Lov om ændring af repatrieringsloven m.v. (Regulering af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering, indhentelse af udtalelse fra politiet om registreringer i Kriminalregisteret, nægtelse af repatrieringsstøtte af hensyn til statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden, ændring af den kommunale vejledningspligt om repatriering m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Definitionen er i overensstemmelse med den almindelige internationale forståelse af begrebet. Betingelsen om, at tilbagevenden skal ske med henblik på at tage varig bopæl, indebærer, at det ikke anses som repatriering, hvis en person alene har til hensigt at opholde sig i hjemlandet eller det tidligere opholdsland i en periode og derefter vende tilbage til Danmark.

Det foreslås at ændre § 2 således, at der ved repatriering forstås, foruden tilbagevenden til hjemland eller tidligere opholdsland, personers frivillige tilbagevenden til et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl.

Bestemmelsen ændres for at udvide mulighederne for repatriering for de personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds, som har nær familiemæssig tilknytning til – og dermed ønske om at repatriere til – et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland. Det er således hensigten at gøre ordningen mere fleksibel og attraktiv for den persongruppe, der er omfattet af repatrieringsloven.

Forslaget indebærer således, at personer omfattet af repatrieringslovens persongruppe ikke vil være begrænset til kun at kunne repatriere til deres hjemland eller tidligere opholdsland, men ligeledes vil få mulighed for at repatriere med økonomisk støtte til et andet land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning.

Ved »nær familiemæssig tilknytning« forstås ægtefæller samt slægtninge i op- og nedadgående linje i første led. Der tages således eksempelvis sigte på situationer, hvor ægtefæller, der ønsker at repatriere sammen, har forskellige nationaliteter og ønsker at bosætte sig i den ene ægtefælles hjemland eller tidligere opholdsland, hvor den anden ægtefælle aldrig har boet. Ændringen medfører desuden, at en ansøger vil kunne repatriere til det land, hvor vedkommendes børn eller forældre bor.

Kravet om nær familiemæssig tilknytning skal sikre mulighed for at repatriere i de situationer, hvor den person, der repatrierer, ønsker at etablere eller opretholde båndet til sin nærmeste familie i et andet land end hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Der er ved kravet om nær familiemæssig tilknytning desuden taget højde for, at visse personer, der ønsker at repatriere, kan have et ønske om at forsørge eller lade sig forsørge af sin nærmeste familie ved tilbagevenden.

Det vil være afgørende, at den pågældende på tidspunktet for repatrieringen har en nær familiemæssig tilknytning til landet, ligesom det forudsættes, at den pågældende har dokumentation for lovligt at kunne indrejse og opholde sig varigt i landet. Dokumentation for et sådant ophold kan f.eks. være en midlertidig opholdstilladelse udstedt med henblik på forlængelse eller varigt ophold.

Kommunalbestyrelsen vil, henset til at de har afgørelseskompetencen i sager om repatrieringsstøtte, være ansvarlig for som led i sagsbehandlingen at indhente relevante oplysninger i sagen, herunder at foretage vurderingen af den nære familiemæssige tilknytning samt dokumentation for lovlig indrejse og fremadrettet lovligt ophold i det pågældende land. Den til enhver tid ansvarlige for rådgivningsopgaven efter repatrieringslovens § 4, stk. 1 og 2, som på nuværende tidspunkt varetages af Dansk Flygtningehjælp, vil i forbindelse med rådgivning om repatriering have mulighed for at oplyse sagen sammen med ansøgeren og således bistå kommunalbestyrelsen med sagens forberedelse.

Det vil ligeledes være afgørende, at den person, der udgør ansøgerens nære familiemæssige tilknytning til et andet land end ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland, selv har en længerevarende tilknytning til samt lovlig ophold i det pågældende land. Eksempelvis vil en ægtefælles tidligere kortvarende arbejds- og studieophold eller lignende i et givent land således ikke være tilstrækkeligt til, at et ægtepar sammen kan repatriere til det pågældende land, hvis ingen af dem i øvrigt tidligere har haft længerevarende ophold i landet. Det vil imidlertid bero på kommunalbestyrelsens samlede vurdering af sagens omstændigheder, hvornår den pågældendes tilknytning til landet vil kunne anses for at være af en sådan karakter og længde, at varig repatriering til det pågældende land er muligt.

Det forudsættes endvidere, at den person, hvis forhold giver ansøgerens nære familiemæssige tilknytning til et andet land end ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland, også selv skal være omfattet af repatrieringslovens personkreds og i øvrigt opfylde betingelserne for repatriering, såfremt denne person repatrierer sammen med ansøgeren.

Med den foreslåede ordning vil udlændinge ligeledes i nogen grad få mulighed for at repatriere til et andet EU-land, såfremt landet, hvortil pågældende har nær familiemæssig tilknytning, er et EU-land, og såfremt betingelserne for repatriering i øvrigt er opfyldt, herunder at pågældende ikke selv er EU-borger, som fortsat ikke vil være omfattet af ordningen, jf. repatrieringslovens § 3, stk. 6.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.1.

Til nr. 2

Det fremgår af repatrieringslovens § 3, stk. 1, at loven gælder for flygtninge m.v., familiesammenførte udlændinge til flygtninge m.v., andre familiesammenførte udlændinge, jf. stk. 2-4, og danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske statsborgerskab. Andre familiesammenførte udlændinge omfatter udlændinge med opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der ikke er flygtning m.v., og skal have haft opholdstilladelse her i landet i mindst fem år for at være omfattet af lovens personkreds.

Efter repatrieringslovens § 3, stk. 1, omfatter loven endvidere udlændinge, som er meddelt opholdstilladelse i Danmark efter regler, som gjaldt før udlændingeloven af 1983, jf. lov nr. 226 af 8. juni 1983, eller som er født her i landet som efterkommere af disse.

Er en udlændings opholdstilladelse nægtet forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, anses den pågældende for at være omfattet af loven indtil udløbet af den udrejsefrist, der er fastsat i forbindelse med afgørelsen om nægtelse af forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 3, stk. 5.

Det fremgår desuden af repatrieringslovens § 3, stk. 6, at loven ikke gælder for personer, der er statsborgere i et andet nordisk land eller er statsborgere i et land, som er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejde eller er omfattet af Den Europæiske Unions regler om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v.

En udlænding, der ikke er omfattet af repatrieringslovens personkreds, kan ansøge udlændinge- og integrationsministeren om at blive omfattet af repatrieringsloven, jf. repatrieringslovens § 3, stk. 7. Bestemmelsen har været tilsigtet anvendt over for udlændinge, der har haft et langvarigt ophold i Danmark.

Efter fast praksis lægger Udlændinge- og Integrationsministeriet ved behandlingen af ansøgninger efter repatrieringslovens § 3, stk. 7, som udgangspunkt vægt på, om den pågældende har haft opholdstilladelse i mindst fem år (svarende til det krav til opholdstid, der stilles til familiesammenførte udlændinge til andre end flygtninge m.v., jf. lovens § 3, stk. 4), og om vedkommende er meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold eller tidsubegrænset opholdstilladelse.

Afgørelsen af hvorvidt en udlænding kan omfattes af bestemmelsen beror på en konkret og individuel vurdering. Der er derfor ikke tale om en udtømmende opremsning. Hvis der foreligger andre ganske særlige omstændigheder, vil pågældende således efter en konkret og individuel vurdering kunne omfattes af loven. Der kan herved henvises til repatrieringslovens § 3, stk. 7.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 3, stk. 7, ændres, således at udlændinge- og integrationsministeren efter ansøgning vil kunne beslutte, at en udlænding, der har opholdstilladelse efter repatrieringslovens § 3, stk. 3 eller 4, men som pga. særlige omstændigheder ikke opfylder betingelserne i § 7, stk. 9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8, skal anses for omfattet af loven.

Forslag til hjemmelen i stk. 7 er indsat med henblik på, at der ved særlige omstændigheder kan ydes hjælp til repatriering til familiesammenførte udlændinge, der er omfattet af repatrieringslovens § 3, stk. 3 eller 4, hvis der foreligger hindringer for at opfylde betingelserne i lovens § 7, stk. 9, nr. 1, jf. § 7, stk. 8.

Formålet med den foreslåede ændring af bestemmelsen er at sikre, at hvis en familiesammenført udlænding ønsker at blive skilt fra og ikke længere samleve med sin herboende ægtefælle, men det som følge af særlige omstændigheder ikke er muligt eller er forbundet med vanskeligheder, så vil den pågældende udlænding have samme adgang til at opnå hjælp til repatriering, som hvis udlændingen var blevet skilt.

Der vil navnlig foreligge særlige omstændigheder efter den foreslåede ændring af bestemmelsen, hvis udlændingens ægtefælle ikke vil samtykke til at blive skilt, eller hvis udlændingen ikke tør rette henvendelse til ægtefællen med henblik på at opnå skilsmisse, på baggrund af f.eks. vold, negativ social kontrol el. lign., der understøttes af oplysninger om individuelle forhold.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i vurderingen i afgørelsen f.eks. lægge vægt på oplysninger om, at udlændingen er indlogeret på et krisecenter, eller oplysninger fra en kommune, politiet eller andre myndigheder, der tyder på, at udlændingen har været udsat for negativ social kontrol. Det forudsættes, at der er tale om forhold med en vis intensitet.

Afgørelsen vil bero på en konkret og individuel vurdering. Der er derfor ikke tale om en udtømmende opregning af kriterier. Såfremt der foreligger andre ganske særlige omstændigheder, vil den familiesammenførte udlænding således efter en konkret og individuel vurdering kunne anses for omfattet af repatrieringsloven.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.6. om udvidelse af dispensationsadgang.

Til nr. 3

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af § 4, stk. 1, at Udlændinge- og Integrationsministeriet har ansvaret for den individuelle rådgivning af herboende personer, som udtrykker ønske om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland, og varetager den generelle informationsindsats vedrørende repatriering.

Det foreslås, at i § 4, stk. 1, ændres »eller tidligere opholdsland« til: », tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af repatrieringslovens § 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelserne vejleder i forbindelse med den særlige integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i øvrigt er anledning hertil, om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering.

Kommunerne er således forpligtet til at vejlede generelt om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven, hvilket vil sige mulighed for hjælp til repatriering samt under visse nærmere omstændigheder muligheden for reintegrationsbistand.

Efter integrationslovens § 20 b har kommunalbestyrelsen pligt til som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet at vejlede udlændinge om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven. Vejledningen om repatriering skal gives i forbindelse med en løbende opfølgning på kontrakten efter integrationslovens § 20, stk. 1. Det betyder, at udlændinge omfattet af repatrieringslovens personkreds, skal vejledes i forbindelse med alle samtaler, der gennemføres som led i den løbende opfølgning på kontrakten efter integrationsloven. Vejledning om repatriering skal indgå som en fast del af kommunalbestyrelsens vurdering af den enkeltes muligheder.

Forpligtelsen indebærer, at kommunerne yder en systematisk og ensartet vejledningsindsats for udlændinge omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram samt at navnlig udlændinge, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, har tilstrækkelig grundlag for at tage stilling til og eventuelt træffe beslutning om at repatriere.

Integrationslovens § 4, stk. 1-3, indeholder de nærmere regler for, hvornår kommunalbestyrelsen har ansvar for nyankomne udlændinge omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram.

Kommunernes vejledningspligt om repatriering er endvidere reguleret i § 20 i bekendtgørelse nr. 1175 af 25. november 2019 om opfølgning i sygedagpengesager, som er udstedt i medfør af bl.a. § 10, stk. 2, i lov om sygedagpenge, som ændret ved lov nr. 551 af 7. maj 2019, hvorefter kommunalbestyrelserne som led i sygedagpengeopfølgningen efter kapitel 6 i sygedagpengeloven under alle samtalerne vejleder sygemeldte udlændinge, som er omfattet af repatrieringsloven, om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven.

Vejledningspligten er endelig reguleret i § 42, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 2006 af 11. december 2020 om en aktiv beskæftigelsesindsats, som er udstedt i medfør af bl.a. § 39 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats som ændret ved lov nr. 1557 af 27. december 2019, hvorefter jobcenteret under alle jobsamtaler vejleder personer, som er omfattet af repatrieringsloven, om mulighederne for repatriering efter repatrieringsloven.

