Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 2

Forarbejder til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 2

Til nr. 1 og 2

Det fremgår af retsplejelovens § 101, stk. 1, 1. pkt., at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 oprettes en Statsadvokat for Særlig Kriminalitet. Statsadvokaten skal føre tilsyn med National enhed for Særlig Kriminalitets komplekse straffesagsbehandling, føre legalitetskontrol, hjælpe med styring og tilskæring af enhedens sager og føre ankesager for landsretterne, jf. dog den foreslåede § 101, stk. 3. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil således i et vist omfang overtage nogle af de opgaver, der allerede ligger hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Det foreslås med lovforslagets § 2, nr. 1, at ændre § 101, stk. 1, 1. pkt., således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. dog § 101, stk. 3.

På den baggrund foreslås det endvidere med lovforslagets § 2, nr. 2, at indsætte et stk. 3 i retsplejelovens § 101, så Rigsadvokaten kan bemyndige National enhed for Særlig Kriminalitet til i et nærmere bestemt omfang at varetage udførelsen af straffesager ved landsretterne i sager omfattet af enhedens område.

Forslaget er begrundet i et hensyn til de kompetencer, der samles i National enhed for Særlig Kriminalitet og for at sikre størst mulig fleksibilitet ved anklagemyndighedens behandling af komplekse straffesager.

Dette indebærer, at enheden modsat politikredsene forventes at føre visse ankesager i landsretterne. Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet vil i den forbindelse skulle være særlig opmærksom på tilsynsforpligtigelsen i forhold til de ankesager, som enheden er bemyndiget til at varetage.

For en nærmere gennemgang af disse sager henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Til § 110 a

I medfør af retsplejelovens § 110, stk. 1, 1. pkt., er landet inddelt i 12 politikredse. Justitsministeren er politiets øverste foresatte og udøver sine beføjelser gennem rigspolitichefen og politidirektørerne, jf. retsplejelovens § 108, 1. pkt. Rigspolitichefen har ansvar for politiets virksomhed i hele landet og fører tilsyn med politidirektørerne, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1.

De nærmere regler om politiets opgavevaretagelse og organisatoriske struktur findes bl.a. i retsplejelovens kapitel 11.

Justitsministeren er de offentlige anklagere overordnet og fører tilsyn med disse, jf. retsplejelovens § 98, stk. 1.

Det følger af retsplejelovens § 95, at de offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektørerne samt de personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af straffesager.

Rigsadvokaten varetager udførelsen af straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret, jf. retsplejelovens § 99, stk. 1. Statsadvokaterne varetager som udgangspunkt udførelsen af straffesager ved landsretterne, jf. retsplejelovens § 101, stk. 1, 1 pkt., mens politidirektørerne og de offentlige anklagere, der er ansat hos disse, som udgangspunkt varetager udførelsen af straffesager ved byretterne, jf. retsplejelovens § 104, stk. 1, 1. pkt.

De nærmere regler om anklagemyndighedens opgavevaretagelse og organisatoriske struktur findes bl.a. i retsplejelovens kapitel 10.

Politiets og anklagemyndighedens organisering er løbende blevet udviklet i takt med det ændrede kriminalitetsbillede. Derfor er der over tid etableret flere landsdækkende enheder og regionale opgavefællesskaber med forskellige organisatoriske ophæng til håndtering af den mere komplekse kriminalitet, som bl.a. er kendetegnet ved at bevæge sig på tværs af politikredse og landegrænser og ikke mindst i det digitale rum.

Med aftalen for politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er det besluttet, at der som led i videreudviklingen af politiet og anklagemyndigheden etableres en ny National enhed for Særlig Kriminalitet, hvor de mest specialiserede politi- og anklagerfaglige kompetencer i politiet og anklagemyndigheden forenes og samles i én enhed.

Med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det derfor bl.a. at indsætte § 110 a som ny bestemmelse i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 a, stk. 1 , at National enhed for Særlig Kriminalitet for hele landet varetager efterforskningen og strafforfølgningen af forbrydelser, hvor der er grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, indebærer kompleks samarbejde med udenlandske retshåndhævende myndigheder, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af særegne metoder eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Det fremgår af den foreslåede § 110 a, stk. 2 , at National enhed for Særlig Kriminalitet ledes af en politidirektør, der har ansvar for enhedens virksomhed.

Der lægges således op til, at enheden organisatorisk forankres på niveau med politikredsene, og at enheden organiseres som politikreds med egen anklagemyndighed med kompetencer til håndtering af den landsdækkende og komplekse opgaveportefølje.

Endelig foreslås det i § 110 a, stk. 3 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke kriminalitetsområder der er omfattet af National enhed for Særlig Kriminalitets område.

Der lægges i den forbindelse op til, at enheden skal varetage efterforskningen og strafforfølgningen af sager om overtrædelse af straffelovens §§ 278-283, §§ 289-304 eller af lovgivning, der regulerer erhvervslivets eller de finansielle markeders forhold, når der kan være grund til at antage, at overtrædelsen har et særligt betydeligt omfang, er et led i organiseret kriminalitet, er udført ved anvendelse af særegne metoder, eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter.

Herudover skal enheden varetage internationale straffesager, herunder navnlig sager om folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og andre alvorlige forbrydelser begået i udlandet, hvor efterforskningen og strafforfølgningen som følge af sagens kompleksitet og internationale aspekt forudsætter en særlig viden om og indsigt i forholdene i udlandet og forudsætter, at der etableres et samarbejde med myndigheder i andre lande, internationale institutioner, organisationer mv.

