Til nr. 1

Det foreslås, at fodnoten til revisorlovens titel affattes på ny, så den indeholder en opdateret oversigt over alle gældende EU-forskrifter, som udgør revisorlovens EU-retlige baggrund.

Den ændrede affattelse skyldes vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EF af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, som gennemføres med lovforslaget.

Til nr. 2

Det foreslås at affatte overskriften til kapitel 1 på ny som følge af forslagets § 1, nr. 6, hvorefter der foreslås indsat en definitionsbestemmelse. Overskriften til kapitel 1 bliver herefter lovens anvendelsesområde og definitioner med underoverskriften anvendelsesområde.

Til nr. 3

Forslaget til ændring af § 1, stk. 3, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 19, om ændring af revisorlovens § 16 samt § 1, nr. 87, om indsættelse af §§ 44 a og b.

Til nr. 4

Efter de gældende regler er kommuner, kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, og regioner omfattet af lovens § 21, stk. 3. For revisionen gælder således skærpede krav til revisors uafhængighed, herunder krav om partnerrotation, krav om yderligere oplysninger i revisionsprotokollen og krav om, at revisor skal offentliggøre en rapport om gennemsigtighed. Revisor er endvidere underlagt skærpede krav til den lovpligtige kvalitetskontrol.

I betænkning nr. 1487/2006 fra udvalget om kommunal og regional revision er om begrundelsen for, at de skærpede uafhængighedsregler skal gælde for den kommunale og regionale revision, bl.a. anført, at kommunernes økonomiske forvaltning er af stor offentlig interesse, og at hensynet til bedst muligt at sikre tilliden til den kommunale revision er tungtvejende. I forbindelse med gennemførelsen af den gældende revisorlov (lov nr. 468 af 17. juni 2008 med senere ændringer) gennemførtes de samme skærpelser af reglerne om den kommunale og regionale revision som af reglerne om revisionen af de øvrige PIE virksomheder. Der blev herved i bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. L 120 2007/2008, 2. saml.) bl.a. henvist til, at kommunernes og regionernes økonomiske forvaltning er af stor offentlig interesse, og at de skærpede krav vil kunne medvirke til at styrke offentlighedens tillid til den kommunale revision og dermed kontrollen med den kommunale og regionale regnskabsaflæggelse.

Det følger endvidere af § 42, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, henholdsvis § 28, stk. 1, 2. pkt., i regionsloven, at den kommunale og regionale revision skal være sagkyndig og uafhængig. Disse bestemmelser indebærer for det første , at det er en offentligretlig forpligtelse for kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet at påse, at den revision, kommunalbestyrelsen/regionsrådet antager som kommunens/regionens revisor, opfylder revisorlovens krav til sagkundskab og uafhængighed. Bestemmelserne indebærer for det andet , at de gældende kommunalretlige krav til den kommunale og regionale revisions sagkundskab og uafhængighed gælder ved siden af revisorlovens krav til sagkundskab og uafhængighed. Disse bestemmelser gælder uændret, uafhængig af dette forslag.

Det foreslås, jf. forslaget til § 1 a, nr. 3, at kommuner, kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, og regioner ikke skal være omfattet af definitionen af virksomheder af interesse for offentligheden (PIE virksomheder).

Når kommuner, kommunale fællesskaber og regioner ikke fremover defineres som PIE virksomheder, vil de som udgangspunkt ikke længere være omfattet af de skærpede regler om revisionen, som gælder for PIE virksomheder, ligesom revisionen ikke vil ikke være omfattet af de skærpede regler, som gælder for revisionen i dag. Samtidig vil kravene i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden ikke gælde for revisionen.

Kommunernes og regionernes økonomiske forvaltning er af stor offentlig interesse, jf. ovenfor, og strenge krav til revisionen af disse myndigheder vil medvirke til at styrke offentlighedens tillid til den kommunale og regionale revision og dermed kontrollen med den kommunale og regionale regnskabsaflæggelse. Offentlighedens velbegrundede interesse i kommunernes og regionernes økonomiske forvaltning har således fuldt ud samme vægt som ved indførelsen af de gældende regler. Navnlig af hensyn til offentlighedens tillid til den kommunale og regionale revision og dermed kontrollen med den kommunale og regionale regnskabsaflæggelse er der således grund til at opretholde og fastsætte strenge krav til den kommunale og regionale revisions uafhængighed, kvalitet og sagkundskab og kontrollen med revisionen.

På denne baggrund foreslås det, at der i § 1, stk. 4 , gives Erhvervs- og vækstministeren bemyndigelse til efter forhandling med Social- og indenrigsministeren at fastsætte regler til fremme af den kommunale og regionale revisions uafhængighed, kvalitet og sagkundskab og om kontrollen med denne revision. De regler, der vil blive fastsat, vil supplere de gældende regler i revisorloven herom.

Der er i lovforslaget generelt lagt vægt på at udnytte mulighederne i EU-reglerne for at undtage mindre selskaber fra byrdefulde krav. På tilsvarende vis er det hensigten at udforme bekendtgørelsen, så de skærpede krav ikke skal gælde for små kommunale fællesskaber, hvor de vil virke uforholdsmæssigt byrdefulde.

Det vil betyde, at små kommunale fællesskaber med en balancesum på 44 mio. kr., en nettoomsætning på 89 mio. kr. og et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 50 ikke vil være omfattet af bekendtgørelsen. Det svarer til størrelsesgrænsen for små virksomheder efter årsregnskabsloven, som også er omfattet af lempeligere regnskabskrav, end der gælder for store virksomheder. Dermed reduceres byrderne for de små kommunale fællesskaber, da de ikke fremover vil skulle efterleve krav om bl.a. partnerrotation, revisionsudvalg mv.

Samtidig undgår de små kommunale fællesskaber at blive omfattet af de af forordningens krav, som sættes i kraft for kommuner, store kommunale fællesskaber og regioner, da det vurderes at være skudt over målet, at indføre de samme krav til revision af disse små kommunale fællesskaber, som der fx stilles til børsnoterede virksomheder, forsikringsselskaber og banker. Det gælder særligt forordningens krav til revisors uafhængighed, som vil være uforholdsvis byrdefulde for små kommunale fællesskaber, og som det derfor foreslås, at de undtages fra.

For så vidt angår kommuner, større kommunale fællesskaber og regioner forventes bemyndigelsen at blive udnyttet således, at de indholdsmæssige bestemmelser i forordningen for revisionen af PIE virksomheder, der kan medvirke til at fremme den kommunale og regionale revisions uafhængighed, kvalitet og sagkundskab og kontrollen med denne revision, som udgangspunkt skal finde tilsvarende anvendelse på den kommunale og regionale revision af kommuner, regioner og kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

Endvidere vil regler i forordningen, som under hensyn til de strukturelle forskelle mellem på den ene side private virksomheder og på den anden side kommuner, kommunale fællesskaber og regioner som politisk styrede offentlige myndigheder ikke hensigtsmæssigt finder anvendelse for disse myndigheder, ikke skulle finde anvendelse på den kommunale og regionale revision. Tilsvarende vil gælde for regler i forordningen, hvor de hensyn, forordningsreglen skal varetage, er tilstrækkeligt tilgodeset i de regler, der gælder for kommuner, regioner og kommunale fællesskaber som politisk styrede offentlige myndigheder og for revisionen af og tilsynet med disse myndigheder. Det gælder f.eks.

– reglerne i artikel 12 om revisors indberetning til tilsynsmyndighederne, hvor den kommunale og regionale tilsynsmyndighed i forvejen modtager indberetning om revisionen efter § 57 i lov om kommunernes styrelse og regionslovens § 25,

– reglerne i artikel 16 om en procedure for udpegelse af revisorer, hvor lov om kommunernes styrelse og regionsloven indeholder særlige regler om kommunalbestyrelsens/regionsrådets ansættelse af revisionen og om Statsforvaltningens godkendelse af beslutningerne, ligesom kommuners og regioners revisions-kontrakter vil være omfattet af de almindelige regler om udbud, der gælder for offentlige myndigheder i overensstemmelse med EU-direktiverne herom, og

– reglerne i artikel 17, stk. 1-6, om revisionsopgavens varighed, hvor de gældende kommunalretlige regler om revisionens uafhængighed allerede fastsætter krav til mindste varighed af revisionsopgaven for kommuner og regioner, ligesom de almindelige regler om udbud, der gælder for offentlige myndigheder, også kan have betydning for varigheden af revisionsopgaven.

Efter ændringsdirektivet gælder endvidere, at PIE virksomheder skal oprette et revisionsudvalg med en bestemt sammensætning, og som efter forordningen er tillagt visse funktioner i relation til revisionen af virksomheden. Det findes ikke hensigtsmæssigt, at kravet om oprettelse af et revisionsudvalg skal finde anvendelse for kommuner, kommunale fællesskaber og regioner, der er politisk styrede offentlige myndigheder. Disse myndigheders organisation er etableret med lov- eller vedtægtsbestemte organer som øverste styrerende organ, som navnlig har til formål at sikre den politiske repræsentation i myndigheden, og det savner derfor mening at anvende reglerne om revisionsudvalget og dets sammensætning på disse myndigheder.

Derimod bør en række af de bestemmelser i forordningen, hvorved revisionsudvalget er tillagt funktioner, finde anvendelse på revisionen, idet disse regler kan medvirke til fremme af den kommunale og regionale revisions uafhængighed, kvalitet og sagkundskab og til kontrollen med denne revision. Derfor forventes bemyndigelsen for så vidt angår bestemmelser, der indebærer, at revisionsudvalget tillægges opgaver, for kommunernes vedkommende at blive udnyttet således, at kommunalbestyrelsen træder i stedet for revisionsudvalget, idet de almindelige regler om intern delegation i kommunerne gælder. Kommunalbestyrelsen vil også kunne beslutte at oprette et særligt udvalg efter § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse.

Regionsrådet vil efter de almindelige regler om udvalg i regionerne og grundsætningerne om delegation have tilsvarende muligheder som kommunerne for at placere opgaverne i regionen. Bemyndigelsesbestemmelsen forventes derfor for så vidt angår bestemmelser, der indebærer, at revisionsudvalget tillægges opgaver, for regionernes vedkommende at blive udnyttet således, at regionsrådet træder i stedet for revisionsudvalget.

For så vidt angår kommunale fællesskaber vil opgaven som udgangspunkt påhvile det øverste styrende organ i fællesskabet, der dog også vil have mulighed for at delegere varetagelsen af opgaverne til andre niveauer inden for myndigheden, medmindre vedtægterne er til hinder herfor. Bemyndigelsesbestemmelsen forventes derfor for så vidt angår bestemmelser, der indebærer, at revisionsudvalget tillægges opgaver, for kommunale fællesskabers vedkommende at blive udnyttet således, at det øverste styrende organ i fællesskabet træder i stedet for revisionsudvalget.

De bestemmelser, der på nuværende tidspunkt forventes at skulle finde tilsvarende anvendelse for revisionen af kommuner, større kommunale fællesskaber og regioner, er følgende bestemmelser i forordningens afsnit II om betingelser for udførelse af den lovpligtige revision:

– Artikel 4 om revisionshonorarer med de fornødne tilpasninger.

– Artikel 5 om forbud mod udførelse af visse ikkerevisionsydelser med de fornødne tilpasninger.

– Artikel 6 om revisionens forberedelser til den lovpligtige revision og vurdering af trusler mod uafhængigheden. Revisionen skal dog ikke vurdere, om kravene efter forordningens artikel 17, stk. 1-6, er opfyldt, da disse bestemmelser ikke vil finde anvendelse for revisionen af kommuner, kommunale fællesskaber og regioner.

– Artikel 7 om uregelmæssigheder.

– Artikel 8 om kvalitetssikringsgennemgang.

– Artikel 9 om internationale revisionsstandarder.

– Artikel 10 om revisionspåtegning.

– Artikel 11 om revisionsprotokollatet og dets afgivelse.

– Artikel 13 om revisionens beretning om gennemsigtighed.

– Artikel 14 om revisionens oplysninger til de kompetente myndigheder.

– Artikel 15 om registrering, herunder revisionens pligt til at opbevare dokumenter og oplysninger.

Følgende bestemmelser i forordningens afsnit III om udpegelse af revisor forventes at finde anvendelse:

– Artikel 17, stk. 7, om intern rotation og artikel 17, stk. 8, om beregningen af revisionsopgavens varighed for så vidt angår den interne rotation.

– Artikel 18 om revisionens sagsmappe, herunder den tidligere revisions pligt til at give den nye revision adgang til oplysninger.

Derudover forventes de krav i artikel 23-26 i forordningens afsnit IV, der gælder for det offentlige tilsyn med revisorer, der reviderer PIE virksomheder, at finde tilsvarende anvendelse for tilsynet med revisorer, der reviderer kommuner, kommunale fællesskaber og regioner.

Til nr. 5

Den gældende § 1, stk. 5 indeholder definitionen af en revisionsvirksomhed. Bestemmelsen foreslås ophævet som følge af forslagets § 1, nr. 6, hvorefter der foreslås indsat en definitionsbestemmelse, som blandt andet indeholder definitionen af en revisionsvirksomhed.

Til nr. 6

I den gældende revisorlov findes der ikke en bestemmelse, der indeholder definitioner. De definitioner, der findes, er indeholdt i forskellige bestemmelser i loven. Definitionen af revisor og revisionsvirksomhed er således fastlagt i den gældende lovs § 1, stk. 4 og 5.

Virksomheder af interesse for offentligheden har ikke hidtil været defineret direkte i loven, men revisorlovens § 21, stk. 3, opregner de virksomheder, hvor der gælder skærpede krav.

At en virksomhed er omfattet af den gældende lovs § 21, stk. 3, betyder, at revisor ved revision af sådanne virksomheder er underlagt skærpede krav til uafhængighed, krav om partnerrotation, ligesom revisionsvirksomheden skal offentliggøre en årlig rapport om gennemsigtighed. For børsnoterede og finansielle virksomheder gælder endvidere et krav om etablering af revisionsudvalg.

Små virksomheder, mellemstore virksomheder og store virksomheder har ikke hidtil været defineret i revisorloven, da kravene i den gældende lov ikke beror på størrelsen på den virksomhed, som en erklæringsopgave vedrører.

Definitionen af revisor og revisionsvirksomhed i den nugældende § 1, stk. 4 og 5, foreslås flyttet til § 1 a, stk. 1, nr. 1 og 2 . Der er tale om en uændret videreførelse af nuværende § 1, stk. 4 og 5.

Virksomheder af interesse for offentligheden (herefter benævnt PIE-virksomheder) foreslås defineret i § 1 a, stk. 1, nr. 3. I henhold til artikel 1, nr. 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber er virksomheder af interesse for offentligheden defineret som børsnoterede selskaber, kreditinstitutter, forsikringsselskaber samt virksomheder, som nationalt er defineret som PIE-virksomheder i de pågældende medlemsstater.

Den gældende lovs § 21, stk. 3, omfatter virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU-land eller et EØS-land, statslige aktieselskaber, kommuner, kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, og regioner, virksomheder og foreninger, der er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder eller foreninger, samt Danmarks Skibskredit A/S, ATP, AES, LD og virksomheder, der i to på hinanden følgende regnskabsår overstiger to eller flere af kriterierne: En medarbejderstab på 2.500 personer, en balancesum på 5 mia. kr. eller en nettoomsætning på 5 mia. kr.

Forslaget medfører, at den danske definition af PIE-virksomheder indskrænkes til direktivets mindstekrav, dvs. børsnoterede virksomheder, kreditinstitutter og forsikringsselskaber.

Den foreslåede § 1 a, stk. 1, nr. 3, litra a , omfatter virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU-land eller et EØS-land. Der er tale om en videreførelse af gældende § 21, stk. 3, nr. 1, dog med en mindre sproglig rettelse, idet udtrykket værdipapirer i den gældende ordlyd er erstattet med kapitalandele, gældsinstrumenter og andre værdipairer. Der er ikke tale om en materiel ændring, men med den foreslåede formulering bringes ordlyden i overensstemmelse med en tilsvarende bestemmelse i årsregnskabsloven.

Det foreslåede § 1 a, stk. 1, nr. 3, litra b, angiver de kreditinstitutter og forsikringsselskaber, der er omfattet af artikel 2, nr. 13, litra b og c, i det ændrede 8. selskabsdirektiv.

Indskrænkning af definitionen af PIE-virksomheder betyder, at en del virksomheder ikke længere defineres som PIE-virksomheder. Det drejer sig om statslige aktieselskaber (gældende § 21, stk. 3, nr. 2), kommuner, kommunale fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, og regioner (gældende § 21, stk. 3, nr. 3) og andre finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet samt store unoterede virksomheder.

De fleste af revisorlovens gældende krav til revision af PIE-virksomheder findes nu i forordningen om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden. Endvidere indeholder forordningen nye krav. Bestemmelserne om revisionsudvalg findes dog fortsat i revisorloven, jf. lovens § 31, ligesom forbuddet mod, at revisor tager ansættelse hos en PIE revisionskunde, fremgår af revisorloven, jf. lovens § 24 c. Derudover er udnyttelse af lempelsesmuligheder i forordningen fastsat i revisorloven (f.eks. levering af visse ydelser, jf. forslaget til ny § 24 a) og i selskabslovgivningen (f.eks. revisors valgperiode).

At de nævnte virksomheder udgår af definitionen af PIE-virksomheder betyder, at de ikke vil være underlagt forordningen eller revisorlovens særlige krav til PIE-virksomheder. Det er for eksempel kravet om, at der skal udarbejdes revisionsprotokol eller krav til den periode, en virksomhed kan have den samme revisor. Virksomhederne, der udgår, vil dog fortsat være omfattet af de krav i revisorloven, der gælder alle revisioner. Med hensyn til kommuner og regioner henvises til bemærkningerne ovenfor til den nye formulering af lovens § 1, stk. 4. Der henvises dog til lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter erhvervs- og vækstministeren efter forhandling med social- og indenrigsministeren kan fastsætte krav til revisionen af regioner, kommuner og kommunale fællesskaber. Andre finansielle virksomheder er omfattet af Finanstilsynets solvenstilsyn, og det er vigtigt, at regnskabsbrugerne og Finanstilsynet fortsat kan have tillid til disse virksomheders opgjorte egenkapital. Finanstilsynets nuværende inspektionsfrekvens er tilrettelagt efter de krav, der stilles til udførelsen af revisionen og til revisors uafhængighed. Det forhold, at virksomhederne ikke længere er omfattet af definitionen af virksomheder af interesse for offentligheden og dermed de højeste standarder for revision og revisors uafhængighed, kan derfor føre til, at Finanstilsynets inspektionsfrekvens af virksomhederne vil blive revurderet.

For så vidt angår definitionen af størrelsen på virksomheder, skelner ændringsdirektivets artikel 1, nr. 2, litra h, mellem små og mellemstore virksomheder og definerer dem med henvisning til definitioner i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (regnskabsdirektivet). Direktiv 2013/34/EU er gennemført i årsregnskabsloven.

Det foreslås derfor, at der i revisorloven indsættes definitioner på størrelsen af virksomheder, da lovforslaget indeholder flere bestemmelser, hvor der fastsættes lempeligere krav, hvis det drejer sig om opgaver for små virksomheder.

I forslaget til § 1 a, stk. 1, nr. 4, foreslås det, at små virksomheder defineres i overensstemmelse med størrelsesgrænserne for små virksomheder i årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 1. Definitionen af små virksomheder har blandt andet betydning for kravene til accept og fortsættelse af en opgave, jf. forslagets § 1, nr. 17, til intern organisation og kvalitetsstyring, jf. lovforslagets § 1, nr. 46, og bemærkningerne hertil, og for hyppigheden af den lovpligtige kvalitetskontrol, jf. forslagets § 1, nr. 50.

I forslaget til § 1 a, stk. 1, nr. 5 , foreslås, at mellemstore virksomheder defineres i overensstemmelse med størrelsesgrænserne for mellemstore virksomheder i årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 2. Definitionen har for eksempel betydning for, hvornår en revisionsvirksomhed skal underkastes kvalitetskontrol, jf. den foreslåede affattelse af lovens § 29, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 50.

Endelig foreslås det i § 1 a, stk. 1, nr. 6 , at store virksomheder defineres som virksomheder, der overskrider grænserne i årsregnskabslovens § 7, stk. 2, nr. 2, for mellemstore virksomheder. Det vil sige alle de virksomheder, som er større end de i § 1 a, stk. 1, nr. 5, nævnte.

Det foreslås i stk. 2 , at årsregnskabslovens § 7, stk. 3 og 4, skal finde anvendelse ved beregning af størrelsesgrænserne for små og mellemstore virksomheder efter stk. 1, nr. 4 og 5. Definitionen på små og mellemstore virksomheder i revisorloven svarer derved til definitionen på små og mellemstore virksomheder efter årsregnskabsloven.

Hvis der er tale om modervirksomheder, foreslås det i stk. 3 , 1. pkt., at balancesum, nettoomsætning og gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret, jf. stk. 1, nr. 4 og 5, beregnes som summen af modervirksomhedens og dattervirksomhedernes balancesummer, nettoomsætninger og heltidsbeskæftigede. Endvidere foreslås det i stk. 3, 2. pkt. , at årsregnskabslovens § 110, stk. 2 og 3, skal finde anvendelse ved beregningen af størrelserne. Der findes efter årsregnskabslovens § 110 to opgørelsesmodeller, som begge kan anvendes.

Efter årsregnskabslovens § 110, stk. 2, skal der ved opgørelsen af beløbsstørrelserne foretages koncerninterne elimineringer, så beløbsstørrelserne opgøres på konsolideret niveau, dvs. for koncernen som helhed. § 110, stk. 2, henviser til, at de generelle beregningsregler i årsregnskabslovens § 7, stk. 3, finder anvendelse. Herudover henvises der til årsregnskabslovens § 7, stk. 4, vedrørende beregning af størrelsesgrænsen for nettoomsætningen i virksomheder, der har finansielle indtægter eller indtægter fra investeringsvirksomhed mindst svarende til nettoomsætningen, som defineret i årsregnskabsloven.

Alternativt kan koncernen efter årsregnskabslovens § 110, stk. 3, vælge at opgøre størrelsesgrænserne uden eliminering og samtidig forhøje beløbsstørrelserne for balancesum og nettoomsætning med 20 pct. Ved anvendelse af opgørelsesmetoden efter stk. 3 skal der heller ikke foretages udligning af den regnskabsmæssige værdi af kapitalandelene i dattervirksomhederne. De generelle beregningsregler i § 7, stk. 3, og 4, finder ligeledes anvendelse, hvis metoden i årsregnskabslovens § 110, stk. 3, anvendes.

1. selskabsdirektiv indeholder ikke en bestemmelse svarende til regnskabsdirektivets artikel 40, der begrænser anvendelsen af regnskabsdirektivets lempelsesmuligheder, hvis der er tale om virksomheder af offentlig interesse. Det betyder, at de lempelsesmuligheder, der i revisorloven gælder ved revision af små virksomheder, også gælder, hvis der er tale om en virksomhed af interesse for offentligheden, medmindre andet følger af den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden eller revisorlovgivningen i øvrigt.

Til nr. 7 og 8

Forslaget til ændring af § 2, stk. 1, nr. 3, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 11, om ændringen af § 10.

Det foreslås i § 2, stk. 1, at det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder også kommer til at omfatte virksomheder, der er registreret som EU-/EØS-revisionsvirksomhed, jf. det foreslåede § 1, nr. 13.

Kravet om, at disse skal optages i det offentlige register, følger af 8. selskabsdirektiv artikel 17, stk. 1, litra j. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 1, nr. 15.

Til nr. 9

Forslaget til ændring af § 3, stk. 1, nr. 4, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 57, om ændringen af § 33.

Til nr. 10

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 80, hvorefter nuværende § 44, stk. 2, bliver § 44, stk. 4.

Til nr. 11

Revisorlovens § 10, som har implementeret artikel 14 i 8. selskabsdirektiv, angiver, under hvilke betingelser Erhvervsstyrelsen kan godkende personer, der har gennemført en uddannelse i udlandet. § 10, stk. 1, fastsætter, at personen, som ønsker godkendelse, skal godtgøre at have gennemført en uddannelse i udlandet, der findes at kunne ligestilles med uddannelsen efter lovens § 3, og i øvrigt opfylder de øvrige betingelser.

Personer, der er EU-statsborgere, statsborgere i lande, der er omfattet af EØS-aftalen, eller i Schweiz, som EU har indgået aftale med, er omfattet af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Personer, som opfylder betingelserne for at udøve lovpligtig revision i et af de omhandlede lande, vil ikke kunne nægtes adgang til at opnå godkendelse til at udøve samme erhverv i Danmark. Direktivet giver dog adgang til, at Erhvervsstyrelsen stiller krav om, at vedkommende dokumenterer sit kendskab til dansk lovgivning ved en såkaldt egnethedsprøve for at opnå adgang til at udøve lovpligtig revision.

Bestemmelsen vil også kunne benyttes på revisorer fra andre lande, som skønnes at have opnået den relevante uddannelse. For sådanne personer vil der ofte blive stillet krav om en praktikperiode i en dansk revisionsvirksomhed.

Den foreslåede nye formulering af § 10, stk. 1, er en kodificering af den gældende praksis for anerkendelse af udenlandske revisorer.

Formuleringen præciserer således, at det ikke er tilstrækkeligt, at en ansøger har gennemført en uddannelse, der opfylder kravene i 8. selskabsdirektiv. For at opnå gensidig anerkendelse som statsautoriseret revisor skal en ansøger i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i 8. selskabsdirektiv være godkendt til at udføre lovpligtig revision.

Formuleringen præciserer endvidere, at efter gennemførelsen af den nye revisoruddannelse ved lov nr. 617 af 12. juni 2013 godkendes en udenlandsk revisor som statsautoriseret revisor i Danmark, idet uddannelsen til registreret revisor er under afvikling, og titlen indtil den endelige afvikling i 2019 kun kan opnås af personer, der har fulgt et målrettet forløb mod opnåelse af denne titel.

Endelig præciseres det med henvisningen til § 3, stk. 4 og 5, hvilke yderligere krav der stilles for, at en ansøger kan opnå godkendelse som statsautoriseret revisor. Ud over kravene til uddannelse og godkendelse til at udføre lovpligtig revision skal ansøgeren opfylde det almindelige krav til forsikring, jf. § 3, stk. 4. Kravene til en godkendt revisors forsikring er fastsat i bekendtgørelse nr. 1536 af 9. december 2015 om godkendte revisorers garantistillelse og ansvarsforsikring.

Efter § 3, stk. 5, kan godkendelse nægtes i tre situationer:

1. hvis ansøgeren er dømt for et strafbart forhold, og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen som statsautoriseret revisor (under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder),

2. hvis ansøgerens omdømme giver grund til at antage, at opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant ikke kan varetages på tilstrækkelig måde, eller

3. hvis ansøgeren har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.

Det fremgår af straffelovens § 78, stk. 2, at den, der er dømt for strafbart forhold, kan udelukkes fra at udøve virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet.

Det dårlige omdømme i nr. 2 skal ikke nødvendigvis være opstået i stilling eller erhverv. Det er dog stadig en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at revisors adfærd skal give grund til at antage, at revisor ikke vil kunne varetage opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant i henhold til loven på forsvarlig måde. I Danmark er der tradition for, at der ved vurderingen af en persons omdømme tages udgangspunkt i det erhverv, den pågældende udøver, idet der ses bort fra rent private forhold.

Imidlertid vil f.eks. et omfattende spiritus- eller narkotikamisbrug kunne få indflydelse på vedkommendes varetagelse af opgaven som offentlighedens tillidsrepræsentant og dermed på hvervet som revisor, idet det vil kunne indebære, at vedkommende ikke vil være i stand til at varetage erhvervet på forsvarlig måde. Der må således ske en vurdering i den konkrete situation. Erhvervsstyrelsen kan nægte godkendelse i den konkrete situation, men ansøger kan i medfør af § 51 forlange et afslag indbragt for Erhvervsankenævnet.

Forfalden gæld til det offentlige i nr. 3 omfatter al gæld til det offentlige. At gælden skal være forfalden betyder bl.a., at der ikke er indgået en frivillig afdragsordning.

For så vidt angår det hidtidige krav i § 10, stk. 1, sidste pkt. om, at personen skal dokumentere sit kendskab til dansk lovgivning, henvises til bemærkningerne til den nye formulering af revisorlovens § 10, stk. 2.

Til nr. 12

Revisorlovens § 10, stk. 1, angiver, at en person, der har gennemført en uddannelse i udlandet, og som ønsker at blive godkendt som revisor i Danmark, skal dokumentere sit kendskab til dansk lovgivning. Bestemmelsen angiver ikke, hvilken udligningsforanstaltning en ansøger skal gennemgå for at dokumentere dette. Det skyldes, at en egnethedsprøve, der testede en ansøgers kendskab til relevant dansk lovgivning, hidtil har været den eneste tilladte udligningsforanstaltning i artikel 14 i 8. selskabsdirektiv.

Med ændringen af 8. selskabsdirektiv indføres imidlertid en ny og væsentlig udvidet formulering af artikel 14. Ændringsdirektivet bestemmer i artikel 1, nr. 10, at værtslandet ved gensidig anerkendelse af revisorer efter direktivets artikel 14 som noget nyt kan kræve enten gennemførelse af en prøvetid eller beståelse af en egnethedsprøve.

Den foreslåede § 10, stk. 2 , er en ny bestemmelse, som gennemfører artikel 44, stk. 1, i 8. selskabsdirektiv. Bestemmelsen har ikke hidtil været gennemført i dansk ret og har derfor ikke kunnet håndhæves over for revisorer, der i et tredjeland har opnået godkendelse til at udføre lovpligtig revision. Ændringsdirektivet berører ikke denne bestemmelse.

For revisorer, der opfylder kravene i den foreslåede § 10, stk. 1, men som i et tredjeland har opnået godkendelse til at udføre lovpligtig revision, stilles der i den foreslåede bestemmelse krav om, at det tredjeland, der har godkendt ansøgeren til at udføre lovpligtig revision, på tilsvarende vis vil godkende danske godkendte revisorer. Erhvervsstyrelsen kan iflg. 2. pkt. i bestemmelsen pålægge en ansøger at dokumentere, at denne gensidighed eksisterer. Dokumentationen kan f.eks. bestå i en erklæring fra den myndighed, der har godkendt ansøgeren, om at danske godkendte revisorer vil opnå tilsvarende gensidig anerkendelse. Kravet vil blive pålagt ansøgere fra tredjelande, fra hvilke Erhvervsstyrelsen ikke tidligere har modtaget en gensidighedserklæring. Erhvervsstyrelsen kan i overensstemmelse med de almindelige regler om gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer kræve, at en sådan erklæring el. lign. af en translatør oversættes til dansk eller engelsk.

Med den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3 , foreslås det, at en udenlandsk revisor som udgangspunkt kun kan opnå godkendelse som statsautoriseret revisor efter aflæggelse af egnethedsprøve. Dette er i overensstemmelse med gældende praksis for godkendelse af udenlandske revisorer. En egnethedsprøve anses for den mest hensigtsmæssige metode til afklaring af, om en udenlandsk revisor har tilstrækkeligt kendskab til den danske regulering inden for materielle erhvervsretlige regler, skatte- og skatteforvaltningsret, regler for regnskabsaflæggelse og regler for udøvelse af revisionsvirksomhed i Danmark.

Kravene til egnethedsprøven, der i dag forestås af og aflægges mundtlig for Revisorkommissionen, er nærmere beskrevet i Revisorkommissionens vejledning fra juni 2014. Vejledningen er offentliggjort på Revisorkommissionens hjemmeside. Prøven, der omfatter revisors kendskab til love og bestemmelser i værtslandet, der er relevante for lovpligtig revision, vil blive videreført.

I det tilfælde, at en ansøger dokumenterer at have dybdegående kendskab til den danske regulering af de for revisorer relevante emner, kan Erhvervsstyrelsen undlade at stille krav om bestået egnethedsprøve som betingelse for godkendelse som statsautoriseret revisor.

Til nr. 13

Den gældende bestemmelse i § 13, stk. 1, fastsætter betingelser for at opnå Erhvervsstyrelsens godkendelse som revisionsvirksomhed. Bestemmelsen stiller krav til majoriteten af stemmerettigheder, personkredsen af revisionsvirksomhedens øverste ledelsesorgan og krav om at revisionsvirksomheden skal underkaste sig kvalitetskontrol efter lovens § 29.

Ændringsdirektivet indfører krav til revisionsvirksomheders interne organisation, som foreslås indsat i lovens § 28, og krav om, at en revisionsvirksomhed som led i sit kvalitetsstyringssystem skal have en passende ordning, hvor dens ansatte kan indberette overtrædelser af revisorlovgivningen eller forordningen, som foreslås indsat i lovens § 28 a. Der henvises nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 44 og 45.

Det foreslås derfor, at det i lovens § 13, stk. 1, nr. 1 , præciseres, at Erhvervsstyrelsens godkendelse af en revisionsvirksomhed - udover de betingelser som allerede fremgår af bestemmelsen - tillige kræver, at virksomheden opfylder kravene i §§ 28 og 28 a til dens interne organisation og dens kvalitetsstyringssystem, herunder etablering af en whistleblowerordning.

Til nr. 14

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 78, hvorefter nuværende § 44, stk. 4, bliver § 44, stk. 6, og som følge af forslagets § 1, nr. 80, hvorefter nuværende 3. pkt. i § 44, stk. 4, bliver 4. pkt.

Til nr. 15

Den gældende regulering af godkendelse af revisionsvirksomheder i revisorlovens § 13 indeholder ikke krav til en revisionsvirksomheds hjemsted eller andre rent nationale krav. Derfor vil en revisionsvirksomhed, der opfylder kravene til godkendelse i en anden EU/EØS medlemsstat, også opfylde de danske godkendelseskrav. En godkendelse efter revisorlovens § 13 indebærer imidlertid, at revisionsvirksomheden uanset dens hjemland bliver underlagt fuldt tilsyn efter danske regler.

Med ændringsdirektivet er der indført en ny bestemmelse i artikel 34, stk. 1, der begrænser omfanget af det tilsyn, som kan pålægges en udenlandsk revisionsvirksomhed, der er godkendt i hjemlandet.

For at kunne skelne mellem revisionsvirksomheder, der er underlagt fuldt tilsyn i Danmark, og de revisionsvirksomheder, som kun kan kontrolleres i begrænset omfang i overensstemmelse med ændringsdirektivet, foreslås indført en ny § 13 a i revisorloven. Bestemmelsen omhandler alene registreringen af revisionsvirksomheder, der er godkendt i et andet EU- eller EØS-land i overensstemmelse med 8. selskabsdirektiv med henblik på afgivelse af erklæringer omfattet af revisorlovens § 1, stk. 2 – revisionspåtegninger og andre erklæringer med sikkerhed, der ikke udelukkende er bestemt til hvervgiverens eget brug. Disse virksomheder bliver efter den foreslåede formulering til revisorlovens § 29, stk. 5, ikke underlagt den kontrol af kvalitetsstyringssystemet, der ellers følger af § 29, stk. 2.

Af den foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 1, følger det, at en udenlandsk revisionsvirksomhed skal registreres i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, hvis virksomheden er godkendt i et andet EU-land eller EØS-land i overensstemmelse med 8. selskabsdirektiv. En verifikation af en revisionsvirksomheds godkendelse vil i praksis blive foretaget via Informationssystemet for det Indre Marked (IMI), der er et myndighedssamarbejde inden for EU/EØS-landene.

Det følger af årsregnskabslovens § 135, at kun statsautoriserede eller registrerede revisorer kan revidere årsregnskaber og koncernregnskaber, afgive udtalelse om ledelsesberetningen eller udføre andet arbejde, som medfører afgivelse af en erklæring til årsrapporten. Det vil derfor fortsat være nødvendigt for en udenlandsk revisionsvirksomhed, der er registreret i overensstemmelse med den foreslåede § 13 a, at sikre, at revisionen af danske virksomheder foretages af en revisor, der er godkendt i Danmark i overensstemmelse med revisorloven.

I § 13 a, stk. 2, foreslås det, at fristen for, hvornår en EU-/EØS-revisionsvirksomhed skal lade sig registrere, fastsættes således, at virksomheden ikke kan påtage sig revisionsopgaver uden at være anmeldt. Fristen er således angivet fleksibelt med formuleringen skal indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, før arbejdet med afgivelse af erklæringer efter § 1, stk. 2, påbegyndes.

Det følger af den nye bestemmelse i 8. selskabsdirektiv artikel 3 a, stk. 3, 2. pkt., at en værtsmedlemsstat kan kræve et certifikat, der attesterer, at revisionsfirmaet er registreret i hjemstaten. Det følger endvidere af artikel 3, stk. 3, at værtsmedlemsstatens kompetente myndighed giver hjemstatens kompetente myndighed underretning om registreringen af revisionsfirmaet. En revisionsvirksomhed kan først vælges som revisor for en dansk virksomhed, når revisionsvirksomheden er registreret i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Med henblik på håndteringen af disse praktisk administrative opgaver foreslås det i § 13 a, stk. 3, at Erhvervsstyrelsen gives hjemmel til fastsættelse af nærmere regler for registrering af EU-/EØS-revisionsvirksomheder og orientering af den kompetente myndighed i hjemlandet.

Til nr. 16

Efter revisorlovens § 15, stk. 1, gælder der for tredjelandes revisorer og revisionsvirksomheder en pligt til registrering i registret over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, hvor sådanne afgiver revisionspåtegning på årsregnskaber og koncernregnskaber for virksomheder med hjemsted uden for EU/EØS-landene, men som er børsnoterede i Danmark. Bestemmelsen er en implementering af artikel 45 i 8. selskabsdirektiv.

Efter den gældende affattelse af § 15, stk. 2, der er en implementering af en undtagelsesbestemmelse i artikel 45, finder registreringskravet for virksomheder omfattet af § 15, stk. 1, dog ikke anvendelse, hvis revisionspåtegningen angår en virksomhed, der udelukkende udsteder gældsbeviser, hvis pålydende værdi pr. enhed beløber sig til mindst 50.000 EUR eller, når der er tale om gældsbeviser i en anden valuta, på udstedelsesdagen svarer til mindst 50.000 EUR.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 33, er artikel 45, stk. 1, ændret med hensyn til undtagelsesbestemmelsen. Lovforslaget implementerer ændringen af undtagelsesbestemmelsen, således at undtagelsen nu angår to grupper af virksomheder.

Forslaget til affattelse af § 15, stk. 2, nr. 1 , angår de virksomheder, hvis gældsbeviser inden den 31. december 2010 var optaget til handel på et reguleret marked, og hvor gældsbevisernes pålydende på udstedelsesdagen er mindst 50.000 EUR eller en tilsvarende værdi.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse, og forslaget får derfor ikke betydning for registreringspligten for de tredjelandsrevisorer, der reviderer virksomheder omfattet af stk. 1, der har gældsbeviser optaget til handel før den 31. december 2010.

Forslaget til affattelse af § 15, stk. 2, nr. 2 , angår de virksomheder, hvis gældsbeviser den 31. december 2010 eller senere er optaget til handel på et reguleret marked, og hvor gældsbevisernes pålydende på udstedelsesdagen er mindst 100.000 EUR eller en tilsvarende værdi.

Ved forslaget hæves størrelsesgrænsen for, hvornår en tredjelandsrevisor er fritaget fra registreringspligten, fra en værdi pr. enhed på 50.000 EUR til 100.000 EUR. . Den ændrede grænse gælder for gældsbeviser, der er optaget til handel på et reguleret marked den 31. december 2010 eller senere. Det betyder, at revisorer, der har været fritaget for registrering efter de gældende regler, kan blive omfattet af registreringspligten efter den nye bestemmelse, medmindre revisionen vedrører en virksomhed, der også opfylder den nye størrelsesgrænse pr. enhed for de udstedte gældsbeviser.

De foreslåede ændringer følger af ændringerne i artikel 45 i 8. selskabsdirektiv.

Til nr. 17

Det foreslås, at der indsættes en ny overskrift benævnt accept og fortsættelse af en revisionsopgave, som følge af, at der i § 1, nr. 17 foreslås indført en ny bestemmelse om revisionsvirksomhedens accept og fortsættelse af en revisionsopgave.

Den gældende revisorlov indeholder ikke bestemmelser om revisionsvirksomhedens accept og fortsættelse af en revisionsopgave udover stillingtagen til uafhængigheden. Det fremgår af lovens § 24, stk. 6, 1. pkt., at revisionsvirksomheden skal sikre, at revisor tager stilling til, om der foreligger omstændigheder, som for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om vedkommendes uafhængighed, inden opgaven påtages.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 16, indsættes artikel 22b, som indeholder krav om, at revisionsvirksomheden skal vurdere og dokumentere visse nærmere angivne forhold, inden den accepterer eller fortsætter en revisionsopgave. Revisionsvirksomheden skal bl.a. vurdere og dokumentere uafhængighed og trusler mod uafhængigheden og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå disse trusler.

Det foreslås derfor, at kravene til accept og fortsættelse af en revisionsopgave indsættes i revisorloven i en ny bestemmelse, § 15 a, som finder anvendelse for udførelse af revision af regnskaber, jf. dog stk. 3.

Den foreslåede § 15 a, stk. 1, nr. 1 og 2, fastslår i lighed med den gældende § 24, stk. 6, 1. pkt., at revisionsvirksomheden, inden den accepterer en revisionsopgave for en ny kunde eller fortsætter med at udføre revisionsopgaver for en eksisterende kunde, skal vurdere og dokumentere uafhængigheden og trusler mod uafhængigheden. Revisionsvirksomheden skal således forud for enhver revisionsopgave foretage vurdering af, om den opfylder kravene om uafhængighed, jf. § 24, samt foretage en vurdering af, om der er trusler mod revisionsvirksomhedens og revisors uafhængighed. Såfremt revisionsvirksomeden vurderer, at der er trusler mod revisionsvirksomhedens og revisors skal revisionsvirksomheden træffe sikkerhedsforanstaltninger, for at imødegå disse trusler, eller afstå fra opgaven. Revisionsvirksomhedens vurderinger om ovenstående skal dokumenteres.

Stk. 1, nr. 2, præciserer, at enhver trussel mod uafhængigheden og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå disse trusler, skal vurderes og dokumenteres forud for accept og fortsættelse af en revisionsopgave uanset væsentlighed.

Det foreslås med bestemmelsens stk. 1, nr. 3 og 4 , at revisionsvirksomheden skal vurdere og dokumentere, om den har de nødvendige kompetente ansatte, den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer for at udføre revisionsopgaven korrekt. Endvidere skal revisionsvirksomheden sikre, at revisor er godkendt til at afgive revisionspåtegningen på regnskabet.

Det foreslåede stk. 2 udnytter ændringsdirektivets option til at fastsætte lempeligere krav ved revision af små virksomheder, jf. den foreslåede § 1 a for definition af små virksomheder. Det foreslås derfor i stk. 2, at det alene er stk. 1, nr. 1 og 2, som skal finde anvendelse ved revision af regnskaber aflagt af små virksomheder. Ved revision af regnskaber aflagt af små virksomheder skal en revisionsvirksomhed derfor vurdere og dokumentere uafhængighed efter § 24 og trusler mod uafhængigheden og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå disse trusler. Dette er i overensstemmelse med den gældende § 24, stk. 6, 1. pkt.

Det foreslåede medfører, at stk. 1, nr. 3 og 4, ikke finder anvendelse ved revision af regnskaber aflagt af små virksomheder. En revisionsvirksomhed skal derfor ikke, inden den accepterer eller fortsætter en revisionsopgave, vurdere og dokumentere, om den har de nødvendige kompetente ansatte, den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer eller om den revisor, der afgiver revisionspåtegningen på regnskabet, er godkendt hertil. Det er dog fortsat et krav efter revisorlovens § 16, stk. 1, at en godkendt revisor skal udføre revisionen i overensstemmelse med god revisorskik. En revisor skal derfor udvise den hurtighed, som opgavens beskaffenhed tillader, og udvise fornøden omhu ved udførelsen af opgaven. Endvidere indebærer begrebet god revisorskik implicit, at pågældende, som afgiver revisionspåtegningen på regnskabet, skal være godkendt revisor.

Efter den foreslåede stk. 3 finder § 15 a, stk. 1, nr. 1 og 2, om uafhængighed og trusler mod uafhængigheden, herunder de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå disse trusler, også anvendelse for andre erklæringer med sikkerhed, f.eks. udvidet gennemgang efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard. Det er i overensstemmelse med den gældende § 24, stk. 6, 1. pkt

Den gældende § 24, stk. 6, 1. pkt., foreslås som følge af den nye § 15 a ophævet, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 37.

Efter den foreslåede § 15 a, stk. 4 , præciseres, at kravene til vurdering og dokumentation af uafhængighed mv. efter forslaget til stk. 1, ved revision af virksomheder af interesse for offentligheden gælder i tillæg til kravene i artikel 6 i forordning (EU) nr. 537/2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden om forberedelse til den lovpligtige revision og vurdering af trusler mod uafhængigheden.

Til nr. 18 og 19

Den gældende § 16, stk. 1, fastslår, at revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant under udførelse af erklæringsopgaver med sikkerhed, og at revisor skal udføre opgaverne i overensstemmelse med god revisorskik. Bestemmelsen opfylder krav til etik i den tidligere artikel 21 i 8. selskabsdirektiv.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 13, ændres artikel 21 om faglig etik, så der i stk. 2 indføres krav om, at revisor skal udvise professionel skepsis i forbindelse med udførelse af lovpligtig revision.

Det foreslås derfor, at kravet om at udvise professionel skepsis indsættes som en del af god revisorskik i stk. 1, 3. pkt. , og at det i et nyt stk. 2 uddybes, hvad det indebærer at udvise professionel skepsis.

God revisorskik gælder ved udførelse af alle erklæringsopgaver med sikkerhed, dvs. både ved udførelse af revision og ved udførelse af andre opgaver med sikkerhed, herunder f.eks. udvidet gennemgang efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard. Efter forslaget vil kravet om at udvise professionel skepsis ligeledes gælde for alle erklæringer med sikkerhed. Det er i overensstemmelse med de internationale standarder, hvor det fremgår af afsnit 40 i International begrebsramme for erklæringsopgaver med sikkerhed tilpasset dansk lovgivning, at revisor skal planlægge og udføre en erklæringsopgave med sikkerhed under udvisning af professionel skepsis. Kravet om at udvise professionel skepsis er således indarbejdet i de internationale standarder, f.eks. i afsnit 15 i ISA 200 om revisionens overordnede mål og gennemførelse, i afsnit 22 i ISRE 2400 om review og i afsnit 14 i ISAE 3000 om andre erklæringer med sikkerhed.

Efter ændringsdirektivet betyder professionel skepsis en holdning, der indbefatter en kritisk tilgang, og hvor revisor skal være opmærksom på omstændigheder, som kan indikere mulig fejlinformation som følge af fejl eller svig, samt en kritisk vurdering af revisionsbeviset.

Stk. 2 angiver nærmere, hvad det indebærer at udvise professionel skepsis. 1. pkt. svarer til afsnit 40 i den internationale begrebsramme, jf. ovenfor. Professionel skepsis indebærer efter standarderne, at revisor f.eks. skal være opmærksom på

● beviser, der modsiger andre beviser

● information, der rejser tvivl om pålideligheden af dokumenter og svar på forespørgsler, som påtænkes benyttet som revisorbevis

● forhold, der kan være tegn på mulige tilfælde af besvigelser

● omstændigheder, der kan medføre behov for at udføre yderligere handlinger.

Som udgangspunkt kan revisor gå ud fra, at registreringer og dokumenter er ægte, medmindre revisor har grund til at formode det modsatte. Revisor skal imidlertid altid overveje pålideligheden af den information, der anvendes som revisionsbevis, og hvis der er tvivl, skal revisor undersøge det nærmere og få forholdet afklaret.

Uanset revisors tidligere erfaringer med virksomhedens ledelse fritager det ikke revisor fra at udvise professionel skepsis, eller fra at revisor stiller sig tilfreds med usikre revisionsbeviser.

Professionel skepsis skal udvises under hele opgaven for at mindske risikoen for, at revisor overser usædvanlige forhold, overgeneraliserer i forbindelse med at drage konklusioner baseret på de indsamlede beviser eller tager udgangspunkt i uhensigtsmæssige forudsætninger ved fastlæggelsen af arten, den tidsmæssige placering og omfanget af revisors handlinger.

Ved erklæringsemnet forstås det dokument eller forhold, hvorom revisor erklærer sig, f.eks. et årsregnskab.

Det præciseres i 2. pkt., at revisor særligt skal udvise professionel skepsis ved gennemgangen af ledelsens skøn vedrørende dagsværdier og nedskrivning af aktiver, hensættelser og fremtidige betalingsstrømme, der har betydning for den reviderede virksomheds mulighed for at fortsætte driften. Kravet gælder kun, når revisor udfører revision. Præciseringen følger af ændringsdirektivet, hvorimod det ikke er præciseret i de internationale standarder.

Med præciseringen bliver det understreget, at revisor ikke uden videre kan lægge ledelsens skøn over værdiansættelserne til grund som revisionsbevis, men at revisor har en selvstændig pligt til at efterprøve og stille spørgsmål til det af ledelsen anvendte grundlag og metoder for de udøvede skøn.

Til nr. 20

Forslaget til ændring af § 16, stk. 3, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 11 om ændringen af § 10.

Til nr. 21

Den gældende revisorlov regulerer ikke nærmere revisors eller revisionsvirksomhedens tilrettelæggelse af arbejdet.

Revisorloven indeholder i den gældende § 16, stk. 4, 1. pkt., hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler og standarder om etik, udførelse af revisionsopgaver og afgivelse af revisionspåtegninger, herunder udtalelse om ledelsesberetninger, og om udførelse af andre erklæringsopgaver med sikkerhed samt afgivelse af erklæringer med sikkerhed. Det fremgår af bemærkningerne til § 16, stk. 4, i lov nr. 468 af 17. juni 2008 (lovforslag nr. L 120 2007/2008, 2. saml., jf. Folketingstidende 2007/2008, tillæg A, side 4550), at det endvidere efter artikel 26 i direktiv 2006/43/EF kan blive vedtaget, at en revision skal udføres i overensstemmelse med de internationale revisionsstandarder (ISA). Med den foreslåede bestemmelse blev der således skabt hjemmel til at gennemføre disse standarder i dansk lovgivning. Med bestemmelsen er der også skabt hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen inden for rammerne af direktivets artikel 26 kan vedtage yderligere krav til revisionen eller udelade visse krav i standarderne inden for rammerne af direktivet.

Bestemmelsen er i dag udnyttet i erklæringsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 385 af 17. april 2013), der fastsætter nærmere regler om afgivelse af revisionspåtegninger, herunder udtalelse om ledelsesberetninger, samt om afgivelse af erklæringer om review (gennemgang) og afgivelse af andre erklæringer med sikkerhed. Endvidere er bestemmelsen udnyttet i erklæringsstandarden for små virksomheder.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 19, indsættes artikel 24b om tilrettelæggelse af arbejdet, som indeholder en række detaljerede krav om tilrettelæggelse af arbejdet.

Det foreslås derfor, at Erhvervsstyrelsen i medfør af § 16, stk. 4, 1. pkt ., der bliver stk. 5, 1. pkt., får hjemmel til at fastsætte nærmere regler og standarder om tilrettelæggelse og udførelse af revisionsopgaver.

Med den foreslåede ændring udvides Erhvervsstyrelsens adgang til, udover at kunne gennemføre nationale regler og standarder om etik, udførelse og afgivelse af revisionspåtegninger m.v., til også at kunne fastsætte krav eller standarder vedrørende tilrettelæggelse og udførelse af revisionsopgaver. Kravene vil ikke komme til at gælde for revisioner udført efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandardard, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1, 2. pkt. Kravene til tilrettelæggelse af arbejdet foreslås udmøntet med en direktivkonform ordlyd, men med udgangspunkt i de internationale standarder, hvor dette er muligt inden for ændringsdirektivtekstens rammer, og forventes at indeholde krav til udførelse af revision af regnskaber for udpegning af revisor og opgaveteam, revisors ansvar for revisionsopgaven samt dokumentation. Endvidere foreslås det, at ændringsdirektivets option til at fastsætte lempeligere krav ved revision af små virksomheder, som defineret ved forslagets til en ny § 1 a, udnyttes.

Ved udpegning af revisor og opgaveteam forstås, at revisionsvirksomheden skal udpege mindst én revisor, når revisionsopgaven udføres af en revisionsvirksomhed, og eventuel tilknytte andre personer, som har de nødvendige kompetencer og evner til at udføre revisionsopgaven korrekt.

Revisors ansvar for udførelse af revisionen omfatter, at revisor skal tage ansvar for den overordnede kvalitet af hver enkelt revisionsopgave, som revisor er udpeget til, og deltage aktivt i udførelsen af revisionsopgaven. Det må forventes, at nærmere ansvarsområder angives, såsom ansvar for ledelse, tilsyn, udførelse af revisionsopgaven, gennemgang af dokumentationen og foretagelse af passende konsultationer i forbindelse med udførelse af revisionen.

Ved dokumentation forstås bl.a. krav til revisor om registrering af overtrædelser og konsekvenser for overtrædelser af revisorlovgivningen, samt klager over resultatet af en udført revision.

Det må forventes, at der fastsættes lempeligere krav ved revision af små virksomheder, for så vidt angår revisors forpligtelse til at føre et register over overtrædelser af revisorlovgivningen, så der alene foreligger en pligt til at registrere grove overtrædelser. Endvidere kan det forventes, at en skriftlig klage over resultatet af den udførte revision alene skal kunne findes frem ved f.eks. intern og ekstern kontrol.

Den allerede gældende hjemmel giver som anført mulighed for, at en revision skal udføres i overensstemmelse med de internationale gældende revisionsstandarder (ISA). Efter ændringsdirektivets artikel 26, stk. 5, kan medlemslandene indføre en proportional anvendelse af de internationale revisionsstandarder, når revisionen vedrører revision af små virksomheder. Det foreslås derfor, at den gældende hjemmel udvides til også at kunne omfatte en proportional anvendelse af de internationale revisionsstandarder. Med det foreslåede, bliver der skabt hjemmel til en proportional anvendelse af de internationale gældende revisionsstandarder, hvis der skabes det nødvendige grundlag herfor inden for rammerne af ændringsdirektivets artikel 26, stk. 5.

Til nr. 22

Forslaget til ændring af § 17, stk. 1. pkt. 1, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 19, om ændringen af § 16.

Til nr. 23

Den gældende § 18 vedrører revisors fratræden m.v. Bestemmelsen finder efter stk. 1 anvendelse, når revisor afgiver revisionspåtegninger og andre erklæringer med sikkerhed på årsregnskaber m.v. Stk. 2, fastslår, at tiltrædende revisor skal rette henvendelse til den fratrædende revisor, som har pligt til at oplyse om grundene til sin fratræden samt til at give den tiltrædende revisor adgang til alle relevante oplysninger om den virksomhed, som revisors erklæring vedrører. Pligten er en undtagelse fra den tavshedspligt, som ellers gælder for revisorer, jf. revisorlovens § 30, stk. 1. Pligten til at give den tiltrædende revisor adgang til alle relevante oplysninger om den virksomhed, der skal afgives erklæring om, har til formål at sikre, at en ny revisor kan få kendskab til alle relevante forhold, der kan have betydning for revisionen af et årsregnskab.

Efter stk. 1 består revisors hverv, indtil en ny revisor er tiltrådt, medmindre andet følger af lovgivningen eller er aftalt. Revisor kan dog fratræde, medmindre det strider mod god revisorskik. I forhold til god revisorskik må fratræden forudsætte, at revisor har en rimelig begrundelse for sin fratræden. En vægtig begrundelse kan være, at revisor konstaterer, at uafhængighedskravene til revisor ikke længere er opfyldt. Her vil det være krævet direkte i loven og også via god revisorskik, at revisor fratræder. Baggrunden er, at virksomheden må kunne forvente, at opgaven udføres som aftalt. Henvisningen til god revisorskik blev indsat i revisorlovgivningen i forbindelse med den følgelovgivning, der fulgte med den nye årsregnskabslov i 2001. I bemærkningerne til lovforslag L 139, Folketinget 2000-2001, fremgår under § 5, at revisor har som hidtil mulighed for at hæve revisionsaftalen inden for rammerne af god revisorskik. Dette må afgøres ud fra omstændighederne i det enkelte tilfælde. Som udgangspunkt vil revisor f.eks. kunne fratræde, hvis aftalen utvivlsomt vil blive misligholdt på grund af virksomhedens manglende evne til at betale revisorhonoraret. Derimod kan revisor som udgangspunkt ikke ophæve aftalen, fordi ledelsen i strid med forslagets § 1, nr. 17 (samt § 2, nr. 2, § 3, nr. 3, og § 4, nr. 8) ikke giver revisor visse nødvendige oplysninger, eller fordi revisor og ledelsen er uenige om indholdet af et regnskab, f.eks. en årsrapport. Her følger det af reglerne om revisionspåtegninger i erklæringsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, at revisor skal tage forbehold i sin påtegning. Revisor er offentlighedens tillidsrepræsentant under udøvelse af revision, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 6 a, stk. 3, og lov om registrerede revisorer § 4 a, stk. 3. Revisor kan derfor ikke undgå pligten til at tage forbehold i sin påtegning ved at fratræde hvervet. Forholdet mellem revisor og hvervgiver kan dog blive så belastet, at det er klart, at revisionsaftalen ikke kan opfyldes, selv efter at revisor har gjort sit yderste for at gennemføre revisionen. Her kan revisor som en sidste udvej være nødt til at opsige aftalen.

Det foreslås at indsnævre bestemmelsens anvendelsesområde, så den fremover alene gælder, når revisor udfører revision. Bestemmelsen bringes dermed i overensstemmelse med 8. selskabsdirektivs anvendelsesområde. Det er således i bestemmelsen præciseret, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, hvis revisor har udført revisionen efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1.

Dette indebærer, at revisor ikke længere vil være omfattet af pligterne i forhold til fratræden, hvis revisor f.eks. afgiver erklæringer om udvidet gennemgang, revirew, eller assistance med regnskabsopstilling eller en anden erklæring uden sikkerhed. Anvendelsen af begrebet årsregnskaber m.v. betyder endvidere, at pligterne i § 18 alene gælder, når revisor afgiver revisionspåtegning på et regnskab, der dækker et helt regnskabsår.

Efter stk. 2 kan revisor til enhver tid fratræde, medmindre det strider mod god revisorskik. Hvis revisor fratræder, har den tiltrædende revisor pligt til at rette henvendelse til den fratrædende revisor, der så har pligt til at oplyse om grundene til sin fratræden. Det foreslås endvidere, at det direkte i loven fastsættes, at den fratrædende revisor har pligt til at give den tiltrædende revisor adgang til alle relevante oplysninger om den virksomhed, som revisor har afgivet erklæring om.

Umiddelbart synes det at følge af reglerne om god revisorskik, der omfatter god revisoradfærd, at den fratrædende revisor ikke påfører den tiltrædende revisor unødige hindringer for udførelsen af sit arbejde. Som følge heraf stilles sædvanligvis de oplysninger til rådighed, som ønskes af den tiltrædende revisor.

Revisorskifte har dog i årenes løb givet anledning til praktiske problemer, da manglende adgang til oplysninger for den tiltrædende revisor har affødt revisionsmæssige problemer ved f.eks. revision af åbningsbalancen for regnskabsåret eller sammenligningstal for det foregående regnskabsår. Konsekvensen har (i særlige tilfælde) været forbehold i revisionspåtegningen.

Det foreslås i stk. 2 , 3. pkt., at præcisere, at den tiltrædende revisor også skal rette henvendelse til den revisor, som har afgivet den seneste erklæring, uanset denne ikke er den fratrædende revisor. Den ændrede affattelse har betydning i de tilfælde, hvor den underskrivende revisor er fratrådt og afløst af en anden revisor, som så også er fratrådt, forinden vedkommende har afsluttet en igangværende revisionsopgave. Stk. 2 angiver nu klart, at den tiltrædende revisor i sådanne tilfælde også har pligt til at rette henvendelse til den senest underskrivende revisor. Samtidig løfter bestemmelsen tavshedspligten for den underskrivende revisor over for den tiltrædende revisor.

Oplysninger om den seneste revision af virksomheden er en del af relevante oplysninger, som både den fratrædende revisor og den revisor, der har afgivet den seneste erklæring, har pligt til at give den tiltrædende revisor ifølge det foreslåede stk. 2.

Det foreslåede stk. 2, 4. pkt., er en videreførelse af gældende stk. 2. 3. pkt., og er en gennemførelse af direktivets bestemmelse om udveksling af oplysninger om den reviderede virksomhed mellem den fratrædende og den tiltrædende revisor.

Forslaget indebærer, at når årsregnskabet for det foregående år er forsynet med en revisionspåtegning afgivet af en anden revisor, skal den fratrædende revisor i alle tilfælde give den tiltrædende revisor adgang til alle relevante oplysninger i forbindelse hermed. For virksomheder, der ikke er underlagt lovkrav om revision af årsregnskabet, men som frivilligt vælger at lade dette revidere, vil en fratrædende revisor også have pligt til at give en tiltrædende revisor de relevante oplysninger, hvis den pågældende revisor kan dokumentere at have indgået en aftale med virksomheden om at revidere årsregnskabet for det efterfølgende regnskabsår. En tiltrædende revisor har kun adgang til oplysninger, hvis årsregnskabet for det foregående år er forsynet med en revisionspåtegning. Hvis det seneste årsregnskab, der er forsynet med en revisionspåtegning fra revisor, ligger mere end et regnskabsår tilbage, har revisor af det pågældende regnskab ikke pligt til at give oplysninger til den tiltrædende revisor.

Meddelelsespligten gælder kun ved revision af årsregnskaber og ikke f.eks. ved udvidet gennemgang efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard, jf. det foreslåede stk. 1. Det vil sige, at meddelelsespligten mellem fratrædende og tiltrædende revisor gælder, hvis fratrædende revisor udførte (eller skulle udføre) revision, og tiltrædende revisor skal udføre revision. Meddelelsespligten gælder således også, hvis revisor fratræder, før revisionspåtegningen på årsregnskabet foreligger i underskreven stand. Meddelelsespligten gælder således ikke, hvis henholdsvis fratrædende eller tiltrædende revisor afgav eller har til hensigt at afgive en anden erklæring end en revisionspåtegning. Begrundelsen herfor er, at meddelelsespligten skal sikre kontinuitet i revisors arbejde vedrørende årsregnskaber, uanset hvilken revisor, der udfører opgaven, når der udføres revision og afgives en revisionspåtegning.

Meddelelsespligt mellem tiltrædende og fratrædende revisor gælder alene i forhold til årsregnskaber m.v. Årsagen hertil er, at meddelelsespligten oprindeligt blev indsat i årsregnskabsloven i den tidligere årsregnskabslovs § 61 e, stk. 4 ved lov nr. 345 af 6. juni 1991og dermed på daværende tidspunkt alene fandt anvendelse for årsregnskaber og eventuelle koncernregnskaber.

Efter bestemmelsen gælder ovenstående pligter til at give oplysninger til tiltrædende revisor både for den fratrædende revisor og den revisor, der har afgivet den seneste revisionspåtegning.

Meddelelsespligten gælder derfor ikke, hvis revisor afgiver en revisionspåtegning på eksempelvis en selvangivelse. Ligeledes gælder meddelelsespligten ikke, hvis revisor afgiver revisionspåtegning om enkeltstående opgaver, såsom en åbningsbalance eller en vurderingsberetning.

Der skal gives den tiltrædende revisor adgang til relevante og tilstrækkelige oplysninger, der sikrer, at arbejdet kan gennemføres i overensstemmelse med god revisorskik og således, at manglende oplysninger – isoleret set – ikke får den konsekvens for virksomheden, at erklæringen på årsregnskabet forsynes med et forbehold.

Det bør derfor i vid udstrækning overlades til den tiltrædende revisor at vurdere, hvorvidt der er tale om relevante oplysninger. Herved sikres der i et vist omfang imod chikanøs adfærd fra den fratrædende revisor m.v.. Den tiltrædende revisor skal dog entydigt kunne definere/konkretisere, hvilke oplysninger, den pågældende revisor ønsker adgang til, og må således ikke fremsætte en meget generel anmodning.

Ligeledes bør den tiltrædende revisor ikke kunne forlange adgang til oplysninger, som kan skaffes på anden måde, f.eks. ved at revisor selv henvender sig til offentlige myndigheder eller til kunden selv. Fokus bør således være mere på oplysninger end på selve materialet.

Det bør dog overlades til domstolene endeligt at afgrænse, hvad der er relevante oplysninger. Ligeledes bør det overlades til domstolene at afgøre, hvornår en revisor er forpligtet til at give adgang til de pågældende oplysninger.

Adgang til oplysninger fra den fratrædende revisor m.v. til den tiltrædende revisor kan principielt ske såvel i mundtlig som i skriftlig form, herunder ved at den tiltrædende revisor gives adgang til at gennemse materiale eller stille spørgsmål eller ved udlevering af materiale.

Hvis revisor fratræder i utide, enten efter eget valg eller som følge af afskedigelse fra virksomhedens side skal fratrædelsen begrundes. Efter artikel 38 i 8. selskabsdirektiv kan meningsforskelle vedrørende regnskabsmæssig behandling eller revisionsprocedurer ikke begrunde en afskedigelse af revisor. Begrundelsen skal meddeles det offentlige tilsyn. Denne artikel er gennemført i selskabslovgivningen, dvs. i § 146 i selskabsloven, § 19 i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder og § § 72 i lov om erhvervsdrivende fonde.

Både den fratrædende og den revisor, der har afgivet seneste revisionspåtegning, samt den tiltrædende revisor er som hovedregel underlagt tavshedspligt, jf. § 30, stk. 1. I forhold til meddelelsespligten mellem tiltrædende og fratrædende revisor m.v. gælder tavshedspligten dog ikke, jf. henvisningen til straffelovens § 152 e i forslaget til § 30, stk. 1, 1. pkt. Dette er også i overensstemmelse med direktivets artikel 23, hvor det fremgår, at reglerne om tavshedspligt ikke må være til hinder for, at reglerne i direktivet overholdes, dvs. inkl. reglerne om kommunikation mellem tiltrædende og fratrædende revisor.

Til nr. 24

Forslaget til ændring af § 19, stk. 1, 3. pkt., er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 25, om indsættelse af et nyt stk. 3 i § 19.

Til nr. 25

Den gældende § 19 indeholder overordnede regler om afgivelse og underskrivelse af revisionspåtegning samt underskriftsforhold vedrørende andre erklæringer med sikkerhed.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i § 19 , der fastsætter de overordnede krav til afgivelse af revisionspåtegning, når der er valgt flere revisorer til at udføre revisionen.

Bestemmelsen gennemfører ændringsdirektivets artikel 1, nr. 23, der ændrer 8. selskabsdirektivs artikel 28 om revisionspåtegningen. Efter den ændrede affattelse af artikel 28, stk. 3, skal der afgives en fælles revisionspåtegning, hvis der er valgt flere revisorer. Det fastsættes endvidere, at revisorerne i tilfælde af uenighed skal afgive hver sin udtalelse i et særskilt afsnit i revisionspåtegningen.

I det foreslåede stk. 3, 1. pkt. fastsættes kravet om afgivelse af en fælles revisionspåtegning. De valgte revisorer skal underskrive revisionspåtegningen i overensstemmelse med de underskriftskrav, der fremgår af erklæringsbekendtgørelsen. Efter erklæringsbekendtgørelsen skal revisionspåtegningen underskrives af den eller de revisorer, der er valgt til at udføre revisionen. Revisionsvirksomhedens navn og revisors navn, herunder om vedkommende er statsautoriseret revisor eller registreret revisor, skal tydeligt fremgå af påtegningen. Disse oplysninger skal dermed tydeligt fremgå for hver valgt revisors underskrift.

Det foreslåede stk. 3, 2. pkt. fastsætter, hvordan revisorerne skal forholde sig, hvis de ikke kan blive enige om konklusionen. I tilfælde af uenighed skal hver af revisorerne i et særskilt afsnit afgive sin egen konklusion, der tillige skal angive årsagen til uenigheden.

Når der er valgt flere revisorer til at udføre den lovpligtige revision, skal de så vidt muligt søge at opnå enighed om resultatet af den udførte revision. Revisorerne må herunder vurdere, hvorvidt udførelse af yderligere revisionshandlinger kan tilvejebringe det yderligere revisionsbevis, der er nødvendigt med henblik på at kunne opnå enighed om resultatet af revisionen. Der kan imidlertid opstå situationer, hvor revisorerne selv efter indhentelse af eventuelt yderligere revisionsbevis bedømmer det opnåede revisionsbevis forskelligt, og hvor det ikke er muligt at opnå enighed. Det fastsættes nu direkte i loven, at revisorerne i sådanne situationer skal afgive deres konklusion i hver sit afsnit i revisionspåtegningen.

Uenighed om konklusionen vil som udgangspunkt også have betydning for afsnittet om grundlaget for konklusionen, hvorfor det også vil være nødvendigt at udskille grundlaget for konklusionen og medtage i det særskilte afsnit.

Situationen med to valgte revisorer er ikke reguleret i de internationale standarder, men det fremgik af den tidligere nu ophævede danske revisionsstandard RS 635 om samarbejde mellem to valgte revisorer, at revisorerne som afslutning på revisionen skulle forsyne regnskabet med en fælles revisionspåtegning. Hvis revisorerne helt undtagelsesvist ikke kunne blive enige om konklusionen på revisionen og dermed om påtegningen, skulle revisorerne afgive hver deres påtegning. Det var et krav frem til 2005, at børnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber skulle have mindst to revisorer, og revisionsstandarden har været grundlaget for afgivelsen af revisionspåtegningen, ligesom den må antages at danne grundlag for gældende praksis for afgivelse af revisionspåtegninger ved flere valgte revisorer.

Den foreslåede bestemmelse ændrer således tidligere praksis, da flere valgte revisorer efter det foreslåede stk. 2 altid skal afgive en fælles revisionspåtegning, uanset om de er enige om resultatet af revisionen eller ej.

Bestemmelsen foreskriver ikke, hvordan revisorerne fordeler arbejdet mellem sig. Det vil fortsat være overladt til de valgte revisorer eventuelt i dialog med den reviderede virksomhed.

Til nr. 26

Den gældende § 20 indeholder krav om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision af regnskaber, herunder mindstekrav til indholdet af revisionsprotokollen. Revisionsprotokollen føres til hvervgivers brug, typisk bestyrelsen, og revisionsudvalget, hvor et sådan er etableret.

Det foreslås at ophæve kravet om at føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision.

Baggrunden for forslaget om ophævelse er, at kravet om at føre en revisionsprotokol ved revision af virksomheder af offentlig interesse (PIE-virksomheder) fremover er reguleret i artikel 11 i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden og derfor ikke længere kan være reguleret i revisorloven. Efter forordningen skal revisionsprotokollen forelægges revisionsudvalget, men medlemslandene kan stille krav om, at protokollen også skal forelægges for den reviderede virksomheds bestyrelse eller tilsynsråd.

Den foreslåede nye affattelse af § 20 er en udmøntning af optionen i artikel 11, stk. 1, 2. pkt., hvorefter revisionsprotokollen også skal forelægges for en PIE-virksomheds bestyrelse eller tilsynsorgan. Revisionsprotokollen indeholder væsentlige oplysninger om virksomhedens regnskabsmæssige forhold m.v., som virksomhedens øverste ledelse bør have kendskab til.

Ophævelsen af kravet om førelse af en revisionsprotokol ved revision af årsregnskabet for andre virksomheder end PIE-virksomheder betyder ikke, at virksomhedens ledelse ikke længere vil få disse oplysninger. De internationale revisionsstandarder ISA 260 (kommunikation med den øverste ledelse) og ISA 265 (kommunikation om mangler i intern kontrol til den øverste ledelse og den daglige ledelse) pålægger revisor at kommunikere en række oplysninger til den reviderede virksomheds ledelse. Derudover pålægges revisor også en række kommunikationsforpligtelser i øvrige ISA’er. Oplysningskravene efter ISA 260 og 265 er i stor udstrækning sammenfaldende med kravene efter den gældende bestemmelse i § 20, stk. 3. Revisor vil derfor fortsat have pligt til at give den reviderede virksomheds ledelse en række informationer om revisionen.

Uanset ophævelsen af kravet om at føre en revisionsprotokol i andre virksomheder end PIE-virksomheder er der ikke noget til hinder for, at virksomhedens ledelse aftaler med revisor, at der skal føres en revisionsprotokol. Med lovforslaget gives således større valgfrihed ved, at det overlades til den enkelte virksomhed og revisor at aftale, hvad der passer bedst.

Kravet om at føre en revisionsprotokol ved revision af regnskaber for andre virksomheder end PIE-virksomheder har virkning fra lovens ikrafttræden. For igangværende revisioner må det derfor bero på en aftale mellem den reviderede virksomhed og revisor, hvorvidt der skal føres en revisionsprotokol.

For revision af PIE-virksomheder har ophævelsen først virkning for revision af årsregnskaber, hvis regnskabsår begynder ved lovens ikrafttræden eller senere. Baggrunden herfor er, at forordningens krav først får virkning for afgivelse af revisionsprotokol ved revision af årsregnskaber, hvis regnskabsår begynder efter forordningens ikrafttræden.

Vedrørende overgangsordningerne henvises nærmere til lovforslagets § 7 og bemærkningerne til forslaget.

Til nr. 27

Den gældende § 21, stk. 1, indeholder et krav om, at revisor i virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder), i en revisionsprotokol skal oplyse om levering af andre ydelser end revision samt eventuelle foranstaltninger, der er iværksat for at mindske eventuelle trusler mod revisors uafhængighed. Disse oplysninger er ikke et krav efter forordningen. I den gældende § 21, stk. 2, bestemmes det desuden, at oplysninger om levering af andre ydelser end revision i modervirksomheder, der aflægger koncernregnskab, tillige skal gives for koncernen som helhed.

Efter forslaget foreslås § 21, stk. 1 og 2, ophævet, da kravene til indholdet i revisionsprotokollen ved revision af PIE-virksomheder nu fremgår af forordningen.

Bestemmelsen i § 21, stk. 3, der i den gældende lov definerer PIE-virksomheder, foreslås ophævet. Definitionen indsættes i stedet i en ny § 1 a, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 28

Det foreslås i § 22 om rapportering om økonomiske forbrydelser at indsætte et nyt stk. 5 om, at stk. 1-4 ikke gælder ved revision af en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder), som defineret i forslaget til en ny § 1 a.

Stk. 1-4 indeholder bestemmelser om, at revisor har underretningspligt over for ledelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvis revisor under udførelse af opgaver efter § 1, stk. 2 og 3, indser, at et eller flere medlemmer af virksomhedens ledelse begår eller har begået økonomiske forbrydelser i tilknytning til udførelsen af deres hverv.

Baggrunden herfor er, at den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden indeholder et tilsvarende krav og derfor fremover vil gælde ved revision af sådanne virksomheder.

Efter forordningens artikel 7 skal revisor således underrette virksomheden, hvis revisor har mistanke om eller rimelig grund til at mene, at der kan opstå eller er opstået uregelmæssigheder, herunder svig, med hensyn til den reviderede virksomheds regnskaber. Revisor skal endvidere underrette de relevante myndigheder, hvis virksomheden ikke undersøger sagen. Den relevante myndighed er i Danmark Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Rapporteringspligten efter forordningen gælder ikke kun forbrydelser begået af ledelsen, ligesom rapporteringspligten allerede indtræder, når revisor får mistanke om eller har rimelig grund til at formode, at der kan opstå eller er opstået uregelmæssigheder, herunder svig med hensyn til den reviderede virksomheds regnskaber.

Når revisor udfører andre opgaver end revision for en PIE-virksomhed, er revisor omfattet af pligterne i stk. 1-4 og ikke af forordningens bestemmelse.

Til nr. 29

Den gældende § 23, stk. 2-5, i revisorloven angiver koncernrevisors ansvar i forbindelse med koncernrevisors dokumentation af revisionsarbejde udført af andre revisorer til brug for koncernrevisionen. Koncernrevisors ansvar følger endvidere af regnskabslovgivningen.

I 8. selskabsdirektivs artikel 27 er fastsat regler for nogle forhold vedrørende lovpligtig revision af koncernregnskaber. I ændringsdirektivet er artikel 27 blevet suppleret med, at koncernrevisor skal evaluere det revisionsarbejde, der er udført af andre revisorer, samt at koncernrevisor skal indhente et skriftligt samtykke fra andre revisorer om, at de vil videregive relevant materiale under udførelsen af revisionen som betingelse for, at koncernrevisor kan anvende vedkommendes arbejde.

Det foreslåede § 23, stk. 2 , gennemfører den ændrede formulering af artikel 27, hvorefter koncernrevisor skal evaluere det revisionsarbejde, der er udført af andre revisorer. Det er således tilføjet, at koncernrevisor – udover at dokumentere den gennemgang, der er foretaget af det revisionsarbejde, som er udført af andre revisorer – også skal dokumentere den vurdering, der er foretaget.

Bestemmelsen specificerer således koncernrevisors pligt til at foretage en evaluering af datterselskabsrevisors arbejde. Der er alene tale om en præcisering som følge af den ændrede ordlyd af artikel 27, idet kravet om, at revisor skal evaluere datterselskabsrevisors revisionsarbejde, også er indeholdt i revisors forpligtigelse efter revisorlovens § 23, stk. 1, om udarbejdelsen af arbejdspapirer. Kravet er ligeledes indeholdt i revisorlovens § 23, stk. 2, hvorefter koncernrevisors arbejdspapirer tillige skal dokumentere den gennemgang, der er foretaget af det revisionsarbejde, som er udført af andre revisorer med henblik på koncernrevisionen. Koncernrevisor kan ikke have foretaget en gennemgang af det revisionsarbejde, der er udført af andre revisorer med henblik på koncernrevisionen efter ISA 600 uden, at der heri også ligger en evaluering af arbejdet.

Som noget nyt er der i den foreslåede § 23, stk. 2, 2. pkt ., indsat et krav om, at koncernrevisors arbejdspapirer tillige skal dokumentere andre revisorers samtykke til videregivelse af relevant dokumentation vedrørende revisionsarbejdet under udførelsen af koncernrevisionen. Affattelsen gennemfører det ændrede krav i artikel 27, hvorefter koncernrevisor skal indhente skriftligt samtykke fra andre revisorer til, at denne videregiver relevant materiale under udførelsen af revisionen, som betingelse for, at koncernrevisor kan anvende andre revisorers arbejde.

Koncernrevisor skal således indhente samtykke fra datterselskabsrevisor til, at datterselskabsrevisor vil videregive den nødvendige dokumentation, når koncernrevisor skal udføre koncernrevisionen. Gives samtykket ikke, må koncernrevisor ikke anvende den pågældende revisors arbejde. Med den nye bestemmelse om indhentelse af samtykke er der således sket en tidsmæssig fremrykning af koncernrevisors kontakt til datterselskabers revisor, idet et sådan samtykke giver mening, hvis det indhentes forinden koncernrevisor påbegynder koncernrevisionen.

Til nr. 30

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 29, angiver den gældende § 23, stk. 2-5, i revisorloven revisors dokumentationsforpligtelser i forbindelse med revision af koncerner.

Som noget nyt er der ved ændringsdirektivets affattelse af artikel 27, stk. 2, indsat en forpligtigelse for koncernrevisor til at træffe passende foranstaltninger og underrette den kompetente myndighed, såfremt revisor er forhindret i at gennemgå og vurdere det revisionsarbejde, som er udført af andre revisorer med henblik på koncernrevisionen.

Det foreslås derfor, at der i revisorlovens § 23 indsættes et nyt stk. 3 , hvoraf disse pligter fremgår. Bestemmelsen gælder for alle koncernrevisioner, uanset hvor datterselskaber er revideret.

For det første foreslås det, at koncernrevisor skal træffe passende foranstaltninger, såfremt revisor er forhindret i at gennemgå og vurdere revisionsarbejdet vedrørende en dattervirksomhed. Det skal af koncernrevisors dokumentation fremgå, hvori hindringerne består, samt at koncernrevisor har truffet de fornødne foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger omfatter, hvor det er relevant, at koncernrevisoren selv udfører eller lader udføre yderligere lovpligtigt revisionsarbejde i den relevante dattervirksomhed.

For det andet foreslås det, at koncernrevisor skal underrette Erhvervsstyrelsen om den manglende adgang til revisionsarbejdet vedrørende en dattervirksomhed. Det skal af koncernrevisors dokumentation fremgå, at en sådan henvendelse er sket.

Til nr. 31 og 32

De foreslåede ændringer er alene en konsekvens af, at der indsættes et nyt stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 30.

Til nr. 33

Efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 1, skal revisor være uafhængig under udførelse af erklæringsopgaver med sikkerhed og må ikke være involveret i virksomhedens beslutningstagen. Bestemmelsen gennemførte dagældende artikel 22, stk. 1, i 8. selskabsdirektiv.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 14, ændres artikel 22, stk. 1. Ændringen indebærer bl.a., at personkredsen, der er omfattet af det generelle krav om uafhængighed, udvides til også at omfatte revisionsvirksomheden samt enhver fysisk person, der har mulighed for at påvirke resultatet af revisionen. Som noget nyt fastsættes endvidere den periode, hvor kravet om uafhængighed skal være opfyldt.

Det foreslås, at § 24, stk. 1 , affattes på ny, således at personkredsen bringes i overensstemmelse med direktivet, og at fastlæggelsen af den periode, hvor kravet om uafhængighed er krævet, indarbejdes i bestemmelsen.

Den foreslåede § 24, stk. 1, 1. pkt. , udvides, så det generelle krav om uafhængighed også gælder for revisionsvirksomheden og andre personer i revisionsvirksomheden, der er tilknyttet opgaven eller kontrollerer dennes udførelse. Det fremgår af afsnit 2 i Erhvervsstyrelsens vejledning af 24. marts 2009 om uafhængighedsbekendtgørelsen, at de personer, der indgår i kommandokæden i en revisionsvirksomhed eller anses for at kontrollere opgavens udførelse, omfatter alle personer med ansvar for tilsyn, ledelse, vederlag eller andre kontrolfunktioner over for enten revisionspartneren eller andre personer involveret i udførelsen af opgaven på nationalt, regionalt eller globalt niveau. Bestemmelsen gælder som hidtil ved enhver erklæringsopgave med sikkerhed.

I den foreslåede § 24, stk.1, 2. pkt. , fastlægges, at uafhængighed er krævet både i opgaveperioden og den periode, regnskabet eller det forhold, hvorom der skal afgives erklæring, dækker. Efter den foreslåede § 24, stk. 1, 3. pkt. , begynder opgaveperioden ved påbegyndelse af udførelse af erklæringsopgaven og ophører, når erklæringen er afgivet. Ved en revisionsopgave skal revisor derfor være uafhængig i perioden, der ligger mellem begyndelsen af det regnskabsår, der revideres, og til revisor afgiver sin revisionspåtegning på regnskabet. Hvis der er tale om en revisionsopgave af tilbagevendende karakter, ophører opgaveperioden ved en meddelelse fra revisor eller kunden om, at revisionsaftalen er ophørt eller ved afgivelsen af den sidste revisionspåtegning afhængig af, hvilken periode, der indtræffer senest.