Det foreslås at ændre § 5, således, at kommunalbestyrelsen minimum hvert 2. år vejleder udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, og som har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering ved en selvstændig, dedikeret samtale.

Det vil således følge af den foreslåede ordning, at omfanget og karakteren af den kommunale vejledningspligt vil differentiere afhængig af, hvor længe udlændingen har haft opholdstilladelse i Danmark, og hvorvidt udlændingen har modtaget kontanthjælpslignende ydelser i en længere periode.

Bestemmelsen har til formål, at udlændinge, som har opholdt sig lovligt i Danmark i 5 år eller derover fra tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse, jf. integrationslovens § 4, stk. 1-3, og som på trods heraf modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse, vil skulle modtage en dedikeret og fokuseret samtale om hjælp til repatriering i forlængelse af en obligatorisk samtale, som pågældende vil blive indkaldt til hos kommunen. Den dedikerede samtale om repatriering vil skulle afholdes minimum hvert 2. år. Hvis udlændingen kommer kortvarigt i beskæftigelse, men dernæst modtager kontanthjælpslignende ydelser igen, vil pågældende således skulle indkaldes til en ny dedikeret samtale, hvis der er gået længere end 2 år siden sidste dedikerede samtale. En udlænding omfattet af repatrieringsordningen vil efter 5 års lovligt ophold i Danmark således overgå fra at være omfattet af den systematiske vejledningspligt til muligheden for indkaldelse til en dedikeret samtale om repatriering. Hvis udlændingen efter 5 års lovligt ophold opfylder kriterierne for indkaldelse til en dedikeret samtale, vil den pågældende således blive indkaldt hertil uanset tidspunktet for den seneste samtale med kommunen, hvor vedkommende har modtaget vejledning som led i den systematiske vejledningspligt.

Den dedikerede vejledning vil bestå af en selvstændig samtale af 15-30 minutters varighed om muligheden for at opnå støtte til repatriering. Samtalen vil af hensyn til kommunernes administration skulle ligge i umiddelbar forlængelse af en af udlændingens øvrige obligatoriske samtaler hos kommunen. Det vil være op til den enkelte kommune at tilrettelægge den praktiske afholdelse af samtalen, herunder hvem der afvikler samtalen. Samtalen vil med udgangspunkt i den enkeltes aktuelle situation på det danske arbejdsmarked både skulle omhandle muligheden for at opnå hjælp til repatriering og muligheden for efter visse nærmere omstændigheder at modtage den løbende, månedlige reintegrationsbistand. Samtalen vil skulle tilrettelægges således, at den er relevant og tilpasset den enkelte borgers situation.

Til nr. 5

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger repatrieringslovens § 5, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen underretter Udlændinge- og Integrationsministeriet eller den myndighed, organisation eller forening, som ministeriet har overladt rådgivningsopgaven til, når personer udtrykker ønske om at vende tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland.

Det foreslås, at i § 5, 2. pkt., ændres »eller tidligere opholdsland« til: », tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af repatrieringslovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen, uanset bestemmelserne i § 5 i lov om aktiv socialpolitik, § 3 i lov om sygedagpenge og § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., efter ansøgning kan give tilladelse til, at en person modtager hjælp til forsørgelse efter reglerne i lov om aktiv socialpolitik, sygedagpenge efter reglerne i lov om sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis den pågældende deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.

Det følger desuden af repatrieringslovens § 7, stk. 1, 2. pkt., at der kun kan udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk. 8, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger videre af repatrieringslovens § 8, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning i ganske særlige tilfælde kan yde hjælp i op til 12 måneder til betaling af boligudgifter for en familie, hvis et familiemedlem vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland forud for resten af familien.

Endelig følger det af repatrieringslovens § 10, stk. 1, nr. 2, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis personen ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det foreslås, at der i § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1, 2. pkt., § 8, og § 10, stk. 1, nr. 2, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1. om, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af repatrieringslovens § 6 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde vejledning og opkvalificering i Danmark til personer omfattet af § 3, hvor det vurderes relevant med henblik på at kunne understøtte eller forberede tilbagevenden til hjemlandet eller et tidligere opholdsland.

Det foreslås, at der i § 6 a, stk. 1, ændres »eller et tidligere opholdsland« til: », et tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig tilknytning«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1. om, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7. Der kan kun ydes hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. stk. 8, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Ved lov nr. 704 af 8. juni 2017 om ændring af repatrieringsloven og udlændingeloven (Øget støtte til repatriering, genindførelse af resultattilskud til kommunerne og indførelse af absolut tilbagebetalingskrav m.v.) blev repatrieringslovens § 7, stk. 5 og 6, indsat i repatrieringsloven som nye stykker, og de dagældende § 7, stk. 5-8, blev som konsekvens heraf ændret til § 7, stk. 7-10.

Der blev imidlertid ikke samtidig foretaget konsekvensrettelse i § 7, stk. 1, 2. pkt.

Ved lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.) blev repatrieringslovens § 7, stk. 10, indsat i repatrieringsloven som nyt stykke, og den dagældende § 7, stk. 10, blev som konsekvens heraf ændret til § 7, stk. 11.

Der blev imidlertid heller ikke her foretaget konsekvensrettelse i § 7, stk. 1, 2. pkt.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9, bliver § 7, stk. 7-12, til stk. 6-11.

Det foreslås derfor, at § 7, stk. 1, 2. pkt., ændres, således at »stk. 9« konsekvensrettes til »stk. 11«.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i repatrieringsloven. Der er således alene tale om en lovteknisk ændring.

Til nr. 9

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 2, at hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet eller det tidligere opholdsland (nr. 1), udgifter på højst 30.000 kr. pr. person til transport af personlige ejendele eller hjælp til udgifter til køb af personligt bohave på 30.000 kr. pr. person (nr. 2), udgifter på højst 11.615 kr. til transport af udstyr, der er nødvendigt for personens eller dennes families erhverv i hjemlandet eller det tidligere opholdsland (nr. 3), hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere opholdsland med indtil 127.517 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og med indtil 38.890 kr. pr. person, der ikke er fyldt 18 år (nr. 4), udgifter på højst 11.615 kr. til køb af erhvervsudstyr, der vil være egnet til at fremme personens beskæftigelsesmuligheder, samt udgifter på højst 15.000 kr. til transport af sådant udstyr (nr. 5), udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere opholdsland til personer, der er fyldt 18 år, hvis der ikke på anden måde er etableret en sådan forsikring, på op til 7.500 kr. pr. år i op til 4 år (nr. 6), udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug (nr. 7), udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark (nr. 8), udgifter til skolegang til skolesøgende børn, der på tidspunktet for repatriering er fyldt 5 år, på 500 kr. om måneden pr. barn i op til 4 år, dog højst indtil det fyldte 16. år (nr. 9), og udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. på højst 10.000 kr. pr. person (nr. 10).

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, at hjælp til etablering i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7, stk. 2, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 5, udbetales i to dele, således at første del af hjælpen udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

For udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den resterende del af hjælp til repatriering efter fortrydelsesrettens udløb, dvs. efter 12 på hinanden følgende måneder, der efter ansøgning kan forlænges op til i alt 24 måneder. For andre udlændinge udbetales den resterende del af hjælp til repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For danske statsborgere udbetales den resterende del af hjælp til repatriering, når pågældende på baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Der kan herved henvises til repatrieringslovens § 7, stk. 3-6.

Det foreslås, at § 7, stk. 2-6, ophæves, og der i stedet indsættes nye stk. 2-4.

Det foreslås i § 7, stk. 2, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen ud over betingelserne oplistet i stk. 1 kun kan udbetale hjælp til repatriering, hvis ansøgeren frem til udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i Kriminalregisteret.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, såfremt ansøgeren frem til tidspunktet for udrejsen registreres som sigtet for en lovovertrædelse, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret.

Idet ikke alle sigtelser må forventes at føre til domfældelse, eller hvis sigtelsen viser sig at være grundløs eller ikke at medføre straf, der ikke har betydning for pågældendes adgang til at modtage hjælp til repatriering, herunder bødestraf eller lignende, vil kommunalbestyrelsen i øvrigt skulle vejlede om muligheden for at søge om hjælp til repatriering på ny i tilfælde af afslag på baggrund af den registrerede sigtelse i Kriminalregisteret. Konsekvensen af et afslag på ansøgning om hjælp til repatriering, hvor sigtelsen efterfølgende viser sig at være grundløs, sigtelsen opgives eller sigtelsen fører til en dom, der ikke har betydning for, hvorvidt pågældende er omfattet af repatrieringslovens personkreds, er således ikke udslagsgivende for personens overordnede mulighed for at repatriere med støtte efter repatrieringsloven på sigt.

Øvrige familiemedlemmer vil efter den foreslåede bestemmelse ikke skulle bøde for forhold, som alene kan henføres til et familiemedlem. Ansøgerens familiemedlemmer vil således kunne blive bevilget repatrieringsstøtte, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt, uanset at ansøgeren måtte blive meddelt afslag på repatrieringsstøtte pga. en verserende sigtelse. Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor en sigtelse vil kunne medføre, at familiemedlemmet ikke vil kunne repatriere, hvis familiemedlemmet efter reglerne i repatrieringslovens § 7, stk. 9, der som følge af forslagets § 1, nr. 9, vil blive stk. 8, kun kan repatriere sammen med referencen.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 7, stk. 2, 1. pkt., vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.

Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 3, 1. pkt.

Det foreslås i § 7, stk. 2, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Forslaget indebærer, at den relevante kommune ved behandling af ansøgninger om hjælp til repatriering kan træffe afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det vil efter forslaget bero på et konkret skøn, der foretages af den relevante kommune, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (»grund til at antage«), der foretages på baggrund af en udtalelse fra politiet, jf. forslaget til § 7, stk. 3, 2. pkt.

Der henvises til bemærkningerne til § 7, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås i § 7, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er registreret i Kriminalregisteret, jf. stk. 2, 1. pkt.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af en ansøgning om hjælp til repatriering konkret vil skulle rette henvendelse til politiet og anmode om en udtalelse om de eventuelle verserende sigtelser, der efter kriminalregisterbekendtgørelsen er registreringspligtige i Kriminalregisteret. Der er således ikke med forslaget lagt op til, at kommunalbestyrelsen selv skal have adgang til hverken at se eller lave registreringer i Kriminalregisteret. Det forudsættes i den forbindelse, at politiet afgiver en udtalelse, der alene konstaterer, om ansøger er registreret i Kriminalregisteret med en sigtelse. Er ansøgeren på ansøgningstidspunktet registreret med en verserende sigtelse indebærer den foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen vil skulle give afslag på ansøgningen om hjælp til repatriering.

Efter forslaget vil en sigtelse kunne føre til afslag på repatrieringsstøtte under forudsætning af, at sigtelsen for den pågældende lovovertrædelse er registreringspligtig i Kriminalregisteret og dermed kommer til kommunalbestyrelsens kendskab i forbindelse med indhentelse af en udtalelse fra politiet om eventuelle registreringer i Kriminalregisteret.

I forbindelse med en afgørelse om bevilling af hjælp til repatriering vil kommunalbestyrelsen skulle give tilsagn til ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har vurderet, at pågældende er berettiget til den ansøgte støtte under forudsætning af, at pågældende ikke frem til udrejsen sigtes for kriminalitet, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen på ny vil skulle indhente oplysninger fra politiet om eventuelle registreringer i Kriminalregisteret inden udbetalingen af hjælp til repatriering, hvis den tidsmæssige udstrækning mellem bevilling og udrejse – og dermed udbetalingen – f.eks. pga. sygdom, rejsehindringer eller andre forsinkelser, der på anden vis afbryder sagsbehandlingsforløbet, rækker ud over en længere periode.

Såfremt den pågældende er registreret sigtet på udrejsetidspunktet, vil hjælpen til repatriering bortfalde.

