Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af sømandsbeskatningsloven, tonnageskatteloven og forskellige andre love (Tilpasning af refusionsordningen for sandsugere til EU-retten, justering af værnsregler i tonnageskatteordningen, udvidelse af sømandsfradraget til søfolk på forsknings- og havundersøgelsesskibe m.v.) § 2

Til nr. 1

Efter tonnageskattelovens § 6, stk. 1, 2. pkt., er det en betingelse for at være omfattet af tonnageskatteordningen, at de omfattede skibe strategisk og forretningsmæssigt drives fra Danmark.

Det foreslås, at § 6, stk. 1, 2. pkt., ændres, således at skibe fremover også kan drives strategisk og forretningsmæssigt fra en eller flere stater, der er medlem af EU eller EØS.

De foreslåede ændringer har til formål at sikre, at reglerne om strategisk og forretningsmæssig drift fortsat er i overensstemmelse med EU-retten.

Til nr. 2

Det følger af tonnageskattelovens § 6, stk. 2, at rederier kun undtagelsesvist kan være omfattet af loven, hvis de udlejer eller videreudlejer deres skibe uden besætning (bareboat-charter), idet en række betingelser skal være opfyldt.

Det er således efter tonnageskattelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., en betingelse, at lejeren anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvis skibet blev anvendt til samme formål af udlejeren selv. Efter § 22, stk. 2, er det i den forbindelse en betingelse, at det fremgår af lejekontrakten, at lejeren alene må anvende skibet til sådanne formål, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt. Det er videre en betingelse, at udlejningen sker som følge af en forbigående overkapacitet, og at skibet udlejes i en periode på højst tre år. Endelig er det en betingelse, at samme skib kun udlejes én gang i den periode, hvor skibet er ejet af samme rederi eller af et dermed koncernforbundet rederi.

Der foreslås et nyt § 6, stk. 3, hvorefter den andel af rederiets samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed omfattet af tonnageskatteordningen, der udlejes eller videreudlejes på bareboat-vilkår, ikke må overstige 50 pct. Denne betingelse er stillet af Kommissionen i forbindelse med dens godkendelse af den udvidelse af tonnageskatteordningen med en række specialskibsaktiviteter, der blev vedtaget ved lov nr. 1886 af 29. december 2015, jf. Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) 6795 i sag SA·45300 (2016/N). Af Kommissionens afgørelse fremgår, at mindst 50 pct. af den tonnagebeskattede flåde stadig skal drives af den støtteberettigede.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 1. pkt., skal indkomst fra den overskydende del beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, hvis den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår udlejer eller videreudlejer uden besætning (bareboat-charter) er større end 50 pct. af den samlede bruttotonage. Det betyder, at indkomst svarende til den andel af bareboat-udlejet bruttotonnage, der overstiger grænsen på 50 pct. af den samlede bruttotonnage fra rederivirksomhed, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst.

Hvis 50 pct.-grænsen overskrides, beregnes den indkomst, der skal medregnes ved opgørelsen af den almindelige skattepligtige indkomst, efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, 2. pkt. Indkomsten beregnes som en andel af den samlede positive bruttoindtjening, før der er foretaget fradrag for afskrivninger og finansielle poster. Den andel af bruttoindtjeningen, der skal medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst, opgøres som forholdet mellem den overskydende del af bareboat-udlejet bruttotonnage og den samlede bruttotonnage, som rederiet har til rådighed.

Hvis den samlede bruttoindtjening er negativ, skal der ikke ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Det foreslås, at vurderingen af, om grænsen på 50 pct. er overskredet, foretages som en samlet bedømmelse for et indkomstår og på basis af rederiets bruttotonnage. Opgørelsen omfatter rederiets bruttotonnage ved rederivirksomhed omfattet af tonnageskattelovens § 6, dvs. at bruttotonnage fra operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a ikke medregnes ved opgørelsen. Dette svarer til den opgørelse, der efter gældende regler i tonnageskattelovens §§ 6 a og 7 foretages, når det skal vurderes, om et rederi opfylder kravet om, at en vis andel af tonnagen er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og kravet om, at den tonnage, rederiet har til rådighed fra lejede skibe, ikke overstiger fire gange den tonnage, der ejes af rederiet selv.

Den bruttoindtjening, hvoraf en andel efter forslaget skal medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst, hvis 50 pct.-grænsen overskrides, er rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter forslaget til § 6, stk. 3, 2. pkt.

