reduceres fra 100 pct. til 75 pct. af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget optjent ved arbejde udført om bord på fartøjet.

Til nr. 8

Det fremgår af sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, at det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift.

Det foreslås at ændre sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, der bliver stk. 3, således at betingelsen om, at fartøjet skal udføre søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift, udgår.

Dette er en konsekvens af, at betingelsen indsættes som en selvstændig betingelse i et nyt stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorved det også præciseres, at der alene kan opnås refusion, for de aktiviteter, der udgør søtransport i overensstemmelse med de maritime statsstøtteretningslinjer.

Til nr. 9

Efter sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 3, kan refusion ydes månedsvist eller på årsbasis til rederiet med et beløb, der for hver enkelt lønmodtager beregnes som 40 pct. af den del af bidragsgrundlaget opgjort efter § 2 i lov om arbejdsmarkedsbidrag, der kan henføres til arbejde udført om bord på fartøj, som kan omfattes af refusionsordningen for sandsugere. Tilsvarende gælder for personer, som nævnt i § 1, stk. 3.

Det fremgår af kapitel 11 i de maritime statsstøtteretningslinjer, at det samlede støttebeløb, som ydes efter retningslinjerne, ikke må overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk.

De senere års generelle nedsættelser af indkomstskatter – uden en tilsvarende reduktion af refusionssatsen – har medvirket til, at rederier, der anvender refusionsordningen for sandsugere, overkompenseres. Den foreslåede ændring af refusionssatsen skal sikre, at refusion efter ordningen bringes på et niveau, der i gennemsnit svarer til en fuld fritagelse for betaling af indkomstskatter for den del af aktiviteterne, der er støtteberettigede.

Det foreslås derfor at nyaffatte § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, hvorefter refusion ydes måned for måned eller på årsbasis med et beløb, der for hver enkelt lønmodtager beregnes som 35 pct. af den del af bidragsgrundlaget opgjort efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, der kan henføres til arbejde udført om bord på et fartøj, som opfylder betingelserne i stk. 1-3. 1. pkt. gælder i det omfang, lønindkomsten kan beskattes i Danmark.

Det medfører for det første, at refusionssatsen nedsættes fra 40 pct. til 35 pct.

Efter de gældende regler vil et indberettet arbejdsmarkedsbidrag på 1.000.000 kr. fra et rederi vedrørende refusionsberettiget sandsugeraktivitet således medføre en refusion på 400.000 kr., såfremt fartøjet udfører søtransport i minimum 50 pct. af den tid, det er i drift. Ved indskrænkningen af grundlaget for refusion til aktiviteter, der udelukkende udgør søtransport, og den foreslåede nedsættelse af refusionssatsen vil refusionen reduceres til 262.500 kr., hvis søtransportaktiviteter udføres i 75 pct. af driftstiden.

I den forbindelse foreslås endvidere, at det skal være en forudsætning for refusion, at Danmark er tillagt hele eller dele af beskatningsretten til lønindkomsten. Dette skal ses som en konsekvens af forslaget om at lempe registreringskravet og forslaget om at ophæve kravet om, at en arbejdsgiver skal have hjemsted eller fast driftssted i Danmark for at anvende ordningen, idet disse ændringer i højere grad vil kunne medføre, at beskatningsretten til lønindkomsten overgår til udlandet efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst. Der vil således ikke kunne opnås refusion i tilfælde, hvor lønindkomsten alene kan beskattes i en anden stat.

For det andet medfører nyaffattelsen en konsekvensændring af henvisningen til betingelserne for refusion. Dette er en følge af, at det foreslås at indsætte et nyt stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, som angiver de støtteberettigede aktiviteter. Med konsekvensændringen sikres, at der fortsat henvises til betingelserne for refusion, som efter lovforslaget findes i § 10, stk. 1-3.

Til nr. 10

For personer, som erhverver indkomst ved arbejde om bord på et fartøj, som de ejer, eller i hvilket de som partredere eller interessenter ejer en andel, ydes refusionen som 40 pct. af det gennemsnitlige grundlag for refusion efter stk. 3 for lønmodtagere, som udfører arbejde om bord på det pågældende fartøj, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 4.

Det foreslås at ændre henvisningen til stk. 3 i sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 4, som bliver stk. 5, således at der henvises til stk. 4. Dette er en konsekvens af, at der indsættes et nyt stk. 2, som medfører, at de efterfølgende stykker rykker. Der er tale om en ændring af rent teknisk karakter.

Det foreslås endvidere, at refusionssatsen ændres fra 40 pct. til 35 pct.

Det fremgår af kapitel 11 i de maritime statsstøtteretningslinjer, at det samlede støttebeløb, som ydes efter retningslinjerne, ikke må overstige det samlede beløb for skatter og socialsikringsbidrag, der opkræves fra skibsfartsaktiviteter og fra søfolk.

De senere års generelle nedsættelser af indkomstskatter – uden en tilsvarende reduktion af refusionssatsen – har medvirket til, at rederier, der anvender refusionsordningen for sandsugere, overkompenseres. Den foreslåede ændring af refusionssatsen skal sikre, at refusion efter ordningen bringes på et niveau, der i gennemsnit svarer til en fuld fritagelse for betaling af indkomstskatter for den del af aktiviteterne, der er støtteberettigede.

Til nr. 11

Ifølge sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 5, skal rederier, som ønsker refusion efter stk. 1-4, føre særskilt regnskab for søtransportens omfang.

Det foreslås at ændre henvisningen i sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 5, som bliver stk. 6, således at der henvises til refusion efter stk. 1-5. Dette er en konsekvens af, at der indsættes et nyt stk. 2, som medfører, at de efterfølgende stykker rykker. Der er tale om en ændring af rent teknisk karakter.

Til nr. 12

Efter gældende ret finder DIS-ordningen ikke anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark. Med nærværende lovforslag foreslås en lempelse af registreringskravet, hvilket medfører, at søfolk, der arbejder om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater end Danmark og sejler under et EU- eller EØS-flag, kan omfattes af DIS-ordningen. Det betyder også, at arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat i Danmark får mulighed for at anvende DIS-ordningen.

I disse tilfælde skal det være en forudsætning for, at ordningen kan anvendes ved arbejde om bord på skibe, som ejes af en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, at arbejdsgiveren forpligter sig til at opfylde de samme betingelser som en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark for at kunne udbetale en skattefri nettoløn efter DIS-ordningen. På den baggrund foreslås det at indsætte § 11 a i sømandsbeskatningsloven.

Det foreslås i stk. 1, at det skal være en betingelse for at anvende DIS-ordningen for en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, at denne er godkendt af Skatteforvaltningen til at udbetale en skattefri nettoløn efter DIS-ordningen til søfolk, der er skattepligtige til Danmark, og at godkendelsen ikke er tilbagekaldt.

Efter stk. 2 skal en række kumulative betingelser være opfyldt, for at Skatteforvaltningen kan godkende en arbejdsgiver, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, til at udbetale skattefri nettoløn efter sømandsbeskatningslovens §§ 5-8. Det er uden betydning, om arbejdsgiveren er en fysisk eller juridisk person.

Den første betingelse i stk. 2, nr. 1, er, at de almindelige betingelser for udbetaling af skattefri nettoløn i §§ 5-8 skal være opfyldt, herunder at lønnen er fastsat under hensyn til skattefritagelsen. I den forbindelse påhviler det arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark at påvise, at betingelserne for at anvende DIS-ordningen er opfyldt, herunder at skibet udfører aktiviteter, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Betingelserne skal til enhver tid være opfyldt, for at ordningen kan anvendes. Dette gælder båder for arbejdsgivere med hjemsted i Danmark og arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark.

Den anden betingelse i stk. 2, nr. 2, er, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat skal opfylde de betingelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver med hjemsted i Danmark, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver, som har hjemsted i Danmark.

Det indebærer, at arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal forpligte sig til hver måned at foretage indberetning til indkomstregistret i overensstemmelse med reglerne i skatteindberetningsloven. Sammen med lønnen skal der indberettes en indtægtsart og antal sødage. Det indebærer endvidere, at arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark efter sømandsbeskatningslovens § 11 forpligter sig til at hæfte for A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag, som skulle have været indbetalt, hvis grundlaget for udbetaling af skattefri nettoløn viser sig ikke at være til stede.

Den tredje betingelse i stk. 2, nr. 3, er, at det skal være muligt i medfør af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF som ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014, Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 og Rådets direktiv 2016/881/EU af 25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, Rådets direktiv 2016/2258/EU af 6. december 2016 for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen og Rådets direktiv 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale om udveksling af oplysninger at verificere arbejdsgiverens dokumentation vedrørende forpligtelserne som nævnt i nr. 2. Det betyder, at det er en betingelse for godkendelse, at der findes en informationsudvekslingsaftale mellem Danmark og den EU- eller EØS-medlemsstat, som arbejdsgiveren har hjemsted i. Dette kan enten være bistandsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som indeholder en bestemmelse om udveksling af oplysninger. Danmark har aftaler om udveksling af oplysninger med alle EU- eller EØS-medlemsstater.

