(Straffeloven )

Til nr. 1-3 (§ 38, stk. 2, 2. pkt., § 40, stk. 2, og § 41, stk. 1)

De foreslåede ændringer indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i sager om prøveløsladelse og genindsættelse mv. generelt henhører under justitsministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil. Justitsministeren vil på den baggrund generelt kunne overlade udøvelsen af sine beføjelser til at træffe afgørelse om prøveløsladelse og genindsættelse mv. til en underordnet myndighed inden for kriminalforsorgen.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at overlade afgørelseskompetencen i sager om prøveløsladelse og genindsættelse til kriminalforsorgsområderne. Kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende prøveløsladelse af livstidsdømte vil dog blive delegeret til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.

Til nr. 4 (§ 44)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelse om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 38-43. Ministeren vil i den forbindelse kunne bestemme, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

Bemyndigelsen til at afskære klageadgang til højere administrativ myndighed omfatter såvel afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, som afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsområder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at justitsministeren administrativt kan fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Efter en vedtagelse af lovforslaget vil der administrativt blive fastsat regler om klageadgang. Den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at kunne påklages, er beskrevet i pkt. 6.2.4.2 i de almindelige bemærkninger. Der henvises endvidere til pkt. 6.2.1 og 6.2.2 vedrørende Justitsministeriets overvejelser omkring adgangen til at klage på kriminalforsorgens område og fastsættelse af kriterier for klageadgang.

Der vil endvidere med hjemmel i den foreslåede bestemmelse administrativt blive fastsat regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klage. Det er i den forbindelse hensigten at fastsætte bestemmelse om, at klage skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte. Endvidere påtænkes der fastsat en bestemmelse om, at en klage ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller direktoratet træffer bestemmelse herom.

(Straffuldbyrdelsesloven)

Til nr. 1 og 2 (overskriften til kapitel 1 og overskriften før § 2)

Det foreslås at ændre overskriften til kapitel 1 fra ”Lovens område og den centrale myndighed” til ”Lovens område og kriminalforsorgens organisation mv.”

Det foreslås endvidere at ændre overskriften før § 2 fra ”Den centrale myndighed” til ”Kriminalforsorgens organisation mv.”.

Den foreslåede ændring afspejler, at bestemmelsen i lovens § 2, der i dag alene omtaler Direktoratet for Kriminalforsorgen, foreslås ændret, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, og fremover vil indeholde en overordnet fastlæggelse af kriminalforsorgens organisation og myndighedsniveauer.

Til nr. 3. (§ 2)

Med det foreslåede stk. 1 fastslås det, at Justitsministeriet er den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen. Bestemmelsen, der er ny, skal ses i sammenhæng med den foreslåede afskaffelse af det direkte referat mellem direktøren for kriminalforsorgen og justitsministeren, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2 og de almindelige bemærkninger pkt. 2. Bestemmelsen afspejler, at der etableres et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold mellem Justitsministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen varetager den centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i § 1 nævnte straffe. Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 2 i straffuldbyrdelsesloven, men er som følge af forslaget om at afskaffe det direkte referat til justitsministeren ændret, således at direktoratet ikke længere betegnes som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, men alene som Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at der under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal være et antal kriminalforsorgsområder, der omfatter de lokale kriminalforsorgsinstitutioner inden for det geografiske område. Det endelige antal områder fastsættes af justitsministeren under hensyn til, hvad der administrativt og organisatorisk findes mest hensigtsmæssigt, og antallet kan ændres, hvis der findes behov herfor, jf. hertil den foreslåede stk. 4.

Det enkelte område skal udgøre én myndighed. Det er hensigten, at området skal bestå af en områdeledelse, nogle centrale områdefunktioner placeret i et områdekontor samt de kriminalforsorgsinstitutioner, der er placeret inden for det geografiske område. Der vil dog være mulighed for at lade en institution, der geografisk hører under ét område, administrativt høre under et andet kriminalforsorgsområde, jf. hertil den foreslåede stk. 4.

De enkelte institutioner vil fortsat skulle varetage opgaver vedrørende gennemførelse af straffuldbyrdelse, men hver enkelt institution vil organisatorisk være en del af kriminalforsorgsområdet. De enkelte institutioner i området skal referere til områdeledelsen.

