Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Kriminalisering af stealthing)

Kilde

Til nr. 1

Politiet har i dag ikke mulighed for at meddele et forbud til en person imod at færdes eller tage ophold inden for et afgrænset område, hvis den pågældende inden for området har udvist en utryghedsskabende adfærd (tryghedsskabende opholdsforbud).

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i politiloven som § 6 g , hvoraf det af stk. 1 , følger, at har en person udvist en utryghedsskabende adfærd, kan politiet meddele den pågældende forbud mod at færdes eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Det er en betingelse for meddelelse af forbud, at det pågældende område generelt er plaget af utryghed. Hvis geografiske eller andre hensyn tilsiger det, kan der fastsættes en radius af indtil 1.000 meter.

Den foreslåede § 6 g, stk. 1, vil indebære, at der for at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud skal være to kriterier være opfyldt.

For det første skal politiet kunne godtgøre, at det pågældende område generelt er plaget af utryghed. Det vil bero på en samlet politifaglig vurdering, om et område kan anses for at være plaget af utryghed. Det afgørende for politiets vurdering er, om aktiviteterne har en sådan karakter, at de bliver egentligt utryghedsskabende.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis politiet har oplysninger om, at en eller flere grupper af personer i et nærmere geografisk afgrænset område – f.eks. i et udsat boligområde – skaber utryghed for beboere eller forbipasserende i området ved brug af trusler, vold, afpresning, udøvelse af hærværk eller åbenlyst salg af narkotika. Det er dog ikke et krav, at der er begået kriminalitet i området. Der vil også kunne lægges vægt på, om personer i området har et åbenlyst tilhørsforhold til en rocker- eller bandegruppering eller til en aktuel kriminalitetstendens i det pågældende område, f.eks. åbenlys handel med narkotika. Der vil herunder også kunne lægges vægt på, om personer i området bærer rygmærker eller andre kendetegn, der kan give den opfattelse, at de pågældende personer er en del af eller associeret med en bande eller kriminel gruppering mv.

Der vil efter omstændighederne også kunne lægges vægt på, at der i området tidligere er begået alvorlig kriminalitet, der fortsat vurderes at være egnet til at skabe betydelig utryghed for personer, der bor eller færdes i det pågældende område – f.eks. drab/drabsforsøg, grov vold eller voldtægt.

Der vil også kunne lægges vægt på politiets oplysninger om, at personer i området medfører støjgener og/eller trafikale gener f.eks. ved at køre uforsvarligt på knallert, indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler, medbringer aggressive eller utryghedsskabende hunde som f.eks. kamphunde eller verbalt overfuser, henvender sig til eller stiller sig i vejen for forbipasserende på en måde, der kan opfattes som intimiderende eller utryghedsskabende m.v.

Det vil også kunne indgå i vurderingen af, om området generelt set er plaget af utryghed, om der er tale om et særligt udsat boligområde eller et område, der generelt set opleves som mere utrygt for borgerne end andre steder, f.eks. baggårde, tunneller, parkeringsområder, stier og stationer. Det vil dog ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at der er tale om et sådant område.

Henvendelser til politiet eller lignende fra beboere i området, lokale erhvervsdrivende, handelsstandsforeninger, beboersammenslutninger, boligorganisationer, medarbejdere tilknyttet en boligsocial helhedsplan, trafikselskaber m.v., der oplever, at der er personer, der skaber utryghed i et område, eller at et område i øvrigt er utrygt, vil ligeledes kunne indgå i politiets samlede vurdering af, om området generelt er plaget af utryghed.

Der vil efter omstændighederne samtidig kunne lægges vægt på, om en eller flere af de tilstedeværende personer er tidligere dømt for kriminalitet i det pågældende område, som er egnet til at skabe betydelig utryghed for personer, der bor eller færdes i det pågældende område, og som kan medvirke til at fastholde området i utryghed.

For det andet vil det være et krav, at den pågældende person, der meddeles et tryghedsskabende opholdsforbud i et nærmere bestemt område, har udvist utryghedsskabende adfærd i det pågældende område.

Ved vurderingen af, om en person har udvist en utryghedsskabende adfærd, kan der lægges vægt på, om personen har udvist en intimiderende, dominerende eller chikanerende adfærd i området. Adfærden behøver ikke nødvendigvis at have karakter af strafbare handlinger, men adfærden skal være af en vis grovhed, dvs. den skal være egnet til at skabe utryghed for beboere og forbipasserende.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis personen – eventuelt som del af en gruppe – fremsætter konfrontatoriske eller aggressive tilråb af grovere karakter, nedsættende bemærkninger af grovere karakter, gør udfald mod eller aktivt stiller sig i vejen for forbipasserende eller andre i området på en måde, der kan opfattes som intimiderende eller utryghedsskabende m.v. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende adfærd alene medfører støjgener for omgivelserne eller i øvrigt kun giver anledning til generel irritation. Det vil dog kunne indgå som et element i vurderingen, at en person udviser støjende adfærd. Der vil også kunne lægges vægt på at personen medfører støjgener og/eller trafikale gener f.eks. ved at køre uforsvarligt på knallert, medbringer aggressive eller utryghedsskabende hunde som f.eks. kamphunde eller verbalt overfuser, henvender sig til eller stiller sig i vejen for forbipasserende på en måde, der kan opfattes som intimiderende eller utryghedsskabende m.v. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at den pågældende person blot er en del af en gruppe, der udviser utryghedsskabende adfærd, hvis den pågældende person har forholdt sig passiv.

Ved vurderingen af, om der skal meddeles et tryghedsskabende opholdsfor-¬bud, skal der lægges vægt på, om den pågældende person er socialt udsat. Der vil således ikke skulle meddeles opholdsforbud til f.eks. en person med stærk afhængighed af hårde euforiserende stoffer som følge af et længere og vedvarende misbrug heraf, jf. § 3, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer, hvis den utryghedsskabende adfærd afspejler dette forhold. Det er op til politiet at foretage en samlet politifaglig vurdering af, om betingelserne for at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt.

Det er ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at politiet forinden beslutningen om at meddele et tryghedsskabende ophold skal give forudgående advarsel eller på lignende måde have forsøgt at dæmpe adfærden hos den pågældende person.

Beslutningen om at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud vil skulle træffes i tidsmæssig sammenhæng med den adfærd, der danner grundlag for beslutningen. Der skal således være en tidsmæssig sammenhæng mellem den adfærd, der danner grundlag for en beslutning om at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud, og det tidspunkt, hvor politiet træffer beslutning herom. Det vil således ikke være muligt at meddele en person et tryghedsskabende opholdsforbud alene på baggrund af en forventning om fremtidig utryghedsskabende adfærd, og heller ikke som konsekvens af tidligere utryghedsskabende adfærd.

