Lov om ændring af repatrieringsloven, hjemrejseloven og udlændingeloven (Adgang til indkomstregisteret i forbindelse med dedikeret vejledning om repatrieringsordningen, ændring af ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt for hjælp til repatriering, høring af politiet i alle repatrieringssager, udvidelse af målgruppen for videregivelse af oplysninger til brug for udsendelse, videregivelse af helbredsoplysninger til brug for udsendelse, ændring af reglerne om behandling af sager om opholdstilladelse som udsendelseshindret og fastsættelse af indrejseforbud ved overskridelse af en udrejsefrist m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Der er ikke i dag hjemmel til, at kommunerne i relation til den dedikerede vejledningspligt kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret.

Af repatrieringslovens § 5, 1. pkt., fremgår det, at kommunalbestyrelsen vejleder systematisk i forbindelse med den særlige integrationsindsats efter integrationsloven, eller når der i øvrigt er anledning hertil, om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering.

Af repatrieringslovens § 5, 2. pkt., følger, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at vejlede udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, og som har modtaget kontanthjælp eller lignende ydelser i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder, ved en dedikeret samtale om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering. Den dedikerede vejledning sker ved en selvstændig samtale, som afholdes minimum hvert andet år.

Det foreslås, at der som repatrieringslovens § 5, stk. 2, indsættes, at kommunalstyrelsen til brug for vurderingen af, om der skal vejledes efter stk. 1, 2. pkt., kan få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Oplysninger, der vil være relevante at indhente fra indkomstregistret til brug for vurderingen af, om der efter repatrieringslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., skal vejledes om mulighederne for at modtage hjælp til repatriering, vil være oplysninger om indtægtsforhold og ydelseshistorik, som kan vise, om en udlænding, som har haft opholdstilladelse i Danmark i minimum 5 år, har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i mindst 18 ud af de seneste 36 måneder.

Kommunerne vil navnlig kunne anvende adgangen som led i vurderingen af, om der skal ske vejledning af udlændinge, som er tilflyttet kommunen inden for de sidste 36 måneder, og hvor eventuelt tidligere modtagne ydelser udbetalt af den tidligere bopælskommune ikke er registreret i tilflytterkommunens fagsystemer.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om afslag på hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er sigtet for en lovovertrædelse, der er registreret i Kriminalregisteret, jf. stk. 2, 1. pkt. Endvidere følger det af repatrieringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om hjælp til repatriering indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Skønner kommunalbestyrelsen, at der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (”grund til at antage”), f.eks. på baggrund af indberetninger, anmærkninger eller bekymringshenvendelser, anmoder kommunalbestyrelsen således den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler repatrieringshjælpen, om en udtalelse.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 7, stk. 3, 2. pkt., affattes således: »Tilsvarende indhenter kommunalbestyrelsen en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Den foreslåede ændring indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med alle ansøgninger om hjælp til repatriering vil skulle indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, forud for at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til repatriering.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle indhente en udtalelse hos politiet, uanset om kommunalbestyrelsen i den konkrete ansøgningssag ikke måtte have oplysninger, der indikerer, at den pågældende ansøger har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i de nævnte aktiviteter.

Anmodningen vil som hidtil skulle sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om repatrieringshjælpen.

Det er forudsat, at bestemmelsen i øvrigt administreres som hidtil.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil således fortsat skulle bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Det vil i politiets udtalelse bl.a. fortsat være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i en sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil således som hidtil ikke være et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der er beskyttet af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Der ændres desuden ikke på, at en person vil være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering.

En person vil tilsvarende være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffelovens § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i et konfliktområde for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand. Et andet eksempel er ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder.

Der vil således fortsat kunne meddeles afslag på en ansøgning om hjælp til repatriering, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om hjælp til repatriering på baggrund heraf.

Det bemærkes, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste, og at PET i denne kapacitet efter § 1, stk. 1, nr. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014 med senere ændringer, har til formål at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13. PET indhenter, analyserer og formidler således bl.a. oplysninger om trusler mod Danmark og danske interesser.

Det forudsættes derfor, at politiet som udgangspunkt vil skulle høre PET. Politiets udtalelse vil i givet fald i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt foretager undersøgelser forud for afgivelsen af udtalelsen, herunder ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge repatrieringshjælp, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Hvis det er tilfældet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge hjælp til repatriering i den konkrete sag, vil politiets udtalelse – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde – ikke indeholde oplysninger til hinder for, at repatrieringshjælpen kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiets behandling af sagen og afgivelsen af udtalelsen i muligt omfang sker under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, så vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse om hjælp til repatriering, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om repatrieringshjælp vil som hidtil skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen som i dag lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om hjælp til repatriering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 4, 1. pkt., at hvis den pågældende på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, er sigtet for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig dom.

Det fremgår af repatrieringslovens § 7, stk. 5, at kommunalbestyrelsen inden udbetaling af den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den pågældende på udbetalingstidspunktet er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering.

Endelig fremgår det af repatrieringslovens § 7, stk. 6, at udbetaling af den resterende del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, er betinget af, at personen efter anmodning fra kommunalbestyrelsen erklærer ikke at være sigtet, tiltalt eller dømt for et strafbart forhold, der helt eller delvis har fundet sted eller er fortsat i perioden efter kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 og indtil det tidspunkt, hvor personen anmoder om at få udbetalt den resterende del af hjælpen.

Af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, fremgår, at hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, og udgifter til skolegang, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4, udbetales i to dele, således at første del af hjælpen udbetales ved tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. For udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering efter fortrydelsesrettens udløb, dvs. efter 12 på hinanden følgende måneder, der efter ansøgning kan forlænges op til i alt 24 måneder. For andre udlændinge udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab udbetales den resterende del af hjælpen til repatriering, når den pågældende på baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte repatrieringslovens § 7 a, således at hjælp til repatriering vil blive udbetalt i tre dele. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, vil den tredje del af hjælpen til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, blive udbetalt efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, som derfor ikke er omfattet af tilsagnet efter § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil tredje del af repatrieringshjælpen blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning kan fristen i 1. pkt. forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt. Ansøgning herom skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., og til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af hjælpen til repatriering, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. og 5. pkt.

Det foreslås i § 7, stk. 4-6 , at ændre »§ 7 a, stk. 2-5,« til: »§ 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3,«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a og indebærer, at der i repatrieringslovens § 7, stk. 4-6, vil blive henvist til de nye bestemmelser om tidspunktet for udbetaling af den tredje og sidste del af hjælp til repatriering i den foreslåede affattelse af repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3.

Til nr. 4

Efter repatrieringslovens § 7, stk. 1, yder kommunalbestyrelsen efter ansøgning hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af lovens § 3, stk. 1 eller 6. Personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds er dels flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v. samt andre familiesammenførte udlændinge, dels danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen ikke har midler hertil, jf. herved også repatrieringslovens § 7 a, stk. 11, og ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning med henblik på at tage varig bopæl. Ved vurderingen af, om personen har midler til repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort fra formuebeløb, herunder i form af kapitalpension m.v., på op til 50.000 kr. for enlige og op til 100.000 kr. for ægtefæller, jf. § 7 a, stk. 11. En udlænding kan kun modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven én gang, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 7.

Udbetaling af hjælp til repatriering er i visse tilfælde opdelt i to dele. I disse tilfælde er udbetaling af den resterede del af hjælpen betinget af, at de tidsmæssige betingelser er opfyldt, hvilket typisk er tilfældet efter 12 måneder, jf. nedenfor, og at personen fortsat opholder sig som repatrieret i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 7 a nyaffattes med henblik på at etablere en ny opdeling af udbetalingen af hjælp til repatriering i tre dele, jf. dog repatrieringslovens § 14 a. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at kommunalbestyrelsen – i lighed med gældende regler – fortsat vil skulle foretage en formuevurdering forud for bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 11. Det foreslås, at de anførte beløb i forslaget til repatrieringslovens § 7 a reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent, og at beløbene vil fremgå af den årlige vejledning om satser.

Der skal med forslaget ikke ske materielle ændringer i forhold til, hvad der blev vedtaget med den tilsvarende bestemmelse i repatrieringslovens § 7 b, jf. § 1, nr. 14 i lov nr. 1190 af 8. juni 2021.

Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med udlændinge- og integrationsministerens mulighed for efter repatrieringslovens § 14 a at fastsætte nærmere regler om, at hjælp til repatriering kan udbetales på særlig vis, hvis udbetalingen af ydelserne til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, i væsentlig grad er vanskeliggjort af udfordringerne med finansielle transaktioner til det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Uanset den foreslåede ordning vil det således fortsat være muligt for udlændinge- og integrationsministeren at fastsætte nærmere regler for fleksibel udbetaling, herunder om, at alle tre rater af repatrieringsstøtte vil kunne blive udbetalt kontant i forbindelse med udrejsen.

Forslaget indebærer, at hjælp til repatriering fremover vil blive udbetalt i tre dele.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., at der umiddelbart før udrejsen udbetales 26.814,56 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 16.088,74 kr. pr. person under 18 år til dækning af udgifter til afrejse og ankomst.

Denne første del af repatrieringshjælpen vil i medfør af den foreslåede ordning omfatte dækning af udgifter til rejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, og hjælp til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted.

Første del af repatrieringshjælpen vil efter forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el. lign.