Enheden overtager dermed forretningerne vedrørende de kriminalitetsområder, der hidtil har hørt under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Med etableringen af enheden samles endvidere også Særlig Efterforskning Vest, Særlig Efterforskning Øst, Grænsecenter Øresund (GCØ) og politiets Landsdækkende Center for It-relateret økonomisk Kriminalitet (LCIK), samt Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3), Rigspolitiets Nationale Kriminaltekniske Center (NKC) og dele af Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC), hvorfor enheden vil have et bredere kompetenceområde end kriminalitetsområderne fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Enheden kommer derfor i et vist omfang til at varetage forretningerne vedrørende komplekse kriminalitetsområder som f.eks. bandekriminalitet, organiseret narkotikahandel og smugling, ulovlig våbenhandel, hvidvask, organiseret skatteunddragelse samt organiseret menneskehandel og menneskesmugling.

Der lægges med den foreslåede § 110 a, stk. 3, op til en fleksibel ordning, hvor justitsministeren inden for rammerne af § 110 a, stk. 1, kan bestemme de kriminalitetsområder, som National enhed for Særlig Kriminalitet skal varetage. Det forudsættes i den forbindelse, at justitsministeren kan bemyndige rigspolitichefen efter drøftelse med rigsadvokaten til at fastsætte den nærmere fordeling mellem National enhed for Særlig Kriminalitet og politikredsene. Opstår der tvivl om, hvorvidt en konkret sag henhører under enheden, forudsættes det, at spørgsmålet afgøres af Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet.

Dette kommer ikke til at berøre den adgang, som statsadvokaten i øvrigt har til at overføre en konkret sag fra en politidirektør til en anden efter retsplejelovens § 104, stk. 3, hvis der eksempelvis er tilfælde af inhabilitet hos enheden.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 110 b

Regeringen oprettede i efteråret 2019 Operativt Myndighedsforum med det formål at etablere et tættere og fast operationelt samarbejde, der kan styrke myndighedernes indsats på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet.

På møderne kan de deltagende myndigheder drøfte konkrete sager og dele relevante oplysninger med hinanden. Det Operative Myndighedsforum sikrer således, at de relevante myndigheder får det bedst mulige grundlag for at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, ligesom det giver myndighederne en bedre mulighed for at koordinere fælles indsatser på området.

Med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det bl.a. at indsætte en ny § 110 b i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 b, stk. 1 , at der under ledelse af National enhed for Særlig Kriminalitet oprettes et operativt samarbejde til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Det fremgår videre af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 1. pkt., at tilsynsmyndighederne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme samt told- og skatteforvaltningen deltager i det operative samarbejde.

Herved videreføres det eksisterende Operative Myndighedsforum med en selvstændig juridisk ramme i retsplejeloven.

Det fremgår af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 2. pkt., at National enhed for Særlig Kriminalitet kan beslutte, at andre myndigheder end de, der er nævnt i 1. pkt., og virksomheder og personer omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme kan deltage i et operativt samarbejde, jf. stk. 1.

Det forudsættes i den forbindelse, at myndighedernes, virksomhedens eller personens deltagelse har betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Af hensyn til grundlæggende principper om fortrolighedsforholdet mellem advokat og klient og klienternes retssikkerhed i øvrigt fremgår det af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 3. pkt ., at advokater, jf. § 1, stk. 1, nr. 14, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, ikke kan deltage i et operativt samarbejde uanset bestemmelsens stk. 2, 2. pkt.

Der lægges op til en fleksibel ordning for det operative samarbejde, hvor enheden kan beslutte at nedsætte et operativt samarbejde specifikt i forhold til en konkret sag, et givet geografisk område eller nye risici og tendenser på hvidvask- og terrorfinansieringsområdet eller andre kriminalitetsområder omfattet af samarbejdet i henhold til § 110 b, stk. 8. Deltagerkredsen kan derfor variere fra møde til møde alt efter enhedens skøn. Det er således ikke en forudsætning, at en given myndighed automatisk deltager i et operativt samarbejde, hvis området ikke er af umiddelbar relevans for myndigheden.

Der eksisterer i dag ikke et lovgrundlag, der gør det muligt for private virksomheder, herunder banker og andre finansielle virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, at videregive fortrolige oplysninger til eller i øvrigt deltage i Det Operative Myndighedsforum.

Det fremgår derimod af § 117, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af lokale bestyrelser og lignende, medlemmer af repræsentantskabet i en finansiel virksomhed, der ikke er en sparekasse, revisorer og granskningsmænd samt deres suppleanter, stiftere, vurderingsmænd, likvidatorer, direktører, ansvarshavende aktuarer, generalagenter og administratorer i et forsikringsselskab samt øvrige ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med.

Revisorer og revisionsvirksomheder er endvidere underlagt tavshedspligt i samme omfang som offentligt ansatte, jf. § 30, stk. 1, i lov om revisorer og revisionsvirksomheder. Det fremgår af denne bestemmelse, at straffelovens §§ 144, 150-152 f og 155-157 finder tilsvarende anvendelse på revisorer. For så vidt angår disses medarbejdere finder straffelovens §§ 144, 152-152 f og 155 tilsvarende anvendelse.

En udbyder af betalingstjenester og en udsteder af elektroniske penge skal på forhånd indhente udtrykkeligt samtykke fra en bruger af betalingstjenester, hvis udbyderen eller udstederen behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstjenesten, jf. § 124, stk. 2, i lov om betalinger. Det fremgår dog af § 124, stk. 3, at en udbyder af betalingstjenester og betalingssystemer og en udsteder af elektroniske penge uanset stk. 2 må behandle personoplysninger til brug for forebyggelse, efterforskning, retshåndhævelse og opdagelse af misbrug eller svig, eller hvis behandlingen er hjemlet ved anden lov.

Det fremgår endvidere af § 125, stk. 6, i lov om betalinger, at en erhvervsdrivende ikke må videregive betalingsoplysninger til tredjemand, medmindre dette er hjemlet ved anden lovgivning eller det sker i forbindelse med gennemførelse eller korrektion af en betalingstransaktion eller udbuddet af en tjeneste, som brugeren har anmodet om, og som ikke er i strid med stk. 2-5.

