LOV nr 1190 af 08/06/2021
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Lov om ændring af repatrieringsloven m.v. (Regulering af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering, indhentelse af udtalelse fra politiet om registreringer i Kriminalregisteret, nægtelse af repatrieringsstøtte af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden, ændring af den kommunale vejledningspligt om repatriering m.v.) § 2
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1513 af 22. oktober 2020, som ændret senest ved § 25 i lov nr. 982 af 26. maj 2021, foretages følgende ændringer:
1. I § 17 a, stk. 1 og 4, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning«.
2. I § 17 a, stk. 3 og 5, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning,«.
Forarbejder til Lov om ændring af repatrieringsloven m.v. (Regulering af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering, indhentelse af udtalelse fra politiet om registreringer i Kriminalregisteret, nægtelse af repatrieringsstøtte af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden, ændring af den kommunale vejledningspligt om repatriering m.v.) § 2
Til nr. 1 og 2
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bortfalder uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 (nr. 1) (asyl), § 9 b (nr. 2) (humanitært ophold), § 9 c, stk. 1(ophold efter ganske særlige grunde), i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b (nr. 3), § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (nr. 4), § 9 e (ophold efter Kosovonødloven), når tilladelsen er meddelt tidsubegrænset (nr. 5), § 9 eller 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3 (nr. 6), eller et andet grundlag end nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning (nr. 7).
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 3, finder stk. 1 og 2 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr. 6, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 4, bortfalder uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter § 9 e, når tilladelsen er meddelt tidsbegrænset (nr. 1), § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5 (nr. 2), eller et andet grundlag end nævnt i nr. 1 og 2, hvis det bestemmes efter ansøgning (nr. 3).
Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 5, finder stk. 4 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4, nr. 2, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.
Det foreslås, at § 17 a, stk. 1 og 4, ændres således, at »eller det tidligere opholdsland« konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning«.
Det foreslås videre, at § 17 a, stk. 3 og 5, ændres således, at »eller det tidligere opholdsland« konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning,«.
Det betyder, at udlændinge, der er repatrieret til et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, fremover ligeledes vil være omfattet af fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a.
Forslagene er en konsekvens af, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover også vil have mulighed for at repatriere til et andet land end de pågældendes hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.