Efter det foreslåede § 6, stk. 3, 3. pkt., gælder bestemmelserne i 1. og 2. pkt. under ét for de rederier, som skal træffe samme valg for så vidt angår tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1. Det betyder, at vurderingen af, om betingelsen er opfyldt, og opgørelsen af den overskydende indkomst, der skal beskattes som almindelig indkomst, skal ske under ét for koncernforbundne rederier. Den beregnede overskydende indkomst fordeles forholdsmæssigt mellem de koncernselskaber, der overskrider 50 pct.-grænsen. Dette svarer til fordelingen efter de gældende §§ 6 a og 7. Bestemmelsen henviser til rederier, der skal træffe samme valg for så vidt angår tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk. 1. Når et rederi, der udøver bestemmende indflydelse over, eller hvorover der udøves en bestemmende indflydelse af et andet rederi, eller når samme fysiske eller juridiske personer udøver bestemmende indflydelse over flere rederier, skal samtlige således koncernforbundne rederier, herunder udenlandske sambeskattede rederier, jf. selskabsskattelovens §§ 31, 31 A og 32, træffe samme valg, for så vidt angår anvendelse af tonnageskatteordningen, jf. § 3, stk.

1. Ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder som omhandlet i ligningslovens § 2, stk. 2. Rederier kan dog undlade at træffe samme valg, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Efter det foreslåede § 6, stk. 3, 4. pkt., medregnes ikke udlejning eller videreudlejning uden besætning (bareboat-udlejning), der sker mellem koncernforbundne selskaber, der er hjemmehørende i en EU- eller EØS-medlemsstat. Det er således angivet i Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) 6795, at koncernintern bareboat-udlejning inden for EU- eller EØS er støtteberettiget uden begrænsning og ikke påvirker vurderingen af, om betingelserne for bareboat-udlejning er opfyldt.

Hvis en del af et rederis indtjening skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, skal der efter forslaget til tonnageskattelovens § 15, stk. 5, ske en tilsvarende reduktion af den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten), se lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4

For selskaber, der driver rederivirksomhed, følger det af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, at indkomst kan omfattes af tonnageskatteordningen, når den kan henføres til rederivirksomheden eller til visse former for virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil (tilknyttet virksomhed).

For selskaber, der driver operatørvirksomhed, findes der særskilte regler om adgang til at opgøre den skattepligtige indkomst ved operatørvirksomheden efter reglerne i tonnageskatteloven. Den indkomst, der herved kan omfattes, er indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed med administration af besætning og teknisk ledelse af skibe, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Hvis et rederi har valgt beskatning under tonnageskatteordningen, opgøres indkomsten ved rederivirksomheden ikke som forskellen mellem skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter. I stedet opgøres den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten) skematisk som et grundbeløb pr. 100 nettoton pr. påbegyndt døgn, uanset om rederiets skibe er i drift eller ej, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Tonnageskatten opkræves dermed uafhængigt af rederiets faktiske driftsresultat og betales også i år, hvor rederidriften måtte give underskud.

Efter tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke ved opgørelsen af den tonnagebeskattede indkomst foretages fradrag for udgifter, der vedrører den tonnagebeskattede indkomst.

Det er efter tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, en betingelse for, at rederier kan anvende tonnageskatteordningen, at det såkaldte flagkrav er opfyldt.

Flagkravet indebærer, at et rederi – som udgangspunkt – i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og som rederiet havde ved indtræden i ordningen. Dette udgangspunkt fraviges dog i to tilfælde. Det er således ikke et krav, at rederiet skal fastholde eller forøge den nævnte procentandel, hvis den samlede procentandel for alle rederier, der er omfattet af tonnageskatteordningen (landsgennemsnittet), ikke er faldet i gennemsnit over indkomståret. Kravet om fastholdelse eller forøgelse af rederiets egen procentandel gælder heller ikke, hvis mindst 60 pct. af den bruttotonnage, som det pågældende rederi ejer, er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat målt som et gennemsnit over indkomståret.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, gælder flagkravet for de koncernforbundne rederier under et, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4.

Hvis et rederi ikke opfylder flagkravet, følger det af tonnageskattelovens § 6 b, 1. pkt., at indtægt fra den – set i forhold til udgangspunktet for opgørelsen – yderligere andel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret uden for EU eller EØS, skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved siden af flagkravet er det efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., desuden en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis rederiet er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig.

Hvis kravet om et 1:4-forhold ikke er opfyldt, beskattes indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage efter skattelovgivningens almindelige regler.