Kriminalforsorgsområderne vil organisatorisk høre under direktoratet og vil indgå i et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold i forhold til direktoratet. Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslåede stk. 4 er en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter justitsministeren bemyndiges til at fastsætte antallet af kriminalforsorgsområder, områdernes geografiske afgrænsning samt fordelingen af lokale kriminalforsorgsinstitutioner imellem områderne.

Den geografiske afgrænsning af de foreslåede områder vil efter lovforslagets vedtagelse blive fastsat i bekendtgørelsesform. Det er hensigten, at områderne skal afgrænses således, at de i videst muligt omfang følger de eksisterende geografiske grænser for andre myndigheder, som kriminalforsorgen samarbejder med, herunder politikredse, retskredse samt regioner og kommuner. Enkelte steder vil der dog være forhold internt i kriminalforsorgen, hvor hensyn til samarbejde, samdrift og fælles klientel mv. kan veje tungere end at følge de eksisterende grænser for andre myndigheder, eller hvor der af tilsvarende grunde er behov for at lade en institution, der geografisk hører under ét område, administrativt henhøre under et andet kriminalforsorgsområde.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 1 pkt., indebærer, at justitsministeren har adgang til at beslutte at overtage direktoratets eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven i sager, der har større eller principiel betydning (såkaldt call-in).

Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor direktoratets eller kriminalforsorgsområdets beføjelser er fastsat i loven. På andre områder vil adgangen til call-in følge af det sædvanlige administrative over-/underordnelsesforhold.

Bestemmelsen om call-in kan anvendes såvel før som efter, at der er truffet afgørelse af den relevante myndighed i kriminalforsorgen. Er der truffet afgørelse, kan justitsministeren – inden for rammerne af de almindelige forvaltningsretlige principper om tilbagekaldelse af en forvaltningsafgørelse – omgøre afgørelsen. Er der ikke truffet afgørelse, vil justitsministeren kunne træffe afgørelse eller anmode den sædvanlige afgørelsesmyndighed om at træffe afgørelse efter nærmere fastlagte retningslinjer.

Bestemmelsen kan anvendes såvel i forhold til det enkelte kriminalforsorgsområde som i forhold til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel enkeltsager som grupper af sager. Justitsministeren kan således – f.eks. på baggrund af en henvendelse fra en borger – blive opmærksom på, at en konkret sag rejser principielle spørgsmål og på det grundlag beslutte at udnytte beføjelsen til call-in. Der kan endvidere være tale om, at ministeren beslutter, at bestemte grupper af sager skal forelægges ministeren inden afgørelse.

Adgangen til at overtage sager foreslås at omfatte større eller principielle sager. Der kan f.eks. være tale om at anvende beføjelsen til call-in i tilfælde, hvor der er sket større regelændringer, og hvor der er behov for at fastlægge en ensartet praksis. Der kan også tænkes tilfælde, hvor afgørelsen må anses for at være af særligt indgribende betydning over for den enkelte, hvor sagen i øvrigt rejser retlige tvivlsspørgsmål, eller hvor der kan være uenighed mellem forskellige myndigheder under Justitsministeriet om sagens løsning. Desuden kan der være tale om sager vedrørende indsatte, der har begået grovere former for kriminalitet, eller hvor der kan være hensyn til andre. Endelig kan nævnes tilfælde, hvor der f.eks. er truffet åbenbart forkerte afgørelser eller begået grovere sagsbehandlingsfejl.

Det forudsættes, at ministeren anvender adgangen til at overtage sager med tilbageholdenhed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.7.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5, 2. pkt., indebærer, at direktoratet har en adgang til at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, der indholdsmæssigt svarer til det ovenfor anførte vedrørende Justitsministeriets adgang til at overtage beføjelser efter loven. Der forudsættes ligeledes, at direktoratet anvender adgangen til at overtage sager med tilbageholdenhed.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.5.

Efter det foreslåede stk. 6, 1. pkt., afskæres den almindelige klageadgang til justitsministeren som følge af over-/underordnelsesforholdet i ansættelses- og personalesager. Med bestemmelsen afskæres adgangen til at påklage såvel afgørelsens materielle indhold som spørgsmål om sagsbehandlingsfejl, der måtte knytte sig til afgørelsen, som f.eks. manglende begrundelse og inhabilitet mv. Bestemmelsen indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelser i disse sager er endelige. Stk. 6, 2. pkt., fastsætter dog, at der i sager, hvor Direktoratet for Kriminalforsorgen i første instans træffer afgørelse i disciplinærsager og i andre sager, hvor direktoratet træffer afgørelse om afsked, er klageadgang til justitsministeren.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.8.

