Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 13, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at § 82, nr. 13, ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede stk. 2 i § 82, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2

Efter straffelovens § 82, nr. 13, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at der indsættes et stk. 2 i straffelovens § 82 , der vedrører muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse.

Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan det ved straffens fastsættelse indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Af det foreslåede stk. 2, 2. pkt ., følger det, at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Bestemmelsen vil sammen med den samtidige ophævelse af straffelovens § 82, nr. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, indebære, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede § 82, stk. 2.

Ved afgørelse af, om straffastsættelse vil være i strid med EMRK artikel 6, jf. det foreslåede § 82, stk. 2, kan det tillægges vægt, om gerningsmanden under sagen har fremsat anmodning om fastsættelse af et tidspunkt for hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 152 a, eller har indbragt spørgsmålet om sigtelsens varighed for retten, jf. retsplejelovens § 718 b, stk. 1.

Anvendelsesområdet for det foreslåede § 82, stk. 2, i straffeloven kan således navnlig være situationer, hvor den sigtede eller tiltalte har benyttet retsplejelovens retsmidler mod lang sagsbehandlingstid i § 152 a og § 718 b, men hvor disse desuagtet ikke har været effektive mod at sikre, at sagen blev behandlet inden rimelig tid. Det gælder eksempelvis, hvis der ikke har kunnet berammes en hovedforhandling inden rimelig tid uanset tiltaltes anmodning efter § 152 a.

Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om straffastsættelsen vil være i strid med EMRK artikel 6. Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder.

Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a. Simeonovi mod Bulgarien, dom af 12. maj 2017, præmis 111, og Abboud mod Belgien, dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland, dom af 15. juli 2002, præmis 124, og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003, præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD’s praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herunder navnlig domstolenes«, jf. Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen.

Ud fra EMD’s praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse. Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005, præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a. Satakunnan Markkinapörssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27. juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i én instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD’s praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen, men den kan dog retfærdiggøres konkret.

EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf. EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen, dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke få betydning for anvendelse af andre strafnedsættelsesgrunde i § 82.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af straffelovens § 83, 1. pkt., at straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan straffen bortfalde under i øvrigt formildende omstændigheder.

Efter gældende ret anvendes straffelovens § 83 bl.a. i tilfælde, hvor sagen ikke har været afgjort inden rimelig tid, uden at dette kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at der indsættes et 3. pkt. i straffelovens § 83 , hvoraf det følger, at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Formålet med ændringen er at begrænse anvendelsen af straffelovens § 83, så bestemmelsen kun kan anvendes til strafnedsættelse under den foreskrevne strafferamme og til strafbortfald på de samme betingelser, som foreskrives i det foreslåede § 82, stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at sagsbehandlingstiden kun kan medføre nedsættelse af straffen under den foreskrevne strafferamme eller bortfald, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden for en rimelig frist.

Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a. Simeonovi mod Bulgarien, dom af 12. maj 2017, præmis 111, og Abboud mod Belgien, dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland, dom af 15. juli 2002, præmis 124, og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003, præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD’s praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herunder navnlig domstolenes«, jf. Jon F. Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen.

Ud fra EMD’s praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6. Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse. Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005, præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a. Satakunnan Markkinapörssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27. juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i én instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD’s praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen, men den kan dog retfærdiggøres konkret.

EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf. EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen, dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling.

Den foreslåede ændring vil ikke få betydning for anvendelsen af straffelovens § 83 i andre situationer, der ikke vedrører sagsbehandlingstidens betydning for strafnedsættelse under den foreskrevne strafferamme eller for strafbortfald.

Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

Det fremgår af straffelovens § 119, at den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Med lovforslaget foreslås det, at der indsættes et 2. pkt. i straffelovens § 119, stk. 3 , hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel om vold efter stk. 1 har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse, hvis gerningen har baggrund i den forurettedes »lovlige« ytringer, eller hvis formålet er at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed gennem lovlige ytringer i den offentlige debat. Det forudsættes, at »lovlige« ytringer forstås i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7, og det omfatter således f.eks. ikke situationer, hvor gerningen er foretaget på baggrund af ytringer, der er i strid med straffelovens § 136, stk. 1, om at opfordre til en forbrydelse, straffelovens § 266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, eller straffelovens § 267 om injurier.

Formålet med ændringen er at skærpe straffen for trusler, herunder digitale trusler, der har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat.

Strafskærpelsen vil konkret medføre, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for tilsvarende trusler.

Det betyder, at en sag om trusler mod ytringsfriheden efter straffelovens § 119, der i dag ville blive afgjort med 30 dages fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle afgøres med 60 dages fængsel, hvis truslen har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat. Straffelovens § 119, stk. 3, 1. pkt., finder fortsat anvendelse, og der skal derfor ved straffens fastsættelse også lægges vægt på den betydning, som truslen kan have for forurettedes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede ændring alene finder anvendelse på tilfælde af trussel om vold efter straffelovens § 119, stk. 1. Der er ikke herved tilsigtet en tilsvarende skærpelse af straffen for vold efter straffelovens § 119, stk. 1.

Det bemærkes endvidere, at straffelovens § 81, nr. 7, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, fremover ikke vil finde anvendelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 119 for så vidt angår trusler.

Det bemærkes desuden, at en trussel, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter omstændighederne vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse i § 119, stk. 3, 2. pkt., vil finde anvendelse i tilfælde, hvor truslen er fremsat med henblik på at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige debat. I sådanne tilfælde vil der således skulle straffes i medfør af den foreslåede bestemmelse, selv om forholdet efter omstændighederne også ville kunne straffes efter straffelovens § 260.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte den beskyttede personkreds efter straffelovens § 119, der deltager i den offentlige debat, herunder politikere, politibetjente mv. Strafskærpelsen vil også gælde for digitale trusler. Ved digitale trusler forstås trusler fremsat gennem internettet, herunder hvor digitale medier som e-mail, sociale medier, blogs og hjemmesider bruges til at true nogen.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten og modtager trusler som en reaktion herpå, samt tilfælde, hvor forurettede forud for en mulig ytring trues til at tie. Bestemmelsen vil finde anvendelse for trusler, der har til formål at afholde forurettede fra at deltage i den offentlige debat. Udenfor falder tilfælde, hvor truslen har til formål at forhindre den forurettede i at ytre sig under rent private former.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte tilfælde, hvor politikere udtaler sig med henblik på at deltage i debatten og i den forbindelse bliver udsat for trusler som reaktion på ytringen. Den vil endvidere omfatte tilfælde, hvor eksempelvis en politibetjent eller sygeplejerske tager del i debatten og udsættes for trusler. Bestemmelsen vil også gælde tilfælde, hvor en trussel fremsættes over for en person omfattet af den beskyttede personkreds, der har en bestemt politisk eller religiøs overbevisning, og hvor truslen har til formål at forhindre vedkommende i at udtale sig offentligt herom. Strafskærpelsen vil således f.eks. efter omstændighederne kunne omfatte tilfælde, hvor en trussel har til formål at forhindre forurettede i at ytre sig offentligt om f.eks. den pågældendes tilknytning til eller frafald fra en religion, et meningsfællesskab eller en politisk overbevisning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 266, at den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Med lovforslaget foreslås det, at der indsættes et stk. 2 i straffelovens § 266 , hvoraf det fremgår, at det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en trussel har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis gerningen har baggrund i den forurettedes »lovlige« ytringer, eller hvis formålet er at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed gennem lovlige ytringer i den offentlige debat. »Lovlige« ytringer skal forstås i overensstemmelse med straffelovens § 81, nr. 7, og det omfatter således f.eks. ikke situationer, hvor truslen har baggrund i ytringer, der er i strid med straffelovens § 136, stk. 1, om at opfordre til en forbrydelse, straffelovens § 266 b om fremsættelse af udtalelser mv., ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, eller straffelovens § 267 om injurier.

Formålet med ændringen er at skærpe straffen for trusler, herunder digitale trusler, der har baggrund i forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed og deltage i den demokratiske debat.

Strafskærpelsen vil konkret medføre, at der som udgangspunkt skal ske en fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af domstolene for tilsvarende trusler.

Det betyder, at en sag om trusler mod ytringsfriheden efter straffelovens § 266, der i dag ville blive afgjort med 20 dages fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle afgøres med 40 dages fængsel, hvis truslen har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det bemærkes, at straffelovens § 81, nr. 7, hvorefter det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat, fremover ikke vil finde anvendelse i forhold til overtrædelser af straffelovens § 266.

Det bemærkes desuden, at en trussel, der har til formål at forhindre forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat, efter omstændighederne vil kunne indeholde et element af tvang omfattet af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1. Den foreslåede bestemmelse i § 266, stk. 2, vil finde anvendelse i tilfælde, hvor truslen er fremsat med henblik på at afskære forurettede fra at ytre sig i en given sammenhæng i den offentlige debat. I sådanne tilfælde vil der således skulle straffes i medfør af den foreslåede bestemmelse, selv om forholdet efter omstændighederne ville kunne straffes efter straffelovens § 260.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle, der deltager i den offentlige debat, herunder journalister, debattører og andre borgere mv. Bestemmelsen vil også omfatte journalister og lignende, når de som led i deres funktion agerer som formidlere af information, uanset om de deltager i debatten med egne synspunkter eller ej.

Strafskærpelsen vil også gælde for digitale trusler. Ved digitale trusler forstås trusler fremsat gennem internettet, herunder hvor digitale medier som e-mail, sociale medier, blogs og hjemmesider bruges til at true nogen.

Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte tilfælde, hvor forurettede allerede har taget del i debatten og modtager trusler som en reaktion herpå, samt tilfælde, hvor forurettede forud for en mulig ytring trues til at tie. Bestemmelsen vil finde anvendelse for trusler, der har til formål at afholde forurettede fra at deltage i den offentlige debat. Udenfor falder tilfælde, hvor truslen har til formål at forhindre den forurettede i at ytre sig under rent private former.

Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. omfatte tilfælde, hvor en borger udtaler sig med henblik på at deltage i debatten og i den forbindelse bliver udsat for trusler som reaktion på ytringen. Bestemmelsen vil også gælde tilfælde, hvor en trussel fremsættes over for en person, der har en bestemt politisk eller religiøs overbevisning, og hvor truslen har til formål at forhindre vedkommende i at udtale sig offentligt herom. Strafskærpelsen vil således f.eks. efter omstændighederne kunne omfatte tilfælde, hvor en trussel har til formål at forhindre forurettede i at ytre sig offentligt om f.eks. den pågældendes tilknytning til eller frafald fra en religion, et meningsfællesskab eller en politisk overbevisning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af retsplejelovens § 101, stk. 1, 1. pkt., at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 oprettes en Statsadvokat for Særlig Kriminalitet. Statsadvokaten skal føre tilsyn med National enhed for Særlig Kriminalitets komplekse straffesagsbehandling, føre legalitetskontrol, hjælpe med styring og tilskæring af enhedens sager og føre ankesager for landsretterne, jf. dog den foreslåede § 101, stk. 3. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil således i et vist omfang overtage nogle af de opgaver, der allerede ligger hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 1, at ændre § 101, stk. 1, 1. pkt., således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. dog § 101, stk. 3.

På den baggrund foreslås det endvidere med lovforslagets § 2, nr. 2, at indsætte et stk. 3 i retsplejelovens § 101, så Rigsadvokaten kan bemyndige National enhed for Særlig Kriminalitet til i et nærmere bestemt omfang at varetage udførelsen af straffesager ved landsretterne i sager omfattet af enhedens område.

