Lov om ændring af repatrieringsloven, hjemrejseloven og udlændingeloven (Adgang til indkomstregisteret i forbindelse med dedikeret vejledning om repatrieringsordningen, ændring af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt for hjælp til repatriering, høring af politiet i alle repatrieringssager, udvidelse af målgruppen for videregivelse af oplysninger til brug for udsendelse, videregivelse af helbredsoplysninger til brug for udsendelse, ændring af reglerne om behandling af sager om opholdstilladelse som udsendelseshindret og fastsættelse af indrejseforbud ved overskridelse af en udrejsefrist m.v.) § 1

Forarbejder til Lov om ændring af repatrieringsloven, hjemrejseloven og udlændingeloven (Adgang til indkomstregisteret i forbindelse med dedikeret vejledning om repatrieringsordningen, ændring af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt for hjælp til repatriering, høring af politiet i alle repatrieringssager, udvidelse af målgruppen for videregivelse af oplysninger til brug for udsendelse, videregivelse af helbredsoplysninger til brug for udsendelse, ændring af reglerne om behandling af sager om opholdstilladelse som udsendelseshindret og fastsættelse af indrejseforbud ved overskridelse af en udrejsefrist m.v.) § 1

Til nr. 1

Der er ikke i dag hjemmel til, at kommunerne i relation til den dedikerede vejledningspligt kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret.

Af repatrieringslovens § 5, 1. pkt., fremgår det, at kommunalbestyrelsen vejleder systematisk i forbindelse med den særlige integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i øvrigt er anledning hertil, om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering.

Af repatrieringslovens § 5, 2. pkt., følger, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at vejlede udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, og som har modtaget kontanthjælp eller lignende ydelser i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, ved en dedikeret samtale om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering. Den dedikerede vejledning sker ved en selvstændig samtale, som afholdes minimum hvert andet år.

Det foreslås, at der som repatrieringslovens § 5, stk. 2, indsættes, at kommunalstyrelsen til brug for vurderingen af, om der skal vejledes efter stk. 1, 2. pkt., kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Oplysninger, der vil være relevante at indhente fra indkomstregistret til brug for vurderingen af, om der efter repatrieringslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., skal vejledes om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering, vil være oplysninger om indtægtsforhold og ydelseshistorik, som kan vise, om en udlænding, som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder.

Kommunerne vil navnlig kunne anvende adgangen som led i vurderingen af, om der skal ske vejledning af udlændinge, som er tilflyttet kommunen inden for de sidste 36 måneder, og hvor eventuelt tidligere modtagne ydelser udbetalt af den tidligere bopælskommune ikke er registreret i tilflytterkommunens fagsystemer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er registreret i Kriminalregisteret, jf. stk. 2, 1. pkt. Endvidere følger det af repatrieringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Skønner kommunalbestyrelsen, at der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (”grund til at antage”), f.eks. på baggrund af indberetninger, anmærkninger eller bekymringshenvendelser, anmoder kommunalbestyrelsen således den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler repatrieringshjælpen, om en udtalelse.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt., affattes således: »Tilsvarende indhenter kommunalbestyrelsen en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede ændring indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med alle ansøgninger om hjælp til repatriering vil skulle indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, forud for at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til repatriering.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle indhente en udtalelse hos politiet, uanset om kommunalbestyrelsen i den konkrete ansøgningssag ikke måtte have oplysninger, der indikerer, at den pågældende ansøger har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i de nævnte aktiviteter.

Anmodningen vil som hidtil skulle sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om repatrieringshjælpen.

Det er forudsat, at bestemmelsen i øvrigt administreres som hidtil.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil således fortsat skulle bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Det vil i politiets udtalelse bl.a. fortsat være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i en sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil således som hidtil ikke være et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der er beskyttet af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Der ændres desuden ikke på, at en person vil være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering.

En person vil tilsvarende være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffelovens § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i et konfliktområde for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand. Et andet eksempel er ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder.