Det forudsættes med lovforslaget, at politiet vil kunne videregive oplysninger om eventuelle sigtelser til kommunalbestyrelsen på baggrund af kommunalbestyrelsens anmodning herom med henblik på at træffe afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, jf. forslaget til § 7, stk. 2, 1. pkt., uden at der forinden vil skulle indhentes samtykke fra ansøgeren eller foretages en vurdering i hver enkelt sag af, om oplysningerne konkret kan videregives. Dette vil sikre effektive og hensigtsmæssige rammer for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgning om repatrieringsstøtte.

Politiet vil i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 7, stk. 3, 1. pkt., i muligt omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 1. pkt.

Om forholdet til forvaltningsloven og de databeskyttelsesretlige regler henvises til afsnit 3 om forholdet til de databeskyttelsesretlige regler.

Det foreslås i § 7, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen endvidere i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen indhenter en udtalelse fra politiet forud for afgørelsen om hjælp til repatriering, hvis kommunalbestyrelsen finder, at der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Indikationer på, at ansøgeren har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan eksempelvis bero på indberetninger til kommunen om, at der er mistanke om, at den pågældende er radikaliseret eller udviser anden mistænkelig adfærd, eller hvis kommunen i øvrigt som led i det kommunale forebyggende arbejde er bekendt med anmærkning på den pågældende om aktiviteter på de sociale medier, ytringer m.v. Det kan også eksempelvis bero på henvendelser om bekymringer for ekstremisme til infohusene, der er et formaliseret samarbejde mellem politi, kommune og andre relevante myndigheder.

Anmodningen sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om repatrieringshjælpen.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil efter forslaget bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen fra politiet træffe afgørelse om hjælp til repatriering.

Det vil i politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden bl.a. være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil efter forslaget være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Efter forslaget vil en person være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering.

En person vil efter forslaget være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffeloven § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil efter forslaget ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i en konfliktzone for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand.

Begrebet »konfliktområde« skal i denne henseende forstås som det geografiske område, hvor kampene foregår.

Det betyder, at der efter forslaget vil kunne meddeles afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelser, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, at der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om hjælp til repatriering på baggrund heraf.

Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, 2. pkt., skulle afgive en udtalelse til kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende vil deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Politiet vil i den forbindelse skulle høre PET, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt.

Politiets udtalelse vil i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt foretager undersøgelser forud for udtalelsen, f.eks. ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

De oplysninger, som politiets udtalelse vil være baseret på, vil i vidt omfang kunne stamme fra PET. Efterretningstjenesten indhenter og indsamler således oplysninger af denne karakter som led i varetagelsen af tjenestens opgave med bl.a. at forebygge, efterforske og modvirke handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge repatrieringshjælp, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningerne stammer fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under behandlingen af sagen. I sådanne tilfælde vil PET ikke videregive oplysningerne til politiet, men derimod tilkendegive over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om ansøgeren. Politiet vil – såfremt politiet heller ikke i sine selvstændige undersøgelser er blevet bekendt med relevante oplysninger om ansøgeren – på den baggrund tilkendegive over for kommunalbestyrelsen, at politiet ikke er i besiddelse af oplysninger, der giver grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Kommunen vil herefter ikke kunne træffe afgørelse om at nægte at bevilge repatrieringshjælp på baggrund af sådanne oplysninger.

Efter forslaget vil politiets udtalelse alene i det omfang, politiet vurderer, at det er relevant at høre PET, være baseret på oplysninger fra PET.

Hvis PET derimod udelukkende er i besiddelse af oplysninger, der på grund af oplysningernes karakter ikke kan videregives til politiet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge hjælp til repatriering i den konkrete sag, vil der – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde – i politiets udtalelse ikke være noget til hinder for, at repatrieringshjælpen kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 7, stk. 3, 2. pkt., i muligt omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om repatrieringshjælp vil efter den foreslåede bestemmelse skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om hjælp til repatriering.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne meddele afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering til den pågældende, såfremt politiet tilkendegiver, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil efter forslaget således være kommunalbestyrelsen, – der på baggrund af politiets udtalelse – vil kunne træffe afgørelse om, at repatrieringshjælp ikke kan ydes.

Et sådant afslag vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og beslutningen om at meddele afslaget vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Efter forslaget vil politiet videregive de oplysninger til kommunalbestyrelsen, der danner grundlag for politiets udtalelse.

Det bemærkes, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at håndhævelsen af den foreslåede bestemmelse om indhentelse af en udtalelse fra politiet til brug for behandling af sager om repatrieringshjælp, kan være forbundet med en række udfordringer i forhold til blandt andet at sikre bevisgrundlaget i de enkelte sager. Det kan således i praksis blandt andet vise sig vanskeligt at indhente relevante oplysninger, hvis PET på baggrund af oplysningernes karakter ikke kan videregive oplysningerne til politiet. Sådanne udfordringer kan have en afsmittede effekt i forholdet til antallet af afgørelser om at nægte repatrieringshjælp ud fra sikkerhedsmæssige årsager.

Den foreslåede ordning vil desuden medføre, at kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på hjælp efter repatrieringsloven, der er begrundet med henvisning til repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., ikke vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Afgørelsen vil derimod kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkningerne.

Det foreslås i § 7, stk. 4, 1. og 2. pkt., at hvis pågældende på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3, er sigtet for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af hjælp til repatriering sket domfældelse ved endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom, bortfalder den sidste del af hjælp til repatriering.

Den foreslåede model er, for så vidt angår undersøgelserne forud for udbetaling af den sidste del af støtten, knyttet op på sigtelser eller domme efter straffebestemmelser, der efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, vil kunne føre til udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet og uanset længden af den idømte frihedsstraf. Der vil således være tale om lovovertrædelser for en række særligt grove kriminalitetsformer, herunder narkotikasmugling, seksualforbrydelser, vold, manddrab m.v. Den foreslåede ordning er således et udtryk for, at bestemte typer af kriminalitet ikke bør føre til tilbageholdelse og bortfald af hjælp til repatriering.

Det følger af den foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen, såfremt pågældende på tidspunktet for udbetalingen af den sidste del af hjælp til repatriering er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser, ikke vil skulle foretage en selvstændig vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter udvisning efter § 22, nr. 4-9, vil skulle ske, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmark internationale forpligtelser, henset til at spørgsmålet om modtagelse af repatrieringsstøtte ikke fordrer en vurdering af det fortsatte opholdsgrundlag i Danmark, og at den foreslåede ordning i øvrigt tager udgangspunkt i lovovertrædelsens karakter og ikke spørgsmålet om udvisning.

Forslaget indebærer desuden, at den sidste del af hjælp til repatriering tilbageholdes indtil der falder endelig dom i sagen, hvis pågældende er sigtet for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering. Ligeledes indebærer forslaget, at den sidste del af hjælp til repatriering bortfalder, såfremt sigtelsen for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser fører til domfældelse ved endelig dom, eller der allerede på tidspunktet for politiets udtalelse om registreringer i Kriminalregisteret foreligger en domfældelse ved endelig dom efter de nævnte bestemmelser.

Ved endelig dom forstås, at anklagemyndigheden eller tiltalte skal have udtømt ankemulighederne. Er der således truffet afgørelse i en straffesag i eksempelvis byretten, og er den pågældende fundet skyldig for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering, vil den sidste del af hjælp til repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til tidspunktet for udløbet af anklagemyndighedens og tiltaltes ankefrist på 14 dage. Har tiltalte eller anklagemyndigheden ikke inden for denne frist benyttet muligheden for at anke den pågældende byretsdom, bortfalder den sidste del af hjælp til repatriering herefter.

Benytter anklagemyndigheden eller tiltalte sig af sin ret til at anke en eventuel byretsdom, vil den sidste del af hjælp til repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til afsigelsen af den endelig dom. Stadfæstes byretsdommen vil der således kunne ske bortfald af den sidste del af hjælp til repatriering. Modsat vil pågældende være berettiget til den sidste del af hjælp til repatriering, såfremt vedkommende frifindes ved endelig dom.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om bortfald af den sidste del af hjælp til repatriering efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 7, stk. 4, 2. pkt., vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.

Det foreslås i § 7, stk. 4, 3. pkt., at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse om tilbageholdelse af udbetalingen ikke er en afgørelse.

Forslaget betyder, at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse over for den repatrierede person herom i medfør af forslaget ikke er en afgørelse.

Der skal således bl.a. ikke ske partshøring eller gives en begrundelse for, hvorfor den sidste del af hjælp til repatriering tilbageholdes, ligesom der ikke kan klages over tilbageholdelsen af støtten.

Det kan i den forbindelse anføres, at retstilstanden også uden den foreslåede bestemmelse ville være, at kommunalbestyrelsens tilkendegivelse til en person om, at ydelsen tilbageholdes, ikke ville være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men en procesledende beslutning. Der kan herved lægges vægt på, at tilkendegivelsen ikke afgør, om den repatrierede person fortsat har ret til hjælp til repatriering og dermed afslutter sagen, men derimod kan betragtes på linje med en foreløbig justering af en løbende udbetaling. Spørgsmålet kan dog give anledning til en vis tvivl, idet der er tale om en beslutning med midlertidige faktiske virkninger for den pågældende. Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at sikre, at der ikke er uklarhed om retstilstanden.

Forslaget medfører således også, at kommunalbestyrelsen, i de tilfælde hvor det er konstateret, at den pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering, vil skulle træffe afgørelse om bortfald af den sidste del af hjælp til repatriering, hvis der sker domfældelse efter de pågældende bestemmelser.

Det foreslås i § 7, stk. 5, at kommunalbestyrelsen inden udbetaling af den sidste del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3, indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt pågældende på udbetalingstidspunktet er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering.

Den foreslåede ordning bevirker, at kommunalbestyrelsen skal indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den pågældende er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for lovovertrædelser, der er begået forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering, og som er omfattet af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser. Bestemmelsen vil i øvrigt følge reglerne for forældelse af strafansvar efter straffeloven.

Det er ikke med den foreslåede ordning tiltænkt, at kommunalbestyrelsen vil skulle indhente en udtalelse fra politiet i forbindelse med udbetalingen af anden del af hjælp til repatriering, jf. forslaget om ændring af sammensætning og udbetalingstidspunkt af hjælp til repatriering i lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.2, idet denne del forudsættes udbetalt umiddelbart efter indrejsen til det land, hvortil pågældende er repatrieret.

Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen, i muligt omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24.

Til nr. 10

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 7, at udbetaling af den resterende den af hjælp til repatriering, jf. stk. 3-6, er betinget af, at personen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen erklærer ikke at være sigtet, tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, der helt eller delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes nye stykker som stk. 2-5. Med lovforslagets § 1, nr. 13 udbetales hjælp til repatriering i tre dele, hvorefter der bl.a. for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales efter fortrydelsesfristens udløb 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. forslaget til repatrieringslovens 7 a, stk. 1, nr. 3. For andre udlændinge udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen af Danmark. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende på baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Det foreslås at ændre § 7, stk. 7, således, at henvisningen til stk. 3-6 bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, ophæves – og erstattes med nye stykker – samt suppleres af § 7 a med lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 11

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 9, at der kun kan ydes hjælp til repatriering til en udlænding, der er omfattet af § 3, stk. 3 eller 4, når udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, som har dannet grundlag for opholdstilladelsen (referencen).

Det foreslås, at der i § 7, stk. 9, der bliver til stk. 8, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1 om, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 10, at der uanset stk. 9 kan ydes hjælp til repatriering, hvis 1) udlændingen er blevet skilt fra og ikke længere samlever med referencen, 2) referencen er død, 3) udlændingen som barn er blevet familiesammenført med sine forældre og efter sit fyldte 18. år ønsker at repatriere eller 4) udlændingen har opholdstilladelse på grundlag af en familiemæssig tilknytning til en herboende søn eller datter og er omfattet af § 10, stk. 1, nr. 4.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 9 i § 7, stk. 10, der bliver stk. 9, ændres til stk. 8.

Med forslaget i § 1, nr. 9, ophæves repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes stk. 2-5. Stk. 7-12 bliver herefter stk. 6-11.

Forslaget indebærer således, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i repatrieringsloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 13

Efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen efter ansøgning hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1 eller 7. Personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds er flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v. samt andre familiesammenførte udlændinge, dels danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. herved også repatrieringslovens § 7, stk. 12, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl. Ved vurderingen af, om personen har midler til repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort fra formuebeløb, herunder i form af kapitalpension m.v., på op til 50.000 kr. for enlige og op til 100.000 kr. for ægtefæller, jf. § 7, stk. 12. En udlænding kan kun modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven én gang, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 8.

Repatrieringsloven omfatter en række former for hjælp til repatriering, som en person kan modtage efter loven. Repatrieringshjælpen udbetales som led i personens tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det beror i nogen grad på en konkret vurdering af den enkelte persons forhold, om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til repatrieringen, og i hvilket omfang der i givet fald kan ydes støtte.

Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse tilfælde opdelt i to dele. I disse tilfælde er udbetaling af den resterede del af hjælpen betinget af, at de tidsmæssige betingelser er opfyldt, hvilket typisk er tilfældet efter 12 måneder, jf. nedenfor, og at personen fortsat opholder sig som repatrieret i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Formålet med opdeling af udbetaling af hjælp til repatriering er at forhindre misbrug af ordningen. Opdelingen af støtten øger samtidig motivationen til at blive i hjemlandet. Den enkelte person skal selv rette henvendelse til de danske myndigheder med oplysninger om nuværende adresse og bankforbindelse for at få udbetalt den sidste del af hjælpen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i repatrieringslovens § 7 a indsættes en ny bestemmelse om opdeling af udbetalingen af hjælp til repatriering. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen – i lighed med gældende regler – fortsat vil skulle foretage en formuevurdering forud for bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 12. Det foreslås, at de anførte beløb i forslaget til repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent, og at beløbene vil fremgå af den årlige vejledning om satser.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., at hjælp til repatriering udbetales i tre dele, således at der umiddelbart før udrejsen udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 15.000 kr. pr. person under 18 år til dækning af udgifter til afrejse og ankomst.

Bestemmelsen har til formål at forhindre misbrug af repatrieringsordningen, således at størstedelen af hjælp til repatriering udbetales efter indrejsen til det land, hvortil den pågældende er repatrieret, mens en mindre del af hjælpen udbetales her i landet. Forslaget har samtidig til formål at sikre, at den person, der er blevet bevilget hjælp til repatriering, indrejser i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil pågældende har nær tilknytning, i overensstemmelse med afgørelsen om hjælp til repatriering.

Det er endvidere hensigten med forslaget at forenkle administrationen af repatrieringsordenen, idet kommunalbestyrelsen efter den foreslåede ordning ikke vil skulle tage stilling til ansøgerens konkrete behov for en lang række ydelsestyper i forbindelse med behandling af ansøgning om hjælp til repatriering, medmindre ansøgeren selv angiver at have konkrete behov for lægeordineret medicin m.v.

Forslaget indebærer, at hjælp til repatriering fremover vil blive udbetalt i tre dele.

Første del af repatrieringshjælpen vil i medfør af den foreslåede ordning omfatte dækning af udgifter til rejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, og hjælp til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted.

Første del af repatrieringshjælpen vil efter forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el. lign.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning før udrejsen derudover kan udbetales udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende dokumenterer at have et særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer, der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der kan bevilliges til medbragt lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., vil – foruden det faste beløb – endvidere kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der vil være tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det er en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen allerede har brugt her i landet.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til indledende etablering.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at øge motivationen for en repatrieret person til at indrejse i det land, pågældende har tilkendegivet at ville repatriere til, i overensstemmelse med afgørelsen om hjælp til repatriering.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil anden del af hjælp til repatriering omfatte hjælp til etablering i det land, den pågældende repatrierer til, uanset de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn.

De bevilligede beløb er faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering.

Forslaget indebærer, at for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, indgår i anden del af repatrieringshjælpen endvidere et støttebeløb på 15.000 kr. (2021-niveau) med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Beløbet vil kunne udbetales til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved forudsættes, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.

Efter forslaget vil der umiddelbart før udrejsen desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunktet for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil der ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at der for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, efter fortrydelsesfristens udløb.

Bestemmelsen har bl.a. til formål at sikre, at størstedelen af den samlede hjælp til repatriering udbetales, når den repatrierede person endeligt har opgivet sin tilværelse i Danmark med henblik på at tage varig bopæl og etablere sig i repatrieringslandet. Den repatrierede person vil således fra dette tidspunkt ikke længere have mulighed for at fortryde sin repatriering.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 80.000 kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år. Tredje del af repatrieringshjælpen vil omfatte hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering vil – i lighed med de gældende regler for udbetaling af anden del af visse ydelser – være betinget af, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller – hvis den pågældende har søgt om forlængelse af fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2 – at fortrydelsesretten er udløbet. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat de øvrige betingelser i repatrieringsloven er opfyldt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at for andre udlændinge udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 80.000 kr. (2021-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. (2021-niveau) pr. person under 18 år. Tredje del af repatrieringshjælpen vil omfatte hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Forslaget indebærer, at udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering for personer, som ikke er omfattet af fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2 – i lighed med de gældende regler for udbetaling – vil være betinget af, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat de øvrige betingelser i repatrieringsloven er opfyldt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 1. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales hjælp til repatriering udbetales i tre dele, således at der umiddelbart før udrejsen udbetales 25.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 15.000 kr. pr. person under 18 år, til dækning af udgifter til afrejse og ankomst, når den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra det danske statsborgerskab.

Første rate af repatrieringshjælpen vil omfatte dækning af udgifter til rejsen til det land, personen repatrierer til, og udgifter til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted. Første del af repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt i Danmark så tæt som muligt på udrejsen.

Efter forslaget er det for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab en betingelse for at få udbetalt første del af hjælp til repatriering, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra deres danske statsborgerskab.

De bevilligede beløb er faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning umiddelbart før udrejse derudover kan udbetales udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende har særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunalbestyrelsen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der kan bevilliges til medbragt lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Forslaget indebærer endvidere, at eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.000 kr., vil – foruden det faste beløb – kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der er tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det vil være en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen allerede har brugt her i landet.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 70.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 85.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 40.000 kr. pr. person under 18 år, til udgifter til indledende etablering i det pågældende land.

Anden del af repatrieringshjælpen omfatter hjælp til etablering i det land, hvortil pågældende repatrierer til, uanset de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn. Anden del af repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Forslaget indebærer, at for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, indgår efter forslaget i anden del af repatrieringshjælpen endvidere et støttebeløb på 15.000 kr. (2021-niveau) med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Beløbet udbetales kun til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren ikke må antages at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved forudsættes, at pågældende ikke er erhvervsaktiv.

Efter forslaget vil der umiddelbart før udrejse desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunktet for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil der kunne ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., at der udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Det er en betingelse for udbetaling af den tredje del af repatrieringshjælpen, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Ansøgningen om ubetinget løsning fra statsborgerskabet skal indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Dokumentation for henholdsvis betinget og ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab i form af henholdsvis betinget og ubetinget løsningsattest skal sendes til den kommunalbestyrelse, som forestår udbetalingen af hjælp til repatriering.

I tilfælde hvor den danske statsborger ikke fremlægger en ubetinget løsningsattest inden for den i 3. pkt., angivne frist, opfylder den pågældende ikke betingelserne for at modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven. Kommunalbestyrelsen skal i sådanne tilfælde træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales 80.000 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 45.000 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Forslaget indebærer, at det tillige er et krav for udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, at eventuelle børn født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1, som følger den repatrierende forælder, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Der vil således være tale om børn, som er sammen med den repatrierende forælder i dennes hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varigt ophold dér. Der stilles ikke krav om betinget løsning af disse børn, idet børnene er født efter den repatrierende forælder har dokumenteret at være betinget løst fra sit danske statsborgerskab.

Det forudsættes, at ansøgningen om ubetinget løsning på vegne af disse børn indgives samtidig med ansøgning om ubetinget løsning fra den repatrierende forælder og eventuelle børn omfattet af repatrieringen, og at forælderen og børnene løses ubetinget fra dansk statsborgerskab samtidig. I tilfælde af, at en repatrieret forælder får et barn, efter den pågældende har indgivet ansøgning om ubetinget løsning, men før der er truffet afgørelse om ubetinget løsning, skal den pågældende forælder ansøge om løsning også på dette barns vegne, og fremsende dokumentation for ubetinget løsning til kommunen, før der kan ske udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2, 3. pkt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., at efter ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med 12 måneder.

En ansøgning om forlængelse af fristen på yderligere 12 måneder skal indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten inden udløbet af den i 3. pkt. fastsatte frist på 12 måneder.

En ansøgning om forlængelse af fristen på 12 måneder kan imødekommes for en kortere eller længere periode på op til 12 måneder. Fristen vil som udgangspunkt blive forlænget med 12 måneder, medmindre der i ansøgningen konkret er anmodet om forlængelse af fristen for en kortere periode.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt., at ansøgningen som nævnt i 3. pkt., medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, skal indgives inden udløbet af fristen i

1. pkt.

Forslaget indebærer, at kun i helt undtagelsesvise tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder, kan der ses bort fra en fristoverskridelse. Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der kan ses bort fra en fristoverskridelse, kan der blandt andet lægges vægt på længden af fristoverskridelsen, årsagen dertil samt hvilken betydning en forlængelse af den generelle fortrydelsesret på 12 måneder vil have for den pågældende.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 7 a, stk. 1.

Det foreslås i § 7 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan hæve beløbet, der udbetales til dækning af udgifter til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1 til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave, med højst 10.000 kr. pr. person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at udbetalingen af første del og andel del af hjælp til repatriering kan tilpasses ansøgerens behov for nødvendig hjælp ved tilbagevenden. Den foreslåede ydelsesstruktur vil således, uanset at ydelserne som udgangspunkt består i faste rater, kunne tilpasses den enkelte ansøgers særlige behov og ønsker.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen kan hæve beløbet med højst 10.000 kr. pr. person, der udbetales til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1 og 2, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Det er en betingelse, at det kan dokumenteres, at det forhøjede beløb anvendes til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave. Bestemmelsen vil således ikke have betydning for det samlede beløb for hjælp til repatriering efter forslaget, men der vil alene være tale om en omstrukturering af beløbene.

Forslaget betyder, at hvis en person ved tilbagevenden f.eks. ønsker hjælp til dækning af udgifter til at medtage store mængder indbo til repatrieringslandet, kan tilsvarende udgifter fratrækkes i anden del af hjælp til repatriering, som udbetales efter indrejsen til repatrieringslandet med henblik på midlertidig etablering.

Det foreslås i § 7 a, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering. Det forventes, at bemyndigelsesbestemmelsen navnlig vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering, herunder en oplysningspligt for ansøgeren over for det pengeinstitut, der vil skulle bistå ansøgeren med at overføre penge i forbindelse med repatrieringen. Formålet hermed er at imødekomme de regler om kundekendskab m.v., som pengeinstitutterne er underlagt i relation til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Relevante oplysninger, som vil skulle videregives til pengeinstituttet, kan f.eks. være ID-dokumentation, forventet adresse i hjemlandet, kontaktoplysninger i hjemlandet m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om f.eks. behandlingen af ansøgninger om hjælp til repatriering.

Til nr. 14

Det følger af repatrieringslovens § 9, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af dokumentation for ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum som § 9, stk. 1, 1. pkt., hvorefter kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en udlænding eller dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab afstår fra at repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt, inden udrejse.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære en obligatorisk tilbagebetalingspligt, hvis en udlænding eller dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab afstår fra at repatriere, eller sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt, inden udrejse, og den pågældende udlænding eller danske statsborger allerede har fået udbetalt en del af hjælpen til repatriering, f.eks. hjælp til transportudgifter eller anskaffelse af nationalitetspas i forbindelse med hjemrejsen.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 20, om særskilt regulering af reglerne om tilbagebetaling udstedt i medfør af repatrieringsloven, ligeledes vil regulere situationer, hvor den pågældende afstår fra eller fortryder repatrieringen inden udrejsen.