Forslaget er begrundet i et hensyn til de kompetencer, der samles i National enhed for Særlig Kriminalitet og for at sikre størst mulig fleksibilitet ved anklagemyndighedens behandling af komplekse straffesager.

Dette indebærer, at enheden modsat politikredsene forventes at føre visse ankesager i landsretterne. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil i den forbindelse skulle være særlig opmærksom på tilsynsforpligtigelsen i forhold til de ankesager, som enheden er bemyndiget til at varetage.

For en nærmere gennemgang af disse sager henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Til § 110 a

I medfør af retsplejelovens § 110, stk. 1, 1. pkt., er landet inddelt i 12 politikredse. Justitsministeren er politiets øverste foresatte og udøver sine beføjelser gennem rigspolitichefen og politidirektørerne, jf. retsplejelovens § 108, 1. pkt. Rigspolitichefen har ansvar for politiets virksomhed i hele landet og fører tilsyn med politidirektørerne, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1.

De nærmere regler om politiets opgavevaretagelse og organisatoriske struktur findes bl.a. i retsplejelovens kapitel 11.

Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse, jf. retsplejelovens § 98, stk. 1.

Det følger af retsplejelovens § 95, at de offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektørerne samt de personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af straffesager.

Rigsadvokaten varetager udførelsen af straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 99, stk. 1. Statsadvokaterne varetager som udgangspunkt udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. retsplejelovens § 101, stk. 1, 1 pkt., mens politidirektørerne og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, som udgangspunkt varetager udførelsen af straffesager ved byretterne, jf. retsplejelovens § 104, stk. 1, 1. pkt.

De nærmere regler om anklagemyndighedens opgavevaretagelse og organisatoriske struktur findes bl.a. i retsplejelovens kapitel 10.

Politiets og anklagemyndighedens organisering er løbende blevet udviklet i takt med det ændrede kriminalitetsbillede. Derfor er der over tid etableret flere landsdækkende enheder og regionale opgavefællesskaber med forskellige organisatoriske ophæng til håndtering af den mere komplekse kriminalitet, som bl.a. er kendetegnet ved at bevæge sig på tværs af politikredse og landegrænser og ikke mindst i det digitale rum.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er det besluttet, at der som led i videreudviklingen af politiet og anklagemyndigheden etableres en ny National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor de mest specialiserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i politiet og anklagemyndigheden forenes og samles i én enhed.

Med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det derfor bl.a. at indsætte § 110 a som ny bestemmelse i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 a, stk. 1 , at National enhed for Særlig Kriminalitet for hele landet varetager efterforskningen og strafforfølgningen af forbrydelser, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, indebærer kompleks samarbejde med udenlandske retshåndhævende myndigheder, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af særegne metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Det fremgår af den foreslåede § 110 a, stk. 2 , at National enhed for Særlig Kriminalitet ledes af en politidirektør, der har ansvar for enhedens virksomhed.

Der lægges således op til, at enheden organisatorisk forankres på niveau med politikredsene, og at enheden organiseres som politikreds med egen anklagemyndighed med kompetencer til håndtering af den landsdækkende og komplekse opgaveportefølje.

Endelig foreslås det i § 110 a, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke kriminalitetsområder der er omfattet af National enhed for Særlig Kriminalitets område.

Der lægges i den forbindelse op til, at enheden skal varetage efterforskningen og strafforfølgningen af sager om overtrædelse af straffelovens §§ 278-283, §§ 289-304 eller af lovgivning, der regulerer erhvervslivets eller de finansielle markeders forhold, når der kan være grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af særegne metoder, eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Herudover skal enheden varetage internationale straffesager, herunder navnlig sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet, hvor efterforskningen og strafforfølgningen som følge af sagens kompleksitet og internationale aspekt forudsætter en særlig viden om og indsigt i forholdene i udlandet og forudsætter, at der etableres et samarbejde med myndigheder i andre lande, internationale institutioner, organisationer mv.

Enheden overtager dermed forretningerne vedrørende de kriminalitetsområder, der hidtil har hørt under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Med etableringen af enheden samles endvidere også Særlig Efterforskning Vest, Særlig Efterforskning Øst, Grænsecenter Øresund (GCØ) og politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK), samt Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3), Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center (NKC) og dele af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), hvorfor enheden vil have et bredere kompetenceområde end kriminalitetsområderne fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Enheden kommer derfor i et vist omfang til at varetage forretningerne vedrørende komplekse kriminalitetsområder som f.eks. bandekriminalitet, organiseret narkotikahandel og smugling, ulovlig våbenhandel, hvidvask, organiseret skatteunddragelse samt organiseret menneskehandel og menneskesmugling.

Der lægges med den foreslåede § 110 a, stk. 3, op til en fleksibel ordning, hvor justitsministeren inden for rammerne af § 110 a, stk. 1, kan bestemme de kriminalitetsområder, som National enhed for Særlig Kriminalitet skal varetage. Det forudsættes i den forbindelse, at justitsministeren kan bemyndige rigspolitichefen efter drøftelse med rigsadvokaten til at fastsætte den nærmere fordeling mellem National enhed for Særlig Kriminalitet og politikredsene. Opstår der tvivl om, hvorvidt en konkret sag henhører under enheden, forudsættes det, at spørgsmålet afgøres af Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Dette kommer ikke til at berøre den adgang, som statsadvokaten i øvrigt har til at overføre en konkret sag fra en politidirektør til en anden efter retsplejelovens § 104, stk. 3, hvis der eksempelvis er tilfælde af inhabilitet hos enheden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 110 b

Regeringen oprettede i efteråret 2019 Operativt Myndighedsforum med det formål at etablere et tættere og fast operationelt samarbejde, der kan styrke myndighedernes indsats på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet.

På møderne kan de deltagende myndigheder drøfte konkrete sager og dele relevante oplysninger med hinanden. Det Operative Myndighedsforum sikrer således, at de relevante myndigheder får det bedst mulige grundlag for at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, ligesom det giver myndighederne en bedre mulighed for at koordinere fælles indsatser på området.

Med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det bl.a. at indsætte en ny § 110 b i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 b, stk. 1 , at der under ledelse af National enhed for Særlig Kriminalitet oprettes et operativt samarbejde til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Det fremgår videre af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 1. pkt., at tilsynsmyndighederne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme samt told- og skatteforvaltningen deltager i det operative samarbejde.

Herved videreføres det eksisterende Operative Myndighedsforum med en selvstændig juridisk ramme i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 2. pkt., at National enhed for Særlig Kriminalitet kan beslutte, at andre myndigheder end de, der er nævnt i 1. pkt., og virksomheder og personer omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme kan deltage i et operativt samarbejde, jf. stk. 1.

Det forudsættes i den forbindelse, at myndighedernes, virksomhedens eller personens deltagelse har betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Af hensyn til grundlæggende principper om fortrolighedsforholdet mellem advokat og klient og klienternes retssikkerhed i øvrigt fremgår det af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 3. pkt ., at advokater, jf. § 1, stk. 1, nr. 14, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, ikke kan deltage i et operativt samarbejde uanset bestemmelsens stk. 2, 2. pkt.

Der lægges op til en fleksibel ordning for det operative samarbejde, hvor enheden kan beslutte at nedsætte et operativt samarbejde specifikt i forhold til en konkret sag, et givet geografisk område eller nye risici og tendenser på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet eller andre kriminalitetsområder omfattet af samarbejdet i henhold til § 110 b, stk. 8. Deltagerkredsen kan derfor variere fra møde til møde alt efter enhedens skøn. Det er således ikke en forudsætning, at en given myndighed automatisk deltager i et operativt samarbejde, hvis området ikke er af umiddelbar relevans for myndigheden.

Der eksisterer i dag ikke et lovgrundlag, der gør det muligt for private virksomheder, herunder banker og andre finansielle virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, at videregive fortrolige oplysninger til eller i øvrigt deltage i Det Operative Myndighedsforum.

Det fremgår derimod af § 117, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en finansiel virksomhed, der ikke er en sparekasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikringsselskab samt øvrige ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.

Revisorer og revisionsvirksomheder er endvidere underlagt tavshedspligt i samme omfang som offentligt ansatte, jf. § 30, stk. 1, i lov om revisorer og revisionsvirksomheder. Det fremgår af denne bestemmelse, at straffelovens §§ 144, 150-152 f og 155-157 finder tilsvarende anvendelse på revisorer. For så vidt angår disses medarbejdere finder straffelovens §§ 144, 152-152 f og 155 tilsvarende anvendelse.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge skal på forhånd indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten, jf. § 124, stk. 2, i lov om betalinger. Det fremgår dog af § 124, stk. 3, at en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge uanset stk. 2 må behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

Det fremgår endvidere af § 125, stk. 6, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende ikke må videregive betalingsoplysninger til tredjemand, medmindre dette er hjemlet ved anden lovgivning eller det sker i forbindelse med gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion eller udbuddet af en tjeneste, som brugeren har anmodet om, og som ikke er i strid med stk. 2-5.

Der er på baggrund af ovenstående behov for at tilvejebringe et lovgrundlag, således at udvalgte virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 kan videregive oplysninger til og deltage i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår derfor af den foreslåede § 110 b, stk. 3 , at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1 og 2, uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning kan videregive oplysninger til myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at medarbejdere i tilsynsmyndighederne, herunder Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, uanset tavshedspligten fastsat i anden lovgivning kan videregive oplysninger til et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1.

For Finanstilsynets vedkommende vil der således være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 56, stk. 1, § 354 i lov om finansiel virksomhed, § 136 i lov om betalinger, § 224 i lov om kapitalmarkeder, § 175 i lov om investeringsforeninger m.v., § 170 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 17 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, § 27 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, § 15, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, § 13 i lov om ejendomskreditselskaber, § 103 i lov om firmapensionskasser, § 31 i lov om forsikringsformidling, § 19 i lov om forbrugslånsvirksomhed, § 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, § 17, stk. 4, i lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet, § 4, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, § 76 a i lov om arbejdsskadesikring, § 22, stk. 2, i lov om indskyder- og investorgarantiordning, § 10 f i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og § 25, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

For Erhvervsstyrelsens vedkommende vil der således være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 63, stk. 1, og revisorlovens § 48, stk. 1.

For Spillemyndighedens vedkommende vil der være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 69, stk. 1.

Endvidere vil Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen få mulighed for af egen drift at videregive oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 til myndigheder, der deltager i et operative samarbejde, forudsat at oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Videregivelse af oplysninger efter det foreslåede stk. 3 vil f.eks. kunne ske på møder i et operativt samarbejde. Som grundlag for vurderingen af, om en oplysning kan have betydning for en myndigheds opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, vil bl.a. kunne indgå, om oplysningen vil kunne danne grundlag for en underretning efter hvidvasklovens §§ 26 og 28, eller om Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen har fået en underretning fra en samarbejdspartner, f.eks. om et bestyrelsesmedlem eller en direktør, som også ejer andre virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, og hvor en anden myndighed fører tilsyn efter hvidvasklovens bestemmelser. Oplysningerne vil kunne videregives, selv om de ud fra en konkret vurdering ikke vil være relevante for alle de myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen vil få mulighed for efter anmodning og af egen drift fra en af de myndigheder, der deltager i et operativt samarbejde, at videregive oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt, til myndighederne i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Videregivelse efter stk. 3 vil forudsætte, at oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Den anmodende myndighed skal have en formodning om, at oplysningerne kan bidrage til at belyse en potentiel lovovertrædelse, der har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering eller kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Der stilles ikke krav om, at den anmodende myndighed har en konkret mistanke om, at der foreligger en lovovertrædelse.

