Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 739 af 25/06/2014

Justitsministeriet

Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen) § 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1028 af 22. august 2013, som ændret ved lov nr. 1620 af 26. december 2013, lov nr. 168 af 26. februar 2014, § 3 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 2 i lov nr. 516 af 26. maj 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 38, stk. 2, 2. pkt., ændres »han med hensyn til bestemte grupper af sager« til: »ministeren«.

2. I § 40, stk. 2, ændres »justitsministeren« til: »justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,«.

3. I § 41, stk. 1, ændres »justitsministeren« til: »justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil«.

4. Efter § 43 indsættes:

 »§ 44. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 38-43, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven og lov om Offerfonden (Reorganisering af kriminalforsorgen, herunder begrænsning af klageadgangen) § 1

(Straffeloven )

Til nr. 1-3 (§ 38, stk. 2, 2. pkt., § 40, stk. 2, og § 41, stk. 1)

De foreslåede ændringer indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om prøveløsladelse og genindsættelse mv. generelt henhører under justitsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil. Justitsministeren vil på den baggrund generelt kunne overlade udøvelsen af sine beføjelser til at træffe afgørelse om prøveløsladelse og genindsættelse mv. til en underordnet myndighed inden for kriminalforsorgen.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at overlade afgørelseskompetencen i sager om prøveløsladelse og genindsættelse til kriminalforsorgsområderne. Kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende prøveløsladelse af livstidsdømte vil dog blive delegeret til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.

Til nr. 4 (§ 44)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelse om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 38-43. Ministeren vil i den forbindelse kunne bestemme, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Bemyndigelsen til at afskære klageadgang til højere administrativ myndighed omfatter såvel afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, som afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsområder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at justitsministeren administrativt kan fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Efter en vedtagelse af lovforslaget vil der administrativt blive fastsat regler om klageadgang. Den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at kunne påklages, er beskrevet i pkt. 6.2.4.2 i de almindelige bemærkninger. Der henvises endvidere til pkt. 6.2.1 og 6.2.2 vedrørende Justitsministeriets overvejelser omkring adgangen til at klage på kriminalforsorgens område og fastsættelse af kriterier for klageadgang.

Der vil endvidere med hjemmel i den foreslåede bestemmelse administrativt blive fastsat regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klage. Det er i den forbindelse hensigten at fastsætte bestemmelse om, at klage skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Endvidere påtænkes der fastsat en bestemmelse om, at en klage ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller direktoratet træffer bestemmelse herom.