Et tryghedsskabende opholdsforbud kan meddeles i områder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 1, finder bekendtgørelsen, hvor ikke andet fremgår, anvendelse på borgernes adfærd på veje eller på andre steder, hvortil der er almindelig adgang. Bekendtgørelsen finder således f.eks. anvendelse på borgernes adfærd i offentligt tilgængelige parker, jernbane- og rutebilstationer, porte, offentlige toiletter, offentlige befordringsmidler, herunder taxier, forlystelsessteder samt i åbningstiden butikker, butikscentre og offentlige kontorer. Efter ordensbekendtgørelsens § 2, stk. 2, forstås ved en vej offentlig eller privat vej, gade, cykelsti, fortov, plads, bro, tunnel, passage, sti eller lignende, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Et tryghedsskabende opholdsforbud omfatter den pågældendes færden eller ophold i det omfattede område. Opholdsforbuddet omfatter dog ikke almindelig færden i området. Den pågældendes blotte passage af området er ikke omfattet af opholdsforbuddet. Det vil sige, at en person, der er blevet meddelt et tryghedsskabende opholdsforbud, gerne må gå gennem det område, der er omfattet af forbuddet, så længe passagen ikke kan siges at have karakter af færden eller egentligt ophold i området. Det kan f.eks. tale imod, at der er tale om færden, hvis vedkommende har et ærinde i eller omkring området, hvor vedkommende er meddelt et tryghedsskabende opholdsforbud.

Hvis en person bor eller arbejder inden for det område, der er omfattet af forbuddet, vil den pågældende i øvrigt kunne bevæge sig frit til og fra sin bopæl eller arbejdsplads og ud i sit lokalområde, men vil ikke ellers kunne opholde sig i området. Dette vil i praksis betyde, at den pågældende trods et tryghedsskabende opholdsforbud vil kunne færdes i området med henblik på at foretage almindelige dagligdags gøremål, herunder f.eks. indkøb, lægebesøg, biblioteksbesøg, af- og påstigning af tog m.v. Et meddelt opholdsforbud vil ikke være til hinder for, at en person opholder sig i egen eller andres private bolig, uanset at denne er placeret inden for området.

Det foreslås endvidere i stk. 2 , at forbud efter stk. 1, kan meddeles mundtligt, men skal i så fald efterfølgende bekræftes skriftligt og ledsages af en begrundelse. For forbuddet skal fastsættes en tidsbegrænsning, der ikke må overstige 30 dage. Forbuddets tidsbegrænsning kan dog forlænges med indtil 30 dage ad gangen.

Et tryghedsskabende opholdsforbud vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og politiets behandling af sager herom vil således være omfattet af forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse, klagevejledning m.v. En afgørelse om meddelelse af et tryghedsskabende opholdsforbud vil kunne påklages til Rigspolitiet, jf. retsplejelovens § 109, stk. 1.

Et tryghedsskabende opholdsforbud vil typisk skulle meddeles mundtligt på stedet i umiddelbar tilknytning til konstateringen af den utryghedsskabende adfærd, således at opholdsforbuddet skal iagttages straks. Der vil skulle foretages en mundtlig partshøring på stedet. Et mundtligt meddelt opholdsforbud skal i så fald efterfølgende og snarest muligt bekræftes skriftligt og ledsages af en begrundelse. Politiet skal i afgørelsen begrunde, at betingelserne for at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud er opfyldt. Politiet skal i afgørelsen angive den geografiske afgrænsning af opholdsforbuddet.

Det vil indebære, at en beslutning om at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud meddeles for en periode på op til 30 dage. Et opholdsforbud kan forlænges af politiet med op til 30 dage ad gangen, hvis betingelserne fortsat vurderes opfyldt.

Det vil navnlig kunne være relevant at forlænge opholdsforbuddet, hvis den pågældende person trods forbuddet fortsat udviser en adfærd i det pågældende område, som er egnet til at skabe utryghed for beboere eller forbipasserende i området, og politiet fortsat vurderer, at et tryghedsskabende opholdsforbud vil være et egnet redskab til at genskabe trygheden i området. Det vil også kunne være relevant at forlænge opholdsforbuddet, hvis politiet vurderer, at der er en konkret risiko for, at den pågældende person vil gentage den utryghedsskabende adfærd i området. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis den pågældende person udviser utryghedsskabende adfærd i andre områder.

Det foreslås herudover i stk. 3 , at ved overtrædelse af § 6 g, stk. 1, kan opholdsforbuddet forlænges i op til 6 måneder.

Det forudsættes, at opholdsforbuddet ved overtrædelse af forbud meddelt efter § 6 g, stk. 1, i førstegangstilfælde kan forlænges i op til 3 måneder. Det forudsættes endvidere, at opholdsforbuddet ved overtrædelse i gentagelsestilfælde kan forlænges i op til 6 måneder.

Det forudsættes, at gentagelsesvirkningen gælder for overtrædelse af alle meddelte tryghedsskabende opholdsforbud. Det vil således f.eks. have gentagelsesvirkning, at en person, der er meddelt opholdsforbud i to forskellige områder, overtræder første det ene opholdsforbud i det ene område og dernæst overtræder opholdsforbuddet, der er meddelt i det andet område.

Til nr. 2

Det fremgår af politilovens § 23, stk. 1, at justitsministeren fastsætter regler om sikring af den offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed, forebyggelse af fare eller ulempe for færdslen, dyr på offentligt sted, offentlige anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på veje, offentlige forlystelser, renholdelse af veje m.v.

Det fremgår af politilovens § 23, stk. 3, 1. pkt., at det i regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 kan besluttes, at overtrædelse af reglerne eller overtrædelse eller manglende efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af sådanne regler straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Det fremgår af politilovens § 23, stk. 3, 2. pkt., at det i den forbindelse kan fastsættes, at der ved udmåling af straffen skal lægges betydelig vægt på hensynet til sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.2.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i politilovens § 23, stk. 3, 2. pkt ., at »orden og« ændres til »orden,« og der efter »sikkerhed« indsættes », og at forholdet er begået i tilknytning til en nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at det i forbindelse med fastsættelse af regler om straf for overtrædelse af regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 eller overtrædelse eller manglende efterkommelse af påbud eller forbud udstedt i medfør af sådanne regler kan fastsættes, at der ved udmåling af straffen skal lægges betydelig vægt på hensynet til sikring af den offentlige orden, beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed og at forholdet er begået i tilknytning til en nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5.

Bestemmelsen gør det muligt for justitsministeren at ændre ordensbekendtgørelsen, således at bødestraffen for visse overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og politiloven fordobles.

Det forudsættes, at bødestraffen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen skærpes, således straffen fordobles i nattelivszoner i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Den tilsigtede forhøjelse af bøderne for overtrædelse af bekendtgørelsen fremgår af følgende skema:

     

Bestemmelse i ordensbekendtgørelsen Gældende bødetakst Tilsigtet bødetakst

§ 3, stk. 1 (gadeuorden/fornærmelig tiltale) 1.500 kr. 3.000 kr.

§ 3, stk. 1 (voldelig optræden/slagsmål) Minimum 3.000 kr. Minimum 6.000 kr.

§ 3, stk. 1, jf. § 18, stk. 1, 3. pkt. (+ grov 4.000 kr. 8.000 kr. forstyrrelse)

§ 3, stk. 2 (uanstændig opførsel) 1.000 kr. 2.000 kr.