Med bestemmelsen er det vurderet, at hvis en myndighed er med i samarbejdet, er den pågældende myndighed allerede af den grund en relevant og legitim modtager af oplysningen. Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltning vil eksempelvis ikke skulle foretage en konkret vurdering af, om der vil være hjemmel til at videregive oplysningen af egen drift til alle de i samarbejdet deltagende myndigheder. Myndighederne vil således alene skulle vurdere, om oplysningen er omfattet af bestemmelsen i § 110 b, stk. 3. Det vil ikke i praksis være en forudsætning for videregivelse af oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt, at der foreligger en konkret mistanke om en lovovertrædelse, og at videregivelse må forventes at kunne medvirke til, at lovovertrædelsen konstateres, eller at der foreligger andre lovbestemmelser, der giver andre myndigheder hjemmel til at indhente fortrolige oplysninger. Det vil således også for Spillemyndigheden være muligt af egen drift at videregive oplysninger, der ikke er nødvendige til brug for registrering og kontrol efter spilleloven, f.eks. oplysninger om spillere. Det vil fremover være tilstrækkeligt, at betingelserne i § 110 b, stk. 3, er opfyldt.

Dette vil gælde for oplysninger om både fysiske og juridiske personer. Sådanne oplysninger videregives i dag efter henholdsvis reglerne i forvaltningslovens § 28, jf. § 31, og efter reglerne i databeskyttelsesloven, databeskyttelsesforordningen og særlovgivningen.

Det foreslås således, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen på møder i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, ville kunne videregive oplysninger om identificerede eller identificerbare fysiske og juridiske personer, herunder også følsomme personoplysninger og oplysninger om eventuelle strafbare forhold, uagtet den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17. Det vil alene være oplysninger, som Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen allerede er i besiddelse af, der vil kunne videregives. Spillemyndigheden vil således ikke på baggrund af en anmodning fra en myndighed i et operativt samarbejde skulle indhente nye oplysninger om spillere, spiludbydere og andre tilladelsesindehavere.

Som eksempel kan nævnes, at det i det tilfælde, hvor en af myndighederne, der deltager i et operativt samarbejde, på et møde i samarbejdet, efterspørger oplysninger om en eller flere navngivne personer eller virksomheder, vil det være muligt for Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen at videregive oplysninger om de pågældende personer eller virksomheder, herunder også oplysninger om personer, der er involverede i en virksomhed, som Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen er besiddelse af.

Myndighederne kan fortsat uden for et operativt samarbejde ud fra en konkret vurdering videregive oplysninger efter de almindelige gældende regler i forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og særlovgivningen til de i samarbejdet deltagende myndigheder. Det foreslås ikke at ændre på dette.

Spillemyndigheden kan således eksempelvis af egen drift og efter anmodning videregive oplysninger, ud over hvad der følger af spillelovens § 49, hvis betingelserne for videregivelse efter stk. 3 er opfyldt.

For at sikre et optimalt samarbejde mellem myndighederne og de udvalgte virksomheder og personer tilvejebringes med den foreslåede § 110 b, stk. 4 , en lovhjemmel, der sikrer, at virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 kan dele oplysninger som led i samarbejdet.

Det fremgår heraf, at virksomheder og personer omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme uanset § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 30, stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder og §§ 124 og 125 i lov om betalinger kan videregive oplysninger til myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, kan herved uanset bestemmelsen i § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed videregive fortrolige oplysninger. Efter bemærkningerne til bestemmelsen forstås fortrolige oplysninger som alle oplysninger den finansielle virksomhed er i besiddelse af, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 191-192. Videregivelse af oplysninger skal dog have betydning for opgaven med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, at der indsættes en lovhjemmel, der sikrer, at revisorer og revisionsvirksomheder uanset bestemmelsen i § 30, stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder kan dele fortrolige oplysninger. De deltagende virksomheder og personer kan endvidere uanset bestemmelsen i §§ 124 og 125 i lov om betalinger videregive eksempelvis betalingsoplysninger, hvorved forstås personhenførbare oplysninger om, hvor en bruger har anvendt en betalingstjeneste, og hvad der er blevet købt med betalingstjenesten, jf. § 7, nr. 41, i lov om betalinger.

Deltagerne i Det Operative Myndighedsforum er underlagt tavshedspligt, jf. hvidvasklovens § 74 a, stk. 1. Det fremgår heraf, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, og som deltager i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet, jf. dog § 74 a, stk. 3.

Det fremgår af § 74 a, stk. 2, at tavshedspligten i stk. 1 også gælder i forhold til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til forvaltningsretlige eller databeskyttelsesretlige regler, jf. dog § 74 a, stk. 3.

Det fremgår endvidere af § 74 a, stk. 3, at oplysninger omfattet af stk. 1 efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 1 og 2 er fraveget, på ny anvendelse.

Tilsynsmyndighederne i henhold til hvidvaskloven, herunder Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, kan videregive oplysninger til deltagere i Det Operative Myndighedsforum, jf. hvidvasklovens § 56, stk. 3, nr. 2, og § 63, stk. 3, nr. 2.

Efter skatteforvaltningslovens § 17 (den særlige tavshedspligt) skal skattemyndighederne under ansvar efter straffelovens §§ 152, 152 a og 152 c-152 f, iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Den særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17 er ubetinget og omfatter hele ministerområdets lovgivning, bortset fra lovgivning, der ikke er lovgivning om skatter i bred forstand.

Som følge af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 er skattemyndighedernes, herunder Spillemyndighedens, muligheder for videregivelse af oplysninger begrænset.

Det fremgår på den baggrund af hvidvasklovens § 69 b og § 69 d, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen uanset skatteforvaltningslovens § 17 kan videregive oplysninger til et operativt samarbejde, hvis oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.

De deltagende virksomheder og personers tavshedspligt er nærmere beskrevet ovenfor.

Det er nødvendigt at sikre fortrolige rammer for det operative samarbejde. Det fremgår derfor af den forslåede § 110 b, stk. 5 , at personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet. jf. stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse skal bl.a. sikre, at myndigheder, der modtager oplysninger som led i et operativt samarbejde, er forpligtet til at bevare tavshed herom. Dette gælder bl.a. i forhold til oplysninger, som andre myndigheder måtte modtage fra enheden og Hvidvasksekretariatet, oplysninger fra Skatteforvaltningen eller Spillemyndigheden, som er underlagt den særlige tavshedspligt i Skatteforvaltningslovens § 17, samt oplysninger fra Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, som er underlagt tavshedspligt efter hvidvasklovens §§ 56 og 63.

Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige eller ikke i sig selv er fortrolige, indebærer den foreslåede § 110 b, stk. 5, at deltagerne i et operativt samarbejde er forpligtiget til at bevare tavshed om det forhold, at der er sket en behandling af de pågældende oplysninger som led i samarbejdet.

Den foreslåede bestemmelse udgør en særlig tavshedsforskrift i forhold til oplysninger, der deles i forbindelse med et operativt samarbejde, og indebærer, at oplysningerne som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog stk. 7. Dette gælder også inden for myndighedens egen koncern eller organisation.

Det medfører også, at der som hovedregel ikke kan ske videregivelse efter § 56, stk. 3, § 63 stk. 3, og § 69 stk. 3, i hvidvaskloven. Den særlige tavshedsforskrift indebærer bl.a. en begrænsning i retten til aktindsigt i sådanne oplysninger efter offentlighedslovens § 35. Den særlige tavshedsforskrift indebærer herudover begrænsninger i adgangen til at anvende og videregive de oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, i forhold til oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 110 b, stk. 6 , at tavshedspligten i § 110 b, stk. 5, også gælder i forhold til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 7. Dette drejer sig navnlig om forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler.

Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også finder anvendelse over for de personer og virksomheder, som oplysningerne vedrører. Herved fraviges bl.a. forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24 om begrundelsespligt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5 og 6, om tavshedspligt medfører endvidere, at oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1-4, ikke finder anvendelse, jf. forordningens artikel 14, stk. 5, litra d, for så vidt angår oplysninger, som de pågældende myndigheder, virksomheder og personer modtager i forbindelse med deltagelsen i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Desuden kan sådanne oplysninger i medfør af databeskyttelseslovens § 22, stk. 3, undtages fra indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1.

Ordningen skal sikre den nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne, der kan være af sensitiv og personhenførbar karakter eller omhandle enkelte virksomheders eller kunders forhold, og hvor fortrolighed som udgangspunkt vil være nødvendigt af hensyn til myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Den foreslåede § 110 b, stk. 7, 1. pkt., indeholder en undtagelse til tavshedspligten i stk. 5 og 6. Bestemmelsen indebærer, at oplysninger omfattet af tavshedspligten i stk. 5, efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagene myndigheds sagsbehandling. Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 5 og 6 ikke længere finde anvendelse for de pågældende oplysninger, og den videre behandling af oplysningerne vil i stedet være omfattet af de almindelige regler, der gælder for den modtagende myndighed. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle rettigheder, som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ikke længere gælde. Eksempelvis vil enhedens videre behandling af oplysninger om mistænkelige transaktioner, virksomheder eller personer mv. modtaget fra Spillemyndigheden eller Finanstilsynet alene være reguleret af den lovgivning, politiet er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven, retsplejeloven og retshåndhævelsesloven.

Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshøring, partsaktindsigt, begrundelse mv. samt oplysningspligt og indsigtsret efter databeskyttelsesreglerne finde anvendelse for myndighedernes videre behandling af oplysningerne.

Den foreslåede § 110 b, stk. 7, 2. pkt., medfører, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden f.eks. vil kunne videregive oplysninger i henhold til hvidvasklovens § 56, stk. 3, § 63, stk. 3 og § 69, stk. 3, på baggrund af en konkret vurdering i forhold til den enkelte modtager, hvis den afgivende myndighed har givet samtykke hertil.

Den afgivende myndigheds samtykke efter bestemmelsen er ikke underlagt særlige formkrav. Samtykke vil således bl.a. kunne meddeles mundtligt, f.eks. på et møde i regi af et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. De relevante myndigheder vil herefter kunne sikre den fornødne dokumentation af samtykket og dets omfang ved at gøre notat herom som led i deres respektive sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5-7, 1. og 2. pkt., er en videreførelse af hvidvasklovens § 74 a. Der er således ikke tilsigtet ændringer i forhold til den tavshedspligt, som myndighederne hidtil har været underlagt i regi af møderne i Det Operative Myndighedsforum, jf. herved også bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.

I medfør af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 2. pkt., vil virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 som nævnt ovenfor dog kunne deltage i et operativt samarbejde. Tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, omfatter derfor også de virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, der deltager i et operativt samarbejde om hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Tavshedspligten indebærer, at virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, der modtager oplysninger gennem deltagelse i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, er underlagt en absolut tavshedspligt for så vidt angår den umiddelbare behandling af oplysningerne. Tavshedspligten vil således omfatte den helt umiddelbare deling og anvendelse af oplysninger, som finder sted under og i direkte tilknytning til arbejdet i et operativt samarbejde. Det indebærer navnlig, at de udvalgte virksomheder og personer ikke bilateralt må dele oplysninger mellem sig uden for egentlige møder i et operativt samarbejde. Det indebærer endvidere, at virksomheden og personen som udgangspunkt ikke kan dele oplysninger inden for virksomhedens eller personens egen organisation eller koncern, jf. dog den foreslåede § 110 b, stk. 7, 3. pkt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5 og 6, om tavshedspligt fastsættes som en lovgivningsmæssig foranstaltning til begrænsning af indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, inden for rammerne af forordningens artikel 23, stk. 1, med hensyn til de private aktører, som deltager i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Det indebærer, at personoplysninger, der modtages af de private aktører i forbindelse med deres deltagelse i et operativt samarbejde, er undtaget fra indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslaget almindelige bemærkninger.