Der er på baggrund af ovenstående behov for at tilvejebringe et lovgrundlag, således at udvalgte virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 kan videregive oplysninger til og deltage i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Det fremgår derfor af den foreslåede § 110 b, stk. 3 , at de myndigheder, der er nævnt i stk. 1 og 2, uanset tavshedspligt fastsat i anden lovgivning kan videregive oplysninger til myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at medarbejdere i tilsynsmyndighederne, herunder Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, uanset tavshedspligten fastsat i anden lovgivning kan videregive oplysninger til et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1.

For Finanstilsynets vedkommende vil der således være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 56, stk. 1, § 354 i lov om finansiel virksomhed, § 136 i lov om betalinger, § 224 i lov om kapitalmarkeder, § 175 i lov om investeringsforeninger m.v., § 170 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 17 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, § 27 f i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, § 15, stk. 2, i lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber, § 13 i lov om ejendomskreditselskaber, § 103 i lov om firmapensionskasser, § 31 i lov om forsikringsformidling, § 19 i lov om forbrugslånsvirksomhed, § 15 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med forsikring, pension og lignende finansielle ydelser, § 17, stk. 4, i lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet, § 4, stk. 2, i lov om et skibsfinansieringsinstitut, § 76 a i lov om arbejdsskadesikring, § 22, stk. 2, i lov om indskyder- og investorgarantiordning, § 10 f i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond og § 25, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler.

For Erhvervsstyrelsens vedkommende vil der således være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 63, stk. 1, og revisorlovens § 48, stk. 1.

For Spillemyndighedens vedkommende vil der være tale om en undtagelse til tavshedspligten i hvidvasklovens § 69, stk. 1.

Endvidere vil Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen få mulighed for af egen drift at videregive oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 til myndigheder, der deltager i et operative samarbejde, forudsat at oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Videregivelse af oplysninger efter det foreslåede stk. 3 vil f.eks. kunne ske på møder i et operativt samarbejde. Som grundlag for vurderingen af, om en oplysning kan have betydning for en myndigheds opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering, vil bl.a. kunne indgå, om oplysningen vil kunne danne grundlag for en underretning efter hvidvasklovens §§ 26 og 28, eller om Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen har fået en underretning fra en samarbejdspartner, f.eks. om et bestyrelsesmedlem eller en direktør, som også ejer andre virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven, og hvor en anden myndighed fører tilsyn efter hvidvasklovens bestemmelser. Oplysningerne vil kunne videregives, selv om de ud fra en konkret vurdering ikke vil være relevante for alle de myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen vil få mulighed for efter anmodning og af egen drift fra en af de myndigheder, der deltager i et operativt samarbejde, at videregive oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt, til myndighederne i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Videregivelse efter stk. 3 vil forudsætte, at oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Den anmodende myndighed skal have en formodning om, at oplysningerne kan bidrage til at belyse en potentiel lovovertrædelse, der har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering eller kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Der stilles ikke krav om, at den anmodende myndighed har en konkret mistanke om, at der foreligger en lovovertrædelse.

Med bestemmelsen er det vurderet, at hvis en myndighed er med i samarbejdet, er den pågældende myndighed allerede af den grund en relevant og legitim modtager af oplysningen. Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltning vil eksempelvis ikke skulle foretage en konkret vurdering af, om der vil være hjemmel til at videregive oplysningen af egen drift til alle de i samarbejdet deltagende myndigheder. Myndighederne vil således alene skulle vurdere, om oplysningen er omfattet af bestemmelsen i § 110 b, stk. 3. Det vil ikke i praksis være en forudsætning for videregivelse af oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligt, at der foreligger en konkret mistanke om en lovovertrædelse, og at videregivelse må forventes at kunne medvirke til, at lovovertrædelsen konstateres, eller at der foreligger andre lovbestemmelser, der giver andre myndigheder hjemmel til at indhente fortrolige oplysninger. Det vil således også for Spillemyndigheden være muligt af egen drift at videregive oplysninger, der ikke er nødvendige til brug for registrering og kontrol efter spilleloven, f.eks. oplysninger om spillere. Det vil fremover være tilstrækkeligt, at betingelserne i § 110 b, stk. 3, er opfyldt.

Dette vil gælde for oplysninger om både fysiske og juridiske personer. Sådanne oplysninger videregives i dag efter henholdsvis reglerne i forvaltningslovens § 28, jf. § 31, og efter reglerne i databeskyttelsesloven, databeskyttelsesforordningen og særlovgivningen.

Det foreslås således, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen på møder i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, ville kunne videregive oplysninger om identificerede eller identificerbare fysiske og juridiske personer, herunder også følsomme personoplysninger og oplysninger om eventuelle strafbare forhold, uagtet den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17. Det vil alene være oplysninger, som Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen allerede er i besiddelse af, der vil kunne videregives. Spillemyndigheden vil således ikke på baggrund af en anmodning fra en myndighed i et operativt samarbejde skulle indhente nye oplysninger om spillere, spiludbydere og andre tilladelsesindehavere.

Som eksempel kan nævnes, at det i det tilfælde, hvor en af myndighederne, der deltager i et operativt samarbejde, på et møde i samarbejdet, efterspørger oplysninger om en eller flere navngivne personer eller virksomheder, vil det være muligt for Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen at videregive oplysninger om de pågældende personer eller virksomheder, herunder også oplysninger om personer, der er involverede i en virksomhed, som Spillemyndigheden eller told- og skatteforvaltningen er besiddelse af.

Myndighederne kan fortsat uden for et operativt samarbejde ud fra en konkret vurdering videregive oplysninger efter de almindelige gældende regler i forvaltningsloven, databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og særlovgivningen til de i samarbejdet deltagende myndigheder. Det foreslås ikke at ændre på dette.

Spillemyndigheden kan således eksempelvis af egen drift og efter anmodning videregive oplysninger, ud over hvad der følger af spillelovens § 49, hvis betingelserne for videregivelse efter stk. 3 er opfyldt.