Efter forslaget vil der også kunne ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning før udrejsen derudover kan udbetales udgifter til lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende dokumenterer at have et særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Medicinen forudsættes så vidt muligt at blive indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til den konkrete, nødvendige lægeordinerede medicin – f.eks. at medicinen har begrænset holdbarhed – vil udgifterne til indkøb af medicinen i repatrieringslandet dog kunne dækkes ved forudbetaling. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer, der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der kan bevilliges til lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., vil – foruden det faste beløb – endvidere kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil som det klare udgangspunkt være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der vil være tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det er en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 75.080,77 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 91.169,5 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 42.903,29 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til indledende etablering.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil anden del af hjælp til repatriering omfatte indledende hjælp til etablering i det land, den pågældende repatrierer til. Bestemmelsen indeholder ikke krav til de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Forslaget indebærer, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke modtager reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, vil kunne udbetales 75.080,77 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer endvidere, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, endvidere indgår et støttebeløb på 16.088,74 kr. (2024-niveau) i anden del af repatrieringshjælpen med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Samlet set udbetales således 91.169,5 kr. (2024-niveau). Beløbet vil kun kunne udbetales til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved det forudsættes, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.

Forslaget indebærer desuden, at der for personer under 18 år udbetales 42.903,29 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, vil der umiddelbart før udrejsen desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., at der for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter fortrydelsesfristens udløb udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 85.806,59 kr. (2024-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. (2024-niveau) pr. person under 18 år. Denne tredje del af repatrieringshjælpen er målrettet hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering vil – i lighed med de gældende regler for udbetaling af anden del af visse ydelser – være betinget af, at fortrydelsesfristen er udløbet, dvs. at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 1, eller – hvis den pågældende har fået fristen forlænget, jf. udlændingelovens § 17 a, stk. 2 – at denne frist er udløbet. Det vil endvidere være en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat at de øvrige betingelser herfor i repatrieringsloven er opfyldt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., at der for andre udlændinge udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Forslaget indebærer, at tredje del af hjælp til repatriering vil udgøre et fast beløb på 85.806,59 kr. (2024-niveau) pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. (2024-niveau) pr. person under 18 år. Denne tredje del af repatrieringshjælpen er målrettet hjælp til den endelige etablering i repatrieringslandet med henblik på at tage varigt ophold.

Forslaget indebærer, at udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering for personer, som ikke er omfattet af fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2 – i lighed med de gældende regler for udbetaling – vil være betinget af, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark. Det er endvidere en betingelse, at den pågældende person fortsat opholder sig som repatriereret i repatrieringslandet. Tredje del af repatrieringshjælpen vil herefter komme til udbetaling, forudsat de øvrige betingelser herfor i repatrieringsloven er opfyldt.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 1. pkt., at der umiddelbart før udrejsen udbetales 26.814,56 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 16.088,74 kr. pr. person under 18 år, til dækning af udgifter til afrejse og ankomst, når den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra det danske statsborgerskab.

Denne første rate af repatrieringshjælpen vil omfatte dækning af udgifter til rejsen til det land, personen repatrierer til, og udgifter til den indledende etablering i repatrieringslandet, indtil udbetalingen af anden del af repatrieringshjælpen finder sted. Første del af repatrieringshjælpen forudsættes udbetalt i Danmark så tæt som muligt på udrejsen.

Efter forslaget er det for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab en betingelse for at få udbetalt første del af hjælp til repatriering, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er betinget løst fra deres danske statsborgerskab.

Første del af repatrieringshjælpen vil efter forslaget omfatte transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til bestemmelsesstedet i repatrieringslandet, der kan foregå med fly, tog el. lign.

Efter forslaget vil der også kunne ydes støtte til dækning af transport- og rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde på ambassade eller konsulat i Danmark eller udlandet, og gebyr i forbindelse med indgivelse af ansøgning om udstedelse af de nødvendige dokumenter og lignende.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 1, 2. pkt., at der efter ansøgning umiddelbart før udrejse derudover kan udbetales udgifter til lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug, udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., samt hjælp til nødvendig vaccination i Danmark, såfremt den pågældende har særligt behov herfor.

Forslaget indebærer, at første del af repatrieringshjælpen efter forslaget – foruden det faste beløb – vil kunne omfatte eventuelle udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug og eventuelle nødvendige vaccinationer i Danmark. Det vil være en betingelse for at dække udgifter til nødvendig lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at have behov for medicinen. Medicinen forudsættes så vidt muligt at blive indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Hvis der er særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til den konkrete, nødvendige lægeordinerede medicin – f.eks. at medicinen har begrænset holdbarhed – vil udgifterne til indkøb af medicinen i repatrieringslandet dog kunne dækkes ved forudbetaling. Der vil tillige kunne ydes støtte til udgifter til nødvendige forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunen vil i forbindelse med oplysning af sagen kunne anmode om en erklæring fra læge, hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at være nødvendig i det konkrete tilfælde.

Der fastsættes i lighed med gældende regler ikke en grænse for størrelsen af beløbet, der vil kunne bevilliges til lægeordineret medicin og nødvendige forebyggende vaccinationer.

Forslaget indebærer endvidere, at eventuelle udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug eller til andre hjælpemidler, dog højst i alt 5.362,91 kr., vil – foruden det faste beløb – kunne blive tildelt og udbetalt i forbindelse med første del af hjælp til repatriering. Der vil være tale om situationer, hvor den pågældende under sit ophold her i landet har brugt hjælpemidler, og hvor det skønnes, at den pågældende fortsat vil have behov for disse hjælpemidler. Der vil være tale om personlige hjælpemidler, dvs. engangsartikler, som den pågældende bruger løbende, f.eks. urinposer, bleer og stomiposer, og om andre hjælpemidler, som alene er udlånt af kommunen og derfor vil skulle tilbageleveres ved udrejsen, f.eks. en stok eller en rollator. For personlige hjælpemidler, som personen bruger løbende, vil der kunne ydes støtte til højst 1 års forbrug. Det vil være en betingelse for at dække udgifterne, at der er tale om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov for hjælpemidlerne i den pågældende periode. Hermed tænkes på udstyr eller hjælpemidler, som er nødvendige for, at den enkelte person kan klare sig i hverdagen. Der vil som udgangspunkt kun kunne ydes støtte til hjælpemidler, som personen allerede har brugt her i landet.

Det forudsættes, at første del af hjælp til repatriering udbetales i Danmark så tæt som muligt på personens udrejse af Danmark.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det videre i § 7 a, stk. 2, nr. 2, at der efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetales 75.080,77 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, 91.169,5 kr. pr. person, der er fyldt 18 år og ikke samtidig modtager reintegrationsbistand, jf. § 10, og 42.903,29 kr. pr. person under 18 år, til udgifter til indledende etablering i det pågældende land.

Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse, at anden del af repatrieringshjælpen udbetales hurtigst muligt efter indrejsen i repatrieringslandet.

Efter forslaget vil anden del af repatrieringshjælpen omfatte indledende hjælp til etablering i det land, hvortil pågældende repatrierer. Bestemmelsen indeholder ikke krav til de faktiske etableringsomkostninger, herunder evt. indkøb af nyt bohave, behandlingsudgifter og skolegang for skolesøgende børn.

De bevilgede beløb vil være faste, medmindre der i forbindelse med afrejsen fra Danmark er afholdt udgifter til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, hvormed beløbet til første del af hjælpen til repatriering vil blive hævet med højst 10.725,82 kr. Det samlede beløb til udbetaling ved anden del af repatrieringshjælpen nedjusteres i givet fald svarende til udgifterne hertil, jf. også forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, nedenfor. Der foretages desuden formuevurdering i forbindelse med bevilling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1 og 11.

Forslaget indebærer, at der for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke modtager reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, udbetales 75.080,77 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Forslaget indebærer endvidere, at for personer, der er fyldt 18 år, og som ikke tildeles reintegrationsbistand efter reglerne i repatrieringslovens § 10, indgår efter forslaget i anden del af repatrieringshjælpen endvidere et støttebeløb på 16.088,74 kr. (2024-niveau) med henblik på indkøb af erhvervsudstyr i repatrieringslandet. Samlet set udbetales således 91.169,5 kr. (2024-niveau). Beløbet vil kun kunne udbetales til de personer over 18 år, som ikke samtidig tildeles reintegrationsbistand, idet det ved reintegrationsbistanden forudsættes, at modtageren ikke må antages at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet, hvorved forudsættes, at den pågældende ikke er erhvervsaktiv. Tildeling af erhvervsstøtte vil ikke forudsætte, at personen godtgør et behov herfor.

Forslaget indebærer desuden, at der for personer under 18 år udbetales 42.903,29 kr. (2024-niveau) efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 3, vil der umiddelbart før udrejse desuden kunne udbetales penge til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr, der ikke kan købes i hjemlandet, det tidligere opholdsland, eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, hvis en person godtgør behovet herfor. Det er dog det klare udgangspunkt for indkøb af erhvervsudstyr, at dette købes i repatrieringslandet.

Eventuelt bevilliget støtte til transport af personlige ejendele eller indkøb og transport af erhvervsudstyr samt eventuelle udgifter til anskaffelse af nationalitetspas m.v. vil skulle fratrækkes beløbet til udbetaling i anden del af repatrieringshjælpen.

For så vidt angår danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab foreslås det endelig i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., at der udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab.

Det er en betingelse for udbetaling af den tredje del af repatrieringshjælpen, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Ansøgningen om ubetinget løsning fra statsborgerskabet skal indgives til Udlændinge- og Integrationsministeriet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark.

Dokumentation for henholdsvis betinget og ubetinget løsning fra det danske statsborgerskab i form af henholdsvis betinget og ubetinget løsningsattest skal sendes til den kommune, som forestår udbetalingen af hjælp til repatriering.