Bestemmelsen svarer til de krav, der er fastsat i afsnit 290.30 og 291.30 i de etiske regler, som er udgivet af FSR – danske revisorer. Bestemmelsen vil derfor blive fortolket med udgangspunkt i de etiske regler for revisorer.

De etiske reglers afsnit 290.31 og 290.32 (revisions- og reviewopgaver) samt 291.31 og 291.32 (andre erklæringsopgaver med sikkerhed) indeholder mere detaljerede regler om det forhold, hvor en virksomhed bliver revisionskunde i løbet af eller efter den periode, som dækkes af det regnskab, revisor skal afgive en revisionspåtegning om, herunder stillingtagen til trusler mod uafhængigheden som f.eks. økonomiske eller forretningsmæssige forbindelser forud for accept af opgaven og tidligere ydelser leveret til kunden. Hvis revisor inden valget som revisor har leveret ydelser, som det ikke vil være tilladt at levere efter valget som revisor, stiller de etiske regler krav om anvendelse af sikkerhedsforanstaltninger, der reducerer truslen mod uafhængigheden til et acceptabelt niveau.

Hvis revisors uafhængighed efter anvendelsen af sikkerhedsforanstaltninger fortsat er i fare, skal revisor afstå fra opgaven, jf. § 24, stk. 3.

Efter artikel 5 i forordningen må en revisor ikke levere ikke tilladte ydelser til en virksomhed af interesse for offentligheden i den periode, der ligger mellem begyndelsen af den reviderede periode og afgivelsen af revisionspåtegningen. For visse ydelser gælder forbuddet også for det regnskabsår, der ligger forud for det regnskabsår, der skal revideres. Levering af ikke tilladte ydelser efter forordningen vil aldrig kunne afhjælpes ved anvendelsen af sikkerhedsforanstaltninger.

Der henvises i øvrigt til forslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne hertil vedrørende accept og fortsættelse af opgaven.

Til nr. 34

Den gældende § 24, stk. 2, 1.pkt., indeholder en overordnet beskrivelse af en række situationer, hvor en revisor ikke er uafhængig og derfor ikke må udføre opgaver, som omfattet af revisorlovens § 1, stk. 2.

Der er alene foreslået en sproglig tilpasning i stk. 2, 1. pkt ., hvor begrebet økonomisk forhold ændres til økonomisk interesse. Herved bringes begrebet i overensstemmelse med begrebets anvendelse i lovbemærkninger og bekendtgørelse om uafhængighed.

1. pkt. omhandler de uafhængighedstruende situationer, som revisor skal være opmærksom på, både forinden en opgave påbegyndes og under udførelsen af en opgave. De enkelte uafhængighedstruende situationer er nærmere udmøntet i bekendtgørelse om uafhængighed. Det en betingelse, at der er tale om forhold, der for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om revisors uafhængighed. Begrebet en velinformeret trediemand skal som hidtil forstås som en person, der forudsættes at have den fornødne indsigt i omstændighederne omkring en konkret erklæringsopgave til at kunne foretage en vurdering af forholdene.

Bestemmelsen omhandler forhold, hvor der er en direkte eller indirekte økonomisk interesse mellem revisor og den virksomhed, som opgaven skal udføres for. Begrebet økonomisk interesse omfatter bl.a. ejerinteresser i form af aktier, anparter, gældsbreve, ansvarlig lånekapital samt gælds- eller kautionsforpligtelser o. lign. Den direkte økonomiske interesse er absolut, således at den skal forstås som nogen som helst form for økonomisk interesse. Ved vurderingen af den indirekte økonomiske interesse indgår der et væsentlighedskriterium. Den indirekte økonomiske interesse kan således være så uvæsentlig, at den ikke vil udgøre nogen reel trussel mod revisors uafhængighed. Som eksempel herpå kan nævnes medejerskab via større investeringsforeninger eller via pensionsopsparing gennem en pensionskasse, der har anbragt en del af sine midler i aktier. Sådanne situationer er ikke omfattet. Dette er i overensstemmelse med EU-henstillingen om revisorers uafhængighed.

Betydningen af ordene direkte eller indirekte er uændret og omfatter situationer, hvor revisor selv er indehaver af f.eks. en aktiepost, eller hvor revisor ejer en sådan gennem (med)ejerskab af et andet selskab, en forening eller lignende.

Normalt vil det ikke være vanskeligt for revisor og revisionsvirksomheden at sikre sig, at der ikke forekommer ejerinteresser af en art som omtalt foran i den virksomhed, opgaven skal udføres for, idet der er krav om, at revisionsvirksomheden har et kvalitetsstyringssystem. Imidlertid kan udefra kommende begivenheder betyde, at revisor selv eller et medlem af revisionsteamet f.eks. via arv eller gave eller ved fusion erhverver sig en finansiel interesse i virksomheden, som vil udgøre en væsentlig trussel mod revisors uafhængighed. Kommer revisor uforvarende i en sådan situation, foreskriver EU-henstillingen, at den finansielle interesse skal afhændes snarest muligt og senest én måned efter, at revisor har fået kendskab til forholdet. Sker dette ikke, må revisor afstå fra at udføre opgaven. I den mellemliggende periode skal revisor træffe bedst mulige sikkerhedsforanstaltninger for at sikre uafhængigheden, herunder udelukkelse af den person, der har erhvervet interessen, fra at deltage i beslutninger vedrørende opgaven. Det samme gælder, hvis der f.eks. på grund af insiderregler, er retlige hindringer for en sådan afhændelse.

Tilsvarende kan der - trods interne retningslinjer om oplysning og rapportering om bl.a. familiemæssige forbindelser, der kan true uafhængigheden - utilsigtet opstå trusler mod revisors uafhængighed, som denne ikke indså eller burde have indset. I sådanne situationer skal revisor, når vedkommende bliver opmærksom på truslen, straks iværksætte lignende foranstaltninger som nævnt foran.

I sådanne utilsigtede situationer er det vigtigt, at der i revisionsvirksomheden er fastlagt procedurer, som sikrer, at medarbejderne omgående giver meddelelse om sådanne trusler, og at der træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger til at imødegå dem, herunder afhændelse af eventuelle ejerinteresser eller fjernelse af den pågældende medarbejder fra opgaven.

Også forretningsmæssige forbindelser mellem revisionsvirksomheden og den virksomhed, en opgave skal udføres for, kan være af betydning for uafhængigheden. Det gælder f.eks., hvis revisor eller andre personer i revisionsvirksomheden eller dens netværk, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dens udførelse, har en kommerciel eller finansiel interesse i den virksomhed, opgaven vedrører. Bestemmelsen hindrer dog ikke revisor i at udføre sin opgave, hvis den forretningsmæssige forbindelse udøves inden for begge parters normale virksomhed og på almindelige forretningsmæssige vilkår, og hvis den i øvrigt ikke har et så betydeligt omfang, at den udgør en trussel mod uafhængigheden. At købe varer hos kunden på favorable vilkår kan ikke betragtes som normal virksomhed, med mindre fordelen er uvæsentlig.

Forbuddet mod ansættelse i den virksomhed, for hvilken en opgave udføres, omfatter enhver form for beskæftigelse for virksomheden, herunder som medlem af direktionen eller bestyrelsen, udstationering og eventuel dobbeltbeskæftigelse, dvs. beskæftigelse i både revisionsvirksomheden og hos kunden. Tilsvarende gælder, hvis vedkommende er beskæftiget i en virksomhed, der er tilknyttet den virksomhed, for hvilken opgaven udføres.

Revisor vil være afskåret fra at udføre en opgave som omhandlet i revisorlovens § 1, stk. 2, for en virksomhed, som har en direkte eller væsentlig indirekte økonomisk interesse i den revisionsvirksomhed, hvortil revisor er knyttet. Det samme gælder, hvis virksomheden har ret til at udpege medlemmer til revisionsvirksomhedens bestyrelse eller til bestyrelsen i revisionsvirksomhedens modervirksomhed.

Til nr. 35 og 36

Efter den gældende bestemmelse i § 24, stk. 4, 1. pkt. , må revisor ikke udføre erklæringsopgaver med sikkerhed for en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed), hvis der er tale om selvrevision eller egeninteresse. Efter § 24, stk. 4, 2. pkt., må en revisor, der underskriver revisionspåtegningen på et regnskab for en PIE-virksomhed, ikke påtage sig en ledende stilling i den pågældende virksomhed, før 2 år efter at vedkommende er fratrådt som revisor.

§ 24, stk. 4, 1. pkt., gennemførte artikel 22, stk. 2, 2. afsnit, i 8. selskabsdirektiv. Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 14, er artiklen blev ændret, og bestemmelsen i 8. selskabsdirektivs artikel 22, stk. 2, 2. afsnit, er udgået. Bestemmelsen er blevet erstattet af artikel 5 i forordningen, der indeholder en liste over ydelser, som revisor ikke må levere til PIE-virksomheder. Forordningen gælder umiddelbart i medlemslandene.

§ 24, stk. 4, 2. pkt., gennemførte artikel 42, stk. 3, i 8. selskabsdirektiv. Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 32, er artikel 42 udgået. Bestemmelsen er erstattet af en ny artikel 22a, der udvider personkredsen, der er omfattet af forbuddet, ligesom den nye artikel også gælder i forhold til andre virksomheder end PIE-virksomheder.

Det foreslås på denne baggrund, at § 24, stk. 4, ophæves, og at forbuddet mod at tage ansættelse hos en revisionskunde gennemføres i en ny § 24 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 40.

I § 24, stk. 5 , der bliver stk. 4, foreslås det at ophæve 2. pkt. , som en konsekvens af ophævelsen af § 24, stk. 4, 1. pkt. Der er således ikke behov for at kunne fastsætte regler om selvrevision og egeninteresse i forbindelse med revision af PIE-virksomheder, idet sådanne situationer nu er reguleret direkte i artikel 5 i forordningen, jf. ovenfor.

Til nr. 37

Efter den gældende § 24, stk. 6, 1. pkt ., skal revisionsvirksomheden opstille retningslinjer, der sikrer, at revisor, inden vedkommende påtager sig en opgave, tager stilling til, om der foreligger omstændigheder, som for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om vedkommendes uafhængighed.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 16, indføres artikel 22b om krav til accept og fortsættelse af en revisionsopgave, herunder krav om, at revisor skal vurdere og dokumentere sin uafhængighed og trusler mod uafhængigheden. Bestemmelsen gennemføres i en ny § 15 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 17, hvis indhold er lig med § 24, stk. 6, 1. pkt.

Det foreslås derfor, at den gældende bestemmelse i § 24, stk. 6, 1. pkt., ophæves. Bestemmelsen foreslås i stedet indsat i § 1, nr. 17 (den nye § 15 a) sammen med de øvrige krav til accept og fortsættelse af en revisionsopgave, men tilpasses ordlyden i ændringsdirektivet.

Til nr. 38

Der er tale om en sproglig korrektion som følge af, at det gældende 1. pkt. i § 24, stk. 6, der bliver stk. 5, ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.

Til nr. 39

Efter ændringsdirektivets artikel 1, nr. 14, litra d, indføres et nyt stk. 6 i 8. selskabsdirektivs artikel 22 om uafhængighed. Bestemmelsen omhandler kravene til revisor, hvis den reviderede virksomhed i regnskabsperioden overtages af, fusionerer med eller overtager en anden virksomhed. Revisor skal efter artikel 22, stk. 6, 1. afsnit, identificere og evaluere alle aktuelle eller nylige interesser eller relationer, herunder levering af andre ydelser end revision til den pågældende virksomhed, som under hensyntagen til tilgængelige sikkerhedsforanstaltninger kan bringe revisors uafhængighed og evne til af fortsætte revisionen i fare.

Efter artikel 22, stk. 6, 2. afsnit, skal revisor hurtigst mulig og senest inden for tre måneder træffe foranstaltninger til at bringe interesser og relationer, der kan true uafhængigheden, til ophør og om muligt vedtage sikkerhedsforanstaltninger for at minimere eventuelle trusler mod uafhængigheden som følge af disse interesser.

Det foreslås, at den nye artikel 22, stk. 6, i 8. selskabsdirektiv gennemføres i § 24, der omhandler uafhængighed.

Det foreslåede stk. 6 gennemfører artikel 22, stk. 6, 1. afsnit, i 8. selskabsdirektiv. Den foreslåede lovtekst lægger sig tæt op af ordlyden i direktivet og gælder i overensstemmelse med direktivet kun ved revision.

Bestemmelsen svarer til afsnit 290.33 i de etiske regler, som er udgivet af FSR – danske revisorer.

Det foreslåede stk. 7 gennemfører artikel 22, stk. 6, 2. afsnit, i 8. selskabsdirektiv. Efter bestemmelsen skal revisor hurtigst mulig og senest inden for tre måneder træffe alle nødvendige foranstaltninger til at afslutte nuværende interesser og relationer, der kompromitterer revisors uafhængighed. Revisor skal endvidere anvende sikkerhedsforanstaltninger for at mindske eventuelle trusler mod uafhængigheden som følge af de i stk. 6 identificerede forhold.

Fristen på tre måneder regnes fra datoen for ikrafttrædelsen af overtagelsen eller fusionen.

De etiske regler for revisorer indeholder i afsnit 290.34-290.38 mere detaljerede regler om revisors afslutning af tidligere og nuværende interesser og relationer og om anvendelse af sikkerhedsforanstaltninger mod eventuelle trusler mod uafhængigheden.

Efter de etiske regler skal revisor afbryde interesser og forbindelser senest inden for seks måneder, hvor direktivet og lovforslaget kræver, at de skal være afsluttet efter senest tre måneder. Bortset fra denne forskel vil bestemmelsen i stk. 7 blive fortolket med udgangspunkt i de etiske regler.

Til nr. 40

Til nr. 1

Det foreslås, at der i fodnoten til selskabslovens titel indsættes en henvisning til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 20, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, EU-Tidende 2014, nr. L 158, side 196, der delvis gennemføres i loven ved dette forslag.

Ved henvisningen rettes tillige op på, at fodnoten ikke blev opdateret i forbindelse med gennemførelsen af 8. selskabsdirektiv i 2008 ved lov nr. 468 af 17. juni 2008, hvor der i daværende lov om aktieselskaber (lovbekendtgørelse nr. 649 af 15. juni 2006, som ændret ved § 4 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, § 1 i lov nr. 573 af 6. juni 2007 og § 4 i lov nr. 576 af 6. juni 2007) og lov om anpartsselskaber (lovbekendtgørelse nr. 650 af 15. juni 2006, som ændret ved § 2 i lov nr. 573 af 6. juni 2007) blev indsat bestemmelser om valg og afsættelse af revisor.

Til nr. 2

Kapitalselskabets ledelse har pligt til at stille de nødvendige oplysninger til rådighed for enhver revisor, der skal erklære sig om kapitalselskabets forhold, og selskabets centrale ledelsesorgan skal stille ejerbog, generalforsamlingsprotokol mv. til rådighed, jf. det foreslåede stk. 3.

Der er tale om en videreførelse af § 93, stk. 3, dog med en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 1, nr. 27.

Det foreslås i § 1, nr. 27, at ophæve kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision. Baggrunden for forslaget om ophævelse er, at kravet om at føre en revisionsprotokol ved revision af virksomheder af offentlig interesse (PIE-virksomheder) fremover er reguleret i artikel 11 i forordningen og derfor ikke længere kan være reguleret i revisorloven. Som følge heraf er det foreslået at foretage konsekvensændring af § 93, stk. 3, hvorefter det fremgår, at det centrale ledelsesorgan skal udlevere selskabets revisionsprotokol, hvis revisor fører en sådan. Kravet om at udlevere selskabets revisionsprotokol gælder fortsat uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med kapitalselskabet har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 24.

Til nr. 3

Den gældende § 129 foreskriver, at revisionsprotokollen skal forelægges på et møde i ledelsen, hvis det efter lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder mv. (revisorloven) eller anden lovgivning påhviler revisor at føre en revisionsprotokol, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med kapitalselskabet har udarbejdet en revisionsprotokol.

§ 129 er i forslaget affattet på ny som følge af forslagets § 1, nr. 27, hvorefter kravet i revisorloven, om at revisor skal føre en revisionsprotokol ophæves. Såfremt revisor fører en revisionsprotokol, er der fortsat krav om, at medlemmerne af det øverste ledelsesorgan skal underskrive den af revisor udarbejdede revisionsprotokol uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med kapitalselskabet har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Bestemmelsen finder anvendelse på bestyrelsen, hvis der er en sådan, samt tilsvarende i relation til møder i tilsynsrådet. I anpartsselskaber, hvor der alene er en direktion, jf. § 111, stk. 1, nr. 2, finder bestemmelsen i overensstemmelse med de gældende regler anvendelse på direktionen, hvis denne består af flere medlemmer.

Hvis revisor fører en revisionsprotokol, skal revisionsprotokollen underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen eller tilsynsrådet. Ikke tilstedeværende medlemmer underskriver protokollen efterfølgende.

Til nr. 4

I dansk ret reguleres udnævnelse af revisor i de respektive særlove afhængig af virksomhedstype. Udnævnelse af revisor i kapitalselskaber reguleres således i selskabslovens § 144.

Artikel 37 i 8. selskabsdirektiv regulerer udnævnelsen af revisorer og revisionsfirmaer. Som udgangspunkt udnævnes revisor af generalforsamlingen (stk. 1), men alternative fremgangsmåder for udnævnelsen er tilladte, såfremt revisors uafhængighed af den reviderede virksomheds ledelse er sikret (stk. 2).

Med ændringsdirektivet tilføjes et nyt stykke 3 i artikel 37, hvorefter enhver kontraktbestemmelse, som begrænser valgmulighederne i forhold til udpegelse af revisor eller revisionsvirksomhed, som skal udføre den lovpligtige revision af denne virksomhed, er forbudt. Eventuelle eksisterende klausuler er ugyldige. Parallelt med bestemmelsen i artikel 37, stk. 3, er der for virksomheder af offentlig interesse indført et forbud i forordningens artikel 16.

Den foreslåede § 144, stk. 2, gennemfører forbuddet mod begrænsning af generalforsamlingens valg af revisor i 8. selskabsdirektivs artikel 37, stk. 3, for danske kapitalselskaber.

Forbuddet i ændringsdirektivet og forordningen omfatter efter sin ordlyd enhver kontraktbestemmelse , der begrænser valgmulighederne ved udpegning af revisor. I den foreslåede affattelse anvendes udtrykket bestemmelser i selskabets vedtægter eller i aftale for at tydeliggøre, at såvel vedtægter som andre former for aftaler, herunder ejeraftaler, omfattes af forbuddet.

I lyset af, at bestemmelsen i artikel 37, stk. 3, efter sin ordlyd har til formål at sikre, at generalforsamlingens valgmuligheder ikke begrænses, har Revisorkommissionen fundet, at et kapitalselskabs vedtægter omfattes af forbuddet mod begrænsning af generalforsamlingens valg af revisor. Revisorkommissionen har i denne forbindelse lagt vægt på, at selvom generalforsamlingen har beslutningsmyndigheden, hvad angår vedtægternes indhold, kræves der et kvalificeret flertal på 2/3 af såvel stemmer som kapital for at ophæve en begrænsende vedtægtsbestemmelse, jf. selskabslovens § 106. Valg af revisor sker med simpelt stemmeflertal efter selskabslovens § 105. En vedtægtsbestemt begrænsning i valget af revisor vil derfor reelt kunne være bindende for generalforsamlingen og derved modvirke opfyldelse af formålet med forbuddet i artikel 37, stk. 3. I dansk ret vil generalforsamlingen derimod ikke være bundet af en aftale mellem selskabsdeltagerne eller mellem selskabet og tredjemand om valg af revisor, som ikke er optaget i selskabets vedtægter. Et forbud mod begrænsninger i valg af revisor må derfor også omfatte sådanne begrænsninger fastsat i selskabets vedtægter, idet forbuddet ellers vil blive uden virkning i dansk ret.

En vedtægtsbestemmelse, der begrænser valgmulighederne til et mindre antal, evt. navngivne, revisorer vil således medføre en sådan begrænsning af generalforsamlingens valgmuligheder, at den må anses for at være i strid med forbuddet. Derimod vil en vedtægtsbestemmelse om, at selskabet skal revideres af en statsautoriseret revisor, give generalforsamlingen et så frit valg inden for en meget stor gruppe (i juni 2015 er 1950 aktive revisorer godkendt som statsautoriserede), at en sådan bestemmelse ikke anses for omfattet af forbuddet.

En ejeraftale (aktionæroverenskomst/anpartshaveroverenskomst) er en aftale mellem to eller flere parter (kapitalejere). Spørgsmålet om ejeraftalers virkning er reguleret i selskabslovens § 82. Efter denne bestemmelse er ejeraftaler ikke bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen. Derimod vil sådanne aftaler fortsat være gyldige i det indbyrdes forhold mellem de pågældende selskabsdeltagere, herunder kunne være forbundet med misligholdelsesbeføjelser, hvis en part ikke efterlever aftalen. Selv om ejeraftalen ikke kan håndhæves i forhold til selskabet og dermed ikke formelt vil kunne begrænse generalforsamlingens beslutning, vil en begrænsning i en ejeraftale derfor i praksis kunne virke lige så bestemmende på selskabsdeltagernes stemmeafgivelse og dermed generalforsamlingens beslutning.

Med henblik på at sikre, at valget af revisor ikke begrænses af retsvirkningerne af en ejeraftale mellem de deltagende parter, foreslås såvel vedtægter som aftaler, herunder ejeraftaler, omfattet af forbuddet mod begrænsning af generalforsamlingens valg af revisor. Såfremt et selskabs vedtægter eller en anden aftale, f.eks. en ejeraftale, indeholder bestemmelser, der begrænser generalforsamlingens valg af revisor til bestemte kategorier af eller lister over revisorer eller revisionsfirmaer, vil disse bestemmelser ifølge forslaget være ugyldige. Et løfte, der er ugyldigt, har ikke retsvirkninger ifølge sit indhold. Aftaleparten har således hverken krav på naturalopfyldelse (dvs. valg af revisor inden for den aftalte begrænsede kreds af revisorer) eller erstatning af sin opfyldelsesinteresse. Vedtægternes eller aftalens øvrige bestemmelser berøres ikke af ugyldigheden.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af forslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 6

Efter artikel 17, stk. 1, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden kan varigheden af revisors revisionsopgave i en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed) ikke overstige en maksimal varighed af 10 år.

Efter forordningens artikel 17, stk. 4, er der nationalt mulighed for at tillade varighed på op til 20 eller 24 år af revisors revisionsopgave, hvis revisionsopgaven har været i udbud, eller der vælges mere end en revisor.

Forslaget til§ 144 a udnytter muligheden i forordningen til at forlænge den maksimale varighed af revisionsopgaven med samme revisor.

§ 144 a, nr. 1 , tillader i overensstemmelse med forordningens artikel 17, stk. 4, litra a, at samme revisor kan fortsætte revisionsopgaven i op til 20 år, hvis der er gennemført en udbudsprocedure i overensstemmelse med forordningens artikel 16, stk. 2-5, med virkning for revisionen efter udløbet af 10-års perioden.

§ 144 a, nr. 2 , tillader i overensstemmelse med forordningens artikel 17, stk. 4, litra b, at samme revisor kan fortsætte revisionsopgaven i op til 24 år, hvis der med virkning for revisionen efter udløbet af 10-års perioden vælges yderligere mindst én revisor til at udføre revisionen.

Forlængelse efter den foreslåede § 144 a, nr. 1 eller nr. 2, forudsætter, at virksomhedens bestyrelse eller tilsynsråd efter indstilling fra revisionsudvalget har foreslået generalforsamlingen eller et tilsvarende beslutningsorgan at forlænge opgaven, og at forslag herom vedtages.

Bestemmelsen gælder kun for kapitalselskaber, der efter revisorloven er defineret som en virksomhed af interesse for offentligheden. Revisorlovens definition af disse virksomheder fremgår af den foreslåede nye bestemmelse til lovens § 1 a, nr. 3.

Til nr. 7

Selskabslovens § 146 fastsætter regler om revisors afsættelse og fratræden.

Den foreslåede tilføjelse i stk. 3, 1. pkt., er en konsekvens af forslaget om et nyt stk. 4.

Til nr. 8

Med forslaget indsættes nye stk. 4-6 i § 146. Ændringen er en konsekvens af ændringsdirektivet, der indsætter et nyt stk. 3 i artikel 38 om afsættelse af revisor. De gældende regler om revisors afskedigelse findes i selskabsloven, mens det øvrige indhold af 8. selskabsdirektiv findes i revisorloven.

Artikel 38, stk. 3, omfatter alene virksomheder af interesse for offentligheden, jf. herved den foreslåede affattelse af revisorlovens § 1 a, nr. 3, forslagets § 1, nr. 6.

I stk. 4, 1. pkt. , angives det, at revisor i et kapitalselskab omfattet af revisorlovens § 1 a, nr. 3, som vedrører selskaber af interesse for offentligheden, kan afsættes ved dom, hvis et begrundet forhold giver anledning hertil.

Et begrundet forhold må anses som et begreb, der kan ændre sig over tid. Et begrundet forhold kan f.eks. være, at revisor har overtrådt reglerne om god revisorskik. God revisorskik indebærer, at revisor udviser integritet, objektivitet, fortrolighed, professionel adfærd og kompetence samt fornøden omhu i udførelsen af sine opgaver. Et begrundet forhold til at afsætte revisor kan være, at revisor har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke længere på forsvarlig vis vil kunne varetage den konkrete opgave. Det kan være tilfælde, hvor revisor ikke har været tilstrækkelig opmærksom på at iagttage revisorlovens § 24 om uafhængighed, herunder tilfælde, hvor der er uenighed mellem ledelsen samt revisor og aktionærerne, om revisor reelt kan anses som uafhængig. Tilfælde, hvor den pågældende revisor må anses for klart uegnet, kan endvidere føre til sagsanlæg om afsættelse af revisor.

De situationer, hvor bestemmelsen vil kunne komme i anvendelse, vil således nærme sig situationer, hvor der kunne være grundlag for at fratage revisor godkendelsen efter revisorlovens gældende § 44, stk. 2.

Det fremgår af ændringsdirektivet, at en sag ved domstolene om afskedigelse af revisor efter artikel 38, stk. 3, skal kunne anlægges af:

1. Kapitalejere, der besidder mindst 5 pct. af stemmerettighederne eller kapitalen,

2. de andre organer i den reviderede virksomhed, når det er fastsat i national lovgivning, eller

3. kompetente myndigheder, jf. direktivets artikel 32.

Det følger af selskabsloven, at det som udgangspunkt alene er den, der vælger revisor, der kan afskedige revisor, hvis der foreligger et begrundet forhold. Forslaget er et udtryk for en ændring af den nuværende adgang til at afsætte revisor, idet den giver mulighed for, at revisor kan afsættes ved dom.

Efter forslagets stk. 4, 2. pkt., kan aktionærer, der besidder mindst 5 pct. af stemmerettighederne eller af kapitalen, og Erhvervsstyrelsen som tilsynsmyndighed efter revisorloven anlægge sag ved domstolene med krav om afsættelse af revisor.

Efter forslagets stk. 5 anlægges en retssag mod selskabet og føres i den borgerlige retsplejes former, hvilket vil sige efter retsplejelovens regler om civile søgsmål. Den pågældende revisor må anses for at havde adgang til at intervenere i en sådan retssag efter reglerne herom i retsplejelovens kapitel 23.

Der er ikke fastsat en forældelsesfrist for et sagsanlæg, men almindelige regler om passivitet kan føre til, at adgangen til at anlægge sag fortabes ved passivitet.

Den valgte revisor kan fortsætte som revisor under et sagsanlæg. Er konklusionen i en dom, at revisor afsættes, fratræder revisor, når dommen er endelig, hvilket vil sige, at ankefristen for dommen er udløbet, uden at påanke er sket. Retten underretter samtidig Erhvervsstyrelsen og den afsatte revisor, såfremt en dom medfører revisors afsættelse. Styrelsen registrerer herefter, at den pågældende revisor er fratrådt som selskabets revisor.

Henvisningen i forslagets stk. 6 til stk. 2, 3. pkt., medfører, at en revisor i et selskab, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, hurtigst muligt efter reglerne i værdipapirhandelsloven skal give meddelelse om sin fratræden.

Henvisningen til stk. 3 medfører, at selskabets centrale ledelsesorgan snarest skal foranledige valg af ny revisor og således indkalde til en ekstraordinær generalforsamling herom. I statslige aktieselskaber og i selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, skal indkaldelsen ske senest 8 dage efter, at afsættelsen af revisor er meddelt selskabet.

Til nr. 9

Efter den gældende § 147, stk. 2, skal revisor påse, at selskabets ledelse overholder sine forpligtelser til at udarbejde forretningsorden og oprette og føre en række bøger m.v., og herunder påse, at kravene om forelæggelse og underskrivelse af revisionsprotokollen er overholdt.

§ 147, stk. 2, er i forlaget affattet på ny som følge af forslagets § 1, nr. 27, hvorefter kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol, ophæves. Såfremt revisor fører en revisionsprotokol, er der fortsat krav om, at medlemmerne af det øverste ledelsesorgan skal underskrive den af revisor udarbejdede revisionsprotokol uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med kapitalselskabet har ført en revisionsprotokol. Revisor har derfor fortsat pligt til at påse, at revisionsprotokollen forelægges og underskrives af ledelsen, hvis der føres en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 1

Det foreslås, at der indsættes en fodnote til lov om visse erhvervsdrivende virksomheders titel, der henviser til dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 84/253/EØF, EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 20, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/56/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2006/43/EF om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber, EU-Tidende 2014, nr. L 158, side 196, der delvis gennemføres i loven ved dette forslag.

Ved henvisningen rettes tillige op på, at der ikke blev indsat en fodnote i forbindelse med gennemførelsen af 8. selskabsdirektiv i 2008 ved lov nr. 468 af 17. juni 2008, hvor der i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder (lovbekendtgørelse nr. 651 af 15. juni 2006 som ændret ved § 3 i lov nr. 573 af 6. juni 2007) blev indsat bestemmelser om valg og afsættelse af revisor.

Til nr. 2

Den gældende lov om erhvervsdrivende virksomheder indeholder ingen regulering af valg af revisor og revisionens varighed. Loven regulerer alene følgende forhold vedr. revisors funktion i en erhvervsdrivende virksomhed: Anmeldelse og ændring af revisor (§ 11), ledelsens pligt til at give revisor oplysninger (§ 18), afsættelse af revisor i utide (§ 19, stk. 1) og revisors pligt til at meddele fratræden til Erhvervsstyrelsen (§ 19, stk. 2).

Ved ændringen af 8. selskabsdirektiv er indsat en ny artikel 37, stk. 3, der indeholder et forbud mod begrænsning i generalforsamlingens valg af revisor. Derudover indeholder artikel 17, stk. 1, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden bestemmelser om varigheden af revisors revisionsopgave i en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed), hvorefter denne periode ikke kan overstige en maksimal varighed på 10 år. Forordningens artikel 17, stk. 4, giver dog mulighed for nationalt at tillade en varighed på op til 20 år, hvis revisionsopgaven har været i udbud, og op til 24 år, hvis der vælges mere end en revisor.

Der foreslås derfor en ny § 11 a med henblik på gennemførelse af forbuddet i 8. selskabsdirektivs artikel 37, stk. 3, og en ny § 11 b, vedrørende revisionens varighed i PIE-virksomheder.

I § 11 a , foreslås indsat et forbud mod bestemmelser i vedtægten eller aftaler, svarende til det i direktivet anvendte udtryk kontraktbestemmelse, der begrænser valgmulighederne ved udpegning af revisor til bestemte kategorier af eller lister over revisorer eller revisionsfirmaer. Såfremt en virksomheds vedtægter eller en anden aftale indeholder bestemmelser, der begrænser valget af revisor til bestemte kategorier af eller lister over revisorer eller revisionsfirmaer, vil disse bestemmelser ifølge forslaget være ugyldige. Et løfte, der er ugyldigt, har ikke retsvirkninger ifølge sit indhold. Aftaleparten har således hverken krav på naturalopfyldelse (dvs. valg af revisor inden for den aftalte begrænsede kreds af revisorer) eller erstatning af sin opfyldelsesinteresse. Vedtægternes eller aftalens øvrige bestemmelser berøres ikke af ugyldigheden.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4.

I § 11 b foreslås at udnytte forordningens mulighed for at forlænge valgperioden med samme revisor, så en virksomhed omfattet af denne lov, der efter revisorloven er defineret som en PIE-virksomhed, kan forlænge perioden med samme revisor med yderligere 10 år, hvis revisionsopgaven har været i udbud efter bestemmelserne i forordningens artikel 16, stk. 2-5, henholdsvis 14 år, hvis der vælges mere end en revisor.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 6.

Til nr. 3

Om baggrunden for forslaget henvises der i det hele til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 7 og 8, om ændring af selskabslovens § 146.

Til nr. 4

§ 19 e, stk. 2 vedrører ledelsens pligt til at udlevere det materiale, der er nødvendig for, at tilsynsmyndigheden kan indkalde til en generalforsamling eller anden forsamling i overensstemmelse med virksomhedens vedtægter.

§ 19 e, stk. 2 affattes på ny, som følge af forslagets § 1, nr. 24, hvorefter kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision, ophæves. Kravet om at udlevere revisionsprotokollen gælder fortsat uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med ledelsen har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Til nr. 1

§ 54, stk. 2 vedrører krav om, at revisionsprotokollen skal forelægges på hvert bestyrelsesmøde.

Stk. 2 affattes på ny, som følge af forslagets § 1, nr. 27, hvorefter kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision, ophæves.

Såfremt revisor fører en revisionsprotokol, er der fortsat krav om, at bestyrelsen skal underskrive den af revisor udarbejdede revisionsprotokol uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med bestyrelsen har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Når der føres en revisionsprotokol, skal den underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Ikke tilstedeværende medlemmer underskriver protokollen efterfølgende.

Til nr. 2

Efter § 69 i den gældende lov om erhvervsdrivende fonde udpeger bestyrelsen på årsregnskabsmødet revisor for et år ad gangen, medmindre vedtægten bestemmer andet. Udpeges revisor i henhold til vedtægten, må en sådan udpegningsret alene gælde op til syv år fra fondens stiftelse.

Efter artikel 17, stk. 1, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden kan varigheden af revisors revisionsopgave i en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed) ikke overstige en maksimal varighed på 10 år. Forordningens artikel 17, stk. 4, giver dog mulighed for nationalt at tillade en varighed på op til 20 år, hvis revisionsopgaven har været i udbud, og op til 24 år, hvis der vælges mere end en revisor.

I § 69 a foreslås det at udnytte forordningens mulighed for at forlænge valgperioden med samme revisor, så en erhvervsdrivende fond omfattet af denne lov, der efter revisorloven er defineret som en PIE-virksomhed, kan forlænge perioden med samme revisor med yderligere 10 år, hvis revisionsopgaven har været i udbud efter bestemmelserne i forordningens artikel 16, stk. 2-5, henholdsvis 14 år, hvis der vælges mere end en revisor.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 6.

Til nr. 3

§ 73 angiver de forhold, som revisor skal påse vedrørende bestyrelsens overholdelse af pligten til at oprette og føre bøger, fortegnelser og protokoller m.v.

§ 73 affattes på ny, som følge af forslagets § 1, nr. 24, hvorefter kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision, ophæves. Såfremt revisor fører en revisionsprotokol, er der fortsat krav om, at bestyrelsen skal underskrive den af revisor udarbejdede revisionsprotokol uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med bestyrelsen har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Bestyrelsens pligter indebærer bl.a. at der i henhold til § 53, stk. 4, skal oprettes og føres en forhandlingsprotokol for bestyrelsen, som skal underskrives af samtlige tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen skal i henhold til § 50 sikre udarbejdelse af en forretningsorden, hvilket revisor herefter også skal påse.

Revisors kontrol indebærer, at revisor skal påse, at de pågældende dokumenter er oprettet og ajourføres i fornødent omfang. Revisor skal derimod ikke foretage en indholdsmæssig prøvelse af dokumenterne. Revisor vil dog f.eks. skulle kontrollere, om det er ført til protokol, at årsregnskabet er godkendt, jf. bemærkningerne til § 59, samt kontrollere, at bestyrelsen har ført til protokol, at bestyrelsen i henhold til § 59, stk. 2, har besluttet, at revisor ikke skal deltage i årsregnskabsmødet. Hvis det er anført i protokollen, at revisor var enig i, at revisors deltagelse ikke var nødvendig i årsregnskabsmødet, men dette ikke er korrekt, skal revisor underrette fondsmyndigheden herom i medfør af § 74.

Hvis bestyrelsen har valgt at redegøre for overholdelsen af Anbefalingerne om god Fondsledelse, jf. § 60, i ledelsesberetningen, skal revisor blot konstatere, om der er udarbejdet en redegørelse. Der skal således ikke foretages en indholdsmæssig prøvelse af bestyrelsens forklaringer.

Legatarfortegnelsen, som bestyrelsen skal føre i henhold til § 80, skal endvidere ikke undergives en prøvelse af revisor. Revisor skal dog påse, at fortegnelsen er udarbejdet og indsendt til fondsmyndigheden.

Forpligtelsen til at påse, at de pågældende dokumenter er oprettet og ajourføres i fornødent omfang, skal ses i sammenhæng med revisors underretningspligt i henhold til § 74. Bestemmelsen i § 74 omhandler således meddelelse til fondsmyndigheden af ikke uvæsentlige overtrædelser af fondslovgivningen eller vedtægten, hvorimod pligterne i denne bestemmelse er rettet mod mere formelle krav, som bestyrelsen skal overholde.

Udgangspunktet er, at revisor udfører sine opgaver i forbindelse med revisionen af årsrapporten. Omfanget af revisionen beror på de konkrete forhold, især størrelsen af fonden, fondens økonomiske stilling og omfanget af dens aktiviteter.

Revisors kontrol ændrer ikke ved, at bestyrelsen må have rimelig tid til at føre de pågældende dokumenter. Reglen tilsigter for eksempel ikke at ændre den almindeligt anerkendte fondspraksis om, at et referat fra et bestyrelsesmøde underskrives på det følgende bestyrelsesmøde af de bestyrelsesmedlemmer, der var til stede på det pågældende møde.

Konstaterer revisor, at bestyrelsen ikke har overholdt sine forpligtelser, skal revisor udarbejde en særskilt udtalelse herom, der skal indsendes til fondsmyndigheden, jf. 2. pkt. På den måde bliver fondsmyndigheden bekendt med, at bestyrelsen ikke overholder lovgivningens krav om førelse af en række dokumenter, bøger m.v. Det må dog forventes, at revisor, forinden denne udfærdiger en sådan udtalelse og indsender den til fondsmyndigheden, har givet bestyrelsen mulighed for at overholde sine pligter, som foreslået i Erhvervsfondsudvalgets rapport.

Revisors særskilte udtalelse om sådanne mangler fritager ikke revisor fra eventuelt at tage forbehold eller give supplerende oplysninger, hvis der er krav herom efter årsregnskabsloven eller erklæringsbekendtgørelsen.

Revisors udtalelse skal ikke offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system. Revisors kontrol af, om bestyrelsen har overholdt sine forpligtelser, er ikke en del af revisionen af årsrapporten.

Formålet med revisors kontrol er at styrke efterlevelsen af en række krav i loven, der har til hensigt at sikre kendskab til væsentlige forhold i fonden og sikre ansvarsplacering og tilgodese de enkelte medlemmer af bestyrelsen. Reglen skal således være med til at sikre en betryggende administration.

Til nr. 1

§ 24, stk. 2 angiver en række forhold som revisor skal påse vedrørende bestyrelsens overholdelse af pligten til at oprette og føre bøger, fortegnelser og protokoller m.v.

Stk. 2 affattes på ny, som følge af forslagets § 1, nr. 27, hvorefter kravet i revisorloven om, at revisor skal føre en revisionsprotokol ved udførelse af revision, ophæves. Såfremt revisor fører en revisionsprotokol, er der fortsat krav om, at ledelsen skal underskrive den af revisor udarbejdede revisionsprotokol uanset, om det påhviler revisor at føre en sådan, eller hvis revisor i øvrigt efter aftale med ledelsen har ført en revisionsprotokol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 2.

Overtrædelse af revisors pligt til at kontrollere ledelsens arbejde, herunder oprettelse af fortegnelser og protokoller, kan medføre sanktioner i medfør af revisorlovens regler.

Til nr. 1

Ved lov nr. 167 af 12. juni 2013 om ændring af revisorloven og lov om finansiel virksomhed blev revisoruddannelsen ændret til en enhedsuddannelse. Som led heri blev det vedtaget over en årrække at udfase adgangen til at aflægge kvalifikationseksamen og dermed opnå godkendelse som registreret revisor. Der henvises herom til lovbemærkningerne til lov nr. 167 af 12. juni 2013.

Lovforslagets § 6 er en følge af forslagets § 1, nr. 55-57, om nedlæggelse af Revisorkommissionen, der hidtil har bistået Erhvervsstyrelsen med afholdelsen af kvalifikationseksamen, og hvorefter Erhvervsstyrelsen kan bestemme, hvem der forestår afholdelsen af bl.a. kvalifikationseksamen.

Forslaget til ændring af § 4, stk. 1, 2. pkt., er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 5 og 6, hvorefter definitionen af revisor flyttes fra revisorlovens nuværende § 1, stk. 4, til § 1 a, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 2

Forslaget til affattelse af § 4, stk. 3 , er en følge af nedlæggelsen af Revisorkommissionen, jf. forslagets § 1, nr. 55-57. Affattelsen af bestemmelsen medfører, at kvalifikationseksamen afholdes af Erhvervsstyrelsen eller den, som styrelsen udpeger hertil. Bestemmelsen har virkning fra og med afholdelsen af den mundtlige prøve til kvalifikationseksamen i 2016, der forventes afholdt i november 2016, jf. herved forslagets § 8, stk. 2, med tilhørende bemærkninger.