For at sikre et optimalt samarbejde mellem myndighederne og de udvalgte virksomheder og personer tilvejebringes med den foreslåede § 110 b, stk. 4 , en lovhjemmel, der sikrer, at virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 kan dele oplysninger som led i samarbejdet.

Det fremgår heraf, at virksomheder og personer omfattet af § 1 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme uanset § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, § 30, stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder og §§ 124 og 125 i lov om betalinger kan videregive oplysninger til myndigheder, virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, hvis oplysningerne kan have betydning for opgaven med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Virksomheder og personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, kan herved uanset bestemmelsen i § 117, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed videregive fortrolige oplysninger. Efter bemærkningerne til bestemmelsen forstås fortrolige oplysninger som alle oplysninger den finansielle virksomhed er i besiddelse af, jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 191-192. Videregivelse af oplysninger skal dog have betydning for opgaven med at bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8. Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, at der indsættes en lovhjemmel, der sikrer, at revisorer og revisionsvirksomheder uanset bestemmelsen i § 30, stk. 1, i lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder kan dele fortrolige oplysninger. De deltagende virksomheder og personer kan endvidere uanset bestemmelsen i §§ 124 og 125 i lov om betalinger videregive eksempelvis betalingsoplysninger, hvorved forstås personhenførbare oplysninger om, hvor en bruger har anvendt en betalingstjeneste, og hvad der er blevet købt med betalingstjenesten, jf. § 7, nr. 41, i lov om betalinger.

Deltagerne i Det Operative Myndighedsforum er underlagt tavshedspligt, jf. hvidvasklovens § 74 a, stk. 1. Det fremgår heraf, at personer, der virker inden for den offentlige forvaltning, og som deltager i et operativt samarbejde om bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet, jf. dog § 74 a, stk. 3.

Det fremgår af § 74 a, stk. 2, at tavshedspligten i stk. 1 også gælder i forhold til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til forvaltningsretlige eller databeskyttelsesretlige regler, jf. dog § 74 a, stk. 3.

Det fremgår endvidere af § 74 a, stk. 3, at oplysninger omfattet af stk. 1 efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagende myndigheds sagsbehandling. Foreligger der samtykke, finder de regler, der i almindelighed gælder for den modtagende myndighed, og som i medfør af stk. 1 og 2 er fraveget, på ny anvendelse.

Tilsynsmyndighederne i henhold til hvidvaskloven, herunder Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, kan videregive oplysninger til deltagere i Det Operative Myndighedsforum, jf. hvidvasklovens § 56, stk. 3, nr. 2, og § 63, stk. 3, nr. 2.

Efter skatteforvaltningslovens § 17 (den særlige tavshedspligt) skal skattemyndighederne under ansvar efter straffelovens §§ 152, 152 a og 152 c-152 f, iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til oplysninger om en fysisk eller en juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Den særlige tavshedspligt efter skatteforvaltningslovens § 17 er ubetinget og omfatter hele ministerområdets lovgivning, bortset fra lovgivning, der ikke er lovgivning om skatter i bred forstand.

Som følge af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 er skattemyndighedernes, herunder Spillemyndighedens, muligheder for videregivelse af oplysninger begrænset.

Det fremgår på den baggrund af hvidvasklovens § 69 b og § 69 d, at Spillemyndigheden og told- og skatteforvaltningen uanset skatteforvaltningslovens § 17 kan videregive oplysninger til et operativt samarbejde, hvis oplysningerne kan have betydning for myndighedernes opgave med at forebygge eller bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering.

De deltagende virksomheder og personers tavshedspligt er nærmere beskrevet ovenfor.

Det er nødvendigt at sikre fortrolige rammer for det operative samarbejde. Det fremgår derfor af den forslåede § 110 b, stk. 5 , at personer, der deltager i et operativt samarbejde, jf. stk. 1, er forpligtet til under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e at hemmeligholde oplysninger, som modtages i forbindelse med samarbejdet. jf. stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse skal bl.a. sikre, at myndigheder, der modtager oplysninger som led i et operativt samarbejde, er forpligtet til at bevare tavshed herom. Dette gælder bl.a. i forhold til oplysninger, som andre myndigheder måtte modtage fra enheden og Hvidvasksekretariatet, oplysninger fra Skatteforvaltningen eller Spillemyndigheden, som er underlagt den særlige tavshedspligt i Skatteforvaltningslovens § 17, samt oplysninger fra Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen, som er underlagt tavshedspligt efter hvidvasklovens §§ 56 og 63.

Hvad angår oplysninger, der allerede er offentligt tilgængelige eller ikke i sig selv er fortrolige, indebærer den foreslåede § 110 b, stk. 5, at deltagerne i et operativt samarbejde er forpligtiget til at bevare tavshed om det forhold, at der er sket en behandling af de pågældende oplysninger som led i samarbejdet.

Den foreslåede bestemmelse udgør en særlig tavshedsforskrift i forhold til oplysninger, der deles i forbindelse med et operativt samarbejde, og indebærer, at oplysningerne som udgangspunkt ikke må videregives, jf. dog stk. 7. Dette gælder også inden for myndighedens egen koncern eller organisation.

Det medfører også, at der som hovedregel ikke kan ske videregivelse efter § 56, stk. 3, § 63 stk. 3, og § 69 stk. 3, i hvidvaskloven. Den særlige tavshedsforskrift indebærer bl.a. en begrænsning i retten til aktindsigt i sådanne oplysninger efter offentlighedslovens § 35. Den særlige tavshedsforskrift indebærer herudover begrænsninger i adgangen til at anvende og videregive de oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, i forhold til oplysninger, der er omfattet af den almindelige tavshedspligt, jf. forvaltningslovens § 27.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 110 b, stk. 6 , at tavshedspligten i § 110 b, stk. 5, også gælder i forhold til den fysiske eller juridiske person, som oplysningerne vedrører, uanset en eventuel retlig forpligtelse til at videregive oplysningerne til den pågældende i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 7. Dette drejer sig navnlig om forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige regler.

