LOV nr 688 af 08/06/2017
Skatteministeriet
Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love (Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagebehandling af vurderingssager og ændringer som følge af en ny ejendomsvurderingslov m.v.) § 10
I lov om lån til betaling af ejendomsskatter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1112 af 30. august 2013, som ændret ved lov nr. 1555 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, nr. 2, 2. pkt., udgår », herunder landbrugsejendomme«.
2. I § 4, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »ejendomsværdi«: », jf. dog stk. 7«.
3. I § 4, stk. 3, 3. pkt., indsættes efter »stk. 2«: », jf. dog stk. 7«.
4. I § 4 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Stk. 2 og stk. 3, 3. pkt., gælder ikke for kolonihavehuse på fremmed grund, der efter ejendomsvurderingslovens § 9, stk. 1, nr. 6, er undtaget fra vurdering.«
5. I § 8 ændres »lov om vurdering af landets faste ejendomme« til: »ejendomsvurderingsloven«.
Krydsreferencer
1 love refererer til denne paragraf
Forarbejder til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love (Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagebehandling af vurderingssager og ændringer som følge af en ny ejendomsvurderingslov m.v.) § 10
Til nr. 1-2
Der er tale om konsekvensændringer som følge af indsættelsen af stk. 7 i lovens § 4, jf. lovforslagets § 10, nr. 3.
Til nr. 3
Alle kommuner er, efter anmodning, forpligtet til at give pensionister (herunder også efterlønsmodtagere og førtidspensionister m.v.) tilbud om, at de kan indefryse kommunal grundskyld, der påhviler den pågældende ejendom, jf. lov om lån til betaling af kommunal ejendomsskat § 1, stk. 1, nr. 1 (ejendomsskattelåneloven). Herudover kan pensionister ydes lån til betaling af tilslutningsudgifter til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt, jf. § 1, stk. 1, nr. 2, i ejendomsskattelåneloven. Endelig kan kommunalbestyrelsen beslutte, at pensionister skal kunne indefryse vej- og kloakudgifter og lignende, jf. § 1, stk. 2, i ejendomsskattelåneloven.
Det følger af § 4, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsskattelåneloven, at et skadesløsbrev eller ejerpantebrev til sikkerhed for betaling af lånebeløb med påløbne renter, der tinglyses efter loven, ikke må overstige den senest ansatte ejendomsværdi for ejendommen. Det vil sige, at såfremt der optages nye lån, er det et krav, at disse kan sikres inden for den offentlige ejendomsvurdering. Skadesløsbrevets eller ejerpantebrevets pålydende kan dermed maksimalt svare til forskellen mellem ejendomsværdien og de foranstående, allerede tinglyste prioriteter, opgjort til pålydende værdi. I tilfælde, hvor pantebrevet tinglyses i en andel af ejendommen, skal det have sikkerhed inden for en forholdsmæssig del af ejendomsværdien, dvs. den andel af ejendommen, som den pågældende samejer og dennes husstand ejer.
Efter § 4, stk. 3, 2. pkt., i ejendomsskattelåneloven kan kommunalbestyrelsen efter låntagerens anmodning lade skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet rykke i forbindelse med optagelse af nye lån. Det er dog i bestemmelsens 3. pkt. præciseret, at skadesløsbrevet eller ejerpantebrevet fortsat skal have sikkerhed inden for ejendomsværdien.
Det foreslås i det samtidigt fremsatte ejendomsvurderingslovforslag § 9, stk. 1, nr. 6, at kolonihavehuse på fremmed grund undtages fra vurdering. Der vil dermed ikke være nogen ejendomsværdi at tage udgangspunkt i ved afgørelsen af, om et nyt lån eller en låneomlægning kan få panteret inden for ejendomsværdien.
Da ejeren af et kolonihavehus på fremmed grund ikke ejer grunden, vil den pågældende ejer ikke betale grundskyld, og vedkommende vil derfor heller ikke have nogen grundskyld på ejendommen at kunne indefryse. Forslaget om ikke at vurdere kolonihavehuse på fremmed grund vil derfor ikke have indflydelse på muligheden for at indefryse grundskyld.
Pensionister vil imidlertid kunne opnå lån til betaling af tilslutningsudgifter og ejendomsbidrag, der hæfter på ejendommen, efter § 1, stk. 1, nr. 2, hhv. § 1, stk. 2, i ejendomsskattelåneloven. Optagelse eller omlægning af lån til betaling af sådanne beløb er betinget af, at der er friværdi i den pågældende ejendom. Når kolonihavehuse på fremmed grund fremover ikke vurderes, vil der ikke være nogen ejendomsværdi, hvilket vil medføre, at det ikke vil være muligt at vurdere, om optagelse eller omlægning af lån holder sig inden for ejendomsværdien.
Det foreslås derfor, at kravet om, at optagelse af nye lån og låneomlægninger skal kunne holde sig inden for ejendomsværdien ikke skal gælde for lån til betaling af tilslutningsudgifter og ejendomsbidrag vedrørende kolonihavehuse på fremmed grund. Pensionister vil dermed også fremover kunne indefryse sådanne udgifter og ejendomsbidrag, selvom kolonihavehuse på fremmed grund ikke vurderes, og der dermed ikke fastsættes en ejendomsværdi for sådanne ejendomme.
Til nr. 4
I § 8 i lov om lån til betaling af ejendomsskatter er der en henvisning til lov om vurdering af landets faste ejendomme.
Af hensyn til behovet for at kunne skelne mellem gammel og ny lovgivning foreslås det i det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsvurderingsloven, at den nye lov benævnes ejendomsvurderingsloven.
Det foreslås derfor, at henvisningen til lov om vurdering af landets faste ejendomme ændres til ejendomsvurderingsloven.