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 17. juni 2016. Dette er tidspunktet, hvor ændringerne i 8. selskabsdirektiv skal være gennemført i national ret, jf. artikel 2 i ændringsdirektivet, og hvor forordningen træder i kraft. Der foreslås dog en enkelt undtagelse til dette, jf. stk. 2. Endvidere foreslås der en række overgangsbestemmelser til ikrafttrædelsestidspunktet, jf. forslaget til stk. 3-7 og § 8.

I stk. 2 foreslås, at de nye krav til revisionsvirksomhedernes interne organisation og kravene til at etablere en intern ordning til indberetning af overtrædelser af revisorlovgivningen m.v. først skal træde i kraft fra den 1. januar 2017. Herved får de omfattede revisionsvirksomheder en passende periode til at gennemgå eksisterende systemer m.v., vurdere behovet for ændringer og gennemføre de nødvendige ændringer i organisationen.

Det foreslås i stk. 3 , at ved revision af virksomheder af interesse for offentligheden finder ophævelsen af kravene til at føre revisionsprotokol efter lovens §§ 20 og 21 først anvendelse for revision af regnskaber, hvis regnskabsår begynder ved lovens ikrafttræden eller senere. Ved revision af regnskaber, hvis regnskabsår er begyndt før lovens ikrafttræden, skal revisor opfylde kravene i de gældende §§ 20 og 21 vedrørende revisionsprotokoller til revisionen af det pågældende regnskab. For revision af regnskaber, hvis regnskabsår begynder ved lovens ikrafttræden eller senere, gælder fremover kravene i artikel 11 i forordningen.

Efter det foreslåede stk. 4 gælder de nye dokumentationskrav ved revision af koncerner først for revision af koncernregnskaber, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden. For igangværende revisioner af koncernregnskaber skal revisorer således ikke indhente samtykke fra datterselskabsrevisorer, jf. det foreslåede § 23, stk. 2, ligesom revisor ikke skal underrette Erhvervsstyrelsen om manglende adgang til gennemgang af datterselskabsrevisorers arbejdspapirer. Hvis revisor er forhindret i at gennemgå datterselskabsrevisorers arbejdspapirer, skal revisor som hidtil træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med kravene i den internationale revisionsstandard ISA 600 vedrørende revision af koncernregnskaber.

Det foreslås i stk. 5 , at kravet om, at medlemmerne af revisionsudvalget samlet skal have kompetencer af relevans for virksomhedens sektor først har virkning fra førstkommende ordinære generalforsamling, der afholdes efter den 31. december 2016. Herved gives de virksomheder, der har behov for at ændre sammensætningen af revisionsudvalget en passende periode til at finde det eller de yderligere medlemmer af revisionsudvalget, der er nødvendigt for at efterleve lovkravet.

Det foreslåede stk. 6 medfører, at de nye disciplinære sanktioner, der foreslås indsat i revisorlovens § 44, stk. 1, 2. pkt., § 44, stk. 2-4 og § 44, stk. 6, 2. pkt., alene kan anvendes af Revisornævnet på forseelser, der er begået efter lovens ikrafttræden. Baggrunden herfor er, at de nye sanktioner ikke skal have tilbagevirkende kraft.

I stk. 7, foreslås det, at forbuddet mod aftalemæssige begrænsninger i valget af en eller flere godkendte revisorer, der skal udpeges med henblik på revision af et selskabs eller en virksomheds årsregnskab, finder anvendelse første gang, revisor skal udpeges efter lovens ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 4, og § 3, nr. 2.

Revisorer, der er udpeget under indflydelse af aftalevilkår om begrænsninger i valget af godkendte revisorer, kan således fortsætte deres funktion i den indeværende valgperiode.

Aftaler om begrænsning af valget af en eller flere godkendte revisorer bevarer efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 2. pkt., deres gyldighed indtil datoen for det første valg efter lovens ikrafttrædelse af en eller flere godkendte revisorer. Herved sikres det, at der ikke opstår tvivl om gyldigheden af erklæringer m.m., der er afgivet af en revisor, som er udnævnt på baggrund af en aftale, der begrænser valget af revisor. Der er således ikke grundlag for at betvivle hverken revisors rolle eller det udførte arbejde alene på baggrund af, at revisor er udpeget under hensyntagen til aftalevilkår, der ikke længere kan indgås, men som på udnævnelsestidspunktet var lovlige.

Efter forslagets § 1, nr. 58-64, ændres organiseringen af det offentlige tilsyn, herunder kvalitetskontrollen af revisionsvirksomheder. I den forbindelse nedlægges Revisortilsynet, der hidtil har forestået kvalitetskontrollen.

Efter forslagets stk. 1 skal igangværende kvalitetskontroller, hvor der er gennemført kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomheden før lovens ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende regler. Efter lovens ikrafttræden er det dog Erhvervsstyrelsen, der færdigbehandler og træffer afgørelse i de kvalitetskontroller, hvor der er gennemført kvalitetskontrolbesøg før lovens ikrafttræden, men hvor Revisortilsynet ikke har færdigbehandlet kvalitetskontrollen.

Kvalitetskontroller, der er udmeldt før lovens ikrafttræden, og hvor der udføres kvalitetskontrolbesøg efter lovens ikrafttræden, behandles efter reglerne i denne lov. Kvalitetskontroller, hvor kvalitetskontrolbesøg er påbegyndt inden lovens ikrafttræden, men hvor kvalitetskontrolbesøg fortsat pågår efter lovens ikrafttræden, behandles ligeledes efter reglerne i denne lov.

Stk. 2 har baggrund i forslagets § 1, nr. 55 og 57, hvorefter Revisorrådet erstatter Revisorkommissionen med hensyn til bistand til Erhvervsstyrelsen ved afholdelsen og bedømmelsen af eksamen til statsautoriseret revisor (revisoreksamen), den særlige prøve for personer, som i en årrække har været uden godkendelse som revisor, jf. revisorlovens § 9, stk. 3, samt egnethedsprøve for personer, som i udlandet er godkendt til at udføre lovpligtig revision, jf. revisorlovens § 10, stk. 2 . Hertil kommer aflæggelse af kvalifikationseksamen, der er en betingelse for at opnå godkendelse som registreret revisor. Denne eksamen udfases over en årrække, jf. herved lovbemærkningerne til lov nr. 167 af 12. juni 2013 om ændring af revisorloven og lov om finansiel virksomhed

Stk. 2 indebærer, at Revisorkommissionen i 2016 - også efter ikrafttræden af ændringerne af revisorloven - i et vist omfang bistår ved afholdelsen og bedømmelsen af de eksamener og prøver, der er nævnt i revisorlovens § 33, stk. 1, som affattet ved forslagets § 1, nr. 57, samt den særlige kvalifikationseksamen, jf. herved bemærkningerne foran samt lovforslagets § 6 og bemærkningerne hertil.

Stk. 2 indebærer således, at Revisorkommissionen bistår ved afholdelsen og bedømmelsen af den mundtlige prøve til eksamen for statsautoriserede revisorer dog kun i første halvår 2016 og de skriftlige prøver til revisoreksamen og kvalifikationseksamen i hele 2016. De skriftlige prøver forventes afholdt i august/september måned 2016. Hertil kommer, at Revisorkommissionen i 2016 bistår ved afholdelsen og bedømmelsen af den særlige prøve for personer, som i en årrække har været uden godkendelse som revisor, jf. revisorlovens § 9, stk. 3, samt egnethedsprøven for personer, som i udlandet er godkendt til at udføre lovpligtig revision, jf. revisorlovens § 10, stk. 2, i de tilfælde, hvor de nævnte prøver afholdes før den 1. oktober 2016.

Klagefristen for klager over bedømmelsen af revisoreksamen og kvalifikationseksamen er to uger, jf. § 11, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1408 af 14. december 2013. Behandlingen af en klage skal efter § 11, stk. 6, så vidt muligt være afsluttet og resultatet meddelt senest en måned efter modtagelsen af klagen. På denne baggrund er det hensigtsmæssigt, at Revisorkommissionen færdiggør behandlingen af eventuelle klager over bedømmelsen af den mundtlige revisoreksamen i første halvår 2016 og de skriftlige prøver til revisoreksamen og kvalifikationseksamen i 2016. Den mundtlige prøve til revisoreksamen i første halvår afholdes sædvanligvis ultimo maj/primo juni måned, mens resultatet af de skriftlige prøver til revisoreksamen og kvalifikationseksamen, der normalt afholdes i august/september måned, sædvanligvis foreligger primo oktober måned.

Forslaget medfører, at Revisorrådet, der nedsættes ved lovens ikrafttræden, jf. forslagets § 7, stk. 1, i 2016 bistår Erhvervsstyrelsen med tilrettelæggelse og afholdelse af den mundtlige prøve til revisoreksamen i andet halvår og den mundtlige prøve til kvalifikationseksamen. Begge prøver afholdes sædvanligvis i første halvdel af november måned. Hertil kommer den særlige prøve for personer, som i en årrække har været uden godkendelse som revisor, jf. revisorlovens § 9, stk. 3, samt egnethedsprøve for personer, som i udlandet er godkendt til at udføre lovpligtig revision, jf. revisorlovens § 10, stk. 2, i de tilfælde, hvor prøven afholdes efter den 1. oktober 2016.

Det foreslåede stk. 1 angiver lovens territoriale gyldighedsområde og medfører, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det foreslåede stk. 2 giver mulighed for at sætte loven i kraft helt eller delvist for Grønland. Det er hensigten at kontakte de grønlandske myndigheder med henblik på at opnå deres tilslutning til, at de foreslåede ændringer efter vedtagelse også sættes i kraft for Grønland.

Loven kan ikke sættes i kraft for Færøerne, da de omhandlede sagsområder er et færøsk særanliggende.

Der foreslås en ny § 24 c , der indskrænker revisorers og medarbejderes adgang til at tage ansættelse hos en revisionskunde. Efter den gældende lov gælder alene et forbud mod, at den eller de revisorer, der underskriver revisionspåtegningen i en PIE-virksomhed, må tage ansættelse hos revisionskunden før to år efter, at revisor er fratrådt som revisor. Den foreslåede bestemmelse omfatter også revision af andre kunder end PIE-virksomheder, ligesom den også omfatter andre revisorer, der har deltaget i revisionen eller kontrolleret dennes udførelse.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører ændringsdirektivets artikel 1, nr. 15, hvor der i 8. selskabsdirektiv indsættes en ny artikel 22a om reviderede virksomheders ansættelse af tidligere revisorer eller af revisorers eller revisionsfirmaers ansatte.

Bestemmelsen har til formål at imødegå truslen om, at kunden kunne have haft indflydelse på den pågældende revisor eller andre personer, der kan påvirke resultatet af revisionen under udførelsen af den foregående revisionsopgave for virksomheden.

Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., indføres en generel karensperiode på et år for de underskrivende revisorer, før de kan tage ansættelse hos en revisionskunde. Det præciseres i stk. 1, 2. pkt. , at bestemmelsen ikke gælder, hvis revisor har udført revisionen af årsregnskabet efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard for små virksomheder, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1.

Det foreslåede stk. 1, 3. pkt ., fastsætter en karensperiode på to år for de underskrivende revisorer i PIE-virksomheder, hvilket er en videreførelse af den gældende § 24, stk. 4, 2. pkt., der ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 35.

Efter det foreslåede stk. 2 fastsættes en karensperioden på et år for andre revisorer, der er tilknyttet revisionsvirksomheden, og som direkte har deltaget i revisionen. Karensperioden for denne personkreds er den samme, uanset om det vedrører revision af en virksomhed af offentlig interesse eller en anden virksomhed.

Bestemmelsen gælder kun for personer, der er godkendt som revisorer. Karensperioden gælder således ikke for andre medarbejdere i revisionsvirksomheden.

Karensperioden gælder således for godkendte revisorer, som er medlem af det opgaveteam, der er udpeget til at udføre revisionen. Ved afgrænsningen af personer, der er medlem af opgaveteamet, kan henvises til den internationale revisionsstandard ISA 220 om kvalitetsstyring ved revision af skaber. Det fremgår af det forklarende og vejledende materiale til standarden, at en person, der anvender sin ekspertise på et specialiseret område indenfor regnskab eller revision og udfører revisionshandlinger på opgaven, betragtes som en del af opgaveteamet. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende persons deltagelse i opgaven alene består i en konsultation.

Som det er tilfældet med den gældende § 24, stk. 4, 2. pkt., omhandler bestemmelsen alene de situationer, hvor revisorerne har været beskæftiget med en revisionsopgave. Erklæring om udvidet gennemgang og andre erklæringsopgaver med sikkerhed for virksomheden er således ikke omfattet af forbuddet.

Tilsidesætter en revisor bestemmelsen i § 24 c, stk. 1 eller 2, kan tilsidesættelsen indbringes for Revisornævnet i tilfælde, hvor forseelsen må anses for begået i forbindelse med pågældendes afgivelse af revisionspåtegning, jf. stk. 1, eller hvor forseelsen må anses for begået i forbindelse med pågældende revisors tilknytning til revisionsopgaven, jf. stk. 2. I sådanne tilfælde vil en forseelse være omfattet af Revisornævnets kompetence efter lovens § 43, stk. 3.

I andre tilfælde kan en tilsidesættelse af § 24 c straffes med bøde, jf. § 54, stk. 1, som foreslået affattet ved forslagets § 1, nr. 106, f.eks. hvor revisor - efter at være fratrådt som revisor – indenfor et henholdsvis to år efter sin fratræden som revisor indgår aftale om at påtage sig en ledende stilling i den omhandlede virksomhed eller bliver medlem af dens bestyrelse, tilsynsorgan eller revisionsudvalg.

Til nr. 41

Efter den gældende bestemmelse i § 25 skal den revisor, der underskriver revisionspåtegningen i årsrapporten for en virksomhed af interesse for offentligheden, udskiftes efter 7 år (partnerrotation).

Direktivbestemmelsen om partnerrotation er blevet ophævet ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 32. Reglerne om partnerrotation er i stedet flyttet til artikel 17, stk. 7, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligeden, som gælder direkte i medlemslandene.

Det foreslås derfor at ophæve § 25 om partnerrotation.

Til nr. 42

Efter de gældende regler i revisorlovens § 26 må en revisor ikke i hvert af 5 på hinanden følgende regnskabsår have en større andel af sin omsætning end 20 pct. hos samme kunde. Hvis der foreligger særlige omstændigheder, kan Erhvervsstyrelsen undtage herfra. Bestemmelsen gælder i forhold til alle kunder.

Efter artikel 4, stk. 3, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden indføres nu et tilsvarende krav, dog således at der indføres en begrænsning på 15 pct. over 3 år, og at bestemmelsen kun gælder i forhold til kunder, der falder ind under definitionen af virksomheder af offentlig interesse (PIE-virksomheder). Forordningen gælder direkte i medlemslandene.

Det foreslås, at stk. 1 ophæves, så der fremover alene gælder en begrænsning ved revision af PIE-virksomheder.

Revisor skal dog ved vurderingen af sin uafhængighed i medfør af § 24 fortsat være opmærksom på, hvor stor andel af vedkommendes omsætning, der genereres af en enkelt revisionskunde, der ikke er en PIE-virksomhed i henhold til forordningen.

Det fremgår således af internationale retningslinjer for revisors etiske adfærd, som på dansk er udgivet af FSR – danske revisorer, at når det totale honorar fra en revisionskunde udgør en stor del af revisionsvirksomhedens samlede honorarer, skaber afhængigheden af den pågældende revisionskunde og bekymring for at miste kunden en egeninteresse og intimideringstrussel. Betydeligheden af truslen afhænger af faktorer som:

● Revisionsvirksomhedens driftsmæssige struktur.

● Om revisionsvirksomheden er veletableret eller nystartet.

● Revisionskundens betydning, kvantitativ og/eller kvalitativ, for revisionsvirksomheden.

Revisor skal vurdere truslen og iværksætte eventuelle sikkerhedsforanstaltninger med henblik på at reducere truslen til et acceptabelt niveau. Sådanne sikkerhedsforanstaltninger kan f.eks. være

– at reducere afhængigheden af den pågældende kunde,

– at få foretaget en ekstern kvalitetssikring af revisionsopgaven, eller

– konsultere en tredjemand om centrale revisionsmæssige vurderinger.

Derudover foreligger EU-Kommissionens henstilling af 16. maj 2002 om revisors uafhængighed i EU (2002/590/EF), som fortsat er gældende.

Det fremgår af henstillingens afsnit 8.2. om sammenhæng mellem det samlede honorar og samlede indtægter, at det skønnes, at der foreligger en finansiel afhængighed, hvis de samlede honorarer (både inden og uden for revisionen), som revisionsvirksomheden modtager fra samme revisionskunde og dennes tilknyttede virksomheder, udgør en urimelig høj procentdel af de samlede indtægter i en periode på 5 år.

Revisor kan derfor lade de etiske regler og henstillingen indgå i sin vurdering af, hvorvidt honoraret fra en revisionskunde har en sådan størrelse, at det kan være en trussel mod revisors uafhængighed efter lovens § 24, stk. 1.

Revisor skal, jf. den foreslåede nye bestemmelse i § 15 a, vurdere og dokumentere truslen mod uafhængigheden, som følge af honorarets størrelse i forhold til den samlede omsætning, og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at imødegå truslen.

Til nr. 43

Det foreslås i stk. 3 , der bliver til stk. 2, at stk. 2 ændres til stk. 1.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af forslagets § 1, nr. 42, hvorefter det gældende stk. 1 ophæves.

Til nr. 44

Efter den gældende bestemmelse i § 27 skal revisionsvirksomheder, der udfører erklæringsopgaver med sikkerhed for virksomheder af offentlig interesse, årligt offentliggøre en rapport om gennemsigtighed.

Det foreslås at ophæve kapitel 5 om rapport om gennemsigtighed, da kravet er ophævet i 8. selskabsdirektiv og i stedet indsat i artikel 13 i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden. Kravene til og offentliggørelse af en rapport om gennemsigtighed følger derfor fremover af forordningen og gælder alene for revisionsvirksomheder, der udfører lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

Til nr. 45

Den gældende overskrift til kapitel 6 er Kvalitetsstyring og kvalitetskontrol.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 18, indsættes artikel 24 a, som indfører krav til revisionsvirksomheders interne organisation.

Det foreslås derfor, at overskriften til kapitel 6 ændres, så den også omfatter intern organisation, da ændringsdirektivets artikel 24 a foreslås indsat i kapitel 6 i lovens § 28, jf. forslagets § 1, nr. 46.

Til nr. 46

Den gældende § 28, stk. 1, fastslår, at revisionsvirksomheden skal have et kvalitetsstyringssystem og skal kunne dokumentere anvendelsen heraf. Efter den gældende stk. 2 kan Erhvervsstyrelsen fastsætte regler om indholdet af kvalitetsstyringssystemet og dokumentationen for dets anvendelse. Bemyndigelsen hertil er i dag ikke udnyttet. Kvalitetskontrollen af kvalitetsstyringssystemet udføres i dag med udgangspunkt i den internationale standard om kvalitetsstyring (ISQC 1). Det fremgår af § 33, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 985 af 11. september 2014 om kvalitetskontrol og Revisortilsynets virksomhed, at revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem skal leve op til god kvalitetsstyringsskik. God kvalitetsstyringsskik udfyldes af de internationale gældende standarder, herunder ISQC 1, som den har udviklet sig siden 2004 ved indførelse af den lovpligtige kvalitetskontrol og Revisornævnets bedømmelse af sager vedrørende revisionsvirksomhedernes kvalitetsstyring.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 18, indsættes artikel 24a, som indfører en række detaljerede krav til en revisionsvirksomheds interne organisation. Formålet med kravene er at forhindre eventuelle trusler mod revisionsvirksomhedens og revisors uafhængighed og objektivitet samt sikre kvaliteten, integriteten og grundigheden ved udførelsen af en opgave.

Det foreslås derfor, at § 28 affattes på ny, som en rammebestemmelse, så det overordnede krav om, at en revisionsvirksomhed skal have en intern organisation, herunder et kvalitetsstyringssystem fremgår direkte af loven. De mere detaljerede krav til en revisionsvirksomheds interne organisation, herunder kvalitetsstyringssystemet foreslås udmøntet i en bekendtgørelse.

God kvalitetsstyringsskik gælder ved udførelse af alle erklæringsopgaver med sikkerhed, dvs. både ved revision og afgivelse af andre erklæringer med sikkerhed, herunder f.eks. udvidet gennemgang efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard. Efter forslaget vil krav til revisionsvirksomhedens interne organisation, herunder kvalitetsstyringssystemet gælde for alle erklæringer med sikkerhed, hvilket er i overensstemmelse med ISQC 1, som finder anvendelse ved udførelse af revision og review af regnskaber, andre erklæringer med sikkerhed og beslægtede opgaver.

Det foreslås, at stk. 1, 1. pkt ., udvides, så kravet om, at en revisionsvirksomhed skal have en intern organisation, indsættes udover det gældende krav om, at revisionsvirksomheden skal have et kvalitetsstyringssystem. Det foreslås, at det i stk. 1, 2. pkt ., fastsættes, at revisionsvirksomheden som led i opfyldelsen af kravene om intern organisation skal tage højde for virksomhedens størrelse og driftsmæssige karakteristika, og om den er en del af et netværk.

I den foreslåede affattelse af § 28, stk. 2 , fastsættes, at revisionsvirksomheden skal kunne dokumentere opfyldelsen af kravene om intern organisation, herunder dokumentation for kvalitetsstyringssystemet og anvendelsen heraf.

Det foreslås i et nyt stk. 3 , at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om intern organisation og om indholdet af kvalitetsstyringssystemet samt dokumentationen for dets anvendelse. Denne hjemmel har for kvalitetsstyringssystemet hidtil været indeholdt i den gældende stk. 2, som i dag er uudnyttet. Hjemmelen i den foreslåede stk. 3 foreslås som nævnt udnyttet i en bekendtgørelse, hvor de nærmere krav til revisionsvirksomhedens interne organisation vil blive fastsat.

Kravene til revisionsvirksomhedens interne organisation foreslås udmøntet med en direktivkonform ordlyd, og det forventes, at der vil blive fastsat krav for at forhindre eventuelle trusler mod revisionsvirksomhedens og revisors uafhængighed og objektivitet samt krav, der skal sikre, at revisionsvirksomheden har en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, interne kvalitetsstyringsmekanismer, effektive procedurer til risikovurdering og effektive kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger for informationsbehandlingssystemer. Endvidere er det et krav efter ændringsdirektivet, at der skal fastsættes krav til revisionsvirksomhedens aflønningspolitik, herunder overskudsdeling.

Det forventes, at den foreslåede bekendtgørelse også skal indeholde minimumskrav til kvalitetsstyringssystemet, som udover at indeholde de overordnede elementer til et kvalitetsstyringssystem – ledelsesansvar for kvalitet i virksomheden, relevante etiske krav, accept og fortsættelse af klientforhold og specifikke opgaver, menneskelige ressourcer, opgavens udførelse og overvågning - som fremgår af ISQC 1, også vil indeholde nye krav til revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem. Herved sikres det, at revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem skal leve op til krav, som forventes fastsat i bekendtgørelsen. Samtidig vil det blive fastslået, at de internationale standarder, herunder ISQC1, fortsat udfylder begrebet god revisor- og kvalitetsstyringsskik. De internationale standarder, herunder ISQC 1 vil som hidtil indgå i vurderingen af, hvorvidt revisionsvirksomheden har etableret, implementeret og anvendt et kvalitetsstyringssystem Herudover indfører ændringsdirektivet bl.a. krav til revisor og andre tilknyttet udførelse af opgaven om, at de skal besidde de nødvendige kompetencer og færdigheder til at udføre opgaven korrekt. Det foreslås endvidere, at der fastsættes krav om coaching, tilsyn og kontrol med revisors og andre personer tilknyttet opgavens aktiviteter samt outsourcing af opgaver til tredjemand. Dertil forventes det, at bekendtgørelsen skal indeholde krav til revisionsvirksomhedens overvågning af dens interne organisation og kvalitetsstyringssystemet.

Det forventes, at ændringsdirektivets mulighed for at fastsætte lempeligere regler ved revision af små virksomheder udnyttes i bekendtgørelsen. For revisionsvirksomheder, der udelukkende afgiver erklæringer vedrørende små virksomheder, forventes det, at der kan anvendes mere uformelle metoder, herunder mindre omfattende dokumentation og kommunikation, når disse revisionsvirksomheder skal dokumentere opfyldelsen af kravene til intern organisation og dokumentere og kommunikere politikker og procedurer til virksomhedens ansatte, såsom notater, tjeklister og formularer.

Herudover forventes det, at enkelte krav ikke finder anvendelse for revisionsvirksomheder, som kun har én tilknyttet revisor, og som ikke har ansatte, der deltager i udførelse af opgaver. Typisk vil det kunne være en enkeltmandsvirksomhed, som har én sekretær ansat eller f.eks. et holdingselskab, hvori der ikke er drift, men hvor holdingselskabet alene er det selskab, som stifter driftsselskabet.

Vedrørende overgangsordning til de nye krav til revisionsvirksomhedens interne organisation henvises til lovforslagets § 7, stk. 2.

Til nr. 47

Den gældende lovgivning indeholder ikke krav til revisionsvirksomheden om, at den skal have en ordning, hvor dens medarbejdere via en særlig kanal kan indberette faktiske eller potentielle overtrædelser af den revisionsretlige regulering.

Det følger dog af ISQC 1, afsnit 55, at revisionsvirksomhederne skal etablere klart definerede kanaler, som revisionsvirksomhedens personale kan benytte til at fremføre sådanne anliggender. En revisionsvirksomhed skal følge persondataloven samt Datatilsynets retningslinjer og praksis på området for etablering af en såkaldt whistleblowerordning.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 25, indsættes artikel 30e, der indfører krav til revisionsvirksomheden om en sådan ordning.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i loven, § 28 a, som indeholder krav om, at en revisionsvirksomhed som led i sit kvalitetsstyringssystem skal have en ordning, hvor dens ansatte via en særlig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den revisionsretlige regulering. Indberetning kan foretages af revisor og andre ansatte, herunder direktionen, medlemmer af bestyrelsen og tilsynsrådet.

Kravet om, at der skal være en særlig kanal, hvor revisionsvirksomhedens ansatte kan indberette potentielle eller faktiske overtrædelser af den revisionsretlige regulering, skal forstås således, at ordningen skal etableres og administreres i overensstemmelse med persondataloven, herunder at der som udgangspunkt skal foretages anmeldelse efter reglerne i persondatalovens § 48, stk. 1. Det er dog forudsat, at revisionsvirksomheden behandler personoplysninger omfattet af persondatalovens §§ 7 eller 8. Endvidere skal Datatilsynets tilladelse indhentes, forinden behandlingen iværksættes, jf. persondatalovens § 50, stk. 1, nr. 1.

Der gælder alene et krav om, at kanalen skal bestå af en intern ordning. Det betyder, at ordningen er begrænset til, at ansatte som minimum skal kunne indberette potentielle eller faktiske overtrædelser af den revisionsretlige regulering. Indberetning om overtrædelse af f.eks. straffeloven (f.eks. i form af underslæb, bedrageri m.v.) omfattes derfor ikke af bestemmelsens anvendelsesområde. Der kan indberettes om alvorlige såvel som mindre alvorlige forseelser. Der kan ligeledes indberettes om overtrædelser, som ikke er af afgørende betydning for revisionsvirksomheden som helhed. Det kan f.eks. være tilfælde, som alene kan medføre et påbud eller en påtale fra Erhvervsstyrelsen. Muligheden for indberetning af mindre alvorlige forseelser udgør en fravigelse af Datatilsynets almindelige praksis på området, men er et krav i henhold til ændringsdirektivet.

Den revisionsretlige regulering omfatter den til enhver tid gældende revisorlovgivning, herunder revisorloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf samt den til enhver tid direkte gældende EU-retlige regulering på revisionsområdet, herunder forordninger m.v. For love, som både Erhvervsstyrelsen og andre myndigheder fører tilsyn med, omfattes den eller de bestemmelser, som andre fører tilsyn med, ikke af lovforslaget. Den til enhver tid gældende lovgivning fremgår af Retsinformation og EU-tidende.

En revisionsvirksomhed skal allerede nu følge persondataloven samt Datatilsynets retningslinjer og praksis på området for etablering af whistleblowerordninger. Bortset fra den ovenfor beskrevne fravigelse af Datatilsynets praksis vedrørende hvilke forhold, der kan indberettes om, tilsigter lovforslaget ikke en ændring af den eksisterende regulering på persondataområder. På tilsvarende måde hører tilladelse til behandling af personoplysninger i forbindelse med en virksomheds whistleblowerordning samt tilsyn hermed fortsat under Datatilsynets kompetence.

Ordningen efter det foreslåede stk. 1 skal være indrettet således, at indberetninger om en virksomheds overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den revisionsretlige regulering skal kunne foretages anonymt.

At indberetninger skal kunne foretages anonymt, indebærer, at den, der indberetter en overtrædelse, kan gøre dette fuldstændigt anonymt f.eks. via en løsning på virksomhedens intranet, hvor der kan indsendes indberetninger uden angivelse af navn, uden mulighed for sporing af computerens IP-adresse og lignende. Indberetningerne bør som udgangspunkt alene være tilgængelige for den afdeling eller medarbejder, som behandler indberetningerne. Dette vil eksempelvis kunne være den kvalitetssikringsansvarlige. Anonyme henvendelser til en whistleblowerordning kan svække mulighederne for at bevise, at der er sket forskelsbehandling som følge af indberetningen, da kravet om anonymitet medfører, at virksomheden i tilfælde af anonyme indberetninger ikke ved, hvem der har indgivet indberetningen. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at de ansatte, der anvender ordningen, kan være fuldstændig anonyme, idet det kan være svært for en ansat at beslutte at indberette en overtrædelse til virksomheden, hvis det ikke kan ske anonymt. En ansat kan eksempelvis være bange for at miste sit arbejde, imens andre ansatte kan føle, at de har handlet illoyalt overfor en kollega eller overfor revisionsvirksomheden.

En overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af den revisionsretlige regulering omfatter enhver overtrædelse eller potentiel overtrædelse, også selvom forpligtelsen ikke kan henføres til en enkelt person, men eksempelvis skyldes en grundlæggende systemfejl i revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem. Der vil tillige kunne blive indberettet om overtrædelser, der skyldes undladelser. Hvis en revisionsvirksomhed har valgt at outsource en del af de forpligtelser, der påhviler revisionsvirksomheden eller revisor, til en ekstern virksomhed, vil de ansatte i revisionsvirksomheden også kunne indberette til revisionsvirksomhedens whistleblowerordning om manglende efterlevelse af forpligtelserne, som sker hos den eksterne virksomhed. Ansatte hos den eksterne virksomhed vil kunne indberette overtrædelser til Erhvervsstyrelsen.

En revisionsvirksomhed kan outsource en whistleblowerordning til en ekstern leverandør. Revisionsvirksomheden kan imidlertid ikke fraskrive sig sine forpligtelser efter lovgivningen, og virksomheder, der benytter sig af outsourcing, er således fortsat ansvarlig for, at ordningerne lever op til lovgivningens krav. En virksomhed, som varetager, administrerer eller på anden måde håndterer en ordning på vegne af en revisionsvirksomhed, skal være opmærksom på anden særlovgivning, der kan være til hinder herfor. En virksomhed, der varetager, administrerer eller på anden måde håndterer en ordning på vegne af en revisionsvirksomhed, skal endvidere også være opmærksom på eventulle lovbestemte oplysningsforpligtelser efter f.eks. hvidvaskloven, etc., som revisionsvirksomhederne kan være underlagt, idet nærværende lovforslag ikke har til hensigt at ændre herpå.

Ansattes, herunder direktionens indberetning til ordningen, vil ikke være i strid med § 132 i selskabsloven om bl.a. direktionsmedlemmers videregivelse af oplysninger, som de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til. Dette gælder tillige i tilfælde, hvor ordningen er outsourcet til en ekstern leverandør.

Den foreslåede stk. 2 følger ikke direkte af ændringsdirektivet, men det følger af ISQC1, afsnit 55, at revisionsvirksomhederne skal etablere klart definerede kanaler, som revisionsvirksomhedens personale kan benytte til at indberette faktiske eller potentielle overtrædelser af den revisionsretlige regulering. Endvidere skal det være muligt for de ansatte at stå frem uden frygt for repressalier.

Det foreslås derfor, at en revisionsvirksomhed ikke må udsætte ansatte for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger som følge af, at den ansatte har indberettet overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den revisionsretlige regulering til en whistleblowerordning i virksomheden.

Indberetning omfatter bl.a. enhver anmeldelse til en revisionsvirksomheds whistleblowerordning omhandlende overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den revisionsretlige regulering.

Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling omfattet. Ufordelagtig behandling kan foruden afskedigelse, f.eks. være degradering, forflyttelse, chikane eller lignende.

Det er en forudsætning for bestemmelsens anvendelsesområde, at den ansatte har indberettet en overtrædelse eller en potentiel overtrædelse af den revisionsretlige regulering til revisionsvirksomhedens whistleblowerordning, og det er en forudsætning, at der er årsagssammenhæng mellem den ufordelagtige behandling eller ufordelagtige følger og det forhold, at den ansatte har indberettet en overtrædelse til revisionsvirksomhedens whistleblowerordning. Som udgangspunkt er alle former for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger omfattet. At der skal foreligge årsagssammenhæng medfører bl.a., at bestemmelsen alene finder anvendelse i forbindelse med ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som besluttes efter, at den ansatte har indberettet en virksomheds overtrædelse eller potentielle overtrædelse af den revisionsretlige regulering til en revisionsvirksomheds whistleblowerordning.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse for revisionsvirksomheder, som udelukkende har én tilknyttet revisor, og som ikke har ansatte, der deltager i udførelsen af revisionen. Typisk vil det kunne være en enkeltmandsvirksomhed, som har én sekretær ansat eller et holdingselskab, som ikke er driftsselskabet men alene det selskab, som stifter driftsselskabet. Endvidere foreslås det, at bestemmelsen heller ikke finder anvendelse for revisionsvirksomheder, der udelukkende beskæftiger sig med andre opgaver end revision af regnskaber.

Vedrørende overgangsordning henvises nærmere til lovforslagets § 7, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 48

Revisorlovens § 29 omhandler revisorers og revisionsvirksomheders pligt til at have et kvalitetsstyringssystem samt til at underkaste sig kvalitetskontrol.

Som følge af ændringen af organiseringen af det offentlige tilsyn, hvorefter kvalitetskontrollen fremover udføres af Erhvervsstyrelsen fremfor Revisortilsynet, ændres ordlyden i stk. 1 . Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 34, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 60.

Til nr. 49

Forslaget til ændring af § 29, stk. 2, er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 47 om indsættelse af ny § 28 a.

Til nr. 50

Den gældende § 29 stk. 3, vedrører udvælgelse af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol. Der skal som minimum gennemføres en kvalitetskontrol hvert sjette år. I revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder), skal der dog som minimum udføres kvalitetskontrol hvert tredje år.

Udvælgelse til kvalitetskontrol vil som hidtil tage udgangspunkt i den enkelte revisionsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Pligten til at underkaste sig kvalitetskontrol omfatter som hidtil alle godkendte revisionsvirksomheder og revisorer.

I henhold til ændringsdirektivs artikel 29, stk. 1, litra h, skal kvalitetskontroller udføres på grundlag af en risikoanalyse. For revisorer og revisionsvirksomheder, der udfører lovpligtig revision som defineret i artikel 2, nr. 1), litra a), skal den endvidere ske hvert sjette år.

Forslaget til stk. 3 er formuleret, så den afspejler de nye udvælgelseskriterier i direktivet og forordningen. Der er ikke som hidtil en fast cyklus, inden for hvilken samtlige revisionsvirksomheder skal have gennemgået en kvalitetskontrol.

I henhold til stk. 3, 1. pkt. , skal revisionsvirksomheder, der reviderer regnskaber aflagt af mellemstore og store virksomheder, gennemgå en kvalitetskontrol minimum hvert 6. år. Revisionsvirksomheder, der udelukkende afgiver erklæringer efter § 1, stk. 2, for små virksomheder, skal i henhold til stk. 3, 2. pkt ., alene udtages på baggrund af en risikoanalyse. Det vil i praksis betyde, at der for de revisionsvirksomheder, der betjener mindre kunder, kan gå mere end seks år mellem udtagelsen til kvalitetskontrol. Det vil samtidig betyde, at såfremt der er faglige grunde herfor, kan en revisionsvirksomhed blive udtaget til kvalitetskontrol hyppigere. Dette gælder for udtagelsen af samtlige revisionsvirksomheder uanset størrelsen på de virksomheder, som de afgiver erklæringer efter § 1, stk. 2, for. Erhvervsstyrelsen fastlægger de risikofaktorer, der danner grundlaget for udvælgelse af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 34, jf. forslagets § 1, nr. 56-62.

Forslaget til stk. 3, 3 pkt., henviser til forordningens artikel 26, nr. 2 litra a) og b). Det følger heraf, at kvalitetskontrollen af revisorer og revisionsvirksomheder, der udfører revision af PIE-virksomheder, skal udføres mindst hvert tredje år for de virksomheder, der er defineret i artikel 2, nr. 17) og 18) i ændringsdirektivet (store PIE-virksomheder). I andre tilfælde end de i litra a) omhandlede (små og mellemstore PIE-virksomheder) mindst hver sjette år.

Hidtil har alle revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af PIE-virksomheder, været kategoriseret ens i forhold til hyppigheden af kvalitetskontrollen (minimum hvert tredje år), mens forordningen skelner mellem små, mellemstore og store virksomheder, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/43/EU.

Til nr. 51

Stk. 4 ændres som konsekvens af ændringen af organiseringen af det offentlige tilsyn og svarer med mindre ændringer til den gældende lovs § 29, stk. 4. Bestemmelsen fastlægger den kontrollerede virksomheds pligter i forhold til Erhvervsstyrelsen – fremfor Revisortilsynet - og kvalitetskontrollanten, herunder pligten til at give adgang til de arbejdspapirer og den dokumentation, som skal danne grundlaget for kvalitetskontrollen.

Til nr. 52

Stk. 5 er en ny bestemmelse. Efter de gældende regler, er de revisionsvirksomheder, der er godkendt efter den gældende revisorlovs § 13, uanset deres hjemland, underlagt fuldt tilsyn efter de danske regler. Det vil sige, at enhver revisionsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, er underlagt kvalitetskontrol.

I henhold til ændringsdirektivets artikel 34, stk. 1, 2. led, er der imidlertid indført en begrænsning af omfanget af det tilsyn, der kan pålægges en revisionsvirksomhed, der er godkendt til at udføre revision i et andet EU- eller EØS-land. Det følger af artikel 34, stk. 1, 2. led, at revisionsvirksomheder, der er godkendt i en medlemsstat, og som yder revisionsydelser i en anden medlemsstat, i henhold til artikel 3a, skal underlægges kvalitetskontrol i hjemlandet og tilsyn i værtsmedlemsstaten med alle revisioner, der er udført der.

I stk. 5 foreslås det, at EU-/EØS-revisionsvirksomheder, der er registreret i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse til lovens § 13 a, alene har pligt til at underkaste sig kvalitetskontrol af erklæringer afgivet her i landet, og som er omfattet af lovens § 1, stk. 2. Disse virksomheder er således ikke underlagt kvalitetskontrol af kvalitetsstyringssystemet, der ellers følger af § 29, stk. 2. Denne del af kvalitetskontrollen foretages af den kompetente myndighed i revisionsvirksomhedens hjemland.

Til nr. 53

§ 31 vedrører en virksomheds forpligtelse til at etablere et revisionsudvalg, dets sammensætning og opgaver.

Ændringsdirektivet og forordningen medfører, at alle virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder) skal etablere et revisionsudvalg i modsætning til tidligere, hvor alene virksomheder, der havde værdipapirer optage til handel på et reguleret marked, og finansielle virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet skulle etablere et revisionsudvalg. Det hidtidige krav om, at mindst et medlem skal være uafhængigt og have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen og/eller revision, er ændret til, at mindst et medlem skal have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen og/eller revision, og at revisionsudvalgets medlemmer samlet set skal have kompetencer af relevans for den reviderede virksomhed.

Ændringsdirektivet viderefører mulighederne for, at mindre virksomheder kan lade revisionsudvalgets funktioner udøve af hele bestyrelsen eller hele tilsynsorganet. Bestemmelsen herom fremgik tidligere af direktivets artikel 41, men er nu placeret i artikel 39, der viderefører muligheden for, at investeringsforeninger og virksomheder, som er dattervirksomheder, hvis modervirksomheden er omfattet af krav om etablering af revisionsudvalg, ikke er forpligtet til at etablere et revisionsudvalg. Muligheden er udvidet med alternative investeringsfonde og visse andre virksomheder, herunder penge- og realkreditinstitutter, der bl.a. opfylder betingelser om, at deres ejerandele ikke er børsnoterede. Ved ændringsdirektivet er revisionsudvalgets opgaver desuden præciseret og udvidet.

På baggrund heraf foreslås § 31 affattet på ny.

Stk. 1, omhandler etablering og sammensætningen af revisionsudvalget. 1. pkt. præciserer, at forpligtelsen til at etablere et revisionsudvalg påhviler - med mindre andet følger af stk. 4, 5, 7 og 8 - virksomheder, der er defineret som PIE-virksomheder, jf. § 1 a, stk. 1, nr. 3 (forslagets § 1, nr. 6). Forpligtelsen til at etablere et revisionsudvalg omfatter således virksomheder, som har kapitalandele, gældsinstrumenter eller andre værdipairer optaget til handel på et reguleret marked i et EU-land eller et EØS-land, og finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a, b og e, i lov om finansiel virksomhed, det vil sige pengeinstitutter, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber.