Bestemmelsen fastslår, at tavshedspligten også finder anvendelse over for de personer og virksomheder, som oplysningerne vedrører. Herved fraviges bl.a. forvaltningslovens § 9 om partsaktindsigt, § 19 om partshøring og § 24 om begrundelsespligt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5 og 6, om tavshedspligt medfører endvidere, at oplysningspligten i databeskyttelsesforordningens artikel 14, stk. 1-4, ikke finder anvendelse, jf. forordningens artikel 14, stk. 5, litra d, for så vidt angår oplysninger, som de pågældende myndigheder, virksomheder og personer modtager i forbindelse med deltagelsen i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Desuden kan sådanne oplysninger i medfør af databeskyttelseslovens § 22, stk. 3, undtages fra indsigtsretten efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1.

Ordningen skal sikre den nødvendige fortrolighed omkring oplysningerne, der kan være af sensitiv og personhenførbar karakter eller omhandle enkelte virksomheders eller kunders forhold, og hvor fortrolighed som udgangspunkt vil være nødvendigt af hensyn til myndighedernes opgave med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Den foreslåede § 110 b, stk. 7, 1. pkt., indeholder en undtagelse til tavshedspligten i stk. 5 og 6. Bestemmelsen indebærer, at oplysninger omfattet af tavshedspligten i stk. 5, efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i den modtagene myndigheds sagsbehandling. Herefter vil tavshedspligten efter bestemmelsens stk. 5 og 6 ikke længere finde anvendelse for de pågældende oplysninger, og den videre behandling af oplysningerne vil i stedet være omfattet af de almindelige regler, der gælder for den modtagende myndighed. Endvidere vil de fravigelser af forvaltningsprocessuelle rettigheder, som den særlige tavshedsforskrift indebærer, ikke længere gælde. Eksempelvis vil enhedens videre behandling af oplysninger om mistænkelige transaktioner, virksomheder eller personer mv. modtaget fra Spillemyndigheden eller Finanstilsynet alene være reguleret af den lovgivning, politiet er underlagt, herunder navnlig forvaltningsloven, retsplejeloven og retshåndhævelsesloven.

Tilsvarende vil bl.a. forvaltningslovens regler om partshøring, partsaktindsigt, begrundelse mv. samt oplysningspligt og indsigtsret efter databeskyttelsesreglerne finde anvendelse for myndighedernes videre behandling af oplysningerne.

Den foreslåede § 110 b, stk. 7, 2. pkt., medfører, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden f.eks. vil kunne videregive oplysninger i henhold til hvidvasklovens § 56, stk. 3, § 63, stk. 3 og § 69, stk. 3, på baggrund af en konkret vurdering i forhold til den enkelte modtager, hvis den afgivende myndighed har givet samtykke hertil.

Den afgivende myndigheds samtykke efter bestemmelsen er ikke underlagt særlige formkrav. Samtykke vil således bl.a. kunne meddeles mundtligt, f.eks. på et møde i regi af et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. De relevante myndigheder vil herefter kunne sikre den fornødne dokumentation af samtykket og dets omfang ved at gøre notat herom som led i deres respektive sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 2.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5-7, 1. og 2. pkt., er en videreførelse af hvidvasklovens § 74 a. Der er således ikke tilsigtet ændringer i forhold til den tavshedspligt, som myndighederne hidtil har været underlagt i regi af møderne i Det Operative Myndighedsforum, jf. herved også bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7.

I medfør af den foreslåede § 110 b, stk. 2, 2. pkt., vil virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1 som nævnt ovenfor dog kunne deltage i et operativt samarbejde. Tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, omfatter derfor også de virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, der deltager i et operativt samarbejde om hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

Tavshedspligten indebærer, at virksomheder og personer omfattet af hvidvasklovens § 1, der modtager oplysninger gennem deltagelse i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, er underlagt en absolut tavshedspligt for så vidt angår den umiddelbare behandling af oplysningerne. Tavshedspligten vil således omfatte den helt umiddelbare deling og anvendelse af oplysninger, som finder sted under og i direkte tilknytning til arbejdet i et operativt samarbejde. Det indebærer navnlig, at de udvalgte virksomheder og personer ikke bilateralt må dele oplysninger mellem sig uden for egentlige møder i et operativt samarbejde. Det indebærer endvidere, at virksomheden og personen som udgangspunkt ikke kan dele oplysninger inden for virksomhedens eller personens egen organisation eller koncern, jf. dog den foreslåede § 110 b, stk. 7, 3. pkt.

De foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 110 b, stk. 5 og 6, om tavshedspligt fastsættes som en lovgivningsmæssig foranstaltning til begrænsning af indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, inden for rammerne af forordningens artikel 23, stk. 1, med hensyn til de private aktører, som deltager i et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1. Det indebærer, at personoplysninger, der modtages af de private aktører i forbindelse med deres deltagelse i et operativt samarbejde, er undtaget fra indsigtsretten i databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1. Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslaget almindelige bemærkninger.

Det følger således af den foreslåede § 110 b, stk. 7, 3. pkt., at oplysninger omfattet af tavshedspligten i den foreslåede § 110 b, stk. 5, efter samtykke fra den myndighed, der har afgivet oplysningerne, kan inddrages i virksomhedens eller personens indsats med at forebygge og bekæmpe hvidvask og terrorfinansiering eller andre kriminalitetsområder fastsat i medfør af stk. 8.

De deltagende virksomheder og personer kan herved, jf. bemærkningerne under pkt. 2.6.1.2, benytte oplysningerne til inden for virksomhedens eller personens egen organisation at styrke indsatsen med at forebygge hvidvask og terrorfinansiering, herunder eksempelvis ved skærpede kundekendskabsprocedurer og udvidet overvågning af kundens transaktioner.