I tilfælde hvor den danske statsborger ikke fremlægger en ubetinget løsningsattest inden for den i 3. pkt. angivne frist, opfylder den pågældende ikke betingelserne for at modtage hjælp til repatriering efter repatrieringsloven. Kommunalbestyrelsen skal i sådanne tilfælde træffe beslutning om tilbagebetaling af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 9.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt., at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales 85.806,59 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og 48.266,21 kr. pr. person under 18 år, til hjælp til varig tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Forslaget indebærer, at det tillige er et krav for udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, at eventuelle børn født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 1, som følger den repatrierende forælder, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Der vil således være tale om børn, som er sammen med den repatrierende forælder i dennes hjemland eller tidligere opholdsland med henblik på at tage varigt ophold dér. Der stilles ikke krav om betinget løsning af disse børn, idet børnene er født efter den repatrierende forælder har dokumenteret at være betinget løst fra sit danske statsborgerskab.

Det forudsættes, at ansøgningen om ubetinget løsning på vegne af disse børn indgives samtidig med ansøgning om ubetinget løsning fra den repatrierende forælder og eventuelle børn omfattet af repatrieringen, og at forælderen og børnene løses ubetinget fra dansk statsborgerskab samtidig. I tilfælde af, at en repatrieret forælder får et barn, efter den pågældende har indgivet ansøgning om ubetinget løsning, men før der er truffet afgørelse om ubetinget løsning, skal den pågældende forælder ansøge om løsning også på dette barns vegne, og fremsende dokumentation for ubetinget løsning til kommunen, før der kan ske udbetaling af den tredje del af hjælp til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2, 3. pkt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., at fristen i 1. pkt. efter ansøgning kan forlænges med 12 måneder.

En ansøgning om forlængelse af fristen på 12 måneder kan imødekommes for en kortere eller længere periode på op til 12 måneder. Fristen vil som udgangspunkt blive forlænget med 12 måneder, medmindre der i ansøgningen konkret er anmodet om forlængelse af fristen for en kortere periode.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt., at ansøgningen som nævnt i 3. pkt., medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder, skal indgives inden udløbet af fristen i

1. pkt.

Forslaget indebærer, at der kun i helt undtagelsesvise tilfælde, hvor der foreligger helt særlige omstændigheder, kan ses bort fra en fristoverskridelse. Ved vurderingen af, om der foreligger sådanne helt særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der kan ses bort fra en fristoverskridelse, kan der bl.a. lægges vægt på varigheden af fristoverskridelsen, årsagen dertil samt hvilken betydning en forlængelse af den generelle fortrydelsesret på 12 måneder vil have for den pågældende.

Det foreslås i § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt., at ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten.

En ansøgning om forlængelse af fristen på yderligere 12 måneder vil således skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringshjælpen inden udløbet af den i 3. pkt. fastsatte frist på 12 måneder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i repatrieringslovens § 7 a, stk. 1.

Det foreslås i § 7 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen, jf. dog § 14 a, efter ansøgning kan hæve beløbet, der udbetales til dækning af udgifter til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1, til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave, med højst 10.725,82 kr. pr. person, mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf. stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2.

Forslaget indebærer, at kommunen vil kunne hæve det beløb, der udbetales til afrejse og ankomst umiddelbart før udrejse, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, med højst 10.725,82 kr. (2024-niveau) pr. person mod et tilsvarende fradrag i beløbet, der udbetales til indledende etablering efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Det vil være en betingelse, at det kan dokumenteres, at det forhøjede beløb anvendes til brug for transport af personlige ejendele eller personligt bohave.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke have betydning for det samlede beløb til hjælp til repatriering. Der er alene være tale om, at en del af beløbet, der som udgangspunkt vil blive udbetalt som anden del af repatrieringshjælpen, i stedet vil blive udbetalt i forbindelse med udbetalingen af første del af repatrieringshjælpen.

Forslaget betyder bl.a., at hvis en person i forbindelse med tilbagevenden f.eks. ønsker hjælp til dækning af udgifter til at medtage store mængder indbo til repatrieringslandet, vil et beløb svarende til disse udgifter, såfremt de kan godtgøres, blive fratrukket i anden del af hjælp til repatriering, som udbetales efter indrejsen til repatrieringslandet med henblik på midlertidig etablering.

Det foreslås i § 7 a, stk. 4, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering.

Forslaget indebærer, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering. Det forventes, at bemyndigelsesbestemmelsen navnlig vil blive anvendt til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved udbetaling af hjælp til repatriering, herunder om nødvendige oplysninger til brug for pengeinstituttets overførsel af penge i forbindelse med repatrieringen. Formålet hermed er at imødekomme de regler om kundekendskab m.v., som pengeinstitutterne er underlagt i relation til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering. Relevante oplysninger, som vil skulle videregives til pengeinstituttet, kan f.eks. være ID-dokumentation, forventet adresse i hjemlandet, kontaktoplysninger i hjemlandet m.v. Bemyndigelsesbestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte nærmere regler om bl.a. behandlingen af ansøgninger om hjælp til repatriering.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i § 7 a, stk. 2-5, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab. Det fremgår af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2-5, at for danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab udbetales den resterende del af hjælp til etablering, jf. stk. 1, nr. 4, hjælp til sygeforsikring, jf. stk. 1, nr. 6, udgifter til skolegang, jf. stk. 1, nr. 9, samt udgifter til behandling, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. Efter ansøgning kan fristen forlænges med 12 måneder, og ansøgningen skal – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – indgives inden udløbet af den angivne frist på 12 måneder efter udrejsen af Danmark. Det fremgår videre af § 7 a, stk. 2-5, at for en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, udbetales den resterende del af repatrieringshjælpen, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås repatrieringslovens § 7 a nyaffattet, og bestemmelsen vil indebære bl.a., at hjælp til repatriering udbetales i tre dele. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil den tredje del af repatrieringshjælpen blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning vil fristen i 1. pkt. kunne forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgning herom vil – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – skulle indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt. Ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt.

Det foreslås i § 9, stk. 1, 3. pkt., at ændre henvisningen til § 7 a, stk. 2-5, til § 7 a, stk. 2, nr. 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a og indebærer, at der i repatrieringslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., vil blive henvist til bestemmelsen om tidspunktet for udbetaling af tredje del af hjælp til repatriering i den foreslåede nye affattelse af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3.

Til nr. 6

Af repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., fremgår, at er retten til den resterende del af hjælp til repatriering efter § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling heraf.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 1, 1. pkt., træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfalder, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i udlændingelovens § 10, stk. 1, stk. 2, nr. 1 eller 2, eller stk. 5, ville udelukke personen fra opholdstilladelse.

Efter repatrieringslovens § 9 b, stk. 2, træffer kommunalbestyrelsen desuden afgørelse om, at retten til den resterende del af hjælp til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, bortfalder, hvis personens opholdstilladelse bortfalder i medfør af udlændingelovens § 21 b.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det at nyaffatte repatrieringslovens § 7 a, således at hjælp til repatriering vil blive udbetalt i tre dele. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, vil anden del af hjælp til repatriering blive udbetalt efter indrejsen i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, vil den tredje del af hjælp til repatriering for udlændinge, der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, blive udbetalt efter fortrydelsesfristens udløb, og for andre udlændinge 12 måneder efter udrejsen af Danmark. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab vil den tredje del efter forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., blive udbetalt, når den pågældende på baggrund af ansøgning om ubetinget løsning fra dansk statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske statsborgerskab. For en dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn om hjælp til repatriering, jf. § 7, stk. 1, og som følger den repatrierende forælder, vil tredje del af repatrieringshjælpen, blive udbetalt, når den pågældende derudover fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 2. pkt. Efter ansøgning vil fristen i 1. pkt. kunne forlænges med 12 måneder, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 3. pkt., og ansøgning herom vil – medmindre der foreligger helt særlige omstændigheder – skulle indgives inden udløbet af fristen i 1. pkt., jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 4. pkt. Ansøgningen vil skulle indgives til kommunalbestyrelsen i den kommune, der har udbetalt første del af repatrieringsstøtten, jf. forslaget til repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 3, 5. pkt.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., og § 9 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, ændres, således at henvisningen i bestemmelserne til § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, ændres til henvisninger til § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a. Forslaget indebærer, at der i repatrieringslovens § 9, stk. 1, 5. pkt., og § 9 b, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, vil blive henvist til den foreslåede nye affattelse af bestemmelserne i repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3, om tidspunktet for udbetaling af anden og tredje del af hjælp til repatriering.

Til nr. 7

Efter repatrieringslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om afslag på løbende, månedlig reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 5, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren er registreret sigtet for en lovovertrædelse i Kriminalregisteret, jf. stk. 4, 1. pkt. Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., at kommunalbestyrelsen i forbindelse med afgørelse om reintegrationsbistand indhenter en udtalelse fra politiet, hvis der er grund til at antage, at ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet som nævnt i stk. 4, 2. pkt.

Skønner kommunalbestyrelsen, at der i den enkelte sag foreligger tilstrækkelige oplysninger til at opfylde mistankekravet (”grund til at antage”), f.eks. på baggrund af indberetninger, anmærkninger eller bekymringshenvendelser, anmoder kommunalbestyrelsen således den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om løbende, månedlig reintegrationsbistand, om en udtalelse.

Det foreslås, at repatrieringslovens § 10, stk. 5, 2. pkt., affattes således: »Tilsvarende indhenter kommunalbestyrelsen en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i de aktiviteter i udlandet, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt«.

Den foreslåede ændring indebærer, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med alle ansøgninger om reintegrationsbistand vil skulle indhente en udtalelse fra politiet om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at deltage i aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden forud for, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om reintegrationsbistand.

Kommunalbestyrelsen vil således skulle indhente en udtalelse hos politiet, uanset om kommunalbestyrelsen i den konkrete ansøgningssag ikke måtte have oplysninger, der indikerer, at den pågældende ansøger har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i de nævnte aktiviteter.

