LOV nr 2601 af 28/12/2021
Justitsministeriet
Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 21
I lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme, som ændret ved lov nr. 796 af 9. juni 2020, § 2 i lov nr. 782 af 4. maj 2021 og § 2 i lov nr. 2381 af 14. december 2021, foretages følgende ændring:
1. § 22 b ophæves.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 21
Ved lov nr. 796 af 9. juni 2020 blev § 22 b indsat i lov om erhvervsfremme (lov nr. 1518 af 18. december 2018).
Det fremgår af § 22 b, stk. 1, at Erhvervsstyrelsens ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, der har tilknytning til underretninger vedrørende de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, og som hidrører fra Hvidvasksekretariatet.
Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.
Med lovforslagets § 3, nr. 5, foreslås det at udstrække tavshedspligten vedrørende oplysninger, som hidrører fra underretninger efter hvidvasklovens § 26, til ansatte ved alle offentlige myndigheder.
Det fremgår således af den foreslåede § 38 a, stk. 1, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som hidrører fra en underretning efter § 26.
Det fremgår endvidere af den foreslåede § 38 a, stk. 2, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.
Den foreslåede § 38 a omfatter således de situationer, der hidtil har været omfattet af § 22 b i lov om erhvervsfremme.
Med lovforslagets § 21 foreslås det derfor at ophæve § 22 b i lov om erhvervsfremme.
Med den foreslåede § 38 a er der ikke tilsigtet ændringer i forhold til, hvad der i dag er gældende for Erhvervsstyrelsens ansatte, jf. § 22 b i lov om erhvervsfremme.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.