I stk. 3 foreslås, at der indsættes hjemmel til, at Skatteforvaltningen kan tilbagekalde en godkendelse efter stk. 1, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt. Hertil bemærkes, at betingelserne for en godkendelse efter stk. 1 til hver en tid vil skulle være opfyldt. Som udgangspunkt vil en tilbagekaldelse af en godkendelse af en arbejdsgiver, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, have den retsvirkning, at arbejdsgiverens mulighed for at udbetale skattefri nettoløn efter DIS-ordningen ophører på tidspunktet for tilbagekaldelsen med den virkning, at søfolk, som har været omfattet af ordningen, bliver omfattet af skattelovgivningens almindelige regler for indkomstbeskatning i Danmark fra tidspunktet for tilbagekaldelsen.

Såfremt grundlaget for udbetaling af nettoløn efter sømandsbeskatningslovens §§ 5-8 viser sig ikke at være til stede i en periode forud for tilbagekaldelsen, finder sømandsbeskatningslovens § 11 anvendelse. Det vil således alene være arbejdsgiveren, der hæfter for A-skat og eventuelle bidrag efter lov om arbejdsmarkedsbidrag og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidragene beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn. De skyldige A-skatter og bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.

Tilbagekaldelsessituationen vil formentlig typisk opstå i situationer, hvor Skatteforvaltningen får viden om, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark ikke har overholdt sine forpligtelser i forhold til at udbetale skattefri nettoløn efter DIS-ordningen. Tilbagekaldelsen er således en sanktionsmulighed over for arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, som ikke overholder deres forpligtelser. I sådanne tilfælde vil arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat blive pålagt at hæfte for de manglende indbetalte A-skatter og arbejdsmarkedsbidrag fra det tidspunkt, hvor betingelserne ikke har været opfyldt, som det tilsvarende gælder for danske arbejdsgivere, jf. sømandsbeskatningslovens § 11.

Såfremt godkendelsen tilbagekaldes, mister arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat rettigheden til at udbetale skattefri nettoløn fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren ikke overholder betingelserne herfor. Ønsker arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark på et senere tidspunkt atter at anvende DIS-ordningen, må arbejderen anmode Skatteforvaltningen om at blive godkendt på ny.

Det foreslås i stk. 4, at der ved indberetning af nettoløn i fremmed valuta fra godkendte EU- og EØS-arbejdsgivere vil ske omregning til danske kroner efter Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet. Fremmed valuta er ikke et lovligt betalingsmiddel i Danmark, jf. § 8 i lov om Danmarks Nationalbank og møntlovens § 4 modsætningsvist, og indberetningen skal ske i beskatningsvalutaen, som er danske kroner. Derfor skal der ske omregning fra fremmed valuta i forbindelse med indberetning af lønindkomst.

Endelig foreslås det i stk. 5, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark. Bemyndigelsen vil bl.a. kunne udnyttes til at udstede nærmere regler om indberetning, oplysning og hæftelse, samt hvordan arbejdsgiverne vil kunne dokumentere ansættelsesforhold og –vilkår for søfolk, der er omfattet af ordningen, samt godtgøre, at skibet udfører aktiviteter, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Skatteministeren bemyndiges desuden til at fastsætte nærmere regler om tilbagekaldelser efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, herunder om vilkårene for tilbagekaldelsen.

Skatteforvaltningens godkendelse og eventuelle tilbagekaldelse af en godkendelse efter sømandsbeskatningslovens § 11 a vil udgøre en afgørelse, som kan indbringes for Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningsloven § 11.

Efter gældende ret finder refusionsordningen for sandsugere som udgangspunkt ikke anvendelse ved arbejde om bord på fartøjer, der er registreret i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark. Med nærværende lovforslag foreslås en lempelse af registreringskravet, hvilket medfører, at der kan yde refusion for søfolk, der arbejder om bord på fartøjer, som er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater end Danmark og sejler under et EU- eller EØS-flag. Det betyder også, at arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark får mulighed for at anvende refusionsordningen.

Det skal være en forudsætning for, at ordningen kan anvendes ved arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, der ejes af en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, at arbejdsgiveren forpligter sig til at opfylde de samme betingelser som en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark for at kunne opnå refusion i henhold til sømandsbeskatningslovens § 10. På den baggrund foreslås det at indsætte § 11 b i sømandsbeskatningsloven.

Det foreslås i stk. 1, at det skal være en betingelse for at anvende refusionsordningen for en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, at denne er godkendt af Skatteforvaltningen til at modtage refusion efter sømandsbeskatningsloven § 10 for arbejde udført om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, af søfolk, der er skattepligtige til Danmark, og at godkendelsen ikke er tilbagekaldt.

Efter stk. 2 skal en række kumulative betingelser være opfyldt, for at Skatteforvaltning kan godkende en arbejdsgiver, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark til at modtage refusion efter sømandsbeskatningslovens § 10. Det er uden betydning, om arbejdsgiveren er en fysisk eller juridisk person. Der vil typisk være tale om refusion for indeholdte indkomstskatter for søfolk, som er fuldt skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1, idet arbejde om bord på et fartøj, der er registreret i udlandet, som udgangspunkt ikke vil medføre begrænset skattepligt til Danmark, medmindre arbejdet udføres på dansk territorium.

Den første betingelse i stk. 2, nr. 1, er, at de almindelige betingelser for refusion efter sømandsbeskatningslovens § 10 skal være opfyldt, herunder at der alene kan opnås refusion for aktiviteter, der udgør søtransport i henhold til de maritime statsstøtteretningslinjer i over 50 pct. af den tid, fartøjet er i drift, og kun for sådanne transportaktiviteter, samt at arbejdsgiveren skal føre særskilt regnskab for søtransportens omfang. I den forbindelse påhviler det arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark at påvise, at betingelserne for at modtage refusion er opfyldt, herunder at fartøjet udfører aktiviteter, der udgør søtransport. Betingelserne skal til hver en tid være opfyldt, for at ordningen kan anvendes. Dette gælder både for arbejdsgivere med hjemsted i Danmark og arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark.

Den anden betingelse i stk. 2, nr. 2, er, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat skal opfylde de betingelser, der stilles til en tilsvarende arbejdsgiver med hjemsted i Danmark, og indvillige i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler en tilsvarende arbejdsgiver, som har hjemsted i Danmark.

Det indebærer, at arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal forpligte sig til hver måned at foretage indberetning til indkomstregistret i overensstemmelse med reglerne i skatteindberetningsloven. En arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal således indberette løn for søfolk, der er skattepligtige til Danmark, samt indsende ansættelsesoplysninger og bestille skattekort hos Skatteforvaltningen. Sammen med lønnen skal der indberettes en indtægtsart og antal sødage. En arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark skal ligeledes forpligte sig til at indeholde foreløbig skat i forbindelse med udbetaling af lønindkomst i overensstemmelse med kildeskattelovens § 46. Arbejdsgiver skal indvillige i at tilbagebetale refusionsbeløb, der uberettiget er modtaget, hvis grundlaget for refusion viser sig ikke at være til stede. Ved regulering af for meget udbetalte refusionsbeløb finder opkrævningslovens § 7 tilsvarende anvendelse. Endelig skal arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark forpligte sig til at opgive korrekte oplysninger til Skatteforvaltningen i henhold til sømandsbeskatningslovens § 12 a. Såfremt arbejdsgiveren forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Skatteforvaltningen til brug for afgørelser om refusion efter sømandsbeskatningsloven § 10, kan arbejdsgiveren straffes med bøde. Er forholdet begået med forsæt til uberettiget at opnå refusion, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Den tredje betingelse i stk. 2, nr. 3, er, at det skal være muligt i medfør af Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF som ændret ved Rådets direktiv 2014/107/EU af 9. december 2014, Rådets direktiv 2015/2376/EU af 8. december 2015 og Rådets direktiv 2016/881/EU af 25. maj 2016 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet, Rådets direktiv 2016/2258/EU af 6. december 2016 for så vidt angår skattemyndighedernes adgang til oplysninger indberettet i henhold til hvidvaskreguleringen og Rådets direktiv 2018/822 af 25. maj 2018 om ændring af direktiv 2011/16/EU for så vidt angår obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger på beskatningsområdet i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden aftale om udveksling af oplysninger at verificere arbejdsgiverens dokumentation vedrørende forpligtelserne som nævnt i nr. 2. Det betyder, at det er en betingelse for godkendelse, at der findes en informationsudvekslingsaftale mellem Danmark og den EU- eller EØS-medlemsstat, som arbejdsgiveren har hjemsted i. Dette kan enten være bistandsdirektivet eller en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som indeholder en bestemmelse om udveksling af oplysninger. Danmark har aftaler om udveksling af oplysninger med alle EU- eller EØS-medlemsstater.

