Til nr. 1
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, at der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter køretøjsregistreringsloven, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer.
Af § 2, stk. 1, nr. 6, fremgår en undtagelse til denne hovedregel om afgiftspligt, hvis der er tale om en personbil med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer. Disse køretøjer var indtil 2015 reguleret i § 6 a.
Det fremgik af registreringsafgiftslovens § 6 a indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 1503 af 23. december 2014, der ophævede denne, at køretøjer med tilladelse til taxikørsel efter § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel, skulle afgiftsberigtiges således, at der skulle betales 0 pct. i afgift af de første 230.000 kr. af den afgiftspligtige værdi og 70 pct. af resten, hvis køretøjet alene blev benyttet til erhvervsmæssig personbefordring og herudover alene til lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, eller til kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder.
Indtil ikrafttrædelsen af lov nr. 1503 af 23. december 2014 kunne man således benytte en taxi, hyrevogn og lignende til at udføre lejlighedsvis kørsel med hastende småforsendelser uden ledsager eller kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder, uden at dette medførte fuld registreringsafgift.
Med ophævelsen af § 6 a forsvandt muligheden for at benytte taxier, hyrevogne og lignende til lejlighedsvis kørsel med hastende små forsendelser uden ledsager eller til kørsel af hastende karakter for de sociale myndigheder.
Konsekvensen af at benytte et køretøj, der falder under § 2, stk. 1, nr. 6, til en sådan kørsel, er efter de gældende regler, at der vil skulle svares fuld afgift af køretøjet.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 2, stk.1, nr. 6, efter »organer,« indsættes »eller som benyttes til lejlighedsvis kørsel med småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, eller til kørsel for de sociale myndigheder,«.
Forslaget vil medføre, at personbiler med en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport i henhold til taxiloven fremover også kan benyttes til lejlighedsvis kørsel med småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, der følger af taxilovens regler, eller til kørsel for de sociale myndigheder.
Et eksempel på kørsel med små forsendelser er små postforsendelser, transport af medicin fra apoteker, laboratorieprøver til og fra hospitaler, udbringning af varer eller udbringning af blomster, kranse og lignende.
Ved kørsel for de sociale myndigheder menes f.eks. udbringning af mad til pensionister uden personaleledsagelse, udbringning af medicinsk udstyr eller lignende, men også til anden kørsel. Den afgiftsfrie kørsel er i dette tilfælde afhængig af, at kørslen sker for sociale myndigheder.
Det er en betingelse for at anvende muligheden, at den, der køber transportydelsen, også betaler for ydelsen. Dette kan f.eks. være et hospital eller en social myndighed, der bestiller transportydelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det foreslås, i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 18, at ændre, det afsluttende »og « til »,«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 3
Det foreslås, i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 19, at ændre »adgang.« til »adgang og«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
Til nr. 4
Det fremgår af § 1 i registreringsafgiftsloven, at der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter køretøjsregistreringsloven, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer.
Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, fremgår en række undtagelser til hovedreglen om afgiftspligt. Herunder indgår f.eks. ambulancer og rustvogne i § 2, stk. 1, nr. 4, personkøretøjer og varevogne som nævnt i § 5, stk. 1, 2 og 7 der udelukkende anvendes af danske statsinstitutioner jf. § 2, stk. 1, nr. 2, samt personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport, som udelukkende anvendes hertil, eller til transport af blod og organer i § 2, stk. 1, nr. 6.
Afgiftsfritagelsen efter § 2, stk. 1, omfatter ikke køretøjer, der er bygget eller ombygget med henblik på anvendelse ved blodtapning fra personer, der har tilmeldt sig som bloddonorer (blodbusser). Blodbusser kan således ikke afgiftsfritages efter § 2, stk. 1, nr. 6, da denne bestemmelse alene omfatter personbiler.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftsloven indsættes et nyt § 2, stk. 1, nr. 20 , så køretøjer, der benyttes af hospitaler, sygehuse, lægehuse og lignende, der specielt er indrettet og udelukkende anvendes til brug for tapning af blod og kun befordrer nødvendigt personale ved tapning af blod er afgiftsfritaget.
Med ændringen vil der ikke blive lagt afgift på blodbusser, som bruges af medicinsk personale, f.eks. sygeplejersker, fra hospitaler, sygehuse, lægehuse eller lignende til blodtapning af personer der har meldt sig frivilligt. Disse ligestilles dermed med f.eks. ambulancer og personbiler, som benyttes til transport af blod og organer.
Afgiftsfritagelse vil dog kun kunne opnås, hvis det kan dokumenteres, at køretøjet er indrettet som blodbus og anvendes som mobil tappeenhed. Kan det således dokumenteres at der er tale om en blodbus vil der kunne indrømmes afgiftsfritagelse for køretøjet.