Både reglen om manglende opfyldelse af flagkravet og reglen om manglende opfyldelse af kravet om et 1:4-forhold henviser som beskrevet til, at en vis andel af rederiernes indtægter – som nærmere opgjort efter bestemmelserne – skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. I tonnageskattelovens øvrige bestemmelser, herunder § 6, stk. 1, § 9 og § 10, stk. 1, henvises der imidlertid til rederiernes indkomst.

Det foreslås på den baggrund, at § 6 b og § 7, stk. 1, præciseres, så det fremgår, at det er en del af rederiets indkomst, der overgår til beskatning efter de almindelige regler.

Den foreslåede præcisering er i overensstemmelse med forarbejderne til de to bestemmelser, hvoraf fremgår, at det netop er indkomst hidrørende fra en eventuel overskydende del af bruttotonnagen, der overgår til beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler. Den foreslåede ændring er desuden i overensstemmelse med praksis, hvor begrebet indtægt ved reglernes anvendelse er fortolket som indkomst.

Til nr. 5

For selskaber, der driver rederivirksomhed, er det efter tonnageskattelovens § 6 a, stk. 1, en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at det såkaldte flagkrav er opfyldt.

Flagkravet indebærer, at et rederi – som udgangspunkt – i gennemsnit over et indkomstår skal fastholde eller forøge den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat, og som rederiet havde ved indtræden i ordningen. Dette udgangspunkt fraviges dog i to tilfælde. Det er således ikke et krav, at rederiet skal fastholde eller forøge den nævnte procentandel, hvis den samlede procentandel for alle rederier, der er omfattet af tonnageskatteordningen (landsgennemsnittet), ikke er faldet i gennemsnit over indkomståret. Kravet om fastholdelse eller forøgelse af rederiets egen procentandel gælder heller ikke, hvis mindst 60 pct. af den bruttotonnage, som det pågældende rederi ejer, er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat målt som et gennemsnit over indkomståret.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, gælder flagkravet for de koncernforbundne rederier under ét, jf. tonnageskattelovens § 6 a, stk. 4.

Hvis et rederi ikke opfylder flagkravet, følger det af tonnageskattelovens § 6 b, 1. pkt., at indtægt fra den – set i forhold til udgangspunktet for opgørelsen – yderligere andel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der er registreret uden for EU eller EØS, skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Efter § 6 b, 2. pkt., beregnes indtægten fra den yderligere andel af bruttotonnagen som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den yderligere andel af bruttotonnagen og på den anden side hele den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven.

Bruttoindtjeningen efter § 6 b, 2. pkt., udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 6 b, 2. pkt.

Den således opgjorte andel af den samlede bruttoindtjening medregnes ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst uanset om bruttoindtjeningen er positiv eller negativ. Hvis bruttoindtjeningen er negativ, opnår rederiet dermed et fradrag i den indkomst, der beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, hvis flagkravet ikke er opfyldt.

Det foreslås, at § 6 b, 2. pkt., ændres, så der ikke henvises til den samlede bruttoindtjening, men til den samlede positive bruttoindtjening. Det betyder, at der fremover i tilfælde, hvor flagkravet ikke er opfyldt, alene vil skulle ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en del af den samlede bruttoindtjening, hvis bruttoindtjeningen er positiv.

Hvis den samlede bruttoindtjening derimod er negativ, skal der efter forslaget ikke fremover ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Ved siden af flagkravet er det efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., desuden en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis rederiet er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig.

Hvis kravet om et 1:4-forhold ikke er opfyldt, beskattes indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage efter skattelovgivningens almindelige regler.

Efter § 7, stk. 1, 2. pkt., beregnes indtægten som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den del af den lejede tonnage, der overstiger fire gange egentonnagen, og på den anden side den samlede tonnage, som rederiet har til sin rådighed. Andelen medregnes ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst, uanset om den samlede bruttoindtjening er positiv eller negativ.

Bruttoindtjeningen efter § 7, stk. 1, 2. pkt., udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 6 og ved virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil, jf. § 10, stk. 2. Dette følger af, at tonnageskatteordningen for rederier både omfatter indkomst ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed, jf. tonnageskattelovens § 6, stk. 1, der henviser til lovens §§ 9-15.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 7, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås, at § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres, så der ikke henvises til den samlede bruttoindtjening, men til den samlede positive bruttoindtjening. Det betyder, at der fremover i tilfælde, hvor 1:4-forholdet ikke er opfyldt, alene vil skulle ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en del af den samlede bruttoindtjening, hvis bruttoindtjeningen er positiv.