I stk. 3 foreslås at indsætte hjemmel til, at Skatteforvaltningen kan tilbagekalde en godkendelse efter stk. 1, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt. Som udgangspunkt vil en tilbagekaldelse af en godkendelse af en arbejdsgiver, der har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, have den umiddelbare retsvirkning, at arbejdsgiverens mulighed for opnå refusion ifølge refusionsordningen for sandsugere ophører på tidspunktet for tilbagekaldelsen.

Såfremt grundlaget for udbetaling af refusion efter sømandsbeskatningslovens § 10 viser sig ikke at være til stede i en periode forud for tilbagekaldelsen, vil arbejdsgiveren skulle tilbagebetale refusion efter reglerne i opkrævningsloven, som er modtaget i en periode, hvor betingelserne for refusion ikke har været opfyldt.

Tilbagekaldelsessituationen vil formentlig typisk opstå i situationer, hvor Skatteforvaltningen får viden om, at en arbejdsgiver med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark ikke har overholdt sine forpligtelser i forhold til at modtage refusion efter § 10. Tilbagekaldelsen er således en sanktionsmulighed over for arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, som ikke overholder deres forpligtelser.

Såfremt godkendelsen tilbagekaldes, mister arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat rettigheden til at modtage refusion fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren ikke overholder betingelserne herfor. Ønsker arbejdsgiveren med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark på et senere tidspunkt atter at anvende refusionsordningen for sandsugere, må arbejdsgiveren anmode Skatteforvaltningen om at blive godkendt på ny.

Det foreslås i stk. 4, at der ved indberetning af nettoløn i fremmed valuta fra godkendte EU- og EØS-arbejdsgivere vil skulle ske omregning til danske kroner efter Nationalbankens middelkurs på forfalds- eller udbetalingstidspunktet. Fremmed valuta er ikke et lovligt betalingsmiddel i Danmark, jf. § 8 i lov om Danmarks Nationalbank og møntlovens § 4 modsætningsvist, og indberetningen skal ske i beskatningsvalutaen, som er danske kroner. Derfor skal der ske omregning fra fremmed valuta i forbindelse med indberetning af lønindkomst.

Endelig foreslås det i stk. 5, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om godkendelse af arbejdsgivere med hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark. Bemyndigelsen vil bl.a. kunne udnyttes til at udstede nærmere regler om indberetning, indeholdelse og hæftelse, samt hvordan arbejdsgiverne vil kunne dokumentere søtransportaktiviteter, driftstid og ansættelsesforhold med søfolk, der er skattepligtige til Danmark. Skatteministeren bemyndiges desuden til at fastsætte nærmere regler om tilbagekaldelser efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, herunder om vilkårene for tilbagekaldelsen.

Skatteforvaltningens godkendelse og eventuelle tilbagekaldelse af en godkendelse efter sømandsbeskatningslovens § 11 b vil udgøre en afgørelse, som kan indbringes for Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningsloven § 11.

Til nr. 13

Tonnageskatteordningen blev udvidet ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 med en række specialskibsaktiviteter, uden der blev foretaget en tilsvarende udvidelse af DIS-ordningen. Ifølge Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 i sag SA·45300 (2016/N) er udvidelsen af tonnageskatteordningen godkendt fra og med indkomståret 2017. Den tilsvarende udvidelse af DIS-ordningen skete efterfølgende ved lov nr. 359 af 29. april 2018 med virkning fra og med indkomståret 2019. Der er således en periode på to år (indkomståret 2017 og indkomståret 2018), hvor anvendelsesområdet for tonnageskatteordningen og DIS-ordningen ikke er sammenfaldende.

Det foreslås at indsætte § 16 a i sømandsbeskatningsloven. Den foreslåede bestemmelse medfører, at fra og med indkomståret 2017 til og med indkomståret 2018 finder sømandsbeskatningslovens § 5 uanset tonnageskattelovens bestemmelser ikke anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der udfører aktiviteter, som kan omfattes af udvidelsen af tonnageskatteordningen. Udvidelsen af tonnageskatteordningen omfatter ifølge tonnageskattelovens § 8 a: vagttjeneste, støtte- og servicefunktioner, bygning, reparation og nedtagning af olieinstallationer, vindmølleparker eller andre havanlæg til søs, nedlægning, inspektion og reparation af rørledninger eller kabler på havbunden, herunder rendegravning i den forbindelse, ishåndtering og husning af medarbejdere, reservedele eller værkstedsfaciliteter i forbindelse med offshorearbejder.

Det bemærkes, at kabellægning – før udvidelsen af tonnageskatteordnignen – kunne omfattes af DIS-ordningen uanset tonnageskattelovens bestemmelser. Den foreslåede bestemmelse i § 16 a indeholder derfor ingen henvisning til kabellægning i tonnageskattelovens § 8 a, nr. 4.

Indholdet af den foreslåede § 16 a er en sammenskrivning af § 2, nr. 2, i lov nr. 1886 af 29. december 2015 og tilhørende ophørsklausul, der blev indsat ved § 5, nr. 2, i lov nr. 359 af 29. april 2018. De to sidstnævnte bestemmelser er endnu ikke trådt i kraft. Bestemmelserne foreslås ophævet ved nærværende lovforslag, som en konsekvens af, at det foreslås at indsætte § 16 a.

Ved forslaget om genindførelse af indholdet i de førnævnte bestemmelser ved § 16 a tydeliggøres, at bestemmelsen alene skal have en virkning i to indkomstår, hvor DIS-ordningen ikke finder anvendelse ved udførelse af aktiviteter, der er omfattet af udvidelsen af tonnageskatteordningen. Samtidig ændres bestemmelsens virkningsperiode – fra indkomståret 2016 til og med indkomståret 2018 – til indkomståret 2017 til og med indkomståret 2018 i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 (sag SA·45300 (2016/N)) om godkendelse af udvidelsen af tonnageskatteordningen.

Kilde

Til nr. 1

Efter tonnageskattelovens § 6, stk. 1, 2. pkt., er det en betingelse for at være omfattet af tonnageskatteordningen, at de omfattede skibe strategisk og forretningsmæssigt drives fra Danmark.

Det foreslås, at § 6, stk. 1, 2. pkt., ændres, således at skibe fremover også kan drives strategisk og forretningsmæssigt fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS.

De foreslåede ændringer har til formål at sikre, at reglerne om strategisk og forretningsmæssig drift fortsat er i overensstemmelse med EU-retten.

Til nr. 2

Det følger af tonnageskattelovens § 6, stk. 2, at rederier kun undtagelsesvist kan være omfattet af loven, hvis de udlejer eller videreudlejer deres skibe uden besætning (bareboat-charter), idet en række betingelser skal være opfyldt.

Det er således efter tonnageskattelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., en betingelse, at lejeren anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvis skibet blev anvendt til samme formål af udlejeren selv. Efter § 22, stk. 2, er det i den forbindelse en betingelse, at det fremgår af lejekontrakten, at lejeren alene må anvende skibet til sådanne formål, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt. Det er videre en betingelse, at udlejningen sker som følge af en forbigående overkapacitet, og at skibet udlejes i en periode på højst tre år. Endelig er det en betingelse, at samme skib kun udlejes én gang i den periode, hvor skibet er ejet af samme rederi eller af et dermed koncernforbundet rederi.

Der foreslås et nyt § 6, stk. 3, hvorefter den andel af rederiets samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed omfattet af tonnageskatteordningen, der udlejes eller videreudlejes på bareboat-vilkår, ikke må overstige 50 pct. Denne betingelse er stillet af Kommissionen i forbindelse med dens godkendelse af den udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibsaktiviteter, der blev vedtaget ved lov nr. 1886 af 29. december 2015, jf. Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) 6795 i sag SA·45300 (2016/N). Af Kommissionens afgørelse fremgår, at mindst 50 pct. af den tonnagebeskattede flåde stadig skal drives af den støtteberettigede.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 1. pkt., skal indkomst fra den overskydende del beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, hvis den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår udlejer eller videreudlejer uden besætning (bareboat-charter) er større end 50 pct. af den samlede bruttotonage. Det betyder, at indkomst svarende til den andel af bareboat-udlejet bruttotonnage, der overstiger grænsen på 50 pct. af den samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst.

Hvis 50 pct.-grænsen overskrides, beregnes den indkomst, der skal medregnes ved opgørelsen af den almindelige skattepligtige indkomst, efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 2. pkt. Indkomsten beregnes som en andel af den samlede positive bruttoindtjening, før der er foretaget fradrag for afskrivninger og finansielle poster. Den andel af bruttoindtjeningen, der skal medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst, opgøres som forholdet mellem den overskydende del af bareboat-udlejet bruttotonnage og den samlede bruttotonnage, som rederiet har til rådighed.

