Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love (Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagebehandling af vurderingssager og ændringer som følge af en ny ejendomsvurderingslov m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det foreslås, at »lov om vurdering af landets faste ejendomme« ændres til »lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme« i skatteforvaltningslovens § 1 og § 2, stk. 1.

De foreslåede ændringer i skatteforvaltningslovens § 1 og § 2, stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættelsen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingsloven«.

Formuleringen »lovgivning om vurdering af landets faste ejendomme« vil både dække den nye ejendomsvurderingslov og lov om vurdering af landets faste ejendomme, idet hidtidig lovgivning fortsat vil regulere blandt andet de videreførte vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger (øvrige ejendomme) vil kunne påklages.

Til nr. 2

Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i skatteforvaltningsloven modtager Skatteankestyrelsen, der er den myndighed, der varetager de opgaver, der er tillagt skatteankeforvaltningen, klager, der skal afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a. I den forbindelse vurderer Skatteankestyrelsen, om en klage kan optages til egentlig klagebehandling eller afvises, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a. De sager, der optages til klagebehandling, visiteres af Skatteankestyrelsen til Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a. Visiteringen sker efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b. Det vil sige, at for så vidt angår vurderingsklager, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, visiterer Skatteankestyrelsen dem til et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b.

Det foreslås med ændringen af skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt., at Skatteankestyrelsen fremadrettet skal visitere klager til Skatteankestyrelsen, skatteankenævn, motorankenævn og Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b og § 4 a, stk. 2, som de ændres ved lovforslagets § 1, nr. 4 og 42-43, samt alle klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, jf. dog § 4 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Forslaget indebærer, at Skatteankestyrelsen skal visitere klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, hvis disse skal optages til egentlig klagebehandling. Dog skal klager over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 fremadrettet visiteres til Skatteankestyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Dette er en konsekvens af, at klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, der optages til klagebehandling og ikke vedrører vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse, fremadrettet skal afgøres af vurderingsankenævnene, der dog samtidig får adgang til at henvise sager til Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen, når forudsætningerne i skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b er opfyldt, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Reglerne om kompetencefordeling og visitering i skatteforvaltningslovens § 35 b skal derfor fremadrettet ikke gælde for vurderingsklager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 42 og 43.

Alle vurderingsklager skal således fortsat indgives til Skatteankestyrelsen som sekretariat for vurderingsankenævnene. Skatteankestyrelsen skal også fortsat visitere klagerne og varetage det sagsforberedende arbejde og sekretariatsbetjeningen, uanset om der er tale om klagesager, der skal afgøres af et vurderingsankenævn, herunder sager der efterfølgende af nævnet skal henvises til Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen til afgørelse, eller sager, der skal henvises til Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til en ny § 4 a, stk. 2, i skatteforvaltningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Forslaget indebærer ingen ændringer i reglerne for visitering af de øvrige sagstyper, som Skatteankestyrelsen fortsat skal visitere efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.

Til nr. 3

Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i skatteforvaltningsloven modtager Skatteankestyrelsen klager, som skal afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn, et motorankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, og foretager visitering af disse klager. Skatteankestyrelsen træffer desuden afgørelse i de sager, hvor Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, har kompetencen til at træffe afgørelse.

Med den foreslåede ændring af § 4 a, stk. 1, 2. pkt. , i skatteforvaltningsloven tillægges Skatteankestyrelsen endvidere kompetence til at træffe afgørelse i de sager, som et vurderingsankenævn har henvist til afgørelse i Skatteankestyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 6 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvor det foreslås, at vurderingsankenævnet skal kunne henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Skatteankestyrelsen, når klagen i overvejende grad angår en tvist om de registrerede oplysninger, der er lagt til grund for den påklagede afgørelse. De sager, der skal kunne henvises til Skatteankestyrelsen til behandling, er således f.eks. sager, hvor der efter endt sagsbehandling i vurderingsmyndigheden er uenighed mellem klageren og vurderingsmyndigheden om rigtigheden af oplysninger, der er registreret i BBR, plandataregistret eller andre registre, og som er lagt til grund for ejendomsvurderingen.

Forslaget skal ses i lyset af, at vurderingsklagesager i fremtiden som udgangspunkt skal afgøres i regi af vurderingsankenævn, der er lokalt forankrede, og som har medlemmer, der ikke nødvendigvis har kompetencer til at vurdere, om forudsætningerne for at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der ikke svarer til de oplysninger, der er registreret i autoritative registre, er til stede. Sager, der i overvejende grad angår tvist om sådanne oplysninger, vurderes derfor mere hensigtsmæssigt at kunne afgøres ved administrativ klagebehandling i Skatteankestyrelsen, der har medarbejdere med relevante forudsætninger for at kunne foretage vurderingen af de nævnte spørgsmål. Forslaget indebærer derfor, at sager af administrativ karakter, som f.eks. klager, der skyldes, at ejendomsejer mener, at vurderingen burde være foretaget på grundlag af en mindre ejendomsstørrelse end den, der er registreret i BBR, vil kunne henvises til Skatteankestyrelsen til afgørelse.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 6 og 7, samt de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.

Til nr. 4

Klager over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33 skal efter gældende regler afgøres af et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, afhængigt af om sagen af Skatteankestyrelsen visiteres til et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a. Klageren kan dog efter bestemmelsen vælge, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten.

Det foreslås med indførelsen af et nyt stykke i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, at Skatteankestyrelsen tillægges selvstændig afgørelseskompetence i klager vedrørende afslag på genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.

Forslaget vil have den konsekvens, at sager vedrørende genoptagelse af en vurdering ikke vil skulle forelægges vurderingsankenævnet eller Landsskatteretten til afgørelse, idet kompetencen til at træffe afgørelse i klager vedrørende afslag på genoptagelse vil blive afgjort af Skatteankestyrelsen.

Forslaget skal ses i lyset af, at vurderingsklager i fremtiden som udgangspunkt skal afgøres i regi af vurderingsankenævn, der er lokalt forankrede, og som har medlemmer, der ikke nødvendigvis har kompetencer til at vurdere, om forudsætningerne for genoptagelse er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at genoptagelse af vurderingssager efter skatteforvaltningslovens § 33 i fremtiden såvel som i dag vil forudsætte, at vurderingen er foretaget på grundlag af fejlagtige registeroplysninger, jf. afsnit 2.10 i de almindelige bemærkninger. Afgørelsen heraf vurderes mere hensigtsmæssigt at kunne afgøres ved administrativ klagebehandling i Skatteankestyrelsen, der har medarbejdere med relevante forudsætninger for at kunne foretage vurderingen af de nævnte spørgsmål.

Det bemærkes, at hvis Skatteankestyrelsen træffer afgørelse om, at vurderingssagen skal genoptages, vil Skatteankestyrelsen pålægge vurderingsmyndigheden at genoptage sagen med henblik på genbehandling af den pågældende ansættelse. Når vurderingsmyndigheden herefter træffer en ny afgørelse om ejendomsvurdering, vil denne kunne påklagDet foreslås med etes efter sædvanlige regler.

Klager over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse af vurderingssager skal visiteres direkte til Skatteankestyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås med et nyt stykke i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, at Skatteankestyrelsen dog skal henvise klager vedrørende afslag på genoptagelse af en vurdering efter skatteforvaltningslovens § 33 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidligere i domstolspraksis eller Landsskatteretspraksis er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål.

Forslaget indebærer, at Skatteankestyrelsen vil skulle henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten, når klagen i overvejende grad angår et retligt spørgsmål, og den ene af de to nævnte betingelser samtidig er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse svarer til forslaget til en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 6 a, der med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indført for vurderingsankenævnets henvisning til Landsskatteretten, og har til formål at sikre, at sager, der i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og opfylder den ene af de to opregnede betingelser, vil blive henvist til Landsskatteretten til afgørelse, uanset om der er tale om sager, der i udgangspunktet skal afgøres af et vurderingsankenævn, eller sager, der i udgangspunktet skal afgøres af Skatteankestyrelsen. Der henvises således om forståelsen af bestemmelsen til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7, idet det bemærkes, at der ved retlige spørgsmål forstås klassiske lovfortolkningsspørgsmål. Det vil f.eks. sige spørgsmålet om, hvorvidt en given lovbestemmelse skal finde anvendelse eller ej. Ligeledes vil spørgsmålet om eventuelt samspil mellem flere forskellige lovbestemmelser være et retligt spørgsmål. Ved retlige spørgsmål forstås også f.eks. fastlæggelsen af relevante momenter knyttet til selve vurderingsnormen. Her er der ikke tale om spørgsmål om, hvorvidt en bestemmelse skal finde anvendelse eller ej, men derimod om hvordan bestemmelsen nærmere skal forstås og fortolkes i en given situation. Det kan eksempelvis være spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt kriterium eller forhold skal inddrages i selve værdiskønnet. Retlige spørgsmål kan også dække over formelle problemstillinger. Det gør ingen forskel, om der er tale om fortolkning af et rent nationalt retsgrundlag eller fortolkning og anvendelse af internationale retsgrundlag, herunder EU-ret. Det forhold, at klageren måtte gøre gældende, at der er tale om en principiel retlig sag, er ikke i sig selv udtryk for, at der foreligger et retligt spørgsmål, ligesom det vil være op til den henvisende myndighed at vurdere, om en nedlagt påstand har en sådan karakter og relevans for sagens afgørelse, at den kan begrunde henvisning til Landsskatteretten.

Ved betingelsen om, at der i praksis ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål forstås, at domstolene eller Landsskatteretten ikke tidligere har forholdt sig til og truffet afgørelse om spørgsmålet. Foreligger der således ikke en praksis fra Landsskatteretten i form af f.eks. en offentliggjort retningsgivende afgørelse eller et fast mønster af afgørelser fra Landsskatteretten, der tager stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betingelsen opfyldt, og Skatteankestyrelsen må henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten. Findes der praksis, som tager stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betingelsen ikke opfyldt, og Skatteankestyrelsen skal ikke henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten, medmindre der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Denne betingelse vil oftest omfatte det, som kan betegnes som de klassiske principielle sager. Den vil eksempelvis omfatte situationer, hvor sagen rejser spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af f.eks. international ret eller EU-ret, der ikke tidligere er taget stilling til.

Med en ny ejendomsvurderingslov og nye regler om f.eks. genoptagelse vil der i sagens natur ikke nødvendigvis være taget stilling til fortolkningen af denne lovgivning i udgangssituationen. Der vil således ikke på de punkter, hvor den nye lovgivning adskiller sig fra den hidtidige lovgivning, foreligge afgørelser vedrørende fortolkningen fra domstolenes eller Landsskatterettens side. Omvendt vil der i domstolenes og Landsskatterettens praksis vedrørende den tidligere lovgivning i mange tilfælde være taget stilling til sådanne fortolkningsspørgsmål. Det er f.eks. tilfældet, når der er tale om punkter, hvor der ikke er tilsigtet en forskel mellem den nye og den hidtidige lovgivning. Alt andet lige må der derfor forventes at være et større antal klager, der opfylder betingelsen, i tiden efter indførelsen af den nye lovgivning end senere hen. Det må således forventes, at antallet af klager, der skal henvises til Landsskatteretten, fordi der ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, vil falde i takt med, at Landsskatteretten og domstolene har haft lejlighed til at afklare og fastlægge fortolkningen af den nye lovgivning på væsentlige områder.

Ved betingelsen om, at der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål forstås, at der enten er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt den hidtidige fortolkning er korrekt, eller at Skatteankestyrelsen i øvrigt har grund til at antage, at der bør foretages en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Dette kan tænkes i situationer, hvor den hidtidige fortolkning i sig selv kan siges at give anledning til en berettiget tvivl, såvel som i situationer, hvor f.eks. samfundsudviklingen kan give anledning til samme berettigede tvivl eller ved kombinationer heraf.

Klagerens subjektive oplevelse af klagen og sagen har ikke betydning i forhold til, om betingelserne for henvisning til Landsskatteretten er opfyldt. Det afgørende er derimod, om betingelserne ud fra en objektiv bedømmelse kan siges at være opfyldt. Der skal således ikke ske henvisning til Landsskatteretten, blot fordi klageren i sin klage gør gældende, at der er tale om en principiel retlig sag – altså en klage, der primært angår et retligt spørgsmål, der ikke tidligere er taget stilling til.

Skatteankestyrelsen vil således fortsat have kompetence til at behandle klager vedrørende retlige spørgsmål i det omfang, der tidligere er taget stilling til en problemstilling af tilsvarende karakter, og hvor problemstillingen i øvrigt ikke giver anledning til særlig fortolkningstvivl, ligesom Skatteankestyrelsen i situationer, hvor der forelægges en række sammenlignelige sager af et indhold, der kan begrunde forelæggelse for Landsskatteretten, vil være berettiget til at udvælge én sag til forelæggelse for retten og berostille de øvrige sager med henblik på efterfølgende afgørelse ved Skatteankestyrelsen, når Landsskatteretten har truffet afgørelse i denne.

Beslutning om henvisning beror på en konkret vurdering, der skal foretages af Skatteankestyrelsen, og træffes først ved sagens afgørelse (hvor Skatteankestyrelsen ikke finder grundlag for at henvise sagen til Landsskatteretten), eller når Skatteankestyrelsen finder grundlag for at henvise sagen til Landsskatteretten.

Det foreslås desuden, at Skatteankestyrelsen tillige kan henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Bestemmelsen udgør en form for »sikkerhedsventil« og skal have et særdeles begrænset anvendelsesområde. Der er således tale om en snæver opsamlingsbestemmelse i forhold til de øvrige regler om henvisning af sager til Landsskatteretten. Bestemmelsen er tænkt anvendt i helt specielle situationer, hvor betingelserne for henvisning til Landsskatteretten, under henvisning til at klagen vedrører et retligt fortolkningsspørgsmål, der ikke er afklaret eller bør prøves på ny, ikke er opfyldt, men hvor Skatteankestyrelsen af andre grunde vurderer, at det er ønskeligt og nødvendigt, at Landsskatteretten træffer afgørelse i den pågældende sag. Det kan f.eks. være i situationer, hvor der skal tages stilling til relevante formelle problemstillinger i forhold til en afgørelses gyldighed, der ikke tidligere er prøvet ved Landsskatteretten eller domstolene. Bestemmelsen skal alene bringes i anvendelse i helt enkeltstående sager.

Skatteankestyrelsen skal ved afgørelse af, om der er grundlag for at pålægge vurderingsmyndigheden at genoptage en vurdering, såvel som ved beslutning om eventuel henvisning, være bundet af formuleringen af klagen i forhold til afgrænsningen af, hvilke ansættelser der er påklaget, og vil alene kunne tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage den eller de ansættelser, der ifølge klagen skal genoptages, henholdsvis stilling til, om vurderingen heraf beror på en afklaring af retlige spørgsmål, der skal behandles af Landsskatteretten, jf. bemærkningerne til forslag til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2.

Til nr. 5

Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningsloven afgøres klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurderingslov og ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, af et vurderingsankenævn, medmindre Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5.

Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, tilføjes, at klager over afgørelser, der træffes efter den nye ejendomsvurderingslov, der samtidig er fremsat, tillige skal afgøres af et vurderingsankenævn, jf. dog de samtidig foreslåede nye bestemmelser i et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 6 og nye bestemmelser i §§ 6 a og 6 b i skatteforvaltningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7.

Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættelsen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingsloven«.

Lov om vurdering af landets faste ejendomme vil i en overgangsperiode fortsat regulere blandt andet de videreførte vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger (øvrige ejendomme) vil kunne påklages.

Til nr. 6

Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningslovens afgøres klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurderingslov, og klager over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, af et vurderingsankenævn, medmindre Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5.

Efter lovforslagets § 1, nr. 5, skal vurderingsklager i fremtiden afgøres af et vurderingsankenævn.

Det foreslås dog, at en klage omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, i fremtiden skal afgøres af Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, hvis klagen henvises til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen efter skatteforvaltningslovens § 6 a eller § 6 b, som foreslås indført ved lovforslagets § 1, nr. 7.

Den foreslåede nye § 6, stk. 2, er en konsekvens af, at det med indførelsen af nye bestemmelser i skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b foreslås, at vurderingsankenævnet henviser visse klager omfattet af § 6, stk. 1, til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

De foreslåede bestemmelser skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 7

Efter den gældende § 6 i skatteforvaltningslovens afgøres klager over afgørelser, truffet efter den gældende vurderingslov, og klager over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, af et vurderingsankenævn, medmindre Skatteankestyrelsen visiterer klagen til afgørelse i Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller klageren vælger, at sagen skal afgøres af Landsskatteretten efter § 35 b, stk. 5.

Efter lovforslagets § 1, nr. 5, skal vurderingsklager i fremtiden afgøres af et vurderingsankenævn.

Med den foreslåede nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, vil vurderingsankenævnene i fremtiden skulle henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager over afgørelse, truffet efter den gældende vurderingslov, klager over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, og klager over afgørelser, der er truffet efter ejendomsvurderingsloven, til afgørelse i Landsskatteretten, hvis klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og hvis der ikke tidligere hverken i domstols– eller Landsskatteretspraksis er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Vurderingsankenævnet må således henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten, når denne klage i overvejende grad angår et retligt spørgsmål, og den ene af de to nævnte betingelser samtidig er opfyldt, jf. også bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Ved retlige spørgsmål skal forstås klassiske lovfortolkningsspørgsmål. Det vil f.eks. sige spørgsmålet om, hvorvidt en given lovbestemmelse skal finde anvendelse eller ej. Ligeledes vil spørgsmålet om eventuelt samspil mellem flere forskellige lovbestemmelser være et retligt spørgsmål. Ved retlige spørgsmål forstås også f.eks. fastlæggelsen af relevante momenter knyttet til selve vurderingsnormen. Her er der ikke tale om spørgsmål om, hvorvidt en bestemmelse skal finde anvendelse eller ej, men derimod om hvordan bestemmelsen nærmere skal forstås og fortolkes i en given situation. Det kan eksempelvis være spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt kriterium eller forhold skal inddrages i selve værdiskønnet. Retlige spørgsmål kan også dække over formelle problemstillinger. Det gør ingen forskel, om der er tale om fortolkning af et rent nationalt retsgrundlag eller fortolkning og anvendelse af internationale retsgrundlag, herunder EU-ret. Det forhold, at klageren måtte gøre gældende, at der er tale om en principiel retlig sag, er ikke i sig selv udtryk for, at der foreligger et retligt spørgsmål, ligesom det vil være op til den henvisende myndighed at vurdere, om en nedlagt påstand har en karakter og relevans for sagens afgørelse, at den kan begrunde forelæggelse for Landsskatteretten.

Ved betingelsen om, at der i praksis ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål forstås, at Landsskatteretten eller domstolene ikke tidligere har forholdt sig til og truffet afgørelse om spørgsmålet. Foreligger der således ikke en praksis fra domstolene eller Landsskatteretten i form af f.eks. en offentliggjort retningsgivende afgørelse eller et fast mønster af afgørelser, der tager stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, er betingelsen opfyldt, og vurderingsankenævnet må henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten. Findes der en sådan praksis er betingelsen ikke opfyldt, og vurderingsankenævnet skal ikke henvise klagen til afgørelse i Landsskatteretten. Denne betingelse vil oftest omfatte situationer, som kan betegnes som de klassiske principielle sager. Den vil ligeledes omfatte situationer, hvor sagen rejser spørgsmål vedrørende fortolkningen og anvendelsen af f.eks. international ret eller EU-ret, der ikke tidligere er taget stilling til.

Med en ny ejendomsvurderingslov vil der i sagens natur ikke nødvendigvis være taget stilling til fortolkningen af denne lov i udgangssituationen. Der vil således ikke på de punkter, hvor den nye ejendomsvurderingslov adskiller sig fra den hidtidige lov om vurdering af landets faste ejendomme, foreligge afgørelser vedrørende fortolkningen fra Landsskatteretten eller domstolene. Omvendt vil der i Landsskatterettens og domstolenes praksis vedrørende den tidligere vurderingslov i mange tilfælde være taget stilling til sådanne fortolkningsspørgsmål. Det er f.eks. tilfældet, når der er tale om punkter, hvor der ikke er tilsigtet en forskel mellem den nye og den hidtidige vurderingslov. Alt andet lige må der derfor i en periode forventes at være et større antal klager, der opfylder betingelsen, i tiden efter indførelsen af den nye vurderingslov end senere hen. Det må således forventes, at antallet af klager, der skal henvises til Landsskatteretten, fordi der ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, vil falde i takt med, at Landsskatteretten og domstolene har haft lejlighed til at afklare og fastlægge fortolkningen på væsentlige områder.

Ved betingelsen om, at der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, forstås, at der enten er rejst berettiget tvivl om, hvorvidt den hidtidige fortolkning er korrekt, eller at vurderingsankenævnet i øvrigt har grund til at antage, at der bør foretages en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Dette kan tænkes både i situationer, hvor den hidtidige fortolkning i sig selv kan siges at give anledning til en berettiget tvivl, såvel som i situationer, hvor f.eks. samfundsudviklingen kan give anledning til samme berettigede tvivl eller ved kombinationer heraf. Endvidere vil betingelsen være opfyldt, hvis der mellem de respektive vurderingsankenævn og/eller vurderingsankenævnsformænd er opstået tvivl om forståelsen af den hidtidige fortolkning.

Klagerens subjektive oplevelse af klagen og sagen har ikke betydning i forhold til, om betingelserne for henvisning til Landsskatteretten er opfyldt. Det afgørende er derimod, om betingelserne ud fra en objektiv bedømmelse kan siges at være opfyldt. Der skal således ikke ske henvisning til Landsskatteretten, blot fordi klageren i sin klage gør gældende, at der er tale om en principiel retlig sag – altså en klage, der primært angår et retligt spørgsmål, der ikke tidligere er taget stilling til.

Vurderingsankenævnene vil således fortsat have kompetence til at behandle klager vedrørende retlige spørgsmål i det omfang, der tidligere er taget stilling til en problemstilling af tilsvarende karakter, og hvor problemstillingen i øvrigt ikke giver anledning til særlig fortolkningstvivl, ligesom vurderingsankenævnene i situationer, hvor der forelægges en række sammenlignelige sager af et indhold, der kan begrunde forelæggelse for Landsskatteretten, vil være berettigede til at udvælge én sag til forelæggelse for retten og berostille de øvrige sager med henblik på efterfølgende afgørelse i vurderingsankenævnsregi, når Landsskatteretten har truffet afgørelse i denne.

Beslutning om henvisning beror på en konkret vurdering, der skal foretages af vurderingsankenævnet og træffes endeligt ved sagens afgørelse (hvor vurderingsankenævnet ikke finder grundlag for at henvise sagen til Landsskatteretten), men henvisning kan også foretages under den forberedende sagsbehandling.

Der vil kunne forekomme situationer, hvor flere af hinanden afhængige eller uafhængige klagesager vil bero på afklaring af samme retlige spørgsmål, der ikke enten i tidligere domstolspraksis eller Landsskatteretspraksis er taget stilling til. I så fald vil vurderingsankenævnet kunne beslutte at henvise en eller flere af disse sager til Landsskatteretten til afgørelse med henblik på rammesætning for afgørelsen af de nævnte sager, mens de øvrige af de nævnte sager berostilles i ankenævnet med henblik på efterfølgende afgørelse i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse i de udvalgte »førersager«. Henvises en eller flere sager, der er udvalgt til at blive afgjort forlods for derved at rammesætte retningen for afgørelsen af en række andre sager med tilsvarende problemstillinger, til Landsskatteretten efter den foreslåede § 6 a, fordi der er tale om et retligt spørgsmål, der ikke tidligere er taget stilling til, vil øvrige sager om samme spørgsmål, når Landsskatteretten har truffet afgørelse, ikke længere opfylde betingelserne i § 6 a for henvisning. Disse øvrige sager vil derimod kunne afgøres af vurderingsankenævnene i overensstemmelse med den af Landsskatteretten anlagte fortolkning. I den forbindelse vil det være muligt og hensigtsmæssigt, hvis vurderingsankenævnene bemyndiger formanden til at træffe afgørelse i sådanne følgesager.

Det foreslås desuden, at vurderingsankenævnet tillige kan henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder. Bestemmelsen udgør en form for »sikkerhedsventil« og skal have et særdeles begrænset anvendelsesområde. Der er således tale om en snæver opsamlingsbestemmelse i forhold til de øvrige regler om henvisning af sager til Landsskatteretten. Bestemmelsen er tænkt anvendt i helt specielle situationer, hvor betingelserne for henvisning til Landsskatteretten, fordi klagen vedrører et retligt fortolkningsspørgsmål, der ikke er afklaret eller bør prøves på ny, ikke er opfyldt, men hvor vurderingsankenævnet af andre grunde vurderer, at det er ønskeligt og nødvendigt, at Landsskatteretten træffer afgørelse i den pågældende sag. Det kan f.eks. være i situationer, hvor der skal tages stilling til formelle problemstillinger i forhold til en afgørelse i et vurderingsankenævn. F.eks. i den situation, at vurderingsankenævnet ikke kan anses for habilt til at træffe afgørelse, kan der således ske henvisning til afgørelse i Landsskatteretten. Bestemmelsen skal alene bringes i anvendelse i helt enkeltstående sager.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 42, der vil føre til, at vurderingssager ikke længere skal visiteres til Landsskatteretten til behandling, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, er opfyldt. Det vil sige, at klager ikke længere skal afgøres af Landsskatteretten, alene fordi afgørelsen vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige, eller sagen vedrører større økonomiske værdier. Tilsvarende vil sager, som udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt., ikke længere skulle behandles af Landsskatteretten af denne grund, ligesom klagere ikke længere vil kunne vælge, at en vurderingsklage skal behandles ved Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5.

Det foreslås med § 6 a, stk. 2, at formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, på vegne af vurderingsankenævnet kan henvise en klage til Landsskatteretten efter stk. 1.

Formanden for vurderingsankenævnet vil således have kompetence til at tage stilling til, hvorvidt en vurderingssag indeholder elementer, som bevirker, at den skal henvises til Landsskatteretten. Henvisningen kan ske i forbindelse med det sagsforberedende arbejde. Beslutning om henvisning af en sag til Landsskatteretten vil dog i en del sager først blive truffet, når sagsbehandlingen af sagens materielle indhold er forholdsvis fremskreden – eventuelt i forbindelse med selve nævnsbehandlingen – idet det ikke sjældent først er på dette tidspunkt, at det konstateres, at betingelserne for henvisning til Landsskatteretten er opfyldt. Vurderingsankenævnene vil derfor fortsat selv kunne henvise en sag til Landsskatteretten i forbindelse med behandlingen af den materielle sag. Selv om det forventes, at henvisning til Landsskatteretten oftest vil blive besluttet af formanden på et tidspunkt i løbet af sagsforberedelsen efter indstilling herom fra Skatteankestyrelsen som sekretariat, vil selve vurderingsankenævnet ligeledes kunne foretage denne henvisning, hvis det måtte vise sig aktuelt f.eks. på et senere tidspunkt i sagsforløbet.

Det foreslås med den nye § 6 b, stk. 1, at vurderingsankenævnet kan henvise klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager over afgørelse, truffet efter den gældende vurderingslov, klager over afgørelser, truffet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, og klager over afgørelser, der er truffet efter ejendomsvurderingsloven, til afgørelse i Skatteankestyrelsen, når klagen i overvejende grad angår en tvist om de registrerede oplysninger, der er lagt til grund for den påklagede afgørelse.

Der kan f.eks. være tale om sager, hvor der efter endt sagsbehandling i vurderingsmyndigheden er uenighed mellem klageren og vurderingsmyndigheden om rigtigheden af oplysninger, der er registreret i BBR, plandataregistret eller andre registre, og som er lagt til grund for ejendomsvurderingen. Afgørelse om, hvorvidt oplysninger i de registre, som vurderingsmyndigheden anvender i forbindelse med ejendomsvurderingerne, er korrekte, forudsætter som udgangspunkt ikke særlige vurderingsfaglige kompetencer, og disse sager foreslås derfor behandlet i Skatteankestyrelsen.

Der er tale om en mulighed for at henvise sådanne klager til afgørelse i Skatteankestyrelsen efter den foreslåede § 6 b, stk. 1. Det forventes således, at en række sager ikke nødvendigvis i helt overvejende grad kan siges at angå datagrundlaget, men snarere må forventes at være sager, der både rejser egentlige spørgsmål i forhold til datagrundlaget såvel som i forhold til selve vurderingsskønnet. Afhængig af den nærmere karakter og det nærmere indhold af sådanne sager med denne kombination kan det i visse tilfælde være mere simpelt og effektivt, hvis sådanne sager i det hele afgøres af vurderingsankenævnet. Det forudsættes dog, at der vil ske henvisning af sådanne kombinationssager til Skatteankestyrelsen, når de kun indeholder et mere beskedent element vedrørende vurderingsskønnet.

Skatteankestyrelsen tillægges samtidig selvstændig afgørelseskompetence i de sager, som et vurderingsankenævn har henvist til afgørelse i Skatteankestyrelsen, jf. § 6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Det foreslås med § 6 b, stk. 2, at formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, på vegne af vurderingsankenævnet kan henvise en klage til Skatteankestyrelsen efter stk. 1.

Formanden for vurderingsankenævnet vil således have kompetence til at tage stilling til, hvorvidt en vurderingssag indeholder elementer, som bevirker, at den skal henvises til Skatteankestyrelsen. Henvisningen kan ske i forbindelse med det sagsforberedende arbejde. Beslutning om henvisning af en sag til Skatteankestyrelsen vil dog i en del sager først blive truffet, når sagsbehandlingen af sagens materielle indhold er forholdsvis fremskreden – eventuelt i forbindelse med selve nævnsbehandlingen – idet det ikke sjældent først er på dette tidspunkt, at det konstateres, at betingelserne for henvisning til Skatteankestyrelsen er opfyldt. Vurderingsankenævnene vil derfor fortsat selv kunne henvise en sag til Skatteankestyrelsen i forbindelse med behandlingen af den materielle sag. Selv om det forventes, at henvisning til Skatteankestyrelsen oftest vil blive besluttet af formanden på et tidspunkt i løbet af sagsforberedelsen efter indstilling herom fra Skatteankestyrelsen som sekretariat, vil selve vurderingsankenævnet ligeledes kunne foretage denne henvisning, hvis det måtte vise sig aktuelt f.eks. på et senere tidspunkt i sagsforløbet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.

Til nr. 8

Ændringsforslaget til skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., hvorefter skatteministeren bestemmer landets inddeling i henholdsvis skatte-, vurderings- og motorankenævnskredse, antallet af medlemmer i de enkelte ankenævn, samt hvilke kommuner der har indstillingsret til pladserne i skatte- og vurderingsankenævn, er en følge af, at reglerne om udnævnelse af vurderingsankenævnsmedlemmer med lovforslagets § 1, nr. 11, fremadrettet foreslås reguleret i et nyt stk. 4 i skatteforvaltningslovens § 8.

Kredsinddelingen og antal medlemmer i de enkelte vurderingsankenævn, skatteankenævn og motorankenævn samt hvilke kommuner, der har indstillingsret, vil således fortsat blive fastsat ved bekendtgørelse, som det er tilfældet i dag, jf. bekendtgørelse nr. 1227 af 24. oktober 2013 om landets inddeling i skatteankenævnskredse, vurderingsankenævnskredse, skatte- og vurderingsankenævnskredse samt motorankenævnskredse.

For så vidt angår, hvilke kommuner der har indstillingsret, vil det for vurderingsankenævnene fremadrettet kun gælde for den halvdel af vurderingsankenævnsmedlemmerne, der skal udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.

Til nr. 9

Det foreslås med ophævelsen af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1, 3. pkt., at de fælles skatte- og vurderingsankenævn, der dækker såvel skatte- som vurderingsankenævnenes arbejdsområder, opløses.

Efter gældende ret kan skatteministeren fastsætte regler om oprettelse i en kreds af ét ankenævn, der både skal varetage skatte- og vurderingsankenævnets funktioner, antallet af medlemmer i et sådant fælles ankenævn og hvilke kommuner, der har indstillingsret til pladserne i nævnet, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1, 3. pkt. Der er i dag oprettet 10 fælles skatte- og vurderingsankenævn, jf. bekendtgørelse nr. 1227 af 24. oktober 2013 om landets inddeling i skatteankenævnskredse, vurderingsankenævnskredse, skatte- og vurderingsankenævnskredse samt motorankenævnskredse.

Forslaget er en konsekvens af den ændrede vurderingsankenævnsstruktur med opprioritering af vurderingsfaglige kompetencer. Som foreslået med lovforslagets § 1, nr. 11, skal halvdelen af vurderingsankenævnsmedlemmerne således fremadrettet udnævnes på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening, og kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med indstillingen af den anden halvdel af vurderingsankenævnsmedlemmerne lægge vægt på, at medlemmerne har kendskab til ejendomsvurdering. Alle skatteankenævnsmedlemmer skal derimod fortsat udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.

De fælles skatte- og vurderingsankenævn vil blive erstattet af et antal separate skatteankenævn. Dette vil ske i forbindelse med, at skatteministeren udsteder en ny bekendtgørelse, der fastlægger kredsinddelingen og antal medlemmer i de enkelte nævn samt hvilke kommuner, der har indstillingsret, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.

Til nr. 10

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, om udnævnelse af medlemmer til skatteankenævn og vurderingsankenævn ikke længere skal gælde for vurderingsankenævn.

Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, er en konsekvens af, at der foreslås indsat et selvstændigt stykke, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, der regulerer udnævnelse af medlemmer til vurderingsankenævnene, der fremadrettet vil adskille sig fra, hvad der gælder for skatteankenævnene.

Skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3, vil således fremadrettet kun gælde for skatteankenævn.

Der henvises til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 11.

Til nr. 11

Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4, 1. pkt., at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af vurderingsankenævn. Dette svarer til de gældende regler i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3. Skatteministeren kan således vælge selv at udnævne vurderingsankenævnsmedlemmerne eller at bemyndige en anden person, f.eks. direktøren for Skatteankestyrelsen, til at foretage udnævnelserne på ministerens vegne. I dag har skatteministeren bemyndiget direktøren for Skatteankestyrelsen til at udnævne medlemmer til både vurderingsankenævn, skatteankenævn, fælles skatte- og vurderingsankenævn og motorankenævn.

Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4, 2. og 3. pkt., at den ene halvdel af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og at indstillingen skal ske under anvendelse af den metode, der er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse.

Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med indstillingen lægge vægt på, at medlemmerne har kendskab til ejendomsvurdering. Dette kendskab til ejendomsvurdering kan både være af teoretisk og praktisk karakter. Det kan f.eks. bestå i en uddannelse med en vis relevans for ejendomsvurdering og/eller praktisk erfaring med ejendomsvurdering.

Det foreslås, at den metode, der er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse skal finde anvendelse ved kommunalbestyrelsens indstilling, jf. også de nugældende regler for indstilling til både skatteankenævn og vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3. § 25 i lov om kommunernes styrelse regulerer kommunalbestyrelsens valg af to eller flere medlemmer til udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende. Den beskrevne metode skal imidlertid anvendes, når det skal besluttes, hvem i den relevante kreds af personer, der har kendskab til ejendomsvurdering, der skal indstilles udpeget.

Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4, 4. pkt., at af den anden halvdel af medlemmerne udnævnes halvdelen heraf på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans Danmark og halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Organisationerne skal således ved indstillingen sikre sig, at de indstillede personer med vurderingsfaglige kompetencer tillige har relevant lokalkendskab.

Ved vurderingsfaglige kompetencer forstås egentlige teoretiske og praktiske kompetencer vedrørende værdifastsættelse af fast ejendom. Det vil sige kompetencer, der kvalificerer de pågældende som egentlig sagkyndige i relation til vurdering af fast ejendom.

Det foreslås med affattelsen af skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4, 5. pkt. , at kommunalbestyrelsen, Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening kun kan indstille personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet. Det foreslås samtidig med § 8, stk. 4, 6. pkt. , at ministeren under særlige omstændigheder kan undlade at udnævne en indstillet person og anmode kommunalbestyrelsen eller organisationerne om at indstille en anden person. Dette svarer til, hvad der i dag gælder for indstilling af medlemmer til såvel vurderingsankenævn, skatteankenævn og motorankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 3 og 4.

Baggrunden herfor er efter bemærkningerne til lov nr. 1341 af 19. december 2008 den praksis, der er beskrevet i afsnit 3.1.3.2 i de almindelige bemærkninger til loven, hvorefter skatteministeren ikke hidtil havde udnævnt personer til skatteankenævnene, som ikke havde selvangivet årene før udnævnelsen, samt personer, der havde indgået en afdragsordning med SKAT om afvikling af restancer til det offentlige, men som havde misligholdt afdragsordningen. Den beskrevne praksis blev lovhjemlet som en konsekvens af, at kommunalbestyrelsen fremover alene skulle indstille én person til hver plads som medlem og én person til hver plads som suppleant, og reglen skulle gælde for alle ankenævn. Det fremgår af bemærkningerne, at kommunalbestyrelserne ikke underrettes om, hvad det konkret er for forhold, der begrunder, at en indstillet person ikke kan udnævnes.

Ved indstilling og udnævnelse af ankenævnsmedlemmerne bør der samtidig henses til behovet for at sikre, at medlemmerne, der indstilles, i øvrigt er almindeligt habile til at bestride hvervet. I den forbindelse forudsættes det, at medlemmerne kan deltage i arbejdet under de givne forhold, hvilket blandt andet vil kræve, at medlemmerne kan anvende de digitale løsninger, herunder digitale løsninger i forhold til votering, som ikke mindst i lyset af det forventede store antal klager er centralt for arbejdet med at afgøre klagerne.

Til nr. 12

Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 8, stk. 5, der bliver stk. 6, og som regulerer udnævnelsen af medlemmer af skatteankenævn, vurderingsankenævn og motorankenævn, er en konsekvensændring som følge af, at der foreslås indsat et nyt stk. 4, der regulerer udnævnelse af vurderingsankenævnsmedlemmer.

Bestemmelsen skal således uændret gælde for personer, som indstilles til udnævnelse til skatteankenævn, vurderingsankenævn eller motorankenævn.

Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 11.

Til nr. 13

Den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 9, stk. 3, 3. pkt., der regulerer udtræden af og orlov fra ankenævn, er en konsekvensændring som følge af, at der foreslås indsat et nyt stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15, der regulerer udtræden og orlov for vurderingsankenævnsmedlemmer.

Til nr. 14 og 15

Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter stk. 3, 1-3. pkt., ikke skal gælde for vurderingsankenævn, er en konsekvens af, at der ikke længere skal udnævnes suppleanter til vurderingsankenævn.

Med forslaget til et nyt § 9, stk. 4 , foreslås det i stedet, at der indføres en regel, hvorefter skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, når et medlem udtræder af nævnet eller meddeles orlov, udnævner et nyt medlem til vurderingsankenævnet for den resterende del af den igangværende funktionsperiode henholdsvis orlovsperiode. Udnævnelsen sker på baggrund af indstilling fra kommunalbestyrelsen, Finans Danmark eller Dansk Ejendomsmæglerforening, afhængigt af hvem af disse der har indstillet det medlem, der udtræder af nævnet eller meddeles orlov. Ved indstillingen og udnævnelsen finder skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede regel har alene til formål at lovfæste, at der i tilfælde, hvor et medlem af et ankenævn for en periode eller varigt træder ud af nævnet, udnævnes et andet medlem til at varetage det pågældende medlems opgaver i den periode, hvor medlemmet ikke selv kan udføre disse.

Skatteforvaltningsloven § 9, stk. 1, hvorefter et medlem, der mister sin valgbarhed, skal udtræde af det pågældende ankenævn, og et medlem, der har været fraværende fra nævnets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, og som ikke er meddelt orlov skal udtræde af nævnet, skal fortsat finde anvendelse.

Skatteforvaltningslovens § 9, stk. 2, hvorefter skatteministeren efter anmodning kan tillade et medlem at udtræde af nævnet, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. har rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet, og endvidere efter anmodning kan meddele et medlem orlov i en periode på op til 12 måneder regnet fra skatteministerens meddelelse af orlov, men ikke yderligere orlov, skal også fortsat finde anvendelse.

Endvidere skal skatteforvaltningslovens § 9, stk. 4, der bliver stk. 5, hvorefter skatteministeren under ganske særlige omstændigheder kan tilbagekalde en udnævnelse af et medlem eller en suppleant, fortsat finde anvendelse.

De nævnte bestemmelser skal gælde for både de medlemmer, der udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og de medlemmer, der udnævnes efter indstilling fra Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.

Til nr. 16

Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 10, stk. 1, der regulerer skatte-, vurderings- og fællesankenævnenes valg af formandskab, er en konsekvens af, at der foreslås indsat en ny § 10 a, der vedrører vurderingsankenævnene, samt at fællesankenævnene foreslås opløst og erstattet af separate skatteankenævn. Reglerne i skatteforvaltningslovens § 10, stk. 1-6, vil således fremadrettet kun gælde for skatteankenævn og motorankenævn.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 17.

Til nr. 17

Det foreslås med den nye bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 1, at formandsposten for vurderingsankenævnene skal varetages af et geografisk ubundet vurderingsankenævnsformandskab, der består af en ledende vurderingsankenævnsformand og et antal øvrige vurderingsankenævnsformænd, som skatteministeren ansætter efter indstilling fra Skatteankestyrelsen. Vurderingsankenævnsformændene skal have vurderingsfaglig indsigt.

At vurderingsankenævnsformændene skal have vurderingsfaglig indsigt, skal her forstås således, at formændene skal have indsigt i principperne for vurdering af fast ejendom tillige med en vis praktisk erfaring med ejendomsvurdering. Indsigten kræver således ikke nødvendigvis en f.eks. formel uddannelse af relevans for ejendomsvurdering. Den vurderingsfaglige indsigt kan i stedet være erhvervet gennem praktisk arbejde med ejendomsvurdering. Formændene vil samtidig skulle besidde den fornødne indsigt i grundlæggende principper om konkret retsanvendelse, herunder i forhold til sagsbehandling, afgørelse, vejledning og høring m.v. En sådan indsigt er nødvendig, da formændene skal være i besiddelse af fornødne kompetencer til at varetage mødeledelse i vurderingsankenævnene, foretage henvisninger til de rette afgørelsesmyndigheder, samt være øverste faglige ansvarlige i relation til vurderingsankenævnenes virke og afgørelser.

Den ledende vurderingsankenævnsformand og de øvrige vurderingsankenævnsformænd vil sammen skulle drøfte, koordinere og fastlægge praksis for forskellige spørgsmål. Vurderingsankenævnsformandsskabet vil således fungere som et praksisudvalg, der med bistand fra sekretariatet gør det muligt at fremme ensartetheden af afgørelser og beslutninger på tværs af vurderingsankenævnskredse og sagstyper. Det drejer sig f.eks. om at ensarte praksis om henvisning til afgørelsesmyndigheder, ensarte forslag til sagstyper, der kan delegeres til afgørelse hos formænd, og ensarte praksis vedrørende genoptagelse af egne afgørelser. I den forbindelse vil løbende drøftelse og koordinering med Landsskatterettens retsformænd vedrørende henvisning af sager til Landsskatteretten også være en funktion for vurderingsankenævnsformandsskabet. Da vurderingsankenævnsformændene ikke vil være geografisk bundne, men i stedet kan tænkes i en vis grad at være specialiseret inden for sagstyper på samme måde som sekretariatet, vil formandskabet som tværgående forum udgøre et vigtigt led i at fremme ensartede afgørelser og håndtering af sager på tværs af sagstyper og landsdele.

Formandskabet forventes under ledelse af den ledende vurderingsankenævnsformand også i samarbejde med sekretariatet at medvirke til at understøtte en ensartet, effektiv og smidig sagsbehandling og sagsafvikling. Under hensyntagen til den meget store forventede antal klager er det afgørende, at formandskabet i tæt samarbejde med sekretariatet medvirker til at tilrettelægge en sådan effektiv sagsbehandling. Det forudsættes således, at vurderingsankenævnsformandsskabet indgår i et samarbejde med sekretariatet med henblik på at muliggøre, at sekretariatet kan fastlægge arbejdsgange og procedurer for sagerne, som ikke blot understøtter ensartede afgørelser og beslutninger, men også effektiv og smidig sagsbehandling og afgørelse.

Retten til at afgive indstilling til ministeren, for så vidt angår udnævnelse af vurderingsankenævnsformænd, forudsættes alene at tilkomme Skatteankestyrelsens direktør.

Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 2, at den ledende vurderingsankenævnsformand efter indstilling fra Skatteankestyrelsen kan bestemme, at ansatte i skatteankestyrelsen skal deltage i afgørelsen af en klage. I sådanne tilfælde skal den pågældende have samme beføjelser til at votere og afgøre sager som en ankenævnsformand.

Bestemmelsen har til formål at skabe mulighed for, at den ledende vurderingsankenævnsformand i lighed med Landsskatterettens ledende retsformand efter indstilling fra Skatteankestyrelsen kan udpege embedsmænd i Skatteankestyrelsen til at deltage i afgørelse af klagesager i formandskabets sted. Henset til den store forventede mængde vurderingsklager og behovet for fleksibilitet i afslutningen af disse sager, foreslås der ikke, for så vidt angår vurderingssager indlagt en begrænsning i form af, at formandskabet skal deltage i afgørelsen af alle sager, der ikke afgøres i enighed, hvilket er en forudsætning for, at en landsskatteretssag kan afgøres med en embedsmand som voterende.

Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 3 , at for at et vurderingsankenævn kan træffe en afgørelse, skal formanden eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. stk. 2, og mindst to medlemmer deltage i afgørelsen, jf. dog stk. 4 og 5. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller den ansattes, jf. stk. 2, stemme afgørende, jf. igen det ovenfor anførte om, at der ikke skal stilles krav om enighed mellem alle deltagerne i afgørelsen, heller ikke når en ansat i Skatteankestyrelsen deltager i afgørelsen i formandskabets sted. Dette udgangspunkt modificeres dog af de samtidig foreslåede regler om, at vurderingsankenævnsformanden (eller en ansat i Skatteankestyrelsen, der er bemyndiget dertil, jf. § 10 a, stk. 2) skal kunne afgøre visse sager uden deltagelse af ordinære nævnsmedlemmer, jf. nedenfor.

Vurderingsankenævnene tænkes derfor opdelt i voteringsgrupper på samme måde som i Landsskatteretten. Opdelingen vil kunne indbefatte, at ankenævnene opdeles i voteringsgrupper på mere end to medlemmer, hvorved situationen med stemmelighed kan opstå, idet det i praksis ofte vil være nødvendigt, at der til møder opereres med en voteringsgruppe på mere end to medlemmer for at sikre beslutningsdygtigheden i tilfælde af afbud fra medlemmer. Opdelingen tænkes også at indbefatte voteringsgrupper med eksempelvis kun lægmænd eller sagkyndige eller en kombination heraf. Den tænkte opdeling minder om opdelingen af Landsskatteretten, hvor der f.eks. findes såkaldte juridiske og almindelige voteringsgrupper. Den nærmere regulering af opdelingen i voteringsgrupper m.v. vil blive fastsat i forretningsordenen.

Det foreslås med skatteforvaltningslovens § 10 a, stk. 4, at uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. stk. 2, anmodninger om genoptagelse af en påkendt vurderingsankenævnssag, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g. Det indebærer, at kompetencen til at beslutte, om en sag, hvor der tidligere er truffet afgørelse af et vurderingsankenævn, kan genoptages, tillægges formanden for vurderingsankenævnet. Træffer formanden for vurderingsankenævnet afgørelse om, at sagen skal genoptages, vil sagen herefter undergå sædvanlig nævnsbehandling i vurderingsankenævnet, herunder behandling af, om sagen bør henvises til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen.

I dag træffes beslutning om genoptagelse af vurderingsankenævnet, hvilket indebærer, at beslutningen om genoptagelse skal undergå sædvanlig nævnsbehandling. Formålet med bestemmelsen er således bl.a. at forenkle og effektivisere sagsbehandlingen af de klager, hvor der alene skal tages stilling til, hvorvidt en sag kan genoptages eller ej. Med bestemmelsen skabes der en sammenhæng til reglerne for afgørelse om genoptagelse af landsskatteretssager, der efter gældende regler afgøres af en retsformand eller en kontorchef i Skatteankestyrelsen (det sidste efter bemyndigelse fra den ledende retsformand), jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 3.

Med forslaget til § 10 a, stk. 5, foreslås det, at uanset stk. 3 skal klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, afgøres af formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. stk. 2, hvis vurderingsankenævnet bemyndiger den pågældende hertil, jf. dog de foreslåede nye bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 2, jf. § 6 a, stk. 1, og § 6 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Vurderingsankenævnet vil med hjemmel i denne bestemmelse f.eks. kunne bemyndige vurderingsankenævnsformanden eller en ansat i Skatteankestyrelsen, jf. forslaget til § 10, stk. 2, til at afgøre sager, der har været berostillet af ankenævnet med henblik på afklaring af retlige spørgsmål, når det relevante retlige spørgsmål er blevet afgjort af Landsskatteretten.

Bestemmelsen indebærer, at en beslutningsdygtig del af vurderingsankenævnet (en voteringsgruppe) kan bemyndige formanden for ankenævnet til at træffe afgørelse i vurderingsankenævnssager på vegne af vurderingsankenævnet. Bemyndigelsen kan både gives for en konkret sag, og mere generelt for bestemte typer af sager.

Bemyndigelsen kan f.eks. tænkes anvendt, hvis klagen vedrører forhold, hvor der foreligger en lang, klar og fast praksis, og hvor der ikke i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. Bemyndigelsen kan desuden tænkes anvendt ved »følgesager«, der vedrører samme problemstilling, som er afgjort af vurderingsankenævnet i en anden sag. F.eks. den situation, hvor et helt kvarter klager med nogenlunde samme argumentation. I så fald er der ingen rimelig grund til, at alle sagerne forelægges nævnsmedlemmerne til votering. Nævnet kan tage principiel stilling til det gennemgående tema i sagerne i én sag (en førersag), hvorefter formanden (eller en hertil bemyndiget embedsmand i Skatteankestyrelsen, jf. § 10 a, stk. 2) kan træffe afgørelse i de andre sager (følgesagerne) ud fra de af nævnet fastlagte principper. Bemyndigelsen kan imidlertid også tænkes anvendt ved andre typer af sager, hvor det vurderes hensigtsmæssigt, at formanden (eller en hertil bemyndiget embedsmand i Skatteankestyrelsen, jf. § 10 a, stk. 2) træffer afgørelse på vegne af nævnet.

Det foreslås med affattelsen af § 10 a, stk. 6, at skatteministeren fastsætter en forretningsorden for vurderingsankenævnene, herunder regler for vederlæggelse af vurderingsankenævnenes medlemmer, jf. det ovenfor anførte.

I dag er reglerne for vurderingsankenævnenes virke reguleret i en fælles forretningsorden for ankenævnene, jf. bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013 om forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og vurderingsankenævn samt motorankenævn. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 10, stk. 5 og 6. Da reglerne for vurderingsankenævnene fremadrettet vil adskille sig væsentligt fra de øvrige ankenævn, vil der blive udstedt en selvstændig forretningsorden for vurderingsankenævnene, herunder regler for vederlæggelse af vurderingsankenævnsmedlemmer. Reglerne for vurderingsankenævnenes organisering samt behandling og afgørelse af vurderingsankenævnssager justeres, så de i videst muligt omfang svarer til de regler, der gælder for Landsskatteretten. Det vil bl.a. blive reguleret i forretningsordenen, at vurderingsankenævnene får mulighed for at træffe afgørelse på grundlag af enten skriftlig eller mundtlig votering i voteringsgrupper med henblik på at skabe mere effektive sagsprocesser. Forretningsordenen for vurderingsankenævnene vil dog give de ordinære vurderingsankenævnsmedlemmer mulighed for at anmode om, at en konkret sag behandles ved et møde i den relevante voteringsgruppe. Det må dog forventes, at den ledende vurderingsankenævnsformand som øverste ansvarlige for ankenævnene vil være indstillet på at imødekomme sådanne anmodninger, medmindre særlige forhold taler imod.

Der vil desuden i forretningsordenen i lyset af den forventede meget store mængde klager blive fastsat en regel om mulighed for overførsel af sager mellem vurderingsankenævn, hvis der måtte vise sig at opstå væsentlig skævhed i belastningen af de enkelte vurderingsankenævn.

Forretningsordenen for vurderingsankenævn vil tillige regulere aflønningen af de ordinære vurderingsankenævnsmedlemmer. Aflønningen forventes fastsat med udgangspunkt i aflønningen af Landsskatterettens ordinære medlemmer. De ordinære medlemmer af Landsskatteretten modtager efter gældende regler årligt et grundbeløb på 62.700 kr. (afrundet grundbeløb pr. 1. oktober 1997), hvilket svarer til 84.800 kr. (2017). Det præcise niveau vil blive endeligt fastsat i forretningsordenen og fastsættes i øvrigt for en funktionsperiode ad gangen.

Til nr. 18

Med den foreslåede ændring i skatteforvaltningslovens § 11, stk. 2, tillægges Landsskatteretten kompetence til at træffe afgørelse i de sager, som et vurderingsankenævn eller Skatteankestyrelsen har henvist til afgørelse i Landsskatteretten, jf. forslaget til nye bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, og § 6 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 7.

Med forslaget til skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, foreslås det, at vurderingsankenævnet henviser klager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, når klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og der i praksis ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Vurderingsankenævnet kan tillige henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Med forslaget til skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, foreslås det, at Skatteankestyrelsen henviser klager vedrørende vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse til afgørelse i Landsskatteretten, når klagen i overvejende grad angår retlige spørgsmål, og der i domspraksis og Landsskatteretspraksis ikke tidligere er taget stilling til det pågældende lovfortolkningsspørgsmål, eller der er grundlag for at foretage en fornyet prøvelse af det pågældende lovfortolkningsspørgsmål. Skatteankestyrelsen kan tillige henvise klager omfattet af § 6 til afgørelse i Landsskatteretten, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 4

Forslaget er således en konsekvens af den foreslåede kompetencefordeling, hvorefter alene klagesager, der i overvejende grad angår retlige spørgsmål, der indebærer afklaring af spørgsmål om lovfortolkning, vil skulle behandles af Landsskatteretten.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 7, og bemærkningerne her til samt de almindelige bemærkninger afsnit 2.1.2.

Til nr. 19 og 20

Skatteankestyrelsen skal efter den gældende § 19 i skatteforvaltningsloven, udarbejde en sagsfremstilling, der skal sendes til udtalelse hos sagens parter, før der træffes afgørelse, hvis klagen ikke bliver imødekommet fuldt ud, medmindre der er tale om en klage over en afgørelse, der kan afgøres af et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, eller af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., stk. 3, 2. pkt., eller stk. 5. Det fremgår af de gældende bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 2, 4 og 5.

Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4, tilføjes, at undtagelsen fra pligten til at udarbejde sagsfremstilling tillige skal gælde sager, der skal afgøres af Skatteankestyrelsen, jf. forslaget om indførelse af en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og at det i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 5, tilføjes at undtagelsen fra pligten til at udarbejde sagsfremstilling tillige skal gælde sager, der skal afgøres af Landsskatteretten, jf. forslaget om indførelse af en ny bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 11, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.

De foreslåede ændringer i § 19, stk. 5, nr. 4 og 5, er således en konsekvens af de foreslåede ændringer om, at Skatteankestyrelsen skal have selvstændig kompetence til at træffe afgørelse i visse sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og om at Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen skal have kompetence til at træffe afgørelse i vurderingssager, der af vurderingsankenævnet henvises til Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen til afgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 18.

Kravene i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3, om udarbejdelse af en sagsfremstilling og høring, før der træffes en afgørelse, skal således fremadrettet ikke gælde i vurderingssager. Dette skal ses i lyset af, at kravet om udarbejdelse af en sagsfremstilling efter gældende regler ikke omfatter afgørelser, der kan afgøres af et vurderingsankenævn, som fremadrettet som udgangspunkt skal være klagemyndighed i vurderingsklager, jf. forslagene til nye bestemmelser i skatteforvaltningslovens §§ 6-6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7.

Til nr. 21

Den foreslåede ændring af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 4, der definerer kredsen, der kan have krav på et varsel forud for ændring af en vurdering, er en konsekvens af forslaget til § 35 a, stk. 2, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 36, ved hvilken kredsen af klageberettigede i ejendomsvurderingssager – der tillige er kredsen af personer, der skal varsles efter § 20, stk. 4, - fremadrettet skal være ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering.

Kredsen af personer, der skal varsles forud for en ændring af en vurdering eller en del af en vurdering, vil således fortsat være kredsen af klageberettigede, der imidlertid ved lovforslagets § 1, nr. 36, foreslås afgrænset anderledes end tidligere, jf. bemærkningerne til den nævnte bestemmelse.

Til nr. 22

Den gældende skatteforvaltningslov indeholder ikke særskilte regler eller bemærkninger om høring forud for foretagelse af almindelige vurderinger og omvurderinger.

En ejendomsvurdering er imidlertid en forvaltningsretlig afgørelse, jf. herved også FOB 1993.220. Dette gælder uanset, om der er tale om en rent maskinelt genereret vurdering. De almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i forvaltningslovens §§ 19 og 20 skal derfor iagttages, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.9.1.

Det følger endvidere af det alment gældende forvaltningsretlige officialprincip, at relevante oplysninger, der er modtaget på afgørelsestidspunktet, skal indgå i grundlaget for afgørelsen.

Etableringen af et nyt ejendomsvurderingssystem, der skal træffe forvaltningsretlige afgørelser, men som samtidig har karakter af masseforvaltning, har aktualiseret overvejelser om, i hvilket omfang og hvorledes det vil være nødvendigt og muligt at gennemføre partshøring i vurderingssager, samt overvejelser om, hvorledes det kan sikres, at der ved vurderingerne tages stilling til alle oplysninger, der foreligger, når afgørelsen træffes, jf. afsnit 2.9.2.

Henset til, at der vil være ikke-ubetydelige vanskeligheder forbundet med konkret at vurdere, i hvilke vurderingssager der skal partshøres, før vurdering kan foretages, og til det meget store antal vurderinger, der hvert år skal foretages inden for en meget kort periode, foreslås det på baggrund af overvejelserne, at der indføres et nyt kapitel 7 a i skatteforvaltningsloven, der dels skal indeholde regler, der vil give vurderingsmyndigheden mulighed for at gennemføre høring af ejendomsejerne ved en særlig lovhjemlet deklaration, dels skal indeholde regler, der vil indføre en afgørelsesperiode, som vil give vurderingsmyndigheden mulighed for at håndtere den potentielt store mængde nye oplysninger, der måtte indgå vedrørende den store mængde ejendomme, der i et år skal vurderes stort set samtidig. Det foreslås i forlængelse heraf, at dette nye kapitel i skatteforvaltningsloven skal indeholde regler, der skal sikre, at også oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden, vil blive behandlet af vurderingsmyndigheden, enten allerede ved vurderingen eller i forbindelse med en efterfølgende genbehandling af vurderingen.

Ejendomsejernes retsstilling vil ikke blive forringet ved de foreslåede regler, der netop giver ejendomsejerne mulighed for at berige grundlaget for vurderingen, så der ved vurderingen tages højde for flest muligt relevante oplysninger.

Efter forslaget til § 5 i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foretager vurderingsmyndigheden almindelig vurdering af fast ejendom hvert andet år pr. 1. september i vurderingsåret. Ejerboliger vurderes i lige år, hvis ejendommens grundareal ikke udgør to hektar eller mere, eller der på ejendommen er registreret bygningsarealer til erhvervsmæssig anvendelse. Andre ejerboliger og ejendomme, som ikke er ejerboliger, vurderes i ulige år. Der foretages desuden i en række tilfælde omvurdering pr. 1. september af ejendomme, som er etableret eller ændret efter seneste almindelige vurdering, jf. forslaget til § 6 i ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 1 , at vurderingsmyndigheden ved almindelige vurderinger og omvurderinger, jf. ejendomsvurderingsloven, kan anvende en særlig deklarationsprocedure, der er nærmere beskrevet i bestemmelsens stk. 2 og 3.

Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 2, at vurderingsmyndigheden ved en deklarationsprocedure forud for vurderingen kan underrette ejendomsejeren om de faktiske oplysninger om den pågældendes og andres faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Vurderingsmyndigheden skal samtidig underrette ejendomsejeren om, at vurderingsmyndigheden kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når afgørelsesperioden indtræder, samt om tidspunktet herfor, jf. forslaget til § 20 b.

Ejeren får således mulighed for at orientere sig om det forventede vurderingsgrundlag, rette eventuelle fejl i dette og gøre opmærksom på andre forhold, der efter ejendomsejerens vurdering har væsentlig betydning for vurderingen af ejendommen.

Den foreslåede særlige deklarationsprocedure vil fastlægge vurderingsmyndighedens høringspligt. Ved vurderingen af, hvilke faktiske oplysninger der skal indeholdes i deklarationen, vil vurderingsmyndigheden skulle hense til reglerne i forvaltningslovens §§ 19 og 20 og praksis vedrørende disse regler, f.eks. i relation til væsentlighedskriteriet.

Deklarationsproceduren træder, når den anvendes, i stedet for forvaltningslovens regler om partsinddragelse. Det vil sige, at forvaltningslovens §§ 19-21 ikke finder anvendelse i disse situationer.

Forslaget om at indføre en særlig deklarationsprocedure forud for foretagelse af de almindelige vurderinger og omvurderinger skal som indledningsvist nævnt ses i lyset af det meget store antal vurderinger, der skal foretages stort set samtidig inden for en meget kort periode. På grund af det store antal ville det være yderst vanskeligt i rette tid at identificere de sager, i hvilke partshøring skal foretages efter forvaltningsloven, og at gennemføre partshøring. Henset hertil samt til prioriteringen af at øge gennemsigtigheden og dialogen med ejendomsejerne i rette tid, foreslås det derfor, at vurderingsmyndigheden får mulighed for at anvende den foreslåede særlige deklarationsprocedure til at orientere ejendomsejer om de faktiske oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom, der forventes at blive lagt til grund ved den efterfølgende vurdering af ejendommen.

Den foreslåede deklaration kan og forventes at blive anvendt, uanset om partshøring ville være påkrævet efter forvaltningslovens §§ 19 og 20, som ellers ville fastlægge høringspligten. Ved en deklaration bliver ejendomsejer orienteret om de faktiske oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom, uanset om ejer kan forventes at være bekendt med, at vurderingsmyndighederne ligger inde med oplysninger, og ejer får mulighed for at berigtige oplysninger samt berige grundlaget for vurderingen med yderligere oplysninger, hvis der efter ejers oplysninger er andre oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen, der ikke fremgår af deklarationen.

Deklarationen vil således også forbedre mulighederne for, at vurderingsmyndigheden ved vurderingen kan tage stilling til betydningen af oplysninger, der i modsat fald ikke ville være kendt for vurderingsmyndigheden.

Forslaget indebærer, at vurderingsmyndigheden ikke skal foretage partshøring efter forvaltningsloven, hvis vurderingsmyndigheden gennemfører deklaration. Kun hvis vurderingsmyndigheden efter deklarationen bliver bekendt med nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning for ejendommen, skal vurderingsmyndigheden vurdere, om der skal foretages en ny deklaration eller alternativt partshøring efter forvaltningsloven. Vurderingsmyndigheden vil således ikke være afskåret fra at foretage inddragelse af ejeren ved almindelig partshøring i stedet for at anvende deklarationsproceduren, heller ikke selv om vurderingsmyndigheden tidligere i forbindelse med behandlingen af den samme vurdering har anvendt deklaration. Vurderingsmyndigheden kan således konkret vælge at foretage partshøring af ejendomsejer på anden vis end ved deklaration, herunder også hvis der f.eks. efter deklarationen tilgår vurderingsmyndigheden nye væsentlige oplysninger, der nødvendiggør ny partshøring.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, skal der – med de undtagelser, der følger af forvaltningslovens § 19, stk. 2 – partshøres, hvis en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger. Myndighederne må ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Pligten til partshøring omfatter dog som nævnt kun oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt med, at vurderingsmyndigheden er i besiddelse af. Pligten til partshøring gælder endvidere kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det foreslås, at det ved affattelsen af skatteforvaltningslovens § 20 a om den særlige deklarationsprocedure, der foreslås anvendt i vurderingssager, fastsættes, at det alene er ejendommens ejer på tidspunktet for deklarationen, der skal underrettes ved deklarationen. Dette vil også gælde f.eks. i det tilfælde, hvor ejendommen er blevet handlet, og hvor den nye ejer ikke har overtaget ejendommen på tidspunktet for deklarationen.

Den foreslåede bestemmelse vil således have den konsekvens, at deklarationen i visse tilfælde kun vil blive sendt til ejeren af ejendommen ved deklarationen, uanset at det ikke helt kan udelukkes, at der er andre, der efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb vil være at anse som parter i vurderingssagen. Dette skal tillige ses i lyset af, at det ikke vurderes at være praktisk muligt for vurderingsmyndigheden fuldt ud at afdække gruppen af parter i en vurderingssag, når henses til den store mængde vurderinger, der skal foretages inden for en meget kort periode.

Det offentligretlige partsbegreb er udviklet i praksis og er bl.a. beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven. Det fremgår af vejledningen, at der i de tilfælde, hvor der opstår tvivl om, om en person kan anses som part i en sag, navnlig kan lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald. Det er således efter forvaltningsloven som udgangspunkt den, der bliver direkte berørt af en afgørelse, der er part i sagen. Kun væsentlige afledte interesser kan udløse partsstatus, og i den forbindelse må henses til mængden og arten af de led, der indgår mellem sagens udfald og den aktuelle betydning for den pågældende. Det kan på denne baggrund ikke udelukkes, at der i visse situationer er andre end ejendommens aktuelle ejer, der vil være part i vurderingssagen.

Det vil være et omfattende arbejde for vurderingsmyndigheden at identificere eventuelle mulige andre parter end den aktuelle ejer i alle vurderingssager. Henset til den store mængde sager, der skal afgøres inden for kort tid hvert år, og til det grundlag, der skal skabes for at muliggøre fastlæggelsen af kredsen af andre parter, vurderes det ikke at være hverken muligt eller hensigtsmæssigt, at vurderingsmyndigheden skal afsætte sagsbehandlingsressourcer til udføre denne opgave.

Det foreslås derfor, at deklarationen alene sendes til de aktuelle ejendomsejere, mens anden konkret og individuel partshøring af andre end de aktuelle ejendomsejere kun skal gennemføres, hvis andre parter end ejendomsejerne retter henvendelse til vurderingsmyndigheden og dokumenterer, at de har partsstatus i vurderingssagen.

Forslaget udelukker som oven for nævnt ikke, at vurderingsmyndigheden kan foretage partshøring af ejendomsejere på anden vis end ved gennemførelse af en deklaration.

Ejendomsvurderinger foretages pr. vurderingstermin. Det skal derfor være oplysninger om forholdene pr. vurderingstermin, der skal partshøres om. Det skal dermed også være disse oplysninger, der skal deklareres.

Det kan ikke generelt afgøres, om de oplysninger, der vil indgå i et fremtidigt vurderingssystem, i almindelighed kan siges at være til ugunst for ejendomsejeren. Det kan heller ikke på forhånd generelt afgøres, i hvilket omfang visse oplysninger, der er registreret vedrørende en konkret ejendom, efter forvaltningsloven ville nødvendiggøre partshøring af ejeren. Det kan herudover ikke på forhånd generelt afgøres, om særlige faktiske oplysninger, der ikke er en del af de oplysninger, der generelt vil være til rådighed for vurderingsmyndigheden, vil have væsentlig betydning for vurderingen. Ved deklarationen skal det således lægges til grund, at de faktiske oplysninger, der er af væsentlig betydning for vurderingen, potentielt kan være til ugunst for ejendomsejeren, og at alle særlige oplysninger kan være af væsentlig betydning. For at muliggøre, at deklaration kan opfylde det formål, der ligger bag forvaltningslovens regler om partshøring, skal de oplysninger, der generelt kan forudsættes at have den væsentligste betydning for ejendomsvurderingen, samt særlige oplysninger, der måtte være registreret vedrørende den ejendom, der skal vurderes, deklareres. Hvis det efterfølgende konstateres, at andre oplysninger har væsentlig betydning for en konkret vurdering, skal der ske en efterfølgende fornyet deklaration eller partshøring.

Der kan således ikke på forhånd udsondres oplysninger, som på forhånd kan undtages fra deklarationen, hvis de adskiller sig fra de oplysninger, der generelt foreligger om landets ejendomme.