Hvis den samlede bruttoindtjening derimod er negativ, skal der efter forslaget ikke fremover ske beskatning efter de almindelige regler af en del heraf.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er, at denne mulighed for at fradrage en del af et underskud ved rederivirksomhed i den almindeligt beskattede indkomst, ikke vurderes at være i overensstemmelse med hensigten med tonnageskatteordningen, hvis udgangspunkt er, at de omfattede aktiviteter netop ikke skal kunne føre til fradrag. Desuden indebærer de gældende regler en risiko for, at rederier, hvis virksomhed giver underskud, aktivt kan vælge ikke at opfylde de omhandlede betingelser med henblik på at opnå fradrag for underskuddet.

Til nr. 6

Det er efter tonnageskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., en betingelse, at den bruttotonnage, som et rederi i gennemsnit over et indkomstår har til rådighed fra lejede skibe, ikke er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv.

Hvis et rederi er koncernforbundet med andre rederier, kan rederierne vælge at opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller at opgøre forholdet for de enkelte rederier hver for sig, jf. tonnageskattelovens § 7, stk. 2.

Efter den foreslåede ændring af § 7, stk. 2, vil det ikke fremover være valgfrit for koncernforbundne rederier, om de vil opgøre forholdet for de koncernforbundne rederier under ét eller for de enkelte rederier hver for sig. Opgørelsen vil således fremover skulle ske for de koncernforbundne rederier på konsolideret basis, ligesom det allerede gælder ved vurderingen af, om flagkravet er opfyldt.

Baggrunden for forslaget er, at valgfriheden kan indebære en risiko for spekulation. Der vil således bl.a. kunne spekuleres i, at koncernforbundne rederier, der på konsolideret basis opfylder 1:4-kravet, vælger at placere underskudsgivende virksomhed i et koncernselskab, der – vurderet for sig selv – ikke opfylder 1:4-kravet. Derved kan der opnås fradrag for underskuddet ved opgørelsen af den almindeligt beskattede indkomst.

Til nr. 7 og 8

For selskaber, der driver rederivirksomhed, følger det af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, jf. § 10, stk. 1, at indkomst kan omfattes af tonnageskatteordningen, når den kan henføres til rederivirksomheden eller til visse former for virksomhed, der udøves i nær tilknytning hertil (tilknyttet virksomhed).

De former for virksomhed, der kan anses for tilknyttet virksomhed, er opregnet i tonnageskattelovens § 10, stk. 2. Der er ved opregningen foretaget en snæver afgrænsning for at målrette ordningen.

Hensynet til at målrette ordningen ligger også bag det gældende krav om, at indkomst ved tilknyttet virksomhed alene kan omfattes af ordningen, hvis virksomheden udøves af et rederi i nær tilknytning til rederiets egen rederivirksomhed. Hvis virksomheden derimod udøves af et selskab, der ikke samtidig udøver den rederivirksomhed, hvortil virksomheden har en nær tilknytning, kan indkomsten ikke omfattes af ordningen og vil i stedet skulle beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Der stilles ikke efter gældende regler krav til forholdet mellem størrelsen af et rederis indkomst ved tilknyttet virksomhed og indkomsten ved rederivirksomheden. Hvis et rederi har indkomst ved tilknyttet virksomhed, der er større end indkomsten ved rederivirksomheden, er begge typer indkomst således omfattet af tonnageskatteordningen.

Det foreslås, at § 10, stk. 2, ændres, så der henvises til det foreslåede nye § 10, stk. 3, der indebærer, at et rederi, hvis omsætning ved tilknyttet virksomhed udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning, vil blive beskattet af indkomst fra den overskydende del efter skattelovgivningens almindelige regler. Den overskydende indkomst beregnes som en andel af den samlede positive bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler.

Med de foreslåede ændringer vil adgangen til at henføre indkomst ved tilknyttet virksomhed til beskatning under tonnageskatteordningen fremover være yderligere begrænset.

Begrænsningen foreslås, for at ordningen fortsat kan leve op til de betingelser, der fremgår af Kommissionens afgørelsespraksis, som der er henvist til i Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2018. Det følger således af punkt 41 i Kommissionens afgørelse, at det er en betingelse for tonnageskatteordningens fortsatte godkendelse, at indkomst oppebåret af den enkelte støttemodtager fra tilknyttede aktiviteter, som kan tonnagebeskattes, udgør mindre end 50 pct. af den samlede tonnagebeskattede indkomst.