Anmodningen vil som hidtil skulle sendes til den lokale politistation i den politikreds, der dækker den relevante kommune, som behandler ansøgningen om reintegrationsbistand.

Det er forudsat, at bestemmelsen i øvrigt administreres som hidtil.

Udtalelsen om, hvorvidt den pågældende vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, vil således fortsat skulle bero på et konkret skøn, der vil skulle foretages af politiet.

Det vil i politiets udtalelse bl.a. fortsat være afgørende, hvorvidt formålet med og karakteren af de aktiviteter, som den pågældende forventes at deltage i i udlandet, i almindelighed må antages at påvirke den pågældende i en sådan grad, at det vil kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Det vil således som hidtil ikke være et krav, at der er en konkret mistanke om, at den pågældende har til hensigt at begå et strafbart forhold i f.eks. Danmark eller at påvirke andre hertil.

En person vil være en fare for statens sikkerhed, når der er tale om interesser, der er beskyttet af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.).

Der ændres desuden ikke på, at en person vil være til fare for andre staters sikkerhed, når der er tale om alvorlige forbrydelser, som vil kunne bringe andre staters sikkerhed i fare. Det gælder bl.a. terrorisme, forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. Hensynet til at forebygge sådanne alvorlige forbrydelser i andre lande vil således også efter omstændighederne kunne begrunde et afslag på en ansøgning om reintegrationsbistand.

En person vil tilsvarende være en væsentlig trussel mod den offentlig orden, når der er tale om andre alvorlige forbrydelser end dem, der er omfattet af straffelovens kapitel 12 og 13, som vil kunne true den offentlige orden væsentligt, uden at der herved dog er fare for statens sikkerhed. Det kan gøre sig gældende ved bl.a. drab (straffelovens § 237), frihedsberøvelse (straffelovens § 261), grov vold (straffelovens § 245), ildspåsættelse (straffelovens §§ 180-181) eller anvendelse af kemiske, biologiske eller nukleare våben eller kampstoffer (straffelovens § 183). En mere bagatelagtig trussel mod den offentlige orden vil ikke være tilstrækkelig til, at politiet udtaler, at der er grund til at antage, at den pågældende har til hensigt at rejse til udlandet og der deltage i aktiviteter, der vil være en væsentlig trussel mod den offentlige orden.

Som et eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i et konfliktområde i udlandet. Det gælder navnlig i relation til personer, der tager aktivt del i kamphandlingerne. Personer, der opholder sig i et konfliktområde uden at tage aktivt del i kamphandlingerne, kan imidlertid også blive udsat for en sådan påvirkning og forråelse, der kan øge deres evne eller vilje til at begå strafbare forhold. Det kan eksempelvis være tilfældet for personer, som opholder sig i et konfliktområde for at passe på familierne eller engagere sig i aktiviteter, der støtter de kæmpende. Som et eksempel på sidstnævnte kan nævnes logistisk bistand. Et andet eksempel er ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder.

Der vil således fortsat kunne meddeles afslag på en ansøgning om reintegrationsbistand, hvis der er grund til at antage, at en person vil tage ophold i et sådant konfliktområde uden at have et anerkendelsesværdigt formål med opholdet. Dette gælder også, selv om der ikke er oplysninger, som peger på, at den pågældende vil deltage aktivt i kamphandlingerne. På samme måde vil der kunne meddeles afslag til en person, som opholder sig eller har opholdt sig i et konfliktområde.

Som eksempel på ophold i et konfliktområde, der har et anerkendelsesværdigt formål – og dermed falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde – kan nævnes et ophold i et konfliktområde som led i arbejdet for en anerkendt nødhjælpsorganisation. Nødhjælpsarbejdere må i øvrigt ikke i almindelighed antages at blive udsat for en sådan påvirkningsrisiko, at de vil indebære en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Ophold i et konfliktområde som led i udførelsen af en persons (civile) arbejde vil som udgangspunkt også falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde.

Som et andet eksempel på aktiviteter, der i almindelighed må antages at kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, kan nævnes ophold i træningslejre hos yderligtgående politiske organisationer eller grupperinger, hvor deltagerne bl.a. trænes i militære færdigheder. Hvis der er konkrete omstændigheder, som peger på, at en person agter at rejse til udlandet for at lade sig træne til at begå terrorisme, vil der efter omstændighederne kunne ske anholdelse og varetægtsfængsling forud for udrejse for (forsøg på) overtrædelse af straffelovens § 114 d, stk. 3.

Ovenstående eksempler er ikke en udtømmende oversigt over tilfælde, hvor politiet vil kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgeren vurderes at have til hensigt at rejse til udlandet og deltage i aktiviteter, hvor dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, og hvor kommunalbestyrelsen kan meddele afslag på ansøgning om reintegrationsbistand på baggrund heraf.

Det bemærkes, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) er Danmarks nationale sikkerheds- og efterretningstjeneste, og at PET i denne kapacitet efter§ 1, stk. 1, nr. 1, i lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1600 af 19. december 2014 med senere ændringer, har til formål at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., jf. straffelovens kapitel 12 og 13. PET indhenter, analyserer og formidler således bl.a. oplysninger om trusler mod Danmark og danske interesser.

Det forudsættes derfor, at politiet som udgangspunkt vil skulle høre PET. Politiets udtalelse vil i givet fald i vidt omfang basere sig på oplysninger fra PET, men det forudsættes, at politiet selvstændigt foretager undersøgelser forud for afgivelsen af udtalelsen, herunder ved en systematisk gennemgang af politiets registre, søgning i åbne og lukkede efterforskninger, søgning på sociale medier, indhentelse af oplysninger fra kommune osv.

Det må forventes, at PET i visse tilfælde vil være i besiddelse af oplysninger, som eventuelt vil kunne berettige, at der træffes afgørelse om at nægte at bevilge reintegrationsbistand, men hvor PET på grund af oplysningernes karakter ikke videregiver disse til politiet. Hvis det er tilfældet, og politiet i øvrigt ikke er i besiddelse af oplysninger, der taler imod at bevilge reintegrationsbistand i den konkrete sag, vil politiets udtalelse – af hensyn til efterretningstjenestens arbejde –ikke indeholde oplysninger til hinder for, at reintegrationsbistanden kan ydes.

Uanset dette forudsættes det, at politiets behandling af sagen og afgivelsen af udtalelsen i muligt omfang sker under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningsloven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til at afgive udtalelse og begrundelse. Det betyder f.eks., at politiets udtalelse forudsættes at skulle opfylde betingelserne i forvaltningslovens § 24, så vurderingen, såfremt politiet afgiver en udtalelse, kan danne grundlag for og direkte indgå i den afgørelse om reintegrationsbistand, som kommunalbestyrelsen herefter skal træffe.

Kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om reintegrationsbistand vil som hidtil skulle foretages på baggrund af politiets udtalelse. Det forudsættes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen som i dag lægger politiets udtalelse om pågældende ansøger uprøvet til grund ved afgørelsen om reintegrationsbistand.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 3, 5 og 8, er fastsat i 2004-niveau og reguleres fra og med 2005 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endvidere fremgår det af § 14, stk. 2, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 4, og § 7 a, stk. 2, er fastsat i 2014-niveau og reguleres fra og med 2015 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent. Yderligere fremgår det af § 14, stk. 3, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 6 og 9, og § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og reguleres fra og med 2018 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent. Endelig fremgår det af § 14, stk. 4, at de beløb, der er nævnt i § 7 a, stk. 1, nr. 2 og 10, er fastsat i 2018-niveau og reguleres fra og med 2019 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent.

Lovforslagets § 1, nr. 4, indeholder forslag til en nyaffattelse af repatrieringslovens § 7 a.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 1, at de beløb, der er nævnt i § 7, stk. 11, og § 7 a, er fastsat i 2024-niveau og fra og med 2025 reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget indebærer, at beløbene i repatrieringslovens § 7, stk. 11, og forslaget til repatrieringslovens § 7 a, vil blive reguleret én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om satsreguleringsprocent. Beløbene vil fremgå af Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige vejledning om satser.

Det foreslås i repatrieringslovens § 14, stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 13, stk. 2, er fastsat i 2017-niveau og fra og med 2018 reguleres én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten efter lov om en satsreguleringsprocent.

Forslaget om nyaffattelse af repatrieringslovens § 14 er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 4, om forslag til en nyaffattelse af § 7 a om en ny ydelsesstruktur. Forslaget skal desuden sikre, at også beløbene i § 7, stk. 11, om formuebeløb, som kommunalbestyrelsen ser bort fra ved vurderingen af, om en person har midler til repatriering, bliver satsreguleret på samme måde som øvrige beløb i repatrieringsloven.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter loven, herunder om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer efter lovens § 9 c, stk. 2, træffes af Udlændingestyrelsen.

Det foreslås, at der som § 3 a, stk. 1, indsættes i hjemrejseloven, at Hjemrejsestyrelsen efter 18 måneder fra udløbet af udrejsefristen træffer afgørelse om, hvorvidt en udlænding er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.

Med den foreslåede ændring får Hjemrejsestyrelsen kompetence til at vurdere, om betingelserne for at anse en udlænding som udsendelseshindret efter kriterierne i § 9 c, stk. 2, er opfyldt.

Hjemrejsestyrelsen vil have pligt til af egen drift at vurdere, om betingelserne for opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer er opfyldt, snarest efter at der er forløbet 18 måneder fra udløbet af udrejsefristen.

Det foreslås derudover, at der som § 3 a, stk. 2, indsættes, at træffer Hjemrejsestyrelsen afgørelse om, at en udlænding er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, sender Hjemrejsestyrelsen afgørelsen til Udlændingestyrelsen med henblik på Udlændingestyrelsens afgørelse af, om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse.