Til nr. 15

Det følger af repatrieringslovens § 9, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af dokumentation for ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Der er alene tale om en sproglig ændring af formuleringen af § 9, 1. pkt., der bliver 2. pkt., som følge af ændringen i lovforslagets § 1, nr. 14.

Der er således tale om en videreførelse af den gældende retstilstand, og der er ikke tiltænkt andre ændringer som følge af den ændrede bestemmelse.

Til nr. 16

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse.

Endvidere fremgår det af § 9, 2. pkt., at tilsvarende gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Det fremgår at repatrieringslovens § 7, stk. 3-6, at for danske statsborger med dobbelt statsborgerskab udbetales første del af hjælp til etablering, jf. stk. 2, nr. 4, hjælp til sygeforsikring, jf. stk. 2, nr. 6, udgifter til skolegang, jf. stk. 2, nr. 9, samt udgifter til behandling, ved tilbagevenden, når pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra det danske statsborgerskab, og den resterende del af denne hjælp, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Efter ansøgning kan fristen forlænges med 12 måneder, og ansøgningen skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af den angivne frist på 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Med lovforslaget til § 1, nr. 9, ophæves repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet for indsættes nye stykker som stk. 2-5. Med lovforslagets § 1, nr. 13, indsættes en ny bestemmelse i § 7 a, hvorved tredje del af hjælp til repatriering udbetales for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt. Efter ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgningen som nævnt i 3. pkt. skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 3-6, bliver til § 7 a, stk. 2, nr. 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, ophæves – og erstattes af nye stykker – samt suppleres af repatrieringslovens § 7 a med lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 17

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 3. pkt., at kommunalbestyrelsen endvidere skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet for indsættes fire nye stykker som stk. 2-5. Repatrieringslovens § 7, stk. 7-12, bliver herefter stk. 6-11.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 3. pkt., der bliver 4. pkt., ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 7, bliver til § 7, stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, ophæves, og stk. 2-5 indsættes som nye stykker, hvorefter § 7, stk. 7-12, bliver stk. 6-11.

Til nr. 18

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, 4. pkt., at hvis retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, er bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf.

Hjælp til repatriering omfatter efter omstændighederne bl.a. hjælp til etablering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet eller det tidligere opholdsland, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7, stk. 2, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 5.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5. Med lovforslagets § 1, nr. 13, udbetales resterende del – dvs. den tredje del – af hjælp til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge udbetales tredje del af hjælp til repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3. Med forslaget til § 1, nr. 13, udbetales endvidere tredje del af hjælp til repatriering for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales tredje del af repatrieringshjælpen, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 4. pkt., der bliver 5. pkt., ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5, ophæves – og erstattes af nye stykker – samt suppleres af repatrieringslovens § 7 a med lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 19

Det følger af repatrieringslovens § 9, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af dokumentation for ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Det følger af § 95, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at tilbagebetalingskravet opkræves af kommunen eller af Udbetaling Danmark efter regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med skatteministeren. Det kan herunder fastsættes, at en betalingsaftale bortfalder, hvis skyldneren trods påkrav udebliver med ydelser.

Af § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik følger, at tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 3 år efter hjælpens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Det fremgår desuden af § 95, stk. 2, 2. og 3. pkt. i lov om aktiv socialpolitik, at såfremt tilbagebetalingskravet overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. (om tilbagebetalingskravets bortfald efter 3 år) ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden finder forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

§ 95, stk. 2, 2. og 3. pkt., medfører således, at forældelsesloven finder anvendelse fra tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen er herefter den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Dette medfører, at forældelse indtræder 3 år fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, 5. pkt., ophæves.

Det forudsættes med den foreslåede ordning, at der i stedet for reguleringen efter § 95 i lov om aktiv social politik vil blive udstedt en bekendtgørelse om opkrævning af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, hvorved muligheden for opkrævning reguleres. Adgangen for kommunalbestyrelsen til at opkræve hjælp til repatriering efter fortrudt repatriering vil således afvige fra kommunalbestyrelsens øvrige adgang til at opkræve tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik m.v.

Der henvises til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til bemærkningerne til § 1, nr. 20.

Til nr. 20

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7, stk. 3-6 (fremlæggelse af dokumentation for ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark), er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter § 7, stk. 7, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. Er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf. § 95 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om regulering af tilbagebetalingskrav ved fortrudt repatriering.

Bemyndigelsen forventes at ville blive udmøntet til at fastsætte nærmere regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, herunder at tilbagebetalingskravet ved fortrudt repatriering vil kunne opretholdes i en længere periode og på den baggrund sikre en ordning, der i højere grad hindrer misbrug.

På den baggrund forventes det, at der vil blive etableret hjemmel til indgå afdragsordninger for personer, der efter genindrejse i Danmark modtager visse ydelser, herunder selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, kontanthjælp m.v., således at der ikke – som i dag – efter 3 år vil kunne ydes henstand i disse sager, og at tilbagebetaling således reelt bliver muligt i et flertal af disse sager.

Der forventes efter den foreslåede ordning, at der fortsat vil være sager, hvor den pågældendes betalingsevne vil være så beskeden, at en afdragsordning, uanset størrelsen på tilbagebetalingskravets og de fastsatte afdrag, ud fra en samlet proportionalitetsafvejning, ikke vil kunne fastsættes.

Endelig forventes det med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse, at regler om tilbagebetaling i situationer, hvor den pågældende fortryder repatrieringen, eller hvor sagsbehandlingsforløbet på anden vis afbrydes, allerede inden udrejsen, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, tilsvarende vil skulle reguleres nærmere i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse med mulighed for fastsættelse af afdragsordning m.v.

Der henvises til afsnit 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21

Det fremgår af repatrieringslovens § 9 a, stk. 4, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan træffe afgørelse om, at hjælp til repatriering, som ikke er udbetalt, kan ydes, når personen ikke længere unddrager sig strafforfølgning, jf. stk. 1, eller straffuldbyrdelse, jf. stk. 2, såfremt betingelserne for udbetaling af hjælp til repatriering efter § 7, stk. 1 og 9, i øvrigt er opfyldt.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 9 i repatrieringslovens § 9 a, stk. 4, ændres til stk. 8.

Med forslaget i § 1, nr. 9, ophæves repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, og i stedet indsættes stk. 2-5. Stk. 7-12 bliver herefter stk. 6-11.

Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, indebærer således, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i repatrieringsloven.

Der er alene tale om en konsekvensrettelse. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 22

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5. Med lovforslagets § 1, nr. 13, udbetales resterende del – dvs. den tredje del – af hjælp til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge udbetales tredje del af hjælp til repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3. Med forslaget til § 1, nr. 13, udbetales endvidere tredje del af hjælp til repatriering for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales tredje del af repatrieringshjælpen, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, b, stk. 1 ændres, således at henvisningen til § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9, hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2, og stk. 5, ophæves – og erstattes af nye stykker – samt suppleres af repatrieringslovens § 7 a med lovforslagets § 1, nr. 13.

Til nr. 23

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, er bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum som repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 2. pkt., hvorefter bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering er betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Med forslaget indsættes det nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 9 b, der blev indsat i repatrieringsloven ved lov nr. 130 af 30. januar 2021, som et nyt 2. punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1. Der er ikke i øvrigt foretaget ændringer i ordlyden af det nuværende stk. 2, der bliver 2. punktum i § 9 b.

Forslaget, der skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 22, hvorefter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, nyaffattes, har alene til formål at sikre en mere hensigtsmæssig opbygning af bestemmelsen i lovteknisk henseende.

Til nr. 24

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, er bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse eller opholdsret, hvis en udlænding opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen efter tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde hjælp til repatriering træffer afgørelse om bortfald af en udlændings opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 21 b, medfører ikke i sig selv, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering bortfalder efter repatrieringslovens § 9 b. Der henvises herved i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, nyaffattes, således at kommunalbestyrelsen endvidere træffer afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 2, nr. 4, 6 og 9, og stk. 5, som bliver til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3 og stk. 2, nr. 2 og 3, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21 b.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 21, hvorefter den gældende bestemmelse i repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, indsættes som et nyt punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering bortfalder, hvis Udlændingestyrelsen måtte træffe afgørelse om, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder efter udlændingelovens § 21 b. Herved sikres det, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering vil bortfalde, hvis udlændingen opholder eller har opholdt sig uden for Danmark, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for Danmark deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det er uden betydning for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, hvornår den aktivitet, der kan føre til bortfald af opholdstilladelsen, har fundet sted, så længe Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 21 b efter det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde hjælp til repatriering efter repatrieringslovens § 7. Også aktiviteter, der har fundet sted forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde hjælp, men hvor Udlændingestyrelsen ikke forud for kommunalbestyrelsens afgørelse har taget stilling til eller måtte være bekendt med aktiviteten, omfattes dermed af den foreslåede bortfaldsordning. I sager, hvor en udlændings opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde hjælp, er udlændingen ikke omfattet af repatrieringslovens anvendelsesområde og kan dermed ikke modtage hjælp til repatriering.

For udlændinge er det bl.a. en forudsætning for udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet og fortrydelsesretten udløbet, jf. udlændingelovens § 17 a og repatrieringslovens § 7, stk. 3-6. Anmoder en udlænding om udbetaling af den resterende del af hjælpen forud for, at fortrydelsesretten er udløbet, kan kommunalbestyrelsen afvise anmodningen. Er en repatrieret udlændings opholdstilladelse bortfaldet efter udlændingelovens § 17 a, vil Udlændingestyrelsen ikke efterfølgende have anledning til at tage stilling til, om en aktivitet omfattes af bortfaldsbestemmelsen i udlændingelovens § 21 b. Det følger heraf, at en afgørelse om bortfald af den resterende del af hjælpen under henvisning til, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, i praksis vil kunne træffes indtil det tidspunkt, hvor den repatrierede udlændings opholdstilladelse ellers bortfalder i medfør af udlændingelovens § 17 a.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af den resterende del af hjælpen straks efter, at kommunalbestyrelsen er blevet bekendt med, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 44 a, stk. 1, nr. 4, uden udlændingens samtykke kan og også skal videregive oplysninger om, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen senest har haft bopæl. Udlændingestyrelsen skal også underrette kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen om bortfald efter udlændingelovens § 21 b senere omgøres eller ophæves. Modtager kommunalbestyrelsen fra Udlændingestyrelsen oplysninger om, at en udlændings opholdstilladelse er bortfaldet, vil kommunalbestyrelsen således af egen drift straks skulle undersøge, om udlændingen modtager eller har udsigt til at skulle modtage støtte efter repatrieringsloven, som med forslaget efter omstændighederne skal bortfalde. Omgøres eller ophæves afgørelsen om bortfald efter udlændingelovens § 21 b, efterbetales den resterende del af hjælpen, forudsat at de øvrige betingelser for udbetaling af ydelsen var opfyldt, jf. repatrieringslovens § 9 b.

Til nr. 25

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 4, 1. pkt., vurderer Udlændingestyrelsen, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og om der foreligger oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et forhold omfattet af repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, jf. stk. 3.

Med forslaget til § 1, nr. 21, indsættes der et yderligere punktum i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, hvorefter bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering er betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen. Med forslaget til § 1, nr. 21, indsættes det nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 9 b således som et nyt 2. pkt. i repatrieringslovens § 9 b, stk. 1.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9 b, stk. 4, 1. pkt., ændres, således at (henvisningen til) stk. 1 bliver til stk. 1, 1. pkt.

Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 23, betyder, at Udlændingestyrelsen fortsat alene skal vurdere, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., men fortsat ikke, om det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 7, og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen, jf. forslaget til repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 26

Det følger af repatrieringslovens § 2, at der ved repatriering efter loven forstås personers frivillige tilbagevenden til deres hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl.

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, nr. 4, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis personen på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det foreslås, at der i § 10, stk. 1, nr. 4, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning«.

Forslaget er en konsekvens af, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 27

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, hvis personen ikke har midler, som kan dække behovet for reintegrationsbistand (nr. 1), ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl (nr. 2), har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år (nr. 3) og på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland (nr. 4).

Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk. 2, at personen, i stedet for en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år efter stk. 1, kan, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1, anmode om at modtage en løbende, månedlig livslang reintegrationsbistand, som udgør 80 pct. af reintegrationsbistanden efter stk. 1. Anmodningen er uigenkaldelig.