Det følger således af den foreslåede § 110 b, stk. 7, 3. pkt., at oplysninger omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i virksomhedens eller personens indsats med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

De deltagende virksomheder og personer kan herved, jf. bemærkningerne under pkt. 2.6.1.2, benytte oplysningerne til inden for virksomhedens eller personens egen organisation at styrke indsatsen med at forebygge hvidvask og terrorfinansiering, herunder eksempelvis ved skærpede kundekendskabsprocedurer og udvidet overvågning af kundens transaktioner.

Det fremgår endvidere af den foreslåede § 110 b, stk. 8 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det operative samarbejde kan behandle sager vedrørende andre kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering, hvis kriminalitetsområdet er omfattet af National enhed for Særlig Kriminalitets område, jf. § 110 a.

Bestemmelsen skal sikre, at et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, også kan anvendes i andre sammenhænge, hvor det måtte være relevant for forebyggelsen eller bekæmpelsen af kriminalitet, der henhører under enhedens område.

Udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelsen forudsætter endvidere, at det drøftes med det relevante ressortministerium, om et kriminalitetsområde, som ministeriet forventes at bidrage med oplysninger til, skal omfattes af den foreslåede § 110 b, stk. 8.

Der lægges op til en fleksibel ordning for det operative samarbejde, hvor enheden kan beslutte at nedsætte et operativt samarbejde specifikt i forhold til en konkret sag, et givent område eller nye risici og tendenser på området. Deltagerkredsen kan derfor variere fra møde til møde alt efter enhedens skøn.

Det bemærkes i den forbindelse, at de private aktørers deltagelse i samarbejdet forudsætter, at det bærende element i kriminaliteten er relateret til en given transaktion. Det kan f.eks. være sager om fjernovergreb på børn i udlandet, der er karakteriseret ved, at internettet bruges til at bestille og livestreame seksuelle overgreb på børn i udlandet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af retsplejelovens § 172 a, stk. 1, at en person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e eller § 183, stk. 3, ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Det foreslås at ændre henvisningen til retsplejelovens 745 e i § 172 a, stk. 1, så der fremover henvises til retsplejelovens 745 e, stk. 1, nr. 1-4.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, hvorefter videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, udvides til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Med ændringen vil forurettede, der fremover omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, have pligt til at møde som vidne i retten og svare på supplerende spørgsmål i de situationer, hvor forurettede er videoafhørt.

Forslaget indebærer således, at den pågældende ikke vil være fritaget fra at afgive forklaring efter retsplejelovens § 172 a. Det videoafhørte vidne vil dermed fortsat skulle møde som vidne i retten for der at stå til rådighed for supplerende spørgsmål til den optagne forklaring.

Det forudsættes, at videooptagelsen under afhøringen af forurettede vil blive afspillet for retten indledningsvis under forurettedes tilstedeværelse. Forurettede vil herefter skulle sandhedsformanes af retten og dernæst blive bedt om at forholde sig til, om vedkommende kan vedstå sig forklaringen i videoafhøringen. Herefter kan forurettede komme med tilføjelser eller rettelser til den videooptagne forklaring.

Derefter forudsættes det, at anklageren og forsvareren vil få mulighed for at stille supplerende spørgsmål til den forurettede. De supplerende spørgsmål bør ikke have karakter af en egentlig genafhøring af forurettede, hvilket indebærer, at spørgsmål til forhold, der efter rettens vurdering er tilstrækkeligt belyst ved videoafhøringen, bør afskæres i medfør af retsplejelovens § 864, efter hvilken retten kan beslutte at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført.

Efter omstændighederne vil forurettede kunne være omfattet af reglerne om vidnefritagelse i retsplejelovens § 171. Der vil således kunne opstå situationer, hvor en forurettet efter at have fået sin forklaring videooptaget alligevel ikke ønsker den afspillet i retten og heller ikke selv ønsker at afgive forklaring for retten med henvisning til retsplejelovens § 171, stk. 1 og 2. Forslaget ændrer ikke på anvendelsesområdet for de gældende regler om vidnefritagelse. I de tilfælde, hvor forurettede har ret til at blive fritaget fra at vidne, kan den optagne forklaring således ikke afspilles uden den forurettedes samtykke. I de tilfælde, hvor retten efter retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægger forurettede at afgive forklaring, vil videoafhøringen derimod skulle afspilles.

I anledning af uenighed mellem parterne om bevisførelsen kan der træffes afgørelse efter retsplejelovens § 875.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 7.

Til nr. 5

Det følger af retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, at en person ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 735, stk. 3, nr. 2 , så »sagens behandling« ændres til »behandlingen af sagen«.

Der er med forslaget alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 735, stk. 3, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om forsvarerbeskikkelse bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne har således besluttet, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag uændret med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, at en beskikkelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne efter § 735, stk. 3, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

Efter retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, kan en person ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 736, stk. 1, nr. 2 , så »at beskikke« ændres til »beskikkelse af«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 736, stk. 1, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om afbeskikkelse af en forsvarer, hvis medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af en sag, bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne besluttede således, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer således, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Ved afgørelsen af, om en beskikkelse skal tilbagekaldes, fordi den beskikkede forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, vil der ligesom i dag skulle foretages en samlet vurdering, hvori der ud over det bestående klientforhold og forsvarerens arbejde i sagen hidtil, bl.a. indgår sagens karakter, hensynet til medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen, hensyn til varetægtsfængslede og hensyn til sigtede under 18 år.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om tilbagekaldelse af forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 1, at politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter retsplejelovens § 872 (videoafhøring) i følgende tilfælde:

– Personen er under 13 år.

– Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 210 (incest) eller kapitel 24 (seksualforbrydelser) eller straffelovens §§ 237 (manddrab) eller 243-246 (psykisk vold, vold og legemsangreb), hvor personen eller en af dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste.

– Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

– Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, at forsvareren skal være til stede under videoafhøringen.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 745 e, stk. 3, at den, der er mistænkt, ikke har adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af personen, skal fremsættes snarest muligt herefter.

Af retsplejelovens § 745 e, stk. 4, fremgår, at hvis den, der er mistænkt, eller forsvareren vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.

Det foreslås at indsætte et nr. 5 i § 745 e, stk. 1 , hvorefter politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhøring), hvis personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 eller straffelovens § 225, jf. § 216, hvor personen er forurettet.

Med forslaget udvides videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, således til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Forslaget indebærer, at videoafhøringen kan forevises under sagens behandling i retten som en del af bevisførelsen, jf. retsplejelovens § 872, dog således, at forurettede i disse sager – i modsætning til efter den gældende videoafhøringsordning – skal spørges til, om vedkommende kan vedstå sig sin videooptagede forklaring i retten, hvor der også skal være mulighed for efterfølgende at stille supplerende spørgsmål til forurettede, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der er tale om et tilbud til forurettede, og den forurettede har således mulighed for at fravælge videoafhøring og i stedet afgive fuld forklaring i retten.

Den forurettede har som alle andre vidner pligt til at tale sandt i retten, jf. straffelovens §§ 158, stk. 1, og 160. Det forudsættes, at politiet vejleder forurettede om, at videoafhøringen vil skulle afspilles i retten som bevis under forurettedes tilstedeværelse, og at den forurettede i retten efter afspilningen af videoen og efter, at den pågældende er blevet sandhedsformanet af retten, vil blive spurgt, om vedkommende kan vedstå sig sin forklaring fra videoafhøringen, hvorefter der vil være adgang til at stille supplerende spørgsmål til forurettede. Forurettede skal endvidere vejledes om, at forurettede som udgangspunkt ikke efterfølgende vil kunne fravælge, at videoen afspilles i retten, men at forurettede vil have lejlighed til at korrigere sit vidneudsagn i retten.

Videoafhøring af den forurettede forudsættes gennemført hurtigst muligt og som udgangspunkt inden for 4 uger.

Tidspunktet for videoafhøringen vil skulle fastsættes under hensyntagen til, at den forurettede, bistandsadvokaten og forsvareren kan være til stede.

Der vil inden videoafhøringen skulle beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis videoafhøringen formodes at skulle anvendes som bevis under hovedforhandlingen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 731 a.

Forsvarerbeskikkelse bliver således obligatorisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af den forurettede i en voldtægtssag. Dette gælder også, hvis den mistænkte ikke selv har valgt en forsvarer, hvis den valgte forsvarer udebliver, eller hvis ingen endnu er mistænkt i sagen. Hvis politiet har en formodning om, at der foruden den mistænkte er flere uidentificerede gerningsmænd, skal der som udgangspunkt også beskikkes forsvarere for dem.

Politiets videoafhøring af den forurettede skal gennemføres i et dertil særligt indrettet lokale og skal i videst muligt omfang foretages af særligt uddannede afhørere.

Det bemærkes, at der med aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er afsat finansiering til at etablere 30 særlige afhøringsrum fordelt geografisk over hele landet, som indrettes under hensyn til, at ofre udsat for seksuelle overgreb befinder sig i en særligt sårbar situation.

I afhøringslokalet skal der som udgangspunkt alene være den forurettede og afhøreren til stede. Derudover kan der være en tolk, hvis der er behov for det. Forsvarsadvokaten, bistandsadvokaten og øvrige personer, der overværer afhøringen, vil skulle befinde sig i et andet lokale (monitorrum) og overvære afhøringen og stille spørgsmål efter behov. Anklageren kan også deltage og stille spørgsmål efter behov.

Supplerende spørgsmål fra dem, der har overværet afhøringen i monitorrummet, stilles altid gennem den, som forestår afhøringen.

I forbindelse med afhøringen skal politiet være opmærksom på, at de personer, der er til stede i afhøringslokalet, så vidt muligt sidder sådan, at de alle er med i videobilledet under afhøringen.

Ligesom efter den gældende ordning skal forsvareren have tilsendt en kopi af videoafhøringen og en eventuel hel eller delvis udskrift af denne, jf. også retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Den mistænkte vil ikke have adgang til at overvære videoafhøringen, jf. § 745 e, stk. 3. Den mistænkte skal dog snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. Politiet skal vejlede den mistænkte om denne adgang. Det er frivilligt for den mistænkte, om han eller hun ønsker at gennemse videoafhøringen.

Udgangspunktet er – ligesom i dag – at den mistænktes gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet. Politiet skal udarbejde en rapport om, at den mistænkte har set videooptagelsen inden en eventuel hovedforhandling.

Hvis den mistænkte ønsker at gennemse videoafhøringen hos politiet uden forsvarerens tilstedeværelse, f.eks. i forbindelse med en afhøring, skal politiet underrette forsvareren herom, inden den mistænkte ser videooptagelsen, så forsvareren har mulighed for at drøfte denne beslutning nærmere med sin klient.

Såfremt den mistænkte ikke ønsker, at gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet, er der mulighed for, at gennemsyn kan ske hos forsvareren.

En begæring fra den mistænkte eller dennes forsvarer om, at der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 e, stk. 3, 3. pkt., der ikke foreslås ændret.

Genafhøring af forurettede vil – ligesom i dag – forudsætte en konkret begrundelse. Det kan eksempelvis være, at der er fremkommet nye oplysninger, eller at den mistænkte eller forsvareren ønsker nye relevante spørgsmål stillet til forurettede.

Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages flere videoafhøringer, skal altid foretages efter en konkret vurdering. Hvis man vælger at gennemføre flere videoafhøringer, forudsættes det som det klare udgangspunkt at være den samme afhører, der gennemfører afhøringerne og med korte mellemrum imellem afhøringerne. Derudover skal afhøringerne gennemføres hurtigt efter anmeldelsen.