Der vil således fortsat kunne meddeles afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om hjælp til repatriering på baggrund heraf.

Det bemærkes, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste, og at PET i denne kapacitet efter § 1, stk. 1, nr. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014 med senere ændringer, har til formål at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13. PET indhenter, analyserer og formidler således bl.a. oplysninger om trusler mod Danmark og danske interesser.

Det forudsættes derfor, at politiet som udgangspunkt vil skulle høre PET. Politiets udtalelse vil i givet fald i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt foretager undersøgelser forud for afgivelsen af udtalelsen, herunder ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge repatrieringshjælp, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Hvis det er tilfældet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge hjælp til repatriering i den konkrete sag, vil politiets udtalelse – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde – ikke indeholde oplysninger til hinder for, at repatrieringshjælpen kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiets behandling af sagen og afgivelsen af udtalelsen i muligt omfang sker under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, så vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse om hjælp til repatriering, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om repatrieringshjælp vil som hidtil skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen som i dag lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om hjælp til repatriering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 4, 1. pkt., at hvis den pågældende på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, er sigtet for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom.

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 5, at kommunalbestyrelsen inden udbetaling af den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den pågældende på udbetalingstidspunktet er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering.

Endelig fremgår det af repatrieringslovens § 7, stk. 6, at udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, er betinget af, at personen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen erklærer ikke at være sigtet, tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, der helt eller delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, fremgår, at hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4, udbetales i to dele, således at første del af hjælpen udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. For udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering efter fortrydelsesrettens udløb, dvs. efter 12 på hinanden følgende måneder, der efter ansøgning kan forlænges op til i alt 24 måneder. For andre udlændinge udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering, når den pågældende på baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte repatrieringslovens § 7 a, således at hjælp til repatriering vil blive udbetalt i tre dele. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, vil den tredje del af hjælpen til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, blive udbetalt efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, som derfor ikke er omfattet af tilsagnet efter § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil tredje del af repatrieringshjælpen blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt. Ansøgning herom skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af hjælpen til repatriering, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. og 5. pkt.

Det foreslås i § 7, stk. 4-6 , at ændre »§ 7 a, stk. 2-5,« til: »§ 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a og indebærer, at der i repatrieringslovens § 7, stk. 4-6, vil blive henvist til de nye bestemmelser om tidspunktet for udbetaling af den tredje og sidste del af hjælp til repatriering i den foreslåede affattelse af repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3.

Til nr. 4

Efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen efter ansøgning hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1 eller 6. Personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds er dels flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v. samt andre familiesammenførte udlændinge, dels danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. herved også repatrieringslovens § 7 a, stk. 11, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning med henblik på at tage varig bopæl. Ved vurderingen af, om personen har midler til repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort fra formuebeløb, herunder i form af kapitalpension m.v., på op til 50.000 kr. for enlige og op til 100.000 kr. for ægtefæller, jf. § 7 a, stk. 11. En udlænding kan kun modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven én gang, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 7.

Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse tilfælde opdelt i to dele. I disse tilfælde er udbetaling af den resterede del af hjælpen betinget af, at de tidsmæssige betingelser er opfyldt, hvilket typisk er tilfældet efter 12 måneder, jf. nedenfor, og at personen fortsat opholder sig som repatrieret i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 7 a nyaffattes med henblik på at etablere en ny opdeling af udbetalingen af hjælp til repatriering i tre dele, jf. dog repatrieringslovens § 14 a. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen – i lighed med gældende regler – fortsat vil skulle foretage en formuevurdering forud for bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 11. Det foreslås, at de anførte beløb i forslaget til repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent, og at beløbene vil fremgå af den årlige vejledning om satser.

Der skal med forslaget ikke ske materielle ændringer i forhold til, hvad der blev vedtaget med den tilsvarende bestemmelse i repatrieringslovens § 7 b, jf. § 1, nr. 14 i lov nr. 1190 af 8. juni 2021.

Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med udlændinge- og integrationsministerens mulighed for efter repatrieringslovens § 14 a at fastsætte nærmere regler om, at hjælp til repatriering kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringerne med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Uanset den foreslåede ordning vil det således fortsat være muligt for udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte nærmere regler for fleksibel udbetaling, herunder om, at alle tre rater af repatrieringsstøtte vil kunne blive udbetalt kontant i forbindelse med udrejsen.

Forslaget indebærer, at hjælp til repatriering fremover vil blive udbetalt i tre dele.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., at der umiddelbart før udrejsen udbetales 26.814,56 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 16.088,74 kr. pr. person under 18 år til dækning af udgifter til afrejse og ankomst.

Denne første del af repatrieringshjælpen vil i medfør af den foreslåede ordning omfatte dækning af udgifter til rejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, og hjælp til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted.

Første del af repatrieringshjælpen vil efter forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el. lign.

Efter forslaget vil der også kunne ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning før udrejsen derudover kan udbetales udgifter til lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende dokumenterer at have et særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Medicinen forudsættes så vidt muligt at blive indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til den konkrete, nødvendige lægeordinerede medicin – f.eks. at medicinen har begrænset holdbarhed – vil udgifterne til indkøb af medicinen i repatrieringslandet dog kunne dækkes ved forudbetaling. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer, der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der kan bevilliges til lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., vil – foruden det faste beløb – endvidere kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil som det klare udgangspunkt være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der vil være tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det er en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 75.080,77 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 91.169,5 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 42.903,29 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til indledende etablering.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil anden del af hjælp til repatriering omfatte indledende hjælp til etablering i det land, den pågældende repatrierer til. Bestemmelsen indeholder ikke krav til de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Forslaget indebærer, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke modtager reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, vil kunne udbetales 75.080,77 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer endvidere, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, endvidere indgår et støttebeløb på 16.088,74 kr. (2024-niveau) i anden del af repatrieringshjælpen med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Samlet set udbetales således 91.169,5 kr. (2024-niveau). Beløbet vil kun kunne udbetales til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved det forudsættes, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.

Forslaget indebærer desuden, at der for personer under 18 år udbetales 42.903,29 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, vil der umiddelbart før udrejsen desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at der for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 85.806,59 kr. (2024-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. (2024-niveau) pr. person under 18 år. Denne tredje del af repatrieringshjælpen er målrettet hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering vil – i lighed med de gældende regler for udbetaling af anden del af visse ydelser – være betinget af, at fortrydelsesfristen er udløbet, dvs. at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, eller – hvis den pågældende har fået fristen forlænget, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 2 – at denne frist er udløbet. Det vil endvidere være en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat at de øvrige betingelser herfor i repatrieringsloven er opfyldt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at der for andre udlændinge udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 85.806,59 kr. (2024-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. (2024-niveau) pr. person under 18 år. Denne tredje del af repatrieringshjælpen er målrettet hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Forslaget indebærer, at udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering for personer, som ikke er omfattet af fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2 – i lighed med de gældende regler for udbetaling – vil være betinget af, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat de øvrige betingelser herfor i repatrieringsloven er opfyldt.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 1. pkt., at der umiddelbart før udrejsen udbetales 26.814,56 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 16.088,74 kr. pr. person under 18 år, til dækning af udgifter til afrejse og ankomst, når den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra det danske statsborgerskab.

Denne første rate af repatrieringshjælpen vil omfatte dækning af udgifter til rejsen til det land, personen repatrierer til, og udgifter til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted. Første del af repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt i Danmark så tæt som muligt på udrejsen.

Efter forslaget er det for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab en betingelse for at få udbetalt første del af hjælp til repatriering, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra deres danske statsborgerskab.

Første del af repatrieringshjælpen vil efter forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el. lign.