Det følger af det foreslåede, at der kun må befordres nødvendigt personale ved tapning af blod. Med dette menes alt personale, der er tilknyttet hospitaler, sygehuse, lægehuse og lignende, som udfører opgaver med eller i tilknytning til tapning, håndtering og transport af blod.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3, 5.pkt., og § 5, stk. 5, 5. pkt., at varebiler, for hvilke der hverken foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. eller 2. pkt. eller brændstofforbrug som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledning i stedet på baggrund af bilens forbrug af brændstof beregnet i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 2, 9 eller 10.
Det foreslås, at registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3, 5. pkt., og § 5, stk. 5, 5. pkt., ændres således, at », 9 « udgår.
Dette sker som følge af ændringerne i dette lovforslags § 3 og skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 1, nr. 6 og 7.
Formålet med, at henvisningen udgår, er, at beregningsfaktorerne 29 og 32 kan ændres til 36,2 og 40, for så vidt angår biler med en vægt på eller over 2.585 kg, samtidig med at henvisningen overgår til særskilte punktummer i § 4 og § 5.
Ændringerne angår de samme biler, som omfattes af lovforslagets § 3, og skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1 nr. 6-7. Som ved de foreslåede ændringer til brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 3 og 3 c, er formålet med forslaget til ændring af registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5, at sikre økonomisk tilskyndelse til at anvende oplysninger om den målte CO2-udledning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3, at grundlaget for tillæg efter stk. 2 er CO2-udledning som fastsat i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1151/2017 af 1. juni 2017.
For personbiler, for hvilke der ikke opgøres CO2-udledning i gram pr. kilometer i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), anvendes i stedet CO2-udledning opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) multipliceret med 1,21.
For personbiler, for hvilke der ikke foreligger en måling af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), men hvor der foreligger et omregnet brændstofforbrug i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 24 for benzindrevne biler og med 26,5 for dieseldrevne biler.
For personbiler, for hvilke der alene foreligger et omregnet brændstofforbrug opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC), beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler.
For personbiler, for hvilke der hverken foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer opgjort i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP) eller opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) pkt. eller omregnet brændstofforbrug opgjort i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP) eller opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC), beregnes CO2-udledning i stedet på baggrund af bilens forbrug af brændstof beregnet i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 2, 9 eller 10. Det beregnede brændstofforbrug i liter pr. 100 km omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3, indsættes som 7. pkt.:
»For personbiler med en køreklar vægt på 2.585 kg eller mere, for hvilke der ikke foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer, som angivet i 1. eller 2. pkt., eller brændstofforbrug, som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledningen på baggrund af bilens brændstofforbrug i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9. «
Den foreslåede ændring vil betyde, at det fremover vil fremgå særskilt af § 4, stk. 3, hvordan der skal ske beregning af bilens brændstofforbrug til CO2-udledning, hvis der ikke foreligger oplysninger om målt brændstofforbrug efter NEDC- eller WLTP-målenormerne.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 4, stk. 3, indsættes som 8. pkt.:
»Det brændstofforbrug i liter pr. 100 km, der er beregnet efter 7. pkt. omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 36,2 for benzindrevne biler og med 40 for dieseldrevne biler.«
Ændringen medfører, at det efter det foreslåede 7. pkt. beregnede brændstofforbrug i liter pr. 100 km for biler, der vejer 2.585 kg eller mere, omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 36,2 for benzindrevne biler og med 40 for dieseldrevne biler. Således sikres der overensstemmelse mellem multiplikationsfaktorerne i de foreslåede ændringer til brændstofforbrugsafgiftslovens § 3 c, stk. 2, og multiplikationsfaktorerne i de foreslåede ændringer til registreringsafgiftslovens bestemmelser om tillæg for CO2-udledning, for køretøjer, der vejer 2.585 kg eller mere.
Ændringerne angår de samme biler, som omfattes af nærværende lovforslags § 3, og skal ses i sammenhæng med § 1 nr. 5 og nr. 7. Som ved de foreslåede ændringer til brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 3 og 3 c, er formålet med forslaget til ændring af registreringsafgiftslovens §§ 4 og 5, at sikre økonomisk tilskyndelse til at anvende oplysninger om den målte CO2-udledning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 5 a, at grundlaget for tillæg efter stk. 4 er CO2-udledning som fastsat i overensstemmelse med den på verdensplan harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 1151/2017 af 1. juni 2017.
For varebiler, for hvilke der ikke opgøres CO2-udledning i gram pr. kilometer i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), anvendes i stedet CO2-udledning opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) multipliceret med 1,21.
For varebiler, for hvilke der ikke foreligger en måling af CO2-udledning i gram pr. kilometer i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), men hvor der foreligger et omregnet brændstofforbrug, beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 24 for benzindrevne biler og med 26,5 for dieseldrevne biler.
For varebiler, for hvilke der alene foreligger et omregnet brændstofforbrug opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC), beregnes CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det angivne brændstofforbrug i liter pr. 100 km med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler.