Hvis den samlede bruttoindtjening er negativ, skal der ikke ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Det foreslås, at vurderingen af, om grænsen på 50 pct. er overskredet, foretages som en samlet bedømmelse for et indkomstår og på basis af rederiets bruttotonnage. Opgørelsen omfatter rederiets bruttotonnage ved rederivirksomhed omfattet af tonnageskattelovens § 6, dvs. at bruttotonnage fra operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a ikke medregnes ved opgørelsen. Dette svarer til den opgørelse, der efter gældende regler i tonnageskattelovens §§ 6 a og 7 foretages, når det skal vurderes, om et rederi opfylder kravet om, at en vis andel af tonnagen er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og kravet om, at den tonnage, rederiet har til rådighed fra lejede skibe, ikke overstiger fire gange den tonnage, der ejes af rederiet selv.

Den bruttoindtjening, hvoraf en andel efter forslaget skal medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst, hvis 50 pct.-grænsen overskrides, er rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter forslaget til § 6, stk. 3, 2. pkt.

Efter det foreslåede § 6, stk. 3, 3. pkt., gælder bestemmelserne i 1. og 2. pkt. under ét for de rederier, som skal træffe samme valg for så vidt angår tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1. Det betyder, at vurderingen af, om betingelsen er opfyldt, og opgørelsen af den overskydende indkomst, der skal beskattes som almindelig indkomst, skal ske under ét for koncernforbundne rederier. Den beregnede overskydende indkomst fordeles forholdsmæssigt mellem de koncernselskaber, der overskrider 50 pct.-grænsen. Dette svarer til fordelingen efter de gældende §§ 6 a og 7. Bestemmelsen henviser til rederier, der skal træffe samme valg for så vidt angår tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1. Når et rederi, der udøver bestemmende indflydelse over, eller hvorover der udøves en bestemmende indflydelse af et andet rederi, eller når samme fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende indflydelse over flere rederier, skal samtlige således koncernforbundne rederier, herunder udenlandske sambeskattede rederier, jf. selskabsskattelovens §§ 31, 31 A og 32, træffe samme valg, for så vidt angår anvendelse af tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk.

1. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2. Rederier kan dog undlade at træffe samme valg, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Efter det foreslåede § 6, stk. 3, 4. pkt., medregnes ikke udlejning eller videreudlejning uden besætning (bareboat-udlejning), der sker mellem koncernforbundne selskaber, der er hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat. Det er således angivet i Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) 6795, at koncernintern bareboat-udlejning inden for EU- eller EØS er støtteberettiget uden begrænsning og ikke påvirker vurderingen af, om betingelserne for bareboat-udlejning er opfyldt.

Hvis en del af et rederis indtjening skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, skal der efter forslaget til tonnageskattelovens § 15, stk. 5, ske en tilsvarende reduktion af den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten), se lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4

For selskaber, der driver rederivirksomhed, følger det af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, at indkomst kan omfattes af tonnageskatteordningen, når den kan henføres til rederivirksomheden eller til visse former for virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil (tilknyttet virksomhed).

For selskaber, der driver operatørvirksomhed, findes der særskilte regler om adgang til at opgøre den skattepligtige indkomst ved operatørvirksomheden efter reglerne i tonnageskatteloven. Den indkomst, der herved kan omfattes, er indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed med administration af besætning og teknisk ledelse af skibe, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Hvis et rederi har valgt beskatning under tonnageskatteordningen, opgøres indkomsten ved rederivirksomheden ikke som forskellen mellem skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter. I stedet opgøres den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten) skematisk som et grundbeløb pr. 100 nettoton pr. påbegyndt døgn, uanset om rederiets skibe er i drift eller ej, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Tonnageskatten opkræves dermed uafhængigt af rederiets faktiske driftsresultat og betales også i år, hvor rederidriften måtte give underskud.

Efter tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke ved opgørelsen af den tonnagebeskattede indkomst foretages fradrag for udgifter, der vedrører den tonnagebeskattede indkomst.

Det er efter tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, en betingelse for, at rederier kan anvende tonnageskatteordningen, at det såkaldte flagkrav er opfyldt.

Flagkravet indebærer, at et rederi – som udgangspunkt – i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og som rederiet havde ved indtræden i ordningen. Dette udgangspunkt fraviges dog i to tilfælde. Det er således ikke et krav, at rederiet skal fastholde eller forøge den nævnte procentandel, hvis den samlede procentandel for alle rederier, der er omfattet af tonnageskatteordningen (landsgennemsnittet), ikke er faldet i gennemsnit over indkomståret. Kravet om fastholdelse eller forøgelse af rederiets egen procentandel gælder heller ikke, hvis mindst 60 pct. af den bruttotonnage, som det pågældende rederi ejer, er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat målt som et gennemsnit over indkomståret.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, gælder flagkravet for de koncernforbundne rederier under et, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4.

Hvis et rederi ikke opfylder flagkravet, følger det af tonnageskattelovens § 6 b, 1. pkt., at indtægt fra den – set i forhold til udgangspunktet for opgørelsen – yderligere andel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret uden for EU eller EØS, skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved siden af flagkravet er det efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., desuden en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis rederiet er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig.

Hvis kravet om et 1:4-forhold ikke er opfyldt, beskattes indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage efter skattelovgivningens almindelige regler.

Både reglen om manglende opfyldelse af flagkravet og reglen om manglende opfyldelse af kravet om et 1:4-forhold henviser som beskrevet til, at en vis andel af rederiernes indtægter – som nærmere opgjort efter bestemmelserne – skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. I tonnageskattelovens øvrige bestemmelser, herunder § 6, stk. 1, § 9 og § 10, stk. 1, henvises der imidlertid til rederiernes indkomst.

Det foreslås på den baggrund, at § 6 b og § 7, stk. 1, præciseres, så det fremgår, at det er en del af rederiets indkomst, der overgår til beskatning efter de almindelige regler.

Den foreslåede præcisering er i overensstemmelse med forarbejderne til de to bestemmelser, hvoraf fremgår, at det netop er indkomst hidrørende fra en eventuel overskydende del af bruttotonnagen, der overgår til beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler. Den foreslåede ændring er desuden i overensstemmelse med praksis, hvor begrebet indtægt ved reglernes anvendelse er fortolket som indkomst.

Til nr. 5

For selskaber, der driver rederivirksomhed, er det efter tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at det såkaldte flagkrav er opfyldt.

Flagkravet indebærer, at et rederi – som udgangspunkt – i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og som rederiet havde ved indtræden i ordningen. Dette udgangspunkt fraviges dog i to tilfælde. Det er således ikke et krav, at rederiet skal fastholde eller forøge den nævnte procentandel, hvis den samlede procentandel for alle rederier, der er omfattet af tonnageskatteordningen (landsgennemsnittet), ikke er faldet i gennemsnit over indkomståret. Kravet om fastholdelse eller forøgelse af rederiets egen procentandel gælder heller ikke, hvis mindst 60 pct. af den bruttotonnage, som det pågældende rederi ejer, er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat målt som et gennemsnit over indkomståret.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, gælder flagkravet for de koncernforbundne rederier under ét, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4.

Hvis et rederi ikke opfylder flagkravet, følger det af tonnageskattelovens § 6 b, 1. pkt., at indtægt fra den – set i forhold til udgangspunktet for opgørelsen – yderligere andel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret uden for EU eller EØS, skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Efter § 6 b, 2. pkt., beregnes indtægten fra den yderligere andel af bruttotonnagen som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den yderligere andel af bruttotonnagen og på den anden side hele den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Bruttoindtjeningen efter § 6 b, 2. pkt., udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 6 b, 2. pkt.

Den således opgjorte andel af den samlede bruttoindtjening medregnes ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst uanset om bruttoindtjeningen er positiv eller negativ. Hvis bruttoindtjeningen er negativ, opnår rederiet dermed et fradrag i den indkomst, der beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, hvis flagkravet ikke er opfyldt.

Det foreslås, at § 6 b, 2. pkt., ændres, så der ikke henvises til den samlede bruttoindtjening, men til den samlede positive bruttoindtjening. Det betyder, at der fremover i tilfælde, hvor flagkravet ikke er opfyldt, alene vil skulle ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en del af den samlede bruttoindtjening, hvis bruttoindtjeningen er positiv.

Hvis den samlede bruttoindtjening derimod er negativ, skal der efter forslaget ikke fremover ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Ved siden af flagkravet er det efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., desuden en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis rederiet er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig.

Hvis kravet om et 1:4-forhold ikke er opfyldt, beskattes indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage efter skattelovgivningens almindelige regler.

Efter § 7, stk. 1, 2. pkt., beregnes indtægten som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den del af den lejede tonnage, der overstiger fire gange egentonnagen, og på den anden side den samlede tonnage, som rederiet har til sin rådighed. Andelen medregnes ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst, uanset om den samlede bruttoindtjening er positiv eller negativ.

Bruttoindtjeningen efter § 7, stk. 1, 2. pkt., udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 7, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås, at § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres, så der ikke henvises til den samlede bruttoindtjening, men til den samlede positive bruttoindtjening. Det betyder, at der fremover i tilfælde, hvor 1:4-forholdet ikke er opfyldt, alene vil skulle ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en del af den samlede bruttoindtjening, hvis bruttoindtjeningen er positiv.