Efter forslaget vil der også kunne ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning umiddelbart før udrejse derudover kan udbetales udgifter til lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende har særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Medicinen forudsættes så vidt muligt at blive indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til den konkrete, nødvendige lægeordinerede medicin – f.eks. at medicinen har begrænset holdbarhed – vil udgifterne til indkøb af medicinen i repatrieringslandet dog kunne dækkes ved forudbetaling. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der vil kunne bevilliges til lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Forslaget indebærer endvidere, at eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., vil – foruden det faste beløb – kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der vil være tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det vil være en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen allerede har brugt her i landet.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det videre i § 7 a, stk. 2, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 75.080,77 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 91.169,5 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 42.903,29 kr. pr. person under 18 år, til udgifter til indledende etablering i det pågældende land.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil anden del af repatrieringshjælpen omfatte indledende hjælp til etablering i det land, hvortil pågældende repatrierer. Bestemmelsen indeholder ikke krav til de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Forslaget indebærer, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke modtager reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, udbetales 75.080,77 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer endvidere, at for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, indgår efter forslaget i anden del af repatrieringshjælpen endvidere et støttebeløb på 16.088,74 kr. (2024-niveau) med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Samlet set udbetales således 91.169,5 kr. (2024-niveau). Beløbet vil kun kunne udbetales til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren ikke må antages at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved forudsættes, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.

Forslaget indebærer desuden, at der for personer under 18 år udbetales 42.903,29 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, vil der umiddelbart før udrejse desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det endelig i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., at der udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Det er en betingelse for udbetaling af den tredje del af repatrieringshjælpen, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Ansøgningen om ubetinget løsning fra statsborgerskabet skal indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Dokumentation for henholdsvis betinget og ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab i form af henholdsvis betinget og ubetinget løsningsattest skal sendes til den kommune, som forestår udbetalingen af hjælp til repatriering.

I tilfælde hvor den danske statsborger ikke fremlægger en ubetinget løsningsattest inden for den i 3. pkt. angivne frist, opfylder den pågældende ikke betingelserne for at modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven. Kommunalbestyrelsen skal i sådanne tilfælde træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Forslaget indebærer, at det tillige er et krav for udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, at eventuelle børn født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1, som følger den repatrierende forælder, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Der vil således være tale om børn, som er sammen med den repatrierende forælder i dennes hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varigt ophold dér. Der stilles ikke krav om betinget løsning af disse børn, idet børnene er født efter den repatrierende forælder har dokumenteret at være betinget løst fra sit danske statsborgerskab.

Det forudsættes, at ansøgningen om ubetinget løsning på vegne af disse børn indgives samtidig med ansøgning om ubetinget løsning fra den repatrierende forælder og eventuelle børn omfattet af repatrieringen, og at forælderen og børnene løses ubetinget fra dansk statsborgerskab samtidig. I tilfælde af, at en repatrieret forælder får et barn, efter den pågældende har indgivet ansøgning om ubetinget løsning, men før der er truffet afgørelse om ubetinget løsning, skal den pågældende forælder ansøge om løsning også på dette barns vegne, og fremsende dokumentation for ubetinget løsning til kommunen, før der kan ske udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2, 3. pkt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., at fristen i 1. pkt. efter ansøgning kan forlænges med 12 måneder.

En ansøgning om forlængelse af fristen på 12 måneder kan imødekommes for en kortere eller længere periode på op til 12 måneder. Fristen vil som udgangspunkt blive forlænget med 12 måneder, medmindre der i ansøgningen konkret er anmodet om forlængelse af fristen for en kortere periode.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt., at ansøgningen som nævnt i 3. pkt., medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, skal indgives inden udløbet af fristen i

1. pkt.

Forslaget indebærer, at der kun i helt undtagelsesvise tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder, kan ses bort fra en fristoverskridelse. Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der kan ses bort fra en fristoverskridelse, kan der bl.a. lægges vægt på varigheden af fristoverskridelsen, årsagen dertil samt hvilken betydning en forlængelse af den generelle fortrydelsesret på 12 måneder vil have for den pågældende.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt., at ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten.

En ansøgning om forlængelse af fristen på yderligere 12 måneder vil således skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringshjælpen inden udløbet af den i 3. pkt. fastsatte frist på 12 måneder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 7 a, stk. 1.

Det foreslås i § 7 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen, jf. dog § 14 a, efter ansøgning kan hæve beløbet, der udbetales til dækning af udgifter til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1, til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave, med højst 10.725,82 kr. pr. person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.

Forslaget indebærer, at kommunen vil kunne hæve det beløb, der udbetales til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, med højst 10.725,82 kr. (2024-niveau) pr. person mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Det vil være en betingelse, at det kan dokumenteres, at det forhøjede beløb anvendes til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke have betydning for det samlede beløb til hjælp til repatriering. Der er alene være tale om, at en del af beløbet, der som udgangspunkt vil blive udbetalt som anden del af repatrieringshjælpen, i stedet vil blive udbetalt i forbindelse med udbetalingen af første del af repatrieringshjælpen.

Forslaget betyder bl.a., at hvis en person i forbindelse med tilbagevenden f.eks. ønsker hjælp til dækning af udgifter til at medtage store mængder indbo til repatrieringslandet, vil et beløb svarende til disse udgifter, såfremt de kan godtgøres, blive fratrukket i anden del af hjælp til repatriering, som udbetales efter indrejsen til repatrieringslandet med henblik på midlertidig etablering.

Det foreslås i § 7 a, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering. Det forventes, at bemyndigelsesbestemmelsen navnlig vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering, herunder om nødvendige oplysninger til brug for pengeinstituttets overførsel af penge i forbindelse med repatrieringen. Formålet hermed er at imødekomme de regler om kundekendskab m.v., som pengeinstitutterne er underlagt i relation til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Relevante oplysninger, som vil skulle videregives til pengeinstituttet, kan f.eks. være ID-dokumentation, forventet adresse i hjemlandet, kontaktoplysninger i hjemlandet m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om bl.a. behandlingen af ansøgninger om hjælp til repatriering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7 a, stk. 2-5, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Det fremgår af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, at for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab udbetales den resterende del af hjælp til etablering, jf. stk. 1, nr. 4, hjælp til sygeforsikring, jf. stk. 1, nr. 6, udgifter til skolegang, jf. stk. 1, nr. 9, samt udgifter til behandling, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Efter ansøgning kan fristen forlænges med 12 måneder, og ansøgningen skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af den angivne frist på 12 måneder efter udrejsen af Danmark. Det fremgår videre af § 7 a, stk. 2-5, at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales den resterende del af repatrieringshjælpen, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås repatrieringslovens § 7 a nyaffattet, og bestemmelsen vil indebære bl.a., at hjælp til repatriering udbetales i tre dele. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil den tredje del af repatrieringshjælpen blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning vil fristen i 1. pkt. kunne forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgning herom vil – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – skulle indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt. Ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt.

Det foreslås i § 9, stk. 1, 3. pkt., at ændre henvisningen til § 7 a, stk. 2-5, til § 7 a, stk. 2, nr. 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a og indebærer, at der i repatrieringslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., vil blive henvist til bestemmelsen om tidspunktet for udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering i den foreslåede nye affattelse af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3.

Til nr. 6

Af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., fremgår, at er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, træffer kommunalbestyrelsen desuden afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21 b.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte repatrieringslovens § 7 a, således at hjælp til repatriering vil blive udbetalt i tre dele. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, vil anden del af hjælp til repatriering blive udbetalt efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, vil den tredje del af hjælp til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, blive udbetalt efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil tredje del af repatrieringshjælpen, blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning vil fristen i 1. pkt. kunne forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgning herom vil – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – skulle indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt. Ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., og § 9 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, ændres, således at henvisningen i bestemmelserne til § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, ændres til henvisninger til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a. Forslaget indebærer, at der i repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., og § 9 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, vil blive henvist til den foreslåede nye affattelse af bestemmelserne i repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3, om tidspunktet for udbetaling af anden og tredje del af hjælp til repatriering.