§ 3, stk. 3 (påvirket af spiritus/narkotika) 1.000 kr. 2.000 kr.

§ 3, stk. 1, og § 4, stk. 1 (gadeuorden ifm. 2.000 kr. 4.000 kr. sammenstimlen)

§ 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, jf. § 18, stk. 1, 3. 6.000 kr. 12.000 kr. pkt. (+ grov forstyrrelse

     

Fastsættelsen af straffen vil – uanset angivelserne i skemaet – dog fortsat bero på domstolenes vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Det tilsigtede strafniveau er for § 3, stk. 1 (voldelig optræden/slagsmål) i skemaet angivet som et minimumsniveau. Dette minimumsniveau forudsættes – ud over hvad der følger af det ovennævnte – fraveget i opadgående retning, hvis omstændighederne i den konkrete sag taler herfor.

Der er i skemaet og i lovforslaget i øvrigt henvist til en række konkrete bestemmelser og typer af overtrædelser i den gældende ordensbekendtgørelse. I det omfang ordensbekendtgørelsen måtte blive ændret, således at indholdet af de pågældende bestemmelser i det væsentlige videreføres, men kommer til at fremgå af andre paragraffer eller stykker, forudsættes det strafniveau, som er angivet i skemaet, tillige videreført.

Den skærpelse, som tilsigtes ved den foreslåede bestemmelse, vedrører de overtrædelser, som er nævnt i skemaet ovenfor. Det forudsættes således ikke, at den nævnte skærpelse får afsmittende virkning på bødestraffen for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens øvrige bestemmelser.

Til nr. 3

Det fremgår af politilovens § 6 d, stk. 1, at politiet med henblik på at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden og fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed kan udstede påbud til en person om at forlade og ikke at tage ophold eller færdes i en eller flere nattelivszoner. Påbuddet efter 1. pkt. kan udstedes, når den adfærd, der begrunder påbuddet, er udvist i en nattelivszone og har tilknytning til nattelivet.

Det fremgår af politilovens § 24 f, stk. 2, at med bøde straffes endvidere den, som overtræder et påbud udstedt efter § 6 d, stk. 1.

Politilovens § 6 d blev indsat ved lov nr. 891 af 21. juni 2022 om ændring af lov om politiets virksomhed og lov om vagtvirksomhed. Det fremgår af pkt. 3.3.3.3 i de almindelige bemærkninger til loven, at straffen for overtrædelse af et påbud som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 3.000 kr., jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 162 som fremsat, side 14.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.2.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås at ændre »som« til »der« i politilovens § 24 f, stk. 2 .

Der er tale om en rent sproglig ændring af bestemmelsens ordlyd, der har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at angive nærmere retningslinjer for strafniveauet efter bestemmelsen.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et påbud efter politilovens § 6 d i tilknytning til en nattelivszone i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5 som udgangspunkt fastsættes til en bøde på 6.000 kr.

Fastsættelsen af straffen vil dog fortsat vil bero på domstolenes vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 4

Politiet har i dag ikke mulighed for at meddele et forbud til en person imod at færdes eller tage ophold inden for et afgrænset område, hvis den pågældende inden for området har udvist en utryghedsskabende adfærd.

Det foreslås at indsætte et nyt stykke i politilovens § 24 f, stk. 3, hvoraf det følger, at med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der overtræder et opholdsforbud meddelt i medfør af § 6 g, stk. 1.

Tilregnelseskravet efter den foreslåede bestemmelse vil være uagtsomhed.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen for overtrædelse af et opholdsforbud i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes til bøde på 10.000 kr.

Det forudsættes, at straffen for overtrædelse i andengangstilfælde og derefter som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 30 dage.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der henvises nærmere til lovforslagets § 1, nr. 1 og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Det foreslås i straffelovens § 79 c, stk. 1, at ændre »191 og« til »191,«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at der i straffelovens § 79 c, stk. 1 , efter »192 a,« indsættes »216, 225, jf. § 216, og 232«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffelovens § 216 om voldtægt og straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, ved dommen kan gives opholdsforbud i nattelivet. Der kan endvidere gives opholdsforbud i nattelivet, hvis den dømte har overtrådt straffelovens § 225, jf. § 216 om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det forudsættes, at et opholdsforbud alene vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til forbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud i nattelivet, hvis forholdet er begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den dømte og forurettede har mødt hinanden på en natklub, bar eller lignende. Det kan også omfatte voldtægter m.v., der begås i hjemmet i umiddelbar forlængelse af, at kontakten mellem gerningspersonen og forurettede er etableret i nattelivet.

Et opholdsforbud vil imidlertid ikke være relevant i situationer, hvor kontakten er etableret på de sociale medier, f.eks. mens gerningspersonen eller den forurettede eller begge to befandt sig i nattelivet, og hvor forholdet er begået efterfølgende i hjemmet.

Et opholdsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter.

I forhold til sager om voldtægt efter § 216 vil det i almindelighed være tale om en sag af grovere karakter, hvorefter der som det klare udgangspunkt skal gives et opholdsforbud efter bestemmelsen.

Politiet kan, ligesom efter de gældende regler i § 79 c, stk. 3, meddele tilladelse til færden eller ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Til nr. 3

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 4, at et forbud efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i straffelovens § 79 c, stk. 4, at ændre »2 år« til »4 år«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at et opholdsforbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, kan gives på tid op til 4 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle indgå i proportionalitetsvurderingen.

Et opholdsforbud vil som udgangspunkt være af mindst 3 måneders varighed. Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6 måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere end 1 år må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 1 til 2 års varighed, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 10.

Det forudsættes med den foreslåede ændring af straffelovens § 79 c, stk. 4, at det ved fængsel i indtil 1 år og 6 måneder i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 2 til 3 års varighed. Ved fængsel i mere end 1 år og 6 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 til 4 års varighed.

Et opholdsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være tilfældet hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter.

Til nr. 4

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om stealthing, men forholdet kan dog efter omstændighederne indgå som et element i den samlede konkrete vurdering af, om der foreligger samtykke til samleje efter straffelovens § 216, stk. 1 (voldtægt), jf. herved også Vestre Landsrets dom af 9. november 2021, S-1114-21 (AM. 2021.11.09).

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven som § 217 , hvorefter den, som har samleje med en person uden at anvende et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet, når anvendelse af et sådant præventionsmiddel var en forudsætning for personens deltagelse i samlejet, straffes med fængsel indtil 2 år.

Begrebet »samleje« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 216, stk. 1. Det indebærer, at den foreslåede bestemmelse vil omfatte såvel vaginalt som analt samleje, og uanset om det anale samleje foregår mellem personer af modsat eller af samme køn.

Ved formuleringen »uden at anvende et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet« forstås, at gerningspersonen enten ikke gør brug af et præventionsmiddel, eller at samlejet sker ved brug af et præventionsmiddel, der åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet.