Til nr. 4-6, 8-19, 21 og 26 (§ 31, stk. 1, § 31, stk. 2, 1. pkt., § 33 a, stk. 1, § 33 a, stk. 4, 1. og 2. pkt., § 33 a, stk. 5,

1. og 2. pkt., § 35, stk. 1, 2. pkt., § 37, stk. 3, 1. pkt., § 37, stk. 3, 2. pkt., § 43, stk. 2, § 44, stk. 1 og stk. 2, § 48, stk. 2, nr. 1, § 52, 1. pkt., § 53, stk. 1, 2. pkt., § 53, stk. 2, § 54, stk. 2, § 55, stk. 2, 1. pkt., § 55, stk. 3, § 55, stk. 4, § 60, stk. 1, § 60, stk. 2, § 60, stk. 7, § 60, stk. 8, § 60 a, stk. 1, § 61, stk. 1, § 62, stk. 1, § 63, stk. 1-2, § 63, stk. 3, 1. og 2. pkt., § 63, stk. 8, 2. pkt., § 64, stk. 1, § 64, stk. 1, nr. 2, § 66, stk. 1, § 67, stk. 1, § 67, stk. 1, nr. 8, § 73, stk. 1, 1. pkt., § 73, stk. 2, 1. pkt., § 73, stk. 3, § 74, stk. 1, 1. pkt., § 78 c, stk. 1, nr. 2,3 6 og 8, § 78 d, stk. 1, 2. pkt., § 78 f, stk. 2, § 82, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 89, stk. 1, § 89, stk. 2, § 95, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 101, stk. 3,
2. pkt., og § 123 a)

De foreslåede ændringer indebærer, at de bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven, der henlægger afgørelseskompetencen til lokale kriminalforsorgsinstitutioner (f.eks. ”institutionens leder” eller ”institutionens leder eller den, der bemyndiges dertil”), ændres således, at kompetencen i stedet henlægges til ”kriminalforsorgsområdet”.

Det bemærkes dog, at ændringerne af § 31, stk. 1, og § 48, stk. 2, nr. 1, ikke vedrører afgørelseskompetence. Ændringen af § 31, stk. 1, der omhandler vejledning af den indsatte, har således til hensigt at præcisere, at det fremover vil være kriminalforsorgsområdet, der har det overordnede ansvar for vejledningen. Tilsvarende har ændringen af § 48, stk. 2, nr. 1, til hensigt at præcisere, at ledsaget udgang fremover vil ske med personale fra kriminalforsorgsområdet.

Ændringerne skal ses på baggrund af, at lovforslaget indebærer, at varetagelsen af opgaver på kriminalforsorgens område fremover generelt skal henhøre under kriminalforsorgsområderne.

Spørgsmålet om fordeling af opgaver inden for et område vil henhøre under den enkelte områdeledelse. Der er ikke som følge af de foreslåede ændringer noget til hinder for, at den enkelte områdeledelse konkret beslutter at bemyndige de lokale institutioner til at træffe afgørelse i bestemte typer af sager, herunder f.eks. afgørelser af mere hastende karakter eller andre typer af afgørelser, som den enkelte områdeledelse finder mest hensigtsmæssigt kan varetages lokalt i institutionen.

Det forudsættes ikke nødvendigvis, at fordelingen af kompetence udformes ensartet i de enkelte kriminalforsorgsområder. Der kan således være visse forskelle i, hvordan områderne konkret tilrettelægger varetagelsen af deres opgaver, således at f.eks. afgørelser, der træffes i en lokal institution i et område, i et andet område træffes i områdekontoret. Justitsministeren og Direktoratet for Kriminalforsorgen vil dog i medfør af det almindelige over-/underordnelsesforhold kunne fastsætte nærmere regler for områdernes virke og varetagelse af deres opgaver, herunder, hvis der skønnes behov herfor, regler om arbejdsgangene i forbindelse med behandling af bestemte kategorier af sager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til nr. 7 (§ 33 a, stk. 5, 1. pkt., og § 110 a)

Bestemmelserne – der er en konsekvens af ophævelsen af det direkte referat til justitsministeren, som direktøren for kriminalforsorgen hidtil har haft – indebærer, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke længere omtales som Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, men alene som Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Der henvises til den foreslåede ændring af § 2, jf. lovforslaget § 2, nr. 3.

