Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1796 af 28/12/2023

Skatteministeriet

Lov om ændring af registreringsafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer, brændstofforbrugsafgiftsloven og skatteforvaltningsloven (Regelforenkling med henblik på at fremme regelefterlevelsen på motorområdet, justering af skatteforvaltningslovens fristreglers samspil med visse bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster m.v.) § 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 10, træder i kraft den 1. juli 2024.

Stk. 3. § 1, nr. 5-8, 11 og 13, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 4. § 1, nr. 12, har, for så vidt angår registreringsafgiftslovens § 15, stk. 6, også virkning for sikkerhed, der er stillet før den 1. januar 2024.

Stk. 5. § 4, nr. 5-7, har virkning for sager, der er indbragt i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention den 3. oktober 2023 eller senere.

/ Jeppe Bruus
Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af registreringsafgiftsloven, lov om registrering af køretøjer, brændstofforbrugsafgiftsloven og skatteforvaltningsloven (Regelforenkling med henblik på at fremme regelefterlevelsen på motorområdet, justering af skatteforvaltningslovens fristreglers samspil med visse bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomster m.v.) § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Det foreslås i stk. 2 , at § 1, nr. 10, træder i kraft den 1. juli 2024, hvor den systemmæssige understøttelse af bestemmelsen vurderes at være klar.

Det foreslås i stk. 3 , at § 1, nr. 5-8, 11 og 13, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2025, hvor den systemmæssige understøttelse af bestemmelserne vurderes at være klar.

Det foreslås i stk. 4, at registreringsafgiftslovens § 15, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, skal have virkning for sikkerhed, der er stillet før den 1. januar 2024. Det vil indebære, at Skatteforvaltningen kan undlade at frigive sikkerheden, selvom kontrollen af virksomheden er indledt inden d. 1. januar 2024.

Loven vil således på dette punkt have tilbagevirkende kraft.

Det foreslås i stk. 5, at § 4, nr. 5-7, har virkning for sager, der er indbragt i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention den 3. oktober 2023 eller senere.

Det foreslås desuden, at denne del har virkning fra fremsættelsestidspunktet. Forslaget betyder, at virkningstidspunktet for lovens § 4, nr. 5-7, vil være tidligere end lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Lovens § 4, nr. 5-7, har virkning for anmodninger om gensidig aftaleprocedure, der indbringes for Skatteforvaltningen den 3. oktober 2023 eller senere.

At lovens § 4, nr. 5-7, har virkning fra fremsættelsestidspunktet skyldes, at der foreligger risiko for skattespekulation, som vil kunne modvirke formålet med loven.

For Danmarks vedkommende er det kun dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, der indeholder en bestemmelse om, at ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero under gennemførelse af en gensidig aftaleprocedure. Ved fremsættelsestidspunktet er det derfor alene sager, hvor der anmodes om en gensidig aftaleprocedure i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA den 3. oktober 2023 eller senere, der påvirkes af forslaget.

Det bemærkes, at lovens § 4, nr. 5-7, ikke har virkning for sager, hvor der anmodes om en gensidig aftaleprocedure i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en anden international overenskomst eller konvention før den 3. oktober 2023.

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland og kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland.