Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1668 af 30/12/2024

Erhvervsministeriet

Lov om ændring af selskabsloven, årsregnskabsloven, lov om erhvervsfremme, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændring af visse love og bestemmelser på Erhvervsministeriets område som følge af opgavebortfald) § 16

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1163 af 13. november 2024, foretages følgende ændring:

1. § 97, stk. 3, ophæves.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af selskabsloven, årsregnskabsloven, lov om erhvervsfremme, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love (Ændring af visse love og bestemmelser på Erhvervsministeriets område som følge af opgavebortfald) § 16

Til nr. 1

Det fremgår af § 97, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., at investeringsforeninger og SIKAV’er omfattet af § 58, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., årligt skal foretage indberetninger til Finanstilsynet af oplysninger relateret til de forpligtelser til at opstille måltal og udarbejde politikker for det underrepræsenterede køn i ledelsen, der følger af § 58 i lov om investeringsforeninger m.v. Indberetningerne skal ske i overensstemmelse med skemaer og vejledninger udfærdiget af Finanstilsynet og skal indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.

Det foreslås, at § 97, stk. 3, ophæves.

Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen vil medføre, at investeringsforeninger og SIKAV’er omfattet af § 58, stk. 1, ikke længere vil være forpligtet til årligt at foretage indberetninger til Finanstilsynet af oplysninger relateret til de forpligtelser til at opstille måltal og udarbejde politikker for det underrepræsenterede køn i ledelsen, der følger af § 58 i lov om investeringsforeninger m.v.

Baggrunden for det foreslåede er, at der som følge af ophævelsen af § 99 b i årsregnskabsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, ikke længere er behov for, at investeringsforeninger og SIKAV’er omfattet af § 58, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., årligt foretager indberetninger til Finanstilsynet af oplysninger relateret til de forpligtelser til at opstille måltal og udarbejde politikker for det underrepræsenterede køn i ledelsen, der følger af § 58. Det skyldes, at Finanstilsynet som følge af ophævelsen af § 99 b i årsregnskabsloven ikke længere er forpligtet til at indhente og videregive oplysningerne i et digitalt læsbart format til Erhvervsstyrelsen til brug for offentliggørelse af informationerne om kønsfordeling og målsætninger på en særlig hjemmeside om kønsfordeling i virksomheders ledelser.

Forslaget medfører ikke, at de omfattede virksomheder ikke skal opstille måltal og udarbejde politikker for at fremme det underrepræsenterede køn, som kræves efter § 58 i lov om investeringsforeninger m.v., men alene, at pligten til at indberette oplysningerne til Finanstilsynet ophæves, herunder pligten til at indsende oplysningerne til Finanstilsynet i elektronisk form.