1. pkt. fastsætter, at udvalgets medlemmer skal bestå af medlemmer af virksomhedens øverste ledelsesorgan eller personer, der på virksomhedens generalforsamling eller tilsvarende organ vælges til at være medlem af revisionsudvalget. For virksomheder, der ikke har en bestyrelse, gælder reglerne om revisionsudvalg for det organ, der på tilsvarende vis varetager den overordnede ledelse af virksomheden. Udvalget kan bestå udelukkende af medlemmer, der ikke er medlem af virksomhedens øverste ledelsesorgan, hvilket er en ændring i forhold til den gældende bestemmelse i 2. pkt., der bestemmer, at medlemmerne af revisionsudvalget skal være medlem af virksomhedens tilsynsråd eller bestyrelse. Udvalgets formand kan efter forslaget, om det ønskes, vælges direkte på virksomhedens generalforsamling.

I 3. pkt. bestemmes det, at flertallet af udvalgets medlemmer skal være uafhængige af virksomheden, medmindre udvalget alene udgøres af medlemmer af virksomhedens øverste ledelsesorgan. Dette er et krav efter direktivets artikel 39, stk. 1, 4. afsnit. Der er tale om en ændring sammenlignet med den nuværende bestemmelse, hvorefter blot ét medlem skal være uafhængigt men samtidig have kvalifikationer indenfor regnskabsvæsen eller revision. Med hensyn til begrebet uafhængighed skal dette forstås som hidtil. Der kan således tages udgangspunkt i EU-Kommissionens henstilling (2005/162/EF) om den rolle, der spilles af menige bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af tilsynsorganer i børsnoterede selskaber, og om udvalg nedsat i bestyrelsen/ledelsesorganet (EUT L 52 af 25. februar 2005, side 51). Ifølge denne EU-henstilling betragtes pågældende f.eks. ikke som uafhængig, hvis pågældende:

– er - eller inden for de seneste 5 år har været - direktør/ledende medarbejder i selskabet eller et associeret selskab,

– er direktør i et selskab, hvor der er krydsende bestyrelsesrepræsentation med selskabet,

– har modtaget større vederlag fra selskabet eller et associeret selskab i anden egenskab end som menigt bestyrelsesmedlem,

– repræsenterer en kontrollerende aktionærs interesser,

– er i nær familie med personer, som ikke betragtes som uafhængige,

– er eller inden for de seneste 3 år har været ansat eller partner hos ekstern revisor,

– inden for det seneste år har haft en væsentlig forretningsrelation (partner, aktionær, kunde, leverandør eller ledelsesmedlem i selskaber med tilsvarende forbindelse) med selskabet eller et associeret selskab.

Ved vurderingen af, hvorvidt et medlem af revisionsudvalget kan anses for at være uafhængigt, skal der tages hensyn til de særlige danske forhold, herunder det danske ledelsessystem, hvor der f.eks. for kapitalselskaber er en lovfæstet adskillelse mellem bestyrelse og direktion og et forbud mod, at en direktør kan vælges som bestyrelsesformand.

Henstillingens sondring mellem menige og ledende bestyrelsesmedlemmer er en sondring mellem medlemmer, der samtidigt er direktører i virksomheden, og medlemmer, der ikke er direktører. Sondringens formål i henstillingen er at understrege, at medlemmer af bestyrelsen, som samtidigt er direktører i virksomheden, ikke kan opfylde kravet om uafhængighed.

Denne sondring i henstillingen får ingen betydning i relation til revisionsudvalg, idet medlemmer af virksomhedens direktion som nævnt helt er afskåret fra deltagelsen i revisionsudvalg, jf. reglerne i 8. direktiv.

Medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er som ansatte i virksomheden ikke uafhængige og kan derfor ikke kvalificere sig som uafhængigt medlem af revisionsudvalget.

I forhold til henstillingens krav til uafhængigheden vil det således i relation til bedømmelsen af et medlems uafhængighed være afgørende, at pågældende ikke er medlem af direktionen og ikke er ansat i eller har været ansat i virksomheden inden for de sidste 5 år.

I 4. pkt. bestemmes det, at mindst ét medlem skal have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision, hvilket er et krav efter artikel 39, stk. 1, 2. afsnit. Med hensyn til dette krav gælder det, at kvalifikationerne skal sikre, at der er mindst et medlem af revisionsudvalget, der kan medvirke til, at revisionsudvalget kan udfylde de opgaver, som også fremgår af ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 6, jf. herved den foreslåede affattelse af stk. 3. Kvalifikationerne skal således være tilstrækkelige til, at der i revisionsudvalget kan foretages en selvstændig vurdering af de opgaver, der er opregnet i stk. 3 med hensyn til revisionsudvalgets opgaver i relation til, om virksomhedens regnskabsaflæggelse, interne kontrol, risikostyring og lovpligtige revision er tilrettelagt og gennemført på en hensigtsmæssig måde set i forhold til virksomhedens og eventuelt koncernens størrelse og kompleksitet. Endvidere skal kvalifikationerne være tilstrækkelige til at kunne vurdere den eksterne revisions uafhængighed. Kvalifikationerne kan være opnået gennem særlig uddannelse, gennem vedkommendes nuværende eller tidligere ledelsesfunktioner eller gennem deltagelse i revisionsudvalgsarbejde

1. pkt. angiver, at revisionsudvalgets medlemmer samlet set skal have kompetencer af relevans for virksomhedens sektor, hvilket er et krav efter direktivets artikel 39, stk. 1, 3. afsnit.

Det er den øverste ledelses ansvar at søge revisionsudvalget sammensat i overensstemmelse med 2. - 5. pkt.

Det foreslås i stk. 2 , at medlemmer af revisionsudvalget, der ikke er medlemmer af det øverste ledelsesorgan, men er valgt direkte af virksomhedens generalforsamling eller tilsvarende organ, under udførelse af deres hverv i revisionsudvalget skal være omfattet af samme regulering, som gælder for medlemmer af revisionsudvalget, der tillige er medlem af virksomhedens øverste ledelsesorgan. Herved sikres der i enhver henseende en jævnbyrdig retsstilling mellem medlemmerne af revisionsudvalget, uanset om de pågældende medlemmer tillige er medlem af selskabets øverste ledelsesorgan, eller de pågældende er valgt til medlem af virksomhedens revisionsudvalg af generalforsamlingen eller tilsvarende organ. Bestemmelsen er ny og har baggrund i, at revisionsudvalget, jf. stk. 1, kan bestå (også) af personer, der ikke er medlem af virksomhedens øverste ledelsesorgan.

Forslaget betyder, at de medlemmer af revisionsudvalget, der er valgt direkte af virksomhedens generalforsamling eller andet tilsvarende organ, i varetagelsen af deres hverv er underlagt bestemmelser, der skal sikre, at de ikke disponerer således, at dispositionen er åbenbart egnet til at skaffe andre en utilbørlig fordel på virksomhedens interessenters eller virksomhedens bekostning. Det betyder endvidere, at sådanne medlemmer skal afstå fra at deltage i behandling af spørgsmål, hvis de pågældende enten direkte eller indirekte har en væsentlig interesse, som kan være stridende mod virksomhedens, ligesom de er underlagt de tavshedsregler, der gælder for medlemmer af virksomhedens øverste ledelsesorgan, hvorefter de ikke uberettiget må videregive, hvad de under udøvelse af deres hverv har fået kendskab til.

Endelig indebærer forslaget, at medlemmer af revisionsudvalget, der er valgt direkte af virksomhedens generalforsamling eller andet tilsvarende organ, efter almindelige erstatningsretlige regler er pligtige at erstatte en eventuel skade, som de pågældende under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet virksomheden.

Virksomhedens eventuelle forretningsorden bør tilpasses, således at der er fastlagt ensartede bestemmelser, der sidestiller medlemmer af revisionsudvalget, hvad enten de pågældende er valgt direkte på af generalforsamlingen eller tillige er medlem af virksomhedens bestyrelse eller tilsynsorgan.

I henhold til artikel 39, stk. 6, i ændringsdirektivet til 8. selskabsdirektiv berører revisionsudvalgets opgaver ikke det ansvar, der påhviler medlemmer af bestyrelsen, direktionen eller andre medlemmer udnævnt af den reviderede virksomheds generalforsamling. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere artikel 41, stk. 2.

Det øverste ledelsesorgan bevarer således som hidtil det fulde ansvar for de beslutninger, der er forberedt i et ledelsesudvalg som f.eks. revisionsudvalget. Revisionsudvalget forbereder - som andre ledelsesudvalg - opgavevaretagelsen forud for en behandling i det øverste ledelsesorgan. Dog påhviler der revisionsudvalget en særlig handlepligt for så vidt angår stk. 3, nr. 2, i forhold til virksomhedens daglige ledelse, ligesom revisionsudvalget efter artikel 5, stk. 4, i den nye forordning om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden skal godkende levering af tilladte ikke-revisionsydelser fra revisor m.v.

Det er således det øverste ledelsesorgan, der træffer endelige afgørelser eller disponerer på grundlag af bl.a. revisionsudvalgets indstillinger, f.eks. hvad angår aflæggelse af årsrapport eller andre opgaver, der er henlagt til revisionsudvalgets behandling og efterfølgende indstilling til det øverste ledelsesorgan. Det er ligeledes det øverste ledelsesorgans ansvar, at årsrapporten er udarbejdet i overensstemmelse med lovgivningens krav, virksomhedens vedtægter og eventuelle yderligere aftaler og øvrige forhold omkring varetagelse af revisionsopgaverne i den forbindelse. Det er derfor vigtigt, at det øverste ledelsesorgan modtager al nødvendig information, der sikrer, at det øverste ledelsesorgan er i stand til at varetage sin funktion og ansvar på et forsvarlig oplyst grundlag.

I stk. 3 er minimumskravene til revisionsudvalgets opgaver opregnet. Der er tale om en videreførelse af opgaverne nævnt i den gældende § 31, stk. 2, hvorefter udvalgets opgaver som minimum er at overvåge regnskabsaflæggelsesprocessen, at overvåge, om virksomhedens interne kontrolsystem, eventuelle interne revision og risikostyringssystemer fungerer effektivt, at overvåge den lovpligtige revision af årsregnskabet m.v. og at overvåge og kontrollere revisors uafhængighed, jf. lovens § 24, herunder særlig leveringen af yderligere tjenesteydelser til virksomheden. De her nævnte opgaver fremgår nu af stk. 3, nr. 2-5, idet der dog er foretaget en række præciseringer heraf. Udvalgets opgaver er suppleret med de opgaver, som artikel 39, stk. 6, angiver og præciserer. Det drejer sig om underretning af det øverste ledelsesorgan med hensyn til resultatet af revisionen, herunder regnskabsaflæggelsesprocessen, jf. stk. 3, nr. 1 , ligesom udvalget efter stk. 3, nr. 6, har ansvaret for proceduren for udvælgelse og indstilling af valg af revisor som angivet i forordningens artikel 16. Samlet set er der tale om en udvidelse og præcisering af revisionsudvalgets opgaver. Udover de i stk. 3 nævnte opgaver kan det konkret besluttes, at revisionsudvalget kan udføre andre opgaver.

Stk. 4 er en videreførelse af den gældende § 31, stk. 4. PIE-virksomheder kan efter bestemmelsen i stedet for at etablere et revisionsudvalg vælge at lade revisionsudvalgets funktioner udøve af det samlede øverste ledelsesorgan. Dette forudsætter, at ingen bestyrelsesmedlemmer samtidig er medlem af direktionen, og at mindst ét bestyrelsesmedlem har kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision. I lighed med, hvad der gælder efter stk. 1, hvor der etableres et revisionsudvalg alene bestående af medlemmer af bestyrelsen/tilsynsrådet, er der således ikke krav om uafhængighed. Danske virksomheder er typisk mindre end virksomhederne i mange andre EU medlemsstater. Nogle vil finde det hensigtsmæssigt at etablere et revisionsudvalg, mens andre vil mene, at det er bedst, at den samlede bestyrelse i stedet intensiverer mødeaktiviteten i de tilfælde, hvor der er behov herfor, f.eks. fordi en regnskabsaflæggelse forestår.

Bestemmelsen gennemfører ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 4, hvorefter medlemsstaterne kan vedtage, at bestemmelserne om revisionsudvalg ikke finder anvendelse på PIE-virksomheder, som allerede har et organ med funktioner, der svarer til et revisionsudvalgs funktioner, og som er nedsat og arbejder i henhold til gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor den virksomhed, der skal revideres, er registreret. I så tilfælde oplyser den pågældende virksomhed i årsrapporten, at der gøres brug af undtagelsen, jf. det foreslåede stk. 6.

Stk. 5 er en videreførelse af den gældende § 31, stk. 5, hvorefter en virksomhed, der er forpligtet til at etablere et revisionsudvalg, kan lade udvalgets funktioner udøve af det samlede øverste ledelsesorgan, hvis formanden for bestyrelsen ikke er medlem af direktionen, ligesom virksomheden i to på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet ikke må overskride to af størrelseskriterierne vedrørende antal heltidsbeskæftigede medarbejdere (250), balance (43 mio. EUR) eller nettoomsætning (50 mio. EUR). At formanden ikke må være medlem af bestyrelsen har kun betydning for andre virksomheder end kapitalselskaber, da bestyrelsesformanden i et dansk kapitalselskab, hvis aktier er optaget til handel på et reguleret marked, ikke kan være et medlem af direktionen, jf. selskabslovens § 114.

Kravene til, at de mindre virksomheder kan anvende undtagelsesmuligheden i stk. 5, er lempeligere end kravene i stk. 4. Dette skyldes, at der i stk. 5 ikke er forbud mod, at bestyrelsesmedlemmer samtidig må indgå i direktionen, og at der ikke stilles krav om, at mindst ét bestyrelsesmedlem skal være både uafhængigt og have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen eller revision.

Undtagelsen i stk. 5 til at lade bestyrelsen udøve revisionsudvalgets funktioner udvides, idet forslaget udnytter optionen i ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 2. Udvidelsen omfatter en PIE-virksomhed, hvis formand for bestyrelsen ikke er medlem af direktionen, og hvor virksomheden, der er noteret på et reguleret marked, havde en gennemsnitlig markedsværdi på under 100 mio. EUR baseret på kursværdien ved årets udgang i de foregående tre kalenderår. Udvidelsen medfører således, at en sådan virksomhed kan vælge at lade det samlede øverste ledelsesorgan udøve revisionsudvalgets funktioner. Virksomheden skal i årsrapporten oplyse, at der gøres brug af undtagelsen, jf. det foreslåede stk. 6.

Stk. 6, er en uændret videreførelse af den gældende § 31, stk. 6, hvorefter PIE-virksomheder, hvor revisionsudvalgets funktioner udøves af den samlede bestyrelse, jf. stk. 4 og 5, skal oplyse herom i årsrapporten.

Stk. 7, nr. 1-4, angiver de PIE-virksomheder, der er undtaget fra forpligtelsen til at etablere et revisionsudvalg og udnytter den adgang, som ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 3, litra a-d, giver for nationalt at undtage virksomheder fra forpligtelsen til at etablere revisionsudvalg. Bestemmelsen forhindrer ikke de omfattede virksomheder i af egen drift at etablere et revisionsudvalg eller i at lade bestyrelsen udøve et revisionsudvalgs funktioner.

Nr. 1. undtager helt dattervirksomheder fra bestemmelserne i stk. 1-6. En dattervirksomhed er undtaget, hvis modervirksomheden er omfattet af reglerne om aflæggelse af koncernregnskab, og hvis modervirksomheden er omfattet af de foreslåede regler om etablering af revisionsudvalg. Det vil sige, at dattervirksomheder til modervirksomheder i et EU/EØS-land vil være undtaget. Er modervirksomheden placeret uden for EU/EØS, er det et krav, at der er etableret et organ svarende til et revisionsudvalg.

Nr. 2 omfatter investeringsforeninger, jf. lov om investeringsforeninger m.v.

Nr. 3 er ny og omfatter alternative investeringsfonde som defineret i artikel 4, stk. 1, litra b, 2. led, i direktiv 2011/61/EU, i det omfang en sådan fond er omfattet af lovens § 1 a, stk. 1, nr. 3, jf. forslagets § 1, nr. 4. Herved udnyttes muligheden i ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 3, litra b, 2. led.

Nr. 4 er ny og omfatter virksomheder, hvis eneste formål er at udstede værdipapirer med sikkerhedsstillelse i aktiver som defineret i artikel 2, nr. 5), i EU Kommissionens forordning (EF) nr. 809/2004. Der er tale om en juridisk person med et særligt formål nemlig at udstede værdipapirer med sikkerhed i bestemte typer aktiver. Bestemmelsen udnytter muligheden i ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 3, litra c.

Nr. 5 er ny og omfatter finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, dvs. pengeinstitutter og realkreditinstitutter. Det er en betingelse, at instituttets ejerandele ikke er optaget til handel på et reguleret marked i en medlemsstat, og at instituttet løbende eller gentagne gange - om overhovedet - kun har udstedt obligationer optaget til handel på et reguleret marked, forudsat at den samlede nominelle værdi af sådanne obligationer er på under 100 mio. EUR, ligesom instituttet ikke må have offentliggjort noget prospekt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel. At instituttet - løbende eller gentagne gange - kun har udstedt obligationer, der er optaget til handel på et reguleret marked, skal forstås således, at instituttet aktuelt eller indenfor de seneste 10 år løbende har udstedt obligationer optaget til handel på et reguleret marked. Med hensyn til betingelsen om, at den samlede nominelle værdi af sådanne obligationer er på under 100 mio. EUR, og at instituttet ikke har offentliggjort et prospekt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 bemærkes, at direktivet er implementeret i værdipapirhandelsloven ved lov nr. 1460 af 22. december 2004, der fastsætter bestemmelser om offentliggørelse af prospekter, hvor dette efter direktivet er et krav. Direktivet angiver endvidere tilfælde, hvor der ikke er krav om offentliggørelse af et prospekt. Bestemmelsen i nr. 5 udnytter muligheden i ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 3, litra d.

Stk. 8 fastsætter i overensstemmelse med ændringsdirektivets affattelse af artikel 39, stk. 3, 2. afsnit, at såfremt en virksomhed omfattet af stk. 7, nr. 4, benytter sig af muligheden for at undlade at etablere et revisionsudvalg, skal den offentligt, f.eks. i årsrapporten, redegøre for årsagerne til, at den ikke finder det hensigtsmæssigt hverken at have et revisionsudvalg eller en bestyrelse eller et tilsynsorgan med ansvar for at udøve et revisionsudvalgs funktioner.

Forslaget indebærer en ophævelse af den gældende § 31, stk. 8, hvorefter der kan fastsættes krav om revisionsudvalg i finansielle virksomheder. Baggrunden herfor er, at PIE-virksomheder efter den foreslåede affattelse af § 31, stk. 1, er forpligtede til at etablere et revisionsudvalg, mens denne forpligtelse efter den gældende affattelse af § 31, stk. 1, alene påhviler virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked. Den gældende hjemmel til (efter den nuværende § 31, stk. 8,) at fastsætte regler om revisionsudvalg i finansielle virksomheder vil således være overflødig, da finansielle virksomheder bliver omfattet af forpligtelsen i det foreslåede § 31, stk. 1, til at etablere et revisionsudvalg, jf. dog herved det foreslåede stk. 7, nr. 5.

Forslagets affattelse af § 31 medfører samlet set en smidigere adgang for virksomhederne til at sammensætte et revisionsudvalg, idet det ikke længere er et krav, at medlemmerne af revisionsudvalget tillige er medlem af virksomhedens øverste ledelsesorgan. Mindst et medlem af udvalget skal have kvalifikationer inden for regnskabsvæsen og/eller revision, og revisionsudvalgets medlemmer skal samlet set have kompetencer af relevans for den reviderede virksomhed.

Til nr. 54

Kapitel 9 i revisorloven indeholder bestemmelserne om det offentlige tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder.

1. selskabsdirektiv kræver, at der tilrettelægges et effektivt offentligt tilsynssystem, som omfatter alle revisorer og revisionsvirksomheder. Direktivet bestemmer endvidere, at der skal være en kompetent myndighed, der har ansvaret for dette tilsyn. For at kunne udføre et effektivt tilsyn også med revisionen i grænseoverskridende koncerner bestemmer direktivet endvidere, at de offentlige tilsyn inden for EU/EØS-området skal samarbejde i forbindelse med udøvelsen af tilsynsopgaven. Herudover fastsættes rammer for samarbejde med tilsynsmyndigheder i lande, der er beliggende uden for EU/EØS-området.

§ 32 fastsætter, at Erhvervsstyrelsen er den kompetente tilsynsmyndighed og angiver Erhvervsstyrelsens ansvar som tilsynsmyndighed. Erhvervsstyrelsen har som den kompetente myndighed til opgave dels at administrere revisorlovgivningen, dels at være ansvarlig for det offentlige tilsynssystem, herunder samarbejdet med tilsynene i andre lande. Det offentlige tilsynssystem har hidtil bestået af følgende opgaver: Tilsynet med eksamen og efteruddannelse, kvalitetskontrol, undersøgelser, disciplinære sanktioner, samt samarbejde og udveksling af oplysninger med andre landes kompetente myndigheder.

I forbindelse med ændringsdirektivet og forordningen er der blevet pålagt den kompetente myndighed nye opgaver, der udvider myndighedens virkefelt. Det drejer sig blandt andet om, at der skal kunne sanktioneres overfor medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed) for overtrædelser af revisorlovgivningen, jf. ændringsdirektivets artikel 30a. Det drejer sig endvidere om overvågning og vurdering af udviklingen på revisionsmarkedet for lovpligtige ydelser til PIE-virksomheder, jf. forordningens artikel 27.

Stk. 1 er en uændret videreførelse af den gældende § 32, stk. 1, hvorefter Erhvervsstyrelsen har ansvaret for tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder.

Stk. 2 er en implementering af artikel 32 og 33 i 8. selskabsdirektiv, hvorefter det offentlige tilsynssystem skal have det endelige ansvar for tilsynet med blandt andet efteruddannelse, kvalitetssikringssystemer og undersøgelses- og disciplinærsystemer. Den kompetente myndighed skal endvidere stå for samarbejde med tilsynene i andre lande. I stk. 2 er de opgaver, som Erhvervsstyrelsens tilsyn omfatter, således oplistet. Stk. 2 er en videreførelse af den gældende § 32, stk. 2, dog således at der i stk. 2, nr. 1, er tilføjet en henvisning til § 4 om efteruddannelse. I stk. 2, nr. 2, er henvisningen til §§ 34-36 ændret til §§ 34-35 b. Der er alene tale om konsekvensændringer som følge af ændringer af bestemmelserne, som der henvises til.

Efter nr. 1 , har Erhvervsstyrelsen ansvaret for tilsyn for eksamen efter § 33 og efteruddannelse efter § 4. Der henvises til bemærkningerne til §§ 4 og 33.

Efter nr. 2 , har Erhvervsstyrelsen ansvaret for tilsyn med kvalitetskontrol. De nærmere regler om kvalitetskontrol fastsættes i § 34-35 b, hvortil der henvises.

Efter nr. 3 , har Erhvervsstyrelsen ansvaret for tilsyn med undersøgelser af revisorer og revisionsvirksomheder efter § 37-42, hvortil der henvises.

Efter nr. 4 , har Erhvervsstyrelsen ansvaret for tilsyn med disciplinære sanktioner overfor revisorer og revisionsvirksomheder. De nærmere regler om disciplinærsystemet fastsættes i §§ 43-47, hvortil der henvises.

Efter nr. 5 , er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ansvarlig for at samarbejde og udveksle oplysninger med andre landes kompetente myndigheder. De nærmere regler om samarbejde og udveksling af oplysninger er fastsat i lovens §§ 48-49, hvortil henvises.

Stk. 3 er en ny bestemmelse og beskriver Erhvervsstyrelsens nye tilsynsopgaver. I henhold til forslaget til stk. 3, nr. 1 , bliver Erhvervsstyrelsen ansvarlig for tilsynet med, at medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en PIE-virksomhed overholder de pligter, der følger af revisorloven, forordningen eller af bestemmelser, som gennemfører artikel 37 og 38 som affattet ved ændringsdirektivet.

Forpligtelserne kan for eksempel være efter revisorlovens § 31 om etablering af et revisionsudvalg (etablering, sammensætning, udførelse af opgaver). Forpligtigelserne kan endvidere vedrøre bestemmelser, der gennemfører artiklerne 37 og 38 (valg og afsættelse af revisor /revisionsvirksomhed). Artikel 37 og 38 er gennemført i selskabslovens §§ 144-146, i §§ 69 og 72 i Erhvervsfondsloven og i § 19 i lov om erhvervsdrivende virksomheder. § 199 i lov om finansiel virksomhed henviser til reglerne i selskabsloven. Tilsvarende bestemmelser fremgår af lov om investeringsforeninger m.v., lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om arbejdsmarkedets tillægspension (ATP), lov om arbejdsmarkedets erhvervssygdomssikring (AES) og lov om lønmodtagernes dyrtidsfond (LD).

Endelig er der tale om forpligtelser efter forordningen, der angår forhold vedrørende revisionsudvalgets manglende godkendelse af revisors levering af tilladte ikke-revisionsydelser (artikel 5), manglende udbud ved valg af revisor, (artikel 16), manglende rotation af revisionsvirksomhed (artikel 17) eller rapportering vedrørende en tredjeparts forsøg på at håndhæve aftaler, der begrænser valg af revisor i en virksomhed af offentlig interesse (artikel 16).

For at der kan tages stilling til, om en person i den omhandlede personkreds har overtrådt forpligtigelserne, er det nødvendigt, at Erhvervsstyrelsens kompetence til at føre tilsyn udvides til også at omfatte, at disse forpligtigelser overholdes. Personkredsen bliver dermed omfattet af Erhvervsstyrelsens kompetence til at iværksætte og gennemføre en undersøgelse, jf. § 37, stk. 1 og 2.

I henhold til forslaget til stk. 3, nr. 2 , skal styrelsen overvåge og følge udviklingen på markedet på lovpligtige revisionsydelser til virksomheder omfattet af revisorlovens § 1 a, nr. 3. Kompetencen er nødvendig, da der blandt andet skal indføres hjemmel til at indhente oplysninger til brug for opfyldelsen af forpligtigelsen, jf. det foreslåede stk. 4.

Det fremgår af artikel 27 i forordningen, at følgende forhold navnlig skal indgå i overvågningen og vurderingen:

– Risiciene ved en høj forekomst af kvalitetsmangler hos en revisor eller et revisionsfirma, herunder systematiske mangler inden for et netværk af revisionsfirmaer, der kan føre til lukning af revisionsfirmaer, afbrydelser i udførelsen af lovpligtige revisionsydelser i en bestemt sektor eller på tværs af sektorer, yderligere akkumulering af risici for revisionsmangler og indvirkningen på den generelle stabilitet i finanssektoren

– Behovet for at træffe foranstaltninger til at reducere de i forrige afsnit omhandlede risici

– Koncentrationsniveauerne på markedet, herunder niveauet i bestemte sektorer

– Revisionsudvalgenes præstation.

Det fremgår endvidere, at den kompetente myndighed mindst hvert tredje år skal udarbejde en rapport om udviklingen på markedet for lovpligtige revisionsydelser til virksomheder af interesse for offentligheden og fremsende den til blandt andet EU-Kommissionen.

Stk. 4 giver Erhvervsstyrelsen hjemmel til at indhente de oplysninger, som er nødvendige for at kunne varetage de opgaver, som styrelsen tillægges efter stk. 1-3. Stk. 4 er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 32, stk. 3.

1. selskabsdirektiv kræver bl.a., at det offentlige tilsyn kan gennemføre undersøgelser, jf. forslaget til stk. 2, nr. 3, samt at der kan ske udveksling af relevante oplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder samt med kompetente myndigheder beliggende udenfor EU/EØS-området, jf. forslaget til stk. 2, nr. 5. Erhvervsstyrelsen har derfor i det gældende stk. 3, som bliver til stk. 4, hjemmel til at indhente de oplysninger, der er nødvendige, for at kunne varetage de opgaver, styrelsen har efter stk. 1 og 2. Indhentelse af oplysninger sker inden for rammerne af reglerne i persondataloven.

Oplysninger kan indhentes hos danske og udenlandske kompetente myndigheder. Ved kompetente myndigheder forstås de myndigheder, som varetager de opgaver, der er fastsat i direktivet. I Danmark vil der således være tale om Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet. Oplysninger kan også indhentes hos revisorer og revisionsvirksomheder. Der vil som udgangspunkt være tale om revisorer og revisionsvirksomheder, der er optaget i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, jf. lovens § 2. Der kan imidlertid også være tale om at indhente oplysninger hos revisorer eller revisionsvirksomheder, der ikke længere er optaget i registeret, hvis oplysningerne vedrører en opgave, som revisor eller revisionsvirksomheden har udført, mens de var optaget i registeret.

De oplysninger, der kan indhentes, er ikke begrænset til mundtlige oplysninger eller redegørelser for nærmere angivne forhold. Der kan også være tale om skriftlig dokumentation, som den kompetente myndighed, revisor eller revisionsvirksomheden ligger inde med som led i udførelsen af opgaver i henhold til loven. I forbindelse med kvalitetskontrol efter forslagets § 35 kan det således være relevant at indhente kvalitetskontrollanters erklæringer om en gennemført kvalitetskontrol, ligesom det kan være relevant at indhente den pågældende kvalitetskontrollants arbejdspapirer vedrørende den pågældende erklæring. Hos Revisornævnet kunne det være nødvendigt at indhente en konkret afgørelse, såfremt denne undtagelsesvist er anonymiseret i forbindelse med offentliggørelsen. Hos revisorer og revisionsvirksomheder vil der typisk være tale om at indhente arbejdspapirer og andre relevante dokumenter vedrørende udførelsen af en konkret erklæringsopgave.

Det er en betingelse, at oplysningerne er nødvendige for varetagelsen af styrelsens opgaver. Det vil således alene kunne komme på tale at indhente oplysninger, hvis der er tvivl om, hvorvidt revisorlovgivningen er eller vil blive overholdt, jf. forslaget til § 37, om iværksættelse og gennemførelse af en undersøgelse, samt hvis styrelsen bliver anmodet om oplysninger fra en medlemsstats kompetente myndighed eller en kompetent myndighed beliggende udenfor EU/EØS-området, jf. forslagets stk. 2, nr. 5.

På baggrund af udvidelsen af styrelsens opgaver i forslaget til den nye § 32, stk. 3, foreslås det, at hjemlen til at indhente oplysninger udvides til at omfatte hjemmel til at indhente de oplysninger, der er nødvendige for, at styrelsen kan varetage de nye opgaver efter stk. 3.

Da de nye opgaver alene drejer sig om forhold vedrørende virksomheder, der er defineret som virksomheder af interesse for offentligheder (PIE-virksomheder), jf. forslagets § 1, nr. 6, er hjemlen afgrænset til at omfatte indhentelse af oplysninger fra sådanne virksomheder. Såfremt der til brug for varetagelsen af opgaver efter stk. 3 er behov for oplysninger fra revisor, revisionsvirksomheden eller andre danske eller udenlandske kompetente myndigheder, er der i 1. pkt. indsat hjemmel hertil, idet hjemmelen udvides til også at omfatte stk. 3.

Herudover indsættes der et nyt 2. pkt. i stk. 4. De oplysninger, der kan indhentes efter det nye stk. 4, 2 pkt. , er for det første oplysninger, der vedrører, om og hvorledes medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden overholder de forpligtigelser, der følger af lovgivningen. Forpligtelserne er beskrevet ovenfor under bemærkningerne til stk. 3, hvortil der henvises. Erhvervsstyrelsen kan kun indhente oplysninger, hvis der er tvivl om, hvorvidt forpligtigelserne ikke er overholdt, jf. revisorlovens § 37, om iværksættelse og gennemførelse af en undersøgelse, samt hvis styrelsen bliver anmodet om oplysninger fra en kompetent myndighed eller en kompetent myndighed beliggende udenfor EU/EØS-områdets jf. revisorlovens stk. 2, nr. 5.

For det andet giver det nye stk. 4, 2. pkt., styrelsen hjemmel til at indhente oplysninger, som er nødvendige for, at styrelsen kan foretage den overvågning og vurdering af udviklingen på markedet for lovpligtige revisionsydelser til PIE-virksomheder, som styrelsen skal foretage efter det foreslåede stk. 3, og forordningen. Styrelsen vurderer, hvilke slags oplysninger der er tale om, men det er en betingelse, at oplysningerne er nødvendige for varetagelsen af styrelsens opgave med at overvåge og vurdere revisionsmarkedet. De forpligtigelser, som styrelsen navnlig skal opfylde, er nærmere specificeret i forordningens artikel 27, stk. 1, som nævnt ovenfor under forslaget til stk. 3. Der vil således være tale om oplysninger, der kan bruges til at bedømme risici på revisionsmarkedet, oplysninger der kan bruges til at vurdere koncentrationsniveauerne på markedet samt oplysninger om, hvordan revisionsudvalgene i PIE-virksomheder præsterer.

Det bemærkes, at der kan forekomme situationer, hvor en person har en egeninteresse i ikke at oplyse nærmere omkring et givent forhold, fordi personen i den situation ville udtale sig om en eventuelt påstået forbrydelse, som den pågældende kan være inddraget i. Hvis man i disse tilfælde afkrævede personen oplysninger, ville myndigheden handle i strid med princippet om forbud mod selvinkriminering. § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb om oplysningspligter (retssikkerhedsloven), om forbud mod selvinkriminering, finder således anvendelse i disse situationer. § 10 i retssikkerhedsloven bestemmer således, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. For en uddybning af princippet henvises til retssikkerhedsloven, herunder lovbemærkningerne.

Revisors tavshedspligt, jf. lovens § 30, gælder ikke i forhold til pligterne overfor Erhvervsstyrelsen efter den gældende § 32 og således heller ikke i forhold til forslaget til den nye formulering af § 32.

Stk. 5 er en ny bestemmelse. Med forslaget til et nyt stk. 5 finder bestemmelserne om undersøgelsesinstituttet (revisorlovens §§ 37 – 42), disciplinærsystemet (revisorlovens §§ 43-47) og det internationale samarbejde (revisorlovens §§ 48 og 49) tilsvarende anvendelse på revisionsvirksomheder omfattet af den nye § 13 a jf. bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 15.

I modsætning til revisionsvirksomheder, der er godkendt efter revisorlovens § 13, underlægges revisionsvirksomheder omfattet af den foreslåede § 13 a (EU-/EØS-revisionsvirksomheder), ikke de danske krav om kvalitetskontrol efter revisorlovens §§ 34 – 35 b. Dog har en sådan revisionsvirksomhed pligt til at underkaste sig kvalitetskontrol af erklæringer omfattet af § 1, stk. 2, der er afgivet her i landet, jf. forslaget til § 29, stk. 5, forslagets § 1, nr. 52. Herved opfyldes kravene i 8. selskabsdirektivs artikel 34, stk. 1, til omfanget af det tilsyn, der kan pålægges en revisionsvirksomhed, der er godkendt til at udføre revision i et andet EU- eller EØS-land.

Til nr. 55

Erhvervsstyrelsen har efter de gældende regler (§ 33) nedsat en revisorkommission, som bistår styrelsen ved administration af loven, ved afholdelse af eksamen for statsautoriserede revisorer og i forbindelse med fastsættelse af nærmere regler om efteruddannelse.

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 58 og 59, at nedlægge Revisortilsynet, som i dag står for den lovpligtige kvalitetskontrol. Derudover foreslås det, at afholdelse af revisoreksamen fremover kan uddelegeres, jf. den nye affattelse af § 33 i lovforslagets § 1, nr. 57.

Det foreslås som følge heraf at nedlægge Revisorkommissionen i sin nuværende form og i stedet oprette et rådgivningsudvalg, Revisorrådet, hvis opgaver og sammensætning i højere grad afspejler de ændrede opgaver.

Efter forslaget til § 32 a, stk. 1 , nedsætter Erhvervsstyrelsen derfor et revisorråd. Revisorrådet skal rådgive styrelsen om generelle forhold i revisorlovgivningen, herunder f.eks. faglige vurderinger i forbindelse med forberedelse af lovgivning, og i forbindelse med styrelsens varetagelse af tilsynsopgaverne efter § 32. Endvidere skal rådet bistå Erhvervsstyrelsen i forhold til reglerne om de forskellige eksamener for revisorer.

Efter det foreslåede stk. 2 udgøres formandskabet af en af Erhvervsstyrelsen udpeget formand. Revisorrådets medlemmer vil bestå af medlemmer fra relevante interesseorganisationer m.v. herunder FSR – danske revisorer, DI, Dansk Erhverv, ATP/LD, Finansrådet/Forsikring & Pension/Realkreditrådet, Dansk Aktionærforening, samt uddannelsesinstitutioner, som udbyder revisoruddannelsen, og en repræsentant fra Erhvervsstyrelsen. Derudover vil Finanstilsynet og SKAT kunne deltage i rådets møder som observatører. Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at andre kan deltage i rådets arbejde efter behov.

Det foreslås i stk. 3 , at medlemmerne udnævnes af Erhvervsstyrelsen for en periode på op til 4 år efter indstilling fra organisationerne m.v. Formanden og medlemmerne af Revisorrådet kan genudpeges.

Efter stk. 4 varetager Erhvervsstyrelsen sekretariatsarbejdet for rådet som led i styrelsens opgaver som kompetent myndighed vedrørende det offentlige tilsyn.

Revisorrådet mødes som udgangspunkt 4 gange årligt og i øvrigt efter behov. Rådets møder er ikke offentlige. Revisorrådet er omfattet af forvaltningsloven, offentlighedsloven og ombudsmandsloven, dog således at medlemmerne er undergivet den skærpede tavshedspligt efter lovens § 48 med hensyn til forhold vedrørende det offentlige tilsyn. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for rådets virke i bekendtgørelse samt ved en forretningsorden for rådet.

Til nr. 56 og 57

Den gældende § 33 vedrører nedsættelsen af Revisorkommissionen, herunder dens sammensætning og opgaver, herunder i forhold til afholdelse af eksamen. Bestemmelsen bemyndiger endvidere Erhvervsstyrelsen til at fastsætte de nærmere bestemmelser om revisoreksamen, herunder betingelserne for at indstille sig til eksamen, eksamenskravene, eksamens afholdelse og bedømmelse.

Som det fremgår af forslaget til ny § 32 a (lovforslagets § 1, nr. 53), foreslås det at nedlægge Revisorkommissionen og i stedet oprette Revisorrådet. I forlængelse heraf foreslås det at ændre den gældende § 33, så den alene vedrører bestemmelser vedrørende revisoreksamen m.v.

Som konsekvens heraf foreslås det derfor at ændre overskriften til § 33 fra Revisorkommissionen til Revisoreksamen m.v.

Det foreslåede stk. 1 giver Erhvervsstyrelsen bemyndigelse til at fastsætte betingelserne for at indstille sig til eksamen for statsautoriserede revisorer, samt betingelserne for at indstille sig til den særlige prøve for personer, der har været uden godkendelse i en årrække, og egnethedsprøven efter den foreslåede § 10, stk. 1. Bestemmelsen er en videreførelse af gældende ret.

Med inspiration fra den ordning, der er gældende for advokaters opnåelse af beskikkelse, jf. retsplejelovens § 119, stk. 5, foreslås det i § 33, stk. 2, at der etableres adgang til at henlægge afholdelsen af eksamener til andre. Konkret er det tanken, at FSR – danske revisorer skal forestå afholdelsen af revisoreksamen m.m.

Henlæggelsen af afholdelsen af eksamener til FSR – danske revisorer sker med respekt af Erhvervsstyrelsens og FSR’s forskellige roller som henholdsvis ansvarlig myndighed og brancheorganisation, således at man kan drage fordel af styrelsens myndighedskompetencer og FSR’s brancheindsigt til at sikre en effektiv opgaveløsning, hvilket vil være til gavn for såvel samfundsmæssige hensyn som revisorbranchens forhold.

Der er med henlæggelsen af eksamensafholdelsen til FSR – danske revisorer ikke tiltænkt en ændring af eksamensniveauet, hverken hvad angår sværhedsgrad eller form. Der skal fortsat kunne være tillid til, at revisoreksamen sikrer et meget højt fagligt niveau hos fremtidens statsautoriserede revisorer, og samtidig er det væsentlig, at revisoreksamen tilrettelægges på en måde, som skaber gode rammer for at sikre tilgang af et tilstrækkeligt antal revisorer i de kommende år.

Myndighedsopgaver i forbindelse med revisoreksamen vil fortsat blive varetaget af Erhvervsstyrelsen på samme måde som efter gældende ret. Ansvaret for den praktiske gennemførelse af revisoreksamen vil som noget nyt blive overtaget af FSR – danske revisorer på samme måde, som det er tilfældet i advokatbranchen.

Denne opgavefordeling vil indebære, at den overordnede regulering af kravene til de forskellige eksamener for revisorer varetages af Erhvervsstyrelsen, jf. forslagets § 33, stk. 1, og stk. 2, 1. led , mens afvikling af eksamenerne, herunder tilmelding og framelding, gennemføres af FSR – danske revisorer efter bemyndigelse fra Erhvervsstyrelsen, jf. § 33, stk. 2, 2. led .

Samtidig vil Revisorrådet få til opgave at bistå Erhvervsstyrelsen ved eksamen, jf. forslaget til § 32 a, herunder fastsætte de nærmere retningslinjer for indholdet og tilrettelæggelsen af eksamen, retningslinjer for fastsættelse af betaling for deltagelse i eksamen, ansætte og afskedige eksaminatorer og censorer, meddele dispensationer og afslag, samt behandle klager over afvikling og bedømmelse af eksamen. I denne forbindelse tillægges Revisorrådet kompetence til at træffe afgørelse i sager vedrørende dispensationer samt klager over eksamen. Til dette formål kan rådet etablere et mere fokuseret eksamensudvalg bestående af de samme organisationer, men ikke nødvendigvis det medlem, der giver møde ved behandling af andre emner end eksamen. Det er hensigten, at formanden for Revisorrådet også er formand for eksamensudvalget. Rammerne for nedsættelse af eksamensudvalget fastlægges i en bekendtgørelse, jf. § 32 a, stk. 5.

