Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Kriminalisering af stealthing) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Det foreslås i straffelovens § 79 c, stk. 1, at ændre »191 og« til »191,«.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 2

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at der i straffelovens § 79 c, stk. 1 , efter »192 a,« indsættes »216, 225, jf. § 216, og 232«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af straffelovens § 216 om voldtægt og straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, ved dommen kan gives opholdsforbud i nattelivet. Der kan endvidere gives opholdsforbud i nattelivet, hvis den dømte har overtrådt straffelovens § 225, jf. § 216 om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det forudsættes, at et opholdsforbud alene vil være relevant, hvor forholdet, der giver anledning til forbuddet, er begået i nattelivet eller i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det vil således være relevant at idømme et opholdsforbud i nattelivet, hvis forholdet er begået i aften- og nattetimerne eller på anden vis er begået i tilknytning til den dømtes færden i nattelivet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor forholdet er begået en tidlig morgen i forlængelse af, at den dømte og forurettede har mødt hinanden på en natklub, bar eller lignende. Det kan også omfatte voldtægter m.v., der begås i hjemmet i umiddelbar forlængelse af, at kontakten mellem gerningspersonen og forurettede er etableret i nattelivet.

Et opholdsforbud vil imidlertid ikke være relevant i situationer, hvor kontakten er etableret på de sociale medier, f.eks. mens gerningspersonen eller den forurettede eller begge to befandt sig i nattelivet, og hvor forholdet er begået efterfølgende i hjemmet.

Et opholdsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være tilfældet, hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter.

I forhold til sager om voldtægt efter § 216 vil det i almindelighed være tale om en sag af grovere karakter, hvorefter der som det klare udgangspunkt skal gives et opholdsforbud efter bestemmelsen.

Politiet kan, ligesom efter de gældende regler i § 79 c, stk. 3, meddele tilladelse til færden eller ophold i nattelivszoner omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, hvis det af særlige grunde må anses for beføjet.

Til nr. 3

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 1, at den, som idømmes fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse af §§ 119, 119 b, 123, 134 a, 191 og 192 a, § 244, stk. 1, §§ 245 og 246, § 252, stk. 1, § 260, stk. 1, § 261, stk. 1, og §§ 266, 288 og 291, af lovgivningen om euforiserende stoffer, af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer eller af lovgivningen om knive og blankvåben, ved dommen kan gives opholdsforbud efter stk. 2.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 2, at ved opholdsforbud efter stk. 1 forstås et forbud mod at færdes og opholde sig på serveringssteder, hvorfra der foregår salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, og i nattelivszoner udpeget i medfør § 6 b i lov om politiets virksomhed. Et opholdsforbud efter 1. pkt. gælder i tidsrummet fra kl. 24 til kl. 5. Serveringssteder efter 1. pkt. omfatter ikke servering i tog, busser, fly eller skibe i fart, herunder i international rutefart, eller servering ved enkeltstående arrangementer.

Det fremgår af straffelovens § 79 c, stk. 4, at et forbud efter stk. 1 gives på tid op til 2 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.3.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås i straffelovens § 79 c, stk. 4, at ændre »2 år« til »4 år«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at et opholdsforbud efter straffelovens § 79 c, stk. 1, kan gives på tid op til 4 år regnet fra endelig dom. Ved udståelse af fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter forlænges forbuddet tilsvarende.

Et opholdsforbud vil skulle være proportionalt med den begåede kriminalitet. Den tidsmæssige udstrækning af et forbud vil i den forbindelse skulle indgå i proportionalitetsvurderingen.

Et opholdsforbud vil som udgangspunkt være af mindst 3 måneders varighed. Ved fængsel i indtil 3 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 og 6 måneders varighed. Ved fængsel i indtil 6 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 6 og 12 måneders varighed og ved fængsel i mere end 1 år må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 1 til 2 års varighed, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 189 som fremsat, side 10.

Det forudsættes med den foreslåede ændring af straffelovens § 79 c, stk. 4, at det ved fængsel i indtil 1 år og 6 måneder i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 2 til 3 års varighed. Ved fængsel i mere end 1 år og 6 måneder må det antages, at det i almindelighed vil være proportionalt, hvis der idømmes et opholdsforbud på mellem 3 til 4 års varighed.

Et opholdsforbud vil, ligesom efter de gældende regler, skulle idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et opholdsforbud vil være egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed ved at sikre, at den dømte i en periode ikke kan færdes og opholde sig i nattelivet. Domstolene vil i den forbindelse skulle vurdere, om det må antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet.