Der foreslås ikke en ændring af afgrænsningen af de former for virksomhed, der efter gældende regler kan anses for tilknyttet virksomhed. Kommissionen har således under behandlingen af notifikationen tilkendegivet, at den ikke har indvendinger imod afgrænsningen, hvis der indføres en betingelse om, at indkomsten ved tilknyttet virksomhed skal udgøre mindre end 50 pct. af den samlede indkomst ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed.

Det foreslås, at bedømmelsen af, om indkomst ved tilknyttet virksomhed udgør mindre end 50 pct. af den samlede indkomst ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed, foretages på baggrund af rederiets omsætning ved de to typer af virksomhed. I den forbindelse sidestilles avance ved afhændelse af skibe og skibskontrakter, der er omfattet af tonnageskatteordningen som tilknyttet virksomhed, med omsætning.

Hvis omsætningen ved den tilknyttede virksomhed med tillæg af avancer ved salg af tonnagebeskattede skibe og skibskontrakter udgør 50 pct. eller mere af den samlede omsætning ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed, beskattes en forholdsmæssig del af rederiets samlede positive bruttoindtjening ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed efter skattelovgivningens almindelige regler. Den forholdsmæssige del beregnes som forholdet mellem på den ene side den del af omsætningen ved tilknyttet virksomhed med tillæg af de nævnte avancer, der overstiger 50 pct. af den samlede omsætning, og på den anden side den samlede omsætning ved rederivirksomhed og tilknyttet virksomhed.

Den samlede bruttoindtjening efter den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3, udgøres af rederiets bruttoindtjening ved rederivirksomhed og ved tilknyttet virksomhed.

Hvis et rederi ved siden af sin rederivirksomhed tillige driver operatørvirksomhed som omhandlet i tonnageskattelovens § 21 a, indgår bruttoindtjeningen fra operatørvirksomheden ikke i bruttoindtjeningen efter § 10, stk. 3.

Efter gældende regler skal rederier også opgøre den samlede bruttoindtjening, hvis betingelserne vedrørende fastholdelse eller forøgelse af EU- eller EØS-flagandelen eller vedrørende forholdet mellem egen og lejet tonnage ikke er opfyldt, og en del af indkomsten – opgjort på grundlag af bruttoindtjeningen – derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 9

Det følger af tonnageskattelovens § 9, at rederier, der anvender tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og almindeligt beskattet indkomst hver for sig.

Efter tonnageskattelovens § 10, stk. 3, udgør den almindeligt beskattede indkomst sammen med indkomsten ved rederivirksomhed, jf. § 10, stk. 1, og indkomsten ved tilknyttet virksomhed, jf. § 10, stk. 2, rederiets samlede skattepligtige indkomst.

Som følge af forslaget til den nye bestemmelse i tonnageskattelovens § 10, stk. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, foreslås det, at bestemmelsen i § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres, så der også henvises til indkomst omfattet af den foreslåede § 10, stk. 3.

Til nr. 10

Det følger af tonnageskattelovens § 9, at rederier, der anvender tonnageskatteordningen, skal opgøre tonnagebeskattet indkomst og almindeligt beskattet indkomst hver for sig.

De to former for indkomst udgør sammen rederiets samlede skattepligtige indkomst, der beskattes med selskabsskattesatsen efter selskabsskattelovens § 17, stk. 1.

Den indkomst, der ikke er omfattet af tonnageskatteordningen, opgøres og beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Den indkomst, der tonnagebeskattes, opgøres ikke som forskellen mellem skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter. I stedet opgøres indkomsten skematisk som et grundbeløb pr. 100 nettoton pr. påbegyndt døgn, uanset om rederiets skibe er i drift eller ej, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Tonnageskatten opkræves dermed uafhængigt af rederiets faktiske driftsresultat og betales også i år, hvor rederidriften måtte give underskud.

Efter tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 1. pkt., kan der ikke ved opgørelsen af den tonnagebeskattede indkomst (skalaindkomsten) foretages fradrag for udgifter, der vedrører den tonnagebeskattede indkomst. Hvis en udgift både vedrører indkomst, der kan tonnagebeskattes, og anden indkomst, fordeles udgiften forholdsmæssigt efter rederiets samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. tonnageskattelovens § 15, stk. 3, 2. pkt. Denne fordelingsregel er en undtagelsesbestemmelse med et begrænset anvendelsesområde, og fordeling efter bestemmelsen sker først, når der er sket fordeling efter almindelige principper om rette udgiftsbærer samt i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. tonnageskattelovens § 13, stk. 2.