For varebiler, for hvilke der hverken foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer opgjort i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP) eller opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) eller omregnet brændstofforbrug opgjort i overensstemmelse med den harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP) eller opgjort efter Rådets direktiv 80/1268/EØF eller forordning (EF) nr. 692/2008 (NEDC) , beregnes CO2-udledning i stedet på baggrund af bilens forbrug af brændstof beregnet i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 2, 9 eller 10. Det beregnede brændstofforbrug i liter pr. 100 km omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 5, indsættes som 7. pkt.:
»For varebiler med en køreklar vægt på 2.585 kg eller mere, for hvilke der ikke foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. eller 2. pkt., eller brændstofforbrug som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledningen på baggrund af bilens brændstofforbrug i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9. «
De foreslåede ændringer vil betyde, at det fremover vil fremgå særskilt af § 5, stk. 5, hvordan der skal ske omberegning af bilens brændstofforbrug til CO2-udledning, hvis der ikke foreligger oplysninger om målt brændstofforbrug efter NEDC- eller WLTP-målenormerne.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 5, indsættes som 8. pkt.:
»Det brændstofforbrug i liter pr. 100 km, der er beregnet efter 7. pkt. omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 36,2 for benzindrevne biler og med 40 for dieseldrevne biler.«
Således sikres der overensstemmelse mellem multiplikationsfaktorerne i de foreslåede ændringer til brændstofforbrugsafgiftslovens § 3 c, stk. 2, og multiplikationsfaktorerne i de foreslåede ændringer til registreringsafgiftslovens bestemmelser om tillæg for CO2-udledning for køretøjer, der vejer 2.585 kg eller mere.
Ændringerne angår de samme biler, som omfattes af lovforslagets § 3 og skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1 nr. 5 og 6. Som ved de foreslåede ændringer til brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 3 og 3 c, er formålet med forslaget til ændringen af registreringsafgiftslovens § 4 at undgå økonomisk tilskyndelse til at importere ældre brugte biler som følge af fordelagtige omberegninger vedrørende tillæg for brændstofforbrug.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 8
For autocampere er hovedreglen efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2, at der for køretøjer, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, beregnes samme registreringsafgift som for almindelige personbiler. For køretøjer med en tilladt totalvægt på mindst 2 t, der er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 2 personer, kan der dog ved afgiftsberigtigelsen ses bort fra udgiften til beboelsesindretningen samt fortjeneste og moms heraf. I disse tilfælde udgør afgiften for køretøjets samlede værdi eksklusive afgift mindst 0 kr. af de første 12.100 kr. og 45 pct. af resten.
Autocampere er ofte opbygget på lastbilchassiser, der typisk har en tilladt totalvægt på 3,5 t svarende til grænsen for et lille kørekort. Stigende chassispriser samt de afgiftsændringer, der følger af lov nr. 203 af 13. februar 2021, har medført, at flere og flere af autocampere balancerer på grænsen mellem at skulle afgiftsberigtiges med 45 pct. eller satserne for personbiler med fradrag for udgiften til beboelsesindretning. Autocampere bliver således i højere grad afgiftsberigtiget efter satserne for personbiler.
Det giver anledning til praktiske vanskeligheder i Skatteforvaltningen og hos selvanmeldervirksomheder, når nye autocampere skal værdifastsættes. Det skyldes, at det skal dokumenteres, hvor stor en del af autocamperens værdi, der udgøres af henholdsvis bildelen og beboelsesdelen. Det er således ikke muligt at få en prisopdeling fra fabrikken, og prisopdelingen er stort set altid et skøn, som er forbundet med en stor grad af usikkerhed.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens I§ 5 a, stk. 2, indsættes som nyt 4. pkt.:
»For køretøjer som nævnt i 1. pkt. med en tilladt totalvægt på mindst 3 t, som er indrettet med køkken-, toilet- og badefaciliteter samt sovepladser til mindst 2 personer, fastsættes afgiften efter 3. pkt.«
Den foreslåede ændring vil medføre, at alle køretøjer, der opfylder kravene til vægt og indretning, vil kunne afgiftsberigtiges efter afgiftssatsen på 45 pct. (minimumsafgiften), uden at udgifterne til beboelse skal opgøres særskilt.
Den foreslåede ændring fordrer, at den egentlige autocamper er udstyret med køkken-, toilet- og badefaciliteter, da disse faciliteter typisk adskiller egentlige autocampere fra ombyggede person- og varebiler. Dette sikrer, at egentlige autocampere og ikke ombyggede person- eller varebiler omfattes af den foreslåede bestemmelse.
Den foreslåede ændring vedrører således ikke andre af de køretøjer, som er omfattet af § 5 a, der er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse. Vare- eller personbiler m.v., som er ombygget til autocampere, vil således ikke være omfattet af den foreslåede ændring. Køretøjer i denne kategori vil stadig skulle afgiftsberigtiges efter reglerne i § 4 med fradrag af udgifterne til beboelsesindretningen eller efter 45-pct. reglen.