Hvis en begæring om genafhøring fremsættes mere end 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, skal politiet/anklagemyndigheden ved vurderingen af, om der skal foretages genafhøring, ligeledes lægge vægt på, om hensynet til forurettede – på grund af den tid, der er forløbet siden den første afhøring – tilsiger, at der ikke bør foretages fornyet afhøring af forurettede. Ved vurderingen skal det endvidere indgå, hvad årsagen til den sene begæring er, herunder om det skyldes den mistænktes egne forhold. Ved vurderingen skal endvidere indgå, at de spørgsmål, som forsvareren forhindres i at stille ved en (sen) genafhøring, formentlig vil blive stillet under hovedforhandlingen i stedet.

En tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og den mistænkte og dennes forsvarer om, hvorvidt der skal foretages genafhøring, vil kunne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Hvis der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal det som udgangspunkt ske ved en yderligere videoafhøring.

Den mistænkte skal have adgang til efterfølgende at gennemse en eventuel genafhøring af forurettede. Der skal således snarest rettes henvendelse til mistænkte og forsvareren om, at gennemsyn af genafhøringen kan ske hos politiet.

Politiet skal altid orientere den forurettede om, at den mistænkte efterfølgende har adgang til at blive gjort bekendt med den forurettedes forklaring.

Det forudsættes i det hele taget, at videoafhøringerne gennemføres på samme måde som efter den gældende ordning.

Hvis den mistænkte eller forsvareren ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal pågældende i overensstemmelse med retsplejelovens gældende § 754 e, stk. 4, senest 4 uger efter, at videoafhøringen er foretaget, indbringe spørgsmålet for retten. I de tilfælde, hvor gerningsmanden er ukendt på tidspunktet for videoafhøringen og derfor ikke bliver gjort bekendt med videoafhøringen, vil fristen først løbe fra sigtelsestidspunktet.

Fristen for at gøre indsigelser mod, at videoafhøringen anvendes som bevis, afskærer ikke den tiltalte fra under hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhøringen. I overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse vil retten herefter skulle afgøre, hvilken bevismæssig værdi forklaringen på videoafhøringen skal tillægges.

Hvis retten bestemmer, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, skal anklageren hurtigst muligt beslutte, om forurettede undtagelsesvis skal indkaldes til at afgive fuld vidneforklaring for retten, eller om en ny videoafhøring vil kunne afhjælpe fejl ved den tidligere videoafhøring.

Forslaget ændrer ikke på retsstillingen for de forurettede, der er omfattet af reglerne i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4 (børn og unge). De vil derfor fortsat kunne videoafhøres efter reglerne og fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4, og dermed fortsat være fritaget for at afgive forklaring i retten, jf. § 172 a.

Der henvises til pkt. 2.4.1.2 og 2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 4.

Til nr. 1

Virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 er underlagt en række krav og pligter i henhold til loven.

Det fremgår af hvidvasklovens § 26, stk. 1, at virksomheder og personer omgående skal underrette Hvidvasksekretariatet, hvis virksomheden eller personen er vidende om, har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det samme gælder ved mistanke, der er opstået i forbindelse med kundens forsøg på at foretage en transaktion eller en henvendelse fra en mulig kunde med ønske om gennemførelse af en transaktion eller aktivitet.

Hvis underretningen omhandler hvidvask, skal virksomheder og personer undlade at gennemføre transaktioner, indtil der er sket underretning efter hvidvasklovens § 26, stk. 1, hvis de har viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at transaktionen har tilknytning til hvidvask, og transaktionen ikke allerede er gennemført, jf. hvidvasklovens § 26, stk. 3, 1. pkt.

Hvis underretningen omhandler terrorfinansiering, skal virksomheder og personer undlade at gennemføre transaktioner, indtil der er sket underretning efter hvidvasklovens § 26, stk. 1, og de har indhentet godkendelse fra Hvidvasksekretariatet, hvis de har viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at transaktionen vedrører finansiering af terrorisme. Hvidvasksekretariatet beslutter i den forbindelse hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag efter at have modtaget underretning, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse, jf. hvidvasklovens § 26, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Med henblik på at etablere en fast track-ordning for underretninger vedrørende hvidvask af større eller særligt mistænkelig karakter foreslås det med lovforslagets § 3, nr. 1, at indsætte et nyt stk. 4 herom i hvidvasklovens § 26.

Det følger således af den foreslåede § 26, stk. 4, 1. pkt. , at virksomheder og personer skal undlade at gennemføre transaktioner, indtil der er sket underretning efter § 26, stk. 1, og de har indhentet godkendelse fra Hvidvasksekretariatet, hvis de har viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at transaktionen vedrører hvidvask og er af større eller særligt mistænkelig karakter.

Det følger videre af den foreslåede § 26, stk. 4, 2. pkt. , at Hvidvasksekretariatet hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag efter at have modtaget underretning foranstalter beslutningen om, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse.

Med henblik på at sikre en fleksibel ordning foreslås det endvidere, at der indsættes en bemyndigelsesbestemmelse i § 26. Det følger derfor af den foreslåede § 26, stk. 5 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvornår en transaktion anses for omfattet af § 26, stk. 4.

Hvidvasklovens § 26, stk. 4-6 , ændres på baggrund af ovenstående til § 26, stk. 6-8.

Overtrædelse af den foreslåede § 26, stk. 4, vil være belagt med strafansvar, jf. den foreslåede ændring af hvidvasklovens § 78, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 6.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af hvidvasklovens § 26, stk. 4, 1. pkt., at virksomheder og personer skal undlade at gennemføre transaktioner, indtil der er sket underretning efter § 26, stk. 1, og de har indhentet godkendelse fra Hvidvasksekretariatet, hvis de har viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at transaktionen vedrører finansiering af terrorisme.

Det fremgår videre af bestemmelsens 2. pkt., at Hvidvasksekretariatet hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag efter at have modtaget underretning beslutter, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse.

Med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås det at ændre i hvidvasklovens § 26, stk. 4, 2. pkt . (der med lovforslagets § 3, nr. 1, bliver til § 26, stk. 6, 2. pkt.), så det fremgår, at Hvidvasksekretariatet foranstalter beslutningen om beslaglæggelse.

Ændringen er udelukkende en præcisering af gældende ret, idet det er politiet eller retten, der kan foretage en beslaglæggelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse og edition. Hvidvasksekretariatet foranstalter således allerede i dag beslutningen om beslaglæggelse til politiet, der indbringer sagen for retten, hvis ikke indgrebet kan foretages på øjemedet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af hvidvasklovens § 29, stk. 1, at den danske finansielle efterretningsenhed er Hvidvasksekretariatet hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Hvidvasksekretariatets opgaver er nærmere beskrevet i cirkulære nr. 9010 af 2. januar 2020 om Danmarks Finansielle Efterretningsenhed (FIU), Hvidvasksekretariatet, hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Det fremgår videre af hvidvasklovens § 78 a, stk. 2, at Finanstilsynet forud for udstedelsen af et administrativt bødeforelæg skal indhente samtykke fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvis Finanstilsynet vurderer, at en overtrædelse giver anledning til en vis skønsmæssig vurdering, eller at udgangspunktet for bødeniveauet skal fraviges.

Med lovforslagets § 3, nr. 3, foreslås hvidvasklovens § 29, stk. 1 , ændret således, at den danske finansielle efterretningsenhed Hvidvasksekretariatet fremover er placeret ved National enhed for Særlig Kriminalitet.

Det bemærkes i den forbindelse, at Hvidvasksekretariatet fortsat er operationelt uafhængigt og selvstændigt virkende, hvorved forstås, at sekretariatet har kompetence og kapacitet til at udføre sine opgaver frit og selvstændigt kan træffe beslutninger om at analysere, anmode om og formidle specifikke oplysninger som beskrevet i § 29, stk. 2, jf. hvidvasklovens § 29, stk. 1, 2. pkt.

Med lovforslagets § 3, nr. 3, foreslås endvidere hvidvasklovens § 78 a, stk. 2 , ændret, hvorefter Finanstilsynet forud for udstedelsen af et administrativt bødeforelæg fremadrettet skal indhente samtykke fra National enhed for Særlig Kriminalitet, hvis Finanstilsynet vurderer, at en overtrædelse giver anledning til en vis skønsmæssig vurdering, eller at udgangspunktet for bødeniveauet skal fraviges.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af hvidvasklovens § 37, stk. 1, 1. pkt., at de underretninger og oplysninger, som virksomheder og personer omfattet af denne lov giver i god tro i medfør af § 26, stk. 1 og 2, og ved standsning af transaktioner i medfør af § 26, stk. 3 og 4, ikke påfører virksomheden eller personen, dens ansatte eller ledelse nogen form for ansvar.

Som en konsekvens af etableringen af fast track-ordningen for hvidvaskunderretninger af større eller særligt mistænkelig karakter, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås det med lovforslagets § 3, nr. 4, at der ændres i § 37, stk. 1, 1. pkt., således at standsning af transaktioner i medfør af § 26, stk. 3, 4 og 6, ikke påfører virksomheden eller personen, dens ansatte eller ledelse nogen form for ansvar.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af hvidvasklovens § 26, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af loven omgående skal underrette Hvidvasksekretariatet, hvis virksomheden eller personen er vidende om, har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning til Hvidvasksekretariatet, eller at dette overvejes, eller at der vil blive iværksat en undersøgelse med henblik på at afklare, om der skal ske underretning, jf. herved hvidvasklovens § 38, stk. 1.

Oplysningen herom kan dog efter anmodning videregives til de myndigheder og organisationer, der påser hvidvasklovens overholdelse, eller til retshåndhævelsesformål, jf. hvidvasklovens § 38, stk. 2.

Hvidvasksekretariatet har til opgave at modtage, analysere og videreformidle oplysninger om mistænkelige transaktioner, og videregivelsen sker i praksis til både politiet og en række særmyndigheder, herunder i særdeleshed Skattestyrelsen.

Det bemærkes i den forbindelse, at skatteforvaltningen i dag modtager underretninger fra Hvidvasksekretariatet, hvis sekretariatet vurderer, at underretningerne ikke omhandler hvidvask af udbytte fra strafbare forhold eller finansiering af terrorisme, men har en skatte- og afgiftsmæssig interesse. Formålet med at sende oplysningerne til Skatteforvaltningen er, at oplysningerne vurderes af Skatteforvaltningen med henblik på regulering/ændring af den pågældendes skatte- og afgiftsmæssige tilsvar/ansættelse.

Oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet er som udgangspunkt ikke tilstrækkelige til, at Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse på baggrund af oplysningerne. Når Skatteforvaltningen har modtaget oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet, bliver de gennemgået med henblik på at vurdere, om oplysningerne kan danne grundlag for opstarten af en egentlig skatte- og/eller momskontrol.

Når en oplysning modtaget fra Hvidvasksekretariatet er blevet udvalgt som grundlag for en sagsbehandling, indhenter Skatteforvaltningen de relevante oplysninger, der skal danne grundlag for en eventuel ændring af den pågældendes skatteansættelse og/eller afgiftstilsvar. De oplysninger, der indhentes, er eksempelvis relevante bankkontooplysninger, kontoudtog for et helt indkomstår, regnskabs- og bogføringsmateriale mv. Oplysningerne søges indhentet hos personen eller virksomheden selv. I det omfang personen eller virksomheden ikke imødekommer Skatteforvaltningens anmodning om at indsende de relevante oplysninger, indhentes kontoudtog direkte fra pengeinstitutter og andre relevante aktører.