Det følger af Den Juridiske Vejledning 2019-1, afsnit C·D·8.8.3.4, at skalaindkomsten nedsættes, hvis et rederi ikke har opfyldt kravet om, at der består et forhold på mindst 1:4 mellem rederiets egen og lejede tonnage, og en del af bruttoindtjeningen derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Den Juridiske Vejledning henviser i den forbindelse til Skatteforvaltningens styresignal i SKM2015·295·SKAT, hvorefter skalaindkomsten i sådanne tilfælde nedsættes med en andel, der svarer til den andel, hvormed rederiets lejede tonnage overstiger 1:4-forholdet.

Styresignalet vedrører alene tilfælde, hvor 1:4-forholdet ikke er opfyldt, og ikke tilfælde, hvor kravet om, at en vis andel af rederiets tonnage er registreret i en EU- eller EØS-medlemsstat (flagkravet), ikke er opfyldt. Hvis flagkravet ikke er opfyldt, og en andel af bruttoindtjeningen derfor skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, sker der derfor ikke en regulering af skalaindkomsten.

Der foreslås et nyt § 15, stk. 5, hvorefter den skattepligtige indkomst opgjort efter § 15, stk. 1, nedsættes, hvis der i medfør af § 6, stk. 3, § 6 b, eller § 7, stk. 1, skal ske beskatning efter skattelovgivningens almindelige regler af en andel af den samlede positive bruttoindtjening ved virksomhed omfattet af ordningen. Det betyder, at der i tilfælde, hvor en del af et rederis bruttoindtjening ved rederivirksomheden skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, skal ske en tilsvarende reduktion af skalaindkomsten. Dette foreslås for at forhindre, at samme indtægt reelt beskattes to gange.

Der vil dog efter forslaget ikke skulle ske en reduktion af skalaindkomsten i tilfælde, hvor en del af et rederis positive bruttoindtjening skal beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler som følge af, at den foreslåede begrænsning i adgangen til at henføre indkomst ved tilknyttet virksomhed til beskatning under tonnageskatteordningen ikke er overholdt. Det skyldes, at der i dette tilfælde ikke vil ske en dobbelt beskatning af samme indtægt, da der ikke beregnes skalaindkomst vedrørende indkomst fra tilknyttet virksomhed.

Til nr. 11

Efter tonnageskattelovens § 21 a, stk. 2, 2. pkt., er det en betingelse for at være omfattet af tonnageskatteordningen, at de omfattede skibe strategisk og forretningsmæssigt drives fra en EU-medlemsstat.

Det foreslås, at § 21 a, stk. 2, 2. pkt., ændres, således at skibe fremover kan drives strategisk og forretningsmæssigt også fra en eller flere stater, der er medlem af EØS.

De foreslåede ændringer har til formål at sikre, at reglerne om strategisk og forretningsmæssig drift fortsat er i overensstemmelse med EU-retten.

Til nr. 12

De gældende regler i tonnageskattelovens § 22 indeholder kontrolbestemmelser, hvorefter rederier og operatørselskaber er undergivet en række oplysningspligter og materielle betingelser for at kunne anvende tonnageskatteordningen. Herudover skal rederier og operatørselskaber i henhold til skattekontrolloven afgive en række oplysninger om selskabets indkomst.

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 1. pkt. skal rederiet årligt vedlægge revisorerklæringer for koncernforbundne selskaber, hvor de har undladt at træffe samme valg om tonnageskatteordningen, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Rederiet skal hvert år til brug for kontrollen af flagkravet vedlægge oplysninger om, i hvilket omfang den af rederiet i årets løb ejede bruttotonnage, der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 2. pkt. Desuden skal rederiet det første år, hvor flagkravet finder anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af rederiet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som på basisdatoen var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 3. pkt.

Rederiet skal årligt vedlægge en revisorerklæring om, at udlejede skibe på bareboat-vilkår overholder betingelserne om, at rederiet i forbindelse med forbigående overskudskapacitet udlejer skibe i en periode på højst 3 år, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 1, 1. pkt. Hvis et rederi udlejer skibe på time-charter vilkår eller bareboat-vilkår, skal revisoren desuden hvert år afgive erklæring om, at lejeren kun anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven, hvis skibet blev anvendt til samme formål som udlejeren selv, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 2.