Der henvises i øvrigt til i pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 9
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, at afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4-5 e, 29 eller 29 a, godtgøres, hvis køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret og udføres fra landet. Videre følger af § 7 b, stk. 2, nr. 1-5, hvordan beløbet for godtgørelsen af afgift fastsættes for de enkelte køretøjstyper. Af § 7 b, stk. 4, fremgår hvilke køretøjer, der ikke kan godtgøres afgift for, f.eks. køretøjer, der er mere end 35 år gamle regnet fra første registreringsdato. Det følger desuden af § 7 c stk. 1, at der sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter § 7 b skal afleveres en synsrapport om køretøjets stand. Det skal af synsrapporten desuden fremgå, at køretøjet er i registreringsklar stand. Synsrapporten må ikke være ældre end 4 uger regnet fra anmodningens indgivelse. Afgiften godtgøres af Skatteforvaltningen, når køretøjets afgiftspligtige værdi er fastslået, og Skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for køretøjets afmeldelse fra Køretøjsregisteret og udførsel fra landet.
§§ 7 b og 7 c definerer ikke præcist, hvornår et køretøj senest skal være udført, for at der kan ske udbetaling af eksportgodtgørelse.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens I § 7 c, stk. 1, indsættes som nyt 5. pkt.:
»Hvis ikke køretøjet er udført senest 3 måneder efter indgivelsen af anmodningen om godtgørelse, afvises anmodningen.«
En anmoder om eksportgodtgørelse vil således skulle dokumentere, at køretøjet er udført af landet senest 3 måneder efter anmodning om afgiftsgodtgørelse er indgivet. Er der gået længere tid, vil den indsendte anmodning blive afvist. I det tilfælde vil anmoderen, hvis der stadig er et ønske om at opnå eksportgodtgørelse, skulle indsende anmodning på ny med de informationer, som er påkrævet efter §§ 7 b og 7 c.
Anmoderen mister således ikke retten til afgiftsgodtgørelse, hvis køretøjet ikke er dokumenteret udført inden for 3 måneder, men anmoderen vil skulle indsende anmodning om eksportgodtgørelse på ny med en ny synsrapport, der ikke må være ældre end 4 uger, regnet fra den nye anmodnings indgivelse.
Derpå vil der skulle indsendes dokumentation for udførsel, og Skatteforvaltningen vil skulle foretage en værdifastsættelse af køretøjet før eksportgodtgørelse kan udbetales.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.13 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Det følger af registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1, at den afgiftspligtige værdi for brugte køretøjer fastsættes til køretøjets almindelige pris indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter loven. Den almindelige pris fastsættes efter salg til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres.
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 9 a, stk. 1, at der for nye køretøjer, som er eller efter deres anvendelse kunne være omfattet af § 3 b, som er omfattet af § 8, stk. 6, eller som anvendes til erhvervsmæssig udlejning eller erhvervsmæssigt udlån, og som ikke er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 15, altid skal foretages en genberegning af køretøjets afgiftspligtige værdi som et brugt køretøj efter § 10. Det skal ske enten ved salg eller anden overdragelse af køretøjet fra den første registrerede ejer til en tredjepart eller senest 3 måneder efter tidspunktet for første registrering af køretøjet.
Det følger af § 10, stk. 2, at for brugte køretøjer, som ikke tidligere har været registreret her i landet, eller som efter reparation eller genopbygning skal afgiftsberigtiges på ny, jf. § 1, stk. 3, kan den afgiftspligtige værdi ikke overstige køretøjets oprindelige pris som nyt. Er køretøjets pris som nyt ukendt, fastsættes prisen skønsmæssigt. Et omfattet brugt køretøjs værdi må altså som udgangspunkt ikke værdisættes højere, end hvad bilen ville være værd som ny, og er udsat for et egentligt loft for værdifastsættelse, også selvom de brugte køretøjer på markedet overstiger nye køretøjer i værdi.
Det foreslås, at der i registreringsafgiftslovens § 10, stk. 2,
Den foreslåede ændring har til formål at ligestille henholdsvis nyere brugt importerede køretøjer, der værdifastsættes på baggrund af § 10 med køretøjer, hvis afgiftspligtige værdifastsættes på ny i forbindelse med genberegningen efter lovens § 9 a.
Ændringen vil betyde, at det i bestemmelsen fastsatte loft for den afgiftspligtige værdi af et brugt køretøj, der ikke har været indregistreret her i landet før, kun finder anvendelse, hvis køretøjet er 5 år eller ældre. Det følger af § 4, stk. 7, at et brugt køretøjs alder regnes fra første registrering. Hvis tidspunkt for registrering eller ibrugtagning ikke kan fastslås, regnes køretøjets første registreringstidspunkt eller ibrugtagning fra køretøjets fremstillingstidspunkt.