For så vidt angår de generelt foreliggende oplysninger, skal der således alene ske deklaration af de faktiske oplysninger, der generelt vurderes at være af væsentlig betydning, mens oplysninger, der adskiller sig fra de oplysninger, der generelt foreligger om landets ejendomme, skal deklareres, uanset om de umiddelbart forekommer væsentlige.

Den foreslåede fremgangsmåde vil hermed på mange måder være overensstemmende med reglerne i forvaltningslovens §§ 19 og 20 om partshøring. Ejendomsejerne forventes dog ikke ved deklarationen at blive meddelt en frist, inden for hvilken de skal udtale sig om de deklarerede oplysninger eller komme med yderligere bemærkninger. Det foreslås i stedet, at det lovfæstes, at vurderingsmyndigheden ved deklaration underretter ejendomsejer om, at vurderingsmyndigheden kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger, når den afgørelsesperiode, der foreslås indført ved forslaget til en ny § 20 b i skatteforvaltningsloven, indtræder. Det foreslås derfor også, at vurderingsmyndigheden samtidig skal underrette ejendomsejeren om, hvornår afgørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b.

Det foreslås med den nye § 20 a, stk. 3, at deklarationen skal foretages senest 4 uger før afgørelsesperioden indtræder, jf. § 20 b.

Deklarationsperioden vil således ikke kunne have en varighed på mindre end 4 kalenderuger, men vil derimod godt kunne have en varighed på mere end 4 kalenderuger. Deklarationsperiodens længde vil ikke nødvendigvis skulle være den samme for alle ejendomsejere i forbindelse med en given almindelig vurdering eller omvurdering. Perioden fra deklaration til afgørelsesperiodens start vil imidlertid for alle skulle være mindst 4 uger.

Det foreslås med den nye § 20 b, stk. 1 , at ved vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration, jf. § 20 a, indtræder en afgørelsesperiode tidligst 6 uger før den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb. Afgørelsesperioden udløber den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, medmindre skatteministeren forlænger afgørelsesperioden.

Den foreslåede bestemmelse vil fastlægge, hvor lang afgørelsesperioden maksimalt vil kunne være, medmindre skatteministeren forlænger denne. Afgørelsesperioden vil således generelt eller i konkrete situationer kunne indtræde mindre end 6 kalenderuger før den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, men vil alene kunne overstige 6 uger, hvis dette konkret besluttes af skatteministeren i forbindelse med en forlængelse af fristen.

Afgørelsesperiodens længde vil ikke nødvendigvis skulle være den samme for alle ejendomsejere i forbindelse med en almindelig vurdering eller omvurdering. Afgørelsesperioden vil imidlertid aldrig kunne overstige 6 uger, medmindre skatteministeren forlænger afgørelsesperioden.

Vurderingsmyndigheden vil få mulighed for at anvende den særlige deklarationsprocedure, uanset at der f.eks. er tale om en fornyet deklaration, der sker 4 uger eller mindre før starten af den afgørelsesperiode, der tidligere er meldt ud. F.eks. i situationer, hvor myndigheden efter, at deklarationer er udsendt, modtager nye oplysninger af relevans for vurderingen af flere ejendommen, som forudsætter fornyet deklaration.

Hvis der konkret meddeles et tidspunkt for afgørelsesperiodens start, der ligger mindre end 6 uger før den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, vil vurderingsmyndigheden ved deklaration meddele ejendomsejer, hvornår afgørelsesperioden indtræder, samt orientere ejendomsejer om konsekvenserne af, at der er fastsat en afgørelsesperiode, jf. forslaget til § 20 a, stk. 2, hvorefter ejendomsejer altid i forbindelse med en deklaration skulle have oplysning om, hvornår afgørelsesperioden indtræder, samt orienteres om konsekvenserne heraf.

Skatteministeren får ved den foreslåede § 20 b, stk. 1, mulighed for at fastsætte en længere afgørelsesfrist for enkelte vurderingsår, hvis det skulle vise sig nødvendigt, f.eks. på grund af tekniske problemer, eller hvis det på grund af andre omstændigheder ikke er muligt at træffe afgørelserne om almindelig vurdering eller omvurdering senest den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb.

Det er alene under forudsætning af, at afgørelsesperioden forlænges af skatteministeren, at vurderingsmyndigheden kan træffe afgørelse efter de regler, der er foreslået i § 20 b, selvom afgørelsesperioden i så fald ved en sådan forlængelse kan komme til at overstige det i øvrigt foreslåede maksimum på 6 uger. Afgørelsesperioden vil derimod altid kunne være kortere end seks uger.

Det foreslås med den nye § 20 b, stk. 2, at vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden kan træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden. Vurderingsmyndigheden er dog ikke i afgørelsesperioden afskåret fra at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden.

Bestemmelsen skal give vurderingsmyndigheden reel mulighed for inden vurderingen at behandle oplysninger, der er modtaget inden afgørelsesperiodens start, uanset det meget store antal vurderinger, der skal foretages stort set samtidig inden for en meget kort periode. Bestemmelsen skal samtidig sikre, at vurderingsmyndigheden får mulighed for at foretage flest mulig vurderinger under hensyntagen til alle oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Det foreslås i nær sammenhæng med de ovenfor foreslåede regler med den nye § 20 b, stk. 3, at oplysninger, der modtages efter afgørelsesperiodens indtræden, jf. forslaget til § 20 b, stk. 1, 1. pkt., behandles efter reglerne om genoptagelse og revision, jf. §§ 33 og 33 a, hvis vurderingsmyndigheden i afgørelsesperioden, jf. § 20 b, stk. 1, træffer afgørelse, og oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for afgørelsen, jf. § 20 b, stk. 2. Når vurderingsmyndigheden har behandlet oplysningerne efter § 20 b, stk. 3, 1. pkt., meddeler vurderingsmyndigheden ejendommens ejer, om oplysningerne giver grundlag for at ændre afgørelsen.

De beskrevne forslag skal ses i sammenhæng, idet forslagene har til formål tilsammen at sikre, at alle oplysninger, der tilgår vurderingsmyndigheden, før der træffes afgørelse, behandles af vurderingsmyndigheden, enten ved vurderingen eller ved en efterfølgende genbehandling af vurderingen. Hvis myndigheden ikke har reel mulighed for at træffe afgørelse om alle ejendomsvurderinger på grundlag af alle oplysninger ved afgørelsen, fordi der indgår nye oplysninger i et stort antal sager i afgørelsesperioden, vil oplysningerne skulle behandles efterfølgende. Vurderingsmyndigheden vil i afgørelsesperioden, som er defineret i forslaget til § 20 b, stk. 1, kunne udsende vurdering uden at tage stilling til oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, jf. forslaget til § 20 b, stk. 2, men vil i så fald efterfølgende skulle træffe afgørelse om, hvorvidt oplysningerne giver grundlag for ændring af vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, jf. forslaget til § 20 b, stk. 3. Vurderingsmyndigheden vil alternativt kunne træffe afgørelse efter udløbet af den afgørelsesperiode, der er defineret i forslaget til § 20 b, stk. 1, men vil i så fald skulle træffe afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet, jf. forslaget til § 20 c.

Ejendomsejer vil som ovenfor nævnt allerede ved deklarationen skulle oplyses om, hvornår afgørelsesperioden indtræder, samt konsekvensen heraf. Ejendomsejer vil herunder også skulle oplyses om, at oplysninger, der modtages efter afgørelsesperiodens start, efterfølgende vil blive behandlet efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a.

Hvis oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden, efterfølgende skal behandles efter reglerne om genoptagelse og revision, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, vil vurderingsmyndigheden skulle træffe en forvaltningsretlig afgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3. Hvis oplysningerne ikke giver grundlag for at ændre vurderingen, vil dette således skulle meddeles ved en begrundet afgørelse, der vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens regler. Hvis oplysningerne giver grundlag for at ændre vurderingen, vil der skulle startes en ny vurderingssag, der vil blive afsluttet med udsendelse af en ny vurdering, der kan påklages efter skatteforvaltningslovens regler. Hvis vurderingsmyndigheden ikke finder grundlag for at genoptage vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, vil vurderingsmyndigheden skulle vurdere, om oplysningerne giver grundlag for at revidere vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33 a. Hvis vurderingsmyndigheden ikke finder grundlag for hverken at genoptage eller revidere vurderingen, vil vurderingsmyndigheden i denne særlige situation under henvisning til den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, skulle begrunde, at der ikke er grundlag for at genoptage eller revidere vurderingen, og klagemyndigheden vil i forbindelse med en eventuel efterfølgende klagebehandling under henvisning til den foreslåede bestemmelse skulle tage stilling til, om revision med rette er afslået, hvis der ikke er grundlag for genoptagelse.

Vurderingsmyndigheden vil i den forbindelse skulle hense til, at de oplysninger, der ikke er taget stilling til ved vurderingen, rent faktisk var kendt for vurderingsmyndigheden, da vurderingen blev foretaget under henvisning til de foreslåede bestemmelser i § 20 b, og vurderingsmyndigheden vil således skulle revidere vurderingen i alle tilfælde, hvor oplysningerne ville have ført til et andet resultat end den udsendte vurdering, hvis der var taget stilling til disse, før vurderingen blev foretaget. Vurderingsmyndigheden vil ikke kunne undlade at revidere vurderingen på baggrund af oplysninger, der var modtaget, da vurderingen blev foretaget, jf. forslaget til § 20 b, hvis oplysningerne ville have ført til en anden vurdering end den foretagne, hvis der ved vurderingen var taget højde for disse.

Sidste pkt. i forslaget til § 20 b, stk. 3, er således foranlediget af, at vurderingsmyndigheden i alle tilfælde vil skulle meddele ejendomsejer, om vurderingsmyndigheden finder grundlag for at ændre vurderingen på grundlag af de oplysninger, der er indgået i afgørelsesperioden. Der er således ikke med indførelsen af denne bestemmelse tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand, hvorefter ejendomsejer ikke har retskrav på revision efter skatteforvaltningslovens § 33 a.

Vurderingsmyndigheden vil i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet, om oplysningerne giver grundlag for genoptagelse eller revision og under en eventuel genbehandling af vurderingssagen, i fornødent omfang skulle foretage partshøring, jf. forvaltningslovens § 19.

En oplysning, der indgår efter afgørelsesperiodens start, kan være af betydning for vurderingen for flere ejendomme. I så fald vil det være særligt relevant, at vurderingsmyndigheden vil kunne træffe afgørelse uden at inddrage oplysningerne i grundlaget for afgørelsen og så efterfølgende vil skulle vurdere, om oplysningerne giver grundlag for genbehandling af vurderingerne efter reglerne om genoptagelse og revision i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a. Det vil tillige være relevant, at vurderingsmyndigheden i stedet kan vælge at udskyde vurderingen af de berørte ejendomme, så afgørelse træffes efter afgørelsesperiodens udløb, men på baggrund af alle oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, der begge foreslås ændret med dette lovforslag, er nærmere beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2 og i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23 – 32. Det fremgår af de almindelige bemærkninger om den særlige situation, der vil kunne opstå, hvis en ejendomsejer i den foreslåede afgørelsesperiode har forelagt oplysninger for vurderingsmyndigheden, som ikke er indgået i grundlaget for vurderingen, og som ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde genoptagelse, tilsvarende, at vurderingsmyndigheden i så fald skal revidere vurderingen efter reglerne i § 33 a i alle tilfælde, hvor vurderingsmyndigheden finder, at oplysningerne ville have ført til en anden vurdering end den udsendte, hvis der var taget højde for oplysningerne ved vurderingen. Det er i den forbindelse tillige bemærket, at der ved vurderingen af, om revision skal foretages, må henses til, at ejendomsejer allerede inden vurderingen blev foretaget, har gjort opmærksom på forholdet, der begrunder en anden vurdering.

Det foreslås med den nye § 20 c, at ved afgørelse om almindelig vurdering og omvurdering, der meddeles efter udløbet af afgørelsesperioden, jf. § 20 b, stk. 1, træffer vurderingsmyndigheden afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Forslaget indebærer, at hvis vurderingsmyndigheden ikke senest den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb eller en af skatteministeren fastsat længere frist træffer afgørelse om almindelig vurdering eller omvurdering, vil vurderingsmyndigheden skulle træffe afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, der foreligger på afgørelsestidspunktet.

Forslaget til et nyt kapitel 7 a i skatteforvaltningsloven er yderligere beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.9.2.

Til nr. 23

Skatteforvaltningslovens kapitel 12 indeholder allerede i dag regler om foretagelse og ændring af ordinære og ekstraordinære ejendomsvurderinger (§ 33), en revisionsbestemmelse (§ 33 a) og en regel om, at vurderingsmyndigheden i 1. instans kan genoptage nyere vurderinger af en konkret ejendom, der er afledt af afgørelser fra klageinstanserne om denne ejendom (§ 34).

Vurderingsmyndigheden kan herudover efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, genoptage og ændre en påklaget vurdering, hvis klageren er enig deri.

Vurderingsmyndigheden har endelig adgang til at berigtige tastefejl m.v. efter de principper, der er beskrevet i retsplejelovens § 221, stk. 1.

Det foreslås, at overskriften til § 33 ændres til »Ordinær og ekstraordinær genoptagelse« for at præcisere, at skatteforvaltningslovens § 33 regulerer adgangen til at foretage og genoptage vurderinger eller dele af vurderinger, der mangler eller som er foretaget, mens de følgende bestemmelser regulerer ændringer af foretagne vurderinger, der foretages af vurderingsmyndigheden efter andre regler.

Til nr. 24

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 1, i skatteforvaltningsloven ændre en vurdering på anmodning fra en klageberettiget, hvis den klageberettigede senest den 1. maj i det fjerde indkomstår efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, godtgør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold. Den klageberettigede skal samtidig over for told- og skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 2, i skatteforvaltningsloven under samme betingelser som nævnt i stk. 1 inden for fristen i stk. 1 genoptage en vurdering af egen drift.

Vurderingsmyndigheden kan dog altid foretage en vurdering, hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget.

Reglerne i skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse af ejendomsvurderinger fik den nuværende form ved lov nr. 925 af 18. september 2012, jf. lovforslag nr. L 198 (folketingsåret 2011-12), hvor grundforbedringsfradraget (FFF) tillige blev afskaffet. Ændringen blev gennemført i lyset af, at der var indgivet en meget stor mængde anmodninger om genoptagelse med henblik på ændring af grundforbedringsfradraget (FFF-sagerne). Disse anmodninger var begrundet i ofte meget gamle forhold, og i mangel af regler om dokumentation m.v. blev det op til vurderingsmyndigheden at belyse sagerne. Ændringen havde endvidere til hensigt at forebygge, at genoptagelsesfristen blev en egentlig forlængelse af klagefristen. Det var de facto blevet tilfældet, da der i praksis skete genoptagelse af rene beløbsmæssige vurderingsskøn.

Det foreslås, at det i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., præciseres, at de fejlagtige eller manglende registreringer, der kan begrunde genoptagelse af foretagne ejendomsvurderinger, er fejl eller mangler i oplysninger, der kan konstateres ved opslag i et register eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold.

Forudsætningen om, at de fejlagtige eller manglende registreringer, der kan begrunde genoptagelse af foretagne ejendomsvurderinger, er fejl eller mangler i oplysninger, der kan konstateres ved opslag i et register eller lignende objektivt konstaterbare forhold, skal føre til, at konstaterede fejl eller mangler i registeroplysninger skal føre til genoptagelse efter bestemmelsen, hvis registeroplysningerne er indgået i vurderingen, uanset om de registrerede oplysninger i øvrigt er registreret som bindende eller ej.

Det er i lovforslag nr. L 121 af 25. januar 2017 om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger (modernisering af planloven, bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet) forudsat, at kommunerne fremadrettet skal bidrage til at tilvejebringe oplysninger til brug for vurderingsmyndighedens ejendomsvurderinger. Det fremgår af bemærkningerne til dette lovforslag, at det fortsat vil være lokalplaner, kommuneplanrammer og landzonetilladelser, som har retsvirkning over for grundejeren og kommunen, og at registreringen i det planlagte supplerende Plandataregister således har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed og alene er en vejledende fortolkning uden selvstændig retsvirkning. Der er under henvisning hertil ikke i lovforslaget foreslået mulighed for selvstændig klageadgang over kommunernes registrering af bestemmelser om jordstykkers mulige anvendelse og udnyttelse i planer, afgørelser og beslutninger efter planloven. Det er derimod i bemærkningerne anført, at hvis en ejer eller bruger af et areal mener, at registreringen er fejlbehæftet, og kommunen er enig heri, vil der kunne ske en ændring i de registrerede oplysninger ved en simpel berigtigelse.

For så vidt angår den situation, hvor der er uenighed om rigtigheden af de registrerede oplysninger, er det i bemærkningerne anført, at de registrerede oplysninger forventes at blive udstillet for ejendomsejer i den planlagte deklarationsprocedure, og at vurderingsmyndigheden ved vurderingen skal tage stilling til, hvilke anvendelses- og udnyttelsesmuligheder der skal lægges til grund for vurderingen, hvis ejendomsejer under sagens behandling tilkendegiver, at ejer er uenig i de registrerede oplysninger om anvendelses- og udnyttelsesmuligheder for en grund. Er ejer uenig i den afgørelse, vurderingsmyndigheden efterfølgende træffer som en del af vurderingen, kan ejer bestride grundlaget for vurderingen i forbindelse med en klage over ejendomsvurderingen.

Vurderingsmyndighedens anvendelse af de registrerede data i forbindelse med vurderingen kan således være et element i en klage til Skatteankestyrelsen, hvor en ejendomsejer f.eks. kan gøre gældende, at de registrerede planoplysninger, der er lagt til grund for vurderingen, ikke er korrekte, og at vurderingsmyndighedens skønsmæssige værdiansættelse således ikke er rigtig. Vurderingsmyndigheden vil forholde sig til sådanne indsigelser i forbindelse med en forelæggelse af klagen, der vil blive gennemført umiddelbart efter klagens modtagelse, og som kan munde ud i en genoptagelse af vurderingen ved vurderingsmyndigheden eller danne grundlag for den efterfølgende administrative prøvelse ved klageinstansen. Denne indledende gennemgang af klagen vil således have en remonstrationslignende karakter.

I forbindelse med vurderingsmyndighedens behandling af en vurdering og Skatteankestyrelsens behandling af en klage, der vedrører datagrundlaget for et jordstykkes anvendelses- og udnyttelsesmuligheder, vil det således være vurderingsmyndigheden og Skatteankestyrelsen, der er ansvarlige for kommunikationen med ejendomsejer om rigtigheden af de registrerede oplysninger. Vurderingsmyndigheden og Skatteankestyrelsen vil i nødvendigt omfang rette henvendelse til den pågældende kommune for en udtalelse om indsigelserne vedrørende de registrerede oplysninger. Kommunen skal i så fald afgive en udtalelse og kan i den forbindelse forholde sig til indsigelserne. Nødvendig partshøring m.v. vil dog blive foretaget af vurderingsmyndigheden og Skatteankestyrelsen.

En indsigelse imod rigtigheden af oplysninger i et register af den karakter som det register, der er foreslået i lovforslag nr. L 121 af 25. januar 2017, vil tillige kunne danne grundlag for en anmodning om genoptagelse af vurderingen efter skatteforvaltningslovens § 33. Vurderingsmyndigheden vil i så fald skulle tage konkret stilling til, om der er grundlag for at genoptage vurderingen under henvisning til, at de registrerede oplysninger har været fejlagtige eller mangelfulde. Denne bedømmelse vil skulle foretages under hensyntagen til samtlige foreliggende oplysninger. I det konkrete eksempel vil et afslag på opførelse af en given bygning af en given størrelse således ikke i sig selv skulle være tilstrækkeligt til at dokumentere, at de registrerede oplysninger er fejlagtige eller mangelfulde. Dette vil skulle afgøres på baggrund af begrundelsen på det givne afslag og fortolkningen af plangrundlaget.

De oplysninger, der vil kunne danne grundlag for genoptagelse efter bestemmelsen, behøver imidlertid ikke at være registreret i et egentligt samlet register. De oplysninger, der ved lovforslag nr. L121 af 25. januar 2017 er foreslået registreret ved vejledende anvisninger fra kommunerne, vil således f.eks. bero på oplysninger, der uden oprettelse af et sådant register vil være registreret i lokalplaner, kommuneplanrammer og landzonetilladelser, som tillige har en sådan karakter, at fejlagtige og manglende registreringer vil kunne danne grundlag for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.

Forslaget skal ses i lyset af et behov for at præcisere gældende ret med hensyn til karakteren af fejl og mangler i vurderingsgrundlaget, der kan begrunde genoptagelse efter bestemmelsen. Forslaget har ikke til formål at begrænse vurderingsmyndighedes adgang til at berigtige tastefejl m.v. efter de principper, der er beskrevet i retsplejelovens § 221, stk.

1. Vurderingsmyndigheden skal således fortsat være berettiget til at berigtige tastefejl m.v. ved udsendelse af korrigerede afgørelser, jf. også de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med de regler, der er foreslået i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, hvoraf det følger, at en ny ejendomsvurdering består af to separate ansættelser, dels en ansættelse af en samlet ejendomsværdi, dels en grundværdiansættelse, men også indeholder andre dele, jf. bemærkningerne til forslag til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, samt de almindelige bemærkninger til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.3. Det fremgår heraf blandt andet, at der i de fremtidige vurderinger, ligesom efter gældende regler, som udgangspunkt skal ansættes en selvstændig ejendomsværdi og en selvstændig grundværdi, der vil være separate ansættelser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag, men at der også i den fremtidige vurderingsordning i vurderingerne vil indgå fordelinger, jf. lovforslagets §§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget efter anden lovgivning. Det fremgår også, at der således, som i den hidtidige ordning, vil være tale om selvstændige ansættelser og dele af en vurdering, der er separate, og som derfor skal vurderes separat, men som i et vist omfang er påvirket af samme forhold, hvilket der skal tages højde for ved de almindelige vurderinger og omvurderinger, samt ved efterfølgende genbehandling af vurderinger ved vurderingsmyndigheden og ved en eventuel klagebehandling.

Denne sammenhæng fører til, at vurderingsmyndigheden konkret for hver af de pågældende ansættelser vil skulle vurdere, om der er grundlag for at ændre denne.

Til nr. 25

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33 i skatteforvaltningsloven på anmodning fra ejendomsejeren genoptage foretagne vurderinger, forudsat at den skattepligtige godtgør, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende faktiske forhold.

De gældende regler fik den nuværende form ved lov nr. 925 af 18. september 2012, jf. lovforslag nr. L 198 (folketingsåret 2011-12), hvor grundforbedringsfradraget (FFF) tillige blev afskaffet. Ændringen blev gennemført i lyset af, at der var indgivet en meget stor mængde anmodninger om genoptagelse med henblik på ændring af grundforbedringsfradraget (FFF-sagerne). Disse anmodninger var begrundet i ofte meget gamle forhold, og i mangel af regler om dokumentation m.v. blev det op til vurderingsmyndigheden at belyse sagerne. Ændringen havde endvidere til hensigt at forebygge, at genoptagelsesfristen blev en egentlig forlængelse af klagefristen. Det var de facto blevet tilfældet, da der i praksis skete genoptagelse af rene beløbsmæssige vurderingsskøn.

Det foreslås, at det i ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 2. pkt., præciseres, at ved genoptagelse på foranledning af en klageberettiget skal den klageberettigede dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, der skal bestå af fejlagtige eller mangelfulde registreringer.

Forslaget har til formål at præcisere den dokumentationspligt, der i sådanne situationer påhviler den, der ønsker vurderingen genoptaget.

Til nr. 26

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 2, 2. pkt., altid foretage en vurdering, hvis en sådan ved en fejl ikke er foretaget.

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., er ikke i sin ordlyd knyttet direkte op på forudsætningen i bestemmelsens 1. pkt., der henviser til, at vurderingsmyndigheden kan genoptage en vurdering af egen drift, hvis betingelserne for ordinær genoptagelse på anmodning er opfyldt.

Det foreslås derfor ved en ændring af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1 og 2, tydeliggjort, at reglernes indbyrdes placering fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldte, dvs. hvis genoptagelse sker inden for fristerne for ordinær genoptagelse.

Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af § 33, stk. 1 og 2, præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at bestemmelsen både giver vurderingsmyndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nødvendige.

Det vil bero på en konkret vurdering, om en ansættelse eller fordeling kan anses som »foretaget«. Det forhold, at en ansættelse eller fordeling maskinelt er ansat til 0 kr., skal således ikke føre til, at den pågældende ansættelse eller fordeling anses som »foretaget«. Dette vil bero på en vurdering af de samlede omstændigheder, hvor der blandt andet skal henses til, om der er foretaget konkrete sagsbehandlingsskridt til indhentelse eller berigtigelse af oplysninger vedrørende den pågældende ejendom, eller om »0-ansættelsen« er maskinelt indsat på grund af manglende indtastninger.

Til nr. 27

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 3, i skatteforvaltningsloven efter anmodning fra en klageberettiget eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller hvis vurdering ved en fejl ikke er foretaget.

Det er efter bestemmelsen en betingelse for en sådan genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.

Det foreslås ved en ændring af ordlyden tydeliggjort, at den indbyrdes placering af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, og skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, fører til, at »glemte« eller manglende vurderinger skal ændres eller foretages efter § 33, stk. 2, hvis forudsætningerne for ordinær genoptagelse er opfyldt, og i modsat fald efter § 33, stk. 3. Dette vil kunne få betydning for virkningstidspunktet for vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 6 og 7.

Det foreslås endvidere, at det ved ændring af ordlyden af § 33, stk. 3 præciseres, at vurderingsmyndigheden til enhver tid kan foretage »glemte« vurderinger såvel som »glemte« dele af vurderinger, herunder såvel ansættelser som andre dele af en vurdering, og at adgangen til genoptagelse omfatter foretagelse af alle ansættelser og dele af en vurdering, der ved en fejl ikke er foretaget eller mangler, dvs. at bestemmelsen også giver vurderingsmyndigheden adgang til at foretage fordelinger m.v., der ved en fejl ikke er foretaget i en i øvrigt foretaget vurdering, og adgang til at foretage vurderinger eller fordelinger, der ikke skulle foretages, da den oprindelige vurdering blev foretaget, men som efterfølgende er blevet nødvendiggjort af f.eks. ny lovgivning, eller som af anden grund efterfølgende viser sig nødvendige.

Det vil bero på en konkret vurdering, om en ansættelse eller fordeling kan anses som »foretaget«. Det forhold, at en ansættelse eller fordeling maskinelt er ansat til 0 kr., skal således ikke føre til, at den pågældende ansættelse eller fordeling anses som »foretaget«. Dette vil bero på en vurdering af de samlede omstændigheder, hvor der blandt andet skal henses til, om der er foretaget konkrete sagsbehandlingsskridt til indhentelse eller berigtigelse af oplysninger vedrørende den pågældende ejendom, eller om »0-ansættelsen« er maskinelt indsat på grund af manglende indtastninger.

Til nr. 28

Hvis genoptagelse af en ejendomsvurdering sker efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, uden at genoptagelsen sker som følge af en praksisændring, er det efter gældende regler en forudsætning for genoptagelse, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mindst 15 procent, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, og de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.1.

Reglen til begrænsning af adgangen til ekstraordinær genoptagelse er begrundet i et behov for at forhindre, at vurderinger, der ligger inden for en objektiveret skønsmargin, ændres i forbindelse med efterbehandlingen af den givne ansættelse.

Det er samme hensyn, der ligger til grund for lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62 om indførelse af en begrænsning af klagemyndighedernes adgang til at ændre ansættelser i påklagede vurderinger, og der er intet grundlag for at definere denne skønsmargin forskelligt i relation til efterbehandling ved ekstraordinær genoptagelse ved vurderingsmyndigheden henholdsvis efterbehandling ved klagemyndigheden.

Det foreslås derfor, at grænsen for ekstraordinær genoptagelse af vurderinger harmoniseres med grænsen på 20 pct. i den foreslåede regel om begrænsning af klagemyndighedens muligheder for at ændre en påklaget vurdering, jf. lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62.

Om baggrunden for den foreslåede 20 pct.-grænse og forståelsen heraf henvises således til afsnit 2.10.2.3 og til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62. Det gør sig således også ved fortolkningen af den her foreslåede bestemmelse gældende, at forudsætningen om, at ændringen skal være mere end 20 pct., vil skulle være opfyldt, for så vidt angår ejendomsværdiansættelsen, hvis denne skal ændres, og for så vidt angår grundværdiansættelsen, hvis denne skal ændres, jf. bemærkningerne til forslag til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, samt de almindelige bemærkninger til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.3. Det fremgår deraf, at en ny ejendomsvurdering består af to separate ansættelser – dels en ansættelse af en samlet ejendomsværdi, dels en grundværdiansættelse – og flere andre dele, og at et forhold kan påvirke og dermed give grundlag for ændringer i flere ansættelser og dele i en vurdering.

Det gør sig også for begrænsningen af adgangen til ekstraordinær genoptagelse gældende, at forudsætningen om, at ændringen skal være mere end 20 pct., alene skal gælde for de dele af en vurdering, der efter ejendomsvurderingslovgivningen defineres som »ansættelser«, men ikke for så vidt angår andre dele, der indgår i en vurdering.

Til nr. 29

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33, stk. 4, i skatteforvaltningsloven efter anmodning fra en klageberettiget eller af egen drift ekstraordinært genoptage en vurdering, uanset fristen for ordinær genoptagelse, der fremgår af bestemmelsens stk. 1, hvis hidtidig praksis endeligt underkendes ved en dom eller ved en afgørelse fra Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, eller hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet.

Det foreslås under henvisning til forslagene til præcisering af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-3, jf. lovforslagets § 1, nr. 26-28, at det i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4, 1. pkt., præciseres, at adgangen til at genoptage en vurdering også omfatter adgangen til at genoptage en del af en vurdering eller foretage en vurdering eller en del af en vurdering.

Forslaget har til formål at tydeliggøre, at når forudsætningerne for ekstraordinær genoptagelse er opfyldt, jf. beskrivelsen af disse forudsætninger i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 28, er der adgang til at foretage eller ændre vurderinger eller dele af vurderinger, men at vurderingsmyndigheden altid kan foretage en vurdering eller en del af vurdering, hvis denne mangler eller ved en fejl ikke er blevet foretaget, jf. forslaget til ændring af bestemmelsens stk. 3.

Forslaget har således i lighed med forslagene i lovforslagets § 1, nr. 26 og 27, til formål at præcisere, at reglerne om genoptagelse ikke kun begrunder genoptagelse i situationer, hvor det beror på en fejl, at en vurdering eller en del af en vurdering ikke er foretaget, men også kan begrunde genoptagelse i situationer, hvor der ikke på tidspunktet, hvor vurderingen skulle foretages eller blev foretaget, var grundlag for at foretage en vurdering eller en del af en vurdering, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26 og 27.

Til nr. 30

Vurderingsmyndigheden har – udover adgangen til at foretage eller ændre en vurdering efter reglerne om genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 35 a, stk. 3, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.1.1 og 2.10.1.2 – efter skatteforvaltningslovens § 33 a mulighed for at revidere foretagne vurderinger inden for den frist, der er fastsat i bestemmelsen, jf. beskrivelsen af den gældende revisionsbestemmelse i afsnit 2.10.1.3 og beskrivelsen af den foreslåede udvidede revisionsbestemmelse i afsnit 2.10.2.4, samt bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 32.

Det foreslås, at dette tydeliggøres ved, at der til § 33 a som ny overskrift indsættes »Revision«.

Til nr. 31

Vurderingsmyndigheden kan efter den gældende § 33 a i skatteforvaltningsloven inden for fastsatte frister varsle og foretage eller ændre en vurdering af fast ejendom. Varsel kan ikke udsendes senere end den 1. juli i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb. Vurdering eller ændring skal være gennemført senest den 1. oktober samme år.

Det foreslås, at det ved en ændring af ordlyden af skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 1, præciseres, at der efter bestemmelsen kan varsles og gennemføres revisioner af såvel vurderinger som dele af vurderinger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i § 15, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om ejendomsvurdering med bemærkninger er præciseret, at en ejendomsvurdering består af flere separate ansættelser og dele.

Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til strukturen i skatteforvaltningslovens kapitel 12 først skulle vurdere, om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i anden række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33. Først derefter skal det vurderes, om en vurdering kan ændres under henvisning til reglerne om revision, jf. afsnit 2.10.2.4 i de almindelige bemærkninger.

Da »glemte« eller manglende vurderinger eller dele af vurderinger altid kan foretages efter skatteforvaltningslovens § 33, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 24-29, og afsnit 2.10.2 i de almindelige bemærkninger, foreslås det, at revisionsbestemmelsen samtidig ændres, således at revisionsbestemmelsen fremadrettet alene giver mulighed for at revidere foretagne vurderinger eller dele af foretagne vurderinger.

Til nr. 32

Vurderingsmyndigheden kan efter skatteforvaltningslovens § 33 a indtil den 1. juli det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb varsle revision af foretagne vurderinger, der kan foretages indtil den 1. oktober i det andet kalenderår efter vurderingsårets udløb.

Revisionsfristen for vurderingerne for 2011 og fremefter er forlænget ved udskydelseslovene (lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. nr. 1535 af 27. december 2014 og lov nr. 61 af 16. januar 2017). Det fremgår af bemærkningerne til de nævnte love, at det var hensigten at forlænge fristen for revision af vurderinger for 2011 henholdsvis 2012 og frem, indtil disse kunne påklages. Fristen for revision af 2011-vurderingen for ejerboliger var imidlertid udløbet på tidspunktet for 2013-udskydelseslovens ikrafttræden. Udskydelsesloven hjemler derfor alene revision af disse vurderinger, for så vidt ændringen er til gunst for borgerne. For erhvervsejendomme m.v. udløb fristen for revision af 2012-vurderingen den 1. juli 2014. Ændringer af 2012-vurderinger kan derfor efter denne dato tilsvarende kun foretages til gunst for borgeren.

Revisionsbestemmelsen er ved den seneste udskydelseslov (lov nr. 61 af 16. januar 2017) endvidere blevet udvidet, således at vurderingsmyndigheden kan revidere vurderinger, når revisionen vil føre til en ændring til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af beskatningen, dvs. uanset om der samtidig sker en nedsættelse af selve vurderingen.

Den udvidede revisionsadgang, der blev indsat ved den seneste udskydelseslov, er gældende for alle vurderingsmyndighedens ansættelser, dvs. både ansættelsen af de almindelige værdier (ejendomsværdi og grundværdi) og ansættelsen af de omberegnede værdier (omberegnet ejendomsværdi 2001/2002 og den aktuelle omberegnede grundværdi).

Vurderingsmyndighedens adgang til at gennemføre revision efter skatteforvaltningslovens § 33 a er ikke herudover underlagt begrænsninger. Vurderingsmyndigheden kan inden for de fastsatte frister varsle og gennemføre revision, uanset om den fejlagtige eller ved en fejl ikke foretagne vurdering skal ændres eller foretages på grund af faktiske eller retlige forhold. Revision kan således foretages af vurderingsmyndigheden, uanset om revisionen alene er begrundet i en ændret opfattelse vedrørende rene beløbsmæssige vurderingsskøn.

Revisionsbestemmelsen giver ikke ejendomsejer et retskrav på at få ændret en vurdering, der ikke kan ændres ved genoptagelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 33. Revisioner kan efter gældende regler alene foretages på vurderingsmyndighedens foranledning, og kan ikke igangsættes på foranledning af ejendomsejer. Det fremgår af SKM2006. 49H, hvor Højesteret tiltrådte Landsrettens dom, efter hvilken der ikke var hjemmel til at genoptage vurderingen, idet der ikke inden udløbet af den treårige genoptagelsesfrist fremkom begæring herom. Landsretten havde endvidere fundet, at der hverken i ordlyden af bestemmelsen om den statslige revisionsbeføjelse, i bestemmelsens lovforarbejder, i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 76 af 26. april 1996, eller på noget andet grundlag var hjemmel for et retskrav på revision af vurderinger af fast ejendom. Landsretten anførte, at det beror på et forvaltningsretligt skøn, om en ejendomsvurdering skal optages til revision, og at de hensyn, som Told- og Skattestyrelsens afgørelse var begrundet i, herunder det lange tidsforløb fra vurderingstidspunktet til begæringen om ændring af vurderingen, var relevante og saglige.

En henvendelse fra en ejer med ønske om ændring af en given vurdering vil således skulle afgøres ved enten et afslag på genoptagelse eller ved en ændret vurdering.

Ejendomsejer er henvist til at anmode om genoptagelse, og en anmodning fra en ejendomsejer om ændring af en foretaget vurdering skal afvises under henvisning til reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 33. Vurderingsmyndighederne træffer kun afgørelse efter revisionsbestemmelsen, når vurderingsmyndigheden foretager revision.

Der er ikke i revisionsbestemmelsen fastsat særlige regler om det skattemæssige virkningstidspunkt for reviderede vurderinger.

Der henvises om de gældende revisionsregler tillige til afsnit 2.10.1.3.

Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til den foreslåede struktur i skatteforvaltningslovens kapitel 12 fremadrettet først skulle vurdere, om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning til reglerne om i første række ordinær genoptagelse og i anden række ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33. Revisionsbestemmelsen skal være subsidiær i forhold til skatteforvaltningslovens § 33 om genoptagelse, jf. afsnit 2.10.2.4 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås modsat - under henvisning til det konstaterede behov for at vurderingsmyndigheden får reel mulighed for at korrigere fejlagtige vurderinger i nødvendigt omfang, jf. afsnit 2.10.2.4 i de almindelige bemærkninger - at den gældende § 33 a i skatteforvaltningsloven udvides med en række supplerende adgange til revision, der indsættes som bestemmelsens stk. 2-5.

Det foreslås således med et nyt stk. 2 , at vurderingsmyndigheden efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., skal kunne varsle ændring af en foretaget vurdering, der medfører en nedsættelse af vurderingen, og at ændringen i så fald skal være gennemført senest 3 måneder efter varslingen.

Det foreslås også, at vurderingsmyndigheden efter et nyt stk. 3 efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., skal kunne varsle ændring af en foretaget vurdering, der medfører en ændring af beskatningen, men ikke samtidig nedsættelse af vurderingen, således at den ved seneste udskydelseslov gennemførte revisionsadgang opretholdes.

Forslaget til et nyt stk. 3 skal ses i lyset af den udvidelse af revisionsadgangen, der blev gennemført ved den seneste udskydelseslov (lov nr. 61 af 16. januar 2017). Vurderingsmyndigheden havde indtil denne ændring efter revisionsbestemmelsen mulighed for af egen drift at ændre foretagne vurderinger, hvis varsel om foretagelse eller ændring af en vurdering blev udsendt senest den 1. juli i det andet år efter vurderingsårets udløb. Bestemmelsen kunne eksempelvis anvendes, hvor en ejer havde klaget over vurderingen, og hvor den pågældende havde fået medhold. I sådanne tilfælde ville vurderingsmyndigheden af egen drift kunne ændre vurderingen for de ejere, der ikke havde klaget, således at alle fik samme behandling. Som følge af forslaget om, at vurderingerne skulle videreføres i yderligere ét år, blev det foreslået, at vurderingsmyndigheden skulle have mulighed for fortsat at kunne ændre 2011- og 2012-vurderinger frem til det tidspunkt, hvor nye vurderinger med et nyt vurderingssystem ventedes at kunne foretages, dvs. inden den 1. januar 2019 for ejerboliger og inden den 1. januar 2020 for erhvervsejendomme m.v.

Da vurderingsmyndigheden kun kunne anvende den ekstraordinære revisionsbestemmelse til at sende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 33 a, hvis den varslede ændring var til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af vurderingen, men ikke kunne anvende revisionsbestemmelsen, hvis den varslede ændring var til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af beskatningen, selv om vurderingen ikke nedsættes, f.eks. fordi en ejendom var henført til kategorien af ejendomme til beboelse (benyttelseskode 01), mens den efter sin karakter og faktiske anvendelse burde have været henført til landbrug (benyttelseskode 05), hvilket på grund af de særlige regler, der gælder for vurdering og beskatning af landbrugsejendomme, ville få skattemæssig betydning for ejeren, ville det således ikke være muligt at anvende revisionsbestemmelsen, da ændringen ikke ville medføre en nedsættelse af vurderingen. Det ville heller ikke være muligt at anvende genoptagelsesbestemmelserne, da benyttelseskoden er et skøn. Revisionsbestemmelsen blev derfor ændret, så vurderingsmyndigheden også kan sende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 33 a, for så vidt angår den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2011 eller en senere vurdering, og for så vidt angår den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012 eller en senere vurdering, når den varslede ændring er til gunst for ejeren i form af en nedsættelse af beskatningen. Hermed blev det sikret, at vurderingsmyndigheden også kan foretage ændringer i situationer, hvor der eksempelvis kun er fejl i en af de omberegnede værdier, uden at der er fejl i den aktuelle ejendomsværdi eller grundværdi.

Hvis ejendomsværdien eller grundværdien sættes ned, vil det som udgangspunkt medføre, at der skal betales mindre i henholdsvis ejendomsværdiskat og grundskyld. Dette afhænger dog af, om ejeren betaler skat af den aktuelle vurdering. For dækningsafgiftspligtige ejendomme betales dækningsafgiften af forskelsværdien, dvs. forskellen mellem ejendomsværdien og den aktuelle grundværdi. Hvis grundværdien sættes op, så vil forskelsværdien blive mindre, og det dækningsafgiftspligtige grundlag vil dermed også blive mindre, men grundskylden kan stige. Dette afhænger af, om der betales grundskyld af den aktuelle grundværdi eller en tidligere grundværdi på grund af grundskatteloftet.

Når det skal vurderes, om en ændring er til gunst for ejeren, er det derfor efter den bestemmelse, der blev indført i udskydelsesloven, et krav, at nedsættelsen i beskatningen skal være til gunst for ejeren samlet set, dvs. at besparelsen i dækningsafgiften skal være større end stigningen i grundskylden, eller at grundskylden skal falde med mere, end dækningsafgiften stiger. Endvidere er det en betingelse, at nedsættelsen i beskatningen er til gunst for ejeren i det pågældende ansættelsesår. Ved vurderingen af, om en ændring er til gunst for ejeren, skal vurderingsmyndigheden derfor ikke tage stilling til den skattemæssige betydning på længere sigt, men derimod kun tage stilling til betydningen i det pågældende ansættelsesår.

Det foreslås, at ændringer efter stk. 3 i lighed med ændringer efter stk. 2 skal foretages senest 3 måneder efter varslingen.

Det foreslås herudover, at vurderingsmyndigheden efter et nyt stk. 4 efter udløbet af fristen i stk. 1, 1. pkt., kan varsle ændring af en foretaget vurdering, der medfører forhøjelse af vurderingen, og at en sådan ændring også skal være foretaget senest 3 måneder efter varslingen.

Det foreslås under henvisning til forslagene til præcisering af anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 33, jf. lovforslagets § 1, nr. 24-29, endelig, at det i et nyt stk. 5 præciseres, at de foreslåede yderligere revisionsadgange skal finde tilsvarende anvendelse ved ændring af dele af foretagne vurderinger.

Under henvisning til behovet for klarhed om virkningstidspunktet for vurderinger, der foretages efter revisionsreglerne, foreslås det i forlængelse af forslagene til indførelse af udvidede revisionsadgange, at det i et nyt stk. 6 fastsættes, at vurderinger, der er revideret efter skatteforvaltningslovens § 33 a, stk. 1 og 2, vil skulle tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet for den vurdering, der er blevet ændret.

Det foreslås desuden med et nyt stk. 7 , at ændring af en vurdering efter stk. 3 og 4 tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget, hvis dette accepteres af alle klageberettigede, som ændringen skal vedrøre med skattemæssig virkning fra dette tidspunkt. Ændring af en vurdering efter stk. 3 og 4 foreslås derimod at skulle tillægges skattemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor ændring foretages, hvis ikke alle de klageberettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning som nævnt i bestemmelsens

1. pkt., accepterer.

De foreslåede ændringer af revisionsbestemmelsen skal som nævnt ses i lyset af, at der er konstateret et behov for at give vurderingsmyndigheden mulighed for at korrigere vurderinger samt dele af vurderinger, uanset om den fejlagtige vurdering eller del af en vurdering beror på faktiske eller retlige forhold, herunder også i situationer, hvor behovet for ændring alene er begrundet i en ændret opfattelse vedrørende rene beløbsmæssige vurderingsskøn, som ikke kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33.

Vurderingsmyndighedens adgang til at foretage nødvendige korrektioner vil med de foreslåede regler blive sikret, uanset at forudsætningerne for ændring ved genoptagelse ikke er til stede. De foreslåede udvidede revisionsadgangen skal således ikke være betinget af, at revisionen er begrundet i sådanne fejl og mangler, som kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33. Den udvidede revisionsadgang vil således f.eks. give vurderingsmyndigheden mulighed for at revidere vurderinger, der af anden grund, f.eks. under henvisning til plus/minus 20 pct.-reglen, ikke vil kunne ændres efter reglerne om genoptagelse.

For at sikre borgernes retssikkerhed ved revision af meget gamle vurderinger, foreslås det dog, at revisioner, der foretages efter den gældende frist, når de kan være til ugunst for en eller flere klageberettigede i en vurderingssag, kun tillægges virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der revideres, blev foretaget, hvis alle de klageberettigede, der vil kunne blive berørt af en sådan bagudrettet virkning, accepterer, at ændringerne gennemføres med denne virkning. Hvis en eller flere af sådanne klageberettigede ikke accepterer de varslede ændringer med bagudrettet virkning, vil revisionen alene skulle have fremadrettet virkning fra revisionen foretages.

Forslaget skal ses i lyset af, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, i hvilket omfang ændringer af en vurdering, der ikke alene består i en nedsættelse af vurderingen, vil være til ugunst for én eller flere klageberettigede.

Der henvises tillige til de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.4.

De foreslåede regler nødvendiggør herudover, at vurderingsmyndigheden ved revision af en vurdering vil skulle forholde sig til, hvilke regler der danner grundlag for revisionen. Dette skyldes, at der vil kunne opstå situationer, hvor myndighederne vil ønske at foretage ændringer, der vil være omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 33 a, stk. 1 og 2, jf. eventuelt den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 5, samtidig med ændringer, der vil være omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 33 a, stk. 3 og 4, jf. igen eventuelt den foreslåede bestemmelse i § 33 a, stk. 5. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis en revision vil skulle føre til en nedsættelse af en grundværdiansættelse, der vil skulle føre til en forhøjelse af forskelsværdien, som vil skulle danne grundlag for opkrævning af dækningsafgift. Hvis ejendommen er dækningsafgiftspligtig, vil dette således føre til en nedsættelse af grundværdiansættelsen, men en forhøjelse af andre dele af vurderingen og en forhøjelse af beskatningen. De to sidstnævnte ændringer vil potentielt kunne være til ugunst for en eller flere klageberettigede, og vil derfor ikke kunne gennemføres med bagudrettet virkning uden alle klageberettigedes accept, jf. forslagene til § 33 a, stk. 3, 4 og 7.

Henset til sammenhængen mellem de forskellige dele af en ejendomsvurdering, der er beskrevet i § 15, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om ejendomsvurdering, samt bemærkningerne dertil, vil vurderingsmyndigheden ikke i den beskrevne situation kunne revidere grundværdiansættelsen, uden samtidig at revidere de øvrige dele af vurderingen, der tillige er påvirket af det forhold, der danner grundlag for revisionen. Revision vil således i en sådan situation forudsætte, at alle klageberettigede, som ændringerne skal vedrøre med bagudrettet virkning, vil skulle acceptere alle de ændringer, der foreslås af vurderingsmyndigheden, hvis revisionen skal have bagudrettet virkning.

Hvis en klageberettiget ikke accepterer de foreslåede ændringer, vil revisionen alene skulle have skattemæssig virkning fremadrettet, dvs. fra tidspunktet for revisionen, for alle de klageberettigede.

De foreslåede regler til fastsættelse af virkningstidspunktet for reviderede vurderinger gør ikke endeligt op med spørgsmålet om, om en revideret vurdering skal foretages, eller om en revideret vurdering kan blive uvirksom for en del af virkningsperioden. Uvirksomhed kan følge af andre regler, f.eks. de til enhver tid gældende regler om forældelse af fordringer eller gæld, der ville opstå ved en revision, der kan foretages efter de foreslåede regler. Sammenspillet mellem de her foreslåede regler og andre regler er nærmere beskrevet i 2.10.2.5.

Til nr. 33

Efter den gældende § 34 i skatteforvaltningsloven kan told- og skatteforvaltningen genoptage nyere vurderinger af en ejendom, hvis et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten har påkendt en vurdering, og afgørelsen i klagesagen giver anledning til ændring af nyere vurderinger af den ejendom, som den påkendte vurdering vedrører.

Efter praksis omfatter genoptagelsesadgangen efter bestemmelsen genoptagelse af nyere vurderinger, hvis afgørelsen af klagesagen giver anledning til ændring af disse, uanset om klagesagen først finder sin endelige afgørelse ved domstolene.

Der er ikke i den gældende affattelse af skatteforvaltningslovens § 34 tidsmæssige begrænsninger af, hvor langt tilbage i tid der kan ske ændring af nyere vurderinger på baggrund af en afgørelse, der er truffet i en klagesag.

Det foreslås, at § 34 om vurderingsmyndighedens adgang til at genoptage nyere vurderinger af en ejendom, i det omfang klagemyndighedens afgørelse af en vurderingsklagesag giver anledning hertil, udvides til tillige at omfatte situationer, hvor det er Skatteankestyrelsen, der har truffet afgørelse som klageinstans.

Dette forslag skal ses i sammenhæng med forslaget om, at Skatteankestyrelsen skal være afgørelsesmyndighed i visse vurderingsklager, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 7.

Det foreslås endvidere, at det i bestemmelsens ordlyd præciseres, at adgangen til at genoptage nyere vurderinger efter bestemmelsen tillige omfatter situationer, hvor vurderingssagen først afgøres endeligt ved domstolene.

En klagesag kan på samme måde som en revisionssag resultere i en forhøjelse eller anden ændring af en vurdering, der ikke kan anses for at være til gunst for alle til enhver tid værende ejere.

Det foreslås derfor, at der herudover ved indførelse af nye bestemmelser i stk. 2 og 3 indføres begrænsninger i forhold til, hvor langt tilbage i tid vurderingsmyndigheden kan foretage korrektion af nyere vurderinger på baggrund af en afsluttet klagesag.

Det foreslås under henvisning hertil, at der i stk. 1 indføjes en henvisning til de foreslåede tidsmæssige begrænsninger af ændringsadgangen, der foreslås fastlagt i nye stk. 2-5 i bestemmelsen.

Det foreslås med forslaget til et nyt stk. 2 , at ændringer af vurderinger, der foretages efter stk. 1, skal kunne gennemføres til og med udløbet af fristen for ordinær genoptagelse den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den genoptagne nyere vurdering er foretaget første gang, dog senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol har truffet den afgørelse, der giver anledning til ændringen.

Dette foreslås samtidig, at der indsættes et nyt stk. 3 , hvorefter der efter udløbet af fristen i stk. 2 kan foretages nedsættelse af vurderinger, jf. stk. 1, hvis nedsættelse gennemføres senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol har truffet den afgørelse, der giver anledning til ændringen.

Det foreslås herudover, at der i et nyt stk. 4 indføres den begrænsning, at efter udløbet af fristen i stk. 2 forudsætter forhøjelse af vurderinger, at forhøjelsen senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor vurderingsankenævnet, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol har truffet den afgørelse, der giver anledning til ændringen, vil skulle varsles, og at en sådan varslet forhøjelse skal være gennemført senest 3 måneder efter varslingen.

Det foreslås endelig, at det i et nyt stk. 5 eksplicit fastslås, at ændring af en vurdering efter stk. 1-3, tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget, mens ændring af en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den vurdering, der ændres, blev foretaget, hvis dette accepteres af alle klageberettigede, som ændringen skal vedrøre med skattemæssig virkning fra dette tidspunkt. Ændring af en vurdering efter stk. 4 tillægges skattemæssig virkning fra det tidspunkt, hvor ændring foretages, hvis ikke alle de klageberettigede, som skal acceptere en skattemæssig virkning som nævnt i stk. 5, 2. pkt., accepterer.

Forslagene skal ses i lyset af de retssikkerhedsmæssige og processuelle hensyn, der begrunder gældende og foreslåede regler om begrænsning af vurderingsmyndighedens adgang til at ændre foretagne vurderinger og gældende og foreslåede regler om virkningstidspunkter for genoptagne og reviderede vurderinger, jf. lovforslagets § 1, nr. 23-32. De hensyn, der ligger til grund for de der foreslåede regler, gør sig tillige gældende, for så vidt angår nyere vurderinger, der ændres under henvisning til en afsluttet klagesag, jf. skatteforvaltningslovens § 34.

Det forhold, at de ændringer, der foretages med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 34, er afledt af afgørelsen i en klagesag vedrørende en tidligere vurdering af den pågældende ejendom, kan således ikke begrunde, at ændring af nye afgørelser kan foretages uden tidsmæssig begrænsning.

De foreslåede regler vil som nævnt i de almindelige bemærkninger ikke begrænse vurderingsmyndighedens kompetence til at foretage konsekvensændringer i de vurderinger, der er påkendt af et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten. Vurderingsmyndigheden vil under henvisning til almindelige forvaltningsretlige regler fortsat have mulighed herfor, for så vidt klageinstansen ikke i sin afgørelse har gjort endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering, f.eks. hvis der ikke er foretaget konsekvensændring i alle fordelinger m.v.

Den tætte lovregulering af klagemyndighedernes kompetence til at korrigere ejendomsvurderinger er således ikke til hinder for, at klagemyndighedernes afgørelser udmøntes fuldt ud i alle dele af en påkendt vurdering, når klageinstansens afgørelse udmøntes i en ny vurdering. Nødvendige konsekvensændringer kan gennemføres af underliggende instanser i alle tilfælde, hvor klageinstansens afgørelse ikke gør endeligt op med alle dele af den påkendte vurdering.

Til nr. 34

Efter den gældende § 34 a, stk. 2, i skatteforvaltningsloven indtræder forældelse af krav afledt af en vurdering tidligst 1 år efter, at vurderingsmyndigheden har meddelt vurderingen, hvis varsel om ændring af en vurdering af fast ejendom, jf. skatteforvaltningslovens § 33, er afsendt inden forældelsesfristens udløb.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, udvides til også at omfatte situationer, hvor ændring er gennemført med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 33 a om revision og skatteforvaltningslovens § 34 om afledte ejendomsvurderinger.

Forslaget skal ses i lyset af, at det ikke bør være afgørende i forhold til forældelsen af krav afledt af en ændring af en vurdering, om ændringen er gennemført efter reglerne om genoptagelse, reglerne om revision eller reglerne om afledte vurderinger.

Til nr. 35

Efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, er forældelsesfristen for krav afledt af en ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3-5, 7 og 8, 10 år.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, udvides, således at bestemmelsen tillige definerer forældelsesfristen for krav afledt af ændringer af ejendomsvurderinger, der foretages efter reglerne om revision af vurderinger i skatteforvaltningslovens § 33 a og reglerne om afledte vurderinger i skatteforvaltningslovens § 34.

Forslaget skal, som forslaget til § 1, nr. 34, ses i lyset af, at det ikke bør være afgørende i forhold til forældelsen af krav afledt af en ændring af en vurdering, om ændringen er gennemført efter reglerne om genoptagelse, reglerne om revision eller reglerne om afledte vurderinger.

Til nr. 36

Klager over afgørelser som er omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, kan efter gældende regler indgives af »ejeren af den faste ejendom og andre, der har en væsentlig, direkte, retlig interesse i vurderingens resultat«.

Det beror således i dag på en konkret vurdering, hvem der er berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, og kredsen af klageberettigede er ikke afgrænset fuldt ud i overensstemmelse med det forvaltningsretlige partsbegreb, der ikke er defineret i forvaltningsloven, men er udviklet i praksis og bl.a. er beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven.

Det følger af vejledningen til forvaltningsloven, at forvaltningslovens partsbegreb efter praksis omfatter ansøgere, klagere og andre, der har en væsentlig interesse i sagens afgørelse, og at der med udtrykket »klagere« i den forbindelse sigtes til personer, der som klageberettigede har indgivet klage til en rekursinstans i en sag, der vedkommer dem. Også personer, til hvem et forbud eller påbud rettes eller vil blive rettet, vil dog have stilling som part i den pågældende sag. Partsbegrebet omfatter således typisk afgørelsens adressat, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.

Det fremgår af vejledningen til forvaltningsloven endvidere, at der i tvivlstilfælde ved vurderingen af eventuel partsstatus navnlig må lægges vægt på, hvor væsentlig den pågældendes interesse i sagen er, og hvor nært denne interesse er knyttet til sagens udfald, samt at partsbegrebet i hvert fald som udgangspunkt omfatter den, hvis interesse i den verserende eller afgjorte sags udfald er af en sådan intensitet, at den efter forvaltningsrettens almindelige regler gør den pågældende kompetent til at påklage afgørelsen til en rekursinstans eller til at indbringe sagen for domstolene.

Det fremgår herudover af vejledningen, at særlovgivningen kan definere kredsen af klageberettigede således, at andre end kredsen af parter vil være klageberettigede, men at en klageberettiget, der ikke er part efter det forvaltningsretlige udgangspunkt, vil være at anse som part i klagesagen, hvis den pågældende udøver den tillagte klageberettigelse.

Praksis for fastlæggelsen af kredsen af klageberettigede efter den gældende § 35 a, stk. 2, i skatteforvaltningsloven er ikke helt entydig. Det illustreres blandt andet af den beskrivelse af praksis, der er indarbejdet i Juridisk Vejledning, afsnit A·A·10.2.1.

Det beror således efter gældende ret på en konkret vurdering, om en konkret fysisk eller juridisk person har en sådan væsentlig, direkte, retlig interesse i resultatet af den konkrete vurdering, at pågældende har klageberettigelse. Det beror herunder på en konkret vurdering, om en lejer, der ønsker at klage over en ejendomsvurdering, er klageberettiget.

Det synes efter gældende ret at forholde sig således, at en bruger eller lejer næppe kan anses for klageberettiget i andet end ganske ekstraordinære tilfælde, jf. også SKM 2017.221 LSR. Det skyldes, at en bruger eller lejer som udgangspunkt ikke har en direkte og retlig interesse i vurderingen, men alene en indirekte og økonomisk interesse som følge af en aftale mellem ejer og lejer. F.eks. om, hvem der i deres indbyrdes forhold skal bære udgiften til f.eks. grundskyld, jf. herved også Københavns Byrets dom af 30. juni 2014 i sagen BS 38A-5737/2012.

En ændring af en vurdering som følge af en klage har tillige alene direkte betydning for de tidligere, nuværende eller kommende ejere af ejendommen, der i forhold til kommune og stat hæfter direkte for betalingen af de skatter, der er opkrævet på grundlag af den pågældende vurdering. I tilfælde, hvor ejeren som følge af en ændring af vurderingen får et beløb tilbagebetalt, og hvor andre i henhold til civilretlige regler på baggrund af en med ejeren indgået aftale har ret til refusion af hele eller dele af det tilbagebetalte beløb, vil disse andre kun have en afledt interesse i den ændrede vurdering.

Den konsekvens, som en ændring af vurderingen kan få for f.eks. lejere eller andre, der i henhold til civilretlige regler på baggrund af en med ejeren indgået aftale har ret til refusion af hele eller dele af det tilbagebetalte beløb, er således som altovervejende udgangspunkt at anse som en afledt konsekvens, der ikke i sig selv er så væsentlig og nært forbundet med vurderingen, at den medfører, at lejeren eller de nævnte »andre« får klageberettigelse.

Det forhold, at der kan være risiko for, at der er modstridende interesser mellem lejeren og ejendomsejeren – f.eks. hvor lejer har en fordel af at forhindre, at vurderingen af ejendommen bliver endelig, hvor udlejer ønsker at hæve lejen under henvisning til en forhøjet ejendomsvurdering, eller hvor ejendomsejer og/eller en med ejer interagerende tredjepart påtænker, at den offentlige ejendomsvurdering skal lægges til grund for fremtidige dispositioner – fører som altovervejende udgangspunkt ikke til, at lejerens eller den interagerende tredjeparts interesser i vurderingen bliver direkte.

Det foreslås, at kredsen af klageberettigede i forhold til konkrete vurderingssager defineres nærmere i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, og at kredsen af klageberettigede i vurderingssager vil skulle afgrænses til »ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering«.

Forslaget har til formål at skabe klarhed om, hvem der vil være berettiget til at klage over en ejendomsvurdering, og eliminere den tvivl, der måtte være opstået som følge af den ikke entydige praksis, hvilket vil blive opnået ved forslaget om, at det udtrykkeligt fastsættes i lovgivningen, at det alene er ejeren af den faste ejendom og andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende vurdering, der er berettiget til at klage over vurderingen.

Det kan ikke udelukkes, at den foreslåede ændring i visse tilfælde vil kunne medføre, at fysiske eller juridiske personer, der efter en konkret vurdering vil være klageberettiget efter gældende ret, ikke vil blive anset som klageberettigede efter den foreslåede definition af kredsen af klageberettigede. Det vurderes imidlertid, at den foreslåede afgrænsning af kredsen af klageberettigede vil være forenelig med det forvaltningsretlige partsbegreb, der er udviklet i praksis og bl.a. er beskrevet i punkt 49-55 i vejledning nr. 11.740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, som er beskrevet ovenfor og i de almindelige bemærkninger afsnit 2.5.1. Det bemærkes i den forbindelse, at de konsekvenser, som en ejendomsvurdering vil have for andre end ejendomsejer, f.eks. lejere, udelukkende beror på fortolkning af civilretlige regler og aftaler, der er indgået med ejendomsejer, og at det derfor vurderes, at det vil være i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper og grundsætninger at fastlægge, at en lejer eller anden tredjepart ikke skal være klageberettiget i vurderingssagen. Der henvises herved til principperne i UfR 1976.1010 Ø, til Københavns Byrets dom af 30. juni 2014 i sagen BS 38A-5737/2012 og til SKM 2017.221 LSR, som vurderes at understøtte, at forslaget ikke vil føre til en begrænsning af kredsen af klageberettigede, defineret efter gældende ret.

Det forhold, at vurderingsmyndigheden bliver gjort bekendt med aftaler, der er indgået mellem ejendomsejere og tredjeparter, f.eks. i forhold til betalingen af ejendomsskatterne af en given vurdering eller i forhold til retten til at modtage tilbagebetaling af eventuelt for meget betalte ejendomsskatter, vil ikke skulle påvirke ejendomsejers og tredjeparters rettigheder i forbindelse med vurderingssagen. Sådan meddelelse eller transport vil således ikke skulle føre til, at vedkommende tredjepart vil opnå klageberettigelse. Den betalingsforpligtelse eller ret til udbetaling, der kan opstå som følge af en sådan aftale mellem ejendomsejer og tredjepart, vil således alene skulle påvirke vurderingsmyndighedens og aftaleparternes rettigheder og forpligtelser i relation til betaling og tilbagebetaling af klagegebyr.

Den foreslåede præcisering af kredsen af klageberettigede i vurderingssager vil imidlertid alene skulle være gældende for afgrænsningen af kredsen af klageberettigede i forhold til klager over afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov. Den hidtil gældende afgrænsning af kredsen af klageberettigede i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, og hidtil gældende praksis vil fortsat skulle være afgørende for afgrænsningen af kredsen af klageberettigede i forhold til klager over de videreførte vurderinger og omvurderinger foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme. Forslaget vil således ikke føre til en ændring af kredsen af klageberettigede i forhold til disse vurderinger.

Til nr. 37

Fristen for at klage over de almindelige vurderinger eller omvurderinger er den 1. juli i året efter vurderingsåret, medmindre skatteministeren fastsætter en længere frist, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt. Dette adskiller sig fra de øvrige sagstyper, hvor klage skal indgives til Skatteankestyrelsen som sekretariat for ankenævnene og Landsskatteretten, hvor fristen for at klage er 3 måneder. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget senest 4 måneder efter, at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Det foreslås, at særreglen i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 5. pkt., for klage over almindelige vurderinger og omvurderinger ophæves, således at fristen for at klage over de almindelige vurderinger eller omvurderinger vil være den frist, der i øvrigt gælder for at indgive klager til Skatteankestyrelsen. Klagefristen vil herefter være 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, medmindre klageren ikke har modtaget afgørelsen. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, vil klagefristen være 4 måneder efter at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.

Den foreslåede klagefrist skal også være gældende for klager over de videreførte vurderinger, der vil blive udsendt til relevante ejendomsejere med klagevejledning i forbindelse med, at de nye ejendomsvurderinger sendes ud.

Den foreslåede ændring vil øge sandsynligheden for, at indgangen af klager spredes over en længere periode end ved fastholdelse af den nuværende faste klagefrist den 1. juli, hvilket vil være hensigtsmæssigt. Endvidere er en ensretning af fristreglerne foreslået på grund af administrative hensyn, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.6.2.

Til nr. 38

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 4, udvides, så det direkte af bestemmelsen fremgår, at både Skatteankestyrelsen og afgørelsesmyndigheden i alle tilfælde har mulighed for at indhente en udtalelse om klagen fra den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af de foreslåede ændringer om, at Skatteankestyrelsen skal have selvstændig kompetence til at træffe afgørelse i visse sager, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og om at Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen skal have kompetence til at træffe afgørelse i vurderingssager, der af vurderingsankenævnet henvises til Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen til afgørelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 18.

Til nr. 39

Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, præciseres, at en genoptagelse efter 1. pkt. tillægges skattemæssig virkning fra tidspunktet, hvor den afgørelse, som genoptagelsen vedrører, blev foretaget, og at en klage over en afgørelse anses for tilbagekaldt, hvis den myndighed, der har truffet denne, genoptager afgørelsen, jf. § 35 a, stk. 5, 1. pkt., dvs. med ejers accept.

Ændringen har dels til formål at lovfæste, at afgørelser, der foretages efter genoptagelse i forbindelse med klagebehandling, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, skattemæssigt har virkning fra tidspunktet for den afgørelse, som genoptagelsen vedrører, dels til formål at lovfæste, at en klage i tilfælde, hvor den myndighed, der har truffet afgørelsen, genoptager denne, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, kan forudsættes tilbagekaldt som følge af genoptagelsen uden forudgående meddelelse til klageren. I så fald følger det af skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 5, at klagegebyret vil blive tilbagebetalt.

De foreslåede præciseringer af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5, vil være gældende for alle typer af klager og således ikke kun i vurderingssager.

Til nr. 40 og 41

Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 1. pkt., indføjes, at en klage afvises af Skatteankestyrelsen, hvis klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der er fastsat af skatteministeren efter skatteforvaltningslovens § 35, hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation.

Forslaget har til formål at sikre, at regler om digital klage, der fastsættes af skatteministeren efter skatteforvaltningslovens § 35, kan få den ønskede effekt, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.11.2.

Skatteministeren skal ved fastsættelsen af sådanne regler om digital klage tilgodese de hensyn, der ligger til grund for reglerne om Offentlig Digital Post, herunder de hensyn, der ligger til grund for reglerne om undtagelse, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.11.2. Tilsvarende hensyn skal imidlertid kunne tilgodeses af Skatteankestyrelsen.

Det foreslås derfor, at det samtidig i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 6, 2. pkt., indføjes, at Skatteankestyrelsen kan se bort fra, at klagen ikke er indgivet som anvist i regler, der er fastsat af skatteministeren efter § 35, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Skatteankestyrelsen vil herefter i særlige situationer kunne undlade at afvise en klage, uanset manglende overholdelse af regler om digital kommunikation, f.eks. hvor en klager er uden skyld i, at vedkommende ikke rettidigt har opnået undtagelse fra ordningen om Offentlig Digital Post, eller hvor en udenlandsk statsborger – der ikke er omfattet af reglerne om Offentlig Digital Post, og dermed heller ikke kan undtages herfra – som ville opfylde betingelserne for undtagelse fra Offentlig Digital Post, indgiver en klage på anden vis.

Til nr. 42

Det foreslås med ændringen af § 35 b, stk. 1, at reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1-5, ikke skal gælde for vurderingsklager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1.