Skatteforvaltningen har en række kontrolbeføjelser ved manglende opfyldelse af oplysningspligten. En manglende opfyldelse af tonnageskattelovens kontrolbestemmelser – i forhold til afgivelse af oplysninger – kan give udslag i bøder, hvorimod manglende opfyldelse af de materielle betingelser kan betyde, at en andel af rederiets indkomst beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved manglende opfyldelse af tonnageskattelovens øvrige materielle betingelser afhænger konsekvensen af, hvilken betingelse der er tale om, f.eks. vil en manglende opfyldelse af flagkravet medføre, at en andel af rederiets indkomst overgår fra tonnagebeskatning til beskatning efter de almindelige regler.

Det foreslås at indsætte et nyt § 22, stk. 1, 4. pkt., hvorefter det bliver en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at rederiet skal oplyse at overholde samtlige betingelser i tonnageskatteloven. Denne betingelse er stillet af Kommissionen ved afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) i sag SA·45300 (2016/N) i forbindelse med godkendelsen af tonnageskatteordningen til at finde anvendelse for en række specialskibe. Oplysningen skal omfatte samtlige betingelser, der gælder for anvendelse af tonnageskatteordningen, herunder omfattede aktiviteter, flagkrav, overholdelse af tærskler for andelen af bareboat-udlejet tonnage og for indkomst fra tilknyttede aktiviteter m.v.

Det bemærkes, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet kan fastsætte, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen der skal fremgå af oplysningsskemaet, og i hvilken form oplysningerne skal angives, jf. skattekontrolloven § 6, stk. 1. I praksis sker det ved godkendelse af årets oplysningsskema.

En manglende opfyldelse af den foreslåede oplysningspligt vil følge gældende ret i forhold til afgivelse af oplysninger, som f.eks. kan give udslag i bøder. Hvis rederiet herudover ikke opfylder de materielle betingelser, afhænger konsekvenserne af, hvilke betingelser der er tale om.

Til nr. 13

Det følger af tonnageskattelovens § 22, stk. 2, at det ved udlejning af skibe er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at lejeren af skibet ifølge lejekontrakten alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og at en revisor årligt skal afgive en erklæring om, at betingelserne i tonnageskattelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at udforme lejekontrakter, der indeholder en beskrivelse af skibets aktiviteter, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Kontrakterne er standardkontrakter, der er globalt bestemt ud fra branchekutymer og internationale handelsbestemmelser, og disse indeholder ikke beskrivelser af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til.

Det foreslås derfor at justere bestemmelsen i § 22, stk. 2, således at det ved udlejning af skibe er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at rederiet kan fremlægge dokumentation for, at lejeren af skibet alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og at en revisor årligt afgiver erklæring om, at betingelserne i § 6, stk. 2, 1. pkt., er opfyldt.

Der er ikke med justeringerne af bestemmelserne påtænkt ændringer af Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere, om et skib alene anvendes til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven.

Dokumentation kan være lejekontrakter, der indeholder en afgrænsning af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Endvidere kan dokumentationen være en erklæring fra lejeren eller ejeren på, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven. Videre kan dokumentationen være udskrift fra logbøger.

Hvis rederiet ikke kan dokumentere, at lejeren har anvendt skibet til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven, vil indkomsten fra skibet ikke kunne henføres til tonnageskatteordningen, men vil i stedet blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 14

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 3, er det en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at ejeren eller lejeren af skibet ifølge operatørkontrakten alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er endvidere en betingelse, at det fremgår af operatørkontrakten, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret.

Det har imidlertid vist sig vanskeligt at udforme operatørkontrakter, der indeholder en beskrivelse af skibets aktiviteter, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Kontrakterne er standardkontrakter, der er globalt bestemt ud fra branchekutymer og internationale handelsbestemmelser, og disse indeholder ikke beskrivelser af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til.

Det foreslås derfor at justere bestemmelsen i § 22, stk. 3, således at det er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen, at operatørselskabet kan fremlægge dokumentation for, at ejeren eller lejeren af skibet alene må anvende skibet til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Det er endvidere en betingelse, at dokumentationen indeholder oplysning om, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret.

Der er ikke med justeringerne af bestemmelserne påtænkt ændringer af Skatteforvaltningens mulighed for at kontrollere, om et skib alene anvendes til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven.