Med det foreslåede vil der derfor fremover ved værdifastsættelsen ikke længere være et loft over den afgiftspligtige værdi for brugte importerede køretøjer, der under 5 år gamle. Disse ligestilles dermed med køretøjer omfattet af reglerne om genberegning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 10 a, stk. 1, at Skatteforvaltningen ved afgiftsberigtigelse af et køretøj offentliggør afgiftsgrundlaget på internettet. Af stk. 2 fremgår, at der for hvert enkelt køretøj offentliggøres de oplysninger om køretøjet, der anmeldes til Skatteforvaltningen til brug for opgørelse af registreringsafgiften af køretøjet. Desuden offentliggøres det af Skatteforvaltningen opgjorte afgiftsgrundlag, den beregnede afgift, den betalte afgift og det anvendte hjemmelsgrundlag ved afgiftsberegningen. Endelig opgøres eventuel ændring af afgiftsgrundlaget i forhold til det anmeldte afgiftsgrundlag.
Det er dog i praksis ikke muligt at offentliggøre den faktisk betalte afgift.
På nuværende tidspunkt offentliggøres oplysninger, der anmeldes til brug for opgørelse af registreringsafgiften, det opgjorte afgiftsgrundlag, den beregnede afgift og den opkrævede afgift samt ændringer i afgiftsgrundlaget. Da Skatteforvaltningens tekniske systemer ikke er integrerede, kan den faktisk betalte afgift ikke offentliggøres uden væsentlige omkostninger til systemudvikling og ændring af selvanmelderordningen.
Det er desuden ikke altid muligt at konstatere og dermed offentliggøre den betalte afgift for køretøjer, der afgiftsberigtiges via selvanmelderes månedsangivelser. Det skyldes, at afgift for køretøjer på en månedsangivelse opkræves som ét samlet beløb for flere køretøjer. Det medfører, at det i de tilfælde, hvor beløbet på månedsangivelsen ikke betales eller kun delvist betales, ikke vil være muligt at fastslå præcist for hvilke køretøjer, der er betalt hvilket afgiftsbeløb.
Da der i dag ikke er integration mellem de systemer, der opbevarer oplysninger om betaling (SAP 38), og det system, der opbevarer og offentliggør data om køretøjer (Køretøjsregisteret), vil det heller ikke været muligt at offentliggøre de betalingsoplysninger, der fremgår af Skatteforvaltningens opkrævningssystem, SAP 38, uden væsentlige omkostninger for staten til brug for en integration af de to systemer eller manuel behandling.
Det foreslås i registreringsafgiftslovens § 10 a, stk. 2, nr. 2, at ændre ”betalte” til ”opkrævede”.
Det vil indebære, at det fremadrettet vil være tydeligt, at det er den opkrævede afgift, der kan fremsøges i Køretøjsregisteret. Oplysninger om den betalte afgift vil således ikke fremgå som en oplysning, der offentliggøres på internettet.
Hvis ejer eller bruger af et køretøj har brug for at vide, hvad der præcist er svaret i afgift af et køretøj, vil der stadig være mulighed for at få dette oplyst på anden vis, jf. § 10 a, stk. 3. Det er nemlig i dag muligt ved telefonisk henvendelse til Skatteforvaltningen. Denne mulighed vil fortsat eksistere med den foreslåede ændring. Personer, der ikke har ret til oplysningerne, vil ikke kunne få disse udleveret ved telefonisk henvendelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
(Til § 15, stk. 6)
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, at en virksomhed kan registreres, hvis den blandt andet stiller sikkerhed på mindst 500.000 kr. for betaling af afgifter efter registreringsafgiftsloven, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser. En stillet sikkerhed frigives, hvis virksomheden afmelder registrering, hvis virksomheden ophører med at opfylde mindst én af betingelserne i § 15, stk. 1, eller undlader at fremstille et køretøj efter § 18.
Der er ikke i registreringsafgiftsloven hjemmel til, at Skatteforvaltningen kan fastholde en stillet sikkerhed, selvom der måtte være indledt en kontrolsag mod den registrerede virksomhed. En sådan hjemmel findes imidlertid i opkrævningsloven.
Det foreslås at der i registreringsafgiftslovens § 15 indsættes som stk. 6: »Sikkerhed stillet efter stk. 1, nr. 5, og stk. 2, frigives, når virksomhedens registrering er bragt til ophør. Opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt. finder tilsvarende anvendelse for told- og skatteforvaltningens mulighed for at undlade at frigive sikkerhed efter 1. pkt. «
Det foreslåede vil medføre, at Skatteforvaltningen efter registreringsafgiftsloven på samme måde som efter opkrævningsloven på andre områder skal kunne undlade at frigive en sikkerhed stillet efter registreringsafgiftslovens § 15, hvis der på det hidtidige frigivelsestidspunkt er indledt en kontrol af virksomheden.