Det vil således være uden betydning, om der i det konkrete tilfælde faktisk er en risiko for seksuelt overførbare infektioner og for uønsket graviditet. Eksempelvis vil der kunne straffes efter bestemmelsen, selv om en gerningsmand ikke har infektioner, der kan overføres seksuelt, og er steril.

At der ikke gøres brug af et præventionsmiddel vil omfatte tilfælde, hvor der allerede ved samlejets påbegyndelse ikke anvendes et præventionsmiddel, eller hvor præventionsmidlet først anvendes, men herefter fjernes under samlejet, hvorefter samlejet fortsættes uden anvendelse af præventionsmidlet.

At præventionsmidlet åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet vil eksempelvis omfatte det tilfælde, at der inden samlejet prikkes hul i præventionsmidlet med en nål. Bestemmelsen vil endvidere omfatte det tilfælde, at gerningspersonen under samlejet opdager, at præventionsmidlet er beskadiget, men hvor den pågældende alligevel fortsætter samlejet.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse, hvor det er den anden part end personen, der er iført præventionsmidlet, der har påført skaden. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor en af parterne prikker hul i præventionsmidlet, inden den anden part tager det på, og hvor samlejet gennemføres, uden at parten, der har iført sig præventionsmidlet, er bekendt med, at det er beskadiget.

Formuleringen indebærer endvidere, at alene præventionsmidler, der både yder en generel beskyttelse mod uønsket graviditet og samtidig yder beskyttelse mod seksuelt overførbare infektioner, vil være omfattet af bestemmelsen. Der vil således være tale om to kumulative betingelser.

Bestemmelsen vil dermed eksempelvis omfatte et kondom, der kan anvendes af mænd, eller et femidom, der kan anvendes af kvinder. Omvendt vil præventionsmidler såsom p-piller, pessar, p-stav eller p-ring ikke være omfattet af bestemmelsen, da disse præventionsmidler ikke yder beskyttelse mod seksuelt overførbare infektioner, men alene mod uønsket graviditet.

Forholdet vil skulle begås over for en person, som deltager i samlejet under forudsætning af anvendelse af et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare sygdomme og uønsket graviditet.

Udtrykket »deltager i« skal forestås sådan, at det er tilstrækkeligt, at et samleje er påbegyndt.

Med bestemmelsen fastsættes der ikke et generelt udgangspunkt om, at et samleje altid skal være beskyttet.

At anvendelse af præventionsmidlet var »en forudsætning for« forurettedes deltagelse i samlejet indebærer, at anvendelsen af præventionsmidlet skal kunne anses for at have været af afgørende betydning for forurettedes deltagelse, hvilket gerningspersonen skal have været vidende om.

Denne forudsætning vil kunne etableres ved, at forurettede udtrykkeligt siger det til gerningspersonen i forbindelse med samlejet. Forudsætningen vil dog også kunne etableres på anden vis, f.eks. hvis gerningspersonen inden samlejet ifører sig præventionsmiddel, men under samlejet fjerner dette uden at forurettede er bekendt hermed. Det vil således ikke være en betingelse, at det er forurettede, som bringer spørgsmålet om beskyttelse op.

Det må imidlertid kræves, at forudsætningen etableres gennem ord eller handling, f.eks. ved at forurettede rækker et kondom til gerningspersonen, hvorved det konkret tilkendegives, at samlejet skal være beskyttet.

Spørgsmålet om tilstedeværelsen af en sådan forudsætning hos forurettede skal vurderes objektivt ud fra oplysningerne om parternes deltagelse i det ubeskyttede samleje, herunder parternes ord og handlinger, og ikke ud fra forurettedes indre overbevisning. Dette indebærer, at der ikke vil kunne straffes i tilfælde, hvor forurettede, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et ubeskyttet samleje, alligevel deltager i ubeskyttet samleje, uden at der er etableret en forudsætning om beskyttet samleje.

Der vil ikke kunne straffes efter bestemmelsen, hvis forurettede er indforstået med, at samlejet er ubeskyttet.

Forudsætningen om det beskyttede samleje må antages typisk at blive etableret før samlejet. Bestemmelsen vil dog efter omstændighederne også omfatte tilfælde, hvor spørgsmålet om beskyttelse bringes op under samlejet, hvorefter forudsætningen om anvendelse af præventionsmiddel bliver etableret, og hvor gerningspersonen herefter fortsætter samlejet uden at anvende præventionsmiddel.

Det er en forudsætning for straf efter den foreslåede bestemmelse, at gerningspersonen har handlet forsætligt. Gerningspersonen skal således have forsæt til at have ubeskyttet samleje på trods af, at anvendelse af et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet var en forudsætning for den anden part deltagelse i samlejet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis gerningspersonen har haft et ubeskyttet samleje på trods af at have været bevidst om, at beskyttelse var en forudsætning for den anden persons deltagelse i samlejet.

Placeringen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 217 vil desuden indebære, at bestemmelsen vil finde tilsvarende anvendelse ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Det vil efter omstændighederne eksempelvis kunne være ved oralt samleje, hvor der benyttes et kondom, der er prikket hul i.

Den foreslåede bestemmelse vil have en strafferamme på fængsel indtil 2 år. Det forudsættes, at der i førstegangstilfælde som udgangspunkt udmåles en straf på 60 dages fængsel.

Strafudmålingen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 291, stk. 1, at den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Det fremgår af § 291, stk. 2, at øves der hærværk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.5.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at der i straffelovens § 291, stk. 2, efter »organiseret karakter,« indsættes »eller mod offentlige transportmidler,«.

Det vil indebære, at øves der hærværk mod offentlige transportmidler kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Det foreslåede vil endvidere indebære, at hærværk, herunder graffiti, på offentlige transportmidler, fremover vil være karakteriseret som groft hærværk, der som udgangspunkt i førstegangstilfælde skal medføre en kort betinget fængselsstraf uagtet at skadestørrelsen er 15.000 kr. eller derunder. Der lægges med forslaget ikke op til at ændre på strafniveauet for hærværk med skadestørrelser over 15.000 kr.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen som udgangspunkt fastsættes til fængselsstraf på 7 dage.

Udtrykket »offentlige transportmidler« skal forstås i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i straffeloven, hvor begrebet bliver brugt, herunder straffelovens § 197, stk. 2. Straffelovens § 197, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 753 af 19. juni 2017 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri). Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at ved offentlige transportmidler forstås transportmidler, der benyttes til offentlig personbefordring, herunder tog, letbaner, busser og færger, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 215 som fremsat, side 4.

I de tilfælde, hvor hærværket er begået i tilknytning til grov forstyrrelse af ro og orden i området, således at forholdet er omfattet af den gældende strafskærpelsesregel i § 291, stk. 4, vil der skulle ske en yderligere skærpelse af strafniveauet.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, at ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til 4 år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, som vurderes egnede i forhold til barnets eller den unges problemer og behov. Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 1-9, eller andre aftaler med barnet eller den unge.

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1, at det kan fastsættes, at barnet eller den unge skal være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.6.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i § 13, stk. 1, nr. 1 , efter »tidspunkt« at indsætte »eller i et nærmere fastsat tidsrum«. Ændringen indebærer en præcisering af pålægget, således at barnet eller den unge kan pålægges at være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt eller i et nærmere fastsat tidsrum.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan stille krav om, at barnet eller den unge skal være hjemme i et bestemt tidsrum, f.eks. i aftentimerne.