Til nr. 20 (§ 78 d, stk. 2)

Bestemmelsen er en konsekvens af, at det er hensigten, at kompetencen til at træffe afgørelse om at tilbagekalde en tilladelse til afsoning i fodlænke skal overgå fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til kriminalforsorgsområderne. På den baggrund foreslås det, at § 78 d, stk. 2, der omhandler indberetning til direktoratet i tilfælde af bl.a. overtrædelse af vilkårene for afsoning i fodlænke, ophæves.

Til nr. 22-25 (§ 86, stk. 2-4)

Bestemmelserne er en konsekvens af, at det er hensigten, at kompetencen til at træffe afgørelse om reaktion som følge af overtrædelse af vilkår for prøveløsladelse og betinget benådning skal overgå fra direktoratet til kriminalforsorgsområderne. Som følge heraf foreslås det, at der sker en ophævelse af § 86, stk. 2, og § 86, stk. 3, 2. pkt., der omhandler indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen ved vilkårsovertrædelse. Der foreslås endvidere enkelte konsekvensrettelser.

Til nr. 27 og 28 (§ 90, stk. 4, § 91, stk. 4, og § 93, stk. 2)

Efter den gældende § 90, stk. 4, kan politiets afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Det følger endvidere af den gældende § 91, stk. 4, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelse om, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

De foreslåede bestemmelser i § 111, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 29, vil også omfatte politiets og restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Det følger heraf, at der som udgangspunkt ikke vil være adgang til at påklage politiets afgørelser om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder samt restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse af bøder mv., idet justitsministeren dog kan fastsætte regler om klageadgang.

Bestemmelserne i § 90, stk. 4, og § 91, stk. 4, foreslås på den baggrund ophævet, idet de med de foreslåede bestemmelser i § 111, stk. 2 og 3, vil være overflødige.

Forslaget til § 93, stk. 2, indebærer, at justitsministeren udtrykkeligt bemyndiges til at fastsætte regler om fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde, herunder den administrative behandling af sager om fritagelse for eller udsættelse med fuldbyrdelse af forvandlingsstraf for bøde. Bestemmelsen omfatter såvel andre bøder end tvangsbøder som tvangsbøder.

Til nr. 29 (§ 111)

Forslaget til stk. 1 indebærer, at der ikke er adgang til at klage til højere administrativ myndighed over afgørelser, der er truffet af en myndighed inden for kriminalforsorgen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel afgørelser, der er truffet efter bestemmelser i loven, som afgørelser, der er truffet med hjemmel i administrative forskrifter udstedt i medfør af loven. Bestemmelsen omfatter desuden afgørelser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalforsorgens opgaver og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesforløb, men som træffes på ulovbestemt grundlag. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen.

Den foreslåede bestemmelse omfatter afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen. Hermed sigtes til afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen indebærer bestemmelsen, at afgørelserne ikke kan påklages til Justitsministeriet, mens bestemmelsen for så vidt angår afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne indebærer, at klageadgangen til direktoratet afskæres.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at afgørelser, der træffes i henhold til loven eller i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør heraf af andre myndigheder end kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor andre myndigheder end Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgsområderne træffer afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven. Der sigtes navnlig til de afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraf eller bødeforvandlingsstraf, som træffes af politiet og restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lovens kapitel 16. Der kan endvidere f.eks. være tale om, at gennemførelsen af tilsyn i forbindelse med prøveløsladelse overlades til andre myndigheder, jf. herom lovens § 87.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne eller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder – uanset stk. 1 og 2 – skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgørelsesform blive fastsat nærmere regler om klageadgang.

Den nærmere afgrænsning af de afgørelser, der påtænkes at kunne påklages, er beskrevet i pkt. 6.2.4.1 i de almindelige bemærkninger.

Der vil med hjemmel i stk. 3 tillige kunne fastsættes regler om adgang til at klage til direktoratet over afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne på ulovbestemt grundlag.

Bestemmelsens stk. 3 bemyndiger endvidere justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Det bemærkes i den forbindelse, at justitsministeren efter den gældende § 111, stk. 4, allerede kan fastsætte regler om behandling af klagesager mv., hvilket således videreføres uændret.

Det bemærkes endvidere, at det følger af bestemmelsen i den gældende § 111, stk. 2, at klage til justitsministeren skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, og at justitsministeren i særlige tilfælde kan bortse fra overskridelse af denne frist. Af den gældende § 111, stk. 3, fremgår det videre, at en klage til justitsministeren ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen eller justitsministeren træffer bestemmelse herom. Det er hensigten i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse at fastsætte administrative bestemmelser, der indholdsmæssigt svarer til de gældende bestemmelser i § 111, stk. 2 og 3.