I de sager, hvor Hjemrejsestyrelsen vurderer, at betingelserne for opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer ikke er opfyldt, sender Hjemrejsestyrelsen ikke sagen til Udlændingestyrelsen, men træffer i stedet afgørelse om, at vedkommende ikke er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2. Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen herefter hver 18. måned vil skulle vurdere, om udlændingen nu er udsendelseshindret.

Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om en udlænding er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, vil være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det indebærer, at forvaltningslovens regler følgelig vil skulle iagttages i forbindelse med både den forudgående sagsbehandling og ved selve afgørelsen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende bestemmelse i hjemrejselovens § 20, stk. 1, at Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke videregiver alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til Hjemrejsestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding, når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgning herom, jf. dog udlændingelovens § 45 b.

Det foreslås, at § 20, stk. 1, ændres således, at », der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1,« indsættes efter »en udlænding«, og at »når der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom,« udgår.

Alle udlændinge, der har pligt til at udrejse, jf. hjemrejselovens § 1, stk. 1, vil dermed blive omfattet af bestemmelsen. Herved vil blandt andre udlændinge, som er udvist eller skal overføres til et andet medlemsland i medfør af Dublinforordningen, også blive omfattet af bestemmelsen. Udlændingestyrelsen, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændinge- og Integrationsministeriet, domstolene, Udlændingenævnet og Flygtningenævnet vil således også i blandt andet sådanne sager uden udlændingens samtykke skulle videregive alle akter, der er indgået i en sag om opholdstilladelse, til Hjemrejsestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af udlændingen.

Den nuværende bestemmelse omfatter alene udlændinge, der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller som har frafaldet ansøgningen herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2.1 og 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af hjemrejselovens § 20, stk. 2, at indkvarteringsoperatøren, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt., for det indkvarteringssted, hvor en udlænding er indkvarteret, uden udlændingens samtykke kan videregive oplysninger til Hjemrejsestyrelsen, når udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgning herom.

Det foreslås, at der i § 20, stk. 2, indsættes efter »en udlænding«: », der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1,« og at »når udlændingen er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom« udgår. Herved vil blandt andre udlændinge, som er udvist eller skal overføres til et andet medlemsland i medfør af Dublinforordningen, også blive omfattet af bestemmelsen. Indkvarteringsoperatøren, for det indkvarteringssted, hvor en udlænding er indkvarteret, vil således også i blandt andet sådanne sager uden udlændingens samtykke skulle videregive oplysninger til Hjemrejsestyrelsen til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af udlændingen.

Den nuværende bestemmelse omfatter alene udlændinge, der er meddelt afslag på opholdstilladelse, eller som har frafaldet deres ansøgning herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2.1 og 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det foreslås at tilføje et nyt stk. 3 i hjemrejselovens § 20, hvorefter myndigheder, institutioner og sundhedspersoner efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen vil skulle videregive oplysninger fra patientjournaler m.v. vedrørende udlændinge, der har pligt til at udrejse, jf. § 1, stk. 1, i det omfang det er nødvendigt for styrelsens vurdering af, om en udlændings helbredstilstand tillader udsendelse, om der skal træffes særlige forholdsregler i forbindelse med planlægning og gennemførelse af udsendelsen, eller om der er behov for lægeordineret medicin i forbindelse med udsendelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at myndigheder, institutioner og sundhedspersoner vil skulle videregive de i bestemmelsen nævnte oplysninger, som må antages at have væsentlig betydning for Hjemrejsestyrelsens vurdering, jf. sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Med patientjournaler m.v. menes de patientjournaler m.v., der udarbejdes af sundhedspersoner, og som føres på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som led i sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.

De helbredsoplysninger, der er nødvendige for Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om udlændingens helbredstilstand tillader udsendelse eller et eventuelt behov for lægeordineret medicin i forbindelse med udsendelsen vil være enhver oplysning om patientens tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder en persons kontakt med sundhedsvæsenet, som kan have indflydelse på den pågældendes tilstand under udsendelsen, fra afgang til ankomst i destinationslandet. Der kan være tale om oplysninger om resultaterne af lægeundersøgelser, en diagnose og specificering af eventuelt behov for medicin, som kan have indvirkning på, om en udsendelse kan gennemføres, herunder eventuelt under anvendelse af den nødvendige tvang og magt, eller om der eventuelt skal tages særlige forholdsregler eller lægelige foranstaltninger i forbindelse med planlægning og gennemførelse af udsendelsen. Der kan være tale om helbredsoplysninger om, at den pågældende lider af sindssygdom eller en tilstand, der kan sidestilles hermed, eller har kognitive funktionsnedsættelser, i det omfang det har betydning for gennemførelsen af en udsendelse og nødvendige forholdsregler i den forbindelse, herunder også i tilfælde af tvang og magtanvendelse. Der kan også være tale om oplysninger om, at en udlænding skal have lægeordineret medicin udleveret i doser under udsendelsen eller have udleveret tilstrækkeligt med medicin, så den pågældende har medicin til det første stykke tid i hjemlandet. I disse tilfælde vil Hjemrejsestyrelsen, ud over oplysning om medicinen, tillige kunne have behov for at modtage oplysninger om og vejledning i dosering af den pågældende medicin.

Der vil således kunne videregives oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6 og særlige kategorier af oplysninger omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 9.

Det er en forudsætning, at der ikke anmodes om videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det der er påkrævet efter formålet. Hjemrejsestyrelsen skal i sin anmodning derfor i videst muligt omfang konkretisere, hvilke oplysninger der er behov for at modtage, samt til hvilket formål oplysningerne skal bruges.

Herefter vil det vil være den sundhedsperson, som er i besiddelse af helbredsoplysningerne, der på baggrund af anmodningen fra Hjemrejsestyrelsen vil skulle fortage vurderingen af, hvilke oplysninger der må antages at have væsentlig betydning for styrelsens vurdering af muligheden for udsendelse af udlændingen, af om der er behov for særlige forholdsregler, eller af om der er behov for lægeordineret medicin, og dermed om videregivelsen er berettiget, jf. sundhedslovens § 43, stk. 3, hvorefter den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter sundhedslovens § 43, stk. 2 er berettiget.

Oplysninger, som ikke skønnes at være af væsentlig betydning for denne vurdering, vil ikke kunne videregives efter bestemmelsen. Det indebærer, at såfremt en patientjournal m.v. indeholder oplysninger, der ikke kan antages at have væsentlig betydning for Hjemrejsestyrelsens sagsbehandling, må disse oplysninger ikke videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold, forholdet til ens pårørende eller oplysninger om resultatet af undersøgelser, diagnoser eller lignende, der ikke har betydning for gennemførelse af en udsendelse, herunder eventuelt under anvendelse af tvang og magt, og som derfor ikke kan have betydning for Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om udlændingens helbredstilstand tillader udsendelse, af om der skal træffes særlige forholdsregler i forbindelse med planlægning og gennemførelse af udsendelse, eller af om der er behov for lægeordineret medicin i forbindelse med udsendelsen. Den pågældende sundhedsperson vil inden videregivelse skulle frasortere de irrelevante oplysninger, enten ved overdækning i forbindelse med kopiering eller ved at tilbageholde dele af journalen. I nogle tilfælde vil det være mest hensigtsmæssigt at udfærdige en erklæring, redegørelse el. lign. til den pågældende myndighed.

Det vil endvidere være en betingelse for vurderingen af, om helbredsoplysningen er af væsentlig betydning for Hjemrejsestyrelsens vurdering, at udsendelsesbestræbelserne er påbegyndt, således at der er konkrete planlægningstiltag. Hjemrejsestyrelsen vil således ikke på ethvert givent tidspunkt under behandlingen af en udsendelsessag kunne anmode om at få videregivet oplysninger efter bestemmelsen, hvis planlægningen af udsendelsen endnu ikke er påbegyndt. Det kan ikke fastsættes entydigt, hvornår udsendelsesbestræbelserne er påbegyndt med konkrete planlægningstiltage, men det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen som udgangspunkt bør afholde sig fra at anmode om at få udleveret oplysninger, indtil et tidspunkt, hvor oplysningerne vil skulle anvendes i planlægningen af et relativt konkretiseret påtænkt udsendelsesscenarie.

Videregivelsen vil kunne ske uden udlændingens samtykke. Det forudsættes i overensstemmelse med udgangspunktet i sundhedslovens § 43, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsen, forinden der anmodes om oplysninger, har forsøgt at indhente udlændingens samtykke. Særligt i relation til udsendelse gælder dog, at oplysning om Hjemrejsestyrelsens indhentning af helbredsoplysninger vil kunne afsløre, at en udsendelse er nært forestående, og at der i særlige situationer kan være grund til ikke at oplyse den pågældende om Hjemrejsestyrelsens anmodning, hvis der er risiko for, at den pågældende vil unddrage sig udsendelse. Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen i sådanne tilfælde i forbindelse med anmodningens fremsættelse oplyser, hvis der er konkret grund til, at udlændingen ikke skal oplyses om styrelsens anmodning. Det forudsættes, at denne fremgangsmåde alene vil blive anvendt helt undtagelsesvist og alene i de situationer, hvor det vurderes at være afgørende for udsendelsens gennemførelse, at udlændingen ikke får oplysning om Hjemrejsestyrelsens anmodning.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i alle sager, hvor Hjemrejsestyrelsen bistår en udlænding med udrejsen, herunder ledsaget udsendelse. Det er forventningen, at bestemmelsen hovedsageligt vil være relevant i tilfælde, hvor en udlænding ikke medvirker til sin udrejse, og heller ikke vil samtykke til, at styrelsen indhenter vedkommendes helbredsoplysninger. Det kan ikke udelukkes, at bestemmelsen også kan blive relevant i sager, hvor udlændingen medvirker ved udsendelsesbestræbelserne i øvrigt, men ikke ønsker at samtykke til at styrelsen indhenter vedkommendes helbredsoplysninger. Det forudsættes som udgangspunkt, at styrelsen forinden forsøger at få den pågældendes samtykke i overensstemmelse med sundhedslovens § 43, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.2.2 og 3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 7, at politidirektørens afgørelser efter lovens § 18 kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, indsættes henvisning til § 22, stk. 7.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 2, nr. 7, foreslås indsat i hjemrejselovens § 22, stk. 7, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 3 a, stk. 1, i hjemrejseloven om, at en udlænding ikke kan anses for udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, også skal kunne påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Til nr. 6

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, § 7, § 7 a, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, kan ikke påklages.