Formålet er at præcisere § 13, stk. 1, nr. 1, således at det fremgår klart af loven, at barnet eller den unge kan pålægges at blive hjemme i et nærmere afgrænset tidsrum, f.eks. i aftentimerne.

Det er Ungdomskriminalitetsnævnet, der i forbindelse med meddelelsen af pålægget vurderer, hvilket tidsrum pålægget skal strække sig over. Ved vurderingen kan der lægges vægt på, hvilke problemstillinger hos barnet eller den unge, der giver anledning til pålægget. Hvis der f.eks. foreligger oplysninger om, at barnet eller den unge ofte udviser eller deltager i utryghedsskabende adfærd i weekenden i aften- og nattetimerne, kan pålægget f.eks. gå ud på, at barnet eller den unge skal være hjemme fredag og lørdag mellem kl. 21 om aftenen til kl. 6 om morgenen dagen efter.

Pålægget skal vurderes til at være egnet til at understøtte barnets eller den unges vej ud af kriminalitet og tilbage i trivsel, og pålægget må ikke være mere indgribende, end formålet tilsiger. Det forudsættes, at den tidsmæssige udstrækning af pålægget ikke er længere, end hvad der er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og den tidsmæssige udtrækning står i rimeligt forhold til formålet.

Bestemmelsen indebærer ikke, at den unge i enhver henseende skal opholde sig på den fysisk afgrænsede enhed, som familiens bopæl udgør, i det tidsrum, der er fastsat i Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse. Hvis familien f.eks. skal på familieudflugt eller besøg hos venner eller familie, vil det være naturligt, at den unge deltager i disse aktiviteter. Endvidere vil barnet eller den unge fortsat have mulighed for inden for det fastsatte tidsrum at deltage i eventuelle fritidsaktiviteter, klubtilbud eller aktiviteter med genoprettende formål i øvrigt. Det afgørende er, at barnet eller den unge ikke hænger ud på gaden eller opholder sig i miljøer, der ansporer den unge til negativ adfærd.

Det er ikke en forudsætning, at barnet eller den unge har udvist en utryghedsskabende adfærd for at anvende pålægget om ophold i hjemmet i et nærmere afgrænset tidsrum.

Til nr. 2

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, at Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til 4 år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, som vurderes egnede i forhold til barnets eller den unges problemer og behov. Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 1-9, eller andre aftaler med barnet eller den unge.

Det kan efter § 13, stk. 1, nr. 8, fastsættes, at barnet eller den unge skal have formidlet praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den forbindelse modtage udbetaling af godtgørelse.

Det foreslås i ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 8, at ændre »godtgørelse eller« til: »godtgørelse,«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den lovforslagets § 3, nr. 3.

Til nr. 3

Det følger af ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, at ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte et forbedringsforløb i form af en handleplan med en varighed af op til 2 år. For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op til 4 år. Handleplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, som vurderes egnede i forhold til barnets eller den unges problemer og behov. Ungdomskriminalitetsnævnet kan fastsætte foranstaltninger efter § 13, stk. 1, nr. 1-9, eller andre aftaler med barnet eller den unge.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.6.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at i ungdomskriminalitetsloven der indsættes et nyt § 13, stk. 1, nr. 9 , , hvorefter det kan fastsættes, at barnet eller den unge skal undlade at færdes eller tage ophold i et nærmere geografisk afgrænset område.

Det foreslåede pålæg vil have til formål at sikre, at barnet eller den unge i en periode ikke færdes eller opholder sig i et område, hvor barnet eller den unge f.eks. har været involveret i utryghedsskabende adfærd eller kriminalitet. Utryghedsskabende adfærd vil f.eks. være en adfærd, der er egnet til at skabe utryghed hos andre mennesker. Det er således ikke et krav, at der skal være givet udtryk for en følelse af utryghed i forhold til den udviste adfærd, idet adfærden alene skal være egnet til at skabe utryghed.

Pålægget har således til formål at forhindre, at barnet eller den unge deltager i lignende aktiviteter i samme område. Endvidere vil pålægget kunne understøtte barnet eller den unge i at bryde med personer eller grupper, der er kendt for at hænge ud i bestemte områder, og som har en negativ indflydelse på barnets eller den unges udvikling.

Det forudsættes, at adfærden, der giver anledning til pålægget, er udvist eller begået i det område, som pålægget afgrænses til at omfatte.

Pålægget skal vurderes til at være egnet til at understøtte barnets eller den unges vej ud af kriminalitet og tilbage i trivsel, og pålægget må ikke være mere indgribende, end formålet tilsiger. Det forudsættes, at pålægget alene fastsættes, når der er grund til at tro, at barnet eller den unge vil gentage sin utryghedsskabende adfærd eller kriminalitet på stedet eller i området, og at pålægget derfor er nødvendigt for at undgå den pågældende adfærd fremadrettet. Et pålæg vil f.eks. kunne fastsættes, hvis der er fare for at adfærden eller kriminaliteten gentages eller hvor adfærden eller kriminaliteten af grovere karakter.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et pålæg f.eks. kan meddeles i en situation, hvor der foreligger oplysninger om, at et barn eller en ung gentagne gange har udvist utryghedsskabende adfærd i det lokale bycenter. Pålægget vil herefter kunne gå ud på, at barnet eller den unge i en periode ikke må færdes eller tage ophold i det pågældende bycenter. Pålægget vil imidlertid ikke kunne afgrænses til også at omfatte, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller opholde sig f.eks. på den lokale togstation, hvis barnet eller den unges utryghedsskabende adfærd eller kriminalitet ikke i øvrigt kan knyttes til den pågældende togstation.

Pålægget omfatter »et nærmere geografisk afgrænset område«. Det kan f.eks. være en bestemt plads, en station, et by- eller storcenter, et bestemt boligkvarter eller lignende. Pålægget kan omfatte steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. ordensbekendtgørelsens § 2. Pålægget omfatter imidlertid ikke steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, f.eks. private hjem.

Det forudsættes, at Ungdomskriminalitetsnævnet i forbindelse med meddelelse af pålægget tydeligt afgrænser det område, som pålægget omfatter, således at det står klart for barnet eller den unge, hvor den pågældende ikke må færdes eller opholde sig. Det kan være ved at angive navnet på stedet eller området, f.eks. ved at fastsætte at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold på en bestemt togstation, i et bestemt bycenter eller lignende. Pålægget kan også afgrænses til en bestemt vej eller boligkvarter. Den geografiske afgrænsning vil kunne markeres på et kort for at illustrere over for barnet eller den unge, hvor pålægget gælder.

Det geografisk afgrænsede område må ikke være større end det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold til formålet. Der skal være en sammenhæng mellem det afgrænsede geografiske område og det sted, hvor barnet eller den unge har være involveret i utryghedsskabende adfærd eller kriminalitet. Udstrækningen af det geografisk afgrænsede område skal være proportionalt med karakteren af kriminaliteten eller den utryghedsskabende adfærd.