Til nr. 30 (§ 112, nr. 7 og 8)

Lovforslagets § 2, nr. 22, indebærer bl.a., at § 86, stk. 4, bliver til § 86, stk. 3. Som følge heraf foretages der konsekvensændringer af lovens § 112, nr. 7 og 8, således at disse bestemmelser henviser til § 86, stk. 3, i stedet for til § 86, stk. 4.

Til nr. 31 (§ 113, stk. 1)

Efter det gældende § 113, stk. 1, 1. pkt., sker indbringelse af en sag (efter lovens § 112) for byretten i den retskreds, hvor den institution, som har truffet den oprindelige afgørelse, er beliggende.

Som følge af, at afgørelse fremover vil blive truffet af kriminalforsorgsområderne, foreslås bestemmelsens 1. pkt. ændret således, at det vil fremgå, at indbringelse skal ske for byretten i den retskreds, hvor den institution, som den pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, er beliggende.

Til nr. 32 (§ 114, stk. 1, og § 117)

Bestemmelserne indebærer, at indbringelse af endelige administrative afgørelser for retten, jf. § 112, foretages af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og at det – udover retten – er direktoratet, der har kompetence til at bestemme, at sagen skal have opsættende virkning.

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 178, stk. 6, § 771, stk. 2, og § 777, 1. pkt.)

Efter bestemmelsen i § 178, stk. 6, kan den ret, der træffer afgørelse om at tage et vidne i forvaring, under særlige omstændigheder bestemme, at institutionens ledelse med politiets samtykke kan give en person i forvaring udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Efter bestemmelsen i § 771, stk. 2, kan institutionens ledelse under særlige omstændigheder med politiets samtykke give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Efter bestemmelsen i § 777 kan en varetægtsarrestant anbringes i en anstalt for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68 og 69, hvis den pågældende selv, anklagemyndigheden og institutionens ledelse samtykker heri.

Det foreslås, at de pågældende bestemmelser ændres, således at den kompetence, som nu ligger hos institutionens ledelse, i stedet henlægges til ”kriminalforsorgsområdet”. Ændringerne skal ses på baggrund af, at lovforslaget indebærer, at kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager som hovedregel skal henhøre under kriminalforsorgsområderne.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til nr. 2 og 5 (§ 178, stk. 10, og § 775 a)

De foreslåede bestemmelser indebærer, at der som udgangspunkt ikke vil være adgang til at klage til højere administrativ myndighed over kriminalforsorgens afgørelser vedrørende varetægtsarrestanter og vidneforvarede. Vedrørende Justitsministeriets overvejelser omkring adgangen til at klage på kriminalforsorgens område og fastsættelse af kriterier for klageadgang henvises til pkt. 6.2.1 og 6.2.2. i de almindelige bemærkninger.

De foreslåede bestemmelser omfatter afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgsmyndigheder. Ved afgørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen, indebærer bestemmelsen, at afgørelserne ikke kan påklages til Justitsministeriet, mens bestemmelsen for så vidt angår afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne indebærer, at klageadgangen til direktoratet afskæres.

Bestemmelsen omfatter desuden afgørelser, der træffes i forbindelse med varetagelse af kriminalforsorgens opgaver, men som træffes på ulovbestemt grundlag og i tilknytning til gennemførelsen af et straffuldbyrdelsesforløb. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende såkaldte anstaltsforhold, som træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, f.eks. under en arrestants anbringelse i varetægtsfængsel.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 6 (§ 178, stk. 11, og § 776, 2. pkt.)

Efter de foreslåede bestemmelser bemyndiges justitsministeren til at fastsætte regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne vedrørende varetægtsarrestanter og vidneforvarede – uanset at klageadgangen generelt afskæres, jf. lovforslagets § 3, nr. 2 og nr. 5 – skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministeren bemyndiges endvidere til at fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.

Efter lovforslagets vedtagelse vil der i bekendtgørelsesform blive fastsat nærmere regler om klageadgang. Klagereglerne vil blive udformet efter samme principper som de klageregler, der – i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111 – vil gælde for indsatte mv.