Det er et mål for den foreslåede organisering af opgaverne forbundet med afholdelse af de forskellige eksamener, at disse opgaver organiseres og tilrettelægges så omkostningseffektivt som muligt med henblik på at begrænse den økonomiske belastning for branchen mest muligt. Det er tanken, at FSR – danske revisorer skal opkræve betaling for deltagelse i eksamen efter samme model, som benyttes ved advokateksamen. Betalingen skal således dække organisationens udgifter, som er forbundet med afholdelsen af eksamen, herunder udgifter til honorarer og administration. Betalingen skal være ens for alle deltagere i en eksamen, uanset om de er medlem af FSR – danske revisorer eller ej. Revisorrådet (eksamensudvalget) fastsætter de nærmere retningslinjer for grundlaget for beregning af betaling for deltagelse i eksamen.

Stk. 3 giver hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen kan videregive oplysninger til den, der efter stk. 2 forestår afholdelsen af de i stk. 1 nævnte eksamener og prøver. Det drejer sig om oplysninger, som styrelsen er i besiddelse af fra gennemførelsen af tidligere års eksamener. Der er tale om oplysninger vedrørende en tilmeldt kandidats dokumentation for opfyldelsen af betingelserne for tilmelding til eksamen, herunder oplysning om resultatet af tidligere eksamensforsøg samt dokumentation for framelding til tilmeldte prøver.

Det foreslåede stk. 4 svarer til den gældende § 33, stk. 7, hvorefter Erhvervsstyrelsen kan lade Revisorkommissionen bistå den færøske registreringsmyndighed. Bestemmelsen kom ind i revisorlovgivningen ved en lovændring i 1994, men har hidtil ikke været udnyttet.

Til nr. 58

Som følge af, at det foreslås, at Erhvervsstyrelsen fremover udfører kvalitetskontrollen, og at de gældende bestemmelser om Revisortilsynet i § 34, stk. 1 og 2 dermed ophæves, foreslås det at ændre overskriften før § 34 fra Revisortilsynet til Kvalitetskontrol. .

Til nr. 59

Revisorlovens § 34, stk. 1 og 2, regulerer etableringen og sammensætningen af Revisortilsynet. Stk. 5 omhandler, hvordan og af hvem udgifterne til kvalitetskontrollen afholdes.

Som følge af, at det foreslås, at Erhvervsstyrelsen fremover udfører kvalitetskontrollen, ophæves de gældende bestemmelser om Revisortilsynet i § 34, stk. 1 og 2. Samtidig tilrettes §§ 34-35 b til den nye organisering af kvalitetskontrollen.

Det er fortsat Erhvervsstyrelsen, der har det overordnede ansvar for det offentlige tilsyn med revisionsvirksomheder og revisorer.

Til nr. 60

Forslaget til § 34, stk. 1, svarer til den gældende § 34, stk. 3. § 34, stk. 3 fastsætter, at Revisortilsynet har ansvaret for, at kvalitetskontrollen efter lovens § 29 udføres i overensstemmelse med lovens regler, samt at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om kvalitetskontrollen og dens gennemførelse. Stk. 4 angiver det nærmere indhold af sådanne regler. Da det som foreslået er Erhvervsstyrelsen, der fremover udfører kvalitetskontrollen, er ordlyden ændret, så Erhvervsstyrelsen får ansvaret for, at kvalitetskontrollen af danske revisionsvirksomheder gennemføres i overensstemmelse med lovens regler.

Forslagets stk. 1, 2. pkt., er ny. Det er tilføjet, at udførelsen af kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder, der ikke reviderer virksomheder af interesse for offentligheden (ikke-PIE revisionsvirksomheder), kan uddelegeres. Det fremgår af ændringsdirektivet, at kvalitetskontrollen skal styres af de kompetente myndigheder for at øge pålideligheden og gennemsigtigheden af kvalitetskontrollerne, men medlemsstaterne kan uddelegere opgaver til andre myndigheder eller organer, der er godkendt eller udpeget ved lov. Dog skal den kompetente myndighed fortsat være ansvarlig for kvalitetskontrollen. Der er ikke pt hensigten at uddelegere kvalitetskontrollen, men hvis det på et tidspunkt ønskes, så er der med den nye bestemmelse mulighed herfor. Såfremt udførelsen af kvalitetskontrollen uddelegeres, vil Erhvervsstyrelsen derfor fortsat have det overordnede ansvar for kvalitetskontrollen, og uddelegeringen vil være underlagt retningslinjer for udførelsen. Erhvervsstyrelsen kan kræve at få uddelegerede beføjelser tilbage fra sag til sag.

Efter forslagets stk. 1, 3. pkt ., som er en videreførelse, fastsætter Erhvervsstyrelsen regler om gennemførelse af kvalitetskontrol i bekendtgørelse om kvalitetskontrol.

Forslagets stk. 1, 4. pkt., er en videreførelse af stk. 3, 3. pkt., i den gældende bestemmelse og giver styrelsen mulighed for at fastsætte særlige regler for kvalitetskontrollen af revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder).

Til nr. 61

Forslaget til stk. 2 viderefører med en enkelt tilføjelse (nr. 5) den gældende § 34, stk. 4, der oplister en række af de forhold, som Erhvervsstyrelsen skal fastsætte regler for i forbindelse med kvalitetskontrollen. Listen er ikke udtømmende, men repræsenterer en række helt centrale forhold, der skal reguleres nærmere.

Forslagets til stk. 2, nr. 1 , vedrører, hvem der kan udføre kvalitetskontrol. Erhvervsstyrelsen godkender et antal kvalitetskontrollanter, så det sikres, at antallet af kvalitetskontrollanter er tilstrækkeligt, samtidig med at der er tilstrækkelig mulighed for opgaver til den enkelte kvalitetskontrollant, således at kvalitetskontrollanterne opnår et passende antal opgaver og en passende erfaring.

Den oprindelige henstilling om kvalitetskontrol accepterer det såkaldte »peer-review-system«, hvor peers (revisorer) udfører kvalitetskontrolopgaven. Der er imidlertid både fra EU’s og fra tredjelandes (USA) side kraftigt stillet spørgsmålstegn ved, om et peer-review-system lever op til de internationale krav, herunder 8. selskabsdirektivs krav om et uafhængigt kvalitetssikringssystem. Ved at tilsynsmyndigheden (Erhvervsstyrelsen) har ansvaret for retningslinjerne for kvalitetskontrollen og dens udførelse, udvælgelse af kvalitetskontrollanter og for betalingen af kvalitetskontrollanterne skabes et mere robust kvalitetskontrolsystem. Ved at der benyttes praktiserende revisorer til gennemførelse af kvalitetskontrolbesøg, sikres det, at der drages nytte af revisorernes faglige viden og ekspertise på revisions- og regnskabsområdet, som det også synes forudsat i direktivets artikel 29, stk. 1, litra d, der stiller krav om, at de personer, der foretager kvalitetskontrol, skal have tilstrækkelig faglig uddannelse og relevant erfaring indenfor lovpligtig revision og regnskabsaflæggelse.

Forslaget til stk. 2, nr. 2 , omhandler udvælgelsen af en kvalitetskontrollant til en given kvalitetskontrol. Ved at styrelsen udpeger en kvalitetskontrollant til at forestå kvalitetskontrollen, sikres uafhængighed i udvælgelsen. Kvalitetskontrollanten skal selvsagt stadig opfylde uafhængighedsbestemmelserne. Gør kvalitetskontrollanten ikke det, skal kvalitetskontrollanten oplyse styrelsen herom, og styrelsen udpeger en anden kvalitetskontrollant.

Ved udvælgelsen af en kvalitetskontrollant til en given opgave skal der tages hensyn til flere forhold, f.eks. forretningsmæssige hensyn, der kan gøre, at en kvalitetskontrollant ikke bør kontrollere en bestemt revisionsvirksomhed. Det skal bl.a. sikres, at kvalitetskontrollanten har de fornødne kompetencer til at kontrollere den bestemte type revisionsvirksomhed.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den forslåede § 35, stk. 1 og 2. Denne bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 35, stk. 1 og 5, hvorefter kvalitetskontrollen af revisionsvirksomheder, der udfører revision af PIE-virksomheder, udføres af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen, mens kvalitetskontrollen af øvrige revisionsvirksomheder udføres af praktiserende revisorer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter.

Forslaget til stk. 2, nr. 3 , vedrører udvælgelsen af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol. Revisionsvirksomheder, der reviderer regnskaber aflagt af mellemstore og store virksomheder, skal udtages til kvalitetskontrol med højst 6 års mellemrum. Efter forslagets § 1, nr. 48 (revisorlovens § 29, stk. 3), skal udvælgelsen af revisionsvirksomheder, der udelukkende afgiver erklæringer efter § 1, stk. 2, på regnskaber aflagt af små virksomheder, ske på baggrund af en risikoanalyse. Sådanne risikofaktorer kan for eksempel være anmærkninger fra seneste kvalitetskontrol, overholdelse af efteruddannelseskravene, eller oplysninger fra andre kontrolmyndigheder. Risikofaktorerne skal løbende udvikles og evalueres, ligesom de kan drøftes med for eksempel Revisorrådet, interessenter, andre myndigheder som for eksempel SKAT samt andre relevante aktører.

Artikel 26, nr. 2, i forordningen gælder for revisionsvirksomheder, der reviderer PIE-virksomheder. Det følger heraf, at kvalitetskontrollen af revisionsvirksomheder, der udfører revision af store PIE-virksomheder, skal udføres mindst hvert tredje år og mindst hver sjette år for revisionsvirksomheder, der udfører revision af små og mellemstore PIE-virksomheder. Da der er tale om minimumsfrekvenser, kan styrelsen ud fra en risikovurdering beslutte, at der skal foretages hyppigere kvalitetskontrol.

Forslaget til stk. 2, nr. 4 , omhandler omfanget og gennemførelsen af kvalitetskontrollen og videreføres uændret. Kvalitetskontrollen består af en gennemgang og vurdering af revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem og en kontrol af udvalgte erklæringsopgaver efter § 1, stk. 2, på baggrund af risikobaseret udvælgelse. Ved gennemgangen af kvalitetsstyringssystemet skal det sikres, at revisionsvirksomheden har etableret og implementeret de fornødne politikker og procedurer for kvalitetssikring af erklæringsopgaverne, samt at procedurerne efterleves for hver enkelt erklæringsopgave. Det skal endvidere sikres, at revisionsvirksomheden har opstillet retningslinjer, som sikrer, at revisor, forinden denne påtager sig en opgave som omhandlet i § 1, stk. 2, vurderer, om der kan foreligge omstændigheder, der er egnet til at rejse tvivl om revisors uafhængighed. Ved kontrollen af erklæringsopgaver testes, om revisors udførelse af opgaven er udført i overensstemmelse med revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem, herunder om der er den fornødne dokumentation, og om der er foretaget uafhængigheds-, væsentligheds- og risikovurdering. Samtidig skal det kontrolleres, om revisors erklæring er i overensstemmelse med dennes arbejdspapirer, lovgivningens krav, gældende revisionsstandarder m.v. Kvalitetskontrollanten skal dog ikke foretage en ny revision. Kontrollen er en gennemgang af, at revisorerne udfører deres arbejde efter gældende krav.

Forslaget til stk. 2, nr. 5, er ny og vedrører offentliggørelse af resultatet af kvalitetskontrollen. Hidtil har der ikke været hjemmel til at offentliggøre individuelle resultater af kvalitetskontrollen. Der henvises til forslagets § 1, nr. 64 ( § 35 b i revisorloven), hvorefter Erhvervsstyrelsen kan offentliggøre resultatet af kvalitetskontrollen, såfremt Erhvervsstyrelsens henstillinger i forbindelse med kvalitetskontrollen ikke følges. Erhvervsstyrelsen kan endvidere offentliggøre resultatet af kvalitetskontrollen for revisionsvirksomheder, der reviderer PIE-virksomheder af interesse for offentligheden.

Til nr. 62

Stk. 3 er en konsekvensændring som følge af forslaget til ændringen af organiseringen af det offentlige tilsyn med revisorerne, hvorefter det er Erhvervsstyrelsen, der forestår kvalitetskontrollen.

Til nr. 63

Den gældende § 35 fastsætter en række krav til udførelse og afslutning af en kvalitetskontrol. På baggrund af forslaget om, at det fremover er Erhvervsstyrelsen, der forestår kvalitetskontrollen, foreslås det, at § 35 affattes på ny, så den tilpasses den nye organisering. Bestemmelser om afslutning af en kvalitetskontrol flyttes til en ny § 35 a.

Forslagets stk. 1, 1. pkt., svarer til den gældende § 35, stk. 2, og fastslår, at kvalitetskontrollen skal udføres i overensstemmelse med de regler, som Erhvervsstyrelsen fastsætter i medfør af § 34, stk. 1 og 2. De gældende regler om gennemførelse af kvalitetskontrollen er fastsat i bekendtgørelse om kvalitetskontrol. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 60 og 61 (§ 34, stk. 1 og 2, i revisorloven).

Forslagets stk. 1, 2. pkt ., fastsætter, at der som led i gennemførelsen af kvalitetskontrollen skal udføres kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomheden. Ved kvalitetskontrolbesøg forstås den del af kvalitetskontrollen, der foregår ude i selve revisionsvirksomheden. Ved kvalitetskontrol af PIE-virksomheder foretages kvalitetskontrolbesøget af kvalitetskontrollanter, der er ansat i Erhvervsstyrelsen. Kvalitetskontrolbesøg i ikke-PIE-virksomheder udføres af praktiserende revisorer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter, og kvalitetskontrollen afsluttes af Erhvervsstyrelsen.

Det foreslåede stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 er en videreførelse af gældende praksis, hvorefter den praktiske udførelse af kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomheder, der reviderer virksomheder af interesse for offentligheden (PIE revisionsvirksomheder), udføres af kvalitetskontrollanter ansat i Erhvervsstyrelsen. Kvalitetskontrolbesøg i øvrige revisionsvirksomheder (ikke-PIE revisionsvirksomheder) foregår ved, at Erhvervsstyrelsen bistås af praktiserende revisorer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter. Som udgangspunkt vil det være de godkendte kvalitetskontrollanter, der foretager selve udførelsen af kvalitetskontrolbesøg i revisionsvirksomhederne.

Forslaget til stk. 2, 2. pkt ., svarer til den gældende § 35, stk. 1. Det fastslås heri, at Erhvervsstyrelsen godkender de revisorer, der kan virke som kvalitetskontrollanter. En godkendelse gælder som udgangspunkt for en femårig periode og vil kunne forlænges. En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis kontrollanten ikke lever op til de krav, der stilles til kontrollanterne. Erhvervsstyrelsen kan således tilbagekalde godkendelsen som kvalitetskontrollant, hvis Erhvervsstyrelsen finder kvalitetskontrollantens virke utilfredsstillende, for eksempel hvis kvaliteten af de af kvalitetskontrollanten udførte kontroller er mangelfulde, kvalitetskontrollanten ikke overholder tidsfristerne, hvis kvalitetskontrollanten ikke indsender de oplysninger, som Erhvervsstyrelsen anmoder om, eller hvis Erhvervsstyrelsen modtager gentagne berettigede klager over kontrollanten. Den gældende § 35, stk. 1, fastsætter, at Revisortilsynet fører en liste over kontrollanterne. Pligten er ikke medtaget i forslaget til stk. 2. Erhvervsstyrelsen vil dog fortsat offentliggøre en liste over de personer, der er godkendt som kvalitetskontrollanter.

Forslagets stk. 2, 3. pkt., svarer til indholdet af den gældende § 35, stk. 4, 3. pkt., hvorefter Erhvervsstyrelsen har mulighed for at deltage i et kvalitetskontrolbesøg i en ikke-PIE revisionsvirksomhed sammen med kvalitetskontrollanten. Erhvervsstyrelsen har derudover mulighed for selv at udføre kvalitetskontrolbesøg, også uden deltagelse af en kvalitetskontrollant.

Det foreslåede stk. 2 , 4. pkt., svarer til den gældende § 35, stk. 1, 3. pkt., hvorefter Erhvervsstyrelsen i konkrete sager kan udpege andre end revisorer som kontrollanter. Her kan der tænkes situationer, hvor det med henblik på at få en kompetent og uafhængig kvalitetskontrol kan være hensigtsmæssigt at benytte udefra kommende kvalitetskontrollanter, f.eks. kvalitetskontrollanter fra det norske, svenske eller britiske tilsyn, ligesom advokater eller andre, der besidder en særlig sagkundskab, vil kunne udpeges til at foretage kvalitetskontrollen. Udgangspunktet er, at sådanne kvalitetskontrollanter skal udføre kvalitetskontrollen sammen med revisorer, og det afgørende er, at teamet som helhed besidder de kompetencer, der er fornødne til at foretage den konkrete kvalitetskontrol. Der kan forekomme situationer, hvor det er afgørende, at der ikke deltager praktiserende revisorer i kvalitetskontrollen. Den, der er udpeget som kvalitetskontrollant, skal imidlertid stadig opfylde de opstillede kompetencekrav. Udpegning af ikke-revisorer gælder især, hvor kvalitetskontrollen vedrører en revisionsvirksomhed, der ligeledes er underkastet tilsyn af et udenlandsk tilsyn, f.eks. det amerikanske PCAOB. PCAOB har klart tilkendegivet, at det af uafhængighedsmæssige grunde ikke accepterer anvendelse af praktiserende revisorer i forbindelse med kvalitetskontrollen. Det vil således ikke være muligt at indgå en aftale med PCAOB om tilsyn, der er baseret på hjemlandskontrol, hvis det er et ufravigeligt krav, at der altid skal medvirke en revisor i den danske kvalitetskontrol. Den foreslåede bestemmelse skal bl.a. medvirke til, at der er grundlag for at indgå aftaler med udenlandske tilsyn om hjemlandskontrol, hvorved de berørte revisionsvirksomheder undgår at skulle kvalitetskontrolleres af flere tilsynsmyndigheder. Udgiften til disse kvalitetskontrollanter afholdes ligesom de øvrige udgifter til kvalitetskontrollen af den kontrollerede revisionsvirksomhed.

Forslaget til stk. 3 omhandler kravene til kvalitetskontrollanternes kompetencer og er en videreførelse af den gældende § 35, stk. 1, 5. pkt. Kravene til kvalitetskontrollanternes kompetencer fremgår direkte af 8. selskabsdirektivs artikel 29. Det er som hidtil en forudsætning, at kontrollanterne opfylder de krav, der måtte blive stillet til dem om bl.a. faglig uddannelse og relevant erfaring inden for revision og regnskabsaflæggelse samt om kvalitetskontrol. En kvalitetskontrollant, der ikke er revisor, skal opfylde samme krav til faglig uddannelse og erfaring. Kravene til kvalitetskontrollanterne gælder for både kvalitetskontrollanter, der godkendes til at udføre kvalitetskontrolbesøg i ikke-PIE revisionsvirksomheder, og kvalitetskontrollanter ansat i Erhvervsstyrelsen.

Forslaget til stk. 4 er en videreførelse af den gældende § 36, stk. 1, (der ophæves), og fastslår, at alle, der er beskæftiget med, og som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen, er underkastet samme regler om uafhængighed som revisorer, jf. § 24. Bestemmelsen omfatter kvalitetskontrollanterne, herunder det team som kvalitetskontrollanten sammensætter til at udføre kvalitetskontrolbesøg, samt ansatte, medhjælpere og andre, som måtte blive inddraget i kvalitetskontrollen, f.eks. til konkrete faglige vurderinger.

Efter den gældende § 35, stk. 3, udfærdiger kvalitetskontrollanten en rapport indeholdende en beskrivelse af kontrollens genstand, art og omfang samt en vurdering af kontrolresultatet. Udføres kontrollen af en revisor, udfærdiges rapporten i form af en erklæring efter lovens § 1, stk. 2. Det foreslås i stk. 5 , at kvalitetskontrollanten afslutter kvalitetskontrolbesøget med at rapportere til Erhvervsstyrelsen, fremfor at afgive en erklæring efter § 1, stk. 2. Rapporteringen skal indeholde en beskrivelse af kontrollens genstand, art og omfang samt kvalitetskontrollantens vurdering af gennemgangen af revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem og gennemgangen af de enkelte erklæringsopgaver. Kvalitetskontrollantens rapportering udgør ikke en forvaltningsretlig afgørelse, og Erhvervsstyrelsen er ikke bundet af kvalitetskontrollantens vurdering. På baggrund af kvalitetskontrollantens rapportering foretager Erhvervsstyrelsen en vurdering af kontrolresultatet, herunder en vurdering af, om kvalitetskontrollen giver anledning til at foretage videre, jf. bemærkningerne nedenfor til § 1, nr. 64 (§ 35 a i revisorloven). Retningslinjer for gennemførelse af kontrolbesøget samt kvalitetskontrollantens rapportering heraf udarbejdes med hjemmel i § 34, stk. 1, 2. og 3. pkt.

Forslagets stk. 6 svarer indholdsmæssigt til den gældende § 35, stk. 4. Bestemmelsen giver Erhvervsstyrelsen mulighed for at indhente de oplysninger

• herunder kvalitetskontrollantens arbejdspapirer - som skønnes nødvendige for at kunne vurdere resultatet af kvalitetskontrollen i en revisionsvirksomhed. Revisors tavshedspligt, jf. § 30, gælder således ikke i forhold til pligterne overfor Erhvervsstyrelsen efter dette stk. I medfør af § 29, stk. 4, har Erhvervsstyrelsen og kvalitetskontrollanten adgang til at foretage nødvendige undersøgelser i den revisionsvirksomhed, der kontrolleres. Erhvervsstyrelsens mulighed for indsigt i kontrollantens arbejdspapirer er en betingelse for, at styrelsen kan foretage en efterfølgende behandling af kvalitetskontrollantens arbejde. Erhvervsstyrelsen kan indhente de nødvendige oplysninger hos både kvalitetskontrollanten og den kontrollerede revisionsvirksomhed. Da det er Erhvervsstyrelsen, der har bevisbyrden ved en eventuel sag for Revisornævnet, kan Erhvervsstyrelsen også indhente de oplysninger hos kvalitetskontrollanten, som er nødvendige for, at Erhvervsstyrelsen kan føre en eventuel sag mod revisionsvirksomheden og/eller revisor for Revisornævnet.

Det bemærkes, at der kan forekomme situationer, hvor en person har en egeninteresse i ikke at oplyse nærmere omkring et givent forhold, fordi personen i den situation ville udtale sig om en eventuelt påstået forbrydelse, som den pågældende kan være inddraget i. Hvis man i disse tilfælde afkrævede personen oplysninger, ville myndigheden handle i strid med princippet om forbud mod selvinkriminering. § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb om oplysningspligter (retssikkerhedsloven), om forbud mod selvinkriminering, finder således anvendelse i disse situationer. § 10 i retssikkerhedsloven bestemmer således, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. For en uddybning af princippet henvises til retssikkerhedsloven, herunder lovbemærkningerne.

Til nr. 64

§ 35 b er en ny bestemmelse, der omhandler offentliggørelse af kvalitetskontrol.

Forslagets stk. 1 giver, som noget nyt, styrelsen mulighed for at offentliggøre individuelle resultater af kvalitetskontrollen.

Af direktivets artikel 29, stk. 1, litra j, fremgår det, at hvis henstillinger i forbindelse med kvalitetskontrollen ikke følges, iværksættes der i givet fald disciplinære eller andre sanktioner overfor revisor eller revisionsvirksomheden. Det er på bagrund heraf foreslået, at reaktionen over for, at en revisionsvirksomhed ikke har fulgt op på henstillinger fra den forrige kvalitetskontrol, skal være, at Erhvervsstyrelsen kan offentliggøre resultatet af kvalitetskontrollen for den pågældende revisionsvirksomhed.

Styrelsen kan som følge heraf offentliggøre resultatet af kvalitetskontrollen, hvis det i forbindelse med en opfølgende kvalitetskontrol konstateres, at revisionsvirksomheden ikke har fulgt op på styrelsens henstillinger i forbindelse med den forrige kvalitetskontrol. Styrelsen vil ligeledes kunne offentliggøre resultatet af en kvalitetskontrol i det tilfælde, hvor styrelsen henstiller, at en revisionsvirksomhed skal udarbejde en handlingsplan, og revisionsvirksomheden undlader at udarbejde en handlingsplan. Styrelsen kan endvidere offentliggøre resultatet eller dele af resultatet af kvalitetskontrollen for revisionsvirksomheder, der udfører revision af regnskaber aflagt af virksomheder af interesse for offentligheden.

Forslagets stk. 2 svarer indholdsmæssigt til den gældende § 35, stk. 8 , hvorefter der årligt udgives en redegørelse, som i statistisk form offentliggør resultaterne af den lovpligtige kvalitetskontrol uden angivelse af de enkelte revisionsvirksomheder.

Til nr. 65

Den gældende § 36 omhandler uafhængighed og tavshedspligt for Revisortilsynet, kvalitetskontrollanterne og andre, som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen.

Det foreslås at ophæve § 36 som en konsekvens af ændringen af organiseringen af det offentlige tilsyn.

Bestemmelsen i stk. 1 om, at kvalitetskontrollanterne og andre, som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen, er underkastet regler om revisors uafhængighed, fremgår af forslagets § 1, nr. 63 (§ 35 i revisorloven), hvortil der henvises.

Bestemmelserne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i stk. 2-4, fremgår af forslagets § 1, nr. 91 og 92, hvortil der henvises.

Til nr. 66

1. selskabsdirektiv fastsætter, at alle revisorer og revisionsvirksomheder skal være underlagt et effektivt offentligt tilsyn, herunder at den kompetente myndighed med ansvaret for offentlige tilsynssystem har ret til at udføre undersøgelser og træffe de fornødne foranstaltninger. Formålet med direktivet er at styrke kvaliteten af den lovpligtige revision samt forebygge regnskabsskandaler og derved medvirke til at genskabe tilliden til selskabers års- og koncernregnskaber. Muligheden for at iværksætte en undersøgelse med henblik på at konstatere, korrigere og forhindre utilstrækkelig gennemførelse af en revision eller en anden afgivelse af erklæring med sikkerhed er et væsentlig led heri og skal medvirke til at højne kvaliteten af revisors arbejde. Derimod er det ikke formålet med bestemmelsen at iværksætte undersøgelser, der sigter mod at konstatere strafbare forhold. Hvis styrelsen har mistanke om overtrædelse af straffeloven, vil sagen blive overdraget til politiet med henblik på politimæssig efterforskning.

Stk. 1 giver derfor Erhvervsstyrelsen hjemmel til at iværksætte og gennemføre en undersøgelse, hvis der er en risiko for, at en revisor eller en revisionsvirksomhed har overtrådt eller vil overtræde revisorlovgivningen. En undersøgelse kan karakteriseres ved, at den udføres på ad hoc basis på grundlag af en begivenhed, et problem eller en anden indikation af, at revisorlovgivningen er eller vil blive overtrådt.

Som nævnt ovenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 32 skal den kompetente myndighed i henhold til ændringsdirektivet have beføjelse til at sanktionere medlemmer af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden (PIE-virksomhed), som ikke overholder de forpligtigelser, der følger af revisorloven og forordningen. Det er derfor foreslået, at revisorlovens § 32 udvides til at omfatte tilsyn hermed.

For at der kan tages stilling til, om en person i den omhandlede personkreds har overtrådt de omhandlede forpligtigelser, er det nødvendigt, at styrelsens kompetence til at udføre undersøgelser udvides til også at omfatte, om disse forpligtigelser overholdes. Stk. 1 foreslås derfor også at omfatte undersøgelser heraf. Omfanget af forpligtigelserne er beskrevet i bemærkningerne til § 32, hvortil henvises.

Bestemmelsen anfører, at der skal være risiko for, at den omfattede personkreds har eller vil overtræde bestemmelser, der følger af revisorloven eller forordningen om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden (Forordning nr. 537/2014). Der skal således være en indikation af, at revisorlovgivningen er eller vil blive overtrådt. Undersøgelserne forventes især at omfatte lovpligtige revisioner, hvor der kan rejses eller er rejst tvivl om kvaliteten af den udførte revision. Styrelsen kan iværksætte en undersøgelse på baggrund af informationer, som kommer gennem styrelsens øvrige kontroller, eller udefra kommende informationer, der kan gøre styrelsen opmærksom på en situation, der nødvendiggør en undersøgelse. Det kan f.eks. omfatte situationer, hvor det ved den regnskabskontrol af børsnoterede selskaber, som udføres af Erhvervsstyrelsen og Finanstilsynet på vegne af Finanstilsynets bestyrelse, konstateres, at der kan rejses tvivl om revisionens tilstrækkelighed. Behovet for at iværksætte en undersøgelse kan tilsvarende udspringe fra den stikprøvevise kontrol af modtagne årsrapporter, der udføres af Erhvervsstyrelsen i medfør af årsregnskabsloven, eller den regnskabskontrol af ikke-børsnoterede finansielle virksomheder, der udføres af Finanstilsynet i medfør af lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen betyder desuden, at styrelsen kan iværksætte en undersøgelse på baggrund af udefra kommende informationer, der kan gøre styrelsen opmærksom på en situation, der nødvendiggør en undersøgelse. Eksempelvis kan styrelsen iværksætte en undersøgelse, såfremt der i medierne er blevet sat fokus på omstændigheder hos en eller flere revisorer/revisionsvirksomheder, der indikerer overtrædelse af revisorlovgivningen. Det skal imidlertid bemærkes, at det ikke er hensigten, at styrelsen skal fungere som klageinstans for utilfredse kunder, konkurrenter, pressen, mv. Det er således til enhver tid Erhvervsstyrelsen, der tager stilling til, om der foreligger oplysninger af en karakter, der berettiger iværksættelsen af en undersøgelse. Det skal bemærkes, at undersøgelserne skal foretages i overensstemmelse med lov om retssikkerhed.

Det bemærkes, at Erhvervsstyrelsen er underlagt strenge regler om tavshedspligt, jf. lovens § 48. Heraf følger, at fortrolige oplysninger, som styrelsens ansatte kommer i besiddelse af gennem tilsynsarbejdet, vil være beskyttet af tavshedspligtsreglerne i straffeloven. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 91 (§ 48, stk. 1, i revisorloven).

Efter stk. 1, sidste pkt., kan Erhvervsstyrelsen som et led i det internationale samarbejde iværksætte en undersøgelse på grundlag af en henvendelse fra en kompetent udenlandsk myndighed. Ved en kompetent udenlandsk myndighed forstås her en myndighed, der i henhold til artikel 32 i 8. selskabsdirektiv eller artikel 20 i forordningen om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden (forordning nr. 537/2014) er udpeget til at varetage tilsynsopgaverne i det pågældende land. Henvendelsen fra den udenlandske kompetente myndighed kan f.eks. ske i en situation, hvor myndigheden er kommet i besiddelse af sådanne oplysninger, at den har konkluderet, jf. direktivets artikel 36, stk. 5, at der i Danmark begås eller kan være begået handlinger, der er i strid med direktivet. Det forhold, at den udenlandske myndighed skal have konkluderet, betyder, at der ikke vil kunne blive tale om at iværksætte en undersøgelse på et løst grundlag. Der kan ikke mindst være tale om situationer, hvor der f.eks. er rejst tvivl om kvaliteten af den lovpligtige revision af et udenlandsk børsnoteret selskab med datterselskaber i Danmark, og hvor der også kan være indikation af, at kvaliteten af revisionen af datterselskaberne har medvirket til, at disse er væsentligt fejlagtigt indregnet i det udenlandske koncernregnskab.

I et nyt stk. 2 foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ligeledes kan iværksætte og gennemføre en undersøgelse, hvis styrelsen vurderer, at der er risiko for, at et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en PIE-virksomhed, ikke overholder bestemmelser, der gennemfører artikel 37 og 38 i 8. selskabsdirektiv. Artikel 37 og 38 vedrører valg og afsættelse af revisor /revisionsvirksomhed og er gennemført i selskabslovens §§ 144-146, i §§ 69 og 72 i Erhvervsfondsloven og i § 19 i lov om erhvervsdrivende virksomheder. § 199 i lov om finansiel virksomhed henviser til reglerne i selskabsloven. Tilsvarende bestemmelser fremgår af lov om investeringsforeninger m.v., lov om tilsyn med firmapensionskasser, lov om et skibsfinansieringsinstitut, lov om arbejdsmarkedets tillægspension (ATP), lov om arbejdsmarkedets erhvervssygdomssikring (AES) og lov om lønmodtagernes dyrtidsfond (LD). . Som nævnt i bemærkninger til forslagets § 1, nr. 58 og 59 (revisorlovens § 34) ophæves bestemmelserne om Revisortilsynet.

I forlængelse heraf tydeliggøres i et forslag til et nyt stk. 3 Erhvervsstyrelsens kompetence til at iværksætte en undersøgelse, hvis der i forbindelse med en kvalitetskontrol er konstateret risiko for, at en revisor, en revisionsvirksomhed, en PIE-virksomhed eller et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en PIE-virksomhed ikke har overholdt sine forpligtigelser. Der er tale om samme slags undersøgelse som efter det gældende stk. 1 og under de samme betingelser.

Med den foreslåede organisering af det offentlige tilsyn er det således via en undersøgelse, at der træffes afgørelse om, og i givet fald hvilken reaktion eventuelle manglende overholdelse af forpligtigelser skal medføre, jf. revisorlovens § 40, som foreslået ved § 1, nr. 68.

De hidtil gældende bestemmelser i stk. 2 om brug af eksperter og i stk. 3 om hjemmel til at fastsætte bestemmelser om iværksættelse og gennemførelse af undersøgelser videreføres som stk. 4 og 5 , idet bestemmelserne udvides til at omfatte undersøgelser efter stk. 1 - 3.

Stk. 4 viderefører således Erhvervsstyrelsen adgang til at anvende ekstern bistand i forbindelse med en undersøgelse. Bestemmelsen tænkes anvendt i særlige tilfælde, hvor der f.eks. er behov for en særlig ekspertviden. Det kan f.eks. være tale om særlige områder, hvor der kræves specifikt branchekendskab for at kunne vurdere kvaliteten af den udførte revision. Der kan også være tale om andre situationer, hvor en undersøgelses presserende tidsmæssige karakter gør det nødvendigt at gennemføre den med ekstern bistand. For så vidt angår tavshedspligt for disse personer henvises til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 91 (revisorlovens § 48).

Stk. 5 viderefører endvidere Erhvervsstyrelsen hjemmel til at fastsætte nærmere regler om iværksættelse og gennemførelse af undersøgelser. Der vil i en sådan bekendtgørelse bl.a. blive fastsat regler om, at styrelsen kan afvise at gennemføre en undersøgelse på grundlag af en henvendelse fra en udenlandsk kompetent myndighed, hvis

– en sådan undersøgelse kan skade landets suverænitet, sikkerhed eller offentlige orden eller kan krænke nationale sikkerhedsregler,

– der allerede er indledt retsforfølgning vedrørende samme handlinger og overfor de samme personer, eller

– Revisornævnet eller styrelsen allerede har truffet afgørelse vedrørende disse personer for de samme handlinger.

Disse situationer er beskrevet i direktivets artikel 36, stk. 4, litra a-c.

En revisionsvirksomhed, der i et EU- eller EØS-land er godkendt til at udføre lovpligtig revision, og som udfører lovpligtig revision i et andet EU- eller EØS-land, skal ifølge den nye bestemmelse i 8. selskabsdirektivs artikel 34, stk. 1, 2. led, underlægges tilsyn i værtsmedlemsstaten med alle revisioner udført der. Denne bestemmelse foreslås gennemført i forslagets § 1, nr. 52.

Som konsekvens heraf foreslås med den nye § 37, stk. 6, at det præciseres, at adgangen til at iværksætte en undersøgelse også finder anvendelse på revisioner og andre erklæringer udført her i landet af EU-/EØS-revisionsvirksomheder. Der vil således også være mulighed for at iværksætte en undersøgelse af disse virksomheder med henblik på at konstatere, korrigere og forhindre utilstrækkelig gennemførelse af en revision eller en anden afgivelse af erklæring med sikkerhed i Danmark efter de samme regler, som gælder for danske revisionsvirksomheder.

Til nr. 67

Den gældende § 38 forpligter revisorer og revisionsvirksomheder til i forbindelse med en undersøgelse efter revisorlovens § 37 at give styrelsen de oplysninger, der må anses nødvendige for at kunne vurdere, om der er sket en overtrædelse af loven eller bestemmelser udstedt i medfør af loven.

I henhold til forordningens artikel 23 skal medlemsstaterne sikre, at de kompetente myndigheder i forbindelse med deres tilsyns- og undersøgelsesopgaver, der involverer virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder), har beføjelse til blandt andet at indhente oplysninger vedrørende den lovpligtige revision fra enhver person. Forordningen foreskriver endvidere, at beføjelser efter artikel 23 kun må bruges i relation til

– revisorer og revisionsfirmaer, der udfører lovpligtig revision af PIE-virksomheder,

– personer, der er involveret i aktiviteter for revisorer og revisionsfirmaer, der udfører lovpligtig revision,

– reviderede virksomheder af interesse for offentligheden, deres indbyrdes forbundne virksomheder og relaterede tredjeparter,

– tredjeparter, som de revisorer og revisionsfirmaer, der udfører lovpligtig revision af PIE-virksomheder, har overdraget visse funktioner eller aktiviteter til, og

– personer, der på anden vis har forbindelse til eller er forbundet med revisorer og revisionsfirmaer, der udfører lovpligtig revision af PIE-virksomheder.

På den baggrund foreslås § 38 suppleret med et nyt stk. 2 , der giver Erhvervsstyrelsen beføjelse til vedrørende undersøgelser, der involverer PIE-virksomheder, at indhente oplysninger som nævnt i stk. 1 fra en bredere personkreds end den i stk. 1 nævnte, som alene omfatter revisor eller revisionsvirksomheden. Udnyttelse af beføjelsen kræver, at der er en relation mellem den person eller virksomhed, som oplysninger ønskes indhentet fra, og den revision, som den iværksatte undersøgelse efter § 37 vedrører. Personkredsen udvides således til også at omfatte andre personer, som har forbindelse med revisor eller revisionsvirksomheden, f.eks. medlemmer af revisionsteamet eller personer, der har ført tilsyn med opgavens udførelse, samt tredjeparter, som har fået overdraget opgaver af revisor eller revisionsvirksomheden, f.eks. eksperter, som revisor har inddraget i revisionen efter ISA 620 om anvendelse af en af revisor udpeget ekspert. Derudover udvides personkredsen, hvorfra der kan indhentes oplysninger, også til den reviderede virksomhed, herunder f.eks. oplysninger om dattervirksomheder, som indgår i et koncernregnskab, som er omfattet af den revision, der undersøges.

De oplysninger, der kan indhentes, er de samme oplysninger, som er nævnt i stk. 1, og der gælder de samme betingelser for indhentelse af oplysninger. Bestemmelsen er således ikke afgrænset til mundtlige oplysninger eller til redegørelser, men kan også omfatte adgang til korrespondance eller andre dokumenter, der skønnes nødvendige til at vurdere den konkrete sag. Hvilke andre dokumenter, der kan være tale om, kan ikke entydigt fastlægges, men der skal være tale om konkrete dokumenter, der anses at have betydning for, at styrelsen kan træffe afgørelse i den konkrete sag. I forbindelse med indhentning af oplysninger skal styrelsen være opmærksom på persondatalovens regler om behandling af personoplysninger.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med revisorlovens § 48, hvorefter fortrolige oplysninger, som styrelsen modtager, alene må anvendes som led i tilsynshvervet til at pålægge sanktioner, eller hvis styrelsens afgørelse indbringes for højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

Det bemærkes, at der kan forekomme situationer, hvor en person har en egeninteresse i ikke at oplyse nærmere omkring et givent forhold, fordi personen i den situation ville udtale sig om en eventuelt påstået forbrydelse, som den pågældende kan være inddraget i. Hvis man i disse tilfælde afkrævede personen oplysninger, ville myndigheden handle i strid med princippet om forbud mod selvinkriminering. § 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb om oplysningspligter (retssikkerhedsloven), om forbud mod selvinkriminering, finder således anvendelse i disse situationer. § 10 i retssikkerhedsloven bestemmer således, at hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. For en uddybning af princippet henvises til retssikkerhedsloven, herunder lovbemærkningerne.

Til nr. 68

Efter den gældende § 40 tager Erhvervsstyrelsen efter afslutningen af en undersøgelse stilling til, om resultatet af undersøgelsen giver anledning til at give en påtale, pålægge et påbud eller indbringe revisor, revisionsvirksomheden eller begge for Revisornævnet. Bestemmelsen oplister Erhvervsstyrelsens mulige reaktioner, hvis resultatet af en undersøgelse viser, at loven er blevet overtrådt. Det er af væsentlig betydning for tilliden til revisorhvervet, at overtrædelser af revisorlovgivningen bringes til ophør. Bestemmelsen giver således hjemmel til forskellige reaktioner, som kan bringes i anvendelse. Valget af reaktion afhænger naturligvis af overtrædelsens karakter og grovhed.

Erhvervsstyrelsen har mulighed for at offentliggøre resultatet af en undersøgelse efter den gældende § 41. Erhvervsstyrelsen kan offentliggøre, at en undersøgelse afsluttes med en frifindelse. Dette fremgår dog ikke direkte af loven.

Det foreslås derfor, at det præciseres i stk. 1, nr. 1 , at en undersøgelse kan afsluttes uden yderligere bemærkninger, dvs. hvis undersøgelsen ikke har givet anledning til at konstatere, at der er sket overtrædelser af revisorlovgivningen.