Pålægget kan begrænses til at gælde i et bestemt tidsrum. Hvis den adfærd eller problemstilling, som barnet eller den unge udviser, alene finder sted på bestemte tidspunkter, vil pålægget kunne begrænses til at gælde i et nærmere angivet tidsrum. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor den utryghedsskabende adfærd, som barnet eller den unge udviser, alene sker i aftentimerne på den lokale togstation. Pålægget, hvorefter barnet eller den unge ikke må færdes eller tage ophold på den pågældende togstation, kan herefter begrænses til at gælde alle ugens dage i tidsrummet fra f.eks. kl. 18 til kl. 6 næste morgen.

Den tidsmæssige udstrækning af pålægget må ikke være større end det, som er påkrævet for at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer, og det skal stå i rimeligt forhold til formålet. Den tidsmæssige udstrækning af pålægget skal være proportionalt med karakteren af kriminaliteten eller den utryghedsskabende adfærd. Pålægget fastsættes som led i en handleplan med en varighed op til 2 år, eller i helt særlige tilfælde op til 4 år. Pålægget kan fastsættes med en kortere tidsmæssig udstrækning end handleplanen.

Det foreslåede pålæg indebærer, at barnet eller den unge ikke må færdes frem eller tilbage eller tage ophold i det nærmere geografisk afgrænsede område. Barnet eller den unge vil dog kunne passere igennem området. Det vil sige, at et barn eller en ung, der er pålagt ikke at færdes eller tage ophold i området, godt må gå igennem området, så længe passagen ikke kan siges at have karakter af færden eller egentlige ophold i området. Det betyder endvidere, at barnet eller den unge kan foretage almindelige dagligdags gøremål i området. Hvis barnet eller den unge f.eks. bor, går i skole eller arbejder i det pågældende område, kan barnet eller den unge bevæge sig frit til og fra sin bopæl, skole m.v. og ud i sit lokalområde, men kan ellers ikke tage ophold i området. Hvis barnet eller den unge har fået pålagt ikke at opholde sig eller færdes på den lokale togstation, vil barnet eller den unge fortsat kunne tage toget til og fra skole eller til fritidsaktiviteter. Barnet eller den unge vil dog ikke i øvrigt kunne tage ophold eller færdes på stationen.

Til nr. 4

Det fremgår af ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 4, at foranstaltninger efter stk. 1, nr. 1, 8 og 9, kan fastsættes uden forældremyndighedsindehavernes samtykke, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer.

Det foreslås i ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 4 , at ændre »nr. 1, 8 og 9,« til »nr. 1 og 8-10,«.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 2, nr. 3, der indfører et nyt pålæg i ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 9.

Den foreslåede ændring vil indebære, at pålægget efter ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 9, kan fastsættes uden forældremyndighedsindehavernes samtykke, når barnet eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare, og det vurderes, at et frivilligt samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaverne ikke er tilstrækkeligt til at afhjælpe barnets eller den unges problemer, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 4.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, at private ikke må foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 2, stk. 2, at politiet uanset bestemmelsen i § 1, stk. 1, efter ansøgning kan give boligorganisationer og foreninger m.v., der repræsenterer husstandene i et boligområde, tilladelse til at foretage tv-overvågning af det pågældende boligområde og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. En tilladelse kan gives for højst 5 år ad gangen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.7.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 2, stk. 2, 1. pkt. , at »er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse« ændres til »kan fremme trygheden«.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at politiet efter ansøgning kan give boligorganisationer og foreninger m.v., der repræsenterer husstandene i et boligområde, tilladelse til at foretage tv-overvågning af det pågældende boligområde og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil for at fremme trygheden.

Det vil således ikke længere være en betingelse for at få tilladelse til at foretage tv-overvågning ved boligområder og foreninger m.v., at overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Da der vil være tale om en udvidelse vil politiet fortsat kunne meddele tilladelse, hvis det vurderes, at overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Herudover vil politiet kunne meddele tilladelse, hvis der er et behov for at fremme trygheden. Det vil bero på en samlet vurdering af forholdene i det pågældende område, om der er behov for tv-overvågning med henblik på at fremme trygheden. Det kan f.eks. være på gader eller arealer, der plages af uro og utryghedsskabende adfærd.

Ved vurderingen af, om der er behov for tv-overvågning med henblik på at fremme trygheden kan der bl.a. lægges vægt på, om der er tale om en type område, der generelt set opleves som mere utrygt for borgerne end andre steder, f.eks. baggårde, tunneller, parkeringsområder m.v.

Der vil også kunne lægges vægt på henvendelser politiet har modtaget fra kommunen, boligorganisationen eller foreninger m.v. fra beboere i området, lokale erhvervsdrivende, trafikselskaber m.v., der oplever, at der er personer, der skaber utryghed i et område, eller at et område i øvrigt er utrygt. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at der er tale om én enkeltstående episode med utryghed, medmindre der i forbindelse med episoden er begået kriminalitet, jf. nedenfor.

Der vil også kunne lægges vægt på oplysninger om, at personer i området gentagne gange har medført støjgener og/eller trafikale gener, indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler, har henvendt sig til eller stiller sig i vejen for forbipasserende på en måde, der kan opfattes som intimiderende eller utryghedsskabende m.v.

Kriminalitetsbekæmpelse vil fortsat kunne indgå som et moment i politiets samlede vurdering af, hvorvidt boligorganisationer, foreninger m.v. kan gives tilladelse til at opsætte tv-overvågning. Der kan efter en samlet vurdering f.eks. gives tilladelse til tv-overvågning, selvom der er tale om enkeltstående eller bagatelagtig kriminalitet, eller kriminalitet, som ligger lang tid tilbage. Der vil således efter omstændighederne kunne gives tilladelse, hvis der forekommer graffiti og hærværk i området.

Det vil fortsat være en forudsætning for at foretage tv-overvågning, at overvågningen indrettes på en sådan måde, at der i videst muligt omfang tages hensyn til beboernes privatliv, ligesom det skal sikres, at personer ikke kan blive tv-overvåget, når de befinder sig i private hjem, herunder navnlig i eget hjem.

Til nr. 2

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 2, stk. 2, at indsætte som 3. pkt., at optagelser som nævnt i 1. pkt. må videregives i de tilfælde, der er nævnt i § 4 c, stk. 1, og må opbevares i overensstemmelse med reglerne i § 4 c, stk. 4 og 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages for at fremme trygheden, kun må videregives, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke, hvis videregivelsen følger af lov, eller hvis videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Det vil endvidere indebære, at optagelser som udgangspunkt skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4, medmindre optagelserne kan opbevares i et længere tidsrum i medfør af tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 5.

Til nr. 3

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 1, stk. 1, at private ikke må foretage tv-overvågning af gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel.