Hermed skabes sammenhæng til forslagene til skatteforvaltningslovens § 6, jf. §§ 6 a og 6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter klager over ejendomsvurderinger i alle tilfælde – på nær klager over vurderingsmyndighedens afslag på genoptagelse – skal visiteres til et vurderingsankenævn, der herefter kan henvise klagen til Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen til behandling, jf. §§ 6 a og 6 b.

Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede kompetencefordeling, hvorefter vurderingsklager som hovedregel skal afgøres af et vurderingsankenævn, og kun skal afgøres af Landsskatteretten, når et vurderingsankenævn eller Skatteankestyrelsen har henvist en klage til afgørelse i Landsskatteretten, jf. §§ 6 a og 4 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 7.

Bestemmelsen i § 35 b, stk. 1, 2. pkt., hvorefter sager skal afgøres af Landsskatteretten, hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 21, stk. 4, nr. 1-5, er opfyldt, vil således ikke længere finde anvendelse for så vidt angår vurderingsklager omfattet af skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 5, dvs. klager over vurderingsmyndighedens afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, nr. 3, og ejendomsvurderingsloven. Sådanne sager skal derfor ikke længere afgøres af Landsskatteretten, alene fordi afgørelsen f.eks. vil kunne få konsekvenser for et større antal skattepligtige, eller fordi sagen vedrører større økonomiske værdier. Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 3. pkt., om, at en klage kan afgøres af Landsskatteretten, hvis klagen udspringer af samme forhold som en sag, der verserer ved Landsskatteren, vil tilsvarende ikke længere gælde for vurderingsklager.

Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, hvorefter Skatteankestyrelsen foretager visiteringen af klager efter § 35 b, ikke længere vil gælde for vurderingsklager. Skatteankestyrelsen skal fremadrettet visitere alle vurderingsklager efter § 6, stk. 1, til vurderingsankenævnene, jf. dog § 4 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Til nr. 43

Efter gældende regler kan klageren vælge, at en sag, der er visiteret til et vurderingsankenævn eller et skatteankenævn, skal behandles af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5. Klagerens valg skal være meddelt Skatteankestyrelsen senest 4 uger efter, at klageren har modtaget meddelelse om, at klagen er visiteret til et ankenævn.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 5, ændres, således at »fritvalgsordningen« ikke længere skal gælde for vurderingsklager, der fremadrettet skal afgøres af vurderingsankenævnet, medmindre vurderingsankenævnet finder grundlag for at henvise sagen til behandling ved Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten, jf. de samtidig foreslåede bestemmelser i skatteforvaltningslovens §§ 6, 6 a og 6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Forslaget er en konsekvens af de foreslåede kompetenceregler, hvorefter klager over selve vurderingen – det beløbsmæssige værdiskøn – fremadrettet skal behandles af vurderingsankenævnene, mens alene klagesager, der vedrører fortolkning af reglerne, skal behandles af Landsskatteretten, og klagesager af mere administrativ karakter skal behandles af Skatteankestyrelsen, i begge tilfælde efter henvisning.

Ændringen skal være gældende for både klager over de videreførte vurderinger og for klager over de nye vurderinger.

Til nr. 44 og 45

Efter etableringen af Skatteankestyrelsen, hvor sekretariatsbetjeningen af Landsskatteretten og skatte-, motor- og vurderingsankenævnene blev samlet i Skatteankestyrelsen, blev der pålagt et gebyr på 300 kr. (2010-niveau) på stort set alle typer af klagesager, der skal behandles af Landsskatteretten og ankenævnene. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20, jf. skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1.

Det foreslås, at klagegebyret i vurderingssager fastsættes til 900 kr. (2010-niveau), og at dette grundbeløb reguleres efter personskattelovens § 20. Dette vil føre til, at klagegebyret i 2017-niveau udgør 1.000 kr.

Det foreslås i konsekvens heraf, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 1, indarbejdes en henvisning til denne nye bestemmelse om klagegebyret, for så vidt angår vurderingssager.

Bestemmelsen skal finde anvendelse for klager over de nye vurderinger. For klage over de videreførte vurderinger eller omvurderinger foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme fastsættes klagegebyret til 400 kr. (2010-niveau) svarende til 500 kr. i 2017-niveau for hver vurdering, der klages over, jf. lovforslagets § 22, stk. 9.

Hvis en ejendomsejer f.eks. vælger at klage over sin 2013-, 2015-, 2017- og 2018-vurdering, når der åbnes for klageadgangen i 2019, skal der dermed betales 2.500 kr. (i 2017-niveau) i samlet klagegebyr. Dette skal ses i sammenhæng med, at klagebehandling i gennemsnit koster ca. 8.500 kr. pr. vurdering, der påklages.

Stk. 2-6 i skatteforvaltningslovens § 35 c bliver herefter stk. 3-7.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 46

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 3, der bliver stk. 4, indsættes et nyt 2. pkt., hvor det tilføjes, at en klage anses som bortfaldet, hvis der ikke sker betaling ved klagens indgivelse, når det i regler fastsat efter bestemmelsens stk. 6, der bliver stk. 7, er bestemt, at klagegebyret skal indbetales, når klagen indgives.

Skatteministeren kan allerede efter gældende regler fastsætte regler om, at det skal være en forudsætning for at indgive klage elektronisk, at klagegebyret betales, når klagen indgives, samt regler om betaling af gebyrer vedrørende klager, der kan indgives på anden vis. Skatteministeren har endnu ikke udnyttet denne mulighed.

Fastsættelse af regler om, at en digital klage bortfalder automatisk, hvis der ikke sker betaling af klagegebyr ved klagens indgivelse, og samtidig opretholdelse af gældende regler om betaling af klagegebyrer i sager, der ikke skal indgives digitalt, kan føre til forskelsbehandling af klagere, der skal indgive klage digitalt, og klagere, der kan indgive klage på anden vis. Denne forskelsbehandling vil imidlertid i det hele være begrundet i saglige kriterier, der netop begrunder, at visse borgere kan være undtaget fra digital kommunikation, også hvor digital kommunikation er gjort obligatorisk. Den forskelsbehandling, der vil kunne opstå, vurderes på denne baggrund at være acceptabel og ikke stridende mod principper om ligebehandling.

Til nr. 47 og 48

Det foreslås, at reglen i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres, således at det ikke eksplicit i ordlyden er anført, at klagegebyrer, der skal tilbagebetales, skal tilbagebetales »til klageren«.

Forslaget skal ses i lyset af, at der er behov for at tydeliggøre, at rette modtager af tilbagebetalinger som udgangspunkt skal fastlægges efter almindelige obligations- og forvaltningsretlige regler, herunder f.eks. det forvaltningsretlige udgangspunkt, at partsrepræsentanter som udgangspunkt i det hele indtræder i partens rettigheder.

Det foreslås samtidig, at skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres med henblik på at give skatteministeren eksplicit hjemmel til at fastsætte nærmere regler om tilbagebetalingen af klagegebyrer, ud over den allerede eksisterende eksplicitte hjemmel til at fastlægge nærmere regler om betalingen af klagegebyrer, herunder om fristen for betaling.

Tilsammen har forslagene til formål at forbedre mulighederne for, at konstaterede behov for effektivisering af tilbagebetalingsprocedurerne kan tilgodeses.

Forslagene ændrer ikke afgrænsningen af de situationer, i hvilke klagegebyr skal tilbagebetales. Tilbagebetaling skal fortsat ske, hvis klagen afvises, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen eller helt eller delvis medhold ved en efterfølgende domstolsprøvelse af klagemyndighedens afgørelse, samt hvis en genoptagelsesanmodning imødekommes af vurderingsmyndigheden, som følge af at hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring, der er offentliggjort af vurderingsmyndigheden. Der skal fortsat ikke ske tilbagebetaling af klagegebyr ved overspringelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, eller når klagen tilbagekaldes, bortset fra når tilbagekaldelse sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, genoptager sagen, jf. i det hele § 35 c, stk. 5 (hidtil stk. 4) og stk. 6 (hidtil stk. 5).

Tilbagebetaling af klagegebyrer skal endvidere, uanset forslagene, uændret som udgangspunkt ske via Nemkontosystemet, jf. § 34, stk. 1, i bekendtgørelsen nr. 766 af 5. juli 2006 om Nemkontoordningen, der er udstedt med hjemmel i lov om offentlige betalinger.

Til nr. 49-51

Efter skatteforvaltningslovens § 35 d skal Skatteankestyrelsen i klagesager, hvor vurderingsmyndigheden ikke har udarbejdet en sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, udarbejde en sagsfremstilling. Dog ikke i sager, der skal afgøres af Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3.

Når Skatteankestyrelsen skal udarbejde sagsfremstilling, finder reglerne i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1 og 2, og stk. 3,

1. pkt., anvendelse.

Skatteankestyrelsen skal således som udgangspunkt i sager vedrørende klager over ejendomsvurderinger udarbejde en sagsfremstilling, der indeholder et forslag til afgørelse, der skal sendes til partshøring.

Ved partshøringen skal Skatteankestyrelsen efter skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 3, oplyse om retten til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatteankestyrelsen og over for vurderingsankenævnet samt om muligheden for at anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt under et retsmøde i Landsskatteretten, hvis klagen skal behandles af Landsskatteretten.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 1, ændres, således at Skatteankestyrelsens pligt til at udarbejde sagsfremstilling ophæves for sager, der behandles af et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, eller af Skatteankestyrelsen, jf. de foreslåede nye bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 4 a og § 6 b, jf. § 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 4 og 7.

Det foreslås som en konsekvens heraf, at skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 3, om, at Skatteankestyrelsen ved udsendelse af sagsfremstilling har pligt til at vejlede om mulighederne for at bede om møde med Skatteankestyrelsens medarbejder eller ankenævnet, samtidig ophæves.

Dette forslag skal tillige ses i lyset af, at retten til møde med Skatteankestyrelsen foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 52, samt i lyset af forslaget om, at vurderingsankenævnssager fremadrettet skal kunne afgøres uden afholdelse af møde, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2.

I forlængelse af de foreslåede ophævelser foreslås det, at Skatteankestyrelsen ved indsættelsen af et nyt 2. pkt. i skatteforvaltningslovens § 35 d, stk. 4, får mulighed for at vælge at udarbejde sagsfremstillinger i sager, der skal behandles af et vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, eller af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens §§ 4 a og 6 b, jf. § 6.

Forslagene vil have den konsekvens, at Skatteankestyrelsen i vurderingssager skal gennemføre partshøring efter de almindelige forvaltningsretlige regler, jf. forvaltningslovens § 19, medmindre sagen er af en sådan karakter, at den skal afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3 eller § 6 a, jf. § 6, eller Skatteankestyrelsen vælger at foretage partshøring ved udsendelse af sagsfremstilling, jf. forslaget til et nyt stk. 4. I så fald skal Skatteankestyrelsen foretage partshøring m.v. efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 d, bortset fra, at Skatteankestyrelsen ikke vil være forpligtet til at orientere om retten til kontormøde, idet retten hertil samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 52.

Der vil herefter ikke i vurderingssager, der skal afgøres af vurderingsankenævnene eller Skatteankestyrelsen, skulle foretages partshøring over f.eks. faktiske oplysninger, der allerede er kendt for sagens parter, og Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse.

Skatteankestyrelsen er derimod i dag, ud over reglerne om udsendelse af sagsfremstilling, ved bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen underlagt en skærpet høringspligt. Det fremgår af bekendtgørelsens § 6, stk. 1, at Skatteankestyrelsen skal gøre klageren bekendt med nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der kommer frem under sagens behandling ved Skatteankestyrelsen, medmindre oplysningerne er uden betydning for klagens afgørelse, at klagerens bemærkninger til oplysningerne skal foreligge inden for en frist på 14 dage, medmindre Skatteankestyrelsen efter omstændighederne har fastsat en længere frist i sagen, og at sagen kan viderebehandles på det foreliggende grundlag, hvis der ikke inden fristen fremkommer henvendelse. Hvis en vurdering af en fast ejendom er påklaget af en anden end ejendommens ejer, skal Skatteankestyrelsen efter bestemmelsens stk. 2 give ejeren lejlighed til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over klagen, før klagen afgøres med samme frist m.v., som er fastlagt i bestemmelsens stk. 1.

Forslagene indebærer alene en ændring i forhold til Skatteankestyrelsens behandling af vurderingsankenævnssager samt vurderingssager, der er henvist til Skatteankestyrelsen til behandling.

Forslaget indebærer ikke en ændring af Skatteankestyrelsens pligt til i visse situationer at udarbejde sagsfremstilling og gennemføre partshøring i vurderingssager, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Til nr. 52

I forbindelse med den nye klagestruktur på skatteområdet, der trådte i kraft den 1. januar 2014, fik klageren ret til i sager, der skal behandles af et vurderingsankenævn, at udtale sig ved et møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler (kontormøde), jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 1. Skatteankestyrelsen kan anmode den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om at være repræsenteret ved mødet, jf. skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 2. Før den nye klagestruktur trådte i kraft i 2014, gjaldt retten til et sådant varslet kontormøde alene i sager, der blev behandlet ved Landsskatteretten.

Det foreslås med ændringen af skatteforvaltningslovens § 35 e, stk. 1, at klagerens ret til at udtale sig ved et varslet møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandle ophæves, for så vidt angår sager, der skal behandles af et vurderingsankenævn eller af Skatteankestyrelsen, jf. § 6, jf. § 6 b, og § 4 a.

Forslaget indebærer, at parters ret til at afgive bemærkninger til vurderingsankenævnssager og vurderingssager, der afgøres af Skatteankestyrelsen, reguleres af de almindelige forvaltningsretlige regler, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.7.2.

Skatteforvaltningslovens § 35 e vil fortsat gælde for vurderingsklager, der behandles af Landsskatteretten.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.7.2.

Til nr. 53

Det foreslås, at Skatteankestyrelsens kompetence til at træffe afgørelse i vurderingsklager afgrænses i et nyt 2. pkt. i skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 1, således at Skatteankestyrelsen i sager om vurdering af fast ejendom uanset klagens formulering tillige kan foretage ændringer i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prøvelsen af det påklagede.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidigt foreslåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 38, stk. 2, og 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 56 og 61, hvorved vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens kompetence til at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses på samme måde, som det her er foreslået, for så vidt angår Skatteankestyrelsen.

Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil herefter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvurdering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samtidig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens § 6, jf. forslagets § 1, nr. 7.

Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger, jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige ansættelser og indeholde en række yderligere elementer, f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være påvirket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyndigheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre dele i vurderingen end de direkte påklagede.

Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som udgangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendomsvurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendomsværdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendomsvurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan klagemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vurdering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige kan anses for at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingtagen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til, om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i overensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om værdiansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.

Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efterprøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene ændre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tillige kan anses at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede dele af en vurdering under henvisning til andre forhold end de forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forpligtet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede dele af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foretages på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-påklagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.

Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påkende grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvisning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndigheden vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan klage være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundværdiansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i, at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt har betydning for andre dele af ansættelsen – f.eks. et anbringende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er taget højde for betydningen af en jordforurening – skal klagemyndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag for at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og samtidig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundværdiansættelsen skal ændres, når henses til alle for denne relevante forhold inkl. den konstaterede jordforurening.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62.

Til nr. 54

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 35 h indsættes et nyt stk. 2, hvorefter Skatteankestyrelsen ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.

Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Landsskatterettens og vurderingsankenævnenes ændringskompetence, jf. lovforslagets § 1, nr. 57 og 62.

Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi, for så vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete ansættelse med mere end 20 pct.

Forslaget skal ses i lyset af, at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.

Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.

Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er realistisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurderingssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden være højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vurderes inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan anvendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige bemærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.2.2 og 2.2.3.

For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestemmelse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med mere end 20 pct.

Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyndigheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en margin for vurderingsmyndighedens skøn.

Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejendomsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte denne med mere end 300.000 kr.

Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undlader at klage.

Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klagemyndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klagesager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedelse og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført oplysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger eller andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndigheden kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse hermed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderligere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.

Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren begrunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har indgået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samlede skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klagebehandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen, uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendommens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysninger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyndigheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder, uanset at det udøvede skøn er foretaget på et faktisk eller retligt mangelfuldt grundlag, hvis vurderingen trods dette ligger inden for spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner, at en eller flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de forelagte oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere (eller højere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den eller de værdier, der er grundlag for at ændre med mere end 20 pct.

Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grundlag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks. et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate ansættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndigheden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget højde for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har tillagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingsloven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ikke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyndighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i vurderingen med mere end 20 pct.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidigt foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som udgangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationsprocedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.9.2. En ejendomsejer vil hermed, før der træffes afgørelse om ejendomsvurdering, blive gjort bekendt med og få lejlighed til at udtale sig om de forhold, der efter vurderingsmyndighedens vurdering vil have væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Ejendomsejer vil i den forbindelse få lejlighed til at oplyse om andre forhold, der efter ejers opfattelse tillige vil være af væsentlig betydning for ejendomsvurderingen. Hvis ejer ikke udnytter denne mulighed, vil vurderingsmyndigheden være berettiget til at antage, at der har foreligget et fyldestgørende grundlag for at vurdere ejendommen, og til at foretage vurdering på det deklarerede grundlag. Ejer vil ikke efterfølgende kunne påberåbe sig, at det er en retlig eller faktisk mangel ved vurderingen, at vurderingsmyndigheden ikke af egen drift har indhentet yderligere oplysninger om sådanne andre forhold og taget stilling til betydningen heraf. Det afgørende for, om klagemyndigheden i så fald kan ændre vurderingen, vil derfor også i så fald være, om der er grundlag for at ændre de enkelte ansættelser med mere end 20 pct.

Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget ansættelse under henvisning til forslaget om indførelse af et nyt 2. pkt. i skatteforvaltningslovens § 35 h, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 53.

Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direkte bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndighedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltningslovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på området, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning. Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første (klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyndigheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgørelse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som altovervejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse, som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdelsen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd.

Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse, der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domstolenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssager, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i ejendomsvurderingslovens forarbejder fastlagte skønsmargin, jf. afsnit 2.2.2 og 2.2.3 i de almindelige bemærkninger i forslag til ejendomsvurderingsloven, og at denne utilbøjelighed vil forstærkes af, at klagemyndighederne ikke vil have mulighed for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens skøn, i det omfang klagemyndighedens skøn ikke afviger fra dette med mere end 20 pct.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens adgang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrører en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, på mindst 15 pct.

Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genoptage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansættelse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skønsmargin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndigheden. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i modsætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene beløbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vurdering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vurderingsnormen.

Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er indgivet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end 20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.

Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren mulighed for at påklage den nye vurdering.

Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er inden for den fastsatte skønsmargin.

Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens adgang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og genoptagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør behandles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær genoptagelse.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grundværdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden ændre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter, at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under henvisning til formuleringen af klagen eller under henvisning til de samtidig foreslåede regler om, at klagemyndigheden ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der følger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påklaget ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 53, 56 og 61.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundværdi. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mulighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejendomsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansættelser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes baseret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et forbundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbageholdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden foretagne fordelinger m.v.

Det fremgår af afsnit 2.2.2 og 2.3.2 i lovforslaget til ejendomsvurderingsloven og af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grundværdien også fremadrettet vil være separate ansættelser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag. Der vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i vurderingerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. forslagets §§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærkningerne til ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og grundværdiansættelserne og de øvrige dele af de nye ejendomsvurderinger imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et vist omfang være påvirket af samme forhold. Det vil dog heller ikke fremadrettet være alle forhold, der er af relevans for alle ansættelser og øvrige elementer i en vurdering, men visse forhold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de øvrige dele af vurderingerne, om end muligvis med forskellig vægt.

Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gældende, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglende høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden, der kan tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, hvis klagemyndigheden finder grundlag herfor. Klagemyndigheden kan tillige tage stilling til den fortolkning af vurderingslovgivningen, der er udøvet af vurderingsmyndigheden i forbindelse med værdiansættelserne, f.eks. i forhold til, hvilke forhold, der er af betydning for den konkrete ejendomsvurdering.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse for klager over afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov, jf. lovforslagets § 22, stk. 7. Klagemyndighedens adgang til at ændre ejendomsvurderinger foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme begrænses således ikke af bestemmelsen. Bestemmelsen vil således heller ikke finde anvendelse ved behandlingen af klager over de videreførte vurderinger, det vil sige klager over de vurderinger, hvor adgangen til at klage over vurderingerne er udskudt til det tidspunkt, hvor der kan klages over de nye 2018-/2019-vurderinger, jf. lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38, og et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 57 og 62, i hvilke der foreslås tilsvarende begrænsninger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens kompetence til at ændre vurderinger.

Til nr. 55

De foreslåede ændringer af skatteforvaltningslovens § 38, stk. 1, er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættelsen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingsloven«.

Lov om vurdering af landets faste ejendomme vil i en overgangsperiode fortsat regulere blandt andet de videreførte vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger (øvrige ejendomme) vil kunne påklages, jf. forslaget til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 56

Det foreslås, at vurderingsankenævnenes kompetence til at træffe afgørelse i vurderingsklager afgrænses i skatteforvaltningslovens § 38, stk. 2, således at vurderingsankenævnene i sager om vurdering af fast ejendom uanset klagens formulering tillige kan foretage ændringer i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prøvelsen af det påklagede.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidig foreslåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 35 h, stk. 1, og 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 61, hvorved Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens kompetence til at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses på samme måde, som det her er foreslået, for så vidt angår vurderingsankenævnene.

Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil herefter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvurdering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samtidig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens § 6, jf. forslagets § 1, nr. 7.

Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger, jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige ansættelser og indeholde en række yderligere elementer, f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være påvirket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyndigheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre dele i vurderingen end de direkte påklagede.

Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som udgangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendomsvurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendomsværdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendomsvurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan klagemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vurdering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige kan anses for at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingtagen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til, om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i overensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om værdiansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.

Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efterprøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene ændre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tillige kan anses at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede dele af en vurdering under henvisning til andre forhold end de forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forpligtet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede dele af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foretages på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-påklagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.

Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påkende grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvisning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndigheden vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan klage være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundværdiansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i, at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt har betydning for andre dele af ansættelsen – f.eks. et anbringende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er taget højde for betydningen af en jordforurening – skal klagemyndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag for at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og samtidig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundværdiansættelsen skal ændres, når henses til alle for denne relevante forhold inkl. den konstaterede jordforurening.

Forslaget skal også ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62.

Til nr. 57

Det foreslås med det nye stk. 3 i skatteforvaltningslovens § 38, at der indsættes en bestemmelse om, at vurderingsankenævnet ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.

Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Skatteankestyrelsens og Landsskatterettens ændringskompetence, jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 62.

Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi for så vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete ansættelse med mere end 20 pct.

Forslaget skal ses i lyset af, at det er et grundvilkår, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.

Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.

Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er realistisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurderingssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden være højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vurderes inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan anvendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige bemærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.2.2.

For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestemmelse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med mere end 20 pct.

Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyndigheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en margin for vurderingsmyndighedens skøn.

Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejendomsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte denne med mere end 300.000 kr.

Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undlader at klage.

Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klagemyndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klagesager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedelse og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført oplysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger eller andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndigheden kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse hermed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderligere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.

Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren begrunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har indgået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samlede skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klagebehandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen, uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendommens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysninger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyndigheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder uanset, at det udøvede skøn ikke er foretaget på et korrekt retligt grundlag, men hvor vurderingen trods dette ligger inden for spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner, at en eller flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de forelagte oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere (eller højere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den eller de værdier, der er grundlag for at ændre med mere end 20 pct.

Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grundlag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks. et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate ansættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndigheden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget højde for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har tillagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingsloven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ikke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyndighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i vurderingen med mere end 20 pct.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidig foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som udgangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationsprocedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforslagets afsnit 2.9.2. En ejendomsejer vil hermed, før der træffes afgørelse om ejendomsvurdering, blive gjort bekendt med og få lejlighed til at udtale sig om de forhold, der efter vurderingsmyndighedens vurdering vil have væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Ejendomsejer vil i den forbindelse få lejlighed til at oplyse om andre forhold, der efter ejers opfattelse tillige vil være af væsentlig betydning for ejendomsvurderingen. Hvis ejer ikke udnytter denne mulighed, vil vurderingsmyndigheden være berettiget til at antage, at der har foreligget et fyldestgørende grundlag for at vurdere ejendommen, og til at foretage vurdering på det deklarerede grundlag. Ejer vil ikke efterfølgende kunne påberåbe sig, at det er en retlig eller faktisk mangel ved vurderingen, at vurderingsmyndigheden ikke af egen drift har indhentet yderligere oplysninger om sådanne andre forhold og taget stilling til betydningen heraf. Det afgørende for, om klagemyndigheden i så fald kan ændre vurderingen, vil derfor også i så fald være, om der er grundlag for at ændre de enkelte ansættelser med mere end 20 pct.

Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget ansættelse under henvisning til forslaget om ændring af § 38, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.

Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direkte bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndighedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltningslovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på området, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning. Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første (klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyndigheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgørelse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som altovervejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse, som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdelsen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd.

Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse, der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domstolenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssager, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i vurderingslovens forarbejder fastlagte fastsatte skønsmargin, jf. afsnit 2.2.2 i forslag til ejendomsvurderingsloven, og at denne utilbøjelighed vil forstærkes af, at klagemyndighederne ikke vil have mulighed for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens skøn, i det omfang klagemyndighedens skøn ikke afviger fra dette med mere end 20 pct.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens adgang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrører en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, på mindst 15 pct.

Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genoptage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansættelse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skønsmargin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndigheden. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i modsætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene beløbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vurdering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vurderingsnormen.

Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er indgivet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end 20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.

Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren mulighed for at påklage den nye vurdering.

Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er inden for den fastsatte skønsmargin.

Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens adgang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og genoptagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør behandles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær genoptagelse.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grundværdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden ændre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter, at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under henvisning til formuleringen af klagen eller under henvisning til den samtidig foreslåede regel om, at klagemyndigheden ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der følger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påklaget ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 56.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundværdi. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mulighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejendomsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansættelser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes baseret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et forbundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbageholdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden foretagne fordelinger m.v.

Det fremgår af afsnit 2.3.2 i lovforslaget til ejendomsvurderingsloven og af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grundværdien også fremadrettet vil være separate ansættelser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag. Der vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i vurderingerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. forslagets §§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærkningerne til ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og grundværdiansættelserne og de øvrige dele af de nye ejendomsvurderinger imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et vist omfang være påvirket af samme forhold. Det vil dog heller ikke fremadrettet være alle forhold, der er af relevans for alle ansættelser og øvrige elementer i en vurdering, men visse forhold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de øvrige dele af vurderingerne, om end muligvis med forskellig vægt.

Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gældende, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglende høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden. Klagemyndigheden kan tillige tage stilling til den fortolkning af vurderingslovgivningen, der er udøvet af vurderingsmyndigheden i forbindelse med værdiansættelserne, f.eks. i forhold til, hvilke forhold, der er af betydning for den konkrete ejendomsvurdering.

Hvis klagemyndigheden konstaterer, at en påklaget afgørelse er gyldigt foretaget, kan ændring af en eller flere foretagne værdiansættelser imidlertid alene foretages, hvis forudsætningen om, at de enkelte ændringer skal være på mere end 20 pct., er opfyldt, uanset om klagemyndigheden er enig i vurderingsmyndighedens fortolkning i øvrigt. Reglen har i den forbindelse som ovenfor nævnt en nær sammenhæng med de samtidig foreslåede processuelle regler.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for klager over afgørelser efter det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Klagemyndighedens adgang til at ændre ejendomsvurderinger foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme begrænses således ikke af bestemmelsen, jf. lovforslagets § 22, stk. 7. Bestemmelsen vil således heller ikke finde anvendelse ved behandlingen af klager over de videreførte vurderinger, det vil sige klager over de vurderinger, hvor adgangen til at klage over vurderingerne er udskudt til det tidspunkt, hvor der kan klages over de nye 2018-/2019-vurderinger, jf. lov nr. januar 2017.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, og et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 62, i hvilke der foreslås tilsvarende begrænsninger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens kompetence til at ændre vurderinger.

Ved den ændrede affattelse af skatteforvaltningslovens § 38, stk. 3, skal der samtidig ske en ophævelse af den hidtil gældende § 38, stk. 3, der fastslår, at hvis et vurderingsankenævn vil ændre en ansættelse, for hvilken der foreligger en afgørelse eller en fordeling efter § 33 i lov om vurdering af landets faste ejendomme, skal vurderingsankenævnet samtidig træffe bestemmelse om, hvilken indflydelse ansættelsesændringen får på afgørelsen eller fordelingen. Denne ophævelse er en konsekvens af de samtidig foreslåede ændringer til skatteforvaltningslovens §§ 35 h, 38 og 45, der giver klagemyndigheden adgang til at foretage ændringer i alle de ansættelser og dele af en vurdering, der er påvirket af forhold, der er påkendt af klagemyndigheden, jf. 53, 56 og 61.

Forslaget skal endvidere ses i lyset af målsætningen om at ensrette klagemyndighedernes kompetence til at ændre påklagede vurderinger.

Til nr. 58

Vurderingsankenævnene udøver efter gældende ret sin virksomhed i møder, herunder eventuelt møder i besluttende led, jf. § 8 i bekendtgørelse nr. 1515 af 13. december 2013 om forretningsorden for skatteankenævn, vurderingsankenævn, skatte- og vurderingsankenævn og motorankenævn.

Der er i forretningsordenens kapitel 4 fastsat nærmere regler vedrørende disse ankenævnsmøder. Klageren har i henhold til disse regler ret til at udtale sig mundtligt over for ankenævnet, hvis klageren har anmodet herom, eller hvis ankenævnet anser det for hensigtsmæssigt at indhente en mundtlig udtalelse fra klageren.

Der skal i forbindelse med oprettelsen af de nye vurderingsankenævn udstedes en særskilt forretningsorden for vurderingsankenævnene, hvor de nærmere regler for vurderingsankenævnenes virke skal fastsættes. Reglerne for vurderingsankenævnenes organisering samt behandling og afgørelse af vurderingsankenævnssager skal i den forbindelse justeres, så de i videst muligt omfang svarer til de regler, der gælder for Landsskatteretten. Det skal bl.a. reguleres i forretningsordenen, at vurderingsankenævnene får mulighed for at træffe afgørelse på grundlag af enten skriftlig eller mundtlig votering i voteringsgrupper med henblik på at skabe mere effektive sagsprocesser. Forretningsordenen for vurderingsankenævnene vil dog give de ordinære vurderingsmedlemmer mulighed for at anmode om, at en konkret sag behandles ved et møde i den relevante voteringsgruppe.

Det foreslås, at der samtidig i skatteforvaltningslovens § 38, der fastlægger reglerne for afgørelse af sager, der afgøres af vurderingsankenævnene, indsættes nye stykker, som skal give klageren og told- og skatteforvaltningens ret til at anmode om, at en vurderingsankenævnssag skal afgøres efter nævnsmøde, og vurderingsankenævnene mulighed for at undlade at imødekomme sådanne anmodninger, hvor fremgangsmåden efter forholdene må anses for overflødig. De foreslåede bestemmelser svarer til de bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 1-3, der regulerer disse spørgsmål for så vidt angår landsskatteretssager.

Det foreslås derfor, at der i skatteforvaltningslovens § 38 indsættes et nyt stk. 4, hvorefter klageren kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for vurderingsankenævnet ved et vurderingsankenævnsmøde, men på et hvilket som helst tidspunkt kan frafalde en sådan anmodning, og at der i forlængelse heraf indføjes et nyt stk. 5, hvorefter told- og skatteforvaltningen tilsvarende i den enkelte sag kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt for vurderingsankenævnet under et vurderingsankenævnsmøde, og hvorefter klageren i så fald skal tilsiges til dette vurderingsankenævnsmøde.

Det foreslås herudover, at der som et nyt stk. 6 indsættes en bestemmelse om, at vurderingsankenævnet kan undlade at imødekomme en anmodning om afholdelse af vurderingsankenævnsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for overflødig.

Skatteforvaltningslovens § 38, stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 7 og 8.

Til nr. 59

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, der under henvisning til lovforslagets § 1, nr. 58, bliver stk. 8, at vurderingsankenævnets afgørelse skal indeholde oplysninger om forskellige opfattelser under afstemningen både vedrørende resultatet og vedrørende begrundelsen, at afgørelsen skal angive stemmetallet for hver opfattelse, og at afgørelsen skal angive navn på de personer, der har truffet afgørelsen.

Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, der bliver stk. 8, ændres, så afgørelser fra vurderingsankenævnene fremadrettet skal indeholde samme oplysninger som afgørelser, der er truffet af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2, der dog fremover bliver stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 62.

Det foreslås derfor, at skatteforvaltningslovens § 38, stk. 5, der bliver stk. 8, ændres, så det skal fremgå af vurderingsankenævnets afgørelse, hvorvidt afgørelsen er truffet med deltagelse af vurderingsankenævnsmedlemmer, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 4. Har vurderingsankenævnsmedlemmer deltaget, skal afgørelsen indeholde oplysninger om forskellige meninger under afstemningen både vedrørende resultatet og begrundelsen. Afgørelsen skal angive stemmetallet for hver opfattelse, og det skal fremgå, om formanden eller en ansat, der har deltaget i afgørelsen i formandens sted, jf. § 10 a, stk. 2, har afgivet dissens. Afgørelsen skal angive navn på den eller de personer, der har truffet afgørelsen.

Til nr. 60

Efter skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, kan vurderingsmyndigheden indbringe andre afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme vedrørende ejendommen, der er en følge af en klage, der skal afgøres af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., eller stk. 5, for Landsskatteretten, der i så fald påkender disse afgørelser i forbindelse med klagen.

Det foreslås, at det i skatteforvaltningslovens § 40, stk. 2, indføjes, at vurderingsmyndigheden også i situationer, hvor Landsskatteretten skal træffe afgørelse i en vurderingsklagesag, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, eller § 6 a, stk. 1, jf. § 11, stk. 2, kan indbringe andre afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme og ejendomsvurderingsloven vedrørende ejendommen, der er en følge af klagen, for Landsskatteretten, der i så fald påkender disse afgørelser i forbindelse med klagen.

Forslaget er således en konsekvens af de foreslåede bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 6 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter vurderingsankenævnet kan henvise klager over såvel afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov, og afgørelser efter lov om vurdering af landets faste ejendomme til Landsskatteretten til behandling.