Videre fremgår det af repatrieringslovens 10, stk. 3, at kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supplerende løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 7, og som er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den supplerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr. måned. I stedet for en løbende, månedlig ydelse i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en løbende, månedlig, livslang ydelse på 800 kr. Beløbene reguleres ikke, men er permanente. Anmodningen er uigenkaldelig.

Repatrieringslovens § 10, stk. 4-7, regulerer en række regler vedrørende genoptagelse af sager om reintegrationsbistand, medtagelse af pension, Udbetaling Danmarks administration af udbetalingen, fastsættelse af størrelsen af reintegrationsbistanden og terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret.

Det foreslås i § 10, stk. 4, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen ud over betingelserne oplistet i stk. 1 kun kan udbetale den løbende, månedlige reintegrationsbistand, hvis ansøgeren frem til udbetalingstidspunktet ikke er registreret som sigtet i Kriminalregisteret. Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om afslag på løbende, månedlig reintegrationsbistand, såfremt ansøgeren frem til tidspunktet for udrejsen registreres som sigtet for en lovovertrædelse, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret.

Idet ikke alle sigtelser må forventes at føre til domfældelse, eller hvis sigtelsen viser sig at være grundløs eller ikke at medføre straf, der ikke har betydning for pågældendes adgang til at modtage reintegrationsbistand, herunder bødestraf eller lignende, vil kommunalbestyrelsen i øvrigt skulle vejlede om muligheden for at søge om reintegrationsbistand på ny i tilfælde af afslag på baggrund af den registrerede sigtelse i Kriminalregisteret. Konsekvensen af et afslag på ansøgning om reintegrationsbistand, hvor sigtelsen efterfølgende viser sig at være grundløs, sigtelsen opgives eller sigtelsen fører til en dom, der ikke har betydning for, hvorvidt pågældende er omfattet af repatrieringslovens personkreds, er således ikke udslagsgivende for personens overordnede mulighed for at repatriere med støtte efter repatrieringsloven på sigt.

Øvrige familiemedlemmer vil efter den foreslåede bestemmelse ikke skulle bøde for forhold, som alene kan henføres til et familiemedlem. Ansøgerens familiemedlemmer vil således kunne blive bevilget repatrieringsstøtte, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt, uanset at ansøgeren måtte blive meddelt afslag på repatrieringsstøtte pga. en verserende sigtelse. Der vil dog kunne forekomme tilfælde, hvor en sigtelse vil kunne medføre, at familiemedlemmet ikke vil kunne repatriere, hvis familiemedlemmet efter reglerne i repatrieringslovens § 7, stk. 9, der som følge af lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive stk. 8, kun kan repatriere sammen med referencen.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på reintegrationsbistand efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., vil kunne indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. repatrieringslovens § 12, stk. 1.

Det foreslås i § 10, stk. 4, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om afslag på den løbende, månedlige reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Forslaget indebærer, at den relevante kommune ved behandling af ansøgninger om den løbende, månedlige reintegrationsbistand kan træffe afgørelse om afslag på reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det vil efter forslaget bero på et konkret skøn, der foretages af den relevante kommune, om der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (»grund til at antage«), der foretages på baggrund af en udtalelse fra politiet, jf. forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt.

Der henvises til bemærkningerne til § 10, stk. 5, 2. pkt.

Det foreslås i § 10, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er registreret sigtet for en lovovertrædelse i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1. pkt.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med modtagelsen af en ansøgning om reintegrationsbistand konkret vil skulle rette henvendelse til politiet og anmode om en udtalelse om de eventuelle verserende sigtelser, der efter kriminalregisterbekendtgørelsen er registreringspligtige i Kriminalregisteret. Der er således ikke med forslaget lagt op til, at kommunalbestyrelsen selv skal have adgang til hverken at se eller lave registreringer i Kriminalregisteret. Det forudsættes i den forbindelse, at politiet afgiver en udtalelse, der alene konstaterer om ansøger er registreret i Kriminalregisteret med en sigtelse. Er ansøgeren på ansøgningstidspunktet registreret med en verserende sigtelse indebærer den foreslåede ordning, at kommunalbestyrelsen vil skulle give afslag på ansøgningen om reintegrationsbistand.

Efter forslaget vil en sigtelse kunne føre til afslag på repatrieringsstøtte under forudsætning af, at sigtelsen for den pågældende lovovertrædelse er registreringspligtig i Kriminalregisteret og dermed kommer til kommunalbestyrelsens kendskab i forbindelse med indhentelse af en udtalelse fra politiet om eventuelle registreringer i Kriminalregisteret.

I forbindelse med en afgørelse om bevilling af reintegrationsbistand vil kommunalbestyrelsen skulle give tilsagn til ansøgeren om, at kommunalbestyrelsen har vurderet, at pågældende er berettiget til den ansøgte støtte under forudsætning af, at pågældende ikke frem til udrejsen sigtes for kriminalitet, der er registreringspligtig i Kriminalregisteret. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen på ny vil skulle indhente oplysninger fra politiet om eventuelle registreringer i Kriminalregisteret inden udbetalingen af reintegrationsbistanden, hvis den tidsmæssige udstrækning mellem bevilling og udrejse – og dermed udbetalingen – f.eks. pga. sygdom, rejsehindringer eller andre forsinkelser, der på anden vis afbryder sagsbehandlingsforløbet, rækker ud over en længere periode.

Såfremt den pågældende er registreret sigtet på udrejsetidspunktet, vil reintegrationsbistanden bortfalde.

Det forudsættes med lovforslaget, at politiet vil kunne videregive oplysninger om eventuelle sigtelser til kommunalbestyrelsen på baggrund af kommunalbestyrelsens anmodning herom med henblik på at træffe afgørelse om afslag på reintegrationsbistand, jf. forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 1. pkt., uden at der forinden vil skulle indhentes samtykke fra ansøgeren eller foretages en vurdering i hver enkelt sag af, om oplysningerne konkret kan videregives. Dette vil sikre effektive og hensigtsmæssige rammer for kommunalbestyrelsens behandling af ansøgning om repatrieringsstøtte.

Politiet vil i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 10, stk. 5, 1. pkt., i muligt omfang omfatte personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 1. pkt.

Om forholdet til forvaltningsloven og de databeskyttelsesretlige regler henvises til afsnit 3 om forholdet til de databeskyttelsesretlige regler.

Det foreslås i § 10, stk. 5, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om løbende, månedlig reintegrationsbistand endvidere indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen indhenter en udtalelse fra politiet forud for afgørelsen om løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis kommunalbestyrelsen finder, at der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Indikationer på, at ansøgeren har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan eksempelvis bero på indberetninger til kommunen om, at der er mistanke om, at den pågældende er radikaliseret eller udviser anden mistænkelig adfærd, eller hvis kommunen i øvrigt som led i det kommunale forebyggende arbejde er bekendt med anmærkning på den pågældende om aktiviteter på de sociale medier, ytringer m.v. Det kan også eksempelvis bero på henvendelser om bekymringer for ekstremisme til infohusene, der er et formaliseret samarbejde mellem politi, kommune og andre relevante myndigheder.

Anmodningen sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om reintegrationsbistanden.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil efter forslaget bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af udtalelsen fra politiet træffe afgørelse om løbende, månedlig reintegrationsbistand.

Det vil i politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, der kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden bl.a. være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det er således ikke et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil efter forslaget være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der værnes af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Efter forslaget vil en person være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om løbende, månedlig reintegrationsbistand.

En person vil efter forslaget være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffeloven § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil efter forslaget ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i en konfliktzone for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand.

Begrebet »konfliktområde« skal i denne henseende forstås som det geografiske område, hvor kampene foregår.

Det betyder, at der efter forslaget vil kunne meddeles afslag på en ansøgning om løbende, månedlig reintegrationsbistand efter den foreslåede bestemmelser, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, at der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om løbende, månedlig reintegrationsbistand på baggrund heraf.

Politiet vil efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., skulle afgive en udtalelse til kommunalbestyrelsen om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende vil deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Politiet vil i den forbindelse skulle høre PET, hvis politiet vurderer, at det er nødvendigt.

Politiets udtalelse vil i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt forud herfor foretager undersøgelser forud for udtalelsen, f.eks. ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

De oplysninger, som politiets udtalelse vil være baseret på, vil i vidt omfang kunne stamme fra PET. Efterretningstjenesten indhenter og indsamler således oplysninger af denne karakter som led i varetagelsen af tjenestens opgave med bl.a. at forebygge, efterforske og modvirke handlinger, der udgør eller vil kunne udgøre en fare for Danmark som et selvstændigt, demokratisk og sikkert samfund.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge reintegrationsbistand, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis oplysningerne stammer fra udenlandske partnere eller kilder, idet sådanne oplysninger som udgangspunkt ikke vil kunne fremlægges under behandlingen af sagen. I sådanne tilfælde vil PET ikke videregive oplysningerne til politiet, men derimod tilkendegive over for politiet, at PET ikke kan bidrage med oplysninger om ansøgeren. Politiet vil på den baggrund tilkendegive over for kommunalbestyrelsen, at politiet ikke er i besiddelse af oplysninger, der giver grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Kommunen vil herefter ikke kunne træffe afgørelse om at nægte at bevilge reintegrationsbistand på baggrund af sådanne oplysninger.

Efter forslaget vil politiets udtalelse herefter alene i det omfang, politiet vurderer, at det er relevant at høre PET, være baseret på oplysninger fra PET. Det bemærkes i den forbindelse, at der af hensyn til PET’s arbejde kan være situationer, hvor PET er i besiddelse af oplysninger om ansøgeren, som efter omstændighederne ikke oplyses til kommunalbestyrelsen.

Hvis PET derimod udelukkende er i besiddelse af oplysninger, der på grund af oplysningernes karakter ikke kan videregives til politiet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge reintegrationsbistand i den konkrete sag, vil der – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde – i politiets udtalelse ikke være noget til hinder for, at reintegrationsbistanden kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiet i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen efter forslaget til § 10, stk. 5, 2. pkt., i muligt omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, således at vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe i medfør af forslaget til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om løbende, månedlig reintegrationsbistand vil efter den foreslåede bestemmelse skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om reintegrationsbistand.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på en ansøgning om løbende, månedlig reintegrationsbistand til den pågældende, såfremt politiet tilkendegiver, at der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil efter forslaget således være kommunalbestyrelsen, – der på baggrund af politiets udtalelse – vil kunne træffe afgørelse om, at reintegrationsbistand ikke kan ydes.

Et sådant afslag vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og beslutningen om at meddele afslaget vil således skulle ske i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at loven gælder for behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, samt øvrige forvaltningsretlige regler og grundsætninger.

Efter forslaget vil politiet videregive de oplysninger til kommunalbestyrelsen, der danner grundlag for politiets udtalelse.

Det bemærkes, at det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at håndhævelsen af den foreslåede bestemmelse om indhentelse af en udtalelse fra politiet til brug for behandling af sager om reintegrationsbistand, kan være forbundet med en række udfordringer i forhold til blandt andet at sikre bevisgrundlaget i de enkelte sager. Det kan således i praksis blandt andet vise sig vanskeligt at indhente relevante oplysninger, hvis PET på baggrund af oplysningernes karakter ikke kan videregive oplysningerne til politiet. Sådanne udfordringer kan have en afsmittede effekt i forholdet til antallet af afgørelser om at nægte reintegrationsbistand ud fra sikkerhedsmæssige årsager.

Den foreslåede ordning vil desuden medføre, at kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på reintegrationsbistand efter repatrieringsloven, der er begrundet med henvisning til repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., ikke vil kunne indbringes for Ankestyrelsen. Afgørelsen vil derimod kunne indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 10, stk. 6, 1. og 2. pkt., at konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med den årlige indhentelse af udtalelse fra politiet, at den pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, tilbageholdes den løbende, månedlige ret til reintegrationsbistand, indtil der afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for den årlige indhentelse af oplysninger fra politiet sket domfældelse ved endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, eller fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom, bortfalder retten til den løbende, månedlige reintegrationsbistand.