I forbindelse med denne videregivelse kan det være problematisk, hvis en særmyndighed efterfølgende giver en kopi af en hvidvaskunderretning, da dette kan afdække, at eksempelvis en tilsynssag er indledt på baggrund af en underretning fra f.eks. et pengeinstitut.

Med de nuværende regler kan oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet, være genstand for partsaktindsigt efter reglerne herom i forvaltningsloven for de myndigheder, eksempelvis Slots- og Kulturstyrelsen, som ikke er underlagt en særskilt tavshedspligt vedrørende hvidvasklovens § 26, hvis den pågældende person eller virksomhed anmoder herom.

Oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet, herunder oplysninger om underretning efter hvidvasklovens § 26 danner som udgangspunkt alene grundlag for en eventuel sagsudvælgelse, og er ikke i sig selv tilstrækkelige til, at myndighederne kan træffe en given afgørelse.

Oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet vil derfor som udgangspunkt ikke indgå i det grundlag, der træffes en afgørelse på. Det vil som udgangspunkt alene være de oplysninger, som myndighederne efterfølgende indhenter, der danner grundlag for afgørelsen, og som den registrerede har interesse i at blive gjort bekendt med. Disse oplysninger vil indgå i det grundlag, der partshøres om efter forvaltningslovens § 19.

Aktindsigten kan dog efter forvaltningslovens § 15 b begrænses. Ved en begrænsning efter reglerne i § 15 b vil oplysninger fra Hvidvasksekretariatet kunne undtages fra aktindsigt, og parten vil kunne få indsigt i dokumenternes øvrige oplysninger gennem ekstrahering og delvis aktindsigt.

Det vil dog på trods af begrænsning i størstedelen af tilfældene være muligt at identificere, hvem der har foretaget underretningen, uanset om de omhandlede oplysninger om eventuelle navne, adresser mv. på personer/virksomheder er udeladt ved ekstraheringen. Dette hænger bl.a. sammen med, at oplysningen i sig selv kun kan stamme et sted fra. Det vil således være muligt alene på baggrund af oplysningens karakter at henføre oplysningen til f.eks. vedkommendes pengeinstitut. Når der gives aktindsigt i oplysningerne fra Hvidvasksekretariatet efter de nuværende regler, er der således ikke en generel beskyttelse i forhold til dem, der foretager underretning til Hvidvasksekretariatet.

Der er derfor behov for en udvidelse af rækkevidden af tavshedspligten i forhold til modtagere af hvidvaskunderretninger fra Hvidvasksekretariatet, således at der skabes et entydigt retsgrundlag med henblik på at undgå, at der foretages underretning af de pågældende borgere herom, eller at der meddeles partsaktindsigt i de pågældende oplysninger.

Med lovforslagets § 3, nr. 5, foreslås det at udstrække tavshedspligten vedrørende oplysninger, som hidrører fra underretninger efter hvidvasklovens § 26, til ansatte ved alle offentlige myndigheder.

Det fremgår således af den foreslåede § 38 a, stk. 1 , at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som hidrører fra en underretning efter § 26.

Det fremgår endvidere af den foreslåede § 38 a, stk. 2 , at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

De oplysninger, som bestemmelsen omhandler, og som myndighederne ikke må videregive, er oplysninger, der er foretaget underretning om efter hvidvasklovens § 26.

Ved denne særlige tavshedspligt sker der således bl.a. en fravigelse af forvaltningslovens partsrettigheder, som ellers ville indebære, at oplysningerne skulle udleveres til de pågældende.

Herudover er den foreslåede § 38 a en særlig tavshedspligtsbestemmelse omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, og offentlighedslovens § 35.

Det følger bl.a. af databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 5, litra b, at oplysningspligten efter databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1-4, ikke finder anvendelse, hvis og i det omfang, personoplysninger, der indsamles, skal forblive fortrolige som følge af tavshedspligt i henhold til national ret, herunder lovbestemt tavshedspligt.

Endvidere er oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 35 undtaget fra egenacces efter offentlighedslovens § 8 og undtaget fra retten til indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, jf. databeskyttelseslovens § 22, stk. 3.

Herved sikres en beskyttelse af de ansatte hos virksomheder omfattet af hvidvaskloven, der er forpligtet til at foretage underretninger til Hvidvasksekretariatet.

Den foreslåede tavshedspligt er selvsagt ikke til hinder for, at underretningerne efterfølgende videregives fra f.eks. Slots- og Kulturstyrelsen til politiet i forbindelse med en anmeldelse.

Med den foreslåede § 38 a er der ikke tilsigtet ændringer i forhold til, hvad der i dag er gældende for told- og skatteforvaltningen, jf. hvidvasklovens § 69 c.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af § 55, stk. 3, § 62, stk. 3, § 64 a, stk. 3, og § 68, stk. 3, at tilsynsmyndighedernes reaktioner, der omfatter en fysisk persons navn, i henhold til loven kan offentliggøres ved gentagne overtrædelser af underretningspligten i hvidvasklovens § 26, stk. 1, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt.

Det fremgår endvidere af § 78, stk. 1, 2. pkt., at forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af underretningspligten i hvidvasklovens § 26, stk. 1, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler. Ved særligt grove eller omfattende forsætlige overtrædelser af underretningspligten i hvidvasklovens § 26, stk. 1, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., kan straffen stige til 2 års fængsel, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 290 b, stk. 2, jf. hvidvasklovens § 78, stk. 2.

Forældelsesfristen for overtrædelse af hvidvasklovens § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., er 5 år, jf. hvidvasklovens § 78, stk. 5.

Det fremgår endeligt af hvidvasklovens § 78 a, stk. 1, at skønnes en overtrædelse af § 26, stk. 1 eller 3 eller stk. 4, 1. pkt., ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan Finanstilsynet i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den fysiske eller juridiske person, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Med lovforslagets § 3, nr. 6, foreslås det som en konsekvens af etableringen af fast track-ordningen for hvidvaskunderretninger af større eller særligt mistænkelig karakter, jf. lovforslagets § 3, nr. 1, at der ændres i de nævnte bestemmelser, således at det fremadrettet er overtrædelser af hvidvasklovens § 26, stk. 1, stk. 3, stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt., der kan udløse de ovenfor nævnte retsvirkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af hvidvasklovens § 69 b, stk. 1, og § 69 d, stk. 1, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen uanset skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, kan videregive oplysninger til myndigheder, der deltager i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, hvis oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår videre af hvidvasklovens § 69 b, stk. 2 og § 69 d, stk. 2, at anmoder en myndighed, der deltager i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, om oplysninger fra Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen, skal Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen uanset skatteforvaltningslovens § 17, stk. 1, videregive oplysningerne, hvis oplysningerne kan have betydning for myndighedens opgave med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår endvidere af hvidvasklovens § 69 c, at told- og skatteforvaltningens ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, som hidrører fra en underretning efter § 26, og som told- og skatteforvaltningen har modtaget fra Hvidvasksekretariatet.

Det fremgår videre af stk. 2, at forvaltningsloven § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

Det fremgår af hvidvasklovens § 74 a, stk. 1, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, og som deltager i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet, jf. dog stk. 3.

Det fremgår videre af § 74 a, stk. 2, at tavshedspligten i stk. 1 også gælder i forhold til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til forvaltningsretlige eller databeskyttelsesretlige regler, jf. dog stk. 3.

Det fremgår endeligt af § 74 a, stk. 3, at oplysninger omfattet af stk. 1 efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 1 og 2 er fraveget, på ny anvendelse

Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 7, at ophæve bestemmelserne i hvidvasklovens § 69 b-§ 69 c og § 74 a.

Ophævelsen af § 69 c sker som konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 5, hvor det foreslås at videreføre hvidvasklovens § 69 c om tavshedspligt for hvidvaskunderretninger i den foreslåede bestemmelse i hvidvasklovens § 38 a.

Med den foreslåede § 38 a er der ikke tilsigtet ændringer i forhold til, hvad der i dag er gældende for told- og skatteforvaltningen, jf. hvidvasklovens § 69 c.

Ophævelsen af § 69 b og § 69 d sker endvidere som konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 3, hvor det foreslås delvist at videreføre hvidvasklovens § 69 b og § 69 d i den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 b, stk. 3, idet bestemmelsen dog ikke længere er begrænset til Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen.

Ophævelsen af § 74 a sker endeligt som konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 3, hvor det foreslås at videreføre hvidvasklovens § 74 a i den foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 110 b, stk. 5-7.

Herved er der ikke tilsigtet ændringer i forhold til, hvad der i dag er gældende for de myndigheder, der deltager i et operativt samarbejde eller i øvrigt bekæmper hvidvask og terrorfinansiering. Disse regler vil således fremadrettet være omfattet af reglerne i den foreslåede § 110 b i retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af § 1 a, stk. 6, i lov om europæiske firmagrupper, at den europæiske økonomiske firmagruppe efter anmodning skal udlevere oplysninger om firmagruppens reelle ejere, herunder om firmagruppens forsøg på at identificere firmagruppens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af § 1 a, stk. 7, i lov om europæiske firmagrupper, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiet og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 1 a, stk. 6 , således at den europæiske økonomiske firmagruppe fremover efter anmodning skal udlevere oplysninger om firmagruppens reelle ejere, herunder om firmagruppens forsøg på at identificere firmagruppens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 4, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 1 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet fremover kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af fondslovens § 4, stk. 6, at fonden efter anmodning skal udlevere oplysninger om fondens reelle ejere, herunder om fondens forsøg på at identificere fondens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af fondslovens § 4, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Det fremgår af fondslovens § 52, stk. 6, at foreningen efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere foreningens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af fondslovens § 52, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 5, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 4, stk. 6 , således at fonden efter anmodning skal udlevere oplysninger om fondens reelle ejere, herunder om fondens forsøg på at identificere fondens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 5, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 4, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet fremover vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med lovforslagets § 5, nr. 1, foreslås det desuden at ændre i § 52, stk. 6 , så foreningen efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere foreningens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 5, nr. 1, foreslås det endeligt at ændre i § 52, stk. 7, således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af SE-lovens § 17 a, stk. 6, at SE-selskabet efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af SE-lovens § 17 a, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 6, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 17 a, stk. 6 , således SE-selskabet efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 6, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 17 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af SCE-lovens § 14 a, stk. 6, at SCE-selskaber efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af SCE-lovens § 14 a, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 14 a, stk. 6 , således at SCE-selskaber efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 14 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af erhvervsvirksomhedslovens § 15 g, stk. 6, at virksomheden efter anmodning skal udlevere oplysninger om virksomhedens reelle ejere, herunder om virksomhedens forsøg på at identificere virksomhedens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet

Det fremgår af erhvervsvirksomhedslovens § 15 g, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 15 g, stk. 6 , således at virksomheden efter anmodning skal udlevere oplysninger om virksomhedens reelle ejere, herunder om virksomhedens forsøg på at identificere virksomhedens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 8, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 15 g, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. bestemmelsens stk. 3, eller er indhentet, jf. bestemmelsens stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af revisorlovens § 22, stk. 1, at såfremt virksomhedens ledelse ikke senest 14 dage efter underretningen over for revisor har dokumenteret at have taget de fornødne skridt til at standse igangværende kriminalitet og til at rette op på de skader, den begåede kriminalitet har forårsaget, skal revisor straks underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser.

Det fremgår videre af revisorlovens § 22, stk. 2, at såfremt revisor finder, at underretning til ledelsesmedlemmerne vil være uegnet til at forhindre fortsat kriminalitet, skal revisor straks underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser.