Det foreslås desuden, at bestemmelsen også skal gælde for afgørelser efter ejendomsvurderingsloven. Dette er en konsekvens af, at der samtidig med fremsættelsen af nærværende lovforslag er fremsat forslag til en ny ejendomsvurderingslov med titlen »ejendomsvurderingsloven«, og at det i den forbindelse i skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, tilføjes, at klager over afgørelser, der træffes efter den nye ejendomsvurderingslov, tillige skal afgøres af et vurderingsankenævn, jf. dog de samtidig foreslåede nye bestemmelser i et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 6 og nye bestemmelser i §§ 6 a og 6 b i skatteforvaltningsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7.

Det bemærkes i den forbindelse, at lov om vurdering af landets faste ejendomme fortsat vil regulere blandt andet de videreførte vurderinger, der kan påklages inden for det tidsrum, hvor de nye 2018-vurderinger (ejerboliger) og 2019-vurderinger (øvrige ejendomme) vil kunne påklages.

Til nr. 61

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, indføjes et nyt 2. pkt., der begrænser Landsskatterettens kompetence til at træffe afgørelse i vurderingsklager, således at Landsskatteretten i sager om vurdering af fast ejendom uanset klagens formulering tillige kan foretage ændringer i andre ansættelser og dele af ejendomsvurderingen, hvis ændringerne er en følge af faktiske eller retlige forhold, der indgår i prøvelsen af det påklagede.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de samtidig foreslåede ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 35 h, stk. 1, og 38, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 56, hvorved Skatteankestyrelsens og vurderingsankenævnenes kompetence til at ændre påklagede ejendomsvurderinger afgrænses på samme måde, som det her er foreslået, for så vidt angår Landsskatteretten.

Klagemyndighedens prøvelse af vurderingsklager vil herefter være uafhængig af, om en klage over en ejendomsvurdering skal afgøres i regi af vurderingsankenævnene, eller om vurderingsankenævnet henviser klagesagen til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen, jf. den samtidig foreslåede henvisningsregel i skatteforvaltningslovens § 6, jf. forslagets § 1, nr. 7.

Forslaget skal også ses i lyset af, at ejendomsvurderinger, jf. det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, også fremadrettet vil bestå af flere selvstændige ansættelser og indeholde en række yderligere elementer, f.eks. fordelinger, der i større eller mindre grad kan være påvirket af samme forhold med forskellig vægt. Dette forhold nødvendiggør en præcisering af, i hvilket omfang klagemyndigheden ved afgørelse af vurderingsklager kan ændre andre dele i vurderingen end de direkte påklagede.

Klagemyndigheden kan og skal efter forslaget som udgangspunkt alene påkende påklagede dele af en ejendomsvurdering, dvs. f.eks. alene påkende den samlede ejendomsværdiansættelse. Henset til at flere elementer i en ejendomsvurdering kan være påvirket af de samme forhold, kan klagemyndigheden imidlertid, når klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den eller de påklagede dele af en vurdering på baggrund af et givent forhold, tillige tage stilling til, om det eller de forhold, der har ført til ændringen, tillige kan anses for at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan i så fald tage stilling til, om det nævnte forhold giver grundlag for at ændre andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden skal ved denne stillingtagen vurdere, om der er grundlag for at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen efter samme regler, som er gældende for påklagede dele af vurderingen, dvs. under hensyntagen til, om den pågældende del af ansættelsen er foretaget i overensstemmelse med vurderingsnormen, herunder om værdiansættelsen ligger inden for det fastsatte spænd.

Ved forslaget begrænses klagemyndighedens muligheder for at ændre ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering og dermed også klagemyndighedens forpligtelse til at efterprøve rigtigheden af ikke-påklagede dele af en ejendomsvurdering. Klagemyndigheden kan efter forslaget alene ændre ikke-påklagede dele af en vurdering, hvis påklagede dele af vurderingen ændres under henvisning til forhold, der tillige kan anses at have betydning for andre dele af vurderingen. Klagemyndigheden kan ikke ændre ikke-påklagede dele af en vurdering under henvisning til andre forhold end de forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Klagemyndigheden er imidlertid heller ikke forpligtet til at ændre ikke-påklagede dele af vurderingen under henvisning til et forhold, der har ført til ændring af påklagede dele af vurderingen. Afgørelse af, om ikke-påklagede dele af vurderingen skal ændres under henvisning til et sådant forhold, afhænger af en konkret vurdering, der skal foretages på fuldstændigt samme grundlag, som hvis de ikke-påklagede dele af vurderingen var omfattet af klagen.

Hvis en ejendomsvurdering f.eks. påklages alene med den begrundelse, at den ansatte ejendomsværdi er for høj, idet der ikke ved ejendomsværdiansættelsen er taget højde for, at der er et stort hul i taget på den pågældende ejendom, vil klagemyndigheden ikke ved sagens afgørelse kunne påkende grundværdiansættelsen eller ændre denne under henvisning til andre for denne relevante forhold. Klagemyndigheden vil derfor heller ikke ved behandlingen af en sådan klage være forpligtet til at efterprøve rigtigheden af grundværdiansættelsen. Er en tilsvarende klage derimod begrundet i, at der ikke er taget højde for forhold, der som udgangspunkt har betydning for andre dele ansættelsen – f.eks. et anbringende om, at der ved ejendomsværdiansættelsen ikke er taget højde for betydningen af en jordforurening – skal klagemyndigheden efterprøve, om det anførte giver grundlag for at ændre den påklagede ejendomsværdiansættelse, og samtidig kan klagemyndigheden efterprøve, om grundværdiansættelsen skal ændres, når henses til alle for denne relevante forhold inkl. den konstaterede jordforurening.

Forslaget skal også ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, samt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 38 og et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 45, jf. lovforslagets § 1, nr. 54, 57 og 62.

Til nr. 62

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 45 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter Landsskatteretten ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis det resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct.

Der foreslås indført tilsvarende bestemmelser for Skatteankestyrelsens og vurderingsankenævnenes ændringskompetence, jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 57.

Det foreslås, at klagemyndighedernes reaktionsmulighed afgrænses, således at klagemyndighederne ved klage over en afgørelse efter ejendomsvurderingsloven kun kan ændre de enkelte ansættelser af ejendomsværdi og grundværdi for så vidt der er grundlag for at ændre den pågældende konkrete ansættelse med mere end 20 pct.

Forslaget skal ses i lyset af, at der altid vil være usikkerhed forbundet med at fastsætte værdien af en ejendom. Der findes ikke en »rigtig« pris, da mange individuelle faktorer gør sig gældende, f.eks. liebhaveri, ønske om hurtigt salg etc. En vurdering vil således kunne befinde sig inden for et vist spænd uden af denne grund at være forkert.

Da der ikke findes en »rigtig« pris, er vurderingsnormen i forslaget til den nye vurderingslov fastsat til den forventelige kontantværdi i fri handel for en ejendom af den pågældende type under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika. Vurderingsnormen er udtryk for den værdi, som vurderingsmyndigheden inden for det nævnte spænd overordnet skal finde frem til ved vurderingen.

Niveauet for dette spænd skal fastlægges, så det er realistisk i forhold til, hvad der er muligt at opnå i forhold til de vurderingsmetoder, der vil blive anvendt i det nye vurderingssystem. For nogle ejendomstyper kan usikkerheden være højere, men det forventes, at hovedparten af ejerboligerne med de bedst mulige statistiske beregningsmodeller kan vurderes inden for et spænd på plus/minus 20 pct. Det vurderes på den baggrund, at et spænd på plus/minus 20 pct. kan anvendes i det nye vurderingssystem, jf. de almindelige bemærkninger til forslaget til ejendomsvurderingsloven afsnit 2.2.2.

For at understøtte den beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd foreslås det, at der indføres en lovbestemmelse, hvorefter klagemyndigheden kun kan ændre ejendomsværdien eller grundværdien, hvis klagemyndigheden finder grundlag for at ændre den pågældende værdi med mere end 20 pct.

Formålet med bestemmelsen er at fastlægge, at klagemyndigheden skal respektere, at der i den fastsatte norm ligger et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skal respekteres. Ved bestemmelsen objektiviseres således en margin for vurderingsmyndighedens skøn.

Forslaget vil have den konsekvens, at påklagede ejendomsværdier og grundværdier skal stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at ændre en påklaget værdiansættelse med mere end 20 pct. For eksempel vil en påklaget ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. skulle stadfæstes af klagemyndigheden, hvis der ikke er grundlag for at nedsætte denne med mere end 300.000 kr.

Det forventes, at den foreslåede bestemmelse vil have en vis effekt i forhold til, at ejendomsejere, der ikke selv har forventning om en væsentlig ændring af vurderingen, undlader at klage.

Endvidere vil bestemmelsen åbne mulighed for, at klagemyndigheden effektivt kan understøtte afgørelsen af klagesager, når påklagede værdiansættelser ligger inden for den fastsatte skønsmargin, og der således ikke er grundlag for at ændre de skønsmæssigt fastsatte værdier. I disse tilfælde vil klagemyndighederne således kunne foretage sagsforberedelse og afgørelse på et mere begrænset grundlag. Det gælder særligt i tilfælde, hvor klageren ikke i sin begrundede klage efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, har fremført oplysninger eller indsigelser, der overhovedet kan føre til en ændring af grundværdien og/eller ejendomsværdien på mere end 20 pct. Hvis der således ikke er fremført oplysninger eller andet i en klage, der umiddelbart peger i retning af eller er egnet til at danne grundlag for en ændring af den eller de pågældende værdier ud over spændet, så vil klagemyndigheden kunne begrænse sin prøvelse i overensstemmelse hermed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en klage over en ansat ejendomsværdi på 1,5 mio. kr. er begrundet med, at ejendommen er købt for 1,2 mio. kr. kontant i fri handel. I så fald vil klagemyndigheden kunne stadfæste den påklagede ejendomsværdi uden at være forpligtet til at inddrage yderligere oplysninger i afgørelsesgrundlaget.

Bestemmelsen skal gælde, selv om ejendomsejeren begrunder klagen med forhold, der ikke umiddelbart har indgået i den påklagede vurdering. Klageinstansen skal også i sådanne situationer forholde sig til rigtigheden af det samlede skøn og respektere dette, hvis dette ligger inden for den fastsatte skønsmargin. Hvis en ejendomsejer under en klagebehandling for eksempel anfører, at vurderingsmyndigheden ikke ved vurderingen har taget højde for et forhold, der ikke fremgår af de registrerede oplysninger om ejendommen, uanset at forholdet efter ejers opfattelse påvirker ejendommens og grundens værdi, skal klagemyndigheden således tage stilling til, om der under henvisning til alle de oplysninger, der er forelagt for klagemyndigheden, er grundlag for at nedsætte ejendomsværdien henholdsvis grundværdien med mere end 20 pct. Hvis dette ikke er tilfældet, kan klagemyndigheden ikke ændre værdiansættelserne. Dette gælder, uanset at det udøvede skøn ikke er foretaget på et korrekt retligt grundlag, men hvor vurderingen trods dette ligger inden for spændet. Hvis klagemyndigheden derimod skønner, at en eller flere af de ansatte værdier på baggrund af alle de forelagte oplysninger burde være mere end 20 pct. lavere (eller højere) end ansat, kan klagemyndigheden ændre den eller de værdier, der er grundlag for at ændre med mere end 20 pct.

Den foreslåede bestemmelse kan således føre til, at der kan forekomme situationer, hvor der f.eks. er grundlag for at ændre den ansatte grundværdi, men ikke samtidig er grundlag for at ændre den ansatte ejendomsværdi, uanset at f.eks. et ikke tidligere behandlet forhold skønnes at påvirke begge værdiansættelser, fordi påvirkningen ikke har den samme forholdsmæssige betydning i forhold til de to separate ansættelser. Den foreslåede bestemmelse kan også føre til, at en vurdering stadfæstes i sin helhed, uanset at klagemyndigheden tiltræder, at der ved vurderingen burde være taget højde for et forhold, som vurderingsmyndigheden ikke har tillagt betydning. Det forhold, at vurderingen er foretaget på grundlag af en forkert fortolkning af reglerne i vurderingsloven - f.eks. i forhold til, hvilke forhold der kan anses at være af betydning for vurderingen af en ejendom - vil således ikke i sig selv føre til, at vurderingen kan ændres af klagemyndighederne. Ændring vil også i så fald alene kunne ske, hvis der er grundlag for at ændre de enkelte værdiansættelser i vurderingen med mere end 20 pct.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med de samtidig foreslåede regler om, at ejendomsejerne i fremtiden som udgangspunkt skal partshøres ved en særlig deklarationsprocedure, før der foretages ejendomsvurdering, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.9.2. En ejendomsejer vil hermed, før der træffes afgørelse om ejendomsvurdering, blive gjort bekendt med og få lejlighed til at udtale sig om de forhold, der efter vurderingsmyndighedens vurdering vil have væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom. Ejendomsejer vil i den forbindelse få lejlighed til at oplyse om andre forhold, der efter ejers opfattelse tillige vil være af væsentlig betydning for ejendomsvurderingen. Hvis ejer ikke udnytter denne mulighed, vil vurderingsmyndigheden være berettiget til at antage, at der har foreligget et fyldestgørende grundlag for at vurdere ejendommen, og til at foretage vurdering på det deklarerede grundlag. Ejer vil ikke efterfølgende kunne påberåbe sig, at det er en retlig eller faktisk mangel ved vurderingen, at vurderingsmyndigheden ikke af egen drift har indhentet yderligere oplysninger om sådanne andre forhold og taget stilling til betydningen heraf. Det afgørende for, om klagemyndigheden i så fald kan ændre vurderingen, vil derfor også i så fald være, om der er grundlag for at ændre de enkelte ansættelser med mere end 20 pct.

Denne begrænsning vil være gældende, uanset om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en påklaget ansættelse, eller om klagemyndigheden skal vurdere, om der er grundlag for at ændre en ikke-påklaget ansættelse under henvisning til forslaget om indsættelse af et 2. pkt. i § 45, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 61.

Der er tale om en processuel regel, der kun vil være direkte bindende for klagemyndighedens prøvelse. Skattemyndighedernes afgørelser kan imidlertid ifølge skatteforvaltningslovens § 48 først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af klagemyndigheden på området, medmindre andet er bestemt ved anden lovgivning. Vurderingsmyndighedens vurdering skal således i første (klage)instans prøves af klagemyndigheden. Det bemærkes i den forbindelse, at overspringelse af klagemyndighedens prøvelse forudsætter, at der er forløbet mere end 6 måneder efter den påklagede afgørelses indbringelse for klagemyndigheden, jf. skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2. Den afgørelse, der skal efterprøves af domstolene, er dermed som altovervejende udgangspunkt klagemyndighedens afgørelse, som domstolene vil efterprøve om er i overensstemmelse med gældende ret - i dette tilfælde i forhold til overholdelsen af alle processuelle regler for behandling og afgørelse af vurderingssager og i forhold til vurderingsloven, herunder den oven for beskrevne vurderingsnorm med et indbygget spænd.

Det må derfor formodes, at den foreslåede bestemmelse, der begrænser klagemyndighedens adgang til at tilsidesætte det af vurderingsmyndigheden udøvede skøn inden for en beskrevet ramme, vil have en afsmittende effekt på domstolenes tilbøjelighed til at tilsidesætte skønnet i vurderingssager, således at domstolene vil være utilbøjelige til at ændre vurderingsmæssige skøn, der ligger inden for den i vurderingslovens forarbejder fastlagte skønsmargin, jf. de almindelige bemærkninger afsnit 2.2.2 i forslag til ejendomsvurderingsloven, og at denne utilbøjelighed vil forstærkes af, at klagemyndighederne ikke vil have mulighed for at tilsidesætte vurderingsmyndighedens skøn, i det omfang klagemyndighedens skøn ikke afviger fra dette med mere end 20 pct.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget, der er beskrevet i de almindelige bemærkninger afsnit 2.10.2.3, hvor det foreslås, at vurderingsmyndighedens adgang til ekstraordinær genoptagelse af en vurdering (efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse), der ikke vedrører en praksisændring, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, harmoniseres med begrænsningen af klagemyndighedens mulighed for at ændre vurderingen, således at det bliver en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelse resulterer i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct. I dag er grænsen for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, på mindst 15 pct.

Vurderingsmyndighedens mulighed for ordinært at genoptage egne vurderinger (inden for fristen for ordinær ansættelse) skal ikke begrænses af den objektivt fastsatte skønsmargin, der i fremtiden skal respekteres af klagemyndigheden. Vurderingsmyndigheden skal således også i fremtiden have adgang til at genoptage egne vurderinger med henblik på ændringer, der ligger inden for denne margin. Også når genoptagelse sker i forbindelse med, at der er indgivet en klage over vurderingen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5. Sidstnævnte genoptagelsesadgang omfatter – i modsætning til den ordinære og ekstraordinære adgang til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33 – også rene beløbsmæssige værdiskøn. Vurderingsmyndigheden skal dog ved vurderingen af, om der er grundlag for at genoptage en ejendomsvurdering, hense til om den allerede foretagne vurdering ligger inden for det naturlige spænd, der ligger i vurderingsnormen.

Hvis ejendomsejer og vurderingsmyndigheden er enige om, at genbehandling af en vurderingssag (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, kan vurderingsmyndigheden i forbindelse med, at der er indgivet en klage, genoptage og ændre en vurdering, uanset om ændringen af de separate værdiansættelser er på mindre end 20 pct. af de oprindelige vurderinger. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.2.

Efter endt genoptagelsesbehandling har ejendomsejeren mulighed for at påklage den nye vurdering.

Hvis ejendomsejeren ikke er enig i, at sagen (i første omgang) kan håndteres ved genoptagelse i vurderingsmyndigheden, vil sagen derimod blive afgjort af klageinstansen, der ikke vil have mulighed for at ændre vurderingen, hvis den er inden for den fastsatte skønsmargin.

Den foreslåede begrænsning af klagemyndighedens adgang til at ændre påklagede vurderinger vil således skabe en sammenhæng mellem reglerne for klagebehandling og genoptagelse, der vil motivere til, at sager, der kan og bør behandles og afsluttes som genoptagelsessager, i videst muligt omfang behandles og afgøres i forbindelse med ordinær genoptagelse.

Det er efter den foreslåede bestemmelse en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre ejendomsværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre grundværdien med mere end 20 pct. Det er på samme måde en forudsætning for, at klagemyndigheden kan og skal ændre grundværdien, at der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct. Modsat kan og skal klagemyndigheden ændre grundværdien, hvis der er grundlag for at ændre denne med mere end 20 pct., uanset om der samtidig er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct., idet samtidig ændring af ejendomsværdien i så fald forudsætter, at der er grundlag for at ændre ejendomsværdien med mere end 20 pct. Dette gælder uanset, om klagemyndighedens prøvelse af rigtigheden af foretagne ansættelser sker under henvisning til formuleringen af klagen eller under henvisning til den samtidig foreslåede regel om, at klagemyndigheden ved påkendelsen af vurderingsklager kan foretage de ændringer i andre dele af den påklagede vurdering, der følger af forhold, der er tillagt vægt ved ændringen af en påklaget ansættelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 61.

Den foreslåede bestemmelse afgrænser imidlertid efter sin formulering kun klagemyndighedens adgang til at ændre den påklagede ejendomsværdi og den påklagede grundværdi. Bestemmelsen begrænser ikke klagemyndighedens mulighed for at foretage ændringer i de elementer i en ejendomsvurdering, der ikke er kvalificeret som separate ansættelser. Forslaget skal således ses i lyset af ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, med bemærkninger. Fordelinger af ejendomsværdier og grundværdier m.v. er dog ligeledes baseret på et vurderingsfagligt skøn, hvilket tilsvarende et forbundet med en naturlig usikkerhed. Klagemyndighederne må derfor også i praksis forventes at udvise en vis tilbageholdenhed med at ændre de af vurderingsmyndigheden foretagne fordelinger m.v.

Det fremgår af afsnit 2.3.2 i lovforslaget til ejendomsvurderingsloven og af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, at ejendomsværdien og grundværdien også fremadrettet vil være separate ansættelser, der foretages uafhængigt af hinanden og på forskelligt grundlag. Der vil herudover også i den fremtidige vurderingsordning i vurderingerne indgå fordelinger af ansatte værdier, jf. forslagets §§ 35-37, samt ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lovgivning. Som det fremgår af bemærkningerne til ejendomsvurderingsloven vil ejendoms- og grundværdiansættelserne og de øvrige dele af de nye ejendomsvurderinger imidlertid, som det også er tilfældet i dag, i et vist omfang være påvirket af samme forhold. Det vil dog heller ikke fremadrettet være alle forhold, der er af relevans for alle ansættelser og øvrige elementer i en vurdering, men visse forhold kan påvirke såvel de separate ansættelser og de øvrige dele af vurderingerne, om end muligvis med forskellig vægt.

Bestemmelsen begrænser heller ikke klagemyndighedens mulighed for at forholde sig til formelle indsigelser i forhold til den påklagede afgørelse. Hvis klageren f.eks. gør gældende, at den påklagede afgørelse er ugyldig grundet manglende høring, kan dette efterprøves af klagemyndigheden. Klagemyndigheden kan tillige tage stilling til den fortolkning af vurderingslovgivningen, der er udøvet af vurderingsmyndigheden i forbindelse med værdiansættelserne, f.eks. i forhold til, hvilke forhold, der er af betydning for den konkrete ejendomsvurdering.

Hvis klagemyndigheden konstaterer, at en påklaget afgørelse er gyldigt foretaget, kan ændring af en eller flere foretagne værdiansættelser imidlertid alene foretages, hvis forudsætningen om, at de enkelte ændringer skal være på mere end 20 pct., er opfyldt, uanset om klagemyndigheden er enig i vurderingsmyndighedens fortolkning i øvrigt. Reglen har i den forbindelse som ovenfor nævnt en nær sammenhæng med de samtidig foreslåede processuelle regler.

Den foreslåede bestemmelse vil gælde for klager over afgørelser efter den nye ejendomsvurderingslov. Klagemyndighedens adgang til at ændre ejendomsvurderinger foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme begrænses således ikke af bestemmelsen. Bestemmelsen vil således heller ikke finde anvendelse ved behandlingen af klager over de videreførte vurderinger, det vil sige klager over de vurderinger, hvor adgangen til at klage over vurderingerne er udskudt til det tidspunkt, hvor der kan klages over de nye 2018-/2019-vurderinger, jf. lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslagene til indførelse af et nyt stk. 2 i skatteforvaltningslovens § 35 h, og et nyt stk. 3 i skatteforvaltningslovens § 38, jf. lovforslagets § 1, nr. 54 og 57, i hvilke der foreslås tilsvarende begrænsninger af vurderingsankenævnenes og Landsskatterettens kompetence til at ændre vurderinger.

Til nr. 63

Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens § 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, bortset fra når Landsskatteretten træffer afgørelse og ved domstolsbehandling efter, at klagemyndigheden har truffet afgørelse. Der ydes imidlertid efter den gældende § 55, stk. 1, nr. 4, omkostningsgodtgørelse ved en anmodning til Skatteankestyrelsen om genoptagelse af en afgørelse truffet af Skatteankestyrelsen.

Den gældende § 55, stk. 1, nr. 2, blev indført ved lov nr. 649 af 12. juni 2013, ved hvilken Skatteankestyrelsen blev klageinstans for en række sager, der tidligere blev behandlet som kontorsager i regi af Landsskatteretten, for at sikre, at der fortsat blev ydet omkostningsgodtgørelse til behandling af disse sager. Det blev i den forbindelse i § 55, stk. 1, nr. 4, indføjet, at der tillige ydes godtgørelse ved en anmodning om genoptagelse af Skatteankestyrelsens afgørelse. § 55, stk. 1, nr. 4, har således til formål at sikre, at der ydes godtgørelse ved anmodninger om genoptagelse af godtgørelsesberettigede landsskatterets- og skatteankestyrelsessager.

For at opretholde den nuværende retstilstand foreslås det, at der efter skatteforvaltningslovens § 55, stk. 2, indsættes et nyt stk. 3, hvorefter der ikke ydes omkostningsgodtgørelse til behandling af anmodninger om genoptagelse af vurderingssager, der er afgjort af Skatteankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 1, jf. de foreslåede bestemmelser i skatteforvaltningslovens §§ 6 og 6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 4 og 7, og heller ikke ydes omkostningsgodtgørelse til behandling af anmodninger om genoptagelse af vurderingssager, der er afgjort af Skatteankestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3 og 4, bliver herefter stk. 4 og 5.

Til nr. 64

Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens § 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, bortset fra når Landsskatteretten træffer afgørelse og ved domstolsbehandling efter, at klagemyndigheden har truffet afgørelse.

Der ydes derimod efter gældende regler ikke omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser, der er behandlet af Skatteankestyrelsen.

I lovforslaget § 1, nr. 3, 6 og 7, foreslås ændringer af skatteforvaltningslovens §§ 4 a og 6-6 b, hvorefter vurderingsankenævnet skal kunne henvise visse vurderingssager til Skatteankestyrelsen til afgørelse. I lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås endvidere med forslaget til § 4 a, stk. 2, at Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i klager vedrørende told- og skatteforvaltningens afslag på genoptagelse.

Skatteankestyrelsen vil således i fremtiden træffe afgørelse i visse vurderingssager.

Da den gældende retstilstand, hvorefter der ydes omkostningsgodtgørelse ved domstolsprøvelse af vurderingssager efter, at en klagemyndighed har truffet afgørelse, ønskes opretholdt, foreslås det derfor, at skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, nr. 1, der under henvisning til lovforslagets § 1, nr. 64, bliver stk. 4, nr. 1, ændres, således at det af bestemmelsen kommer til at fremgå, at der ydes godtgørelse ved domstolsprøvelse af afgørelser i sager, der er blevet afgjort af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 4 a, jf. § 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af de samtidig foreslåede regler i skatteforvaltningslovens §§ 4 a og 6-6 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, 4, 6 og 7.

Til nr. 65

Der ydes efter gældende regler i skatteforvaltningslovens § 55 ikke omkostningsgodtgørelse i vurderingssager, der er indbragt for domstolene efter overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48.

Med henblik på at opretholde denne retstilstand, uanset de i lovforslagets § 1, nr. 63 og 64, foreslåede ændringer, foreslås det, at det i skatteforvaltningslovens § 55, stk. 3, 2. pkt., der under henvisning til lovforslagets § 1, nr. 64, bliver stk. 4, 2. pkt., indføjes, at der ikke vil blive ydet godtgørelse ved domstolsprøvelse af sager behandlet af Skatteankestyrelsen i medfør af skatteforvaltningslovens §§ 4 a og 6-6 b, hvis sagen er indbragt for domstolene efter overspringsreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, skal der, af de i en kommune beliggende faste ejendomme, for hvilke der i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme er foretaget ansættelse af grundværdien, betales grundskyld til kommunen.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Til nr. 2

I § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, er der fastsat et loft over grundlaget for beregningen af de kommunale grundskatter. Efter grundskatteloftet beregnes grundskylden med den fastsatte grundskyldpromille af den laveste af følgende værdier:

1. Ejendommens grundværdi efter eventuelt fradrag for grundforbedringer, således som disse beløb er fastsat af SKAT ved seneste vurdering. Der tages endvidere hensyn til de fritagelser og reduktioner, der er mulige efter lov om kommunal ejendomsskat.

2. Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld det foregående år, forhøjet med en reguleringsprocent.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 3 og 4

I § 1, stk. 3, 4. og 5. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, er der en henvisning til § 1 i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvor ejerboliger defineres. I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov defineres ejerboliger i § 4.

Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 3, 4. pkt., ændres i overensstemmelse hermed, og at henvisningen i § 1, stk. 3, 5. pkt., udgår.

Ændringen er således af ren teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 5

I § 1, stk. 4, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, henvises til § 33, stk. 16, 17 eller 18, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvorefter told- og skatteforvaltningen foretager en ansættelse for nye grunde, hvor der er sket en ændring af ejendommens areal, anvendelse eller planforhold, og ejerlejligheder, hvor der er sket ændringer i fordelingstallet. Ifølge det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov skal denne ansættelse ske efter § 40, stk. stk. 1, nr. 1, 2 eller 4.

Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 4, 1. pkt., ændres i overensstemmelse hermed. Ændringen er således af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Desuden foreslås det, at der rettes op på en tidligere fejl med en dobbelthenvisning til bestemmelsens stk. 2.

Til nr. 6

I § 1, stk. 4, 3. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, henvises til § 33, stk. 16, 17 eller 18, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, hvorefter told- og skatteforvaltningen foretager en ansættelse for nye grunde, hvor der er sket en ændring af ejendommens areal, anvendelse eller planforhold, og ejerlejligheder, hvor der er sket ændringer i fordelingstallet. Ifølge det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov skal denne ansættelse ske efter § 40, stk. stk. 1, nr. 1, 2 eller 4.

Det foreslås derfor, at henvisningen i § 1, stk. 4, 3. pkt., ændres i overensstemmelse hermed. Ændringen er således af en teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 7

Den grundværdi, der efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov skal ansættes for en skovejendom, vil være den samme pr. hektar, uanset om skoven er nytilplantet, eller den er hugstmoden. Dette er en følge af den fremskrivningsordning, der efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov skal gælde ved ansættelsen af grundværdier for landbrugsejendomme og skovejendomme, jf. § 28 i det nævnte lovforslag.

Imidlertid vil der gå en vis tid, før en nytilplantet skov vil have samme værdi som omkringliggende skovarealer. Det foreslås derfor i stk. 7, at der etableres en ordning, hvorefter grundværdien af nytilplantede skovarealer, hvor der ikke hidtil har været skov, ikke indgår i beregningen af grundskyld med det fulde beløb, men i stedet indfases over en årrække.

Ordningen skal efter lovforslaget kunne anvendes, når ny skov plantes på produktionsjord, som tilhører skovejendomme, og som ikke hidtil har været undergivet fredskovpligt. Efter § 28 i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov forstås der ved produktionsjord arealer beliggende i landzone tilhørende landbrugs- eller skovejendomme, hvis sådanne arealer anvendes til landbrugsmæssige formål eller er undergivet fredskovpligt.

De pågældende arealer må ikke efter forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering kunne anvendes til andre formål. Naturarealer tilhørende landbrugs- eller skovejendomme anses også for produktionsjord. Det samme gælder fredskovpligtige arealer tilhørende skovejendomme uden for landzone.

Der skal efter forslaget være tale om skovrejsning på ikke hidtil fredskovspligtige arealer, der i forbindelse med tilplantningen pålægges fredskovspligt. Nytilplantninger i forbindelse med almindelig omdrift er ikke omfattet.

Det er uden betydning for anvendelsen af ordningen, om der erhverves nye arealer, som tilplantes og undergives fredskovpligt, eller om nytilplantningen sker på arealer, som allerede tilhører skovejendommen, men som ikke hidtil har været undergivet fredskovpligt. Noget sådant kunne være tilfældet, hvis arealet hidtil har været anvendt til landbrugsformål, eller det har henligget som naturareal.

Indfasningsordningen vedrører alene beregningen af grundskyld. Den grundværdi, som vurderingsmyndigheden efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov skal ansætte ved en fremskrivning af gennemsnitlige hektarpriser, berøres ikke af indfasningsordningen.

I stedet vil indfasningen efter forslaget ske på den måde, at den del af grundværdien, der vedrører det nytilplantede areal, kun indgår med 20 pct. ved beregningen af grundskyld ved den første almindelige vurdering eller omvurdering, efter at tilplantningen har fundet sted, jf. forslaget til stk. 8.

Efter den næstfølgende almindelige vurdering indgår grundværdien af det nytilplantede areal med 40 pct. af den grundværdi, der på dette tidspunkt ansættes. Efter den tredje almindelige vurdering efter tilplantningen indgår grundværdien med 60 pct. af den grundværdi, der på dette tidspunkt ansættes. Efter den fjerde almindelige vurdering indgår grundværdien tilsvarende med 80 pct., mens den efter de følgende almindelige vurderinger indgår med det fulde beløb.

Det foreslås i stk. 8, at nytilplantning som nævnt i stk. 7 skal anses for at have fundet sted på det tidspunkt, hvorfra fredskovpligt for det pågældende areal er registreret som gældende i matriklen.

Videre foreslås det, at told- og skatteforvaltningen foretager en fordeling af skovejendommens grundværdi på den del, der er omfattet af stk. 7, og den resterende del. Da skovejendommens samlede fredskovpligtige areal vil have samme gennemsnitlige hektarpriser ved ansættelsen af grundværdi efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, vil der være tale om en forholdsmæssig fordeling af grundværdien efter areal.

Der kan være tale om, at et nytilplantet areal i løbet af indfasningsperioden overdrages til en anden skovejendom. Det foreslås i stk. 9, at reglerne i stk. 7 skal anvendes for hver del af arealet. Det bemærkes, at dette kun gælder, hvis en del af arealet overdrages til en anden skovejendom. Det foreslås videre, at reglerne i stk. 7 ikke skal gælde, hvis arealer overdrages til ejendomme, som ikke er skoveejendomme efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov. Dette vil således også gælde, hvis et areal overdrages til en landbrugsejendom.

Til nr. 8

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 2, stk. 1, 3. pkt. og stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 9

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 2, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 10

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 6 A, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 11

Ifølge § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat er ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner som udgangspunkt fritaget for grundskyld. Det gælder dog ikke ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug, skovdrift eller udleje, eller som henligger ubenyttede. Det afgørende for, om der skal betales grundskyld af ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, som anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift, er således, om ejendommen anvendes erhvervsmæssigt.

Af ejendomme, som er fritaget for grundskyld efter § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat, kan kommunen efter lovens § 23 opkræve dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien (forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien).

Det foreslås at ophæve betingelsen i § 7, stk. 1, litra b, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat om, at ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, skal anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift for at være omfattet af fritagelsen for grundskyld. Ifølge forslaget vil alle ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, der anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift, således ikke være fritaget for grundskyld uanset den konkrete anvendelse af ejendommen. Det vil sige, at der i alle tilfælde skal betales grundskyld til kommunen af disse ejendomme.

Som følge af, at ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, som anvendes til landbrug, havebrug eller skovbrug, ifølge forslaget ikke skal kunne være fritaget for grundskyld, vil der således ikke være adgang for kommunerne til at opkræve dækningsafgift af disse ejendomme efter § 23 i lov om kommunal ejendomsskat.