Den foreslåede model er, for så vidt angår undersøgelserne i forbindelse med udbetaling af den løbende, månedlige reintegrationsbistand, knyttet op på sigtelser eller domme efter straffebestemmelser, der efter udlændingelovens § 22, nr. 4-9, vil kunne føre til udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet og uanset længden af den idømte frihedsstraf. Der vil således være tale om lovovertrædelser for en række særligt grove kriminalitetsformer, herunder narkotikasmugling, seksualforbrydelser, vold, manddrab m.v. Den foreslåede bestemmelse er således et udtryk for, at kriminalitet af mindre alvorlig kriminalitet ikke bør føre til tilbageholdelse og bortfald af den løbende, månedlige reintegrationsbistand.

Det følger af den foreslåede ordning, at Udbetaling Danmark, såfremt pågældende løbende i forbindelse med udbetalingen af reintegrationsbistand er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser, ikke vil skulle foretage en selvstændig vurdering efter udlændingelovens § 26, stk. 2, hvorefter udvisning efter § 22, nr. 4-9, vil skulle ske, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmark internationale forpligtelser, henset til at spørgsmålet om modtagelse af repatrieringsstøtte ikke fordrer en vurdering af det fortsatte opholdsgrundlag i Danmark, og at den foreslåede ordning i øvrigt tager udgangspunkt i lovovertrædelsens alvor og ikke spørgsmålet om udvisning.

Forslaget indebærer desuden, at den resterende del af den løbende, månedlige reintegrationsbistand tilbageholdes, indtil der falder endelig dom i sagen, hvis den pågældende er sigtet for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om repatrieringsstøtte. Ligeledes indebærer forslaget, at den resterende del af reintegrationsbistanden bortfalder, såfremt sigtelsen fører til domfældelse ved endelig dom efter de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser, eller der allerede på tidspunktet for opslaget i Kriminalregisteret foreligger domfældelse ved endelig dom efter de nævnte bestemmelser.

Ved endelig dom forstås, at anklagemyndigheden eller tiltalte skal have udtømt ankemulighederne. Er der således truffet afgørelse i en straffesag i eksempelvis byretten, og er den pågældende fundet skyldig for en af de i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, nævnte bestemmelser begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering, vil den resterende del af hjælp til repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til tidspunktet for udløbet af anklagemyndighedens og tiltaltes ankefrist på 14 dage. Har tiltalte eller anklagemyndigheden ikke inden for denne frist benyttet muligheden for at anke den pågældende byretsdom, bortfalder den resterende løbende, månedlige reintegrationsbistand herefter.

Benytter anklagemyndigheden eller tiltalte sig af sin ret til at anke en eventuel byretsdom, vil den resterende del af hjælp til repatriering fortsat skulle tilbageholdes frem til afsigelsen af den endelig dom. Stadfæstes byretsdommen vil der således kunne ske bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering. Modsat vil pågældende være berettiget til den resterende løbende, månedlige reintegrationsbistand, såfremt vedkommende frifindes ved endelig dom.

Udbetaling Danmarks afgørelser om bortfald af den løbende, månedlige ret til reintegrationsbistand efter den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 10, stk. 6, 2. pkt., vil kunne indbringes for Ankestyrelsen, jf. repatrieringslovens § 12, stk. 2.

Det foreslås i § 10, stk. 6, 3. pkt., at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse om tilbageholdelse af udbetalingen ikke er en afgørelse.

Forslaget betyder, at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse over for den repatrierede person herom i medfør af forslaget ikke er en afgørelse.

Der skal således bl.a. ikke ske partshøring eller gives en begrundelse for, hvorfor udbetaling af yderligere månedlige rater af reintegrationsbistanden tilbageholdes, ligesom der ikke kan klages over tilbageholdelsen af reintegrationsbistanden.

Det kan i den forbindelse anføres, at retstilstanden også uden den foreslåede bestemmelse ville være, at Udbetaling Danmarks tilkendegivelse til en person om, at ydelsen tilbageholdes, ikke ville være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men en procesledende beslutning. Der kan herved lægges vægt på, at tilkendegivelsen ikke afgør, om den repatrierede person fortsat har ret til ydelsen og dermed afslutter sagen, men derimod kan betragtes på linje med en foreløbig justering af en løbende udbetaling. Spørgsmålet kan dog give anledning til en vis tvivl, idet der er tale om en beslutning med midlertidige faktiske virkninger for den pågældende. Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at sikre, at der ikke er uklarhed om retstilstanden.

Forslaget medfører således også, at Udbetaling Danmark, i de tilfælde hvor det er konstateret, at den pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om reintegrationsbistand, vil skulle træffe afgørelse om bortfald af den resterende del af den løbende, månedlige reintegrationsbistand, hvis der sker domfældelse efter de pågældende bestemmelser.

Det foreslås i § 10, stk. 7, at Udbetaling Danmark i forbindelse med udbetaling af den løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1 og 2, årligt i en periode på 3 år fra bevilling af reintegrationsbistanden indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt pågældende er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-9, som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om reintegrationsbistand.

Med denne del af forslaget sikres det således, at personer, for hvem den strafbare gerning først opdages efter en længere årrække, og hvor pågældende således heller ikke på ansøgningstidspunktet er registreret som sigtet i Kriminalregisteret, ligeledes vil være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen vil i øvrigt følge reglerne for forældelse af strafansvar efter straffeloven.

Den foreslåede ordning medfører, at der en gang årligt skal indhentes oplysninger om ansøgeren i Kriminalregisteret i en periode på 3 år, uanset om pågældende er bevilget den løbende, månedlige reintegrationsbistand på 5 år, jf. repatrieringslovens § 10, stk. 1, eller den løbende, månedlige livslange reintegrationsbistand, jf. repatrieringslovens § 10, stk. 2.

Det forudsættes, at politiet i forbindelse med behandlingen af sagen og afgivelsen af udtalelsen, i muligt omfang omfatter personen af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24.

Til nr. 28

Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. repatrieringslovens § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, er bortfald af den løbende månedlige reintegrationsbistand betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører. Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat.

Det foreslås at indsætte et nyt punktum som repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 2. pkt., hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden er betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører.

Endvidere foreslås det at indsætte et nyt punktum som repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 3. pkt., hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat.

Med forslaget indsættes det nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 10 b, der blev indsat i repatrieringsloven ved lov nr. 130 af 30. januar 2021, som nyt 2. og 3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1. Der er ikke i øvrigt foretaget ændringer i ordlyden af det nuværende stk. 2, der bliver 2. og 3. punktum i § 10 b, stk. 1.

Forslaget, der skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 27, hvorefter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, nyaffattes, har alene til formål at sikre en mere hensigtsmæssig opbygning af bestemmelsen i lovteknisk henseende.

Til nr. 29

Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. repatrieringslovens § 10, stk. 1-3, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, er bortfald af den løbende månedlige reintegrationsbistand betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører. Bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat.

Efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, bortfalder en opholdstilladelse eller opholdsret, hvis en udlænding opholder eller har opholdt sig uden for landet, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for landet deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre bortfald vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, kan bortfald af opholdsret kun ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed.

Den omstændighed, at Udlændingestyrelsen efter tidspunktet for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde reintegrationsbistand træffer afgørelse om bortfald af en udlændings opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 21 b, medfører ikke i sig selv, at retten til fortsat reintegrationsbistand bortfalder efter repatrieringslovens § 10 b. Der henvises herved i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, nyaffattes.

Det foreslås således efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen endvidere træffer afgørelse om, at retten til den løbende månedlige reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1-3, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21 b.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget til § 1, nr. 28, hvorefter den gældende bestemmelse i repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, indsættes som 2. og 3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om, at retten til fortsat reintegrationsbistand bortfalder, hvis Udlændingestyrelsen måtte træffe afgørelse om, at udlændingens opholdstilladelse bortfalder efter udlændingelovens § 21 b. Herved sikres det, at retten til fortsat reintegrationsbistand vil bortfalde, hvis udlændingen opholder eller har opholdt sig uden for Danmark, og der er grund til at antage, at udlændingen under opholdet uden for Danmark deltager eller har deltaget i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det er uden betydning for anvendelsen af den foreslåede bestemmelse, hvornår den aktivitet, der kan føre til bortfald af opholdstilladelsen, har fundet sted, så længe Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 21 b efter det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om at yde reintegrationsbistand efter repatrieringslovens § 10. Også aktiviteter, der har fundet sted forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde reintegrationsbistand, men hvor Udlændingestyrelsen ikke forud for kommunalbestyrelsens afgørelse har taget stilling til eller måtte være bekendt med aktiviteten, omfattes dermed af den foreslåede bortfaldsordning. I sager, hvor en udlændings opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om at yde reintegrationsbistand, er udlændingen ikke omfattet af repatrieringslovens anvendelsesområde og kan ikke modtage reintegrationsbistand.

Er en repatrieret udlændings opholdstilladelse bortfaldet efter udlændingelovens § 17 a, vil Udlændingestyrelsen ikke efterfølgende have anledning til at tage stilling til, om en aktivitet omfattes af bortfaldsbestemmelsen i udlændingelovens § 21 b. Det følger heraf, at en afgørelse om bortfald af fortsat reintegrationsbistand under henvisning til, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, i praksis vil kunne træffes indtil det tidspunkt, hvor den repatrierede udlændings opholdstilladelse ellers bortfalder i medfør af udlændingelovens § 17 a.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om bortfald af fortsat reintegrationsbistand straks efter, at kommunalbestyrelsen er blevet bekendt med, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b. Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen i medfør af udlændingelovens § 44 a, stk. 1, nr. 4, uden udlændingens samtykke kan og også skal videregive oplysninger om, at udlændingens opholdstilladelse er bortfaldet, til kommunalbestyrelsen for den kommune, hvor udlændingen senest har haft bopæl. Udlændingestyrelsen skal også underrette kommunalbestyrelsen, hvis afgørelsen om bortfald efter udlændingelovens § 21 b senere omgøres eller ophæves. Modtager kommunalbestyrelsen fra Udlændingestyrelsen oplysninger om, at en udlændings opholdstilladelse er bortfaldet, vil kommunalbestyrelsen således af egen drift straks skulle undersøge, om udlændingen modtager eller har udsigt til at skulle modtage støtte efter repatrieringsloven, som med forslaget efter omstændighederne skal bortfalde. Omgøres eller ophæves afgørelsen om bortfald efter udlændingelovens § 21 b, efterbetales den reintegrationsbistand, der er bortfaldet, forudsat at de øvrige betingelser for udbetaling af ydelsen var opfyldt i perioden, jf. repatrieringslovens § 10 b.

Endvidere foreslås det efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 2. pkt., at bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den måned, hvori afgørelsen om bortfald i medfør af udlændingelovens § 21 b er truffet.

Reintegrationsbistand udbetales månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at en udlænding er repatrieret til sit hjemland eller tidligere opholdsland, jf. § 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand. Med den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 10 b, stk. 2, 2. pkt., bortfalder udbetaling af reintegrationsbistand med virkning fra den første hele måned fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af udlændingens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b. Træffes afgørelsen midt i en måned, vil reintegrationsbistanden således bortfalde for fremtiden regnet fra den første hele måned fra afgørelsestidspunktet. Det vil i praksis betyde, at udbetaling af reintegrationsbistanden ikke vil ske med udgangen af den første hele måned efter det tidspunkt, hvor afgørelsen er truffet.

Hvis reintegrationsbistanden er udbetalt eller bogført på modtagerens konto i et pengeinstitut efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af reintegrationsbistand ikke længere er til stede, skal beløbet kræves tilbagebetalt, jf. § 10 i bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand. Tilbagebetaling forudsættes således også at kunne komme på tale i tilfælde, hvor reintegrationsbistanden vil skulle bortfalde i medfør af forslaget til § 10 b, stk. 2, men hvor dette først konstateres på et senere tidspunkt.

Til nr. 30

Efter repatrieringslovens § 10 b, stk. 4, 1. pkt., vurderer Udlændingestyrelsen, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf. stk. 1, og om der foreligger oplysninger, som giver grund til at antage, at der foreligger et forhold omfattet af stk. 1, jf. stk. 3.