Hvis den samlede bruttoindtjening derimod er negativ, skal der efter forslaget ikke fremover ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er, at denne mulighed for at fradrage en del af et underskud ved rederivirksomhed i den almindeligt beskattede indkomst, ikke vurderes at være i overensstemmelse med hensigten med tonnageskatteordningen, hvis udgangspunkt er, at de omfattede aktiviteter netop ikke skal kunne føre til fradrag. Desuden indebærer de gældende regler en risiko for, at rederier, hvis virksomhed giver underskud, aktivt kan vælge ikke at opfylde de omhandlede betingelser med henblik på at opnå fradrag for underskuddet.

Til nr. 6

Det er efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig, jf. tonnageskattelovens § 7, stk. 2.

Efter den foreslåede ændring af § 7, stk. 2, vil det ikke fremover være valgfrit for koncernforbundne rederier, om de vil opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller for de enkelte rederier hver for sig. Opgørelsen vil således fremover skulle ske for de koncernforbundne rederier på konsolideret basis, ligesom det allerede gælder ved vurderingen af, om flagkravet er opfyldt.

Baggrunden for forslaget er, at valgfriheden kan indebære en risiko for spekulation. Der vil således bl.a. kunne spekuleres i, at koncernforbundne rederier, der på konsolideret basis opfylder 1:4-kravet, vælger at placere underskudsgivende virksomhed i et koncernselskab, der – vurderet for sig selv – ikke opfylder 1:4-kravet. Derved kan der opnås fradrag for underskuddet ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst.

Til nr. 7 og 8

For selskaber, der driver rederivirksomhed, følger det af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, at indkomst kan omfattes af tonnageskatteordningen, når den kan henføres til rederivirksomheden eller til visse former for virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil (tilknyttet virksomhed).

De former for virksomhed, der kan anses for tilknyttet virksomhed, er opregnet i tonnageskattelovens § 10, stk. 2. Der er ved opregningen foretaget en snæver afgrænsning for at målrette ordningen.

Hensynet til at målrette ordningen ligger også bag det gældende krav om, at indkomst ved tilknyttet virksomhed alene kan omfattes af ordningen, hvis virksomheden udøves af et rederi i nær tilknytning til rederiets egen rederivirksomhed. Hvis virksomheden derimod udøves af et selskab, der ikke samtidig udøver den rederivirksomhed, hvortil virksomheden har en nær tilknytning, kan indkomsten ikke omfattes af ordningen og vil i stedet skulle beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Der stilles ikke efter gældende regler krav til forholdet mellem størrelsen af et rederis indkomst ved tilknyttet virksomhed og indkomsten ved rederivirksomheden. Hvis et rederi har indkomst ved tilknyttet virksomhed, der er større end indkomsten ved rederivirksomheden, er begge typer indkomst således omfattet af tonnageskatteordningen.

Det foreslås, at § 10, stk. 2, ændres, så der henvises til det foreslåede nye § 10, stk. 3, der indebærer, at et rederi, hvis omsætning ved tilknyttet virksomhed udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning, vil blive beskattet af indkomst fra den overskydende del efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indkomst beregnes som en andel af den samlede positive bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler.

Med de foreslåede ændringer vil adgangen til at henføre indkomst ved tilknyttet virksomhed til beskatning under tonnageskatteordningen fremover være yderligere begrænset.

Begrænsningen foreslås, for at ordningen fortsat kan leve op til de betingelser, der fremgår af Kommissionens afgørelsespraksis, som der er henvist til i Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018. Det følger således af punkt 41 i Kommissionens afgørelse, at det er en betingelse for tonnageskatteordningens fortsatte godkendelse, at indkomst oppebåret af den enkelte støttemodtager fra tilknyttede aktiviteter, som kan tonnagebeskattes, udgør mindre end 50 pct. af den samlede tonnagebeskattede indkomst.

Der foreslås ikke en ændring af afgrænsningen af de former for virksomhed, der efter gældende regler kan anses for tilknyttet virksomhed. Kommissionen har således under behandlingen af notifikationen tilkendegivet, at den ikke har indvendinger imod afgrænsningen, hvis der indføres en betingelse om, at indkomsten ved tilknyttet virksomhed skal udgøre mindre end 50 pct. af den samlede indkomst ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed.

Det foreslås, at bedømmelsen af, om indkomst ved tilknyttet virksomhed udgør mindre end 50 pct. af den samlede indkomst ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed, foretages på baggrund af rederiets omsætning ved de to typer af virksomhed. I den forbindelse sidestilles avance ved afhændelse af skibe og skibskontrakter, der er omfattet af tonnageskatteordningen som tilknyttet virksomhed, med omsætning.

Hvis omsætningen ved den tilknyttede virksomhed med tillæg af avancer ved salg af tonnagebeskattede skibe og skibskontrakter udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed, beskattes en forholdsmæssig del af rederiets samlede positive bruttoindtjening ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed efter skattelovgivningens almindelige regler. Den forholdsmæssige del beregnes som forholdet mellem på den ene side den del af omsætningen ved tilknyttet virksomhed med tillæg af de nævnte avancer, der overstiger 50 pct. af den samlede omsætning, og på den anden side den samlede omsætning ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed.

Den samlede bruttoindtjening efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 10, stk. 3.

Efter gældende regler skal rederier også opgøre den samlede bruttoindtjening, hvis betingelserne vedrørende fastholdelse eller forøgelse af EU- eller EØS-flagandelen eller vedrørende forholdet mellem egen og lejet tonnage ikke er opfyldt, og en del af indkomsten – opgjort på grundlag af bruttoindtjeningen – derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 9

Det følger af tonnageskattelovens § 9, at rederier, der anvender tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og almindeligt beskattet indkomst hver for sig.

Efter tonnageskattelovens § 10, stk. 3, udgør den almindeligt beskattede indkomst sammen med indkomsten ved rederivirksomhed, jf. § 10, stk. 1, og indkomsten ved tilknyttet virksomhed, jf. § 10, stk. 2, rederiets samlede skattepligtige indkomst.

Som følge af forslaget til den nye bestemmelse i tonnageskattelovens § 10, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, foreslås det, at bestemmelsen i § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres, så der også henvises til indkomst omfattet af den foreslåede § 10, stk. 3.

Til nr. 10

Det følger af tonnageskattelovens § 9, at rederier, der anvender tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og almindeligt beskattet indkomst hver for sig.

De to former for indkomst udgør sammen rederiets samlede skattepligtige indkomst, der beskattes med selskabsskattesatsen efter selskabsskattelovens § 17, stk. 1.

Den indkomst, der ikke er omfattet af tonnageskatteordningen, opgøres og beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Den indkomst, der tonnagebeskattes, opgøres ikke som forskellen mellem skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter. I stedet opgøres indkomsten skematisk som et grundbeløb pr. 100 nettoton pr. påbegyndt døgn, uanset om rederiets skibe er i drift eller ej, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Tonnageskatten opkræves dermed uafhængigt af rederiets faktiske driftsresultat og betales også i år, hvor rederidriften måtte give underskud.

Efter tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke ved opgørelsen af den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten) foretages fradrag for udgifter, der vedrører den tonnagebeskattede indkomst. Hvis en udgift både vedrører indkomst, der kan tonnagebeskattes, og anden indkomst, fordeles udgiften forholdsmæssigt efter rederiets samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt. Denne fordelingsregel er en undtagelsesbestemmelse med et begrænset anvendelsesområde, og fordeling efter bestemmelsen sker først, når der er sket fordeling efter almindelige principper om rette udgiftsbærer samt i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. tonnageskattelovens § 13, stk. 2.

Det følger af Den Juridiske Vejledning 2019-1, afsnit C·D·8.8.3.4, at skalaindkomsten nedsættes, hvis et rederi ikke har opfyldt kravet om, at der består et forhold på mindst 1:4 mellem rederiets egen og lejede tonnage, og en del af bruttoindtjeningen derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Den Juridiske Vejledning henviser i den forbindelse til Skatteforvaltningens styresignal i SKM2015·295·SKAT, hvorefter skalaindkomsten i sådanne tilfælde nedsættes med en andel, der svarer til den andel, hvormed rederiets lejede tonnage overstiger 1:4-forholdet.

Styresignalet vedrører alene tilfælde, hvor 1:4-forholdet ikke er opfyldt, og ikke tilfælde, hvor kravet om, at en vis andel af rederiets tonnage er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat (flagkravet), ikke er opfyldt. Hvis flagkravet ikke er opfyldt, og en andel af bruttoindtjeningen derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, sker der derfor ikke en regulering af skalaindkomsten.

Der foreslås et nyt § 15, stk. 5, hvorefter den skattepligtige indkomst opgjort efter § 15, stk. 1, nedsættes, hvis der i medfør af § 6, stk. 3, § 6 b, eller § 7, stk. 1, skal ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en andel af den samlede positive bruttoindtjening ved virksomhed omfattet af ordningen. Det betyder, at der i tilfælde, hvor en del af et rederis bruttoindtjening ved rederivirksomheden skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, skal ske en tilsvarende reduktion af skalaindkomsten. Dette foreslås for at forhindre, at samme indtægt reelt beskattes to gange.