Det vil, ligesom efter de gældende regler, som udgangspunkt altid være tilfældet hvis der er tale om gentagelsestilfælde.

Opholdsforbud vil dog også kunne gives i førstegangstilfælde, hvis det kan antages, at der er fare for, at den dømte vil begå ny ligeartet kriminalitet. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor forbrydelsen er af grovere karakter.

Til nr. 4

Straffeloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om stealthing, men forholdet kan dog efter omstændighederne indgå som et element i den samlede konkrete vurdering af, om der foreligger samtykke til samleje efter straffelovens § 216, stk. 1 (voldtægt), jf. herved også Vestre Landsrets dom af 9. november 2021, S-1114-21 (AM. 2021.11.09).

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven som § 217 , hvorefter den, som har samleje med en person uden at anvende et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet, når anvendelse af et sådant præventionsmiddel var en forudsætning for personens deltagelse i samlejet, straffes med fængsel indtil 2 år.

Begrebet »samleje« vil skulle forstås på samme måde som i straffelovens § 216, stk. 1. Det indebærer, at den foreslåede bestemmelse vil omfatte såvel vaginalt som analt samleje, og uanset om det anale samleje foregår mellem personer af modsat eller af samme køn.

Ved formuleringen »uden at anvende et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet« forstås, at gerningspersonen enten ikke gør brug af et præventionsmiddel, eller at samlejet sker ved brug af et præventionsmiddel, der åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet.

Det vil således være uden betydning, om der i det konkrete tilfælde faktisk er en risiko for seksuelt overførbare infektioner og for uønsket graviditet. Eksempelvis vil der kunne straffes efter bestemmelsen, selv om en gerningsmand ikke har infektioner, der kan overføres seksuelt, og er steril.

At der ikke gøres brug af et præventionsmiddel vil omfatte tilfælde, hvor der allerede ved samlejets påbegyndelse ikke anvendes et præventionsmiddel, eller hvor præventionsmidlet først anvendes, men herefter fjernes under samlejet, hvorefter samlejet fortsættes uden anvendelse af præventionsmidlet.

At præventionsmidlet åbenlyst ikke længere beskytter mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet vil eksempelvis omfatte det tilfælde, at der inden samlejet prikkes hul i præventionsmidlet med en nål. Bestemmelsen vil endvidere omfatte det tilfælde, at gerningspersonen under samlejet opdager, at præventionsmidlet er beskadiget, men hvor den pågældende alligevel fortsætter samlejet.

Bestemmelsen vil også finde anvendelse, hvor det er den anden part end personen, der er iført præventionsmidlet, der har påført skaden. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvor en af parterne prikker hul i præventionsmidlet, inden den anden part tager det på, og hvor samlejet gennemføres, uden at parten, der har iført sig præventionsmidlet, er bekendt med, at det er beskadiget.

Formuleringen indebærer endvidere, at alene præventionsmidler, der både yder en generel beskyttelse mod uønsket graviditet og samtidig yder beskyttelse mod seksuelt overførbare infektioner, vil være omfattet af bestemmelsen. Der vil således være tale om to kumulative betingelser.

Bestemmelsen vil dermed eksempelvis omfatte et kondom, der kan anvendes af mænd, eller et femidom, der kan anvendes af kvinder. Omvendt vil præventionsmidler såsom p-piller, pessar, p-stav eller p-ring ikke være omfattet af bestemmelsen, da disse præventionsmidler ikke yder beskyttelse mod seksuelt overførbare infektioner, men alene mod uønsket graviditet.

Forholdet vil skulle begås over for en person, som deltager i samlejet under forudsætning af anvendelse af et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare sygdomme og uønsket graviditet.

Udtrykket »deltager i« skal forestås sådan, at det er tilstrækkeligt, at et samleje er påbegyndt.

Med bestemmelsen fastsættes der ikke et generelt udgangspunkt om, at et samleje altid skal være beskyttet.

At anvendelse af præventionsmidlet var »en forudsætning for« forurettedes deltagelse i samlejet indebærer, at anvendelsen af præventionsmidlet skal kunne anses for at have været af afgørende betydning for forurettedes deltagelse, hvilket gerningspersonen skal have været vidende om.

Denne forudsætning vil kunne etableres ved, at forurettede udtrykkeligt siger det til gerningspersonen i forbindelse med samlejet. Forudsætningen vil dog også kunne etableres på anden vis, f.eks. hvis gerningspersonen inden samlejet ifører sig præventionsmiddel, men under samlejet fjerner dette uden at forurettede er bekendt hermed. Det vil således ikke være en betingelse, at det er forurettede, som bringer spørgsmålet om beskyttelse op.

Det må imidlertid kræves, at forudsætningen etableres gennem ord eller handling, f.eks. ved at forurettede rækker et kondom til gerningspersonen, hvorved det konkret tilkendegives, at samlejet skal være beskyttet.

Spørgsmålet om tilstedeværelsen af en sådan forudsætning hos forurettede skal vurderes objektivt ud fra oplysningerne om parternes deltagelse i det ubeskyttede samleje, herunder parternes ord og handlinger, og ikke ud fra forurettedes indre overbevisning. Dette indebærer, at der ikke vil kunne straffes i tilfælde, hvor forurettede, som efter sin indre overbevisning ikke ønsker et ubeskyttet samleje, alligevel deltager i ubeskyttet samleje, uden at der er etableret en forudsætning om beskyttet samleje.

Der vil ikke kunne straffes efter bestemmelsen, hvis forurettede er indforstået med, at samlejet er ubeskyttet.

Forudsætningen om det beskyttede samleje må antages typisk at blive etableret før samlejet. Bestemmelsen vil dog efter omstændighederne også omfatte tilfælde, hvor spørgsmålet om beskyttelse bringes op under samlejet, hvorefter forudsætningen om anvendelse af præventionsmiddel bliver etableret, og hvor gerningspersonen herefter fortsætter samlejet uden at anvende præventionsmiddel.

Det er en forudsætning for straf efter den foreslåede bestemmelse, at gerningspersonen har handlet forsætligt. Gerningspersonen skal således have forsæt til at have ubeskyttet samleje på trods af, at anvendelse af et præventionsmiddel mod seksuelt overførbare infektioner og uønsket graviditet var en forudsætning for den anden part deltagelse i samlejet. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis gerningspersonen har haft et ubeskyttet samleje på trods af at have været bevidst om, at beskyttelse var en forudsætning for den anden persons deltagelse i samlejet.

Placeringen af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 217 vil desuden indebære, at bestemmelsen vil finde tilsvarende anvendelse ved andet seksuelt forhold end samleje, jf. straffelovens § 225. Det vil efter omstændighederne eksempelvis kunne være ved oralt samleje, hvor der benyttes et kondom, der er prikket hul i.

Den foreslåede bestemmelse vil have en strafferamme på fængsel indtil 2 år. Det forudsættes, at der i førstegangstilfælde som udgangspunkt udmåles en straf på 60 dages fængsel.

Strafudmålingen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Til nr. 5

Det fremgår af straffelovens § 291, stk. 1, at den, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Det fremgår af § 291, stk. 2, at øves der hærværk af betydeligt omfang, eller af mere systematisk eller organiseret karakter, eller er gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter nærværende paragraf eller efter § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, § 184, stk. 1, § 193 eller § 194, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 2.5.1 i de almindelige bemærkninger i lovforslaget.

Det foreslås, at der i straffelovens § 291, stk. 2, efter »organiseret karakter,« indsættes »eller mod offentlige transportmidler,«.

Det vil indebære, at øves der hærværk mod offentlige transportmidler kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Det foreslåede vil endvidere indebære, at hærværk, herunder graffiti, på offentlige transportmidler, fremover vil være karakteriseret som groft hærværk, der som udgangspunkt i førstegangstilfælde skal medføre en kort betinget fængselsstraf uagtet at skadestørrelsen er 15.000 kr. eller derunder. Der lægges med forslaget ikke op til at ændre på strafniveauet for hærværk med skadestørrelser over 15.000 kr.

Det forudsættes i den forbindelse, at straffen som udgangspunkt fastsættes til fængselsstraf på 7 dage.

Udtrykket »offentlige transportmidler« skal forstås i overensstemmelse med de øvrige bestemmelser i straffeloven, hvor begrebet bliver brugt, herunder straffelovens § 197, stk. 2. Straffelovens § 197, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 753 af 19. juni 2017 om ændring af straffeloven (Skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri). Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at ved offentlige transportmidler forstås transportmidler, der benyttes til offentlig personbefordring, herunder tog, letbaner, busser og færger, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 215 som fremsat, side 4.

I de tilfælde, hvor hærværket er begået i tilknytning til grov forstyrrelse af ro og orden i området, således at forholdet er omfattet af den gældende strafskærpelsesregel i § 291, stk. 4, vil der skulle ske en yderligere skærpelse af strafniveauet.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.