Med forslaget ændres der ikke på reglerne om fritagelse for grundskyld af ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, der udlejes eller som henligger ubenyttede. Der vil derfor fortsat gælde et krav om, at udleje af statslige m.v. ejendomme skal være erhvervsmæssig for, at disse ejendomme er omfattet af grundskyldspligten. Desuden vil der fortsat skulle betales grundskyld af ejendomme, der henligger ubenyttede.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, hvorefter der fra 2019 ikke ansættes ejendomsværdier for skov- og landbrugsejendomme, hvorved grundlaget for opkrævning af dækningsafgift fremover ikke vil være til stede.

Til nr. 12

Efter § 8, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunen fritage en del af grundskylden, hvis en skov har lidt skade på træbestanden som følge af brand, storm, svampeangreb eller lignende. Betingelsen er, at disse begivenheder har medført, at den del af skovens ejendomsværdi, der falder på selve skoven, bliver væsentligt lavere end skovens normalværdi, sådan som denne er ansat efter § 15 i den hidtidige vurderingslov. Den delvise fritagelse gives i et sådant tidsrum, at skovens normaltilstand vil være genoprettet.

Der vil i den kommende vurderingsordning ikke skulle ansættes ejendomsværdier af skovejendomme. Samtidig vil grundværdien for skovejendommes vedkommende fremover skulle ansættes ved en statistisk baseret fremskrivning af de eksisterende grundværdier. Der henvises til det lovforslag, der er fremsat herom.

Der vil herefter ikke være et grundlag for at give de fritagelser, som § 8, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat giver mulighed for. Samtidig vil grundværdierne som nævnt skulle ansættes ved statistisk baserede fremskrivninger. Det forhold, at der måtte ske skade på træbestanden i en skov på grund af brand, storm, svampeangreb eller lignende, ændrer ikke på dette.

Det foreslås på denne baggrund, at § 8, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat ophæves.

Til nr. 13

Det følger af vurderingslovens § 13, stk. 2, at der ved ansættelsen af grundværdien skal tages hensyn til de rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, der er knyttet til grunden. Det gælder bl.a. den fysiske planlægning efter planlovgivningen som f.eks. lokalplaner. Der skal endvidere tages hensyn til den anvendelse, herunder f.eks. den maksimale bebyggelsesprocent, der står i lokalplanen, uanset om den faktiske anvendelse afviger fra lokalplanen.

Ifølge vurderingslovens § 33, stk. 17, skal der for ejendomme, som ændres, for så vidt angår grundens størrelse eller benyttelse, herunder ændrede planforhold, ved vurdering eller omvurdering ikke alene ansættes en grundværdi efter de almindelige vurderingsregler, men tillige en grundværdi på grundskatteloftsniveau. Ved ændrede planforhold forstås ændring af zonestatus fra f.eks. landzone til byzone og ændringer i en lokalplan, der indebærer, at en ejendom kan anvendes på en anden måde.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i grundskyld til ejere af ejendomme, hvor grundværdien er steget med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan.

Det er kommunalbestyrelsen, der er den kompetente myndighed i forhold til at meddele hel eller delvis fritagelse for grundskyldsstigninger, der følger af en ændret grundværdi på mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan. Ifølge den foreslåede bestemmelse kan, men ikke skal, kommunalbestyrelsen gøre brug af adgangen til hel eller delvis fritagelse, hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt.

Det beløb, der vil kunne meddeles hel eller delvis fritagelse for, er stigningen i grundskylden, der er en følge af, at ejendommens grundværdi er steget med mere end 20 pct. som følge af en ændret lokalplan.

Den foreslåede adgang for kommunalbestyrelsen til at meddele hel eller delvis fritagelse for stigning i grundskylden vil have virkning for ændringer i grundværdien, som medfører, at der foretages en tilbageregning til ejendommens basisår i medfør af § 40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov.

I stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at det er en betingelse for, at kommunalbestyrelsen kan meddele hel eller delvis fritagelse, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for den ændrede lokalplan.

Den foreslåede betingelse indebærer, at hel eller delvis fritagelse kun kan meddeles en ejendomsejer, hvis anvendelsen eller udnyttelsen af ejendommen ikke overstiger, hvad der var tilladt ifølge forskrifterne i den planlægning, der var gældende for ejendommen forud for, at ejendommens grundværdi er ændret.

I stk. 1, 3. pkt., foreslås det, at det er en betingelse for, at der kan meddeles hel eller delvis fritagelse, at der er foretaget en tilbageregning af grundværdien til basisåret efter § 40, stk. 1, nr. 5, i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, som er fremsat samtidig med nærværende lovforslag.

Det følger af den netop nævnte bestemmelse, at der skal ske tilbageregning til basisåret efter § 42 i forslaget til en ejendomsvurderingslov efter de indeks, der fastsættes efter §§ 44-47 i det nævnte lovforslag, hvis ejendommens ejendomsværdi eller grundværdi er ændret som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder, herunder en ændret lokalplan.

Det foreslås i stk. 2, at fritagelsen bortfalder senest 10 år efter det tidspunkt, hvor grundværdien er ændret. Desuden bortfalder fritagelsen, hvis betingelsen i den foreslåede bestemmelses stk. 1, 2. pkt., om, at ejendommen ikke anvendes eller udnyttes i videre omfang, end det var tilladt forud for den ændrede lokalplan, ikke længere er opfyldt, eller hvis ejeren afstår ejendommen.

Desuden bortfalder fritagelsen, hvis ejendommen afstås, f.eks. ved salg. Det indebærer, at fritagelsesordningen er forbeholdt den, der ejer ejendommen på det tidspunkt, hvor grundværdien ændres med mere end 20 pct. som følge af den ændrede lokalplan. Hvis denne ejer ikke har opnået fritagelse, vil en ny ejer således ikke senere kunne opnå fritagelse efter den foreslåede bestemmelse.

Konsekvensen af, at fritagelsen bortfalder, er, at kommunen kan opkræve grundskyld beregnet på grundlag af den grundværdi, der er opgjort under hensyntagen til den nye lokalplan.

Til nr. 14

Hvis en ejendom er beliggende i flere kommuner, skal vurderingsmyndigheden efter § 22 i lov om kommunal ejendomsskat fastsætte, hvor stor en del af grundværdien der skal henføres til de enkelte kommuner, jf. også § 33, stk. 2, i den gældende vurderingslov.

En sådan fordeling skal tilsvarende foretages efter det forslag til en ny ejendomsvurderingslov, der er fremsat samtidig med nærværende lovforslag. Det foreslås derfor, at bestemmelsen udgår af lov om kommunal ejendomsskat.

Til nr. 15

Ved tidligere ændring af loven har man glemt at ophæve selve kapitlet. Der foreslås at rette op på denne fejl.

Til nr. 16

Det følger af § 23, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der af ejendomme, der i henhold til § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3, er fritaget for grundskyld, skal betales dækningsafgift af grundværdien efter fradrag for forbedringer og af forskelsværdien, som bidrag til de udgifter, sådanne ejendomme medfører for kommunen.

Det foreslås, at det i § 23, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, indsættes, at der kun kan opkræves dækningsafgift af grundværdien og forskelsværdien i det omfang, der er ansat en ejendomsværdi og en grundværdi efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med § 12, stk. 1, i forslaget til en ny ejendomsvurderingslov, hvorefter der alene skal ansættes en grundværdi og en ejendomsværdi, når der skal betales dækningsafgift af grundværdien og forskelsværdien, idet der dog ikke skal ansættes en grundværdi eller ejendomsværdi til brug for opkrævning af dækningsafgift af en kommunes egne ejendomme. For disse ejendomme indebærer forslaget således, at der ikke kan opkræves dækningsafgift på grundlag af grundværdien og ejendomsværdien.

Til nr. 17

Efter § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunen opkræve en dækningsafgift af forskelsværdien (forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi) for ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende formål. Afgiften kan højst udgøre 10 promille.

Anvendes kun en del af en ejendom til dækningsafgiftspligtige formål, betales der kun afgift af den del, der vedrører denne del. Der betales kun dækningsafgift, hvis mere end halvdelen af forskelsværdien vedrører dækningsafgiftspligtig virksomhed.

I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det i § 10, stk. 1, nr. 3, at der i den nye vurderingsordning kun skal ansættes ejendomsværdier for erhvervsejendomme i det omfang, dette på vurderingstidspunktet er nødvendigt for opkrævningen af dækningsafgift, eller hvis ejeren bebor en del af ejendommen, og der skal beregnes ejendomsværdiskat af boligdelen.

Efter de gældende regler om dækningsafgift indtræder – henholdsvis ophører – dækningsafgiftspligten med virkning fra førstkommende kvartalsskifte, jf. ejendomsskattelovens § 23 A, stk. 4. Ændrer en ejendom helt eller delvist anvendelse, og har dette betydning for betalingen af dækningsafgift, vil dette således have virkning fra førstkommende kvartalsskifte. Det påhviler i sådanne tilfælde vurderingsmyndigheden at foretage de ansættelser og fordelinger, der er nødvendige for beregningen af dækningsafgiften, jf. lovens § 23 A, stk. 5.

Disse regler gør det nødvendigt for vurderingsmyndigheden at foretage ansættelser og fordelinger uden for de almindelige vurderingsterminer og omvurderingsterminer. I princippet vil den samme ejendom efter disse bestemmelser således kunne behandles af vurderingsmyndigheden fire gange om året, om end dette i praksis dog næppe forekommer.

Imidlertid vil det fremtidige vurderingssystem i langt højere grad end det hidtidige være automatiseret. Vurderingen vil være lagt an på, at vurderingsmyndigheden til brug for almindelige vurderinger eller omvurderinger modtager eller indhenter oplysninger om bl.a. erhvervsejendommenes anvendelse i BBR, og vurderingsmyndigheden vil herefter foretage de ansættelser af ejendomsværdier for erhvervsejendomme, som på dette grundlag skal foretages.

Det vil være vanskeligt at indpasse de manuelle processer, som de nuværende regler om opkrævning af dækningsafgift nødvendiggør, i den nye vurderingsordning.

Det foreslås derfor i 1. pkt., at såfremt en ejendom som følge af ændringer i anvendelsen overgår til at skulle svare dækningsafgift, sker dette med virkning fra det skatteår, der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i hvilken vurderingen er foretaget.

I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret (vurderingstermin). Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober, jf. § 2 i den hidtidige vurderingslov, til 1. september.

Skifter en ejendom anvendelse den 10. august 2019, dvs. før vurderingsterminen, vil SKAT efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov § 6, stk. 1, nr. 6, skulle foretage en omvurdering pr. 1. september 2019. Kommunen vil herefter kunne opkræve dækningsafgift fra og med 1. januar 2020.

Skifter en ejendom derimod først anvendelse den 10. oktober 2019, dvs. efter vurderingsterminen, vil SKAT efter forslaget til en ny ejendomsvurderingslov § 6, stk. 1, nr. 6, skulle foretage en omvurdering pr. 1. september 2020. Kommunen vil herefter kunne opkræve dækningsafgift fra og med 1. januar 2021.

Der kan endvidere opstå tilfælde, hvor der er behov for at vurdere ejendomme, der ikke tidligere er vurderet, fordi betingelserne for undtagelse fra vurdering ikke længere er opfyldt. Det gælder, hvis der ifølge § 12 i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov ikke skal ansættes en ejendomsværdi, eller fordi vurderingsmyndigheden har undtaget en ejendom fra vurdering, fordi vurdering ikke tjener et beskatningsmæssigt formål, jf. § 13 i det nævnte lovforslag.

På baggrund heraf foreslås det i § 14 i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden i tilfælde, hvor en ejendom ikke længere opfylder betingelserne for helt eller delvist at være undtaget fra vurdering, skal foretage de nødvendige ansættelser. Dette skal efter forslaget ske på det tidspunkt, hvor betingelserne for undtagelse fra vurdering ikke længere er opfyldt, og det kan således ske på et vilkårligt tidspunkt af året.

Det foreslås i 2. pkt., at pligten til at betale dækningsafgift efter §§ 23 eller 23 A af en ejendom, for hvilken der er foretaget en vurdering efter § 14 i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, skal indtræde fra udgangen af det kvartal, hvor betingelserne for hel eller delvis undtagelse fra vurdering ikke længere er opfyldt. Hvis betingelserne eksempelvis fra den 1. marts 2019 ikke længere er opfyldt, vil pligten til at betale dækningsafgift således indtræde fra og med 2. kvartal 2019.

I de tilfælde, hvor vurderingen efter § 5, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, ikke er offentliggjort forud for opkrævningen af en rate af dækningsafgift, vil denne rate ifølge § 26 A, stk. 6, i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, jf. lovforslagets § 2, nr. 18, skulle opkræves sammen med den følgende rate.

Endelig foreslås det i 3. pkt., at ophør af afgiftspligt som hidtil skal kunne ske med virkning fra førstkommende kvartal.

Tilsvarende gælder allerede, for så vidt angår grundskyld efter ejendomsskattelovens § 7, stk. 6, 1. pkt., hvorefter ophør eller overgang til at skulle svare grundskyld sker ved udgangen af det kvartal, hvori de omstændigheder, der begrunder fritagelsen henholdsvis pligten til at svare grundskyld, er indtrådt.

Til nr. 18

Overgår en ejendom til at skulle svare dækningsafgift efter § 23 A, stk. 4, 1. pkt., eller § 23 B, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, sker dette med virkning fra og med det skatteår, der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i hvilken vurderingen er foretaget.

I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret. Vurderingen vil i de fleste tilfælde først blive offentliggjort i februar/marts i året efter vurderingsåret. Det kan derfor forekomme, at vurderingen foretaget efter forslaget til ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, ikke er offentliggjort forud for opkrævningen af en rate af dækningsafgift.

På baggrund heraf foreslås det, at opkrævningen af dækningsafgift i disse tilfælde opkræves sammen med den følgende rate.

Til nr. 19

Efter § 23 B, stk. 1, skal beslutningen om opkrævning af dækningsafgift – for at have virkning for det kommende skatteår – være truffet senest samtidig med den endelige vedtagelse af kommunens budget for det pågældende år. Den endelige vedtagelse af kommunens budget skal ske senest den 15. oktober forud for regnskabsåret, jf. § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 209 af 27. februar 2017 om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.

I § 5, stk. 1, i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr.

1. september i vurderingsåret.

Det foreslås derfor i 1. pkt. , at kommunalbestyrelsens beslutning om opkrævning af dækningsafgift i henhold til §§ 23 eller 23 A, der er truffet af kommunalbestyrelsen inden den almindelige vurdering pr. 1. september, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, skal have virkning fra det kommende skatteår.

Det afgørende vil herefter ikke være, om kommunens beslutning om opkrævning af dækningsafgift træffes senest samtidig med den endelige vedtagelses af kommunens budget, men derimod om beslutningen træffes inden den 1. september (vurderingsterminen), jf. forslaget til ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1.

Det foreslås i 2. pkt., at forslaget til § 23 B, stk. 6, jf. lovforslagets § 2, nr. 18, tilsvarende skal finde anvendelse, således at dækningsafgiften i tilfælde, hvor en vurdering foretaget det forudgående år ikke vil kunne lægges til grund for beregningen ved opkrævningen af en rate, opkræves sammen med den følgende rate.

Endelig foreslås det i 3. pkt., at de gældende regler videreføres fsva. ændringer af promillerne for dækningsafgift. Har kommunalbestyrelsen truffet beslutning om ændring af promillens størrelse senest samtidig med den endelig vedtagelse af kommunens budget for det pågældende år, vil det have virkning fra og med det kommende skatteår.

Til nr. 20

§ 23 C i lov om kommunal ejendomsskat fastsætter regler for, at vurderingsmyndigheden skal foretage de ansættelser, reguleringer og fordelinger, der er nødvendige for dækningsafgift i det første år, hvor afgiften skal beregnes. Med den ændring af § 23 A, stk. 4, i lov om kommunal ejendomsskat, der er foreslået under lovforslagets § 2, nr. 17, vil der ikke længere være behov for denne bestemmelse. Det foreslås derfor, at bestemmelsen ophæves.

Til nr. 21

Efter § 26, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat skal ansættelser ved de i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme foretagne almindelige vurderinger og omvurderinger, jf. lovens § 3, lægges til grund ved opgørelsen af det afgiftspligtige grundlag fra og med det første skatteår, der tager sin begyndelse i det kalenderår, der følger efter det, i hvilket vurderingen er foretaget.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at ejendomsværdiskatteloven ændres i overensstemmelse hermed.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 3

Efter den hidtidige vurderingslov blev ejendomsværdien af landbrugets stuehuse ansat ved en fordeling af landbrugsejendommens samlede ejendomsværdi. I den kommende vurderingsordning ansættes der ikke længere samlede ejendomsværdier for landbrugsejendomme. I stedet ansættes en ejendomsværdi af stuehuset, som havde der været tale om en selvstændig ejerbolig. Forslaget er en konsekvens heraf.

Til nr. 4

Efter den hidtidige vurderingslov blev ejendomsværdien af skovejendomme ansat ved en fordeling af skovejendommens samlede ejendomsværdi. I den kommende vurderingsordning ansættes der ikke længere samlede ejendomsværdier for skovejendomme. I stedet ansættes en ejendomsværdi af stuehuset, som havde der været tale om en selvstændig ejerbolig. Forslaget er en konsekvens heraf.

Til nr. 5

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 6

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 7

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 8

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 9

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 10

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 11

Efter de gældende regler skal ejendomsværdien af stuehuse for såvel landbrugsejendomme som skovejendomme ansættes ved fordeling. I § 30 i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at ansættelsen af ejendomsværdien af sådanne boliger skal ansættes, som om der havde været tale om selvstændige ejerboliger. Samtidig foreslås det i § 38 i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at der for ejendomme, der er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering skal foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001-niveau og 2002-niveau.

Når stuehusene skal vurderes som selvstændige ejerboliger, må de pågældende stuehuse i vurderingsmæssig henseende betragtes som nye ejendomme, der første gang skal vurderes i 2019. Det betyder, at der skal ansættes en ejendomsværdi, og at der skal foretages en tilbageregning til 2001-niveau og 2002-niveau.

For at undgå at tilbageregningen medfører et højere beregningsgrundlag end det eksisterende, foreslås det, at det beregningsgrundlag, der den 1. januar 2019 er fastsat efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, anvendes frem til ejerskifte, medmindre tilbageregningen medfører et lavere beregningsgrundlag.

Bestemmelsen omfatter alle former for ejerskifte, dog ikke ejerskifte mellem ægtefæller. Det betyder, at en ægtefælle kan overtage det beregningsgrundlag, der den 1. januar 2019 er fastsat efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, hvis ægtefællen overtager ejendommen.

Det er en betingelse, at boligen fortsat bebos af ejeren, og at der ikke sker en ændring af stuehuset på en sådan måde, at betingelserne for omvurdering efter § 6 i det samtidig fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov er opfyldt. Er dette tilfældet skal der således foretages en tilbageregning til 2001-niveau og 2002-niveau, selvom et ejerskifte ikke har fundet sted.

Til nr. 12

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 13

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Med ændringen i lovforslagets § 4, nr. 2, vil det kun være muligt at anvende ejendomsværdien for ejerboliger og ikke erhvervsejendomme til at beregne tinglysningsafgiften, når ejerskiftesummen ikke er angivet. Det vil kun være i de tilfælde, hvor SKAT, om fornødent, foranlediger en vurdering af ejendommen, at der foreligger en offentliggjort ejendomsværdi. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 4, nr. 2.

Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, at ejendommens værdi skal anvendes til at opgøre afgiftsgrundlaget, når der ikke foreligger en ejerskiftesum. Da det med forslagets § 4, nr. 2, kun som udgangspunkt vil være muligt at anvende ejendommens værdi ved ejerboliger og ikke erhvervsejendomme, skal der foretages en ændring af tinglysningsafgiftslovens § 3, stk. 2, så det vil fremgå, at bestemmelsen kun gælder for ejerboliger og ikke alle ejendomme, heriblandt erhvervsejendomme.

Til nr. 2

Tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 1, fastsætter, at der skal betales en fast afgift på 1.660 kr. og en variabel afgift på 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget ved tinglysning af et ejerskifte af fast ejendom. Det fremgår endvidere, at beregningen af afgiftsgrundlaget for den variable afgift skal beregnes efter § 4, stk. 2 og stk. 4-10. Det skyldes, at det skal beregnes på forskellige måder afhængigt af, om der er tale om en ejerbolig eller erhvervsejendom.

Det følger af lovens § 4, stk. 2, 1. pkt., at den variable afgift på 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget beregnes af ejerskiftesummen dog mindst af den seneste på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning offentliggjorte ejendomsværdi. Det gælder dog ikke for ejerboliger (enfamiliehus, flerfamiliehus eller fritidsbolig). Da afgiften betales af det højeste beløb, betyder dette i praksis, at afgiften ved ejerskifte af erhvervsejendomme i dag i nogle tilfælde betales på baggrund af den ved tinglysningen senest offentliggjorte ejendomsvurdering frem for af selve ejerskiftesummen. Den tinglysningsafgift, der efter loven skal betales ved tinglysning af ejerboliger, beregnes efter lovens § 4, stk. 4, og dermed efter ejerskiftesummen. Der er derfor i dag forskel på, om der er tale om tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i form af ejerbolig eller erhvervsejendom.

Med forslaget skal afgiftsgrundlaget for den variable afgift som udgangspunkt beregnes efter ejerskiftesummen for alle typer af ejendomme, og dermed uanset om der er tale om tinglysning af ejerbolig eller erhvervsejendom. Det indebærer således, at ejendomsværdien ikke skal anvendes til beregning af den variable afgift ved tinglysning af ejerskifte af erhvervsejendomme. Med ændringen af stk.1 , vil det derfor fremgå af § 4, stk. 1, at der skal betales 0,6 pct. af ejerskiftesummen i variabel tinglysningsafgift i stedet for 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 4-10. Herved vil hovedreglen for opgørelsen af afgiftsgrundlaget for den variable afgift ved tinglysning af ejerskifte af fast ejendom fremgå af § 4, stk. 1.

Med den foreslåede ændring af stk. 1 , indsættes der også et krav om, at ejerskiftesummen skal være oplyst ved anmeldelse til tinglysning.

I modsætning til i dag vil beregningsgrundlaget ikke længere automatisk tage udgangspunkt i ejendomsvurderingen, hvis ejerskiftesummen er lavere. Forslaget vil derfor også isoleret set medføre en lempelse i forhold til købers og sælgers afgiftspligt i forbindelse med tinglysning af ejerskifte af erhvervsejendomme i de tilfælde, hvor ejendomsværdien er højere end ejerskiftesummen.

Det er ikke hensigten at ændre måden, som ejerskiftesummen opgøres på. Ejerskiftesummen vil således også fremover udgøre det samlede kontante vederlag for overdragelsen af ejerboligen. De øvrige regler i tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 1, herunder begrebet ejerskifte, videreføres tillige.

Lovens § 4, stk. 8, regulerer i dag de tilfælde, hvor en ejerbolig både anvendes som blandet beboelses- og erhvervsejendom. I det tilfælde skal afgiften i dag beregnes efter ejerskiftesummen. Da afgiften imidlertid fremover altid skal beregnes af ejerskiftesummen, vil der ikke være behov for denne regel. Lovens stk. 8 foreslås derfor ophævet.

Med ændringen af stk. 2 vil den gældende hovedregel i lovens § 4, stk. 2, 1. pkt., som fastsætter beregningen af afgiftsgrundlaget for den variable afgift ved tinglysning af erhvervsejendomme, blive ophævet. Det skyldes, at hovedreglen for beregning af afgiftsgrundlaget vil fremgå af § 4, stk. 1.

Da det foreslås, at lovens § 4, stk. 1. 1., pkt., ophæves, vil 2. og 3. pkt. med forslaget blive 1. og 2. pkt. Med ændringen i stk. 2, 1. og 2. pkt. , foreslås derfor, at gældende regler i lovens § 4, stk. 2, 2. og 3. pkt., videreføres uændret. Det vil derfor fremgå af stk. 2,

1. og 2. pkt., at ejendommens værdi skal angives efter bedste skøn, og afgiften mindst skal beregnes på grundlag af den angivne værdi, hvis ejendommen ikke er selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning, eller hvis der i tiden mellem den senest offentliggjorte vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige forandringer med hensyn til ejendommen.

Det foreslås også i stk. 2, 1. pk t., at stk. 2 kun gælder ved tinglysning af ejerskifte af ejerboliger. Det skyldes, at der kun vil være en offentliggjort ejendomsværdi for ejerboliger, og at den derfor ikke skal anvendes for erhvervsejendomme. Det foreslås også i stk. 2 , 1. pkt., at definitionen af ejerboliger ændres, så afgrænsningen af begrebet ejerboliger i lovforslaget vil følge definitionen af det samtidig fremsætte forslag til ejendomsvurderingslovens § 4. Der henvises til bemærkningerne til § 10 i forslaget til den samtidigt fremsatte ejendomsvurderingslov. I dag er ejerboliger defineret i tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 4-7, som derfor foreslås ophævet.

Da reglerne om fastsættelse af ejendommens værdi vil fremgå af 2. og ikke 3. pkt. i stk. 2, foretages der også en konsekvensændring i stk. 3, som i øvrigt videreføres uændret.

I stk. 4 foreslås det at regulere de tilfælde, hvor der ved tinglysning af ejerskifte af ejerboliger ikke foreligger en ejerskiftesum, og ejendomsværdien derfor kan anvendes. Tidligere var bestemmelsen reguleret i § 4, stk. 9, og der foretages derfor ikke nogle materielle ændringer i forhold til det, som gælder i dag for beregningen af afgiftsgrundlaget i disse situationer. I stk. 4, 1. pkt. vil det fremgå, at afgiftsgrundlaget skal beregnes, på baggrund af ejendomsværdien, hvis der ikke foreligger en ejerskiftesum. I stk. 4, 2. pkt. vil det fremgå, at afgiften skal beregnes efter stk. 2, 2. pkt. eller stk. 3, hvis der ikke foreligger en ejendomsværdi, eller hvis der i tiden mellem den senest offentliggjorte vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige forandringer med hensyn til boligen. Det indebærer, at ejendommens værdi skal angives efter bedste skøn, og at spørgsmålet om ejendommens værdi kan oversendes til SKAT, som kan vælge at få ejendommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Det kan f.eks. ske, hvis der ikke angives et skøn over værdien, eller der er tvivl om rigtigheden af den opgjorte værdi.

I stk. 5 indsættes den værnsregel, der i dag gælder for tinglysning af ejerskifte af ejerboliger, som ikke er sket som almindelig fri handel, og som i dag fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 10. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1635 af 26. december 2013, hvor afgiftsgrundlaget for tinglysning af ejerskifte af ejerboliger blev ændret, således at tinglysningsafgift ved bolighandel som hovedregel altid skal betales af ejerskiftesummen, uanset om den ligger over eller under ejendomsvurderingen. Ved lovændringen blev der også indført en værnsregel for salg af ejerbolig mellem interesseforbundne parter, f.eks. i familieforhold. I de tilfælde skal afgiften beregnes af ejerskiftesummen, dog af mindst 85 pct. af ejendomsvurderingen. Grænsen på 85 pct. blev fastsat på baggrund af den gældende praksis for beregning af bo- og gaveafgift ved overdragelser af fast ejendom mellem interesseforbundne parter. Ved beregning af bo- eller gaveafgift skal en værdiansættelse af fast ejendom, der er højst 15 pct. højere eller lavere end den offentlige vurdering, som hovedregel lægges til grund ved afgiftsberegningen, jf. pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 (værdiansættelsescirkulæret).

Det nævnes i bemærkningerne til § 11 i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingslov, at værdiansættelsescirkulæret skal ændres på sigt, således at spændet på plus/minus 15 pct. ændres til et spænd på plus/minus 20 pct., når denne lov træder i kraft. Det indebærer, at det spænd, der anvendes i værdiansættelsescirkulæret, vil svare til det spænd og den usikkerhedsmargin, som en vurdering kan ligge inden for uden af denne grund at være »forkert«, jf. afsnit 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Da de gældende regler således påtænkes ændret, foreslås det i stk. 5 , at grænsen på 85 pct. ændres til 80 pct., således at reglerne fortsat vil stemme overens med reglerne i boafgiftsloven og værdiansættelsescirkulæret.

Der foretages endvidere en konsekvensændring i stk. 5 som følge af de foreslåede ændringer til § 4, stk. 2 og 3.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 6, 1. pkt., regulerer, hvordan afgiften skal beregnes for erhvervsejendomme i de situationer, hvor ejerskiftesummen ikke kan opgøres. Det kan f.eks. blive aktuelt, hvor ejerskiftesummen (handelsprisen) ikke kendes på tinglysningstidspunktet. Det foreslås, at beregningsgrundlaget i sådanne tilfælde vil skulle angives efter bedste skøn. Det gælder allerede i dag for både ejerboliger og erhvervsejendomme, hvor der hverken foreligger en opgjort ejerskiftesum eller offentlig ejendomsvurdering på ejendommen. Det kan f.eks. være tilfældet ved udstykning eller arealoverførsel, nedrivning eller nybyggeri på ejendomme m.v.

Det foreslås endvidere i stk. 6 , 2.-4. pkt ., at der indsættes en mulighed for, at registreringsmyndigheden kan oversende spørgsmål om opgørelse af værdien til SKAT, og at SKAT om fornødent kan foranledige at få ejendommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Er der således tvivl om den angivne værdi, eller har der ikke foreligget nogen ejerskiftesum, som parterne har kunnet angive, kan der foretages en vurdering af ejendommen efter ejendomsvurderingsloven. I stk. 6, 5. pkt. indsættes en henvisning til lovens § 3, stk. 3, 5.-7. pkt. Det indebærer, at den afgiftspligtige hæfter for omkostningerne ved vurderingen. Skyldes vurderingen, at den afgiftspligtiges angivelse af værdien efter afgiftsmyndighedens skøn har været for lav, bæres omkostningerne dog af statskassen, medmindre værdiansættelsen ligger mere end 10 pct. over den afgiftspligtiges værdiansættelse. Det er ejendommens tilstand på tidspunktet for anmeldelsen til tinglysning, der lægges til grund ved ansættelsen.

Da parterne ved ejerskifte af fast ejendom med den foreslåede ændring, hvor ejerskiftesummen anvendes, i højere grad selv vil kunne få indflydelse på beregningsgrundlaget ved kunstigt at kunne opgive en lavere handelspris og derved betale et tilsvarende lavere afgiftsbeløb, er der risiko for misbrug af tinglysningsafgiftssystemet.

Der skal derfor indføres en værnsregel, der kan bidrage til, at der ikke kan opnås afgiftsmæssige fordele ved, at parterne angiver en ejerskiftesum, der udløser en lavere tinglysningsafgift, end den reelle handelspris ville have gjort.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 1. pkt., vil medføre, at der skal afgives en erklæring ved tinglysning af ejerskifte af erhvervsejendomme, hvis ejerskiftet ikke er sket som almindelig fri handel. Med bestemmelsen i stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at ejerskiftesummen i disse tilfælde skal svare til den reelle handelspris (ejerskiftesum), som ville være angivet, hvis ejerskiftet var sket mellem uafhængige parter. Der skal således være tale om samme pris og vilkår, som hvis ejerskiftet var sket på almindelige markedsvilkår.

Den foreslåede ændring i stk. 7 indeholder f.eks. de tilfælde, hvor ejerskiftet af fast ejendom er foregået mellem parter, der har personlige, retlige, ledelsesmæssige, medlemsmæssige, finansielle eller andre nære bindinger til hinanden.

Bestemmelsen omfatter blandt andet de situationer, hvor ejerskiftet er foregået mellem to koncernforbundne selskaber, eller hvor der i øvrigt består et interessefællesskab mellem de selskaber, som ejerskiftet vedrører. Også ejerskifter mellem et selskab og personer, der f.eks. gennem betydelige ejerandele eller stemmerettigheder har bestemmende indflydelse i det pågældende selskab, vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor ejerskiftet er foregået mellem selskabet og dets ejere, ledelse eller storaktionærer.

Ud over ejerskifter mellem koncernforbundne selskaber omfatter den foreslåede bestemmelse blandt andet også de tilfælde, hvor ejerskiftet er sket mellem familiemedlemmer, som f.eks. mellem ægtefæller, beslægtede eller besvogrede personer i op- eller nedstigende linje, søskende eller andre nærtstående.

Ejerskifte på tvangsauktion anses for fri handel i denne henseende, idet der vil være tale om en handel mellem parter, der ikke er interesse forbundne.

Bestemmelsen gælder kun for ejerskifter, der fra lovens ikrafttræden bliver anmeldt til tinglysning, og vedrører derfor ikke ejerskifter mellem de nævnte parter, som før lovens ikrafttræden er anmeldt til tinglysning på de nævnte vilkår. Disse vil være omfattet af de hidtidige regler.

Såfremt der er efter det foreslåede i stk. 7, 2. pkt., vil være foretaget et skøn over, hvad ejerskiftesummen havde været, såfremt ejerskiftet var sket som almindelig fri handel, skal der ved anmeldelse til tinglysning afgives en erklæring om dette. Det foreslås, at kravet herom indsættes i stk. 7, 3. pkt. Det skal bidrage til, at SKAT har mulighed for at føre kontrol med den angivne værdi.

I stk. 7, 4. pkt. foreslås det, at stk. 6, 2.-4. pkt., finder anvendelse, hvis der ikke afgives en erklæring efter stk. 7, 1. pkt., eller registreringsmyndigheden er i tvivl om rigtigheden af den angivne værdi. Det indebærer, at registreringsmyndigheden kan oversende spørgsmålet om opgørelse af værdien til SKAT til afgørelse, hvis der ikke afgives en erklæring om dette, og der derfor kan være tvivl om, hvorvidt der er tale om fri handel. Bestemmelsen vil også finde anvendelse, hvis den angivne værdi giver anledning tvivl om rigtigheden heraf. SKAT får også hjemmel til om fornødent at foranledige ejendommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven.

Stk. 7 skal således bidrage til, at der til en vis grad kan føres kontrol med, at parterne ikke angiver en ejerskiftesum, der udløser en lavere tinglysningsafgift, end den reelle handelspris ville have gjort. Der blev indført en lignende regel for ejerskifte af ejerbolig, som ikke er sket som almindelig fri handel, ved lov nr. 1635 af 26. december 2013, hvor tinglysningsafgiften for ejerskifte af bolighandel, blev ændret til ejerskiftesummen. Reglen i stk. 7 bygger på en angivelsespligt, hvor køber og sælger er forpligtet til at anmelde, at ejerskiftet ikke er sket som almindelig fri handel, samt den værdi, som køber og sælger skønner, at ejerskiftesummen ville være, hvis ejerskiftet var sket mellem uafhængige parter.