Dokumentation kan være operatørkontrakter, der indeholder en afgrænsning af, hvilke aktiviteter et skib må anvendes til, som kan være omfattet af tonnageskatteloven. Endvidere kan dokumentationen være en erklæring fra ejeren eller lejeren på, at skibet kun har været anvendt til aktivitet, som kan omfattes af tonnageskatteloven. Videre kan dokumentationen være udskrift fra logbøger.

Hvis operatørselskabet ikke kan dokumentere, at ejeren eller lejeren har anvendt skibet til formål, som kan være omfattet af tonnageskatteloven, da vil indkomsten fra skibet ikke kunne henføres til tonnageskatteordningen, men vil i stedet blive beskattet efter skattelovgivningens almindelige regler.

Til nr. 15

De gældende regler i tonnageskattelovens § 22 indeholder kontrolbestemmelser, hvorefter rederier og operatørselskaber er undergivet en række oplysningspligter og materielle betingelser for at kunne anvende tonnageskatteordningen. Herudover skal rederier og operatørselskaber i henhold til skattekontrolloven afgive en række oplysninger om selskabets indkomst.

Efter tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 1. pkt., skal operatørselskabet årligt vedlægge revisorerklæringer for koncernforbundne selskaber, hvor de har undladt at træffe samme valg om tonnageskatteordningen, når de ikke har fælles ledelse eller driftsorganisation, og de ikke driver virksomhed inden for beslægtede forretningsområder.

Operatørselskabet skal hvert år til brug for kontrollen af flagkravet vedlægge oplysninger om, i hvilket omfang den af operatørselskabet i årets løb ejede bruttotonnage, der er anvendt til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, har været registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, henholdsvis uden for EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 2. pkt. Desuden skal operatørselskabet det første år, hvor flagkravet finder anvendelse, vedlægge oplysning om den procentdel af den af operatørselskabet ejede bruttotonnage, der anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, og som på basisdatoen var registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 4, 3. pkt.

Det er en betingelse for anvendelse af tonnageskatteordningen for operatørselskaber, at ejeren eller lejeren af skibet ifølge en operatørkontrakt alene anvender skibet til formål, som ville kunne omfattes af tonnageskatteloven. Desuden skal det fremgå af operatørkontrakten, fra hvilken stat skibet strategisk og forretningsmæssigt drives, og i hvilken stat skibet er registreret, jf. tonnageskattelovens § 22, stk. 3.

Skatteforvaltningen har en række kontrolbeføjelser ved manglende opfyldelse af oplysningspligten. En manglende opfyldelse af tonnageskattelovens kontrolbestemmelser – i forhold til afgivelse af oplysninger - kan give udslag i bøder, hvorimod manglende opfyldelse af de materielle betingelser kan betyde, at en andel af operatørselskabets indkomst beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Ved manglende opfyldelse af tonnageskattelovens materielle betingelser afhænger konsekvensen af, hvilken betingelse der er tale om f.eks. vil en manglende opfyldelse af flagkravet medfører, at en andel af operatørselskabets indkomst overgår fra tonnagebeskatning til beskatning efter de almindelige regler.

Det foreslås at indsætte et nyt § 22, stk. 4, 4. pkt., hvorefter det bliver en betingelse for at anvende tonnageskatteordningen, at operatørselskabet skal oplyse at overholde samtlige betingelser i tonnageskatteloven. Denne betingelse er stillet af Kommissionen ved afgørelse af 12. oktober 2018 C(2018) i sag SA·45300 (2016/N) i forbindelse med godkendelsen af tonnageskatteordningen til at finde anvendelse for en række specialskibe. Oplysningen skal omfatte samtlige betingelser, der gælder for anvendelse af tonnageskatteordningen, herunder omfattede aktiviteter, flagkrav, overholdelse af tærskler for tilknyttede aktiviteter m.v.

Det bemærkes, at skatteministeren efter indstilling fra Skatterådet kan fastsætte, hvilke oplysninger af betydning for skatteansættelsen der skal fremgå af oplysningsskemaet, og i hvilken form oplysningerne skal angives, jf. skattekontrolloven § 6, stk. 1. I praksis sker det ved godkendelse af årets oplysningsskema.

En manglende opfyldelse af den foreslåede oplysningspligt vil følge gældende ret i forhold til afgivelse af oplysninger, som f.eks. kan give udslag i bøder. Hvis operatørselskabet herudover ikke opfylder de materielle betingelser, afhænger konsekvenserne af, hvilke betingelser der er tale om.