Der vil endvidere administrativt blive fastsat regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klage. Det er i den forbindelse hensigten at fastsætte bestemmelse om, at klage skal iværksættes inden to måneder efter, at afgørelsen er meddelt den varetægtsfængslede. Endvidere påtænkes der fastsat en bestemmelse om, at en klage ikke har opsættende virkning, medmindre den, der har truffet afgørelsen, eller direktoratet træffer bestemmelse herom.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 6.2.4.3.

Til nr. 4 (§ 494, stk. 2, 3. pkt., og § 497, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de foreslåede ændringer vedrørende varetægtsarrestanter og vidneforvarede også tillægges virkning for personer, der er taget i forvaring efter retsplejelovens § 494, stk. 2, eller § 497, stk. 2. For denne persongruppe vil adgangen til at klage således også blive afskåret, idet justitsministeren dog ligeledes får en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om, at afgørelser truffet af kriminalforsorgsområderne skal være undergivet klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Til nr. 7 (§ 778, stk. 1, 1. pkt. og stk. 3)

Efter § 778, stk. 1, indgives varetægtsarrestanters klager over fængselspersonalets adfærd til vedkommende fængselsinspektør (arrestinspektør) eller til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Har klageren ikke fået medhold, eller er der ikke truffet endelig afgørelse inden 2 uger efter indgivelsen, kan klagen indbringes for retten. Af bestemmelsens stk. 3 følger det, at retten, når undersøgelsen er afsluttet, afgiver en redegørelse herfor, som bl.a. sendes til fængselsinspektøren (arrestinspektøren).

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at henvisningerne i § 778, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3 til fængselsinspektøren (arrestinspektøren) erstattes af henvisninger til kriminalforsorgsområderne.

Til nr. 8 (§ 997, stk. 2, 2. pkt., og § 1013, stk. 4)

Det fremgår af de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 997, stk. 2, 2. pkt. og § 1013, stk. 4, der omhandler inddrivelse af henholdsvis konfiskerede beløb og sagsomkostninger i straffesager, at bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-4, og § 92, finder tilsvarende anvendelse.

Lovforslaget indebærer, at bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, og 91, stk. 4, ophæves, jf. herved lovforslagets § 2, nr. 27, og bemærkningerne hertil. Begrundelsen herfor er, at bestemmelserne generelt vil blive erstattet af de foreslåede bestemmelser i straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 29.

På denne baggrund indebærer de foreslåede bestemmelser, at henvisningerne til §§ 90, stk. 4, og 91, stk. 4, i retsplejelovens §§ 997, stk. 2, 2. pkt. og 1013, stk. 4, udgår, og at der indsættes en henvisning til straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2 og 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.4.1.13 i de almindelige bemærkninger.

(Lov om Offerfonden)

Til nr. 1 (§ 5, stk. 2)

Det fremgår af bestemmelsen i § 5, stk. 2, i lov om Offerfonden, der omhandler opkrævning og inddrivelse af offerbidrag, at bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-4, og § 92, finder tilsvarende anvendelse.

Lovforslaget indebærer, at bestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens §§ 90, stk. 4, og 91, stk. 4, ophæves, jf. herved lovforslagets § 2, nr. 27, og bemærkningerne hertil. Begrundelsen herfor er, at bestemmelserne generelt vil blive erstattet af de foreslåede bestemmelser i straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 29.

På denne baggrund indebærer den foreslåede bestemmelse, at henvisningerne til §§ 90, stk. 4, og 91, stk. 4, i § 5, stk. 2, i lov om Offerfonden, udgår, og at der indsættes en henvisning til straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2 og 3. Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.4.1.13 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den generelle ændring af den organisatoriske struktur for kriminalforsorgen, som delvist vil blive gennemført administrativt. Det er hensigten, at reorganiseringen af kriminalforsorgen skal være gennemført den 1. oktober 2014, og at loven derfor skal træde i kraft samme dag.

Der er tale om en overgangsbestemmelse.

Bestemmelsen indebærer, at afgørelser, der er truffet inden lovens ikrafttræden, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen efter de hidtil gældende regler. Bestemmelsen indebærer endvidere, at Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelser i sager, der er påklaget efter lovens ikrafttræden, og som behandles i henhold til hidtil gældende regler, ikke kan påklages til Justitsministeriet.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at de foreslåede lovændringer ikke gælder for Færøerne og Grønland. De foreslåede ændringer af straffuldbyrdelsesloven og straffeloven, jf. lovforslagets §§ 1 og 2, kan dog ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.