Der vil dog efter forslaget ikke skulle ske en reduktion af skalaindkomsten i tilfælde, hvor en del af et rederis positive bruttoindtjening skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler som følge af, at den foreslåede begrænsning i adgangen til at henføre indkomst ved tilknyttet virksomhed til beskatning under tonnageskatteordningen ikke er overholdt. Det skyldes, at der i dette tilfælde ikke vil ske en dobbelt beskatning af samme indtægt, da der ikke beregnes skalaindkomst vedrørende indkomst fra tilknyttet virksomhed.

Til nr. 11

Efter tonnageskattelovens § 21 a, stk. 2, 2. pkt., er det en betingelse for at være omfattet af tonnageskatteordningen, at de omfattede skibe strategisk og forretningsmæssigt drives fra en EU-medlemsstat.

Det foreslås, at § 21 a, stk. 2, 2. pkt., ændres, således at skibe fremover kan drives strategisk og forretningsmæssigt også fra en eller flere stater, der er medlem af EØS.

De foreslåede ændringer har til formål at sikre, at reglerne om strategisk og forretningsmæssig drift fortsat er i overensstemmelse med EU-retten.

Til nr. 12

De gældende regler i tonnageskattelovens § 22 indeholder kontrolbestemmelser, hvorefter rederier og operatørselskaber er undergivet en række oplysningspligter og materielle betingelser for at kunne anvende tonnageskatteordningen. Herudover skal rederier og operatørselskaber i henhold til skattekontrolloven afgive en række oplysninger om selskabets indkomst.

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 1. pkt. skal rederiet årligt vedlægge revisorerklæringer for koncernforbundne selskaber, hvor de har undladt at træffe samme valg om tonnageskatteordningen, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Rederiet skal hvert år til brug for kontrollen af flagkravet vedlægge oplysninger om, i hvilket omfang den af rederiet i årets løb ejede bruttotonnage, der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 2. pkt. Desuden skal rederiet det første år, hvor flagkravet finder anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som på basisdatoen var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 3. pkt.

Rederiet skal årligt vedlægge en revisorerklæring om, at udlejede skibe på bareboat-vilkår overholder betingelserne om, at rederiet i forbindelse med forbigående overskudskapacitet udlejer skibe i en periode på højst 3 år, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 1. pkt. Hvis et rederi udlejer skibe på time-charter vilkår eller bareboat-vilkår, skal revisoren desuden hvert år afgive erklæring om, at lejeren kun anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvis skibet blev anvendt til samme formål som udlejeren selv, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 2.

Skatteforvaltningen har en række kontrolbeføjelser ved manglende opfyldelse af oplysningspligten. En manglende opfyldelse af tonnageskattelovens kontrolbestemmelser – i forhold til afgivelse af oplysninger – kan give udslag i bøder, hvorimod manglende opfyldelse af de materielle betingelser kan betyde, at en andel af rederiets indkomst beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved manglende opfyldelse af tonnageskattelovens øvrige materielle betingelser afhænger konsekvensen af, hvilken betingelse der er tale om, f.eks. vil en manglende opfyldelse af flagkravet medføre, at en andel af rederiets indkomst overgår fra tonnagebeskatning til beskatning efter de almindelige regler.

Det foreslås at indsætte et nyt § 22, stk. 1, 4. pkt., hvorefter det bliver en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at rederiet skal oplyse at overholde samtlige betingelser i tonnageskatteloven. Denne betingelse er stillet af Kommissionen ved afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) i sag SA·45300 (2016/N) i forbindelse med godkendelsen af tonnageskatteordningen til at finde anvendelse for en række specialskibe. Oplysningen skal omfatte samtlige betingelser, der gælder for anvendelse af tonnageskatteordningen, herunder omfattede aktiviteter, flagkrav, overholdelse af tærskler for andelen af bareboat-udlejet tonnage og for indkomst fra tilknyttede aktiviteter m.v.

Det bemærkes, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet kan fastsætte, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen der skal fremgå af oplysningsskemaet, og i hvilken form oplysningerne skal angives, jf. skattekontrolloven § 6, stk. 1. I praksis sker det ved godkendelse af årets oplysningsskema.

En manglende opfyldelse af den foreslåede oplysningspligt vil følge gældende ret i forhold til afgivelse af oplysninger, som f.eks. kan give udslag i bøder. Hvis rederiet herudover ikke opfylder de materielle betingelser, afhænger konsekvenserne af, hvilke betingelser der er tale om.

Til nr. 13

Det følger af tonnageskattelovens § 22, stk. 2, at det ved udlejning af skibe er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at lejeren af skibet ifølge lejekontrakten alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og at en revisor årligt skal afgive en erklæring om, at betingelserne i tonnageskattelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at udforme lejekontrakter, der indeholder en beskrivelse af skibets aktiviteter, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Kontrakterne er standardkontrakter, der er globalt bestemt ud fra branchekutymer og internationale handelsbestemmelser, og disse indeholder ikke beskrivelser af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til.

Det foreslås derfor at justere bestemmelsen i § 22, stk. 2, således at det ved udlejning af skibe er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at rederiet kan fremlægge dokumentation for, at lejeren af skibet alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.

Der er ikke med justeringerne af bestemmelserne påtænkt ændringer af Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere, om et skib alene anvendes til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven.

Dokumentation kan være lejekontrakter, der indeholder en afgrænsning af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Endvidere kan dokumentationen være en erklæring fra lejeren eller ejeren på, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven. Videre kan dokumentationen være udskrift fra logbøger.

Hvis rederiet ikke kan dokumentere, at lejeren har anvendt skibet til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven, vil indkomsten fra skibet ikke kunne henføres til tonnageskatteordningen, men vil i stedet blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 14

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 3, er det en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at ejeren eller lejeren af skibet ifølge operatørkontrakten alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er endvidere en betingelse, at det fremgår af operatørkontrakten, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at udforme operatørkontrakter, der indeholder en beskrivelse af skibets aktiviteter, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Kontrakterne er standardkontrakter, der er globalt bestemt ud fra branchekutymer og internationale handelsbestemmelser, og disse indeholder ikke beskrivelser af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til.

Det foreslås derfor at justere bestemmelsen i § 22, stk. 3, således at det er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at operatørselskabet kan fremlægge dokumentation for, at ejeren eller lejeren af skibet alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er endvidere en betingelse, at dokumentationen indeholder oplysning om, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret.

Der er ikke med justeringerne af bestemmelserne påtænkt ændringer af Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere, om et skib alene anvendes til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven.

Dokumentation kan være operatørkontrakter, der indeholder en afgrænsning af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Endvidere kan dokumentationen være en erklæring fra ejeren eller lejeren på, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven. Videre kan dokumentationen være udskrift fra logbøger.

Hvis operatørselskabet ikke kan dokumentere, at ejeren eller lejeren har anvendt skibet til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven, da vil indkomsten fra skibet ikke kunne henføres til tonnageskatteordningen, men vil i stedet blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 15

De gældende regler i tonnageskattelovens § 22 indeholder kontrolbestemmelser, hvorefter rederier og operatørselskaber er undergivet en række oplysningspligter og materielle betingelser for at kunne anvende tonnageskatteordningen. Herudover skal rederier og operatørselskaber i henhold til skattekontrolloven afgive en række oplysninger om selskabets indkomst.

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 1. pkt., skal operatørselskabet årligt vedlægge revisorerklæringer for koncernforbundne selskaber, hvor de har undladt at træffe samme valg om tonnageskatteordningen, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Operatørselskabet skal hvert år til brug for kontrollen af flagkravet vedlægge oplysninger om, i hvilket omfang den af operatørselskabet i årets løb ejede bruttotonnage, der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 2. pkt. Desuden skal operatørselskabet det første år, hvor flagkravet finder anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af operatørselskabet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som på basisdatoen var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 3. pkt.

Det er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen for operatørselskaber, at ejeren eller lejeren af skibet ifølge en operatørkontrakt alene anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven. Desuden skal det fremgå af operatørkontrakten, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 3.

Skatteforvaltningen har en række kontrolbeføjelser ved manglende opfyldelse af oplysningspligten. En manglende opfyldelse af tonnageskattelovens kontrolbestemmelser – i forhold til afgivelse af oplysninger - kan give udslag i bøder, hvorimod manglende opfyldelse af de materielle betingelser kan betyde, at en andel af operatørselskabets indkomst beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved manglende opfyldelse af tonnageskattelovens materielle betingelser afhænger konsekvensen af, hvilken betingelse der er tale om f.eks. vil en manglende opfyldelse af flagkravet medfører, at en andel af operatørselskabets indkomst overgår fra tonnagebeskatning til beskatning efter de almindelige regler.