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 2, stk. 3, at politiet uanset bestemmelsen i § 1, stk. 1, efter ansøgning kan give ejere af idrætsanlæg tilladelse til at foretage tv-overvågning af anlæggets indgange, facader, indhegninger m.v. og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. En tilladelse kan gives for højst 5 år ad gangen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.7.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 2, stk. 3, 1. pkt., at »er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse« ændres til »kan fremme trygheden«.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at politiet efter ansøgning med henblik på at fremme trygheden kan give ejere af idrætsanlæg tilladelse til at foretage tv-overvågning af anlæggets indgange, facader, indhegninger m.v. og af arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil.

Det vil således ikke længere være en betingelse for at få tilladelse til at foretage tv-overvågning ved idrætsanlæg at overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Da der er tale om en udvidelse af mulighederne for at foretage tv-overvågning, vil politiet fortsat kunne meddele tilladelse, hvis det vurderes, at overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Herudover kan politiet meddele tilladelse, hvis der er et behov for at fremme trygheden. Det vil bero på en samlet vurdering af forholdene i det pågældende område, om der er behov for tv-overvågning med henblik på at fremme trygheden. Det kan f.eks. være på gader eller arealer, der plages af uro og utryghedsskabende adfærd.

Ved vurderingen af, om der er behov for tv-overvågning med henblik på at fremme trygheden kan der bl.a. lægges vægt på, om der er tale om en type område, der generelt set opleves som mere utrygt for borgerne end andre steder, f.eks. baggårde, tunneller, parkeringsområder m.v.

Der vil også kunne lægges vægt på henvendelser politiet har modtaget fra kommunen, boligorganisationen eller foreninger m.v. fra beboere i området, lokale erhvervsdrivende, trafikselskaber m.v., der oplever, at der er personer, der skaber utryghed i et område, eller at et område i øvrigt er utrygt. Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at der er tale om én enkeltstående episode med utryghed, medmindre der i forbindelse med episoden er begået kriminalitet, jf. nedenfor.

Der vil også kunne lægges vægt på oplysninger om, at personer i området gentagne gange har medført støjgener og/eller trafikale gener, indtager eller er påvirkede af alkohol eller andre rusmidler, har henvendt sig til eller stiller sig i vejen for forbipasserende på en måde, der kan opfattes som intimiderende eller utryghedsskabende m.v.

Kriminalitetsbekæmpelse vil fortsat kunne indgå som et moment i politiets samlede vurdering af, hvorvidt ejere af idrætsanlæg kan gives tilladelse til at opsætte tv-overvågning. Der kan efter en samlet vurdering f.eks. gives tilladelse til tv-overvågning, selvom der er tale om enkeltstående eller bagatelagtig kriminalitet, eller kriminalitet, som ligger lang tid tilbage. Der vil således efter omstændighederne kunne gives tilladelse, hvis der forekommer graffiti og hærværk i området.

Det vil fortsat være en forudsætning for at foretage tv-overvågning, at overvågningen indrettes på en sådan måde, at der i videst muligt omfang tages hensyn til beboernes privatliv, ligesom det skal sikres, at personer ikke kan blive tv-overvåget, når de befinder sig i private hjem, herunder navnlig i eget hjem.

Til nr. 4

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 2, stk. 3, at indsætte som 3. pkt., at optagelser som nævnt i 1. pkt. må videregives i de tilfælde, der er nævnt i § 4 c, stk. 1, og må opbevares i overensstemmelse med reglerne i § 4 c, stk. 4 og 5.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages for at fremme trygheden, kun må videregives, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke, hvis videregivelsen følger af lov, eller hvis videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.

Det vil endvidere indebære, at optagelser som udgangspunkt skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 4, medmindre optagelserne kan opbevares i et længere tidsrum i medfør af tv-overvågningslovens § 4 c, stk. 5.

Til nr. 5

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 2 a, at en kommunalbestyrelse efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af offentlig gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i nær tilknytning til et område, der tv-overvåges i medfør af § 2, stk. 2.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.7.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 2 a, at »et område« ændres til »et boligområde«, og at », der tv-overvåges i medfør af § 2, stk. 2« udgår.

De foreslåede ændringer vil indebære, at en kommunalbestyrelse efter drøftelse med politidirektøren med henblik på at fremme trygheden kan foretage tv-overvågning af offentlig gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel, og som ligger i nær tilknytning til et boligområde.

Det vil således ikke længere være en betingelse for kommunernes tv-overvågning af et område i nær tilknytning til et boligområde, at boligområdet overvåges i medfør af tv-overvågningslovens § 2, stk. 2.

Udtrykket »et boligområde« skal forstås således, at det omfatter områder, hvor en boligorganisation m.v. vil kunne få tilladelse til at foretage tv- overvågning i medfør af tv-overvågningslovens § 2, stk. 2.

Det forudsættes, at kommunernes opsætning af tv-overvågning i tilknytning til boligområder kun må finde sted, hvis der er en vis sammenhæng mellem forholdene i boligområdet og kommunens begrundelse for at opsætte tv-overvågningen.

Til nr. 6

Det fremgår af tv-overvågningslovens § 4 e, at Datatilsynet fører tilsyn med enhver behandling af personoplysninger omfattet af §§ 4 c og 4 d.

Det foreslås i tv-overvågningslovens § 4 e efter »omfattet af« at indsætte »§ 2, stk. 2, 3. pkt., § 2, stk. 3, 3. pkt., og«

Den foreslåede ændring vil indebære, at Datatilsynet har kompetence i relation til enhver behandling af personoplysninger, som omfattes af de foreslåede §§ 2, stk. 2, 3. pkt., 2, stk. 3, 3. pkt. Datatilsynets opgaver og beføjelser følger af kapitel 10 i databeskyttelsesloven.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af tilholdslovens § 1, at ved tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden.

Betingelserne for, at et tilhold kan gives, fremgår af lovens § 2. Det fremgår af tilholdslovens § 2, stk. 1, at tilhold kan gives, hvis 1) der er begrundet mistanke om, at en person a) har krænket en andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kontakt m.v. som anført i § 1 eller b) mod den anden har begået strafbart forhold, der kan sidestilles med en sådan fredskrænkelse, og 2) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke den anden som anført i nr. 1.

Det fremgår af tilholdslovens § 2, stk. 2, at tilhold endvidere kan gives, hvis 1) der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, psykisk vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden seksualforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og 2) den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt m.v. med den pågældende som anført i § 1.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.8.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at der i tilholdslovens § 2, stk. 2, nr. 1, efter »seksualforbrydelse« indsættes », stalking, ulovlig tvang, trusler på livet eller afpresning«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at listen af de straffelovsovertrædelser, der efter tilholdslovens § 2, stk. 2, nr. 1, og § 4, kan føre til tilhold og opholdsforbud, udvides til at omfatte begrundet mistanke om overtrædelse af straffelovens § 242 om stalking, § 260 om ulovlig tvang, § 266 om trusler på livet og § 281 om afpresning.

Det vil endvidere indebære, at et tilhold kan gives, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om stalking, ulovlig tvang, trusler på livet eller afpresning eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens karakter og grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt m.v. med den pågældende som anført i § 1.