Det fremgår endvidere af den foreslåede § 110 b, stk. 8 , at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det operative samarbejde kan behandle sager vedrørende andre kriminalitetsområder end hvidvask og terrorfinansiering, hvis kriminalitetsområdet er omfattet af National enhed for Særlig Kriminalitets område, jf. § 110 a.

Bestemmelsen skal sikre, at et operativt samarbejde, jf. den foreslåede § 110 b, stk. 1, også kan anvendes i andre sammenhænge, hvor det måtte være relevant for forebyggelsen eller bekæmpelsen af kriminalitet, der henhører under enhedens område.

Udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelsen forudsætter endvidere, at det drøftes med det relevante ressortministerium, om et kriminalitetsområde, som ministeriet forventes at bidrage med oplysninger til, skal omfattes af den foreslåede § 110 b, stk. 8.

Der lægges op til en fleksibel ordning for det operative samarbejde, hvor enheden kan beslutte at nedsætte et operativt samarbejde specifikt i forhold til en konkret sag, et givent område eller nye risici og tendenser på området. Deltagerkredsen kan derfor variere fra møde til møde alt efter enhedens skøn.

Det bemærkes i den forbindelse, at de private aktørers deltagelse i samarbejdet forudsætter, at det bærende element i kriminaliteten er relateret til en given transaktion. Det kan f.eks. være sager om fjernovergreb på børn i udlandet, der er karakteriseret ved, at internettet bruges til at bestille og livestreame seksuelle overgreb på børn i udlandet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af retsplejelovens § 172 a, stk. 1, at en person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e eller § 183, stk. 3, ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Det foreslås at ændre henvisningen til retsplejelovens 745 e i § 172 a, stk. 1, så der fremover henvises til retsplejelovens 745 e, stk. 1, nr. 1-4.

Ændringen skal ses i sammenhæng med den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, hvorefter videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, udvides til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Med ændringen vil forurettede, der fremover omfattes af den foreslåede bestemmelse i § 745 e, stk. 1, nr. 5, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, have pligt til at møde som vidne i retten og svare på supplerende spørgsmål i de situationer, hvor forurettede er videoafhørt.

Forslaget indebærer således, at den pågældende ikke vil være fritaget fra at afgive forklaring efter retsplejelovens § 172 a. Det videoafhørte vidne vil dermed fortsat skulle møde som vidne i retten for der at stå til rådighed for supplerende spørgsmål til den optagne forklaring.

Det forudsættes, at videooptagelsen under afhøringen af forurettede vil blive afspillet for retten indledningsvis under forurettedes tilstedeværelse. Forurettede vil herefter skulle sandhedsformanes af retten og dernæst blive bedt om at forholde sig til, om vedkommende kan vedstå sig forklaringen i videoafhøringen. Herefter kan forurettede komme med tilføjelser eller rettelser til den videooptagne forklaring.

Derefter forudsættes det, at anklageren og forsvareren vil få mulighed for at stille supplerende spørgsmål til den forurettede. De supplerende spørgsmål bør ikke have karakter af en egentlig genafhøring af forurettede, hvilket indebærer, at spørgsmål til forhold, der efter rettens vurdering er tilstrækkeligt belyst ved videoafhøringen, bør afskæres i medfør af retsplejelovens § 864, efter hvilken retten kan beslutte at afslutte bevisførelsen enten i det hele eller om et enkelt punkt, inden alle beviserne er fremført.

Efter omstændighederne vil forurettede kunne være omfattet af reglerne om vidnefritagelse i retsplejelovens § 171. Der vil således kunne opstå situationer, hvor en forurettet efter at have fået sin forklaring videooptaget alligevel ikke ønsker den afspillet i retten og heller ikke selv ønsker at afgive forklaring for retten med henvisning til retsplejelovens § 171, stk. 1 og 2. Forslaget ændrer ikke på anvendelsesområdet for de gældende regler om vidnefritagelse. I de tilfælde, hvor forurettede har ret til at blive fritaget fra at vidne, kan den optagne forklaring således ikke afspilles uden den forurettedes samtykke. I de tilfælde, hvor retten efter retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægger forurettede at afgive forklaring, vil videoafhøringen derimod skulle afspilles.

I anledning af uenighed mellem parterne om bevisførelsen kan der træffes afgørelse efter retsplejelovens § 875.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 7.

Til nr. 5

Det følger af retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, at en person ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 735, stk. 3, nr. 2 , så »sagens behandling« ændres til »behandlingen af sagen«.

Der er med forslaget alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 735, stk. 3, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om forsvarerbeskikkelse bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne har således besluttet, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag uændret med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, at en beskikkelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne efter § 735, stk. 3, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge.

Efter retsplejelovens § 735, stk. 3, nr. 2, kan en person ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.

Det foreslås at ændre ordlyden af § 736, stk. 1, nr. 2 , så »at beskikke« ændres til »beskikkelse af«.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at ændre bemærkningerne til § 736, stk. 1, nr. 2, så anvendelsen af reglerne om afbeskikkelse af en forsvarer, hvis medvirken væsentligt vil forsinke behandlingen af en sag, bringes i overensstemmelse med den nye prioritering af sager om personfarlig kriminalitet, som følger af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023. Aftaleparterne besluttede således, at der skal indføres målsætninger for sagsbehandlingstiden i sager om personfarlig kriminalitet på tværs af hele straffesagskæden, så der sikres en ensartet prioritering af sager om personfarlig kriminalitet.

Forslaget indebærer således, at prioriteringen af sager om personfarlig kriminalitet erstatter den hidtidige prioritering af VVV-sager i relation til reglerne om forsvarerbeskikkelse.