Til nr. 7

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om afslag på løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er registreret sigtet for en lovovertrædelse i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1. pkt. Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet som nævnt i stk. 4, 2. pkt.

Skønner kommunalbestyrelsen, at der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (”grund til at antage”), f.eks. på baggrund af indberetninger, anmærkninger eller bekymringshenvendelser, anmoder kommunalbestyrelsen således den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om løbende, månedlig reintegrationsbistand, om en udtalelse.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., affattes således: »Tilsvarende indhenter kommunalbestyrelsen en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt«.

Den foreslåede ændring indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med alle ansøgninger om reintegrationsbistand vil skulle indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden forud for, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om reintegrationsbistand.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle indhente en udtalelse hos politiet, uanset om kommunalbestyrelsen i den konkrete ansøgningssag ikke måtte have oplysninger, der indikerer, at den pågældende ansøger har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i de nævnte aktiviteter.

Anmodningen vil som hidtil skulle sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om reintegrationsbistand.

Det er forudsat, at bestemmelsen i øvrigt administreres som hidtil.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil således fortsat skulle bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Det vil i politiets udtalelse bl.a. fortsat være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i en sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil således som hidtil ikke være et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der er beskyttet af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Der ændres desuden ikke på, at en person vil være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om reintegrationsbistand.

En person vil tilsvarende være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffelovens § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i et konfliktområde for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand. Et andet eksempel er ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder.

Der vil således fortsat kunne meddeles afslag på en ansøgning om reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om reintegrationsbistand på baggrund heraf.

Det bemærkes, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste, og at PET i denne kapacitet efter§ 1, stk. 1, nr. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014 med senere ændringer, har til formål at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13. PET indhenter, analyserer og formidler således bl.a. oplysninger om trusler mod Danmark og danske interesser.

Det forudsættes derfor, at politiet som udgangspunkt vil skulle høre PET. Politiets udtalelse vil i givet fald i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt foretager undersøgelser forud for afgivelsen af udtalelsen, herunder ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge reintegrationsbistand, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Hvis det er tilfældet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge reintegrationsbistand i den konkrete sag, vil politiets udtalelse – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde –ikke indeholde oplysninger til hinder for, at reintegrationsbistanden kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiets behandling af sagen og afgivelsen af udtalelsen i muligt omfang sker under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, så vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse om reintegrationsbistand, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om reintegrationsbistand vil som hidtil skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen som i dag lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om reintegrationsbistand.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 5 og 8, er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endvidere fremgår det af § 14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 4, og § 7 a, stk. 2, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med 2015 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent. Yderligere fremgår det af § 14, stk. 3, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 6 og 9, og § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endelig fremgår det af § 14, stk. 4, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 10, er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent.

Lovforslagets § 1, nr. 4, indeholder forslag til en nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 11, og § 7 a, er fastsat i 2024-niveau og fra og med 2025 reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget indebærer, at beløbene i repatrieringslovens § 7, stk. 11, og forslaget til repatrieringslovens § 7 a, vil blive reguleret én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent. Beløbene vil fremgå af Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige vejledning om satser.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og fra og med 2018 reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget om nyaffattelse af repatrieringslovens § 14 er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om forslag til en nyaffattelse af § 7 a om en ny ydelsesstruktur. Forslaget skal desuden sikre, at også beløbene i § 7, stk. 11, om formuebeløb, som kommunalbestyrelsen ser bort fra ved vurderingen af, om en person har midler til repatriering, bliver satsreguleret på samme måde som øvrige beløb i repatrieringsloven.