Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 631 af 08/06/2016

Erhvervsministeriet

Lov om ændring af revisorloven og forskellige andre love (Gennemførelse af ændringer i revisordirektivet og valgmuligheder i forordningen om særlige krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden) § 7

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1 i lov nr. 334 af 31. marts 2015 og § 2 i lov nr. 532 af 29. april 2015 og senest ved § 13 i lov nr. 395 af 2. maj 2016, foretages følgende ændringer:

1. § 344, stk. 1, 4. pkt., ophæves.

2. I § 354, stk. 3, nr. 17, ændres »Erhvervsstyrelsen, Revisortilsynet og Revisornævnet« til: »Erhvervsstyrelsen og Revisornævnet«.

3. I § 354, stk. 3, nr. 18, ændres »Erhvervsstyrelsen, Revisortilsynet, Revisornævnet« til: »Erhvervsstyrelsen, Revisornævnet«.

4. I § 372, stk. 1, udgår »revisorlovens § 31, stk. 8,«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af revisorloven og forskellige andre love (Gennemførelse af ændringer i revisordirektivet og valgmuligheder i forordningen om særlige krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden) § 7

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 17. juni 2016. Dette er tidspunktet, hvor ændringerne i 8. selskabsdirektiv skal være gennemført i national ret, jf. artikel 2 i ændringsdirektivet, og hvor forordningen træder i kraft. Der foreslås dog en enkelt undtagelse til dette, jf. stk. 2. Endvidere foreslås der en række overgangsbestemmelser til ikrafttrædelsestidspunktet, jf. forslaget til stk. 3-7 og § 8.

I stk. 2 foreslås, at de nye krav til revisionsvirksomhedernes interne organisation og kravene til at etablere en intern ordning til indberetning af overtrædelser af revisorlovgivningen m.v. først skal træde i kraft fra den 1. januar 2017. Herved får de omfattede revisionsvirksomheder en passende periode til at gennemgå eksisterende systemer m.v., vurdere behovet for ændringer og gennemføre de nødvendige ændringer i organisationen.

Det foreslås i stk. 3 , at ved revision af virksomheder af interesse for offentligheden finder ophævelsen af kravene til at føre revisionsprotokol efter lovens §§ 20 og 21 først anvendelse for revision af regnskaber, hvis regnskabsår begynder ved lovens ikrafttræden eller senere. Ved revision af regnskaber, hvis regnskabsår er begyndt før lovens ikrafttræden, skal revisor opfylde kravene i de gældende §§ 20 og 21 vedrørende revisionsprotokoller til revisionen af det pågældende regnskab. For revision af regnskaber, hvis regnskabsår begynder ved lovens ikrafttræden eller senere, gælder fremover kravene i artikel 11 i forordningen.

Efter det foreslåede stk. 4 gælder de nye dokumentationskrav ved revision af koncerner først for revision af koncernregnskaber, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden. For igangværende revisioner af koncernregnskaber skal revisorer således ikke indhente samtykke fra datterselskabsrevisorer, jf. det foreslåede § 23, stk. 2, ligesom revisor ikke skal underrette Erhvervsstyrelsen om manglende adgang til gennemgang af datterselskabsrevisorers arbejdspapirer. Hvis revisor er forhindret i at gennemgå datterselskabsrevisorers arbejdspapirer, skal revisor som hidtil træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med kravene i den internationale revisionsstandard ISA 600 vedrørende revision af koncernregnskaber.

Det foreslås i stk. 5 , at kravet om, at medlemmerne af revisionsudvalget samlet skal have kompetencer af relevans for virksomhedens sektor først har virkning fra førstkommende ordinære generalforsamling, der afholdes efter den 31. december 2016. Herved gives de virksomheder, der har behov for at ændre sammensætningen af revisionsudvalget en passende periode til at finde det eller de yderligere medlemmer af revisionsudvalget, der er nødvendigt for at efterleve lovkravet.

Det foreslåede stk. 6 medfører, at de nye disciplinære sanktioner, der foreslås indsat i revisorlovens § 44, stk. 1, 2. pkt., § 44, stk. 2-4 og § 44, stk. 6, 2. pkt., alene kan anvendes af Revisornævnet på forseelser, der er begået efter lovens ikrafttræden. Baggrunden herfor er, at de nye sanktioner ikke skal have tilbagevirkende kraft.

I stk. 7, foreslås det, at forbuddet mod aftalemæssige begrænsninger i valget af en eller flere godkendte revisorer, der skal udpeges med henblik på revision af et selskabs eller en virksomheds årsregnskab, finder anvendelse første gang, revisor skal udpeges efter lovens ikrafttræden. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 2, nr. 4, og § 3, nr. 2.

Revisorer, der er udpeget under indflydelse af aftalevilkår om begrænsninger i valget af godkendte revisorer, kan således fortsætte deres funktion i den indeværende valgperiode.

Aftaler om begrænsning af valget af en eller flere godkendte revisorer bevarer efter den foreslåede bestemmelse i stk. 7, 2. pkt., deres gyldighed indtil datoen for det første valg efter lovens ikrafttrædelse af en eller flere godkendte revisorer. Herved sikres det, at der ikke opstår tvivl om gyldigheden af erklæringer m.m., der er afgivet af en revisor, som er udnævnt på baggrund af en aftale, der begrænser valget af revisor. Der er således ikke grundlag for at betvivle hverken revisors rolle eller det udførte arbejde alene på baggrund af, at revisor er udpeget under hensyntagen til aftalevilkår, der ikke længere kan indgås, men som på udnævnelsestidspunktet var lovlige.