Stk. 1, nr. 2 , er en videreførelse af den gældende bestemmelse, der bestemmer, at resultatet af undersøgelsen kan give anledning til en påtale. Ligeledes er stk. 1, nr. 3, en videreførelse af den gældende bestemmelse. Resultatet af en undersøgelse kan derfor som hidtil give anledning til at påbyde, at overtrædelse skal bringes til ophør. Efter stk. 1, nr. 4 , er der fortsat mulighed for at indbringe revisor, revisionsvirksomheden, eller begge for Revisornævnet, hvilket er en videreførelse af den gældende bestemmelse.

Som noget nyt foreslås det i stk. 1, nr. 5 , at personkredsen bringes i overensstemmelse med den foreslåede § 37, jf. forslagets § 1, nr. 66. Som en følge heraf udvides personkredsen, så der også foreligger en mulighed for at indbringe et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden, en virksomhed af interesse for offentligheden eller begge for Revisornævnet.

De berørte fysiske og juridiske personer skal skriftligt underrettes om udfaldet af undersøgelsen. Der henvises i det hele til reglerne i dels lov om retssikkerhed, dels reglerne i forvaltningsloven. Udover de nævnte reaktioner følger det som et naturligt led i Erhvervsstyrelsens virksomhed, at styrelsen kan yde vejledning til de berørte fysiske og juridiske personer i en konkret sag for bedre at opfylde lovens krav eller for at højne kvaliteten i det udførte arbejde. Såfremt styrelsen finder, at lovbestemmelser, der er strafbelagt, er overtrådt - såvel i loven som anden lovgivning, styrelsen bliver opmærksom på – kan der indgives politianmeldelse af forholdet.

Efter det foreslåede stk. 2 får Erhvervsstyrelsen pligt til at offentliggøre alle påbud, jf. den foreslåede § 47 a, hvori den nærmere regulering af selve offentliggørelsen er indeholdt. Der foreligger ikke en pligt for Erhvervsstyrelsen til at offentliggøre alle påtaler eller indbringelser for Revisornævnet, men der er som hidtil mulighed herfor, jf. den foreslåede § 47 b.

Til nr. 69

Efter den gældende § 41 kan Erhvervsstyrelsen bestemme, at resultatet af undersøgelsen skal offentliggøres på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, herunder i hvilken form offentliggørelsen skal ske.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 25, indsættes artikel 30 c, som indeholder en pligt til at offentliggøre alle sanktioner.

Det foreslås derfor, at lovens § 41 flyttes til kapitel 9, da det foreslås, at dette kapitel skal indeholde den nærmere regulering af Erhvervsstyrelsens og Revisornævnets pligt til at offentliggøre alle sanktioner. Det forslås således, at § 41 flyttes til en ny bestemmelse § 47 b med en mindre sproglig tilpasning, jf. lovforslagets § 1, nr. 90. Herved samles lovens bestemmelser om offentliggørelse af sanktioner og offentliggørelse af resultatet af en undersøgelse ét sted i loven.

Til nr. 70

Den gældende § 42, stk. 1, giver Erhvervsstyrelsen hjemmel til at pålægge medlemmerne af den øverste ledelse i en revisionsvirksomhed eller en revisor tvangsbøder, hvis de undlader at give styrelsen de oplysninger, der er nødvendige for at tage stilling til, om loven er overtrådt, eller hvis revisor eller revisionsvirksomheden undlader at efterkomme et påbud om at bringe en ulovlighed til ophør.

Anvendelse af tvangsbøder anses for et effektivt middel, som kendes fra bl.a. årsregnskabsloven og selskabslovene. Tvangsbøder vil kun blive anvendt i situationer, hvor mindre indgribende tvangsmidler ikke er tilstrækkelige. Erhvervsstyrelsen har endnu ikke pålagt tvangsbøder efter bestemmelsen.

Som en konsekvens af forslaget om at udvide personkredsen i § 37 til også at omfatte et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden, foreslås det, at også personkredsen i artikel 42 udvides med samme personkreds

For at kunne håndhæve et effektivt tilsyn er det af afgørende betydning, at styrelsen får adgang til de oplysninger, den anmoder om. Af hensyn til tilliden til det offentlige tilsyn er det desuden af afgørende betydning, at styrelsen kan gennemtvinge, at de påbud, som styrelsen pålægger i forbindelse med tilsynet, bliver efterlevet.

Til nr. 71

Den gældende § 43, stk. 1, vedrører sammensætningen og udpegningen af Revisornævnets formandskab og øvrige medlemmer, Efter bestemmelsen er det Erhvervsstyrelsen, der udpeger formandskabet og medlemmerne, ligesom styrelsen udsteder Revisornævnets forretningsorden.

Det foreslås, at bestemmelsen om Erhvervsstyrelsens adgang til udstedelse af en forretningsorden for Revisornævnet ophæves, idet der samtidig ved forslagets § 1, nr. 89, i § 47 foreslås indsat bemyndigelse til, at Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om nævnet. Der henvises herom til forslagets § 1, nr. 89.

Baggrunden for den ændrede affattelse af 2. pkt. er, at det ved nævnets behandling af klager omfattet af den foreslåede § 44 a, jf. forslagets § 1, nr. 87, skønnes hensigtsmæssigt, at der medvirker - som repræsenterende regnskabsbrugerne - medlemmer med ledelseserfaring fra virksomheder af interesse for offentligheden. Forslaget til nyt 2. pkt. medfører, at der blandt de 8 medlemmer af nævnet, der repræsenterer regnskabsbrugerne, skal være udpeget mindst 2 medlemmer med en sådan erfaring. Forslaget har samtidig den konsekvens, at antallet af nævnets medlemmer forøges fra 12 til 16 medlemmer.

Til nr. 72

§ 43, stk. 2, vedrører Revisornævnets sammensætning ved behandlingen af en sag og viderefører den gældende bestemmelse. Ved nævnets behandling af en sag skal der altid medvirke lige mange revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne. Det er formanden, der ud fra en bedømmelse af den enkelte sag afgør, hvor mange og hvilke medlemmer der skal deltage i en sags behandling.

1. pkt. bestemmer, at hvor den indklagede er statsautoriseret revisor, skal der ved sagens behandling, foruden formanden eller en næstformand medvirke mindst en statsautoriseret revisor samt en repræsentant for regnskabsbrugerne.

Efter 2. pkt . skal der ved behandlingen af en klage mod en registreret revisor foruden formanden eller en næstformand medvirke mindst en registreret revisor samt en repræsentant for regnskabsbrugerne. Formuleringen giver mulighed for, at der i stedet for en registreret revisor kan medvirke en statsautoriseret revisor, men at der så vidt muligt skal medvirke en registreret revisor. Udgangspunktet for behandlingen af en klage mod en registreret revisor er således, at der – foruden en repræsentant for regnskabsbrugerne – skal medvirke en registreret revisor, men at der åbnes op for , at Revisornævnet kan behandle en klage også under medvirken af en statsautoriseret revisor i stedet for en registreret revisor.

1. pkt. er en uændret videreførelse af det gældende 3. pkt. og bestemmer, at der altid skal medvirke et lige antal revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne ved en sags behandling.

2. pkt. er en videreførelse af det gældende 4. pkt. og bestemmer, at ved nævnets behandling af sager, hvor spørgsmål om frakendelse af en revisors eller revisionsvirksomheds godkendelse efter § 44, stk. 4 og 6, nedlæggelse af forbud efter § 44, stk. 3, eller betinget frakendelse af en revisors godkendelse, jf. forslagets § 1, nr. 80, kan komme på tale, jf. herved bestemmelsens 5. pkt., skal der altid medvirke mindst 2 revisorer og 2 repræsentanter for regnskabsbrugerne foruden formanden eller en næstformand. Medvirker der flere, skal antallet af revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne være det samme.

3. pkt. er nyt og vedrører sager, hvor spørgsmål om frakendelse, forbud eller betinget frakendelse kommer på tale. Det præciseres i overensstemmelse med Revisornævnets praksis i sager om frakendelse, at nævnet kun kan træffe afgørelse om frakendelse, forbud eller betinget frakendelse, når klager har nedlagt påstand om anvendelse af en sådan sanktion. Med hensyn til nedlæggelse af forbud er det ikke forudsat, at klager skal præcisere, om et forbud skal nedlægges efter § 44, stk. 3, nr. 1, 2 eller 3. Nedlægger klager påstand om frakendelse, er nævnet ikke afskåret fra – som det mindre i det mere – at nedlægge forbud eller statuere betinget frakendelse. Modsat er nævnet afskåret fra at frakende revisor dennes godkendelse, hvor klager kun har nedlagt påstand om forbud, men nævnet er da ikke afskåret fra at statuere betinget frakendelse, da en betinget frakendelse er mindre indgribende end et forbud. Bestemmelsen vil beskytte en indklaget revisors retssikkerhed og er samtidig i god overensstemmelse med, hvad der er gældende i strafferetsplejen vedrørende rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79. Da der er tale om en kodificering af gældende praksis ved Revisornævnet, og da bestemmelsen styrker den indklagedes retssikkerhed, er det ubetænkeligt at lade bestemmelsen have virkning også for sager, der ved lovens ikrafttræden verserer ved nævnet. Det foreslåede 5. pkt. finder derfor anvendelse på sager, der verserer ved nævnet ved lovens ikrafttræden.

Til nr. 73

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 80, hvorefter den nuværende § 44, stk. 2, bliver § 44, stk. 4.

Til nr. 74

§ 43, stk. 4, vedrører Revisornævnets kompetence med hensyn til klager mod en revisionsvirksomhed vedrørende alvorlig kompromittering af den pågældende virksomheds omdømme, jf. den gældende bestemmelse i § 44, stk. 4, 3. pkt. Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 43, stk. 4.

Efter bestemmelsen kan foruden revisionsvirksomheder godkendt efter § 13 tillige EU-/EØS-revisionsvirksomheder registreret i overensstemmelse med den foreslåede § 13 a – se forslagets § 1, nr. 15 – indbringes for Revisornævnet på lige fod med danske revisionsvirksomheder . En klage over en EU-/EØS-revisionsvirksomhed vedrørende alvorlig kompromittering af den pågældende virksomheds omdømme vil således i lighed med, hvad der gælder for en dansk revisionsvirksomhed, kunne indbringes for Revisornævnet med henblik på frakendelse af godkendelsen for en periode fra seks måneder til fem år eller indtil videre. Bliver en revisionsvirksomhed frakendt sin godkendelse, vil virksomheden blive slettet i registeret over godkendte revisionsvirksomheder, og der vil ikke kunne afgives erklæringer gennem virksomheden.

Til nr. 75

§ 43, stk. 5, 1. pkt., er en videreførelse af den gældende bestemmelse om indbringelse af en revisionsvirksomhed for nævnet som følge af en kvalitetskontrol eller en undersøgelse foretaget af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 5, 1. pkt., er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 58-64, om ændring af organiseringen af kvalitetskontrollen, hvorefter Revisortilsynet nedlægges og Erhvervsstyrelsen overtager kvalitetskontrollen . 1. pkt. giver - svarende til det gældende stk. 5 - Erhvervsstyrelsen en selvstændig hjemmel til at indbringe en revisionsvirksomhed for Revisornævnet, hvis styrelsen på grundlag af en kvalitetskontrol efter § 29 er blevet opmærksom på forhold, som giver anledning til at foretage en nærmere undersøgelse, jf. § 37, stk. 3, forslagets § 1, nr. 66, hvortil der henvises. Indbringelse for Revisornævnet kan endvidere - som hidtil - ske på grundlag af en af Erhvervsstyrelsen foretaget undersøgelse efter § 37, stk. 1, hvor der er fundet sådanne fejl og mangler hos en virksomhed, at der er grundlag for en indbringelse. Det er særligt nævnt, at en tilsidesættelse af virksomhedens pligter efter bestemmelserne i § 15 a, stk. 1 og 4, § 24, stk. 5, eller manglende kvalitetsstyringssystem, jf. §§ 28 og 28 a, kan føre til indbringelse for nævnet.

Revisornævnets kompetence til at behandle en klage over en revisionsvirksomhed efter § 43, stk. 4 og 5, er efter gældende regler betinget af, at virksomheden er en godkendt revisionsvirksomhed, det vil sige, at virksomheden er registreret i Erhvervsstyrelsens register over godkendte revisionsvirksomheder, jf. lovens § 2. Heraf følger, at Revisornævnet ikke kan behandle en klage over en virksomhed, der ikke er optaget i registreret på tidspunktet for overtrædelsen.

Med det foreslåede stk. 5, 2. pkt., præciseres det, at Revisornævnet kan behandle en klage mod en revisionsvirksomhed, uanset at godkendelsen af virksomheden efter § 13 inden eller under sagens behandling ved nævnet er ophørt eller ophører, eller virksomheden ikke længere er registreret efter den foreslåede bestemmelse i § 13 a (forslagets § 1, nr. 15). Det afgørende for, om Revisornævnet har kompetence til at behandle klagen, er således, at virksomheden på tidspunktet for overtrædelsen var en godkendt revisionsvirksomhed efter § 13 eller registreret efter § 13 a.

Baggrunden for præciseringen er, at det, jf. Revisornævnets årsberetning for 2011, side 29-30, har været drøftet, om det har betydning, at ansvarssubjektet (revisionsvirksomheden) inden klagens indgivelse eller inden sagens afgørelse mister sin status som revisionsvirksomhed uden samtidig at ophøre som juridisk person. Præciseringen har ikke betydning for klager indbragt mod en revisor, der inden eller under sagens behandling deponerer sin godkendelse som revisor, idet revisors deponering af godkendelsen efter nævnets faste praksis ikke har betydning for nævnets kompetence til at behandle en sag.

1. pkt. medfører, at Revisornævnet kan behandle en klage over en revisionsvirksomhed, der drives f.eks. i selskabsform, uanset at revisionsvirksomheden inden klagens indbringelse har mistet sin status som revisionsvirksomhed eller mister denne status mens sagen verserer, når blot det pågældende selskab ikke ophører som juridisk person. Det sikres samtidig, at der ikke kan spekuleres i at afregistrere en revisionsvirksomhed med det formål at undgå en sag ved Revisornævnet. En klage mod en revisionsvirksomhed, der drives som en enkeltmandsvirksomhed, og som har mistet eller mister sin godkendelse som revisionsvirksomhed, kan i overensstemmelse med nævnets praksis fortsat ikke behandles af nævnet, da en sådan virksomhed herved ophører med at kunne være ansvarssubjekt for disciplinæransvaret. Dette har baggrund i, at en personligt drevet enkeltmandsvirksomhed normalt ikke kan være subjekt for strafansvar, jf. straffelovens § 26.

Til nr. 76

Forslaget er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 58-64, om ændring af organiseringen af kvalitetskontrollen

Til nr. 77

Efter den gældende bestemmelse i § 43, stk. 6, 1. pkt., kan Revisornævnet eller dets formand afvise at behandle klager fra personer, der ikke har en retlig interesse i det forhold, klagen angår, samt klager, der på forhånd må skønnes grundløse.

Ved forslaget indsættes der er nyt 4. pkt., således at nævnet eller formanden også kan afvise enhver klage, der ikke er omfattet af nævnets kompetence, eller som er indgivet for sent, jf. § 46. Bestemmelsen finder derfor også anvendelse på klager indgivet af Erhvervsstyrelsen, Finanstilsynet, Skatteministeriet, anklagemyndigheden og FSR – danske revisorer, der falder uden for nævnets kompetenceområde eller er indgivet for sent.

Efter revisorlovens § 1, stk. 2 og 3, finder loven anvendelse ved revisors afgivelse af erklæringer, hvorimod revisors rådgivning og anden assistance falder uden for revisorloven. Ved rådgivning og assistance er revisor derfor sidestillet med andre rådgivere. Det gælder f.eks. ved assistance med udarbejdelse af skatteblanketter eller assistance med digital indberetning af regnskaber til Erhvervsstyrelsen. Klager over sådanne rådgivnings- og assistanceydelser falder således uden for Revisornævnets kompetenceområde.

Til nr. 78

Efter den gældende bestemmelse i § 43, stk. 7, kan Erhvervsstyrelsen fastsætte et gebyr for indgivelse af en klage.

Bestemmelsen foreslås flyttet til § 47, jf. forslagets § 1, nr. 89, hvorefter der indsættes en bemyndigelse til at fastsætte nærmere bestemmelser for nævnet, herunder om gebyrbetaling.

Til nr. 79

Efter den gældende bestemmelse i § 44, stk. 1, kan en revisor af Revisornævnet tildeles en advarsel eller pålægges en disciplinær bøde på ikke over 300.000 kr., hvor revisor har tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører.

Som anført under de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.2.9.2.1. er der ved mindre alvorlige forseelser fra en revisionsvirksomhed eller revisor ofte ikke tilstrækkeligt behov for at indbringe den pågældende revisionsvirksomhed eller revisor for Revisornævnet, medmindre der er tale om gentagelsestilfælde. På baggrund heraf er det derfor hensigten at foretage en ændring - sammenholdt med Revisortilsynets hidtidige praksis - vedrørende Erhvervsstyrelsens praksis for indbringelse af sager for Revisornævnet. Det er således hensigten, at Erhvervsstyrelsen, der fremtidigt forestår kvalitetskontrollen og reaktioner i denne forbindelse, afslutter sager med mindre alvorlige forseelser med en påtale eller et påbud, medmindre der er tale om gentagelsestilfælde. Tilsvarende gør sig gældende for sager, der - uden at være et resultat af en kvalitetskontrol - er gjort til genstand for en undersøgelse efter lovens § 37. Praksisændringen har sammenhæng med omlægningen af kvalitetskontrollen, jf. forslagets § 1, nr. 58-64.

Ved Erhvervsstyrelsens vurdering af, om en forseelse er mindre alvorlig, vil indgå, i hvilket omfang forseelsen kan antages at have eller kunne få betydning for pågældende revisionskundes forhold eller en tredjemands beslutningstagen om f.eks. ydelse af kredit eller indgåelse af forretningsmellemværende. Der vil typisk være tale om sager, som hidtil har medført en bøde på op til ca. 25.000 kr. ved nævnet. Erhvervsstyrelsen vil konkret vurdere, om en forseelse kan anses som værende mindre alvorlig.

Det forudsættes, at Revisornævnet ved klager, der indbringes af andre end Erhvervsstyrelsen, anlægger et tilsvarende vurderingsgrundlag, med hensyn til om en forseelse bør anses som en mindre alvorlig forseelse og således ikke i førstegangstilfælde bør medføre en sanktion i form af en bøde, men alene en advarsel.

Af direktivets præambels betragtning 16 fremgår, at der bør kunne pålægges afskrækkende administrative økonomiske sanktioner på f.eks. op til en million EUR eller mere for fysiske personer og op til en vis procentdel af den samlede årsomsætning i det foregående regnskabsår for juridiske personer.

De gældende grænser for disciplinære bøder på 300.000 kr. for en enkelt revisor og 750.000 kr. for en revisionsvirksomhed anses som udgangspunkt efter danske forhold for passende og for tilstrækkeligt afskrækkende.

Der kan dog i helt ekstraordinære situationer, hvor der er tale om en overtrædelse af revisorlovgivningen af særlig grov karakter, være behov for, at Revisornævnet for enkeltrevisorer og for revisionsvirksomheder har mulighed for at forhøje bøden, så den væsentlig overskrider de førnævnte gældende grænser.

Der foreslås derfor i stk. 1 indsat et 2. pkt., hvorefter Revisornævnet ved en revisors særligt grove overtrædelse af sine pligter som revisor kan forhøje den disciplinære bøde op til 600.000 kr.

Fra Revisornævnets praksis kan herved peges på nævnets kendelse af 27. juni 2012 i sag 10/2011. Klagen vedrørte to revisorer, der, mens de var revisorer for og afgav revisionspåtegninger for koncernforbundne selskaber, udførte rådgivningsopgave med resultatafhængig aflønning, der medførte et honorar på ca. 28 mio. kr. Begge blev fundet skyldige i overtrædelse af revisorlovens uafhængighedsbestemmelse og ikendtes hver en bøde på 250.000 kr.

Den foreslåede bestemmelse forventes kun anvendt i et fåtal af tilfælde.

Til nr. 80

Forslaget til § 44, stk. 2 og 3, er nye bestemmelser, idet der ikke er tilsvarende bestemmelser i den gældende revisorlov. Forslaget til § 44, stk. 2, bygger på Revisorkommissionens redegørelse og analyse fra november 2014 vedrørende Revisornævnets praksis for frakendelse af revisorers godkendelse. Forslaget til et nyt § 44, stk. 3, vedrører implementering af ændringsdirektivets affattelse af artikel 30a, stk. 1, litra c og e, om midlertidigt forbud.

I overensstemmelse med Revisorkommissionens forslag foreslås der i stk. 2 indført hjemmel til, at Revisornævnet for en periode på op til fem år betinget kan frakende en revisor godkendelsen som revisor. Sanktionen vil især kunne finde anvendelse, hvor der foreligger grov tilsidesættelse af revisors pligter som offentlighedens tillidsrepræsentant, jf. lovens § 16, men hvor der ikke er et tilstrækkeligt grundlag efter den nugældende bestemmelse om frakendelse (§ 44, stk. 2,) til at frakende revisor godkendelsen, f.eks. som følge af, at det ikke kan sandsynliggøres eller lægges til grund, at omstændighederne giver grundlag for at antage, at den pågældende ikke i fremtiden vil udøve sin virksomhed på forsvarlig måde. Prøvetidens længde vil afhænge af karakteren af revisors forseelse, herunder antallet af forhold, der danner grundlag for den betingede frakendelse.

En afgørelse om betinget frakendelse forudsættes at kunne kombineres med ikendelse af bøde i henhold til sædvanlig praksis for den pågældende type forseelse.

Virkningen af en betinget frakendelse er, at den pågældende revisor får en særlig påmindelse (et gult kort) om, at kvaliteten af hans/hendes revisionsarbejde ikke lever op til gældende standarder, og at en fortsættelse af revisionsarbejdet uden forbedringer af kvaliteten kan forventes at føre til, at godkendelsen som revisor frakendes. En betinget frakendelse medfører ikke umiddelbart begrænsninger i revisors erhvervsmuligheder eller de opgaver, som revisor kan påtage sig.

Tilsidesætter en revisor i prøvetiden de pligter, som stillingen medfører, skal Revisornævnet på grundlag af en klage indgivet inden prøvetidens udløb tage stilling til, om frakendelsen skal fuldbyrdes. Ved vurderingen af, om frakendelsen skal fuldbyrdes, eller om det skal have sit forblivende ved kendelsen om betinget frakendelse, indgår, om den tilsidesættelse af revisors pligter, som revisor nu findes skyldig i, er af så alvorlig karakter, at vedkommende efter en samlet vurdering bør frakendes godkendelsen. Betingelsen for at fuldbyrde frakendelsen vil som udgangspunkt være til stede, idet andet led i den gældende § 44, stk. 2, de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke i fremtiden vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, vil blive anset for opfyldt. Ved den nye afgørelse fastsætter Revisornævnet efter § 44, stk. 4, 1. pkt., som ændret ved forslagets § 1, nr. 81, længden af frakendelsesperioden.

Ikke enhver forseelse, som revisor begår i prøvetiden, bør medføre en fuldbyrdelse af frakendelsen. En forseelse, som alene medfører en advarsel eller mindre bøde, bør således ikke medføre fuldbyrdelse af frakendelsen.

En afgørelse om en betinget frakendelse kan af revisor indbringes for domstolene inden for en frist på fire uger regnet fra revisors modtagelse af afgørelsen om betinget frakendelse. Sker dette, regnes den betingede frakendelse fra endelig dom. Revisor kan ikke forlange Revisornævnets afgørelse domstolsprøvet efter bestemmelsen i § 52, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 3 er en implementering af ændringsdirektivets artikel 30a, stk. 1, litra c og e. Personkredsen, overfor hvem et forbud efter det foreslåede stk. 3 kan nedlægges, er revisorer, dvs. statsautoriserede eller registrerede revisorer. Fælles betingelse for nedlæggelsen af et eller flere forbud efter nr. 1, 2 eller 3 , er, at vedkommende revisor ved forsæt eller uagtsomhed har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse ved udførelsen af revision eller udøvelsen af funktioner i en revisionsvirksomhed. Forsømmelsens grovhed vil dog være af mindre alvorlig karakter end en forseelse, som kan føre til frakendelse af vedkommendes godkendelse som revisor. I modsætning til en frakendelse af revisors godkendelse kræves det desuden ikke, at pågældende må antages ikke i fremtiden vil udføre revision eller udøve funktioner i en revisionsvirksomhed på forsvarlig vis.

Efter stk. 3, nr. 1, kan Revisornævnet nedlægge et midlertidigt forbud i op til tre år mod, at en revisor udfører revision eller kontrollerer udførelsen af en revision. Efter revisorloven er den ansvarlige revisor den, der underskriver revisionspåtegningen. Et forbud medfører, at pågældende i den omhandlede periode ikke må have ansvar for en sådan opgave eller have kontrollen med udførelsen af en revision. Et forbud vil således omfatte afgivelse af revisionspåtegninger samt afgivelse af erklæringer efter Erhvervsstyrelsens erklæringsstandard, hvor denne er valgt i stedet for revision, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1, 2. pkt. Et nedlagt forbud vil derimod ikke være til hinder for, at pågældende deltager i et revisionsteam, men hvor ansvaret med opgavens udførelse påhviler en (anden) revisor, der har ansvaret for og kontrollen med revisionsopgaven og også afgiver revisionspåtegningen, jf. § 19. Der er derfor ikke behov for, at en revisor, overfor hvem der er nedlagt et forbud, er afskåret fra at kunne deltage i et revisionsteam, der handler under ansvar af en revisor.

Efter stk. 3, nr. 2, kan Revisornævnet nedlægge et midlertidigt forbud i op til tre år mod, at en revisor udøver funktioner i en revisionsvirksomhed. Et forbud vil omfatte funktioner som f.eks. bestyrelsesmedlem, direktør, leder af intern kvalitetskontrol, riskmanager og lignende.

Efter stk. 3, nr. 3, kan Revisornævnet nedlægge et midlertidigt forbud i op til tre år mod, at en revisor udøver funktioner i en virksomhed af interesse for offentligheden. Et sådan forbud kan være aktuelt at nedlægge, hvor de forsømmelser, hvori revisor kendes skyldig, har en sådan relation til revisionsmæssige forhold vedrørende virksomheder af interesse for offentligheden, at et forbud anses for velegnet. Et nedlagt forbud vil medføre, at pågældende i en sådan virksomhed i op til tre år ikke må udøve funktioner, der har indflydelse på udarbejdelse og aflæggelse af regnskabet mv, valg og afsked af revisor, etablering af revisionsudvalg, udbud af revisionsydelser. Der vil være tale om en stilling som medlem af det øverste ledelsesorgan i virksomheden, herunder revisionsudvalg. Uden for området vil være f.eks. økonomidirektør, da dette skønnes for vidtgående og indgribende i den pågældendes erhvervsmuligheder, ligesom stillinger på et organisationsmæssigt lavere niveau ikke vil være omfattet af et forbud.

Et forbud nedlagt efter stk. 3, nr. 1, 2 eller 3, er ikke til hinder for, at pågældende kan fortsætte som godkendt revisor og bevarer - i modsætning til en egentlig frakendelse af godkendelsen - adgangen til at benytte betegnelsen som statsautoriseret revisor, henholdsvis registreret revisor. Vedkommende kan således afgive andre erklæringer med sikkerhed efter § 1, stk. 2, eller erklæringer efter § 1, stk. 3.

Et nedlagt forbud vil være generelt og vil således ikke kun have virkning i forhold til den virksomhed, hvor pågældende er eller var tilknyttet vedrørende de begåede forhold.

Hvilken (eller hvilke) af de tre sanktioner, Revisornævnet bør anvende, vil afhænge bl.a. af karakteren af forseelsen, og hvilken sanktion der i den konkrete situation skønnes at være bedst egnet.

Til nr. 81

Efter den gældende § 44, stk. 2, kan Revisornævnet frakende en revisor godkendelsen som (statsautoriseret eller registreret) revisor for en periode på fra seks måneder til fem år eller indtil videre. Frakendelse kan ske, hvis en revisor har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke i fremtiden vil udøve virksomheden på forsvarlig måde.

Af de specielle lovbemærkninger til § 43 som affattet ved lov nr. 468 af 17. juni 2008 (FT 2007/2008 II L 120) fremgår bl.a., at revisorer »må i uddannelses- og erhvervsmæssig betydning ganske ligestilles med advokaterne. … Advokatnævnet kan pålægge bøder på indtil 200.000 kr. og frakende advokater bestallingen. I praksis pålægger Advokatnævnet mindre bøder end Revisornævnet. De 2 nævn kan ganske sidestilles i henseende til den betydning, de har samfundsmæssigt.«

Revisorkommissionen anfører i sin redegørelse og analyse af Revisornævnets praksis for frakendelse af revisorers godkendelse fra november 2014, at denne praksis lægger sig tæt op ad og er i overensstemmelse med praksis for at frakende en advokat bestallingen. Dette er i overensstemmelse med, hvad Revisornævnet oplyser i sin årsberetning for 2011, s. 115, hvor der refereres til praksis fra Højesteret om frakendelse af advokaters bestalling, UfR 2012.616, samt senere praksis fra nævnet, jf. nævnets afgørelse af 5.oktober 2012 i sag 38/2011.

Forslaget har til formål at ændre Revisornævnets praksis for frakendelse af revisorers godkendelse, så nævnet ved vurderingen af, om frakendelse skal ske, lægger afgørende vægt på, at revisor, jf. § 16, stk. 1, er offentlighedens tillidsrepræsentant. Herved er det sigtet at tydeliggøre den forskel, der er med hensyn til revisors samfundsmæssige betydning som offentlighedens tillidsrepræsentant sammenholdt med en advokat, der ikke optræder som offentlighedens tillidsrepræsentant, men typisk alene er repræsentant for en part. En revisor kan således ikke i forbindelse med udførelsen af revision og andet erklæringsarbejde efter § 1, stk. 2, sidestilles med en advokat i relation til dennes opgaver som repræsentant for en part. Retspraksis for frakendelse af advokaters bestalling vil derfor ikke længere have samme betydning ved Revisornævnets vurdering af, om frakendelse bør statueres i en konkret sag.

Den foreslåede præcisering må antages at føre til lidt flere frakendelser af revisors godkendelse end hidtil. Frakendelse bør dog fortsat kun anvendes ved grove og alvorlige overtrædelser af revisors pligter som offentlighedens tillidsrepræsentant.

Det gældende 3. pkt. foreslås flyttet til et nyt § 44, stk. 10, jf. forslagets § 1, nr. 86.

Til nr. 82

Efter den gældende bestemmelse i § 44, stk. 4, kan Revisornævnet tildele en revisionsvirksomhed en advarsel eller pålægge virksomheden en bøde på ikke over 750.000 kr., hvis der efter lovens § 43, stk. 5, påhviler revisionsvirksomheden et selvstændigt ansvar eller medansvar for en revisors tilsidesættelse af dennes pligter efter loven.

Ved forslaget indsættes der et nyt 2. pkt. i den gældende § 44, stk. 4. Bestemmelsen giver hjemmel til, at Revisornævnet i helt ekstraordinære situationer kan forhøje bøden, som pålægges en revisionsvirksomhed, op til 1.500.000 kr.

Der henvises til bemærkningerne foran til forslagets § 1, nr. 79.

Til nr. 83

Efter det gældende § 44, stk. 4, 4. pkt., der bliver til stk. 5, 4. pkt., skal en afgørelse truffet af Revisornævnet, hvorefter en revisionsvirksomheds godkendelse frakendes, indeholde oplysning om adgangen til efter § 52 at begære domstolsprøvelse og fristen herfor.

Bestemmelsen foreslås ophævet, idet der ved forslagets § 1, nr. 86, som nyt stk. 10 i § 44 indsættes en bestemmelse herom. Der henvises til bemærkninger til § 1, nr. 86

Til nr. 84

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende § 44, stk. 6, hvorefter Revisornævnets kendelser skal offentliggøres.

Bestemmelsen henviser til § 47 c, der nærmere regulerer forhold om offentliggørelse af Revisornævnets kendelser, jf. herved forslagets § 1, nr. 90.

Til nr. 85

Forslaget er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 80, hvorefter der foreslås indsat nyt stk. 2 og 3.

Til nr. 86

Med forslaget samles de nugældende bestemmelser i § 44, stk. 2, 3. pkt., og § 44, stk. 4, 4. pkt., hvorefter en afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse, i et nyt stk. 10 .

Samtidig foreslås det, at et forbud nedlagt efter bestemmelsen i den foreslåede § 44, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 80, på tilsvarende vis skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse. Baggrunden herfor er, at der er tale om et indgreb i vedkommendes erhvervsmuligheder.

Til nr. 87

§ 44 a

Ved forslaget til en ny § 44 a udvides Revisornævnets kompetence. Det er nødvendiggjort af ændringsdirektivets artikel 30a, hvorefter der skal være disciplinære sanktioner for tilsidesættelse af forpligtelser, der bl.a. påhviler virksomheder af interesse for offentligheden (PIE-virksomheder).

I det foreslåede stk.1 fastsættes hjemmel til, at Revisornævnet kan behandle klager, der vedrører en tilsidesættelse af forpligtelser, der påhviler PIE-virksomheder eller medlemmer af sådanne virksomheders øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg. Forpligtelserne kan være efter revisorlovens § 31 om etablering af et revisionsudvalg (etablering, sammensætning, udførelse af opgaver), efter selskabslovens bestemmelser om valg og afsættelse af revisor /revisionsvirksomhed (8. selskabsdirektivs artikel 38) eller efter forordningen. Forpligtelser efter forordningen angår f.eks. forhold vedrørende revisionsudvalgets manglende godkendelse af revisors levering af tilladte ikke-revisionsydelser (artikel 5), manglende udbud ved valg af revisor, (artikel 16), manglende rotation af revisionsvirksomhed (artikel 17) eller rapportering vedrørende en tredjeparts forsøg på at håndhæve aftaler, der begrænser valg af revisor i en PIE-virksomhed (artikel 16).

Der er tale om en udvidelse af den personkreds, der efter § 43, stk. 3 og 4, er omfattet af nævnets kompetence, således at andre end revisorer og revisionsvirksomheder kan indbringes for nævnet.

I forslaget til stk. 2 angives i 1. og 2. pkt. , Revisornævnets sammensætning ved behandlingen af en sag, herunder at der ved behandlingen altid skal medvirke lige mange revisorer og personer med ledelseserfaring fra virksomheder af offentlig interesse (PIE-virksomheder). Ved udpegningen af medlemmer til nævnet vil der, jf. forslagets § 1, nr. 71, blandt repræsentanterne for regnskabsbrugerne blive udpeget personer med en ledelseserfaring fra virksomheder af interesse for offentligheden. Det er formanden, der ud fra en bedømmelse af den enkelte sag, afgør, hvor mange og hvilke medlemmer, der skal deltage i sagens behandling. 3. pkt. fastsætter, at der ved behandlingen af sager, hvor der kræves nedlagt forbud, foruden formanden eller en næstformand altid skal medvirke mindst to revisorer og to repræsentanter for regnskabsbrugerne. Medvirker der flere, skal antallet af revisorer og repræsentanter for regnskabsbrugerne være det samme. 4. pkt. svarer til den foreslåede bestemmelse i § 43, stk. 2, 5. pkt., jf. forslagets § 1, nr. 72, og bestemmer, at nævnet kun kan træffe afgørelse om forbud, når klager har nedlagt påstand om anvendelse af denne sanktion. Det er ikke forudsat, at klager skal præcisere, om forbuddet skal nedlægges efter § 44 b, stk. 2, nr. 1, 2 eller 3. Der henvises herved til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 72, til affattelse af § 43, stk. 2, 5. pkt.

Stk. 3 angiver, at det er en betingelse for indgivelse af en klage, at klager har en retlig interesse. Pågældende skal således have en anerkendelsesværdig interesse i at få klagen afgjort ved nævnet. Som eksempel på, hvem der kan anses at have en retlig interesse, kan nævnes aktionærer i det omhandlede selskab og Finanstilsynet.

Bestemmelsen angiver, hvornår nævnet eller dets formand kan afvise at behandle en klage, idet klager indgivet af Erhvervsstyrelsen eller anden offentlig myndighed dog ikke kan afvises, medmindre en sådan klage ikke er omfattet af nævnets kompetence eller er indgivet for sent. Bestemmelsen svarer til § 1, nr. 77.

§ 44 b

Bestemmelsen omhandler de sanktioner, som Revisornævnet kan pålægge en virksomhed af offentlig interesse eller et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en sådan virksomhed. Sanktionerne kan anvendes ved de pågældendes tilsidesættelse af forpligtelser efter revisorloven og/eller efter forordningen som beskrevet ovenfor under § 44 a, stk. 1, herunder forpligtelser i medfør af regler der følger af gennemførelsen af artikel 38 i 8. selskabsdirektiv. For sidstnævntes vedkommende foreslås der i selskabslovens § 146, stk. 6, jf. forslagets § 2, nr. 8, således indsat en pligt til, at selskabets centrale ledelsesorgan ved revisors afsked foranlediger valgt en ny revisor, hvor der ikke allerede er valgt en suppleant for revisor.

Det foreslåede stk. 1 angiver sanktionerne advarsel samt en bøde på op til 300.000 kr. Sanktionerne svarer til de sanktioner, som Revisornævnet kan pålægge efter § 44, stk. 1, overfor revisorer. Der skønnes ikke behov for at kunne ikende en bøde på op til 600.000 kr. henholdsvis 1.500.000 kr. svarende til forslagets § 1, nr. 79 og 82. Ved udmålingen af en disciplinær bøde bør nævnet – foruden principperne i straffelovens 10. kapitel om straffes fastsættelse - tage hensyn til bødepraksis ved overtrædelse af ledelsesansvar. Det maksimale bødeniveau bør kun anvendes helt undtagelsesvist, hvor usædvanlige omstændigheder i den konkrete sag afgørende taler herfor.

Bestemmelsen i stk. 2 er en implementering af ændringsdirektivets artikel 30a, stk. 1, litra e. Fælles betingelse for nedlæggelsen af et eller flere forbud efter nr. 1, 2 eller 3, er, at vedkommende ved forsæt eller uagtsomhed har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse af de pligter, der påhviler vedkommende som medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalget i en PIE-virksomhed.

Efter stk. 2, nr. 1, kan Revisornævnet nedlægge et midlertidigt forbud i op til tre år mod, at vedkommende i PIE-virksomheder er bestyrelsesmedlem, medlem af tilsynsrådet, medlem af direktionen eller kan vælges til eller være medlem af et revisionsudvalg. Et nedlagt forbud vil være generelt og vil således ikke kun have virkning i forhold til den virksomhed, hvor pågældende er eller var tilknyttet vedrørende de begåede forhold.

Hvilken (eller hvilke) af de tre sanktioner, Revisornævnet bør anvende, vil afhænge bl.a. af karakteren af forseelsen herunder, om forseelsen er begået af den pågældende i dennes egenskab af bestyrelsesmedlem, direktionsmedlem eller medlem af et revisionsudvalg i en PIE-virksomhed herunder hvilken sanktion, der i den konkrete situation skønnes at være bedst egnet.

Et nedlagt forbud medfører, at pågældende skal udtræde af de nævnte ledelsesorganer.

Det foreslåede stk. 3 og 4 svarer til det foreslåede § 44, stk. 9 og 10, jf. forslagets § 1, nr. 85 og 86.

Til nr. 88

Forslaget til § 45 er en videreførelse af den gældende bestemmelse. Efter stk. 1. har Revisornævnet mulighed for til enhver tid efter ansøgning at ophæve et forbud nedlagt efter § 44, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 80, en frakendelse af en revisors eller revisionsvirksomheds godkendelse, jf. § 44, stk. 4, eller § 44, stk. 6. En ophævelse af en frakendelse må antages kun at ske under helt ekstraordinære forhold.

Afslår nævnet en ansøgning om ophævelse af en frakendelse af en revisors eller revisionsvirksomheds godkendelse, og er der forløbet 5 år efter frakendelsen, kan revisor henholdsvis revisionsvirksomheden efter stk. 2 forlange en sådan afgørelse prøvet ved retten. Et afslag fra nævnet på en anmodning om ophævelse af et forbud nedlagt efter § 44, stk. 3, eller efter § 44 b, stk. 2, kan dog ikke kræves indbragt for domstolene efter § 52, stk. 1, men vedkommende er ikke afskåret fra selv at anlægge sag herom ved domstolene.

Til nr. 89

Efter den gældende bestemmelse i § 47 kan Erhvervsstyrelsen bestemme, at Revisornævnet også kan behandle klager over revisorer, der er beskikket henholdsvis registreret af den færøske registreringsmyndighed.

Forslaget til stk.1 er en ny bestemmelse og erstatter den nugældende § 43, stk. 1, 1. pkt., hvorefter Erhvervsstyrelsen kan udstede en forretningsorden for Revisornævnet, med en bemyndigelse til, at Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om Revisornævnet, herunder om gebyrbetaling for indgivelse af klage, sagernes forberedelse, sagernes berammelse, parternes fremmøde og offentliggørelse af nævnets kendelser.

I den bekendtgørelse, som Erhvervsstyrelsen udsteder, vil endvidere blive fastsat de omstændigheder, som Revisornævnet bl.a. skal lade indgå ved udmåling af en sanktion. Herved foretages der en implementering af ændringsdirektivets artikel 30b.

Stk. 2 viderefører uændret den gældende bestemmelse i § 47, stk. 1.

Til nr. 90

Den gældende § 41 indeholder en bestemmelse om offentliggørelse, som fremgår under kapitel 9 om undersøgelser.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 25 indsættes artikel 30c, som indeholder en pligt for Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet til at offentliggøre alle sanktioner.