Baggrunden for forslaget er, at de gældende regler ikke giver Skatteforvaltningen mulighed for at undlade at frigive en sikkerhed, der er stillet efter registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, selv om der er en igangværende kontrol af virksomheden. Dette indebærer, at Skatteforvaltningen kan være forpligtet til at frigive en sikkerhed, selv om der er en igangværende kontrol af virksomheden, og kontrollen formodes at ville føre til en forhøjelse af virksomhedens tilsvar af afgifter. Det er uhensigtsmæssigt, at staten af denne årsag risikerer at lide tab, som kunne være undgået.
Det er formålet med forslaget, at opkrævningslovens regler om frigivelse af sikkerhed også skal finde anvendelse på sikkerhed stillet som følge af registreringsafgiftslovens regler. Opkrævningslovens regler finder imidlertid kun anvendelse for så vidt angår den sikkerhed, der stilles efter opkrævningslovens § 11, stk. 1 og 2 – det vil sige ikke for sikkerheder, der stilles efter evt. særlige sikkerhedsstillelsesregler i registreringsafgiftslovens § 15. Med ændringen vil opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt., tilsvarende finde anvendelse for sikkerhed stillet efter registreringsafgiftslovens regler herom.
Det følger af opkrævningslovens regler, at Skatteforvaltningen kan undlade at frigive en sikkerhed, hvis der på frigivelsestidspunktet er indledt en kontrol af virksomheden. Træffer Skatteforvaltningen afgørelse om forhøjelse af de tilsvar, som sikkerheden skal dække, frigives den del af sikkerheden, der måtte overstige det beløb, der som følge af kontrollen træffes afgørelse om at forhøje virksomhedens tilsvar med, mens den resterende del af sikkerheden frigives, når tilsvarene er betalt. Træffes der derimod ikke afgørelse om en sådan forhøjelse, sker frigivelsen ved kontrollens afslutning, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt.
En kontrol vil blive anset for indledt, når der er planlagt eller foretaget skridt med henblik på at afklare de omstændigheder, der har givet anledning til kontrollen. Det kan f.eks. være, når Skatteforvaltningen har modtaget informationer, der giver anledning til at påbegynde en kontrol, når Skatteforvaltningen har udsendt en materialeindkaldelse med henblik på at få oplysninger om virksomheden, eller når der på baggrund af en maskinel udsøgning af virksomheder er igangsat et kontrolprojekt, hvori den pågældende virksomhed indgår.
Resulterer kontrollen i, at Skatteforvaltningen træffer afgørelse om forhøjelse af de tilsvar, som sikkerheden skal dække, vil den del af sikkerheden, der måtte overstige det beløb, der som følge af kontrollen træffes afgørelse om at forhøje virksomhedens tilsvar med, skulle frigives på afgørelsestidspunktet, mens den resterende del af sikkerheden vil skulle frigives, når tilsvarene er betalt. Træffes der derimod ikke afgørelse om en sådan forhøjelse, vil frigivelsen skulle ske ved kontrollens afslutning.
På samme måde som efter opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt., vil Skatteforvaltningen i de tilfælde, hvor Skatteforvaltningen vælger ikke at frigive en sikkerhed på grund af en igangværende kontrol ved meddelelse skulle gøre virksomheden opmærksom på, at der er en igangværende kontrol af virksomhedens angivelse m.v. af skatter og afgifter, og at frigivelsestidspunktet af denne grund udskydes. Meddelelsen vil have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse, hvilket bl.a. vil betyde, at afgørelsen vil kunne påklages efter skatteforvaltningslovens almindelige regler. En klage vil ikke have opsættende virkning. Forvaltningslovens § 19 om partshøring vil tilsvarende finde anvendelse.
Den altovervejende hovedregel forventes i praksis at være, at den nye bestemmelse, med henvisning til opkrævningsloven, vil skulle anvendes til at udskyde frigivelsestidspunktet for sikkerheden, når der er en igangværende kontrol af virksomheden. Den foreslåede bestemmelse i registreringsafgiftsloven og den gældende bestemmelse i opkrævningsloven er dog udformet som en valgmulighed for forvaltningen. Skatteforvaltningen foreslås dermed at kunne beslutte ikke at anvende den foreslåede mulighed for at undlade at frigive en sikkerhed, uanset at der er indledt en kontrol af virksomheden.
En beslutning om af frigive sikkerheden vil ikke have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse og vil derfor ikke skulle meddeles virksomheden. Dette vil kunne være relevant, når Skatteforvaltningen påtænker at foretage et kontrolskridt, der er omfattet af retssikkerhedsloven. Ved sådanne kontrolskridt skal virksomheden som udgangspunkt underrettes om tvangsindgrebet, forud for at det gennemføres. Dog kan underretning undlades i de tilfælde, hvor formålet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis en forudgående underretning skulle gives.
Udformningen af den foreslåede bestemmelse som en »kan-bestemmelse« giver altså Skatteforvaltningen mulighed for at kunne vælge ikke at udskyde frigivelsestidspunktet og dermed ikke at underrette virksomheden om den igangværende kontrolsag, når hensynet til hemmeligholdelsen af kontrolsagen vurderes at veje tungere end interessen i at udskyde frigivelsestidspunktet for sikkerheden.