Det foreslås at indsætte et nyt § 22, stk. 4, 4. pkt., hvorefter det bliver en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at operatørselskabet skal oplyse at overholde samtlige betingelser i tonnageskatteloven. Denne betingelse er stillet af Kommissionen ved afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) i sag SA·45300 (2016/N) i forbindelse med godkendelsen af tonnageskatteordningen til at finde anvendelse for en række specialskibe. Oplysningen skal omfatte samtlige betingelser, der gælder for anvendelse af tonnageskatteordningen, herunder omfattede aktiviteter, flagkrav, overholdelse af tærskler for tilknyttede aktiviteter m.v.

Det bemærkes, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet kan fastsætte, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen der skal fremgå af oplysningsskemaet, og i hvilken form oplysningerne skal angives, jf. skattekontrolloven § 6, stk. 1. I praksis sker det ved godkendelse af årets oplysningsskema.

En manglende opfyldelse af den foreslåede oplysningspligt vil følge gældende ret i forhold til afgivelse af oplysninger, som f.eks. kan give udslag i bøder. Hvis operatørselskabet herudover ikke opfylder de materielle betingelser, afhænger konsekvenserne af, hvilke betingelser der er tale om.

Kilde

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 medfører overordnet, at rederier kan udbetale en skattefri nettoløn til søfolk, der arbejder om bord på danske skibe, som udfører erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Skattefritagelsen medfører, at DIS-indkomsten heller ikke er arbejdsmarkedsbidragspligtig. Dette følger af arbejdsmarkedsbidragslovens § 3, nr. 1.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 finder under visse betingelser tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på kabellægningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 5 a, bugser- og bjærgningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 6, skibe, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, jf. sømandsbeskatningslovens § 7, og stenfikserfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 8. Ved nærværende lovforslag foreslås endvidere, at indsætte § 5 b i sømandsbeskatningsloven, som medfører at DIS-ordningen finder tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater.

Det foreslås at ændre arbejdsmarkedsbidragslovens § 3, nr. 1, hvorefter henvisning til § 5 i sømandsbeskatningsloven ændres til en henvisning til sømandsbeskatningslovens §§ 5-8.

Den foreslåede ændring skal gøre det mere tydeligt, at fritagelsen for arbejdsmarkedsbidrag ikke alene gælder nettoløn, der udbetales efter sømandsbeskatningslovens § 5, men også tilfælde hvor § 5 efter sømandsbeskatningslovens §§ 5 a-8 finder tilsvarende anvendelse.

Det er en forudsætning for den fulde skattefrihed, som gælder efter DIS-ordningen, at lønnen både fritages for betaling af indkomstskatter og arbejdsmarkedsbidrag.

Kilde

Kildeskattelovens § 44, litra b, medfører, at en indkomst ikke anses for A-indkomst, når udbetalingen foretages af personer, dødsboer, selskaber, foreninger, institutioner m.v., der ikke har hjemting her i landet, medmindre de er skattepligtige efter § 2, stk. 1, nr. 4, eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller der er tale om skattepligtig indkomst fra pensionsordningen godkendt efter pensionsbeskatningslovens § 15 C.

Efter lovforslaget § 1, nr. 12, er det bl.a. en forudsætning for godkendelse af en arbejdsgiver, som har hjemsted i en anden EU- eller EØS-medlemsstat end Danmark, at arbejdsgiveren indvilliger i at påtage sig de forpligtelser, der påhviler tilsvarende arbejdsgivere med hjemsted i Danmark. Det betyder bl.a., at arbejdsgiveren skal indeholde kildeskat af lønindkomst, der erhverves ved arbejde om bord på sandsugningsfartøjer, der er omfattet af sømandsbeskatningslovens § 10.

Det foreslås på denne baggrund at ændre kildeskattelovens § 44, litra b, således at skattepligtig indkomst, der udbetales af en arbejdsgiver, som er godkendt efter sømandsbeskatningslovens §§ 11 a eller 11 b, anses for A-indkomst.

Kilde

Til nr. 1

Ligningslovens § 9 A giver lønmodtagere adgang til at foretage fradrag for forskellige rejseudgifter, som afholdes i forbindelse med indkomsterhvervelsen. I den forbindelse følger det af ligningslovens § 9 A, stk. 11, at personer, som er omfattet af DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, ikke samtidig kan anvende fradragsreglerne i ligningslovens § 9 A.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 finder under visse betingelser tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på kabellægningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 5 a, bugser- og bjærgningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 6, skibe, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, jf. sømandsbeskatningslovens § 7, og stenfiskerfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 8. Ved nærværende lovforslag foreslås endvidere at indsætte § 5 b i sømandsbeskatningsloven, som medfører at DIS-ordningen finder tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater.

Det foreslås at ændre ligningslovens § 9 A, stk. 11, 2. pkt., således at henvisningen til § 5, stk. 1, ændres til §§ 5-8.

Den foreslåede ændring skal gøre det mere tydeligt, at bestemmelsen ikke alene gælder for tilfælde omfattet af § 5, stk. 1, men også øvrige tilfælde hvor § 5 efter sømandsbeskatningslovens §§ 5 a-8 finder tilsvarende anvendelse.

Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Til nr. 2

Ifølge ligningslovens § 33, stk. 8, kan der ikke gives en skattelempelse efter § 33, stk. 1, når der er tale om lønindkomst, der er omfattet af § 33 A eller af § 5 eller § 8 i lov om beskatning af søfolk.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 medfører overordnet, at rederier kan udbetale en skattefri nettoløn til søfolk, der arbejder om bord på danske skibe, som udfører erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods. Skattefritagelsen medfører, at DIS-indkomsten heller ikke er arbejdsmarkedsbidragspligtig.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 finder under visse betingelser tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på kabellægningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 5 a, bugser- og bjærgningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 6, skibe, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, jf. sømandsbeskatningslovens § 7, og stenfiskerfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 8. Ved nærværende lovforslag foreslås endvidere, at indsætte § 5 b i sømandsbeskatningsloven, som medfører at DIS-ordningen finder tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater.

Det foreslås at ændre ligningslovens § 33, stk. 8, således at henvisningen til § 5 og § 8 ændres til §§ 5-8.

Den foreslåede ændring skal gøre det mere tydeligt, at bestemmelsen ikke alene gælder for tilfælde omfattet af § 5 og § 8, men også øvrige tilfælde hvor § 5 efter sømandsbeskatningslovens §§ 5 a-7 finder tilsvarende anvendelse.

Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Kilde

Ifølge personskattelovens § 13, stk. 5, 5. pkt., finder bestemmelsen ikke anvendelse, hvor skatten er nedsat i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 33 A eller efter § 5 eller § 8 i lov om beskatning af søfolk.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 medfører overordnet, at rederier kan udbetale en skattefri nettoløn til søfolk, der arbejder om bord på danske skibe, som udfører erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods.

DIS-ordningen i sømandsbeskatningslovens § 5 finder under visse betingelser tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på kabellægningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 5 a, bugser- og bjærgningsfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 6, skibe, som sejler i regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater, jf. sømandsbeskatningslovens § 7, og stenfiskerfartøjer, jf. sømandsbeskatningslovens § 8. Ved nærværende lovforslag foreslås endvidere, at indsætte § 5 b i sømandsbeskatningsloven, som medfører at DIS-ordningen finder tilsvarende anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der er registreret i andre EU- eller EØS-medlemsstater.

For at gøre det mere tydeligt, at bestemmelsen ikke alene omfatter tilfælde omfattet af § 5 og § 8, men også øvrige tilfælde hvor § 5 efter sømandsbeskatningslovens §§ 5 a-7 finder tilsvarende anvendelse, foreslås det at præcisere personskattelovens § 13, stk. 5, 5. pkt., således at henvisningen til § 5 og § 8 ændres til §§ 5-8.

Der er tale om en ændring af teknisk karakter.

Kilde

Til nr. 1

Tonnageskatteordningen blev udvidet ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 med en række specialskibsaktiviteter med virkning fra og med indkomståret 2016. Kommissionens har i afgørelse af 12. oktober 2018 i sag SA·45300 (2016/N) godkendt udvidelsen af tonnageskatteordningen fra og med indkomståret 2017. Ved udvidelsen af tonnageskatteordningen blev der ikke foretaget en tilsvarende udvidelse af DIS-ordningen. Den tilsvarende udvidelse af DIS-ordningen skete efterfølgende ved lov nr. 359 af 29. april 2018 med virkning fra og med indkomståret 2019.

Sømandsbeskatningslovens § 5 b er indsat ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1886 af 29. december 2015. Bestemmelsen medfører, at DIS-ordningen uanset tonnageskattelovens bestemmelser ikke finder anvendelse ved arbejde om bord på skibe, der udfører aktiviteter, som kan omfattes af udvidelsen af tonnageskatteordningen. Udvidelsen af tonnageskatteordningen omfatter ifølge tonnageskattelovens § 8 a: vagttjeneste, støtte- og servicefunktioner, bygning, reparation og nedtagning af olieinstallationer, vindmølleparker eller andre havanlæg til søs, nedlægning, inspektion og reparation af rørledninger på havbunden, herunder rendegravning i den forbindelse, ishåndtering og husning af medarbejdere, reservedele eller værkstedsfaciliteter i forbindelse med offshorearbejder.