Sager om personfarlig kriminalitet omfatter i denne sammenhæng følgende:

– Sager om vold, trusler mv. mod bl.a. personer i offentlig tjeneste (straffelovens §§ 119-121)

– Sager om vold, trusler mv. mod vidner eller dennes nærmeste (straffelovens § 123)

– Sager om brandstiftelse (straffelovens §§ 180-182)

– Sager om incest (straffelovens § 210)

– Sager om vanrøgt eller nedværdigende behandling af ægtefælle, barn mv. (straffelovens § 213)

– Sager om unddragelse af forældremyndighed (straffelovens § 215)

– Sager om bortsendelse af barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare (straffelovens § 215 a)

– Seksualforbrydelser (straffelovens kapitel 24)

– Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

– Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens kapitel 26)

– Sager om trusler, der er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd (straffelovens § 266)

– Sager om offentlige udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk (straffelovens § 266 a)

– Sager om røveri (straffelovens § 288)

Det foreslås, at de særligt prioriterede sager – ligesom det i dag gælder for de hidtil prioriterede VVV-sager – ved domstolene skal omfatte tilståelsessager og domsmandssager, men ikke nævningesager og sager uden domsmænd, som ikke er tilståelsessager.

Det forudsættes, at anklagemyndigheden i sager om personfarlig kriminalitet ved indleveringen af retsmødebegæringen i en tilståelsessag eller anklageskriftet i en domsmandssag til retten tydeligt angiver dette. Retten vil herefter straks fra modtagelsen af retsmødebegæringen eller anklageskriftet kunne behandle sagen som en særligt prioriteret sag, herunder i forhold til reglerne om beskikkelse af forsvarer.

Ved afgørelsen af, om en beskikkelse skal tilbagekaldes, fordi den beskikkede forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, vil der ligesom i dag skulle foretages en samlet vurdering, hvori der ud over det bestående klientforhold og forsvarerens arbejde i sagen hidtil, bl.a. indgår sagens karakter, hensynet til medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen, hensyn til varetægtsfængslede og hensyn til sigtede under 18 år.

Hensynet til sagsbehandlingstiden skal fremover vægtes på samme måde som hidtil over for hensynet til sigtedes frie forsvarervalg.

Den hidtil foretagne afvejning videreføres således med nærværende lovforslag med den moderation, at særligt prioriterede sager fremover defineres som sager om personfarlig kriminalitet, jf. afgrænsningen ovenfor.

Der er ikke herudover tilsigtet ændringer i reglerne om tilbagekaldelse af forsvarerbeskikkelse eller anvendelsen af disse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 1, at politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter retsplejelovens § 872 (videoafhøring) i følgende tilfælde:

– Personen er under 13 år.

– Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 210 (incest) eller kapitel 24 (seksualforbrydelser) eller straffelovens §§ 237 (manddrab) eller 243-246 (psykisk vold, vold og legemsangreb), hvor personen eller en af dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste.

– Personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

– Personen er 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, at forsvareren skal være til stede under videoafhøringen.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 745 e, stk. 3, at den, der er mistænkt, ikke har adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af personen, skal fremsættes snarest muligt herefter.

Af retsplejelovens § 745 e, stk. 4, fremgår, at hvis den, der er mistænkt, eller forsvareren vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal den pågældende senest 4 uger efter videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten. Retten kan se bort fra en fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.

Det foreslås at indsætte et nr. 5 i § 745 e, stk. 1 , hvorefter politiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhøring), hvis personen er 15 år eller derover, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 eller straffelovens § 225, jf. § 216, hvor personen er forurettet.

Med forslaget udvides videoafhøringsordningen i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, således til også at omfatte forurettede, der er 15 år eller derover, når efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens § 216 (voldtægt) eller straffelovens § 225, jf. § 216 (voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje).

Forslaget indebærer, at videoafhøringen kan forevises under sagens behandling i retten som en del af bevisførelsen, jf. retsplejelovens § 872, dog således, at forurettede i disse sager – i modsætning til efter den gældende videoafhøringsordning – skal spørges til, om vedkommende kan vedstå sig sin videooptagede forklaring i retten, hvor der også skal være mulighed for efterfølgende at stille supplerende spørgsmål til forurettede, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der er tale om et tilbud til forurettede, og den forurettede har således mulighed for at fravælge videoafhøring og i stedet afgive fuld forklaring i retten.

Den forurettede har som alle andre vidner pligt til at tale sandt i retten, jf. straffelovens §§ 158, stk. 1, og 160. Det forudsættes, at politiet vejleder forurettede om, at videoafhøringen vil skulle afspilles i retten som bevis under forurettedes tilstedeværelse, og at den forurettede i retten efter afspilningen af videoen og efter, at den pågældende er blevet sandhedsformanet af retten, vil blive spurgt, om vedkommende kan vedstå sig sin forklaring fra videoafhøringen, hvorefter der vil være adgang til at stille supplerende spørgsmål til forurettede. Forurettede skal endvidere vejledes om, at forurettede som udgangspunkt ikke efterfølgende vil kunne fravælge, at videoen afspilles i retten, men at forurettede vil have lejlighed til at korrigere sit vidneudsagn i retten.

Videoafhøring af den forurettede forudsættes gennemført hurtigst muligt og som udgangspunkt inden for 4 uger.

Tidspunktet for videoafhøringen vil skulle fastsættes under hensyntagen til, at den forurettede, bistandsadvokaten og forsvareren kan være til stede.

Der vil inden videoafhøringen skulle beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i sagen, hvis videoafhøringen formodes at skulle anvendes som bevis under hovedforhandlingen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 731 a.

Forsvarerbeskikkelse bliver således obligatorisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af den forurettede i en voldtægtssag. Dette gælder også, hvis den mistænkte ikke selv har valgt en forsvarer, hvis den valgte forsvarer udebliver, eller hvis ingen endnu er mistænkt i sagen. Hvis politiet har en formodning om, at der foruden den mistænkte er flere uidentificerede gerningsmænd, skal der som udgangspunkt også beskikkes forsvarere for dem.

Politiets videoafhøring af den forurettede skal gennemføres i et dertil særligt indrettet lokale og skal i videst muligt omfang foretages af særligt uddannede afhørere.