Endeligt foreslås det, at stk. 6, 2.-4. pkt., skal finde anvendelse, hvis der ikke afgives en erklæring om ejerskiftesummen efter stk. 7, 1. og 2. pkt., eller hvis registreringsmyndigheden eller SKAT er i tvivl om rigtigheden af den opgjorte værdi. Det indebærer, at spørgsmålet kan oversendes til SKAT til afgørelse, og at SKAT kan foranledige at få ejendommen vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Det vil også indebære, at § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., som angiver, hvem der hæfter for omkostningerne ved vurderingen, vil finde anvendelse, når ejendommen bliver vurderet efter ejendomsvurderingsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 6, 5. pkt. I stk. 7, 4. pkt . indsættes der derfor en henvisning til stk. 6, 2.-4. pkt.

Der er i dag fastsat en bemyndigelse i § 4, stk. 11, til at fastsætte de nærmere regler om den dokumentation og de oplysninger, anmelderen skal afgive, og som SKAT skal benytte eller kan indhente til brug for beregningen af tinglysningsafgiftens størrelse og kontrollen af beregningen. Bestemmelsen vil efter det foreslåede fremadrettet fremgå af stk. 8. Denne bemyndigelse skal også gælde for de nye bestemmelser i § 4, stk. 6 og 7, om beregning af afgiftsgrundlaget ved tinglysning af ejerskifte af erhvervsdomme. Den foreslåede bestemmelse i stk. 8 indeholder derfor også en konsekvensændring som følge af ændringerne i § 4, stk. 6 og 7.

Da der efter den nye bestemmelse i § 4, stk. 6, skal afgives en erklæring, såfremt ejerskifte af erhvervsejendomme ikke sker på almindelige markedsvilkår, skal det også i bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 8 fremgå, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for erklæringer til brug for beregningen af og kontrollen med afgiften.

Til nr. 3

I tinglysningsafgiftslovens § 6 b, stk. 2, 2. pkt., fremgår det, at afgiften, for ejendomme omfattet § 6 b, beregnes af den for ejendommens senest offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for den i 1. pkt. nævnte nedbringelse af ejerskab. Som følge af ændringerne i lovforslagets § 1, nr. 2, vil afgiften kun skulle beregnes af den for ejendommens senest offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for den i 1. pkt. nævnte nedbringelse af ejerskab for ejerboliger. Der er foretages derfor en konsekvensændring i § 6 b, stk. 2, 2. pkt., som medfører, at den hidtidige regel om, at ejendomsværdien skal anvendes som afgiftsgrundlag, kun vil gælde for beregning af afgift vedrørende ejerboliger, idet disse ejendomme fortsat vil have en offentlig ejendomsværdi.

Til nr. 4

Som det også fremgår af bemærkningerne til § 4, nr. 3, skal afgiften, for ejendomme omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 6 b, beregnes af den for ejendommens senest offentliggjorte ejendomsværdi på tidspunktet for den i § 6 b, stk. 2, 1. pkt., nævnte nedbringelse af ejerskab. Som følge af lovforslagets § 4, nr. 2, hvorefter der for erhvervsejendomme i udgangspunktet ikke skal foretages ejendomsvurderinger, foreslås det, at afgiften for disse ejendomme fremover beregnes efter den værdi, som vil blive fastsat efter tinglysningsafgiftsloven § 4, stk. 6.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2.

Kilde

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 2

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 40 C, stk. 8, 1. pkt., i afskrivningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 3

I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober til 1. september.

Efter § 58 A, stk. 2, benyttes ejendomsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det indkomstår, hvori udgiften eller forbedringen afholdes, til opgørelsen af beregningsgrundlaget. I tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, benyttes handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for det indkomstår, hvori udgiften eller forbedringen afholdes.

Det foreslås, at henvisningen i § 58 A, stk. 2, 3 og 4. pkt., ændres i overensstemmelse med det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 34, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., i aktieavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 29, stk. 2, 5. pkt., i boafgiftsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 3

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 5, stk. 6, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 2

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 5 A, stk. 1, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 3

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 6, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 4

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 9, stk. 1, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Til nr. 5

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1-2

Der er tale om konsekvensændringer som følge af indsættelsen af stk. 7 i lovens § 4, jf. lovforslagets § 10, nr. 3.

Til nr. 3

Alle kommuner er, efter anmodning, forpligtet til at give pensionister (herunder også efterlønsmodtagere og førtidspensionister m.v.) tilbud om, at de kan indefryse kommunal grundskyld, der påhviler den pågældende ejendom, jf. lov om lån til betaling af kommunal ejendomsskat § 1, stk. 1, nr. 1 (ejendomsskattelåneloven). Herudover kan pensionister ydes lån til betaling af tilslutningsudgifter til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i ejendomsskattelåneloven. Endelig kan kommunalbestyrelsen beslutte, at pensionister skal kunne indefryse vej- og kloakudgifter og lignende, jf. § 1, stk. 2, i ejendomsskattelåneloven.

Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsskattelåneloven, at et skadesløsbrev eller ejerpantebrev til sikkerhed for betaling af lånebeløb med påløbne renter, der tinglyses efter loven, ikke må overstige den senest ansatte ejendomsværdi for ejendommen. Det vil sige, at såfremt der optages nye lån, er det et krav, at disse kan sikres inden for den offentlige ejendomsvurdering. Skadesløsbrevets eller ejerpantebrevets pålydende kan dermed maksimalt svare til forskellen mellem ejendomsværdien og de foranstående, allerede tinglyste prioriteter, opgjort til pålydende værdi. I tilfælde, hvor pantebrevet tinglyses i en andel af ejendommen, skal det have sikkerhed inden for en forholdsmæssig del af ejendomsværdien, dvs. den andel af ejendommen, som den pågældende samejer og dennes husstand ejer.

Efter § 4, stk. 3, 2. pkt., i ejendomsskattelåneloven kan kommunalbestyrelsen efter låntagerens anmodning lade skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet rykke i forbindelse med optagelse af nye lån. Det er dog i bestemmelsens 3. pkt. præciseret, at skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet fortsat skal have sikkerhed inden for ejendomsværdien.

Det foreslås i det samtidigt fremsatte ejendomsvurderingslovforslag § 9, stk. 1, nr. 6, at kolonihavehuse på fremmed grund undtages fra vurdering. Der vil dermed ikke være nogen ejendomsværdi at tage udgangspunkt i ved afgørelsen af, om et nyt lån eller en låneomlægning kan få panteret inden for ejendomsværdien.

Da ejeren af et kolonihavehus på fremmed grund ikke ejer grunden, vil den pågældende ejer ikke betale grundskyld, og vedkommende vil derfor heller ikke have nogen grundskyld på ejendommen at kunne indefryse. Forslaget om ikke at vurdere kolonihavehuse på fremmed grund vil derfor ikke have indflydelse på muligheden for at indefryse grundskyld.

Pensionister vil imidlertid kunne opnå lån til betaling af tilslutningsudgifter og ejendomsbidrag, der hæfter på ejendommen, efter § 1, stk. 1, nr. 2, hhv. § 1, stk. 2, i ejendomsskattelåneloven. Optagelse eller omlægning af lån til betaling af sådanne beløb er betinget af, at der er friværdi i den pågældende ejendom. Når kolonihavehuse på fremmed grund fremover ikke vurderes, vil der ikke være nogen ejendomsværdi, hvilket vil medføre, at det ikke vil være muligt at vurdere, om optagelse eller omlægning af lån holder sig inden for ejendomsværdien.

Det foreslås derfor, at kravet om, at optagelse af nye lån og låneomlægninger skal kunne holde sig inden for ejendomsværdien ikke skal gælde for lån til betaling af tilslutningsudgifter og ejendomsbidrag vedrørende kolonihavehuse på fremmed grund. Pensionister vil dermed også fremover kunne indefryse sådanne udgifter og ejendomsbidrag, selvom kolonihavehuse på fremmed grund ikke vurderes, og der dermed ikke fastsættes en ejendomsværdi for sådanne ejendomme.

Til nr. 4

I § 8 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter er der en henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 33 C, stk. 1, 6. pkt., i kildeskatteloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at ligningsloven ændres i overensstemmelse hermed.

Til nr. 2

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Ligningslovens 16, stk. 9, indeholder reglerne for værdiansættelsen af fri helårsbolig, der stilles til rådighed af et arbejdsgiverselskab for hovedaktionærer og for personer i ansættelsesforhold med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. I § 16, stk. 9, 7. pkt., er fastsat, at ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for bolig, for hvilke ejendomsværdien fordeles efter vurderingslovens § 33, stk. 5, 2. pkt. (rettelig 3. pkt.), § 33, stk. 6, 2. pkt. (rettelig 3. pkt.), eller § 33, stk. 7, 2. pkt. (rettelig 3. pkt.), skal kun den del, der tjener til bolig for ejeren, medregnes.

Det er i § 30, stk. 1, 1. pkt., i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov fastsat, at der samtidig med vurderingen af landbrugs- og skovejendomme skal ansættes en særskilt ejendomsværdi og en særskilt grundværdi for sådanne boliger. Det samme gælder efter § 30, stk. 1, 2. pkt., for ejendomme omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9.

Det er i § 35, stk. 3, i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejendomsvurderingslov fastsat, at stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse for ejendomme, som er omfattet af bl.a. ligningslovens § 16, stk. 9. Det er i § 35, stk. 1, fastsat, at der skal ske en fordeling af ejendomsværdien, når en ejendom anvendes til såvel boligformål som til erhvervsformål, bortset fra landbrugsejendomme og skovejendomme. Det er i § 35, stk. 2, videre fastsat, at for boliger, som indeholder to selvstændige boligenheder (tofamiliehuse), hvoraf ejeren eller ejerne har rådighed over den ene eller dem begge, fordeles ejendomsværdien på de to boligenheder.

Det foreslås derfor at ændre henvisningerne i ligningslovens § 16, stk. 9, 7. pkt., til ejendomsvurderingslovens § 30, stk. 1, 2. pkt., og § 35, stk. 3, jf. stk. 1 og 2.

Kilde

Til nr. 1

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Ændringen er af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 15 A, stk. 3, 5. pkt., i pensionsbeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Den erhvervsmæssige del af en blandet benyttet ejendom indgår i virksomhedsordningen, såfremt der efter den gældende vurderingslovs § 33 foretages en fordeling af ejendommens værdi mellem den del, der tjener som bolig for ejeren, og den øvrige ejendom. Se også lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 2.15.1. Dette følger af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås at tilpasse bestemmelsen i virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., til den nye ejendomsvurderingsordning, hvorefter der for skovejendomme og landbrugsejendomme ikke længere fastsættes en vurderingsfordeling. Det foreslås derfor, at den erhvervsmæssige del af en ejendom, der både anvendes erhvervsmæssigt og tjener til bolig for ejeren, hvis ejendommen benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, kan indgå i virksomhedsordningen.

Ved erhvervsmæssig anvendelse forstås der, at ejendommen anvendes i forbindelse med udøvelse af en aktiv selvstændig erhvervsmæssig virksomhed, som er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. Dette afgrænses over for ikke-erhvervsmæssig virksomhed, som fastlagt i hidtidig praksis.

Ved vurderingen af, om den erhvervsmæssige anvendelse er væsentlig, skal hidtidig praksis følges, hvor det er afgørende, om den erhvervsmæssige anvendelse udgør mindst 25 pct. af ejendommens værdi. Ved vurderingen af væsentlighedskravet skal der henses til den værdimæssige fordeling, som skal foretages i henhold til forslag til ejendomsvurderingslovens § 35. Væsentlighedskravet skal være opfyldt på tidspunktet for indtræden i virksomhedsordningen. Dog vil f.eks. en ændret faktisk benyttelse af en blandet benyttet ejendom kunne påvirke muligheden for at anvende virksomhedsordningen på den erhvervsmæssige del af ejendommen. Hvis eksempelvis et areal, der tidligere har været anvendt erhvervsmæssigt, overgår til privat benyttelse, vil der kunne være grundlag for at vurdere, hvorvidt væsentlighedskravet fortsat kan anses for opfyldt på tidspunktet for den ændrede benyttelse. Hvis væsentlighedskravet konkret ikke kan anses for opfyldt længere, vil virksomhedsordningen ikke længere kunne benyttes for den erhvervsmæssige del.

Om en ejendom vil opfylde væsentlighedskravet, vil skulle afgøres efter en konkret vurdering, der i overvejende grad vil blive baseret på, om den erhvervsmæssige del af ejendommen udgør mindst 25 pct. af ejendomsværdien, som den er fastsat i den værdimæssige fordeling. Det vil dog være formodningen, at ejendomme, der er kategoriseret enten som landbrugsejendom, skovejendom eller erhvervsejendom m.v., jf. den foreslåede § 3, stk. 1, nr. 2-4, i ejendomsvurderingsloven, som den klare hovedregel vil opfylde væsentlighedskravet.

Skovejendomme og landbrugsejendomme vil fremover ikke blive ansat med en vurderingsfordeling af ejendommens værdi, der kan danne grundlag for værdiforholdet mellem den erhvervsmæssige og den private del af ejendommen. Dette må i stedet afgøres ved en konkret vurdering på opgørelsestidspunktet.

I henhold til afskrivningslovens § 45, stk. 2, skal der ved overdragelse af aktiver omfattet afskrivningsloven ske en fordeling af overdragelsessummen på de overdragne aktiver. Omfatter overdragelsen tillige f.eks. grund og bolig, skal fordelingen også omfatte disse aktiver.

Hvis der indskydes en ejendom i virksomhedsordningen, hvor overdragelsessummen ved erhvervelsen er fordelt efter afskrivningslovens § 45, stk. 2, kan der henses til dette fordelingsforhold. Det vil dog være et krav, at denne overdragelse har fundet sted inden for rimelig tid inden indtræden i virksomhedsordningen, og at fordelingen må antages fortsat at repræsentere et retvisende værdiforhold mellem den erhvervsmæssige del og den private del af ejendommen.

Til nr. 2

Fast ejendom medregnes på virksomhedsordningens indskudskonto efter reglerne i virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4. Værdien af fast ejendom opgøres enten til den kontante anskaffelsessum eller den ved indkomstårets begyndelse fastsatte ejendomsværdi. Såfremt der ikke er fastsat en ejendomsværdi, kan ejendommen i stedet opgøres til handelsværdien pr. seneste 1. oktober forud for indkomstårets begyndelse.

Det foreslås, at handelsværdien skal opgøres pr. seneste 1. september forud for indkomstårets begyndelse. Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at den offentlige vurdering efter forslag til ejendomsvurderingslov skal foretages den 1. september i stedet for den 1. oktober.

Til nr. 3

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 22 c, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., i virksomhedsskatteloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

I det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov foreslås det, at vurderingerne skal foretages pr. 1. september i vurderingsåret. Herved ændres vurderingsterminen fra 1. oktober til 1. september. Det foreslås, at selskabsskatteloven ændres i overensstemmelse hermed.

Kilde

Til nr. 1

Finanstilsynets ansatte er i medfør af § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed pålagt en særlig skærpet tavshedspligt. Denne skærpede tavshedspligt går videre end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvaltningsloven påhviler alle offentligt ansatte. § 354, stk. 3-6, i lov om finansiel virksomhed beskriver de tilfælde, hvor der inden for rammerne af tavshedspligten kan videregives fortrolige oplysninger til myndigheder, organer m.v. til brug for nærmere angivne formål. Det følger af § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed, at alle, der i henhold til stk. 5 og 6 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, med hensyn til disse oplysninger, er undergivet den samme tavshedspligt som Finanstilsynet.

Det følger af den foreslåede § 354, stk. 6, nr. 17 , i lov om finansiel virksomhed, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Skatteministeriet og Danmarks Statistik, når oplysningerne hidrører fra realkreditinstitutter og skal anvendes til kvalitetssikring, udvikling eller forbedring af metoder og modeller til vurdering af ejendomme. Skatteministeriet og Danmarks Statistik forpligter sig ved modtagelsen til ikke at sammenstille eller samkøre oplysningerne med øvrige tilgængelige oplysninger, hvorved fortrolige oplysninger kan udledes.

Med ejendomme forstås både erhvervsejendomme og ejerboliger, som begge kan omfatte landbrug og grunde.

Realkreditinstitutterne indberetter kvartalsvist data til en privat virksomhed, der fungerer som Finanstilsynets leverandør i forhold til disse indberetninger. Finanstilsynet undergiver de indberettede data behandling og tilpasser herunder rådata i mindre omfang. De indberettede data omfatter oplysninger om de enkelte ejendomme og lånetilbuddene, herunder adresse, ejendomskategori, størrelse, standen på ejendommen, om der indgår tilbehør hertil, kommune- eller landekode, pant/lånenummer, oplysninger om faktisk leje, markedsleje og lejers betaling af driftsudgifter, tilbudsdato, låneformål og størrelse på provenu. Finanstilsynet anvender de indberettede data i sin tilsynsvirksomhed.

Med det foreslåede stk. 6, nr. 17, 1. pkt. , kan Finanstilsynet fortsat videregive dele af de data, som realkreditinstitutterne indberetter, til Skatteministeriet. Fremover kan der også ske videregivelse til Danmarks Statistik. Videregivelsen må kun foretages, hvis oplysningerne skal anvendes til kvalitetssikring, udvikling eller forbedring af metoder og modeller til ejendomsvurdering. Der er tale om videregivelse til et konkret angivet formål, hvorfor oplysningerne ikke må anvendes uden for dette arbejde, herunder ikke til brug for konkret sagsbehandling i forhold til ejendomsvurderinger.

De oplysninger vedrørende ejendomme, som Finanstilsynet kan videregive, er kommunenummer, ejendomsnummer, ejendommens adresse, postnummer, ejendomskategori, matriklens areal, etageareal (og vægtning af etageareal), lejet grund, dato for lånetilbud, instituttets værdiansættelse, offentlig vurdering og forrentningsprocent samt for boliger, kontorer, butikker, produktionslagre, fællesarealer, arkiv og øvrige lokaler oplysninger om faktisk leje, markedsleje og etageareal. Herudover kan der videregives oplysninger om samlede driftsudgifter pr. kvm, lejers betaling af driftsudgifter, ejendommens stand, nettoleje/driftsoverskud samt maskiner og andet tilbehør. Derudover kan der ved landbrug videregives oplysninger om værdi af stuehus, øvrige bygninger, besætning, maskiner og andet tilbehør samt værdi af jord. Endelig er det muligt at videregive oplysninger om genanskaffelsesværdi.

Med den foreslåede ændring vil der endvidere fremover også kunne videregives oplysninger om modelanvendelse (dvs. modelanvendelse kontra øvrige lånetilbud) og proformatilbud (dvs. proformatilbud kontra øvrige lånetilbud).

Navnene på de konkrete realkreditinstitutter fremgår af de indberettede data. Det forudsættes, at disse oplysninger er frasorteret før videregivelse, ligesom blandt andet låneformål og kundens adresse forudsættes frasorteret. Efter frasorteringen vurderes oplysningerne isoleret set at være i så summarisk og samlet form, at oplysningerne ikke anses for at være fortrolige i CRD IV’s forstand. Efter Finanstilsynets praksis foreligger der imidlertid ikke videregivelse i summarisk og samlet form, hvis det er muligt at sammenstille oplysningerne med øvrige tilgængelige oplysninger og derved udlede fortrolige oplysninger.

Med henblik på at bibeholde oplysningernes ikke-fortrolige karakter, foreslås det derfor i stk. 6, nr. 17, 2. pkt. , at Skatteministeriet og Danmarks Statistik ved modtagelsen forpligter sig til ikke at sammenstille eller samkøre oplysningerne med øvrige tilgængelige oplysninger, hvorved fortrolige oplysninger kan udledes. Skatteministeriet og Danmarks Statistik må således blandt andet ikke ved opslag i eksterne eller interne registre m.v. søge at opnå eller opnå kendskab til oplysninger, som er fortrolige, herunder ejerens navn, identifikation af instituttet m.v.

At oplysningerne fremover også skal kunne videregives fra Finanstilsynet til Danmarks Statistik, skyldes, at Danmarks Statistik fra Skatteministeriet har fået uddelegeret rollen som registerejer og dermed fremover blandt andet får til opgave at indsamle og kvalitetssikre data. Der vil som udgangspunkt ikke være nogen forskel i de oplysninger, som de to myndigheder modtager.

Det følger af § 354, stk. 8, jf. stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, at tavshedspligten følger oplysningerne, hvorfor modtageren af fortrolige oplysninger er undergivet den samme tavshedspligt som Finanstilsynet. Skatteministeriet og Danmarks Statistik er således i medfør af § 354, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed ikke berettiget til at videregive oplysningerne. Forbuddet mod videregivelse finder anvendelse, selvom videregivelsen sker som led i arbejdet med udvikling eller forbedring af metoder og modeller til ejendomsvurdering.

Adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager efter offentlighedsloven begrænses af Finanstilsynets tavshedspligt, jf. § 7, jf. § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen. Det forhold, at tavshedspligten følger oplysningerne, medfører, at der ikke vil være aktindsigt i oplysningerne hos hverken Skatteministeriet eller Danmarks Statistik efter lov om offentlighed i forvaltningen, idet oplysningerne – selvom de, når de videregives til Skatteministeriet og Danmarks Statistik, isoleret set er af summarisk karakter og dermed ikke fortrolige – ved en enkel sammenstilling af offentligt tilgængelige oplysninger vil kunne afsløre fortrolige oplysninger som instituttets navn, låntagers navn (hvis lånetilbuddet har ført til en låneoptagelse) m.v. De med lovforslaget fastsatte restriktioner om, at hverken Skatteministeriet eller Danmarks Statistik må sammenstille oplysninger med offentligt tilgængelige oplysninger, kan ikke overføres til personer, der anmoder om aktindsigt.

Herudover bemærkes, at den foreslåede adgang for Finanstilsynet til at videregive oplysninger til Skatteministeriet og Danmarks Statistik ikke har betydning for fortolkningen af, hvornår der foreligger berettiget videregivelse efter § 117 i lov om finansiel virksomhed.

Kilde

I § 16 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om ejerlejligheder er der en henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Kilde

Til nr. 1

I § 15, stk. 6, i lov om et testcenter for store vindmøller ved Østerild er der en henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Kilde

Til nr. 1

I § 24, stk. 2 og § 27, stk. 3, 2. pkt., i lov om almene boliger m.v., er der en henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.

Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.

Til nr. 2

Lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, indeholder en mulighed for at få foretaget vurderinger uden for de almindelige vurderingsterminer, jf. lovens § 4. Denne mulighed har dog været suspenderet siden den 1. januar 2014, og muligheden foreslås ikke genindført i det samtidigt fremsatte forslag til ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås, at lov om almene boliger m.v. ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til nr. 1

Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1. Ejerbolig.

2. Landbrugsejendom.

3. Skovejendom.

4. Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 18 b, stk. 6, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov.

Kilde

Til stk. 1

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2.

Til stk. 2

Det foreslås i stk. 2 , at § 17, nr. 1, træder i kraft den 1. juli 2017. Dette medfører, at der fra denne dato kan gives oplysninger om lånetilbudsdata, som foreslået i § 17, nr. 1.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at Danmarks Statistik, som ikke tidligere har modtaget de omhandlede lånetilbudsdata fra Finanstilsynet, kan anmode om lånetilbudsdata for en periode, som ligger forud for lovens ikrafttræden, hvis dette vurderes nødvendigt for at kunne kvalitetssikre, udvikle eller forbedre metoder og modeller til ejendomsvurdering.

Til stk. 3

Det foreslås i stk. 3 , at § 1, nr. 21 og 22, om agterskrivelser og frist for afgørelse om vurdering, deklaration og afgørelsesperiode ikke skal finde anvendelse for vurderinger, der foretages efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 eller 88. For sådanne vurderinger skal de hidtil gældende regler finde anvendelse.

Der er tale om de vurderinger, der videreføres efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 eller 88.

Til stk. 4

Det foreslås i stk. 4 , at lovforslagets ændringer vedrørende klagestruktur og klagebehandling i lovforslagets § 1, nr. 2-20 og 36-65, ikke skal finde anvendelse for klager og anmodninger om genoptagelse, der afgøres før den 1. januar 2019, jf. dog lovforslagets § 22, stk. 5. For sådanne klager og anmodninger om genoptagelse skal de hidtil gældende regler finde anvendelse.

Forslaget indebærer, at klager og anmodninger om genoptagelse, der er indgivet inden den 1. januar 2019, ikke skal behandles efter reglerne, der er foreslået ved lovforslagets § 1, nr. 2-20 og 36-65, hvis der senest den 31. december 2018 træffes afgørelse vedrørende klagen eller anmodningen om genoptagelse.

De foreslåede regler vil føre til, at klager over vurderingssager, der efter gældende regler skal afgøres af et vurderingsankenævn, vil overgå til behandling i de nye ankenævn, hvis de ikke er afgjort, når den nye klagestruktur træder i kraft den 1. januar 2019.

Efter skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1, kan den myndighed, der har truffet afgørelse i en klagesag, efter anmodning fra en part genoptage en sag, der er påkendt eller afvist af myndigheden, når der forelægges myndigheden oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere.

For så vidt angår anmodninger om genoptagelse af sager, hvori Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse, fører bestemmelsen til, at en eventuel genbehandling af sagen tillige skal gennemføres af Landsskatteretten. For så vidt angår anmodning om genoptagelse af sager, hvori et vurderingsankenævn eller et skatte- og vurderingsankenævn tidligere har truffet afgørelse, fører overgangen til det foreslåede nye klagesystem til, at en eventuel genbehandling af sagen skal gennemføres af de nye vurderingsankenævn under de rammer, der er gældende for deres virke.

De sager, der verserer ved Landsskatteretten pr. 1. januar 2019, skal færdigbehandles af Landsskatteretten, uanset om de efter reglerne i dette lovforslag ikke vil skulle kvalificeres som landsskatteretssager, jf. lovforslagets § 22, stk. 5.

Til stk. 5

Det foreslås i stk. 5 , at Landsskatteretten færdigbehandler klager over afgørelser, som den 1. januar 2019 er under behandling i Landsskatteretten.

Forslaget er en undtagelse til lovforslagets § 22, stk. 4, og konsekvenserne af forslaget er beskrevet i bemærkningerne til § 22, stk. 4.

Til stk. 6

Det foreslås i stk. 6 , at ændringerne i reglerne om genoptagelse, som foreslået ved denne lovs § 1, nr. 24-29, ikke skal finde anvendelse for anmodninger om genoptagelse, som er indgivet før den 1. januar 2018. For sådanne anmodninger om genoptagelse finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Forslaget skal præcisere, at anmodninger om genoptagelse, der er indgivet til vurderingsmyndigheden før denne lovs ikrafttræden, skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Forslaget omfatter alene de foreslåede ændringer i reglerne om genoptagelse, idet anvendelsen af reglerne i lovforslagets § 1, nr. 30-35, ikke vil bero på en anmodning, og idet disse regler således vil finde anvendelse pr. 1. januar 2018 efter lovforslagets § 22, stk. 1.

Til stk. 7

Det foreslås i stk. 7 , at lovforslagets § 1, nr. 36, 54, 57 og 62, om klageberettigelse og om begrænsning i klagemyndighedens adgang til at ændre en påklaget vurdering ikke skal finde anvendelse for klager over vurderinger, der er foretaget inden denne lovs ikrafttræden eller efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 eller 88.

Klager, der er foretaget inden lovens ikrafttræden, omfatter også klager over de almindelige vurderinger, der efter 2011/2012 er blevet foretaget i form af en videreførelse af allerede eksisterende vurderinger. Disse er således foretaget inden denne lovs ikrafttræden, selvom de endnu ikke er meddelt.

For klager over de af stk. 7 omfattede vurderinger skal de hidtil gældende regler om klageberettigelse og klagemyndighedens adgang til at ændre en påklaget vurdering således finde anvendelse, uanset hvornår klagen er indgået.

Lovforslagets § 1, nr. 36, 54, 57 og 62, om klageberettigelse og begrænsning af klagemyndighedens adgang til at ændre en påklaget vurdering vil således ikke finde anvendelse for klager over de videreførte vurderinger.

Til stk. 8

Det foreslås i stk. 8 , at den ordinære funktionsperiode for medlemmer og suppleanter i vurderingsankenævn, skatteankenævn og skatte- og vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 8, stk. 2, der udløber den 30. juni 2018, forlænges til og med den 31. december 2018. Den umiddelbart efterfølgende ordinære funktionsperiode begynder den 1. januar 2019 og udløber den 30. juni 2022.

Med den foreslåede regel forlænges den nuværende funktionsperiode for medlemmer og suppleanter i vurderingsankenævn, skatteankenævn og skatte- og vurderingsankenævn således med 6 måneder til og med den 31. december 2018. Det nye klagesystem for behandling af vurderingsklager får virkning fra den 1. januar 2019, hvor også funktionsperioden for medlemmerne af de nye vurderingsankenævn vil begynde. Den første funktionsperiode for medlemmerne af de nye vurderingsankenævn forkortes tilsvarende med 6 måneder og udløber den 30. juni 2022.

Den foreslåede forlængelse af den nuværende funktionsperiode for vurderingsankenævn, skatteankenævn og skatte- og vurderingsankenævn er begrundet i behovet for at forlænge funktionsperioden for de nuværende vurderingsankenævn og skatte- og vurderingsankenævn på grund af de foreslåede ændringer i vurderingsankenævnsstrukturen pr. 1. januar 2019. Den foreslåede forlængelse af den nuværende funktionsperiode for skatteankenævn er foreslået som følge af behovet for at koordinere funktionsperioderne for skatte- og vurderingsankenævnene og skatteankenævnene. Den nuværende klagestruktur skal samtidig evalueres, jf. herved afsnit 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 212 af 24. april 2013. De foreslåede forlængelser af funktionsperioden for skatte- og vurderingsankenævn samt skatteankenævn forholder sig ikke til denne evaluering og de eventuelle ændringer og tiltag, som evalueringen måtte aktualisere.

Til stk. 9

Det foreslås i stk. 9 , at der ved klage over vurderinger, som er omfattet af ejendomsvurderingslovens §§ 87-89, skal betales et klagegebyr på 400 kr. (2010-niveau) for hver vurdering, der klages over. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

Det indebærer, at for klage over de vurderinger, der siden 2011 er blevet videreført, og hvor klageadgangen er blevet udskudt, samt ved klage over de vurderinger, som nu videreføres efter ejendomsvurderingslovens §§ 87-88, fastsættes klagegebyret til 400 kr. (2010-niveau) svarende til 500 kr. i 2017-niveau for hver vurdering, der klages over.

Det foreslås desuden, at reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 c, stk. 3-6, der bliver stk. 4-7, om betaling og tilbagebetaling finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås herudover, at klagegebyret efter 1. pkt. på tilsvarende vis som klagegebyrer efter skatteforvaltningslovens § 35 c ikke vil være at anse for godtgørelsesberettigede udgifter efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 1, nr. 2.

Til stk. 10

Det foreslås i stk. 10 , at de foreslåede ændringer i lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovforslagets § 2, nr. 1-10 og 12-21, og i ejendomsværdiskatteloven, jf. lovforslagets § 3, skal have virkning fra og med det skatteår, hvor beskatningen sker på grundlag af ejendomsvurderinger fortaget efter ejendomsvurderingsloven.

Beskatning, der er baseret på en vurdering foretaget efter lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 med senere ændringer, skal således foretages efter hidtil gældende lov.

Det foreslås dog, at den i § 2, nr. 11, foreslåede ændring skal have virkning for opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift fra og med skatteåret 2018, det vil sige fra den 1. januar 2018.

Med virkning for skatteåret 2018 og frem vil kommunerne derfor ikke kunne opkræve dækningsafgift af ejendomme tilhørende staten, regioner eller kommuner, som anvendes til landbrug, havebrug eller skovdrift, men vil i stedet skulle opkræve grundskyld af disse ejendomme.

Til stk. 11

Det foreslås i stk. 11 , at de foreslåede ændringer af tinglysningsafgiftsloven, jf. lovforslagets § 4, skal finde anvendelse for de ejerskifter, der fra den 1. januar 2020 er anmeldt til tinglysning.

Ejerskifter, der er anmeldt til tinglysning før den 1. januar 2020, vil blive behandlet efter de hidtil gældende regler i tinglysningsafgiftsloven.

Hvis et ejerskifte er tinglyst betinget, f.eks. af købesummens betaling, og den efterfølgende tinglysning først foretages efter den 1. januar 2020, vil det være tinglysningen af det betingede skøde, som er afgørende for, hvordan afgiften skal beregnes. Det vil sige, at såfremt et ejerskifte er tinglyst betinget før den 31. december 2019, vil afgiften skulle beregnes efter de hidtil gældende regler.

Til stk. 12

Det foreslås i stk. 12 , at den i § 10, nr. 3, foreslåede ændring skal have virkning for lån optaget af ejere af kolonihavehuse på fremmed grund til betaling af tilslutningsafgifter og andre udgifter, kommunen har besluttet, at der kan ydes lån til, der optages i skatteåret 2019 og følgende skatteår.

For sådanne lån optaget i 2019 og frem gælder kravet om, at et tinglyst ejerpantebrev eller skadesløsbrev skal have sikkerhed inden for den regulerede ejendomsværdi efter lov om lån til betaling af ejendomsskatter § 4, stk. 2, og § 4, stk. 3, 3. pkt., således ikke.

Kilde

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland. Skatteområdet er et selvstyreanliggende for disse dele af rigsfællesskabet.

Lov om finansiel virksomhed er efter sin ordlyd sat i kraft for Færøerne og Grønland.

Lovforslagets § 17, nr. 1, der medfører ændringer i lov om finansiel virksomhed og vedrører Finanstilsynets mulighed for at videregive enkelte oplysninger til Skatteministeriet og Danmarks Statistik med henblik på kvalitetssikring, udvikling eller forbedring af metoder og modeller til ejendomsvurdering, skal imidlertid ikke være gældende for Færøerne og Grønland, der hver især har deres egen skattelovgivning, da videregivelse af de nævnte oplysninger ikke vil være relevant for Færøerne og Grønland.