Bestemmelsen er tilført en ophørsklausul ved § 5, nr. 2, i lov nr. 359 af 29. april 2018, således at bestemmelsen alene skal have virkning fra og med indkomståret 2016 til og med indkomståret 2018.

Hverken sømandsbeskatningslovens § 5 b eller den tilhørende ophørsklausul er trådt i kraft, idet skatteministerens udnyttelse af bemyndigelsen til at sætte reglerne om udvidelse af tonnageskatteordningen i kraft har afventet Kommissionens godkendelse.

Det foreslås af lovtekniske årsager at ophæve § 2, nr. 2, i lov nr. 1886 af 29. december 2015, som indsætter sømandsbeskatningslovens § 5 b.

Det foreslås i stedet at indsætte en overgangsbestemmelse i § 16 a i sømandsbeskatningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 13. På denne måde tydeliggøres, at der alene er tale om en 2-årig periode, hvor DIS-ordningen ikke kan anvendes ved udførelse af aktiviteter, der er omfattet af udvidelsen af tonnageskatteordningen. Endvidere justeres virkningsperioden i overensstemmelse med Kommissionens godkendelse af udvidelsen af tonnageskatteordningen, således at bestemmelsen har virkning fra og med indkomst året 2017 til og med indkomståret 2018.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 2

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 1886 af 29. december 2015, som ændret ved § 5, nr. 1, i lov nr. 359 af 29. april 2018, medfører, at den udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibsaktiviteter, der blev vedtaget ved førstnævnte lov, vil få virkning fra og med indkomståret 2016. Bestemmelsen er endnu ikke trådt i kraft, idet skatteministerens udnyttelse af bemyndigelsen efter § 3, stk. 1, i lov nr. 1886 af 29. december 2015 til at sætte de nye regler i kraft har afventet Kommissionens godkendelse af udvidelsen.

Ved afgørelse af 12. oktober 2018 (sag SA·45300 (2016/N)) har Kommissionen godkendt udvidelsen af tonnageskatteordningen, idet Kommissionen dog har forudsat, at udvidelsen alene vil få virkning fra den 1. januar 2017.

Det foreslås på den baggrund, at § 3, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 1886 af 29. december 2015, som ændret ved § 5, nr. 1, i lov nr. 359 af 29. april 2018, affattes således, at udvidelsen af tonnageskatteordningen vil få virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2017 eller senere.

Da udvidelsen af tonnageskatteordningen – når den er sat i kraft af skatteministeren – vil få virkning tilbage i tid, vil rederier, der for indkomstår, der begyndes den 1. januar 2017 eller senere, har selvangivet efter de dagældende regler, kunne anmode om at få genoptaget deres skatteansættelse for det eller de pågældende indkomstår. Genoptagelse kan ske efter reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, heraf følger at en anmodning om genoptagelse senest vil skulle indgives den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, dvs. senest den 1. maj 2021 for indkomståret 2017 og senest den 1. maj 2022 for indkomståret 2018.

Kilde

Til nr. 1

Sømandsbeskatningslovens § 5 b er indsat ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1886 af 29. december 2015. Bestemmelsen indebærer, at rederier med specialskibsaktiviteter, der fik adgang til tonnageskatteordningen, ikke kan anvende DIS-ordningen på de beskæftigede søfolk.

Da DIS-ordningen efterfølgende er blevet udvidet til specialskibe ved lov nr. 359 af 29. april 2018, blev sømandsbeskatningslovens § 5 b samtidig ophævet, da der ikke var grundlag for at have bestemmelsen længere.

Indsættelsen af sømandsbeskatningslovens § 5 b er endnu ikke trådt i kraft, og ophævelsen ved § 3, nr. 6 i lov nr. 359 af 29. april 2018, er således ikke foretaget korrekt. Det foreslås derfor at ophæve § 3, nr. 6, i lov nr. 359 af 29. april 2018. Der er tale om en ændring af rent teknisk karakter.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 2

Bestemmelsen i § 5 i lov nr. 359 af 29. april 2018 medfører, at den særlige undtagelsesbestemmelse i sømandsbeskatningslovens § 5 b, der blev indsat ved lov nr. 1886 af 29. december 2015, og som indebærer, at rederier med de specialskibsaktiviteter, der ved sidstnævnte lov fik adgang til tonnageskatteordningen, ikke kan anvende DIS-ordningen på de beskæftigede søfolk, vil få virkning fra og med indkomståret 2016 og til og med indkomståret 2018.

Kommissionens har ved afgørelse af 12. oktober 2018 i sag SA·45300 (2016/N) godkendt udvidelsen af tonnageskatteordningen med virkning fra og med indkomståret 2017.

Det foreslås derfor at ophæve den særlige virkningsbestemmelse, der blev indsat ved § 5 i lov nr. 359 af 29. april 2018, som medfører, at DIS-ordningen ikke kan anvendes ved udførelse af specialskibsaktiviteter omfattet af tonnageskatteordningen fra og med indkomståret 2016 og til og med indkomståret 2018. På baggrund af Kommissionens afgørelse er dette virkningstidspunkt ikke længere korrekt.

I stedet foreslås formålet med bestemmelsen genindført som en overgangsbestemmelse i sømandsbeskatningslovens § 16 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 13. På denne måde tydeliggøres, at bestemmelsen alene skal have en virkningsperiode på 2 år, hvor DIS-ordningen ikke kan anvendes ved udførelse af aktiviteter, der er omfatter af udvidelsen af tonnageskatteordningen. Samtidig ændres bestemmelsens virkningsperiode – fra indkomståret 2016 til og med indkomståret 2018 – til indkomståret 2017 til og med indkomståret 2018 i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 i sag SA·45300 (2016/N) om godkendelse af udvidelsen af tonnageskatteordningen.

Hverken § 5 i lov nr. 359 af 29. april 2018 eller bestemmelserne i lov nr. 1886 af 29. december 2015 er sat i kraft af skatteministeren.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020. De ændringer af DIS-ordningen, refusionsordningen for sandsugere og tonnageskatteordningen, der foretages på baggrund af Kommissionens krav, er ikke anmeldelsespligtige og skal ikke godkendes af Kommissionen, inden de kan træde i kraft.

Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 1, 2 og 13, §§ 7 og 8. Ministeren kan endvidere fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter. Baggrunden for, at den del af loven, der vedrører udvidelsen af sømandsfradraget, skal sættes i kraft af ministeren, er, at der er tale om en ændring af en eksisterende statsstøtteordning. Sådanne ændringer skal ifølge EUF-Traktaten godkendes af Kommissionen, inden de kan træde i kraft.

Endvidere foreslås det, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 13, §§ 7 og 8. Baggrunden for dette er, at ændringen af virkningstidspunktbestemmelsen i lov nr. 1886 af 29. december 2015 bør sættes i kraft hurtigst muligt efter vedtagelsen, idet ændringen som følge af Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 er en forudsætning for, at skatteministeren derefter kan sætte udvidelsen af tonnageskatteordningen ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 i kraft.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1-4 og 6-12, det vil sige tilpasningen af DIS-ordningen og refusionsordningen for sandsugere til EU-retten og udvidelsen af sømandsfradraget, skal have virkning fra og med indkomståret 2020. Endvidere foreslås, at konsekvensændringerne i §§ 3-6 skal have samme virkningstidspunkt, dvs. fra og med indkomståret 2020.

Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 5, som indeholder en begrænsning af DIS-ordningen for færger, tillægges virkning for ansættelsesforhold, der påbegyndes den 1. januar 2020 eller senere.

Det foreslås i stk. 5, at ændringerne i tonnageskatteloven har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2020 eller senere.

Det foreslås i stk. 6, at ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomståret 2020 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2020, der følger af udvidelsen af sømandsfradraget og tilpasningen af DIS-ordningen, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, 4 og 5. Herved foreslås det at neutralisere de økonomiske virkninger for den personlige indkomstskat for kommunerne og folkekirken for indkomståret 2020 af udvidelsen af sømandsfradraget og tilpasningen af DIS-ordningen, for så vidt angår de kommuner, der for 2020 har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget for den personlige indkomstskat.

Neutraliseringen for 2020 sker med baggrund i aktstykke 162, 2018/19, tiltrådt af Finansudvalget den 24. september 2019. Det fremgår af aktstykket, at skønnet over udskrivningsgrundlaget i 2020 hviler på en forudsætning om i øvrigt uændret lovgivning. Det fremgår endvidere, at ved efterfølgende ændringer i udskrivningsgrundlaget for 2020 neutraliseres virkningerne for de selvbudgetterende kommuner.

Endvidere foreslås det i stk. 7, at den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 6 fastsættes af social- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2020, der foreligger pr. 1. maj 2022. Herved foreslås det, at efterreguleringen af indkomstskatten for de selvbudgetterende kommuner for 2020 efter stk. 6, herunder også kirkeskatten, opgøres i 2022. Efterreguleringen afregnes i 2023.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.