Hvor længe en sikkerhed vil blive fastholdt som følge af en igangværende kontrol, vil afhænge af den enkelte kontrolsags omfang og kompleksitet. Skatteforvaltningen oplyser om kontrolsagernes længde, at der på grund af en stor variation af sagerne også er en stor variation i sagsbehandlingstiden. Når Skatteforvaltningen har givet meddelelse om, at frigivelse af sikkerheden undlades, vil Skatteforvaltningen skulle sikre, at kontrollen ikke unødigt forsinkes. Hvor hurtigt en sag skal behandles, beror på en konkret vurdering, hvor der bl.a. skal tages hensyn til, hvilken økonomisk betydning en hurtig og smidig sagsbehandling kan have for virksomheden. Da frigivelsestidspunktet for sikkerheden kan have væsentlig økonomisk betydning for den pågældende virksomhed, og idet frigivelsestidspunktet foreslås at skulle afhænge af kontrolsagen, vil dette være et hensyn, der i Skatteforvaltningens tilrettelæggelse af kontrolsagen vil skulle tale for at fremme kontrolsagen mest muligt.
Når Skatteforvaltningen har afsluttet kontrollen, underrettes virksomheden herom. Hvis Skatteforvaltningens kontrol af virksomheden afsluttes, uden at der træffes afgørelse om at forhøje virksomhedens tilsvar, vil sikkerheden skulle frigives. Hvis Skatteforvaltningens kontrol af virksomheden resulterer i en afgørelse om forhøjelse af de tilsvar, som sikkerheden skal dække, vil den del af sikkerheden, der måtte overstige det beløb, der som følge af kontrollen træffes afgørelse om at forhøje virksomhedens tilsvar med, skulle frigives på afgørelsestidspunktet, mens den resterende del af sikkerheden vil skulle frigives, når de skyldige beløb er betalt. En virksomhed, der har stillet sikkerheden i form af en bankgaranti, vil kunne have en interesse i selv at betale det forhøjede tilsvar frem for at lade bankgarantien dække tilsvaret. Det foreslås derfor, at frigivelsen af den del af sikkerheden, der beløbsmæssigt svarer til det forhøjede tilsvar, først kan ske, når dette beløb er blevet betalt.
Det foreslåede stk. 6 vil i øvrigt skulle fortolkes og administreres på samme måde som opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt. Der henvises herom til Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 137 som fremsat, s. 13- 15 og s. 44-45. Der henvises i øvrigt til pkt.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
(Til § 15, stk. 7)
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, at en virksomhed kan registreres hos Skatteforvaltningen med den virkning, at virksomheden kan angive afgiften af et køretøj og periodevis betale afgiften af køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af.
Det følger af § 15, stk. 1, nr. 1-5, at en virksomhed skal leve op til en række betingelser, før den kan registreres. Ifølge nr. 5 skal virksomheden stille sikkerhed på mindst 500.000 kr. for betaling af afgifter efter registreringsafgiftsloven, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser.
Af § 15, stk. 2, fremgår, at Skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar efter registreringsafgiftsloven, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. Skatteforvaltningen kan med 1 måneds varsel til den første i en måned ændre kravet om sikkerhedsstillelse, hvis virksomhedens forhold har ændret sig væsentligt i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering, eller hvis Skatteforvaltningens fastsættelse af sikkerhedens størrelse har været baseret på mangelfulde eller ukorrekte oplysninger.
Der er således ikke lovbundne betingelser for fastsættelsen af en sikkerhedsstillelse, der er højere end 500.000 kr., men lovgivningsmagten har derimod overladt Skatteforvaltningen en skønsmæssig beføjelse med angivelse af en række risikofaktorer, som kan føre til et krav om en højere sikkerhedsstillelse. Det fremgår af bemærkningerne til det fremsatte lovforslag nr. L 4 af 3. oktober 2017, at det var forudsat, at Skatteforvaltningen udarbejdede offentligt tilgængelige retningslinjer for sikkerhedsstillelsen som udgangspunkt ud fra virksomhedens afgiftstilsvar således, at virksomhedernes blev indplaceret på en trappemodel med tilstrækkeligt robuste trin.
Med virkning fra og med den 1. februar 2020 offentliggjorde Motorstyrelsen styresignal SKM2019. 562. MOTORST af 14. november 2019 om ”Trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven” således som forudsat i bemærkningerne.
Ved at fastsætte regler, der er retligt normerende for Skatteforvaltningens afgørelser i første instans og rekursinstansernes efterfølgende afgørelser, kan det således sikres, at der ikke er tvivl om, at trappemodellens trin udgør en minimumsgrænse i forhold til sikkerhedsstillelsens størrelse. Dette bidrager til at skabe klarhed og forudsigelighed for de registrerede virksomheder, der på den måde ikke kan være i tvivl om, hvad de som minimum skal stille af sikkerhed.