Det fremgår desuden af revisorlovens § 22, stk. 3, at såfremt revisor fratræder, jf. § 18, stk. 2, og dette sker i forbindelse med, at revisor har en begrundet formodning om, at der foreligger en situation som omhandlet i stk. 1, 1. pkt., skal revisor straks underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet herom og om grundene til sin fratræden.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet indgår.

Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 22, stk. 1 , således, at såfremt ledelsen ikke senest 14 dage efter underretningen over for har revisor dokumenteret at have taget de fornødne skridt til at standse igangværende kriminalitet og til at rette op på de skader, den begåede kriminalitet har forårsaget, skal revisor straks underrette National enhed for Særlig Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser.

Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 22, stk. 2 , således, at såfremt revisor finder, at underretning til ledelsesmedlemmerne vil være uegnet til at forhindre fortsat kriminalitet, skal revisor straks underrette National enhed for Særlig Kriminalitet om de formodede økonomiske forbrydelser.

Med lovforslagets § 9, nr. 1, foreslås det endeligt at ændre i § 22, stk. 3 , således, at såfremt revisor fratræder, jf. § 18, stk. 2, og dette sker i forbindelse med, at revisor har en begrundet formodning om, at der foreligger en situation som omhandlet i stk. 1, 1. pkt., skal revisor straks underrette National enhed for Særlig Kriminalitet herom og om grundene til sin fratræden.

Den forslåede ændring medfører ikke ændringer i revisors underretningspligt, men blot en ændring af den myndighed, hvortil revisor skal give underretning.

Der er således alene tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af konkurrencelovens § 23 i, stk. 2, nr. 3, at en fysisk person, som er omfattet af en ansøgning i henhold til stk. 1, opnår tiltalefrafald og fritagelse for et eventuelt særskilt krav om konfiskation, hvis virksomhedens ansøgning ligger forud for det tidspunkt, hvor den fysiske person af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet er gjort bekendt med den sag, som ansøgningen angår.

Det fremgår videre af konkurrencelovens § 23 i, stk. 5, 2. pkt., at bestemmelsen i § 23 h, stk. 2, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse, idet Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet dog forinden afgivelsen af et foreløbigt tilsagn til en fysisk person skal tiltræde, at betingelserne herfor er til stede.

Det fremgår endvidere af konkurrencelovens § 23 i, stk. 6, at når sagen er endeligt oplyst og vurderet, meddeler Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet tiltalefrafald til fysiske personer omfattet af stk. 1 eller 4, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet indgår.

Med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 23 i, stk. 2 , nr. 3, således at en fysisk person, som er omfattet af en ansøgning i henhold til stk. 1, opnår tiltalefrafald og fritagelse for et eventuelt særskilt krav om konfiskation, hvis virksomhedens ansøgning ligger forud for det tidspunkt, hvor den fysiske person af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller National enhed for Særlig Kriminalitet er gjort bekendt med den sag, som ansøgningen angår.

Med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 23 i, stk. 5, 2. pkt. , således at bestemmelsen i § 23 h, stk. 2, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse, idet National enhed for Særlig Kriminalitet dog forinden afgivelsen af et foreløbigt tilsagn til en fysisk person skal tiltræde, at betingelserne herfor er til stede.

Med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås det endeligt at ændre i § 23 i, stk. 6 , således at når sagen er endeligt oplyst og vurderet, meddeler National enhed for Særlig Kriminalitet tiltalefrafald til fysiske personer omfattet af stk. 1 eller 4, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Der er således alene tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af § 21 a, stk. 6, i lov om erhvervsdrivende fonde, at fonden efter anmodning skal udlevere oplysninger om fondens reelle ejere, herunder om fondens forsøg på at identificere fondens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af § 21 a, stk. 7, i lov om erhvervsdrivende fonde, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 11, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 21 a, stk. 6 , således at fonden efter anmodning skal udlevere oplysninger om fondens reelle ejere, herunder om fondens forsøg på at identificere fondens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 11, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 21 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af § 111, stk. 6, i lov om firmapensionskasser, at firmapensionskassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder om firmapensionskassens forsøg på at identificere firmapensionskassens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår videre af § 111, stk. 7, i loven om firmapensionskasser, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 12, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 111, stk. 6 , således at firmapensionskassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder om firmapensionskassens forsøg på at identificere firmapensionskassens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 12, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 111, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår for det første af § 23, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at det gensidige forsikringsselskab og den tværgående pensionskasse efter anmodning skal udlevere oplysninger om det gensidige forsikringsselskabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder om det gensidige forsikringsselskabs og den tværgående pensionskasses forsøg på at identificere deres reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår for det andet af § 23, stk. 9, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 5, eller er indhentet, jf. stk. 8, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Det fremgår for det tredje af § 81 b, stk. 6, at sparekassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om sparekassens reelle ejere, herunder om sparekassens forsøg på at identificere sparekassens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår for det fjerde af § 81 b, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Det fremgår for det femte af § 85 b, stk. 6, at andelskassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om andelskassens reelle ejere, herunder om andelskassens forsøg på at identificere andelskassens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår for det sjette af § 85 b, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Det fremgår for det syvende af § 336 a, stk. 6, at sparevirksomheden efter anmodning skal udlevere oplysninger om sparevirksomhedens reelle ejere, herunder om sparevirksomhedens forsøg på at identificere sparevirksomhedens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår for det ottende af § 336 a, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det derfor for det første at ændre i § 23, stk. 8 , således at det gensidige forsikringsselskab og den tværgående pensionskasse efter anmodning skal udlevere oplysninger om det gensidige forsikringsselskabs og den tværgående pensionskasses reelle ejere, herunder om det gensidige forsikringsselskabs og den tværgående pensionskasses forsøg på at identificere deres reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det andet at ændre i § 23, stk. 9 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 5, eller er indhentet, jf. stk. 8, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det tredje at ændre i § 81 b, stk. 6 , således at sparekassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om sparekassens reelle ejere, herunder om sparekassens forsøg på at identificere sparekassens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det fjerde at ændre i § 81 b, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det femte at ændre i § 85 b, stk. 6 , således at andelskassen efter anmodning skal udlevere oplysninger om andelskassens reelle ejere, herunder om andelskassens forsøg på at identificere andelskassens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det sjette at ændre i § 85 b, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det syvende at ændre i § 336 a, stk. 6 , således at sparevirksomheden efter anmodning skal udlevere oplysninger om sparevirksomhedens reelle ejere, herunder om sparevirksomhedens forsøg på at identificere sparevirksomhedens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 13, nr. 1, foreslås det for det ottende at ændre i § 336 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af investeringsforeningslovens § 14 a, stk. 6, at investeringsforeningen eller SIKAV’en efter anmodning skal udlevere oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, herunder om investeringsforeningens eller SIKAV’ens forsøg på at identificere investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår endvidere af investeringsforeningslovens § 14 a, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 14, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 14 a, stk. 6 , således at investeringsforeningen eller SIKAV’en efter anmodning skal udlevere oplysninger om investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, herunder om investeringsforeningens eller SIKAV’ens forsøg på at identificere investeringsforeningens eller SIKAV’ens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 14, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 14 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af § 136 a, stk. 3, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde mv., at kapitalforeningen efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere foreningens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 15, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 136 a, stk. 3 , således at kapitalforeningen efter anmodning skal udlevere oplysninger om foreningens reelle ejere, herunder om foreningens forsøg på at identificere kapitalforeningens reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det fremgår af selskabslovens § 58 a, stk. 6, at kapitalselskabet efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det fremgår endvidere af selskabslovens § 58 a, stk. 7, at Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet og andre kompetente myndigheder vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, herunder Hvidvasksekretariatet, indgår.

Med lovforslagets § 16, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 58 a, stk. 6 , således at kapitalselskabet efter anmodning skal udlevere oplysninger om selskabets reelle ejere, herunder om selskabets forsøg på at identificere selskabets reelle ejere, til Hvidvasksekretariatet.

Med lovforslagets § 16, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 58 a, stk. 7 , således at Hvidvasksekretariatet vederlagsfrit kan videregive oplysninger om reelle ejere, der er registreret, jf. stk. 3, eller er indhentet, jf. stk. 6, til andre EU-medlemsstaters kompetente myndigheder og finansielle efterretningstjenester.

Der er således tale om en konsekvensændring som følge af etableringen af National enhed for Særlig Kriminalitet, jf. den foreslåede § 110 a, og en præcisering som følge af, at de nævnte bestemmelser er rettet mod Hvidvasksekretariatet og ikke National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor Hvidvasksekretariatet organisatorisk kommer til at høre under.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1-3

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 3, at fingeraftryk, der optages i medfør af § 40 a, stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt edb-register, der føres af Rigspolitichefen. Det fremgår videre af § 40 b, stk. 3, at personfotografi, der optages i medfør af § 40 a, stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt register, der føres af Rigspolitichefen.

Det fremgår endvidere af udlændingelovens § 58 d, stk. 1, § 58 i, stk. 1-5, og § 58 j, stk. 1-3, at rigspolitichefen eller Rigspolitiet under visse nærmere angivne omstændigheder videregiver oplysninger til det centrale Eurodac-system.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Rigspolitiet indgår.

På den baggrund foreslås det med lovforslagets § 17, nr. 1-3, at ændre i de ovenfor nævnte bestemmelser, således at det fremadrettet er politiet, og ikke Rigspolitiet eller rigspolitichefen, der fører det i udlændingelovens § 40 a, stk. 3, og § 40 b, stk. 3, nævnte register.

Det foreslås ligeledes, at det fremadrettet er politiet, der kan videregive oplysninger til Eurodac-systemet, jf. § 58 d, stk. 1, § 58 i, stk. 1-5, og § 58 j, stk. 1-3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1-3

Det fremgår af PNR-lovens § 1, at Rigspolitiet etablerer en passagerlisteoplysningsenhed (PNR-enhed).

Det fremgår endvidere af PNR-lovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at luftfartsselskaber efter anmodning fra Rigspolitiet og herefter løbende forud for flyvninger, der har tilknytning til Danmark, skal videregive PNR-oplysninger, jf. lovens bilag 1, i elektronisk form til PNR-enheden.

Det fremgår herudover af PNR-lovens § 3, stk. 3, at har en flyvning fælles rutenummer, er det alene det luftfartsselskab, der står for flyvningen, der skal videregive PNR-oplysninger til Rigspolitiet.

Det fremgår endeligt af PNR-lovens § 7, stk. 2, nr. 1, at oplysninger, der er maskeret efter PNR-lovens § 7, stk. 1, ikke må afmaskeres, medmindre det er nødvendigt for at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, jf. lovens bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel, og afmaskeringen er godkendt af rigspolitichefen eller den, som bemyndiges hertil.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Rigspolitiet indgår.

Med lovforslagets § 18, nr. 1, foreslås det at ændre i PNR-lovens § 1 , således at det fremadrettet er politiet, der etablerer en passagerlisteoplysningsenhed (PNR-enhed).

Med lovforslagets § 18, nr. 2, foreslås det at ændre i PNR-lovens § 3. Det foreslås for det første at ændre i bestemmelsens stk. 1, således at luftfartsselskaber fremadrettet efter anmodning fra politiet og herefter løbende forud for flyvninger, der har tilknytning til Danmark, skal videregive PNR-oplysninger, jf. lovens bilag 1, i elektronisk form til PNR-enheden. Det foreslås for det andet at ændre i bestemmelsens stk. 3, således at, hvis en flyvning har fælles rutenummer, er det alene det luftfartsselskab, der står for flyvningen, der fremadrettet skal videregive PNR-oplysninger til politiet.