Det foreslås, at der i opregningen i § 22, stk. 3, indsættes henvisning til Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter § 3 a, stk. 1, om, at en udlænding kan anses for udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil have den virkning, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 3 a, stk. 1, om, at en udlænding kan anses for udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, ikke kan påklages.

Udlændingestyrelsens efterfølgende afgørelse i sagen vil fortsat kunne påklages til udlændinge- og integrationsministeren, jf. udlændingelovens § 46 a, stk. 4.

Til nr. 7

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 7, at politidirektørens afgørelser efter § 18 kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Det foreslås, at der i § 22, stk. 7, indsættes en henvisning til Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter § 3 a, stk. 1, om, at en udlænding ikke er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil have den virkning, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter den foreslåede § 3 a, stk. 1, om, at en udlænding ikke er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, vil kunne påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås, at kompetencen til at træffe afgørelse om, hvorvidt en udlænding er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, overføres fra Udlændingestyrelsen til Hjemrejsestyrelsen. Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 2, kan efter udlændingelovens § 46 a, stk. 4, påklages til udlændinge- og integrationsministeren. Den foreslåede ændring skal således videreføre klageadgangen til udlændinge- og integrationsministeren i de sager, hvor myndighederne vurderer, at en udlændingen ikke er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis udsendelse af udlændingen, jf. hjemrejselovens § 1, ikke har været mulig i mindst 18 måneder (1), udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder (2) og udsendelse efter de foreliggende oplysninger for tiden må anses for udsigtsløs (3).

Det foreslås i § 9 c, stk. 2, at »ansøgning« ændres til »afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen, om at en udlænding er udsendelseshindret, som lægges til grund ved afgørelsen af sagen,«.

Den foreslåede ændring vil have den virkning, at der ikke længere kan indgives ansøgning om opholdstilladelse som udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2.

Den foreslåede ændring vil endvidere have den virkning, at ved Udlændingestyrelsens afgørelse af, om der skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, skal Hjemrejsestyrelsens afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 3 a, stk. 1, om, at en udlænding er udsendelseshindret efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og som Hjemrejsestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i hjemrejselovens § 3 a, stk. 2, efterfølgende sender til Udlændingestyrelsen, lægges til grund.

Hjemrejsestyrelsens afgørelse om, at udlændingen er udsendelseshindret, vil være bindende for Udlændingestyrelsen, og skal dermed lægges uprøvet til grund. Det vil dermed være Hjemrejsestyrelsen, der foretager den materielle vurdering af, om betingelserne i § 9 c, stk. 2, er opfyldt, mens Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om meddelelse af opholdstilladelsen. Udlændingestyrelsen vil skulle træffe afgørelse om meddelelse af opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer på baggrund af Hjemrejsestyrelsens afgørelse, medmindre den pågældende udlænding er udelukket efter udlændingelovens § 10. Dette adskiller sig fra den nuværende ordning, hvorefter Udlændingestyrelsen først vurderer, om udlændingen er udelukket efter § 10, før styrelsen tager stilling til, om betingelserne for opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 2, er opfyldt. Det vil endvidere fortsat være Udlændingestyrelsen, der vil skulle træffe afgørelse om forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, herunder om bortfald efter udlændingelovens § 21 b af hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden. Udlændingestyrelsen vil også i disse sager skulle lægge Hjemrejsestyrelsens vurdering af, om en udlænding fortsat er udsendelseshindret, uprøvet til grund.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, at der efter ansøgning kan gives opholdstilladelse til en udlænding, der er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, hvis udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne i sammenhængende 18 måneder.

Efter hjemrejselovens § 3, stk. 1, har en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, pligt til at medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i øvrigt.

Efter hjemrejselovens § 3, stk. 2, træffer Hjemrejsestyrelsen afgørelse om, hvorvidt en udlænding, der opfylder forpligtelsen efter stk. 1, eller som kan påvise, at vedkommende forsøger at opfylde forpligtelsen, medvirker til sin udrejse.

Efter hjemrejselovens § 3, stk. 3, kan Hjemrejsestyrelsen, hvis styrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding ikke lever op til sin forpligtelse efter stk. 1, jf. stk. 2, efterfølgende, hvis udlændingen over en periode på op til 2 måneder ved aktiv handling opfylder eller forsøger at opfylde forpligtelsen efter stk. 1, træffe afgørelse om, at udlændingen medvirker til udrejsen.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, efter »udsendelsesbestræbelserne« indsættes »jf. hjemrejselovens § 3, stk. 1,«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil fremgå udtrykkeligt af udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2, at det er medvirkensvurderingen efter hjemrejseloven og dermed den afgørelse om medvirken, som Hjemrejsestyrelsen træffer efter hjemrejselovens § 3, der skal lægges til grund ved vurderingen efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, nr. 2.

Der er ikke herved lagt op til, at der skal foretages en anden medvirkensvurdering end den, Hjemrejsestyrelsen allerede i dag foretager efter hjemrejselovens § 3.

Ændringen vil endvidere indebære, at den tidsmæssige udstrækning af udlændingens medvirken vil skulle beregnes ud fra, hvornår der er truffet afgørelse om medvirken efter hjemrejselovens § 3, stk. 2 og 3.

Dette vil også indebære, at der i sager, hvor udlændingen i en periode ikke har medvirket, kan gå op til 2 måneder, hvor udlændingen ved aktiv handling opfylder eller forsøger at opfylde forpligtelsen efter stk. 1, før der træffes afgørelse om, at udlændingen medvirker til udrejsen, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 3. Der vil som følge af, at udlændingen i en periode ikke har medvirket til sin udrejse, derfor kunne gå længere tid, før udlændingen kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, end hvis udlændingen har medvirket kontinuerligt ved udsendelsesbestræbelserne siden udrejsefristens udløb.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., træffer Udlændingestyrelsen af egen drift afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2 (asyl), hvis grundlaget fortsat er til stede.

Bestemmelsen betyder, at Udlændingestyrelsen ved udløb af en opholdstilladelse, der er meddelt med henblik på midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, af egen drift forlænger opholdstilladelsen, hvis grundlaget herfor fortsat er til stede, dvs. uden at udlændingen selv skal indgive ansøgning herom.

Det foreslås, at »træffer af egen drift afgørelse om« ændres til »behandler af egen drift sager om« i udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., og at »hvis grundlaget fortsat er til stede« udgår af bestemmelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i lovforslagets § 3, nr. 6, der indebærer, at det kommer til at fremgå af udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 1. pkt., at en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, ikke alene skal inddrages, men også skal nægtes forlænget – medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser – når en af betingelserne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt, dvs. bl.a. hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. § 19, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelser, der er meddelt med henblik på midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, vil herefter være reguleret i udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 1. pkt., og udlændingelovens § 11, stk. 2, 2. pkt. vil alene fastsætte, at Udlændingestyrelsen af egen drift skal tage stilling til, om en opholdstilladelse, der er meddelt med henblik på midlertidigt ophold efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, kan forlænges, dvs. uden at udlændingen selv skal indgive en ansøgning om forlængelse. Der er således alene tale om en teknisk ændring.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 2, 3. pkt., at § 19, stk. 7 og 8, finder anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2 (asyl).

Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, at der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, eller § 9 q, stk. 2, skal tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, eller at den i Danmark fastboende person er afgået ved døden, og at det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Udlændingelovens § 11, stk. 2, 3. pkt. betyder, at der også skal tages hensyn til sådanne omstændigheder i forbindelse med en afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2 (asyl).

Det foreslås, at udlændingelovens § 11, stk. 2, 3. pkt., ophæves.

Der er alene tale om et forslag af teknisk karakter, idet en bestemmelse med tilsvarende indhold foreslås indsat som 3. pkt. i udlændingelovens § 19 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 8.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 11, at § 26, stk. 2, finder anvendelse ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse efter stk. 4, der er begrundet i, at udlændingen er indberettet til SIS som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 4, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages, hvis en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, er indberettet til SIS som uønsket i medfør af SIS-forordningen på baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter kapitel 4. Det samme gælder, hvis udlændingen er indberettet til SIS som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union. Inddragelse efter 1. og 2. pkt. sker efter konsultation i medfør af SIS-forordningens regler herom med myndighederne i et andet Schengenland.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.

Udlændingelovens § 19, stk. 11, indebærer, at en udlændings opholdstilladelse i tilfælde, hvor udlændingen er indberettet til SIS som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, skal inddrages, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Det foreslås at ophæve udlændingelovens § 19, stk. 11.

