LOV nr 2601 af 28/12/2021
Justitsministeriet
Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 22
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1710 af 13. august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 2396 af 14. december 2021, foretages følgende ændring:
1. I § 118 a, stk. 1, indsættes som 3. og 4. pkt.:
»For overtrædelse af §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning udmåles bøder til 1.200 kr. eller beløb derover, som er delelige med 600. For overtrædelser omfattet af 3. pkt. udmåles bøder for personer med særlig lav indtægt til 600 kr. eller beløb derover.«
Forarbejder til Lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, hvidvaskloven og forskellige andre love (Implementering af initiativer i aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, herunder etablering af National Enhed for Særlig Kriminalitet) § 22
RetsinformationTil nr. 1
Det følger af færdselslovens § 118 a, stk. 1, at bøder for overtrædelse af færdselsloven og forskrifter, der udstedes i medfør af loven, udmåles til 1.000 kr. eller beløb derover, som er delelige med 500. For gående og førere af cykel, hestekøretøj eller hest udmåles bøder dog til 700 kr. eller derover og for personer med særligt lav indtægt til 500 kr. eller derover.
Bøder for overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om hastighed i §§ 41-43 b udmåles i overensstemmelse med § 118 a, stk. 1. For så vidt angår de gældende bødetakster for overtrædelse af §§ 41-43 b henvises til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås det, at der indsættes et 3. pkt. i § 118 a, stk. 1, hvoraf det fremgår, at bøder for overtrædelse af §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning fremover vil skulle udmåles til 1.200 kr. eller beløb derover, som er delelige med 600.
Den foreslåede regulering vil medføre, at minimumsbøden for hastighedsovertrædelser vil stige med 20 pct. Det svarer til en pristalsregulering med oprunding, hvor udgangspunktet er en opskrivning fra 2012 til 2021 med anvendelse af satsreguleringsprocenten.
Den samtidig foreslåede forhøjelse af deleligheden fra 500 til 600 for bøder for hastighedsovertrædelser vil medføre, at alle øvrige bødetakster for hastighedsovertrædelser ligeledes vil stige med 20 pct. En bøde på f.eks. 1.500 kr. vil således stige til 1.800 kr., en bøde på 2.000 kr. til 2.400 kr. og en bøde på 2.500 kr. til 3.000 kr. og så fremdeles. Det såkaldte højhastighedstillæg i færdselslovens § 118, stk. 3, vil ligeledes stige med 20 pct.
Den foreslåede regulering indebærer, at samtlige bødetakster for hastighedsovertrædelser underlægges samme procentuelle stigning. Den foreslåede regulering af de pågældende bødetakster vil således stemme overens med den nuværende opbygning af færdselslovens bødesystem, hvor bøden er fastsat proportionalt i forhold til hastighedsovertrædelsen. Derved vil overtrædelsens færdselssikkerhedsmæssige risiko (den procentvise overskridelse af hastighedsgrænsen), grovhed og strafværdighed fortsat bliver afspejlet i bødetaksterne.
Den foreslåede ændring af § 118 a, stk. 1, vil herefter indebære følgende retningslinjer for bødeudmålingen for hastighedsovertrædelser:
Overtrædelse af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger begået under kørsel med andre køretøjer end tunge køretøjer, undtagen knallert (§ 118, stk. 2, 1. og 2. pkt., og § 118, stk. 4)
Hastighedsoverskridelse i procent Motorveje med tilladt hastighed på under 100 km/t Motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km Alle andre veje (kr.) (kr.) i timen og motorveje med tilladt hastighed på 100 km/t eller derover (kr.)
Under 20 1.200 1.200 1.200
20-29 1.800 1.800 1.800
30-39 1.800 2.400 3.000
40-49 2.400 3.000 3.600
50-59 2.400 3.600 3.600
60-69 3.000 4.200 4.200
70-79 3.600 5.400 4.800
80-89 4.200 6.000 5.400
90-99 5.400 7.800 6.600
100 eller mere 6.000 9.000 7.200
Overtrædelse af de generelle, lokale og køretøjsbestemte hastighedsbegrænsninger begået under kørsel med tunge køretøjer (§ 118, stk. 2, 3. pkt.)
Hastighedsoverskridelse i procent Motortrafikveje med en hastighedsgrænse på 100 km Alle andre veje (kr.) i timen og motorveje (kr.)
Under 20 1.800 1.800
20-29 1.800 1.800
30-39 2.400 3.600
40-49 3.000 4.200
50-59 3.600 4.800
60-69 4.200 5.400
70-79 5.400 6.600
80-89 6.000 7.200
90-99 7.800 9.000
100 eller mere 9.000 10.200
Højhastighedstillæg (alle veje) (§ 118, stk. 3):
Hastighed (km/t) Tillæg (kr.)
140-149 1.200
150-159 1.800
160-169 2.400
170-179 3.000
180-189 3.600
190-199 4.200
200-209 4.800
210-219 5.400
220-229 6.000
230-239 6.600
Overtrædelse af færdselslovens § 43 a med lille knallert
Hastighedsoverskridelse i pct. Alle veje (kr.)
Under 30 pct. 1.200
30-60 pct. 1.800
Mere end 60 pct. 2.400
Overtrædelse af § 43 a med stor knallert
Hastighedsoverskridelse i pct. Alle veje (kr.)
Under 30 pct. 1.200
30-60 pct. 2.400
Mere end 60 pct. 3.000
Med mere end 100 pct. 3.000 (evt. 20 dages ubetinget fængsel)1
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og de angivne bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Den foreslåede regulering af bødetaksterne indebærer ikke ændringer i færdselslovens § 118, stk. 10 og stk. 11, nr. 2 og 3, hvorefter hastighedsovertrædelser under særlige omstændigheder kan medføre fængselsstraf.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et 4. pkt. i § 118 a, stk. 1, hvoraf det fremgår, at for overtrædelser omfattet af 3. pkt. vil bøder for personer med særlig lav indtægt skulle udmåles til 600 kr. eller beløb derover.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede § 118 a, stk. 1, 3. pkt., hvorved minimumsbøden for overtrædelse af færdselslovens §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning foreslås forhøjet til 1.200 kr.
Den foreslåede bestemmelse medfører således, at bøder for overtrædelse af færdselslovens §§ 41-43 b eller anden hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning fortsat kun kan nedsættes til det halve for personer med særlig lav indtægt. Den foreslåede minimumsbøde på 1.200 kr., jf. den foreslåede bestemmelse i § 118 a, stk. 1, 3. pkt., vil herefter kunne nedsættes til 600 kr. for personer med særlig lav indtægt, og en bøde, der efter lovforslagets foreslåede retningslinjer vil skulle udmåles til f.eks. 1.800 kr., vil kunne nedsættes til 900 kr.
Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke ændringer af de gældende retningslinjer for, hvornår der i praksis sker nedsættelse af bøder til personer med særlig lav indtægt, herunder hvornår en person kan anses for at have en særlig lav indtægt, således som disse fremgår af Rigsadvokatens meddelelse, afsnittet Generelle retningslinjer for sanktionspåstande i færdselssager, pkt. 5.2 om nedsættelsesgrunde – § 118 a, stk. 1, 2. pkt.