Med forslaget til § 1, nr. 26, indsættes der et nyt 2. pkt. i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden er betinget af, at det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 10, stk. 1, og indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører. Endvidere indsættes der med forslaget til § 1, nr. 26, et nyt 3. pkt. i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, hvorefter bortfald af reintegrationsbistanden har virkning med udgangen af den måned, hvori det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat. Med forslaget til § 1, nr. 26, indsættes det nuværende stk. 2 i repatrieringslovens § 10 b som nyt 2. og 3. punktum i repatrieringslovens § 10 b, stk. 1.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 10 b, stk. 4, 1. pkt., ændres, således at (henvisningerne til) stk. 1 bliver til stk. 1, 1. pkt.

Forslaget, der er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 28, betyder, at Udlændingestyrelsen (fortsat) alene skal vurdere, om betingelserne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, er opfyldt, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 1. pkt., men (fortsat) ikke, om det forhold, som ville udelukke personen fra opholdstilladelse, jf. repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 1. pkt., helt eller delvist har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter repatrieringslovens § 10, og indtil det tidspunkt, hvor reintegrationsbistanden ophører, jf. forslaget til repatrieringslovens § 10 b, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 31

Det fremgår af repatrieringslovens § 12, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, bortset fra afgørelser efter § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1, kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, således, at afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 5, og § 10, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Forslaget indebærer, at kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på hjælp til repatriering og løbende, månedlig reintegrationsbistand truffet i medfør af forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 5, og § 10, stk. 7, om, at kommunalbestyrelsen i sager, hvor der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at tage til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden – i overensstemmelse med afgørelser efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1, og modsat kommunalbestyrelsens afgørelser truffet efter repatrieringsloven i øvrigt – ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det ubetænkeligt at afskære adgang til administrativ rekurs til Ankestyrelsen i sådanne sager navnlig henset til, at politiets udtalelse om hvorvidt der er grund til at antage, at ansøgeren vil tage til udlandet og der deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og om der derfor bør bevilges repatrieringsstøtte, i hovedsagen vil basere sig på oplysninger af politi- og efterretningsmæssig karakter. Der er således tale om spørgsmål, som sædvanligvis vurderes af domstolene (i sager om bl.a. bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 21 b), og som ikke ligger inden for Ankestyrelsens sædvanlige ansvarsområde i forbindelse med klagesager.

Politiets udtalelse om, hvorvidt der er grund til at antage, at pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil kunne prøves af domstolene ved indbringelse af kommunalbestyrelsens afgørelser om afslag på repatrieringsstøtte.

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter forslaget til repatrieringslovens § 7, stk. 5, og § 10, stk. 7, vil kunne indbringes for domstolene. Afgørelserne vil desuden være omfattet af Folketingets Ombudsmands kompetence, og ansøgeren vil således kunne klage over afgørelsen om afslag på hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand til ombudsmanden.

Til nr. 32

Det fremgår af repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 3, 5 og 8, er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endvidere fremgår det af § 14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 4, og § 7, stk. 3, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med 2015 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Yderligere fremgår det af § 14, stk. 3, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 6 og 9, og § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endelig fremgår det af § 14, stk. 4, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 2, nr. 2 og 10, er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Med lovforslagets § 1, nr. 9, ophæves bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2 og 3, og i stedet for indsættes nye stykker som stk. 2 og 3. Med lovforslagets § 1, nr. 13 indsættes forslaget til repatrieringslovens § 7 a.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, er fastsat i 2021-niveau og reguleres fra og med 2022 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget indebærer, at beløbene i forslaget til repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene vil fremgå af den årlige vejledning om satser.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 9 og 13, hvor bl.a. repatrieringslovens § 7, stk. 2 og 3, ophæves – og erstattes med nye stykker som stk. 2 og 3 – og § 7 a indsættes.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget er en konsekvens af nyaffattelsen af repatrieringslovens § 14, hvorved bestemmelsen tilpasses forslaget i lovforslagets § 1, nr. 13, hvor § 7 a, som indeholder ny ydelsesstruktur, indsættes.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1, bortfalder uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 (nr. 1) (asyl), § 9 b (nr. 2) (humanitært ophold), § 9 c, stk. 1(ophold efter ganske særlige grunde), i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9 b (nr. 3), § 9 c, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 (nr. 4), § 9 e (ophold efter Kosovonødloven), når tilladelsen er meddelt tidsubegrænset (nr. 5), § 9 eller 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1-5, jf. dog stk. 3 (nr. 6), eller et andet grundlag end nævnt i nr. 1-6, hvis det bestemmes efter ansøgning (nr. 7).

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 3, finder stk. 1 og 2 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 1, nr. 6, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 4, bortfalder uanset bestemmelsen i § 17 en opholdstilladelse først, når en udlænding, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, har opholdt sig uden for Danmark i mere end 3 på hinanden følgende måneder og har opholdstilladelse efter § 9 e, når tilladelsen er meddelt tidsbegrænset (nr. 1), § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 1, jf. dog stk. 5 (nr. 2), eller et andet grundlag end nævnt i nr. 1 og 2, hvis det bestemmes efter ansøgning (nr. 3).

Efter udlændingelovens § 17 a, stk. 5, finder stk. 4 kun anvendelse for en udlænding omfattet af stk. 4, nr. 2, hvis udlændingen vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen har den familiemæssige tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Det foreslås, at § 17 a, stk. 1 og 4, ændres således, at »eller det tidligere opholdsland« konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning«.

Det foreslås videre, at § 17 a, stk. 3 og 5, ændres således, at »eller det tidligere opholdsland« konsekvensrettes til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning,«.

Det betyder, at udlændinge, der er repatrieret til et land, hvortil udlændingen har nær familiemæssig tilknytning, fremover ligeledes vil være omfattet af fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a.

Forslagene er en konsekvens af, at personer omfattet af repatrieringsloven fremover også vil have mulighed for at repatriere til et andet land end de pågældendes hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der kun kan udbetales dagpenge til et medlem, som står til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. dog stk. 3 og 4. Ved rådighed forstås, at medlemmet:

1. er aktivt arbejdssøgende, herunder registrerer jobsøgningsaktiviteter i joblog på Jobnet eller i arbejdsløshedskassens digitale joblog,

2. kan og vil overtage arbejde med dags varsel,

3. kan og vil deltage i samtaler og aktiviteter i arbejdsløshedskassen, herunder selv booker samtaler med arbejdsløshedskassen,

4. kan og vil deltage i kontaktforløb, herunder i samtaler i jobcenteret og hos en anden aktør, og i aftalte aktiviteter og tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.,

5. giver jobcenteret de oplysninger, som er nødvendige for, at medlemmet kan henvises til arbejde og gives tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og

6. har bopæl og opholder sig i Danmark.

Det følger af § 62, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at et medlem, som har ret til at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, og som efter repatrieringslovens § 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, har fået tilladelse til at deltage i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering, anses for at opfylde rådighedsbetingelserne i stk. 1, under sin deltagelse heri.

Det betyder, at en person kan tage sine arbejdsløshedsdagpenge med til sit hjemland eller tidligere opholdsland, når den pågældende deltager i praktik, uddannelsesforløb eller rekognosceringsrejse efter repatrieringslovens § 6.

Det er i § 1, nr. 5, foreslået, at der i § 6, stk. 1, 1. pkt., sker en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 1, om at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land.

Som konsekvens heraf foreslås det i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., at der i § 62, stk. 4, ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning,«.

Det betyder, at medlemmet under deltagelse i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemland, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, efter repatrieringslovens § 6, vil anses for at stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, hvorfor rådighedsbetingelserne i § 62, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., anses for opfyldt. Medlemmet vil derfor kunne modtage arbejdsløshedsdagpenge under sin deltagelse heri, såfremt de øvrige dagpengebetingelser vil være opfyldt.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 3, stk. 2, nr. 5, i lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 12. februar 2021, at sygedagpenge kan udbetales under ophold i udlandet, når en person på baggrund af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 2, nr. 5, ændres »eller det tidligere opholdsland« til », det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning,«.

Forslaget betyder, at der vil kunne udbetales sygedagpenge under ophold i udlandet, ikke kun når en person på baggrund af en tilladelse efter repatrieringslovens § 6 deltager i praktik eller uddannelsesforløb eller i rekognosceringsrejser til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på senere at træffe beslutning om repatriering, men også når der er tale om et land, hvor den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, om at personer omfattet af repatrieringsloven fremover vil have mulighed for at repatriere til et andet land end deres hjemland eller tidligere opholdsland, såfremt de har nær familiemæssig tilknytning til det pågældende land, samt den deraf foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 6, til § 6 i repatrieringsloven.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. august 2021, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelsen i lovforslagets § 1, nr. 13.

Bestemmelsen vil træde i kraft, når en ny udbetalingsmodel, hvorefter pengeoverførsler kan ske i umiddelbar forlængelse af udrejsen, er etableret og er klar til at blive taget i brug. Det forventes at ske ultimo 2021.

Det foreslås i stk. 3, at ansøgning om hjælp til repatriering, som er indgivet til kommunalbestyrelsen inden lovens ikrafttræden, behandles efter de nugældende regler. En sådan ordning vil betyde, at behandlingen af verserende sager færdigbehandles i kommunalbestyrelsen efter de nuværende regler.

Ordningen vil endvidere medføre, at anmodning om udbetaling af den resterende repatrieringsstøtte, hvor pågældendes ansøgning om hjælp til repatriering er behandlet inden lovens ikrafttræden, skal behandles efter de nuværende regler. Det betyder, at bestemmelserne i § 7, stk. 4 og § 10, stk. 6, hvorefter den resterende repatrieringsstøtte tilbageholdes eller bortfalder i tilfælde, hvor ansøgeren efter udrejsen sigtes for visse forhold begået helt eller delvist før udrejsen, ikke vil finde anvendelse i de tilfælde, hvor afgørelsen om repatrieringshjælp er truffet før lovens ikrafttrædelse.

Den foreslåede ordning betyder videre, at udbetalingen af støtte i sager om hjælp til repatriering, hvor der inden lovens ikrafttræden er bevilget hjælpen, fortsat udbetales i den nuværende form, dvs. at hjælp til etablering, jf. § 7, stk. 2, nr. 4, hjælp til udgifter til sygeforsikring, jf. § 7, stk. 2, nr. 6, hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7, stk. 2, stk. 6, jf. stk. 5, og hjælp til udgifter til skolegang, jf. § 7, stk. 2, nr. 9, udbetales i to rater.

Forslaget indebærer desuden, at de for afgørelser om hjælp til repatriering eller reintegrationsbistand, der er truffet før lovens ikrafttræden, finder de gældende regler – herunder reglerne om bortfald efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1 – anvendelse. Det betyder bl.a., at støtten efter omstændighederne kan bortfalde, hvis den aktivitet, der kan føre til bortfald efter udlændingelovens § 21 b, tillige omfattes af udlændingelovens § 10, stk. 1, under henvisning til, at personen må anses for en fare for statens sikkerhed (nr. 1) eller en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (nr. 2). Det bemærkes i den forbindelse, at der ved lov nr. 130 af 30. januar 2021 om ændring af repatrieringsloven (Bortfald af den resterende del af hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af alvorlig kriminalitet m.v. begået efter repatriering m.v.), der trådte i kraft den 1. februar 2021, er fastsat en særlig overgangsordning, hvorefter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, og § 10 b, stk. 1, tillige har virkning for afgørelser om støtte, der er truffet før den 1. februar 2021, uanset at det forhold, der kunne føre til bortfald af støtten, i sin helhed er begået før den 1. februar 2021, bl.a. hvis der er grund til at antage, at støtten vil blive anvendt til forhold, der i sig selv må anses for en fare for statens sikkerhed eller må anses for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, jf. § 2, stk. 3, i lov nr. 130 af 30. januar 2021.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at bestemmelsen, som vedrører lovens territoriale gyldighed, indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lovens § 3 gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det bemærkes, at lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. i øvrigt ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland, jf. § 105 i loven.

Lovens § 4 gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det bemærkes, at lov om sygedagpenge i øvrigt ikke finder anvendelse for Færøerne og Grønland, jf. § 83 i loven.