Forslaget er alene af teknisk karakter, idet det samtidig foreslås at indsætte en tekstdel med samme indhold som § 19, stk. 11, i udlændingelovens § 19 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 9.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 1. pkt., skal en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, inddrages, når en af betingelserne i § 19, stk. 1-5, er opfyldt, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt., skal en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1, som er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, inddrages, hvis en af betingelserne i § 19, stk. 1-5, jf. stk. 7 eller 8, er opfyldt, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingelovens § 19 a, stk. 1, betyder, at opholdstilladelser meddelt til flygtninge og opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning som udgangspunkt skal inddrages, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter reglerne i udlændingelovens § 19, stk. 1-5. Det kan bl.a. være, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. I sådanne tilfælde skal inddragelse kun undlades, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen, idet der i forhold til spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning dog skal tages hensyn til forhold som nævnt i udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8.

Det foreslås to steder i § 19 a, stk. 1, at indsætte »eller nægtes forlænget« efter »inddrages«.

Forslaget betyder, at det vil fremgå af § 19 a, stk. 1, at opholdstilladelser meddelt til flygtninge og opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning som udgangspunkt ikke alene skal inddrages, men også skal nægtes forlænget, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter reglerne i udlændingelovens § 19, stk. 1-5. Det kan bl.a. være, hvis grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere er til stede, jf. § 19, stk. 1, nr. 1.

Dette svarer til, hvad der allerede gælder i dag efter praksis, og der er således alene tale om at lovfæste, at udlændingelovens § 19 a, stk. 1, også finder anvendelse i sager om forlængelse af opholdstilladelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt., skal en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, eller § 9 c, stk. 1, som er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, inddrages, hvis en af betingelserne i § 19, stk. 1-5, jf. stk. 7 eller 8, er opfyldt, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt., betyder, at opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning, skal inddrages, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter reglerne i udlændingelovens § 19, stk. 1-5, medmindre forhold som nævnt i udlændingelovens § 19, stk. 7 eller 8, taler imod inddragelse, eller det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Henvisningen til udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, betyder, at der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning skal tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, eller at den i Danmark fastboende person er afgået ved døden, og at det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Det foreslås, at »jf. stk. 7 eller 8«, udgår af § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og at der i bestemmelsen efter »internationale forpligtelser« indsættes: », jf. dog stk. 2, 3. pkt., og § 19, stk. 7 og 8«.

Forslaget om, at henvisningen til stk. 7 og 8 skal udgå af § 19 a, stk. 1, 2. pkt., hænger sammen med forslaget til § 19 a, stk. 2, 3. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 8, der sammenholdt med lovforslagets § 3, nr. 6, vil betyde, at det tydeligt vil fremgå af § 19 a, stk. 2, 3. pkt., at § 19, stk. 7 og 8, skal finde anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en flygtning. Henvisningen til udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, i § 19 a, stk. 1, 2. pkt., vil herefter være overflødig.

Forslaget om at indsætte en henvisning til § 19 a, stk. 2, 3. pkt., og § 19, stk. 7 og 8, i § 19 a, stk. 1, 2. pkt., skal tydeliggøre, at udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, finder anvendelse i sager om forlængelse og inddragelse af opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning, hvilket fraviger udgangspunktet i § 19 a, stk. 1, om, at sådanne opholdstilladelse skal inddrages, hvis der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter reglerne i udlændingelovens § 19, stk. 1-5, medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Forslaget medfører ikke materielle ændringer og er således alene af teknisk karakter.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af udlændingelovens § 19 a, stk. 2, at udlændingelovens § 26, stk. 1, finder anvendelse ved afgørelse om inddragelse af øvrige opholdstilladelser, jf. dog § 19 b.

Udlændingelovens § 19 a, stk. 2, der skal ses i sammenhæng med udlændingelovens § 19 a, stk. 1, betyder, at de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, skal indgå ved vurderingen af, om andre typer af opholdstilladelser – bortset fra visse opholdstilladelser på beskæftigelsesområdet, jf. § 19 b – end opholdstilladelser meddelt til flygtninge og opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med en flygtning, skal inddrages, når der foreligger sådanne omstændigheder som nævnt i udlændingelovens § 19. Det gælder dog ikke ved afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 eller 3, eller stk. 4, hvor udlændingelovens § 26, stk. 2, i stedet finder anvendelse, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 3, og § 19, stk. 11.

Der skal for disse andre typer af opholdstilladelser, f.eks. opholdstilladelser meddelt på grundlag af familiesammenføring med andre end flygtninge, beskæftigelse og studieophold, således tages hensyn til, om inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af udlændingens tilknytning til det danske samfund, udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold, udlændingens tilknytning til herboende personer, konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed, udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, jf. § 26, stk. 1, nr. 1-6.

Efter forslaget til § 19 a, stk. 2, 2. pkt., finder § 26, stk. 1, endvidere anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold.

Bl.a. opholdstilladelse på grundlag af ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, når den herboende ægtefælle ikke er flygtning, meddeles med mulighed for varigt ophold, og forslaget betyder, at hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, vil skulle indgå ved vurderingen af, om bl.a. sådan en opholdstilladelse kan forlænges.

Dette svarer til, hvad der allerede gælder i dag efter praksis, og der er således alene tale om at tydeliggøre dette i udlændingeloven.

Efter forslaget til § 19 a, stk. 2, 3. pkt., finder § 19, stk. 7 og 8, anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold og forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

Forslaget betyder for det første, at § 19, stk. 7 og 8, vil finde anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold.

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, at der ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, eller § 9 q, stk. 2, skal tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen eller udlændingens barn har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, eller at den i Danmark fastboende person er afgået ved døden, og at det gælder uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet.

Bl.a. opholdstilladelse på grundlag af ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1, når den herboende ægtefælle ikke er flygtning, meddeles med mulighed for varigt ophold, og efter forslaget vil sådanne omstændigheder, der er nævnt i udlændingelovens § 19 stk. 7 og 8, således skulle indgå ved vurderingen af, om en sådan opholdstilladelse kan forlænges.

Dette følger i dag af udlændingelovens § 11, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en opholdstilladelse meddelt med mulighed for varigt ophold forlænges, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, idet § 19, stk. 7 og 8, er indeholdt i § 19.

Forslaget om, at det direkte skal fremgå af udlændingelovens § 19 a, stk. 2, 3. pkt., at § 19, stk. 7 og 8, finder anvendelse ved afgørelse om forlængelse af opholdstilladelser meddelt med mulighed for varigt ophold, er således alene en præcisering, der har til formål at tydeliggøre reglerne. Samtidig vil det betyde, at udlændingelovens § 19 a, der vedrører vurderingen af, om en opholdstilladelse skal inddrages eller forlænges, når betingelserne herfor er til stede, kommer til at indeholde en henvisning til udlændingelovens § 19, stk. 7 og 8, der også vedrører denne vurdering.

Forslaget til § 19 a, stk. 2, 3. pkt., betyder for det andet, at § 19, stk. 7 og 8, vil finde anvendelse ved afgørelse om forlængelse af en opholdstilladelse meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, eller § 9 c, stk. 1, som følge af familiemæssig tilknytning til en flygtning.

Med en mindre sproglig justering svarer dette til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 11, stk. 2, 3. pkt., der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 3, nr. 4.

Forslaget medfører ikke materielle ændringer, men er af teknisk karakter, idet forslaget alene vil betyde, at reglerne om vurderingen af, om en opholdstilladelse skal inddrages eller nægtes forlænget i tilfælde, hvor der er grundlag herfor efter udlændingelovens § 19, vil blive samlet og fremgå af udlændingelovens § 19 a (og § 19 b med hensyn til visse opholdstilladelser meddelt på grundlag af beskæftigelse).

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 7, og til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Efter udlændingelovens § 19 a, stk. 3, finder § 26, stk. 2, anvendelse ved afgørelse om inddragelse af opholdstilladelse efter § 19, stk. 2, nr. 2 og 3.

Det følger af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, at en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid kan inddrages, når der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i § 10, stk. 1, og § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 5, ville udelukke udlændingen fra opholdstilladelse.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.

Udlændingelovens § 19 a, stk. 3, indebærer, at i tilfælde, hvor der foreligger oplysninger om forhold, som efter reglerne i § 10, stk. 1, og § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, og stk. 5, ville udelukke en udlænding fra opholdstilladelse, skal udlændingens opholdstilladelse inddrages, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 11, finder bestemmelsen i § 26, stk. 2, tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse efter stk. 4, der er begrundet i, at udlændingen er indberettet til SIS som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union.

Bestemmelsen indebærer, at udlændingens opholdstilladelse skal inddrages, hvis udlændingen er indberettet til SIS som uønsket, fordi den pågældende er omfattet af restriktive foranstaltninger i form af begrænsninger med hensyn til indrejse og gennemrejse besluttet af De Forenede Nationer eller Den Europæiske Union, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at inddrage opholdstilladelsen.

Udlændingelovens § 19 a, stk. 3, jf. § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, og § 19, stk. 11, jf. stk. 4, finder også anvendelse ved afgørelse om forlængelse af opholdstilladelser meddelt med mulighed for varigt ophold, jf. § 11, stk. 2, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at sådanne opholdstilladelser forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19. Efter praksis gælder det samme i forhold til opholdstilladelser meddelt med henblik på midlertidigt ophold.

Efter den foreslåede nye affattelse af § 19 a, stk. 3, skal en opholdstilladelse inddrages eller nægtes forlænget, når en af betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 4, 2. pkt., er opfyldt, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.