Det bemærkes, at der med aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 er afsat finansiering til at etablere 30 særlige afhøringsrum fordelt geografisk over hele landet, som indrettes under hensyn til, at ofre udsat for seksuelle overgreb befinder sig i en særligt sårbar situation.

I afhøringslokalet skal der som udgangspunkt alene være den forurettede og afhøreren til stede. Derudover kan der være en tolk, hvis der er behov for det. Forsvarsadvokaten, bistandsadvokaten og øvrige personer, der overværer afhøringen, vil skulle befinde sig i et andet lokale (monitorrum) og overvære afhøringen og stille spørgsmål efter behov. Anklageren kan også deltage og stille spørgsmål efter behov.

Supplerende spørgsmål fra dem, der har overværet afhøringen i monitorrummet, stilles altid gennem den, som forestår afhøringen.

I forbindelse med afhøringen skal politiet være opmærksom på, at de personer, der er til stede i afhøringslokalet, så vidt muligt sidder sådan, at de alle er med i videobilledet under afhøringen.

Ligesom efter den gældende ordning skal forsvareren have tilsendt en kopi af videoafhøringen og en eventuel hel eller delvis udskrift af denne, jf. også retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Den mistænkte vil ikke have adgang til at overvære videoafhøringen, jf. § 745 e, stk. 3. Den mistænkte skal dog snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. Politiet skal vejlede den mistænkte om denne adgang. Det er frivilligt for den mistænkte, om han eller hun ønsker at gennemse videoafhøringen.

Udgangspunktet er – ligesom i dag – at den mistænktes gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet. Politiet skal udarbejde en rapport om, at den mistænkte har set videooptagelsen inden en eventuel hovedforhandling.

Hvis den mistænkte ønsker at gennemse videoafhøringen hos politiet uden forsvarerens tilstedeværelse, f.eks. i forbindelse med en afhøring, skal politiet underrette forsvareren herom, inden den mistænkte ser videooptagelsen, så forsvareren har mulighed for at drøfte denne beslutning nærmere med sin klient.

Såfremt den mistænkte ikke ønsker, at gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet, er der mulighed for, at gennemsyn kan ske hos forsvareren.

En begæring fra den mistænkte eller dennes forsvarer om, at der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal fremsættes snarest muligt og som udgangspunkt inden 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, jf. den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 745 e, stk. 3, 3. pkt., der ikke foreslås ændret.

Genafhøring af forurettede vil – ligesom i dag – forudsætte en konkret begrundelse. Det kan eksempelvis være, at der er fremkommet nye oplysninger, eller at den mistænkte eller forsvareren ønsker nye relevante spørgsmål stillet til forurettede.

Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages flere videoafhøringer, skal altid foretages efter en konkret vurdering. Hvis man vælger at gennemføre flere videoafhøringer, forudsættes det som det klare udgangspunkt at være den samme afhører, der gennemfører afhøringerne og med korte mellemrum imellem afhøringerne. Derudover skal afhøringerne gennemføres hurtigt efter anmeldelsen.

Hvis en begæring om genafhøring fremsættes mere end 2 uger efter, at den pågældende har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, skal politiet/anklagemyndigheden ved vurderingen af, om der skal foretages genafhøring, ligeledes lægge vægt på, om hensynet til forurettede – på grund af den tid, der er forløbet siden den første afhøring – tilsiger, at der ikke bør foretages fornyet afhøring af forurettede. Ved vurderingen skal det endvidere indgå, hvad årsagen til den sene begæring er, herunder om det skyldes den mistænktes egne forhold. Ved vurderingen skal endvidere indgå, at de spørgsmål, som forsvareren forhindres i at stille ved en (sen) genafhøring, formentlig vil blive stillet under hovedforhandlingen i stedet.

En tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og den mistænkte og dennes forsvarer om, hvorvidt der skal foretages genafhøring, vil kunne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Hvis der skal foretages en genafhøring af forurettede, skal det som udgangspunkt ske ved en yderligere videoafhøring.

Den mistænkte skal have adgang til efterfølgende at gennemse en eventuel genafhøring af forurettede. Der skal således snarest rettes henvendelse til mistænkte og forsvareren om, at gennemsyn af genafhøringen kan ske hos politiet.

Politiet skal altid orientere den forurettede om, at den mistænkte efterfølgende har adgang til at blive gjort bekendt med den forurettedes forklaring.

Det forudsættes i det hele taget, at videoafhøringerne gennemføres på samme måde som efter den gældende ordning.

Hvis den mistænkte eller forsvareren ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal pågældende i overensstemmelse med retsplejelovens gældende § 754 e, stk. 4, senest 4 uger efter, at videoafhøringen er foretaget, indbringe spørgsmålet for retten. I de tilfælde, hvor gerningsmanden er ukendt på tidspunktet for videoafhøringen og derfor ikke bliver gjort bekendt med videoafhøringen, vil fristen først løbe fra sigtelsestidspunktet.

Fristen for at gøre indsigelser mod, at videoafhøringen anvendes som bevis, afskærer ikke den tiltalte fra under hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhøringen. I overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse vil retten herefter skulle afgøre, hvilken bevismæssig værdi forklaringen på videoafhøringen skal tillægges.

Hvis retten bestemmer, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, skal anklageren hurtigst muligt beslutte, om forurettede undtagelsesvis skal indkaldes til at afgive fuld vidneforklaring for retten, eller om en ny videoafhøring vil kunne afhjælpe fejl ved den tidligere videoafhøring.

Forslaget ændrer ikke på retsstillingen for de forurettede, der er omfattet af reglerne i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4 (børn og unge). De vil derfor fortsat kunne videoafhøres efter reglerne og fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e, stk. 1, nr. 3 og 4, og dermed fortsat være fritaget for at afgive forklaring i retten, jf. § 172 a.

Der henvises til pkt. 2.4.1.2 og 2.4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 2, nr. 4.