Med lovforslagets § 18, nr. 3, foreslås det endvidere at ændre i PNR-lovens § 7, stk. 2 , således at oplysninger, der er maskeret efter § 7, stk. 1, ikke må afmaskeres, medmindre det er nødvendigt for at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, jf. lovens bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel, og afmaskeringen er godkendt af politiet eller den, som bemyndiges hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af Dna-profilregisterlovens § 1, stk. 1, at Rigspolitichefen efter reglerne i loven opbevarer og fører Det Centrale Dna-profil-register, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med identifikation af personer.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Rigspolitiet indgår.

Med lovforslagets § 19, nr. 1, foreslås det derfor at ændre Dna-profilregisterlovens § 1, stk. 1 , således at det fremadrettet er poltiet, der efter reglerne i loven opbevarer og fører Det Centrale Dna-profil-register, der tjener som internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med identifikation af personer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det fremgår af § 12, stk. 1, i lov om elektronisk kommunikationsnet og -tjenester, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal registrere deres virksomhed hos Rigspolitiets Telecenter (nu Teledatasektionen).

Det fremgår videre af lovens § 75 a, stk. 4, at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Rigspolitiets Telecenter om forhold, som er omfattet af § 12, stk. 1, skal foregå digitalt.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 etableres en ny national enhed, hvori dele af Rigspolitiet indgår.

Med lovforslagets § 20, nr. 1, foreslås det derfor at ændre i § 12, stk. 1 , således at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester fremadrettet skal registrere deres virksomhed hos politiets centrale teledatasektion.

Med lovforslagets § 20, nr. 1, foreslås det endvidere at ændre i § 75 a, stk. 4 , således at erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra politiets centrale teledatasektion om forhold, som er omfattet af § 12, stk. 1, skal foregå digitalt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ved lov nr. 796 af 9. juni 2020 blev § 22 b indsat i lov om erhvervsfremme (lov nr. 1518 af 18. december 2018).

Det fremgår af § 22 b, stk. 1, at Erhvervsstyrelsens ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger, der har tilknytning til underretninger vedrørende de erhvervsrettede covid-19-kompensationsordninger, og som hidrører fra Hvidvasksekretariatet.

Det fremgår videre af bestemmelsens stk. 2, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

Med lovforslagets § 3, nr. 5, foreslås det at udstrække tavshedspligten vedrørende oplysninger, som hidrører fra underretninger efter hvidvasklovens § 26, til ansatte ved alle offentlige myndigheder.

Det fremgår således af den foreslåede § 38 a, stk. 1, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som hidrører fra en underretning efter § 26.

Det fremgår endvidere af den foreslåede § 38 a, stk. 2, at forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring, § 24 om begrundelsespligt og §§ 28 og 31 om videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder ikke finder anvendelse på de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.

Den foreslåede § 38 a omfatter således de situationer, der hidtil har været omfattet af § 22 b i lov om erhvervsfremme.

Med lovforslagets § 21 foreslås det derfor at ophæve § 22 b i lov om erhvervsfremme.

Med den foreslåede § 38 a er der ikke tilsigtet ændringer i forhold til, hvad der i dag er gældende for Erhvervsstyrelsens ansatte, jf. § 22 b i lov om erhvervsfremme.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 1

Det følger af færdselslovens § 118 a, stk. 1, at bøder for overtrædelse af færdselsloven og forskrifter, der udstedes i medfør af loven, udmåles til 1.000 kr. eller beløb derover, som er delelige med 500. For gående og førere af cykel, hestekøretøj eller hest udmåles bøder dog til 700 kr. eller derover og for personer med særligt lav indtægt til 500 kr. eller derover.

Bøder for overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om hastighed i §§ 41-43 b udmåles i overensstemmelse med § 118 a, stk. 1. For så vidt angår de gældende bødetakster for overtrædelse af §§ 41-43 b henvises til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås det, at der indsættes et 3. pkt. i § 118 a, stk. 1, hvoraf det fremgår, at bøder for overtrædelse af §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning fremover vil skulle udmåles til 1.200 kr. eller beløb derover, som er delelige med 600.

Den foreslåede regulering vil medføre, at minimumsbøden for hastighedsovertrædelser vil stige med 20 pct. Det svarer til en pristalsregulering med oprunding, hvor udgangspunktet er en opskrivning fra 2012 til 2021 med anvendelse af satsreguleringsprocenten.

Den samtidig foreslåede forhøjelse af deleligheden fra 500 til 600 for bøder for hastighedsovertrædelser vil medføre, at alle øvrige bødetakster for hastighedsovertrædelser ligeledes vil stige med 20 pct. En bøde på f.eks. 1.500 kr. vil således stige til 1.800 kr., en bøde på 2.000 kr. til 2.400 kr. og en bøde på 2.500 kr. til 3.000 kr. og så fremdeles. Det såkaldte højhastighedstillæg i færdselslovens § 118, stk. 3, vil ligeledes stige med 20 pct.

Den foreslåede regulering indebærer, at samtlige bødetakster for hastighedsovertrædelser underlægges samme procentuelle stigning. Den foreslåede regulering af de pågældende bødetakster vil således stemme overens med den nuværende opbygning af færdselslovens bødesystem, hvor bøden er fastsat proportionalt i forhold til hastighedsovertrædelsen. Derved vil overtrædelsens færdselssikkerhedsmæssige risiko (den procentvise overskridelse af hastighedsgrænsen), grovhed og strafværdighed fortsat bliver afspejlet i bødetaksterne.

Den foreslåede ændring af § 118 a, stk. 1, vil herefter indebære følgende retningslinjer for bødeudmålingen for hastighedsovertrædelser:

Overtrædelse af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger begået under kørsel med andre køretøjer end tunge køretøjer, undtagen knallert (§ 118, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 118, stk. 4)

Hastighedsoverskridelse i procent Motorveje med tilladt hastighed på under 100 km/t Motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km Alle andre veje (kr.) (kr.) i timen og motorveje med tilladt hastighed på 100 km/t eller derover (kr.)

Under 20 1.200 1.200 1.200

20-29 1.800 1.800 1.800

30-39 1.800 2.400 3.000

40-49 2.400 3.000 3.600

50-59 2.400 3.600 3.600

60-69 3.000 4.200 4.200

70-79 3.600 5.400 4.800

80-89 4.200 6.000 5.400

90-99 5.400 7.800 6.600

100 eller mere 6.000 9.000 7.200

Overtrædelse af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger begået under kørsel med tunge køretøjer (§ 118, stk. 2, 3. pkt.)

Hastighedsoverskridelse i procent Motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km Alle andre veje (kr.) i timen og motorveje (kr.)

Under 20 1.800 1.800

20-29 1.800 1.800

30-39 2.400 3.600

40-49 3.000 4.200

50-59 3.600 4.800

60-69 4.200 5.400

70-79 5.400 6.600

80-89 6.000 7.200

90-99 7.800 9.000

100 eller mere 9.000 10.200

Højhastighedstillæg (alle veje) (§ 118, stk. 3):

Hastighed (km/t)     Tillæg (kr.)

140-149     1.200

150-159     1.800

160-169     2.400

170-179     3.000

180-189     3.600

190-199     4.200

200-209     4.800

210-219     5.400

220-229     6.000

230-239     6.600

Overtrædelse af færdselslovens § 43 a med lille knallert

Hastighedsoverskridelse i pct. Alle veje (kr.)

Under 30 pct. 1.200

30-60 pct. 1.800

Mere end 60 pct. 2.400

Overtrædelse af § 43 a med stor knallert

Hastighedsoverskridelse i pct. Alle veje (kr.)

Under 30 pct. 1.200

30-60 pct. 2.400

Mere end 60 pct. 3.000

Med mere end 100 pct. 3.000 (evt. 20 dages ubetinget fængsel)1

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den foreslåede regulering af bødetaksterne indebærer ikke ændringer i færdselslovens § 118, stk. 10 og stk. 11, nr. 2 og 3, hvorefter hastighedsovertrædelser under særlige omstændigheder kan medføre fængselsstraf.

Det foreslås endvidere, at der indsættes et 4. pkt. i § 118 a, stk. 1, hvoraf det fremgår, at for overtrædelser omfattet af 3. pkt. vil bøder for personer med særlig lav indtægt skulle udmåles til 600 kr. eller beløb derover.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 118 a, stk. 1, 3. pkt., hvorved minimumsbøden for overtrædelse af færdselslovens §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning foreslås forhøjet til 1.200 kr.

Den foreslåede bestemmelse medfører således, at bøder for overtrædelse af færdselslovens §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning fortsat kun kan nedsættes til det halve for personer med særlig lav indtægt. Den foreslåede minimumsbøde på 1.200 kr., jf. den foreslåede bestemmelse i § 118 a, stk. 1, 3. pkt., vil herefter kunne nedsættes til 600 kr. for personer med særlig lav indtægt, og en bøde, der efter lovforslagets foreslåede retningslinjer vil skulle udmåles til f.eks. 1.800 kr., vil kunne nedsættes til 900 kr.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke ændringer af de gældende retningslinjer for, hvornår der i praksis sker nedsættelse af bøder til personer med særlig lav indtægt, herunder hvornår en person kan anses for at have en særlig lav indtægt, således som disse fremgår af Rigsadvokatens meddelelse, afsnittet Generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager, pkt. 5.2 om nedsættelsesgrunde – § 118 a, stk. 1, 2. pkt.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Bestemmelsen angår lovens territoriale anvendelsesområde.

Det fremgår af den foreslåede stk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Efter den foreslåede stk. 2 , kan §§ 3, 5, 8-9 og 11-19, dog ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 1 om ændring af straffeloven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

Lovforslagets § 2 om ændring af retsplejeloven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet der for Grønland gælder en selvstændig retsplejelov.

Lovforslagets § 4 om ændring af lov om europæiske firmagrupper kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 6 om ændring af SE-loven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 7 om ændring af SCE-loven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke en indeholder anordningshjemmel.

Lovforslagets § 10 om ændring af konkurrenceloven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 20 om ændring af lov om elektronisk kommunikationsnet og -tjenester kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 21 om ophævelse af § 22 b i lov om erhvervsfremme kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet ophævelsen af § 22 b er overflødigt som følge af, at § 22 b ikke kan sættes i kraft for Grønland, jf. § 3 i lov nr. 796 af 9. juni 2020.

Lovforslagets § 22 om ændring af færdselsloven kan ikke sættes i kraft for Grønland, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Efter den foreslåede stk. 3 , kan §§ 3, 13-15 og 17-19, endvidere ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 1 om ændring af straffeloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område.

Lovforslagets § 2 om ændring af retsplejeloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet der på Færøerne gælder en selvstændig retsplejelov.

Lovforslagets § 4 om ændring af lov om europæiske firmagrupper kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 5 om ændring af fondsloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet Færøerne har overtaget formueretten.

Lovforslagets § 6 om ændring af SE-loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 7 om ændring af SCE-loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 8 om ændring af erhvervsvirksomhedsloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet Færøerne har overtaget selskabsretten.

Lovforslagets § 9 om ændring af revisorloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 10 om ændring af konkurrenceloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 11 om ændring af lov om erhvervsdrivende fonde kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 12 om ændring af lov om firmapensionskasser kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 16 om ændring af selskabsloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 20 om ændring af lov om elektronisk kommunikationsnet og -tjenester kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.

Lovforslagets § 21 om ophævelse af § 22 b i lov om erhvervsfremme kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet ophævelsen af § 22 b er overflødigt som følge af, at § 22 b ikke kan sættes i kraft for Færøerne, jf. § 3 i lov nr. 796 af 9. juni 2020.

Lovforslagets § 22 om ændring af færdselsloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, idet hovedloven ikke indeholder en anordningshjemmel.