Det foreslås derfor, at de nye bestemmelser om offentliggørelse sættes ind i revisorloven (§§ 47 a og 47 c) efter § 47 og før overskriften før § 48 med en ny underoverskrift benævnt offentliggørelse. Som en følge af dette foreslås det endvidere, at den gældende § 41 flyttes hertil og bliver til en ny § 47 b.

Efter den gældende § 44, stk. 6, skal Revisornævnets kendelser offentliggøres, herunder kendelser om frifindelse, afvisning og sanktionsbortfald. Efter praksis anonymiseres indklagedes navn efter udløbet af det første hele kalenderår efter kendelsens afsigelse, og hvis kendelsen er indbragt for domstolene, sker der offentliggørelse med oplysning om, at kendelsen er blevet indbragt for domstolene.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 25, indsættes artikel 30c, som indeholder en pligt for Revisornævnet til at offentliggøre alle nævnets sanktioner. Samtidigt fastsættes der specifikke krav til selve offentliggørelsen, herunder krav om statusmeddelelse, hvis en kendelse indbringes for domstolene.

Det foreslås derfor, at de nærmere krav til selve offentliggørelsen indsættes i en ny bestemmelse § 47 c.

Det foreslåede medfører, at alle kendelser, hvori Revisornævnet pålægger en sanktion, skal offentliggøres, hvilket ikke er en ændring af gældende praksis efter § 44, stk. 6, da nævnet efter den gældende bestemmelse skal offentliggøre sine kendelser. Den gældende § 44, stk. 6, som bliver den foreslåede § 44, stk. 8, videreføres med forslaget. Den foreslåede § 47 c medfører derfor ikke en ændring af den gældende § 44, stk. 6, men fastslår de nærmere krav til selve offentliggørelsen, og at der foreligger en pligt til at offentliggøre Revisornævnets kendelser efter § 44, stk. 1-4 og stk. 6 samt § 44 b, stk. 1 og 2.

Det foreslåede stk. 1 oplister de sanktioner, som Revisornævnet skal offentligøre, og fastslår, at offentliggørelsen af kendelsen skal ske på Revisornævnets hjemmeside. Kendelser, for hvilke alle klageadgange er udtømte eller udløbet, skal offentliggøres så hurtigt som praktisk muligt og straks efter, at den fysiske eller juridiske person er blevet underrettet om kendelsen. Som en følge heraf foreslås i forslagets § 1, nr. 105, indsættelse af en frist for indbringelse af en kendelse for domstolene. Efter udløbet af denne frist vil der som udgangspunkt skulle ske offentliggørelse, jf. dog bemærkningerne til stk. 3. Offentliggørelsen af kendelserne vil være tilgængelige på nævnets hjemmeside i mindst fem år efter, alle klageadgange er udtømte eller udløbet.

Som noget nyt foreslås det i stk. 2 , at offentliggørelse af kendelser vedrørende en fysisk person anonymiseres for så vidt angår personoplysninger, herunder identiteten på den fysiske person. En kendelse må derfor ikke indeholde personoplysninger, som omhandlet i artikel 2, litra a, i direktiv 95/46/EF, jf. persondatalovens § 3, nr. 1.

En kendelse må således ikke indeholde oplysninger om en person, der direkte eller indirekte kan identificere personen, bl.a. ved et identifikationsnummer eller et eller flere elementer, der er særlige for en given persons fysiske, fysiologiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet.

Offentliggørelse af kendelser vedrørende en fysisk person skal således ikke indeholde oplysning om identiteten af den fysiske person. Formålet med forslaget er, at den fysiske person ikke må kunne identificeres. Det betyder, at der ved offentliggørelse af kendelsen f.eks. ikke må gives oplysning om den pågældendes navn. Dette gælder dog ikke sanktionerne frakendelse af godkendelsen, midlertidigt forbud mod udførsel af revision og mod udøvelse af funktioner i en virksomhed af interesse for offentligheden eller en revisionsvirksomhed, jf. lovens foreslåede § 44, stk. 3 og 4, da det vil være nødvendigt at advare regnskabsbrugerne herom. Efter stk. 2, 2. pkt . skal der ske anonymisering af personoplysninger efter udløbet af den periode, for hvilken en given sanktion har virkning, dog senest 5 år efter datoen for offentliggørelsen. Eksempelvis kan revisor frakendes godkendelsen for en periode på 6 måneder og indtil 5 år eller indtil videre. Er en revisor frakendt godkendelsen for en periode på f.eks. 1 år, skal der ske anonymisering af identiteten på revisor efter 1 år regnet fra den dato sanktionen har virkning. Hvis revisor frakendes godkendelsen indtil videre, vil hensynet til at advare regnskabsbrugerne herom ikke være til stede med samme styrke, da revisor vil være afregistreret i registeret over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.

En fysisk person sidestilles med en enkeltmandsvirksomhed, hvorfor der også vil skulle ske anonymisering af navnet på en enkeltmandsvirksomhed svarende til, hvad der gælder for fysiske personer.

Offentliggørelsen skal overholde Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger. For så vidt angår personoplysninger skal vurderingen af offentliggørelsen foretages i henhold til persondatalovens regler, især §§ 5-8. Kendelser vedrørende fysiske personer, som offentliggøres i anonymiseret form, ligger inden for rammerne af persondataloven.

Oplysninger om, at fysiske personer har overtrådt lovgivningen, vil som udgangspunkt være oplysninger omfattet af § 8 i persondataloven. Offentliggørelse af sanktionerne frakendelse af godkendelse samt nedlæggelse af midlertidigt forbud mod revisors udførelse af revision og udøvelse af visse funktioner i PIE-virksomhed eller revisionsvirksomhed vurderes ikke i alle tilfælde at kunne ske inden for persondatalovens rammer. Sådanne sanktioner udgør således en fravigelse af persondatalovens regler. Bestemmelsen indebærer, at spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget for Revisornævnet at offentliggøre de nævnte typer af sanktioner, fremover skal bedømmes efter § 47 c og ikke efter persondatalovens §§ 5-8. Persondatalovens øvrige regler vil dog fortsat skulle iagttages.

Det er muligt ved lov at fravige persondatalovens regler under forudsætning af, at det ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet. Det fremgår af databeskyttelsesdirektivets artikel 7, at behandling af personoplysninger kan finde sted, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt. Det fremgår desuden af direktivets artikel 8, stk. 5, at behandling af oplysninger om lovovertrædelser, straffedomme eller sikkerhedsforanstaltninger kun må foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis der gælder tilstrækkelige, specifikke garantier i medfør af den nationale lovgivning med forbehold af de undtagelser, som medlemsstaten kan fastsætte på grundlag af nationale lovbestemmelser, hvorefter der gives tilstrækkelige, specifikke garantier. Det vurderes, at den foreslåede bestemmelse ligger inden for rammerne af databeskyttelsesdirektivet. Der er desuden lagt vægt på, at persondatalovens øvrige regler fortsat vil gælde.

Til stk. 3, der vedrører revisionsvirksomheder og virksomheder af interesse for offentligheden, henvises der til lovbemærkninger til § 47 a, stk. 2 og 3, der finder tilsvarende anvendelse for sanktioner pålagt af Revisornævnet. Revisornævnets kendelser efter § 44, stk. 1-4 og stk. 6, samt § 44 b, stk. 1 og 2, skal således offentliggøres med oplysning om identiteten på den juridiske person, medmindre offentliggørelsen af identiteten vil være en alvorlig trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende strafferetlig efterforskning, eller offentliggørelsen vil forvolde uforholdsmæssig stor skade, jf. lovbemærkningerne til § 47 a, stk. 2.

Anonymisering af identiteten på en juridisk person sker efter 2 år regnet fra datoen for offentliggørelsen, jf. lovbemærkningerne til § 47 a, stk. 3.

Det foreslås i § 47 a, stk. 3, at der skal ske anonymisering af identiteten på den juridiske person efter 2 år regnet fra datoen for offentliggørelsen. For sanktionen frakendelse af revisionsvirksomhedens godkendelse vil der imidlertid være pålagt en fastsat tidsramme fra 6 måneder og indtil 5 år eller indtil videre, hvilket angiver, at det inden for dette tidsrum kan være nødvendigt, at sanktionen er offentlig tilgængelig med oplysning om navnet på revisionsvirksomheden. Derfor omfatter forslaget om anonymisering efter 2 år ikke sanktionen frakendelse af revisionsvirksomhedens godkendelse, jf. den foreslåede § 44, stk. 6. Tidsrummet, for hvilken oplysning om revisionsvirksomhedens identitet er tilgængelig, kan derfor være mindre eller mere end 2 år afhængig af den konkrete kendelse, dog højest 5 år efter datoen for offentliggørelsen, jf. ovenfor bemærkningerne til stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 4 , at afgørelser efter § 44, stk. 1-4 og stk. 6, samt efter § 44 b kan offentliggøres, inden udløbet af klagefristen eller hvis klagefristen er udløbet, og kendelsen er blevet påklaget til Erhvervsankenævnet.

Der foreligger således ikke en pligt for Revisornævnet til at offentliggøre sine kendelser inden udløbet af klagefristen for at indbringe en kendelse for domstolene, jf. § 52 a og § 52, stk. 1. Men der foreligger en mulighed, og såfremt den anvendes, skal det ske med offentliggørelse af en statusmeddelelse indeholdende oplysninger om status og resultatet af en klage.

Status vil i et sådant tilfælde være, at klagefristen for indbringelse af kendelsen til domstolene ikke er udløbet. Status kan endvidere være, at parten efterfølgende trækker sagen tilbage, eller at sagen afvises, hvorimod status quo ikke skal offentliggøres.

Endvidere skal der offentliggøres en statusmeddelelse, hvis klagefristen for sagens indbringelse for domstolene er udløbet, og Revisornævnets kendelse er blevet indbragt for domstolene, når kendelsen offentliggøres. Status vil i et sådant tilfælde være, at kendelsen er indbragt for domstolene.

Når resultatet af klagen foreligger, skal resultatet tillige offentliggøres. Endelig dom skal offentliggøres i tilknytning til den af Revisornævnets trufne kendelse. Dette gælder uanset udfaldet af dommen.

Statusmeddelelsen skal offentliggøres så hurtigt som praktisk muligt. Offentliggørelse af statusmeddelelsen bør som udgangspunkt ske samtidigt med offentliggørelse af sanktionen. Det bør derfor bestræbes, at det så vidt muligt sker i umiddelbar forlængelse af udløbet af klagefristen i § 52 a og § 52, stk. 1.

Til nr. 91

Den gældende § 48 fastsætter tavshedspligt for Erhvervsstyrelsen ansatte og andre personer for så vidt angår de fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsarbejdet. Bestemmelsen angiver endvidere, hvilke myndigheder sådanne fortrolige oplysninger trods tavshedspligten kan videregives til.

De gældende bestemmelser om tavshedspligt svarer til bestemmelserne om Finanstilsynets tavshedspligt i den finansielle lovgivning, med de fornødne tilpasninger i forhold til og som følge af lovens område.

De generelle regler om Erhvervsstyrelsens udvidede tavshedspligt vedrørende fortrolige oplysninger, som styrelsens ansatte får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, foreslås videreført i stk. 1 . Stk. 1 indeholder således hovedreglen om Erhvervsstyrelsens udvidede tavshedspligt vedrørende fortrolige oplysninger, som styrelsens ansatte får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden i dette kapitel. Bestemmelsen svarer til tavshedspligten i § 354, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed for Finanstilsynets ansatte. Den skærpede tavshedspligt bevirker, at retten til aktindsigt er afskåret i disse sager, jf. § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen, hvorefter pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser fastsat ved lov. Tavshedspligtsbestemmelserne begrænser ikke parters ret til aktindsigt efter § 9, stk. 2, i forvaltningsloven eller parters ret til underretning efter § 5, stk. 2, nr. 4, i retssikkerhedsloven.

Bestemmelsen om, at personer, der udfører serviceopgaver for styrelsen, også er underlagt tavshedspligt, er indsat for at undgå uklarhed om tavshedspligtens rækkevidde. Bestemmelsen præciserer, at personer, der er ansat i selskaber, Erhvervsstyrelsen har indgået kontrakt med om udførelsen af serviceopgaver som led i deres drift, er omfattet af bestemmelsen om tavshedspligt. Serviceopgaver som led i driften vil f.eks. være rengøring, vagttjeneste, reparation og vedligeholdelse af elektronisk materiel og kantinedrift. Endvidere vil det omfatte personer, der yder ekstern bistand i forbindelse med undersøgelse efter forslagets § 37.

Som følge af forslaget om, at kvalitetskontrollen fremover udføres af Erhvervsstyrelsen, foreslås den gældende § 36 om bl.a. Revisortilsynets tavshedspligt ophævet. Det foreslås på baggrund heraf, at tavshedspligten i henhold til den gældende § 36, stk. 2, sættes ind i § 48, stk. 1. Hermed bliver alle, der er beskæftiget med og som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen, herunder kvalitetskontrollanterne og andre, som inddrages i arbejdet med kvalitetskontrollen, underlagt den samme tavshedspligt, som hidtil har været gældende for Erhvervsstyrelsens ansatte i forbindelse med udøvelsen af tilsynsvirksomheden.

Uanset tavshedspligten i stk. 1 kan Erhvervsstyrelsen i forbindelse med udøvelsen af det offentlige tilsyn med revisionsvirksomheder og revisorer videregive fortrolige oplysninger internt i styrelsen i forbindelse med varetagelsen af styrelsens øvrige tilsynsforpligtelser. Denne præcisering anses for at være nødvendig, idet man hermed er med til at sikre et effektivt tilsyn med de dertil hørende nødvendige oplysninger, dog med en samtidig sikring af fortroligheden af oplysninger, jf. forslagets § 1, nr. 94 (forslag til nyt § 48, stk. 8).

Til nr. 92

Det foreslåede stk. 4 indeholder reglerne om de særlige tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen, uanset hovedreglen i stk.1 og 3, kan videregive fortrolige oplysninger.

Den øgede integration af virksomheder og de indbyrdes økonomiske forhold inden for EU/EØS-området nødvendiggør et tættere samarbejde mellem de relevante tilsynsmyndigheder inden for Fællesskabet og mulighed for hurtigt og effektivt at udveksle relevante oplysninger mellem disse. 8. selskabsdirektiv anfører således i artikel 36, stk. 1, at medlemsstaternes kompetente myndigheder skal kunne yde bistand til et andet medlemslands kompetente myndighed. Her nævner direktivet især muligheden for udveksling af oplysninger.

Opregningen af tilfælde, hvor videregivelse kan ske, er systematiseret således, at man først har samlet de tilfælde, hvor der kan videregives oplysninger til de enheder, som indgår som en del af det offentlige tilsyn med revisorer og revisionsvirksomheder (nr. 1). Hernæst kan der videregives til Finanstilsynet (nr. 2). Endvidere kan der videregives oplysninger til andre offentlige myndigheder (nr. 3), dernæst andre kompetente myndigheder i henhold til 8. selskabsdirektiv (nr. 4) og endelig myndigheder m.v. i tredjelande (nr. 5).

Nr. 1 er en videreførelse og sikrer, at der er adgang til udveksling af oplysninger imellem Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet.

Nr. 2 er en konsekvensændring af, at Fondsrådet er nedlagt, og at opgaverne i stedet varetages af Finanstilsynets bestyrelse. Efter nr. 3 kan Erhvervsstyrelsen videregive fortrolige oplysninger til Finanstilsynet til brug for efterforskning af forhold, der falder inder under Finanstilsynets tilsynsvirksomhed, eksempelvis efter værdipapirhandelsloven. Der henvises i den forbindelse til § 83 i værdipapirhandelsloven. Bestemmelsen tænkes anvendt i situationer, hvor Erhvervsstyrelsen ved sin tilsynsvirksomhed konstaterer forhold, der falder ind under Finanstilsynets tilsynsområde, og hvor det vil være ønskeligt at overgive disse oplysninger til Finanstilsynet. Uden denne bestemmelse ville der ikke være hjemmel til at videregive oplysninger, fordi styrelsen som nævnt er underlagt en skærpet tavshedspligt, jf. forslagets § 1, nr. 91 (§ 48, stk. 1, i revisorloven).

Nr. 3 er en videreførelse og præciserer, at fortrolige oplysninger kan videregives til andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet. Oplysningerne kan bl.a. forestilles brugt til efterforskning og forfølgning af strafbare forhold, der er omfattet af straffeloven eller tilsynslovgivningen, det vil sige love, der administreres af offentlige tilsynsmyndigheder, eksempelvis SKAT. Afgørelse af, om der foreligger en overtrædelse af tilsynslovgivningen eller straffeloven, kræver ofte en grundig efterforskning og bevisbedømmelse, førend det endeligt kan fastslås, at en overtrædelse foreligger. Erhvervsstyrelsen har i langt de fleste tilfælde hverken hjemmel til eller mulighed for at foretage en sådan efterforskning. Som følge heraf er bestemmelsen foreslået således, at fortrolige oplysninger også kan videregives til brug for efterforskningen af en formodet lovovertrædelse af tilsynslovgivningen eller straffeloven.

Nr. 4 gennemfører dele af direktivets artikel 36 om videregivelse af oplysninger til medlemsstaternes kompetente myndigheder. Direktivet stiller krav om, at de udvekslede oplysninger udelukkende må anvendes til varetagelsen af opgaverne i forbindelse med udøvelsen af det offentlige tilsyn. Den foreslåede bestemmelse er således en konsekvens af det øgede samarbejde mellem medlemsstaternes, som direktivet nævner i artikel 33, og den skal således medvirke til at tilsynssystemet imellem medlemslandene bliver effektivt ved, at de kompetente myndigheder kan udveksle oplysninger med hinanden, jf. artikel 36, stk. 3.

Nr. 5 gennemfører direktivets artikel 47 om udveksling af oplysninger med udenlandske kompetente myndigheder. Der gælder en lang række supplerende regler for udveksling med disse myndigheder. Disse regler er oplistet i bestemmelsens stk. 5.

Videregivelse af de nævnte oplysninger skal vurderes efter persondatalovens §§ 5-8, alt efter om der er tale om følsomme eller ikke-følsomme oplysninger. Persondatalovens § 8, stk. 2, anfører de nærmere betingelser for, hvornår en myndighed må videregive oplysninger vedrørende f.eks. personers strafbare forhold. Det kan blandt andet ske, hvis videregivelsen sker til varetagelse af private og offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen vedrører, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 2.

Til nr. 93

Den gældende § 48, stk. 7, angiver, at oplysninger, som Erhvervsstyrelsen har modtaget fra en udenlandsk kompetent myndighed, alene kan videregives til Revisortilsynet, Revisornævnet og anklagemyndigheden.

Det følger af direktivets artikel 36, stk. 4, at oplysninger, der er modtaget i henhold til tilsynsarbejdet, alene må anvendes til udøvelsen af funktionerne efter direktivet samt i forbindelse med de administrative og retlige procedurer, der følger af forpligtelserne efter direktivet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 7 er indsat for at beskytte medlemsstaternes integritet, således at oplysninger, som er udleveret til styrelsen af en udenlandsk kompetent myndighed i forbindelse med tilsynsvirksomheden, ikke uden videre formidles videre i systemet. Af denne årsag præciseres det med bestemmelsen, at oplysninger, som styrelsen modtager fra en udenlandsk myndighed som led i styrelsens tilsynsvirksomhed, alene må anvendes i den forbindelse, hvorfor sådanne oplysninger ikke kan gives videre til andre myndigheder for så vidt angår forhold, der ikke vedrører det offentlige tilsyn efter 8. direktiv. Den foreslåede bestemmelse giver dog mulighed for, at oplysninger kan udleveres til Revisornævnet, hvilket er en konsekvens af, at Revisornævnet henhører under det offentlige tilsyn, jf. lovens kapitel 9. Efter den foreslåede bestemmelse kan oplysningerne endvidere videregives til anklagemyndigheden. Artikel 36, stk. 4, anfører, at den kompetente myndighed kan være underlagt forpligtelser under retssager, hvorfor det vil være nødvendigt, at myndigheden kan give oplysninger, som den har indhentet hos en udenlandsk myndighed, til anklagemyndigheden.

I forslaget til den nye affattelse af stk. 7 er tilføjet »medmindre den udenlandske kompetente myndighed har givet samtykke til videregivelse til andre«. Der kan være tilfælde, hvor det er hensigtsmæssigt at kunne videregive fortrolige oplysninger, som Erhvervsstyrelsen har modtaget fra en udenlandsk kompetent myndighed, til andre end Revisornævnet og anklagemyndigheden. Det er derfor præciseret, at en videregivelse af fortrolige oplysninger til andre end Revisornævnet og anklagemyndigheden kræver samtykke fra den udenlandske kompetente myndighed.

Til nr. 94

De foreslåede stk. 8 og 9 er nye bestemmelser.

Det foreslås i stk. 8 , at alle, der i henhold til stk. 4 modtager fortrolige oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, er undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger. De gældende bestemmelser indeholder ikke regler om hvilken tavshedspligt, der gælder for personer, der modtager oplysninger efter § 48, stk. 4. Den forslåede bestemmelse fastslår, at der gælder samme skærpede tavshedspligt som i § 48, stk. 1.

Den nye artikel 30e i 8. selskabsdirektiv forpligter medlemsstaterne til at indføre mekanismer, så personer kan indberette formodede eller faktiske overtrædelse af lovgivningen på revisionsområdet til nationale myndigheder, en såkaldt whistleblowerordning. Efter den nye artikel 30e, stk. 2, litra b), skal der i forbindelse med den ordning sikres beskyttelse af personoplysninger både hvad angår den person, som indberetter de formodede eller faktiske overtrædelser, og den person, som er mistænkt for at begå eller som angiveligt har begået en overtrædelse.

Det foreslåede stk. 9 gennemfører denne beskyttelse, idet Erhvervsstyrelsens ansatte ikke må videregive oplysninger om en person, der har indberettet til ordningen.

Det foreslåede stk. 9 er en særregel, der udvider tavshedspligten i forhold til oplysninger om personer, der indberetter overtrædelser af lovgivningen på revisionsområdet til Erhvervsstyrelsen, således at heller ikke parter vil kunne få aktindsigt i personoplysninger om en person, når vedkommende til styrelsen har indberettet en persons eller virksomheds, herunder en ansats, overtrædelse eller potentielle overtrædelse af reglerne på revisionsområdet.

Stk. 9 medfører bl.a., at oplysninger om en person, der har indberettet en virksomhed eller en person for overtrædelse af revisorlovgivningen, for så vidt angår indberetningen ikke er undergivet aktindsigt i medfør af forvaltningsloven eller reglerne om underretning i medfør af retssikkerhedsloven.

Oplysninger om en person skal forstås i overensstemmelse med definitionen af personoplysninger i § 3, nr. 1, i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter personoplysninger omfatter enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person. Bestemmelsen omfatter bl.a. oplysninger, som identificerer personen, der indberetter overtrædelsen, i form af oplysninger om dennes identitet, eller enhver oplysning, der indirekte gør det muligt at udlede dennes identitet. Oplysninger, som er gjort anonyme på en sådan måde, at den registrerede ikke længere kan identificeres, er ikke omfattet af begrebet personoplysninger. Ved afgørelsen af, om en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identificere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af enhver anden person, tages i betragtning.

Bestemmelsen vil kun kunne finde anvendelse i sager om indberetning af overtrædelser eller potentielle overtrædelser af revisionslovgivningen til Erhvervsstyrelsen indberettet af en person om en person eller virksomhed, herunder revisionsudvalg eller ledelsen. Bestyrelsens eller ansattes indberetning til styrelsen vil ikke være i strid med tavshedspligten i § 117 i lov om finansiel virksomhed eller § 132 i selskabsloven.

Såvel overtrædelser som potentielle overtrædelser, f.eks. i tilfælde hvor en indberetning ikke fører til yderligere sagsbehandlingsskridt eller i tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen vurderer, at der ikke er tale om en overtrædelse af revisionslovgivningen, er omfattet af forslaget.

Det er et krav, at overtrædelsen vedrører regler, som er under Erhvervs- og vækstministeriets ressortområde, som vedrører revisionsområdet, som er under tilsyn af Erhvervsstyrelsen, forstået som love, bekendtgørelser og direkte gældende EU-retlig regulering, herunder forordninger mv. Forslaget medfører, at Erhvervsstyrelsens ansatte er forpligtet til ikke at videregive oplysninger om personer, der til styrelsen indberetter overtrædelser eller potentielle overtrædelser af revisorlovgivningen. Forslaget udgør en specialregel (lex specialis) i forhold til de almindeligt gældende regler om aktindsigt efter f.eks. forvaltningsloven eller om underretning efter retssikkerhedsloven. Såfremt en part f.eks. har ret til aktindsigt efter forvaltningsloven, vil Erhvervsstyrelsen i medfør af det foreslåede stk. 9 være forpligtet til enten ikke at videregive eller at anonymisere enhver oplysning, der gør det muligt at identificere personen, der har indberettet overtrædelsen. Fravigelsen af de almindeligt gældende regler om aktindsigt efter f.eks. forvaltningsloven eller om underretning efter retssikkerhedsloven vurderes at være nødvendig for at gennemføre ændringsdirektivets artikel 30e, stk. 2, litra b.

Forslaget ændrer ikke på, at adgangen til aktindsigt i Erhvervsstyrelsens sager som følge af bestemmelsens ordlyd er begrænset i henhold til § 35 i lov om offentlighed i forvaltningen, og adgangen til indsigt efter persondataloven er som følge af bestemmelsens ordlyd begrænset i henhold til § 32, stk. 2, i persondataloven.

Ligeledes vil det i henhold til forslaget f.eks. ikke være tilladt for Erhvervsstyrelsen at videregive personoplysninger om en person, der har indberettet en overtrædelse af den finansielle regulering, i forbindelse med en eventuel underretning forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb efter § 5 i retssikkerhedsloven.

Til nr. 95

Revisorlovens § 49 blev indført i forbindelse med implementering af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og skal sikre, at der kan udveksles relevante oplysninger mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.

Den nye artikel 3a, stk. 3, i 8. selskabsdirektiv, jf. ændringsdirektivets artikel 1, nr. 4, bestemmer, at et værtsland er forpligtet til at registrere en EU-/EØS-revisionsvirksomhed, hvis den er overbevist om, at revisionsfirmaet er registreret af den kompetente myndighed i hjemstaten. Det bestemmes endvidere, at når en EU-/EØS-revisionsvirksomhed registreres i et værtsland, skal værtslandet orientere hjemstatens kompetente myndighed.

På denne baggrund foreslås revisorlovens § 49 om Erhvervsstyrelsens udveksling af nødvendige oplysninger med kompetente myndigheder i andre lande udvidet med en ny § 49, stk. 5. Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til at udveksle oplysninger i forbindelse med ansøgning om registrering i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder efter de samme regler, der gælder for udveksling af oplysninger i forbindelse med gensidig anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Herved er der skabt hjemmel til indhentning af de nødvendige oplysninger om, hvorvidt en EU-/ EØS-revisionsvirksomhed er godkendt i overensstemmelse med 8. selskabsdirektiv.

Selve pligten til at lade virksomheden registrere er indeholdt i den foreslåede nye § 13 a, jf. forslagets § 1, nr. 15, hvortil der i øvrigt henvises.

Til nr. 96

Der er tale om en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 95. Der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 97

Der er tale om en konsekvensændring af, at virksomheder af interesse for offentligheden, som hidtil har været defineret i lovens § 21, stk. 3, efter forslagets § 1, nr. 6, nu defineres i den foreslåede § 1 a, nr. 3.

Til nr. 98

Den gældende bestemmelse i § 50 vedrører finansieringen af kvalitetskontrollen, undersøgelsessystem og disciplinærsystemet (Revisornævnet). Med hjemmel i bestemmelsen fastsætter Erhvervsstyrelsen årligt gebyrer for revisorer, jf. herved senest bekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2014.

Forslaget til nyt stk. 3 skaber hjemmel til hos revisionsvirksomheder, der er godkendt i et andet EU-land eller et EØS-land, og som afgiver erklæringer efter § 1, stk. 2, at opkræve gebyr til finansiering af omkostningerne ved driften af kvalitetskontrollen, undersøgelsessystem og Revisornævnet. Sådanne virksomheder skal efter forslagets § 1, nr. 15, registreres i det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. De pågældende virksomheder er efter den foreslåede § 29, stk. 5, undergivet kvalitetskontrol og kan efter forslaget til § 43, stk. 4, indbringes for Revisornævnet, ligesom en sådan virksomhed kan undergives kontrol efter § 37. På denne baggrund foreslås der indsat hjemmel til, at der kan opkræves gebyr til dækning af de omkostninger, der er forbundet med det offentlige tilsyn af disse virksomheder.

Tilsvarende skaber lovforslaget hjemmel til at opkræve gebyr hos revisionsvirksomheder omfattet af § 15, der ikke har hjemsted her i landet, i et andet EU-land eller et EØS-land, og som afgiver revisionspåtegning på et årsregnskab eller et koncernregnskab for en virksomhed, der ikke har hjemsted her i landet, i et andet EU-land eller i et EØS-land, men hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i Danmark.

Til nr. 99

Der er tale om en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 58-64, om ændring af organiseringen af det offentlige tilsyn.

Til nr. 100

Den gældende § 51 vedrører klageadgang og undtagelser herfra.

Det foreslåede stk. 1 viderefører det gældende stk. 1, hvorefter afgørelser, der er truffet af Erhvervsstyrelsen – i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven, kan indbringes for Erhvervsankenævnet, dog således at der indsættes hjemmel til, at afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i medfør af forordningen ligeledes kan indbringes for Erhvervsankenævnet.

Det gældende stk. 2 fastslår, at afgørelser truffet efter § 37-39 i forbindelse med undersøgelser ikke kan indbringes for Erhvervsankenævnet, dvs. Erhvervsstyrelens beslutning om iværksættelse af en undersøgelse og styrelsens indhentelse af oplysninger. I det foreslåede stk. 2 er det tilføjet, at afgørelser vedrørende udvælgelse af revisionsvirksomheder til kvalitetskontrol i det foreslåede § 29 samt afgørelser vedrørende kvalitetskontrol i de foreslåede §§ 34-35 b ikke kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Dette er en videreførelse af gældende ret, hvorefter afgørelser i forbindelse med kvalitetskontrol truffet af Revisortilsynet ifølge den gældende § 51, stk. 3, ikke har kunnet indbringes for anden administrativ myndighed. De undtagne tilfælde kan heller ikke ankes til Erhvervs- og Vækstministeren, men skal i givet fald indbringes for domstolene. Undtagelserne er begrundet i, at de omhandlede forhold ikke er egnet til behandling ved et klageorgan, da de er af procesledende karakter.

Med lovforslaget ændres måden, hvorpå kvalitetskontrollen bliver afsluttet. Efter den gældende § 35, stk. 6, træffer Revisortilsynet afgørelse om, hvorvidt den kontrollerede revisionsvirksomhed eller revisor skal meddeles en påtale for et eller flere forhold, og om der skal foretages et nyt kontrolbesøg, som skal afklare, om påtalen er fulgt. Med forslaget afsluttes kvalitetskontrollen med en rapport indeholdende de væsentligste konklusioner fra kvalitetskontrollen samt vurdering af, om der skal foretages en opfølgende kvalitetskontrol.

Hvis der i forbindelse med en kvalitetskontrol er konstateret risiko for, at en revisionsvirksomhed eller revisor har overtrådt bestemmelser i eller efter revisorloven eller i forordningen, kan Erhvervsstyrelsen iværksætte en undersøgelse.

Styrelsens eventuelle afgørelse som følge af en iværksat undersøgelse på baggrund af en kvalitetskontrol vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, jf. bestemmelsens stk. 1.

Det foreslås endvidere, at beslutningen om at offentliggøre, at en undersøgelse er iværksat eller beslutning om at offentliggøre resultatet af undersøgelsen efter forslagets § 1, nr. 90 (§ 47 b, stk. 1, i revisorloven), ikke kan indbringes for Erhvervsankenævnet. Ligeledes foreslås det, at beslutning om at offentliggøre en afgørelse efter § 47 a, stk. 2, ikke kan indbringes for Erhvervsankenævnet.

Forslagets stk. 3 er en konsekvensændring af forslagets § 1, nr. 58-64, om ændring af organiseringen af kvalitetskontrollen. Samtidig foreslås det, at afgørelser truffet af Revisorrådet, jf. forslagets § 1, nr. 55, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Der er tale om afgørelser i forbindelse med revisoreksamen, f.eks. dispensationssager og bedømmelse af eksamen.

Til nr. 101

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 80, 82 og 87.

Til nr. 102

Revisorlovens § 52 indeholder bestemmelser om indbringelse for domstolene af Erhvervsstyrelsens afgørelser efter § 8 om fratagelse af en revisors godkendelse, f.eks. som følge af revisors forfaldne gæld til det offentlige, manglende efteruddannelse m.v. Bestemmelsen indeholder desuden regler for indbringelse for domstolene af Revisornævnets afgørelser om frakendelse af en revisors eller en revisionsvirksomheds godkendelse.

Forslaget til nyt stk. 4 medfører, at indbringelse af Revisornævnets afgørelser vedrørende nedlæggelse af et forbud efter den foreslåede § 44, stk. 3, jf. forslagets § 1, nr. 80, overfor en revisor mod udførelse af revision, udøvelse af funktioner i en revisionsvirksomhed eller en virksomhed af interesse for offentligheden som udgangspunkt vil have opsættende virkning, men således at retten kan bestemme, at vedkommende - mens sagen verserer ved retten - ikke kan udøve de funktioner, som forbuddet omfatter. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i § 52, stk. 4, med hensyn til en afgørelse fra Revisornævnet vedrørende frakendelse af revisors godkendelse.

Til nr. 103

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 80 og 82.

Til nr. 104

Forslaget til nyt stk. 6 medfører, at indbringelse for domstolene af Revisornævnets afgørelser vedrørende nedlæggelse af et forbud efter den foreslåede § 44 b, stk. 2, jf. forslagets § 1, nr. 87, overfor et medlem af det øverste ledelsesorgan, direktion eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden mod, at pågældende kan være medlem af det øverste ledelsesorgan, direktion eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden, som foreslået i forslagets § 1, nr. 87, som udgangspunkt vil have opsættende virkning, men således at retten kan bestemme, at vedkommende - mens sagen verserer ved retten - ikke kan udøve de funktioner, som forbuddet omfatter. Bestemmelsen svarer til den tilsvarende bestemmelse vedrørende et forbud nedlagt overfor en revisor. Der henvises til bemærkninger til forslagets § 1, nr. 102.

Til nr. 105

Den gældende revisorlov indeholder i § 51 en klagefrist for afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen, som er på 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Ved ændringsdirektivets artikel 1, nr. 25, indsættes artikel 30 c, der indfører krav om offentliggørelse af alle sanktioner pålagt af Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet. Endvidere fastsættes krav til, hvornår offentliggørelsen skal ske, som knytter sig til en klagefrist.

Det foreslås derfor, at der i lighed med klagefristen for Erhvervsstyrelsens afgørelser også indsættes en søgsmålsfrist for Revisornævnets kendelser for indbringelse for domstolene. § 52 a, stk. 1, er således nødvendiggjort som en følge af ændringsdirektivets artikel 30 c, jf. den foreslåede § 47 c.

Ligesom på andre retsområder, hvor der kan ske indbringelse af en nævnsafgørelse for domstolene, er der mulighed for, at retten undtagelsesvist kan give tilladelse til, at sag kan anlægges efter udløbet af fristen på 4 uger, når blot ansøgning herom indgives til retten inden seks måneder efter, at Revisornævntes kendelse er meddelt den pågældende. Rettens behandling af en anmodning efter § 52 a må ske efter samme principper, hvorefter domstolene i øvrigt behandler sager om tilladelse af appel uanset fristoverskridelsen, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, og retsplejelovens § 394, stk. 2.

Der er mulighed for, at retten undtagelsesvist kan give tilladelse til, at sag kan anlægges efter udløbet af fristen på 4 uger. Rettens behandling af en anmodning efter § 52 a må ske efter samme principper, hvorefter domstolene i øvrigt behandler sager om tilladelse af appel uanset fristoverskridelsen, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, og § 394, stk. 2.

Bestemmelsen finder jf. stk. 2 ikke anvendelse på kendelser, der vedrører frakendelse efter § 44, stk. 4 og 6, af en revisors eller revisionsvirksomheds godkendelse, nedlæggelse af midlertidigt forbud overfor en revisor efter § 44, stk. 3, eller nedlæggelse af midlertidigt forbud overfor et medlem af det øverste ledelsesorgan eller revisionsudvalg i en virksomhed af interesse for offentligheden, jf. § 44 b, stk. 2. Baggrunden herfor er, at der i lovens § 52, stk. 1, som foreslået ændret ved lovforslagets § 1, nr. 101, er en særlig bestemmelse herom.

Til nr. 106

§ 54, stk. 1, er en videreførelse af den gældende bestemmelse og angiver de af lovens bestemmelser, hvis overtrædelse er strafsanktionerede.

Herefter strafsanktioneres efter 1. pkt. overtrædelse af bestemmelserne i revisorlovens § 5 (misbrug af betegnelsen statsautoriseret henholdsvis registreret revisor m.v.), § 9, stk. 1, (benyttelse af bevis for godkendelsen som revisor uanset fratagelse eller frakendelse af godkendelsen), § 11, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., (afgivelse af erklæringer af en revisor, der er etableret i et andet EU- eller EØS-land eller et land, hvormed EU har indgået aftale, hvor afgivelsen er i strid med § 11, stk. 1, eller pågældende tilsidesætter pligten efter § 11, stk. 2, 1. pkt., til at indgive anmeldelse til Erhvervsstyrelsen), § 13 a, stk. 2, jf. forslagets § 1, nr. 15, (pligt for en revisionsvirksomhed godkendt i et andet EU- eller EØS-land, der afgiver erklæringer efter § 1, stk. 2, til – forinden erklæringsarbejdet efter § 1, stk. 2, påbegyndes - at lade sig registrere i det offentlige register for revisorer og revisionsvirksomheder), § 17, stk. 1 og 2, (begrænsninger i arbejdsområdet for registrerede revisorer ansat i landøkonomiske foreningers rådgivningskontorer, herunder begrænsninger i de pågældendes adgang til at besidde ejerandele i en revisionsvirksomhed), § 20 (pligt for revisor i virksomhed af interesse for offentligheden, jf. § 1 a, stk. 1, nr. 3, til at forelægge revisionsprotokollat for pågældende virksomheds bestyrelse eller tilsynsorgan), §§ 22-24, (revisors underretningspligter vedrørende økonomiske forbrydelser, revisors pligt vedrørende udarbejdelse af arbejdspapirer, revisors uafhængighed ved udførelse af opgaver efter § 1, stk. 2), 24 c (forbud mod, at en revisor, der har underskrevet revisionspåtegningen eller været knyttet til revisionen, må påtage sig en ledende stilling mv i den pågældende virksomhed, før 1 henholdsvis 2 år - afhængig af om den reviderede virksomhed er en virksomhed af interesse for offentligheden eller ikke - efter at være fratrådt som revisor), § 26 (forbud mod at revisor ved udførelsen af opgaver efter § 1, stk. 2, betinger sig højere vederlag, end hvad der kan anses for rimeligt, eller et vederlag gøres afhængig af andre forhold end det udførte arbejde), § 31, stk. 1, 1. pkt., (forpligtelse for en virksomhed af interesse for offentligheden til at etablere et revisionsudvalg) og § 31, stk. 4 og 6, (betingelser for at en virksomhed kan lade revisionsudvalgets funktioner udøve af det øverste ledelsesorgan samt pligt til i så fald at oplyse herom i årsrapporten).

Ved forslaget præciseres det samtidig, at der kan ifaldes højere straf end bøde, hvis sådan straf er forskyldt efter anden lovgivning.

I medfør af 2. pkt. strafsanktioneres på samme måde som efter 1. pkt. overtrædelser af bestemmelser i forordningen, som vedrører tilsvarende forpligtelser ved revision af virksomheder af interesse for offentligheden, som er strafsanktionerede efter 1. pkt.

Det drejer sig om overtrædelse af artikel 4, stk. 1 og 2, om forbud mod betingede honorarer og et loft for det samlede honorar for ikke-revisionsydelser set i forhold til revisionsvirksomhedens gennemsnitlige honorar over de seneste tre år for revisionen af en bestemt virksomhed og dens modervirksomhed, herunder kontrollerede virksomheder.

Dernæst drejer det sig om overtrædelse af artikel 5, stk. 1, om forbud mod en revisionsvirksomheds udførelse af ikke-revisionsydelser.

Endvidere drejer det sig om overtrædelse af artikel 11, stk. 1 og 2, der vedrører revisors pligt til at forelægge et revisionsprotokollat for den reviderede virksomheds revisionsudvalg samt minimumsindholdet af et sådan protokollat.

Efter artikel 15, stk. 1, har revisor pligt til i en periode af fem år at opbevare dokumenter og oplysninger i forbindelse med underretning af revisionsudvalg, forberedelse af revisionen, orientering om uregelmæssigheder, kvalitetskontrol, revisionspåtegningens udformning, indberetning til tilsynsmyndigheder, oplysning til Erhvervsstyrelsen om honorar fra revision m.m. og proces ved udpegning af revisor. Tilsidesættelse af dokumentationskravene efter artikel 15, stk. 1, foreslås tillige strafsanktioneret.

Endelig at strafsanktioneres tilsidesættelse af revisors pligt efter artikel 17, stk. 7, til at ophøre som revisor senest syv år efter udpegning (valg) til revisor.

Til nr. 107

Forslaget til stk. 7 er ny og medfører, at den, der tilsidesætter et overfor vedkommende nedlagt forbud efter § 44, stk. 3, eller § 44 b, stk. 2, kan straffes med bøde. Om indholdet af de nævnte forbud henvises til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 80 og 87.