Til nr. 2

Det fremgår af tilholdslovens § 2, stk. 2, at tilhold endvidere kan gives, hvis 1) der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, psykisk vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden seksualforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og 2) den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt m.v. med den pågældende som anført i § 1.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.8.1. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i tilholdslovens § 2, stk. 2, nr. 2, efter » lovovertrædelsens« at indsætte »karakter og«.

Der vil være tale om en rent sproglig ændring af bestemmelsens ordlyd, der har til formål at give mulighed for i bemærkningerne nærmere at beskrive nærmere retningslinjer for vurderingen af grovhedskriteriet efter bestemmelsen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at vurderingen af, om en lovovertrædelse har en sådan grovhed, at der kan gives tilhold, vil afhænge af en konkret vurdering af forbrydelsens karakter og beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået, herunder navnlig hvilken belastning forurettede eller dennes nærmeste har været udsat for. Det forudsættes ved bestemmelsens anvendelse, at der kan være tale om overtrædelser også af kortere varighed, f.eks. overtrædelser, der medfører ubetinget fængselsstraf af en varighed på 20-30 dage.

Kilde

Til nr. 1

Retsplejelovens § 741 a indeholder bl.a. regler om beskikkelse af bistandsadvokater i sager om bl.a. seksuelle overgreb.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i en række nærmere opregnede sager en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring om det, jf. dog stk. 2 og 3. Det drejer sig om sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 118 c-118 i (folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser), § 118 j, jf. §§ 118 c-118 i (overtrædelse af de nævnte bestemmelser ved kommandoansvar), § 118 l (tortur), § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 123 (vidnetrusler), § 210 (incest), §§ 216-223 (voldtægt m.v.), § 225, jf. §§ 216-223 (voldtægt m.v. ved andet seksuelt forhold end samleje), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab), §§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b (tvang, frihedsberøvelse, menneskehandel m.v.) eller § 288 (røveri).

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 3, at beskikkelse af advokat i visse sager dog kan afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig. Det gælder i sager om overtrædelse af straffelovens § 119 (vold m.v. mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 119 b (angreb med genstande mod person i offentlig tjeneste eller hverv), § 123 (vidnetrusler), §§ 218-220 (udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering, samleje med personer, der er i gerningspersonens varetægt og groft misbrug af en persons arbejdsmæssige, økonomiske, behandlings- eller plejemæssige afhængighed), § 222, stk. 1 (samleje med barn under 15 år), § 223, stk. 2 (om seksuelt forhold til en person under 18 år ved groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed), §§ 231 (grooming) og 232 (blufærdighedskrænkelse), § 237, jf. § 21 (forsøg på drab), §§ 242-246 (stalking, psykisk vold, fysisk vold), §§ 249 (uagtsom legemsbeskadigelse) og 250 (hensættelse i hjælpeløs tilstand), § 252, stk. 2 (hensynsløs fareforvoldelse), §§ 260-262 b (tvang, frihedsberøvelse, menneskehandel m.v.) eller § 288 (røveri). Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 225, jf. §§ 218-220, § 222, stk. 1, eller § 223, stk. 2 (overtrædelse af de nævnte bestemmelser ved andet seksuelt forhold end samleje).

Det foreslås, at der i retsplejelovens § 741 a, stk. 3, 1. og 2. pkt., indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 217.

Placeringen af den foreslåede bestemmelse om stealthing i straffelovens § 217 vil indebære, at retten i medfør af retsplejelovens § 741 a, stk. 1, efter begæring fra forurettede vil kunne beskikke en bistandsadvokat for forurettede i sager om stealthing.

Den foreslåede ændring af § 741 a, stk. 3, vil indebære, at retten dog kan afslå at beskikke en bistandsadvokat i sager om stealthing, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter, og bistandsadvokat må anses for åbenbart unødvendigt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

De skærpede bødestraffe for overtrædelse af visse bestemmelser i ordensbekendtgørelsen, som tilsigtes ved lovforslaget, vil finde anvendelse for overtrædelser, der begås efter ikrafttrædelsen af den ændring af ordensbekendtgørelsen, som vil blive foretaget, hvis lovforslaget vedtages, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Den skærpede bødestraf for overtrædelse af politilovens § 6 d, som tilsigtes ved lovforslaget, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, vil finde anvendelse for overtrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden.

De foreslåede ændringer af ungdomskriminalitetsloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 1-4, finder anvendelse for sager om kriminalitet begået efter lovens ikrafttræden.

Retten vil alene kunne anvende de foreslåede ændringer af straffelovens § 79 c, stk. 1 og 4, jf. lovforslagets § 2, nr. 2 og 3, og den foreslåede ændring af straffelovens § 291, stk. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, hvis den strafbare handling, der er til pådømmelse, er begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens§ 4, stk. 2.

Den foreslåede § 217, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, vil alene finde anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttræden, jf. straffelovens § 3, stk. 1.

De foreslåede ændringer af tilholdsloven, jf. lovforslagets § 5, nr. 1-2, finder anvendelse på handlinger, der er begået efter lovens ikrafttræden.

Kilde

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 1 , at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Det bemærkes i den forbindelse, at Færøerne pr. 1. marts 2010 har overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område, mens der for Grønland gælder en særlig kriminallov.

Herudover bemærkes det, at tilholdsloven ikke gælder for Færøerne og Grønland og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Endvidere bemærkes det, at Færøerne og Grønland har egne retsplejelove.

Det foreslås i stk. 2 , at lovens § 1 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås endvidere at indsætte mulighed for at sætte lovens § 1 i kraft på forskellige tidspunkter og dermed etapevis for Grønland.

Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af politiloven, jf. lovforslagets § 1, ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger. Politiloven er sat i kraft ved kongelig anordning for både Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 3 , at lovens §§ 4 og 5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås endvidere at indsætte mulighed for at sætte lovens §§ 4 og 5 i kraft på forskellige tidspunkter og dermed etapevis for Grønland.

Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af tv-overvågningsloven, jf. lovforslagets § 4, ved kongelig anordning helt eller delvis vil kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det bemærkes, at det følger af § 7 i lov om tv-overvågning, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Det bemærkes i den forbindelse, at Færøerne har overtaget lovgivningskompetencen på området om privat tv-overvågning, som også omfatter lovgivningen om behandling af personoplysninger hos færøske myndigheder. Lovforslagets § 4 skal derfor ikke gælde for Færøerne eller ved kongelig anordning kunne sættes i kraft for Færøerne.

Det vil endvidere indebære, at de foreslåede ændringer af tilholdsloven, jf. lovforslagets § 5, ikke vil gælde for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det bemærkes, at det følger af tilholdslovens § 26, stk. 1 og stk. 2, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Tilholdsloven kan dog med undtagelse af §§ 22 og 23 ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Tilholdsloven er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning. For så vidt angår Færøerne vurderes loven at være omfattet af sagsområdet strafferetten, som pr. 1. marts 2010 er overtaget af Færøerne. Lovforslagets § 5 skal derfor ikke gælde for Færøerne eller ved kongelig anordning kunne sættes i kraft for Færøerne.