Forslaget medfører ikke ændringer af materiel karakter. Der er alene tale om at tydeliggøre, at en opholdstilladelse ikke alene skal inddrages, men også nægtes forlænget, når en af betingelserne i § 19, stk. 2, nr. 2 og 3, og stk. 4, 2. pkt., er opfyldt, medmindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og at det – som i dag – vil gælde, uanset om opholdstilladelsen er meddelt med mulighed for varigt ophold eller med henblik på midlertidigt ophold. Endvidere foreslås indholdet af § 19, stk. 11, der samtidig foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 3, nr. 5, indsat i udlændingelovens § 19 a, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Efter udlændingelovens § 46, stk. 2, 3 pkt., træffes afgørelser efter § 4 a, stk. 2, i forlængelse af, at en udlænding er meddelt opholdstilladelse efter § 9 a, §§ 9 i-9 n eller 9 p, og afgørelser efter § 32, stk. 1, nr. 2, af Styrelsen for International Rekruttering og Integration, når Styrelsen for International Rekruttering og Integration har pålagt udlændingen at udrejse straks, eller når udlændingen ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, der er fastsat af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Det foreslås i § 46, stk. 2, 3. pkt., at der efter »der er fastsat af Styrelsen for International Rekruttering og Integration« indsættes », jf. dog stk. 3«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 11, om forslag til, at Hjemrejsestyrelsen får kompetence til at træffe afgørelser om fastsættelse af indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, når det er Hjemrejsestyrelsen, der konstaterer, at udlændingen ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, hvilket vil være en undtagelse til udgangspunktet i udlændingelovens § 46, stk. 2, 3 pkt., om, at bl.a. sådanne afgørelser træffes af Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter udlændingelovens § 46, stk. 3, 1. pkt., træffes afgørelse om optagelse af fingeraftryk efter § 40 a, stk. 2, nr. 4, og optagelse af personfotografi efter § 40 b, stk. 2, nr. 3, og afgørelse om meddelelse af indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 6, og om forkortelse af et allerede meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 9, af Hjemrejsestyrelsen.

Det foreslås i udlændingelovens § 46, stk. 3, 1. pkt., at ændre »afgørelse om meddelelse af indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 6, og om forkortelse af et allerede meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 9,« til: »afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 2, når det er Hjemrejsestyrelsen, der konstaterer, at udlændingen ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, og afgørelser efter § 32, stk. 1, nr. 6, og § 32, stk. 9,«.

Med den foreslåede ændring får Hjemrejsestyrelsen kompetence til at træffe afgørelse om indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, når det er Hjemrejsestyrelsen, der konstaterer, at udlændingen ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Hjemrejsestyrelsen får kompetence til at træffe afgørelse om indrejseforbud i de sager, hvor styrelsen ved udrejsekontrol konstaterer, at en udlænding ikke er udrejst i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist. Den foreslåede ændring vil have den virkning, at sagen ikke skal sendes frem og tilbage mellem Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvis Hjemrejsestyrelsen ved udrejsekontrollen konstaterer, at der er tale om ulovligt ophold efter udløbet af en udrejsefrist, men at Hjemrejsestyrelsen selv kan fastsætte et indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, og i øvrigt selv kan indberette i SIS.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1, nr. 13, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at repatrieringslovens § 7 nyaffattes med henblik på at ændre henvisningerne til ydelsesstrukturen i § 7, stk. 4-6, således at henvisningen til § 7 a, stk. 2-5, ændres til § 7 b, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, nr. 3. Ændringen er en følge af § 1, nr. 14, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, som indsætter § 7 b i repatrieringsloven. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af både ændringen og den nye § 7 b, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, hvilket endnu ikke er sket.

Det følger af § 1, nr. 14, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at der i repatrieringsloven indsættes § 7 a og § 7 b. Bestemmelsen i § 7 a viderefører ydelsesstrukturen fra den tidligere bestemmelse i repatrieringslovens § 7, stk. 2-6, i lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 2189 af 29. december 2020 og lov nr. 130 af 30. januar 2021, indtil den ny ydelsesstruktur i § 7 b sættes i kraft. Med bestemmelsen i § 7 b indføres en nye ydelsesstruktur og opdeling af udbetalingen af hjælp til repatriering i tre dele. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 7 b, og samtidig ophæves § 7 a, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, hvilket endnu ikke er sket.

Det følger af § 1, nr. 22, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at repatrieringslovens § 9 nyaffattes med henblik på at ændre henvisningerne til ydelsesstrukturen i § 9, stk. 1, således at henvisningen til § 7 a, stk. 2-5, og § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, ændres til § 7 b, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3. Ændringen er en følge af indsættelsen af den nye § 7 b i repatrieringsloven. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af både ændringen og den nye § 7 b, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, hvilket endnu ikke er sket.

Det følger af § 1, nr. 28, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at repatrieringslovens § 9 b nyaffattes med henblik på at ændre henvisningerne til ydelsesstrukturen i § 9 b, stk. 1 og 2, således at henvisningen til § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, ændres til § 7 b, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, nr. 2 og 3. Ændringen er en følge af indsættelsen af den nye § 7 b i repatrieringsloven. Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af både ændringen og den nye § 7 b, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, hvilket endnu ikke er sket.

Endelig følger det af § 1, nr. 37, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at repatrieringslovens § 14 nyaffattes med henblik på at ændre henvisningerne til den nye ydelsesstruktur i § 7 b i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, hvilket endnu ikke er sket.

Med § 13, nr. 1-4, og 7-8, i lov nr. 452 af 20. april 2022 blev der gennemført forskellige ændringer i de gældende bestemmelser i repatrieringslovens §§ 7, 7 a, 9, 9 b og 14. Ændringerne omfatter imidlertid ikke de bestemmelser i repatrieringslovens §§ 7, 7 b, 9, 9 b og 14, som blev vedtaget ved § 1, nr. 13, 14, 22, 28 og 37, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, men som endnu ikke er sat i kraft.

Hvis ændringerne fra lov nr. 1190 af 8. juni 2021 sættes i kraft, vil henvisningerne i bestemmelserne som følge af ændringerne fra lov nr. 452 af 20. april 2022 ikke være korrekte.

Da der som følge af lovtekniske regler ikke kan foretages ændringer i en ændringslov, der endnu ikke er sat i kraft, vil bestemmelserne i § 1, nr. 13, 14, 22, 28 og 37, skulle ophæves og nyaffattes.

Det foreslås derfor, at § 1, nr. 13, 14, 22, 28 og 37, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021 ophæves.

Baggrunden for forslaget er, at der ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 blev vedtaget den med dette lovforslag foreslåede ændring af udbetalingstidspunkt og ydelsesstruktur for repatrieringsordningen.

Den foreslåede ophævelse er dermed en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3-6 og 8, hvorved der foreslås gennemført forskellige ændringer i repatrieringslovens §§ 7, 9, 9 b og 14, samt indsættes en ny § 7 a, som alle sikrer, at de ændringer fra lov nr. 1190 af 8. juni 2021, som ikke er blevet sat i kraft, kan gennemføres med de ændringer, der efterfølgende er foretaget ved lov nr. 452 af 20. april 2022.

Til nr. 2

Det fremgår af § 5, stk. 1, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at loven træder i kraft den 1. august 2021, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i § 5, stk. 1, at », jf. dog stk. 2« udgår.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 3, hvorved bl.a. § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021 foreslås ophævet.

Til nr. 3

Det fremgår af § 5, stk. 2, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 13, repatrieringslovens § 7 b, som affattet ved § 1, nr. 14, § 1, nr. 22, 28 og 37. Samtidig ophæves repatrieringslovens § 7 a som affattet ved § 1, nr. 14.

Det fremgår af § 5, stk. 4, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021, at for ansøgninger indgivet efter lovens ikrafttræden, men før ikrafttrædelsen af § 1, nr. 13, repatrieringslovens § 7 b som affattet ved § 1, nr. 14, § 1, nr. 22, 28 og 37, finder de regler, der var gældende før ikrafttrædelsen af § 1, nr. 13, repatrieringslovens § 7 b som affattet ved § 1, nr. 14, § 1, nr. 22, 28 og 37 anvendelse.

Det foreslås, at § 5, stk. 2 og 4, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021 ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 1, hvorefter § 1, nr. 13, 14, 22, 28 og 37, i lov nr. 1190 af 8. juni 2021 foreslås ophævet.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. maj 2024, jf. dog stk, 2.

Det foreslås i stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 3-6 og 8, og § 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de nuværende regler om ydelsesstruktur og udbetalingstidspunkt for hjælp til repatriering fortsat vil gælde, indtil udlændinge- og integrationsministeren fastsætter, at de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 3-6 og 8, og § 4, træder i kraft.

Bestemmelserne vil blive sat i kraft, når problemstillingerne vedrørende fremgangsmåden ved den praktiske udbetaling af navnlig anden rate er endelig afklaret.

Det foreslås i stk. 3, at § 2, nr. 1 og 5-7, og § 3, nr. 1-2, ikke skal finde anvendelse på ansøgninger eller forelagte sager om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, der er indgivet eller forelagt før lovens ikrafttræden. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at behandlingen af sager om opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, der verserer på tidspunktet for lovens ikrafttræden, vil skulle færdigbehandles i Udlændingestyrelsen efter de nuværende regler. Det vil gælde både sager, der er indgivet ved ansøgning eller på baggrund af forelæggelse fra Hjemrejsestyrelsen.

Kilde

Repatrieringsloven gælder ikke for Færøerne eller Grønland. Lovforslagets § 1 skal således heller ikke gælde for Færøerne eller Grønland og skal heller ikke kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Lovforslagets § 2 vedrører hjemrejseloven, som ikke gælder for Færøerne eller Grønland, jf. lovens § 31, stk. 1. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at lovens §§ 1-23 og 25 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.

Hjemrejseloven er ikke endnu blevet sat i kraft for Færøerne eller Grønland. Den uudnyttede anordningshjemmel i hjemrejselovens § 31 vil således kunne anvendes til at sætte de med dette lovforslag foreslåede ændringer af hjemrejseloven i kraft for henholdsvis Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det fremgår af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland me de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås på den baggrund i § 6, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.