Det foreslås at der i registreringsafgiftslovens § 15 indsættes som stk. 7 : » Skatteministeren fastsætter nærmere regler for sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, og stk. 2«.
Med ændringen er det forudsat, at der ved bekendtgørelse vil blive fastsat regler for indplacering, som i det væsentlige svarer til de regler, der i dag fremgår af SKM2019. 562. MOTORST.
Herved vil der være sikret klarhed om, hvilken sikkerhed de registrerede virksomheder skal stille.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 13
Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 16, at en registreret virksomhed til Skatteforvaltningen skal angive afgiften af de køretøjer, som virksomheden anmelder til registrering i Køretøjsregisteret. Registrerede virksomheder omfatter selvanmeldere, som er registrerede virksomheder efter §§ 14 og 15, samt selvangivere, som derudover også er registreret jf. § 3 b, stk. 14.
Det fremgår ikke af gældende regler, at den registreringsafgift, der angives samtidig med registrering af køretøjet i Køretøjsregisteret, ikke kan ændres. Opkrævningsloven regulerer blot betalingen af afgiften. Selve angivelsen af den afgiftspligtige værdi og dermed registreringsafgiften reguleres i registreringsafgiftsloven.
Det vil sige, at der efter de gældende regler for angivelse af afgift er risiko for, at det afgiftsbeløb, der angives, ikke vil udgøre den endelige afgift, der betales. Det betyder også, at en registreret virksomhed i praksis kan ændre i angivelsen indtil betalingsdatoen (den 15. i måneden efter, at køretøjet er registreret).
Det forslås, at der i registreringsafgiftslovens § 16 indsættes som nyt stk. 3: » En angivelse af afgiften af et køretøj skal ske senest samtidig med registrering af køretøjet i Køretøjsregisteret. En registreret virksomhed kan ikke ændre angivelsen efter registrering af køretøjet.«
I tilfælde af fejl ved angivelsen af afgiftsbeløb m.v., kan en ændring kun ske ved anmodning om genoptagelse til Skatteforvaltningen.
For registrerede virksomheder reguleres betalingen af afgifter som følge af registreringsafgiftsloven efter opkrævningslovens § 2, stk. 2. Det foreslåede i § 16, stk. 3, regulerer kun angivelsen af den afgiftspligtige værdi, som danner grundlag for afgiften, der skal betales. Betalingen af afgiften sker således efter opkrævningsloven, mens angivelsen af afgiften sker senest samtidig med indregistrering af køretøjet i Køretøjsregisteret.
Forslaget vedrører kun registrerede virksomheder, der kan angive afgift efter registreringsafgiftslovens regler herom. Forslaget vil ikke have virkning på Skatteforvaltningens fastsættelser af afgift.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Det følger af køretøjsregistreringslovens § 2, jf. § 1, at en række køretøjer skal indregistreres i Køretøjsregisteret forinden de tages i brug på færdselslovens område. Det følger derudover af registreringsafgiftslovens § 1, at der skal svares afgift af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter køreregistreringsloven, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker.
Det følger af lovens § 7, at køretøj, der registreres i Køretøjsregisteret, tildeles nummerplader, der udlånes af staten, jf. dog §§ 7 f-7 h om brug af prøvemærker og prøveskilte.
I § 7 b, stk. 1, er det fastslået, at prøveskilte (også kaldt prøveplader) kun må bruges til kørsel med uregistrerede køretøjer af en type der skal registreres efter § 2. Af § 7 b, stk. 2, fremgår det, at prøveskilte kun må bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til de formål der følger af § 7 b, stk. 2, nr. 1-10. Af nr. 9, fremgår at køretøjer efter § 7 b, stk. 1, må benyttes til optagelse af fotografier eller film af et køretøj. Kørslen må kun foretages af en fabrikant eller importør af køretøjer og kun for at fremstille reklamemateriale for køretøjet.
Det foreslås, at I køretøjsregistreringslovens § 7 b, stk. 2, nr. 9, 2. pkt., at ændre »fabrikant eller importør af køretøjer« til »fabrikant, importør eller virksomhed, der sælger køretøjer eller udbyder køretøjer til leasing«.
Ændringen vil således medføre, at det fremover vil være muligt for f.eks. en almindelig bilsælger eller et leasingfirma, som ikke i sig selv kan kategoriseres som fabrikant eller importør af køretøjer, at benytte køretøjer med prøveskilte til optagelse af video- og fotomateriale til f.eks. reklame. Sådanne køretøjer vil efter § 7 b, stk. 1, være ikke-indregistrerede køretøjer, som virksomheden har prøveskilte til.
Det vil stadig gælde jf. § 7 b, stk. 3, at prøveskiltene ikke må bruges på køretøjer, der bruges til befordring af gods eller personer, der er uvedkommende for formålet med kørslen, jf. § 7 b stk. 2. Hvis kørslen med et ikke-indregistreret køretøj således kan karakteriseres som ikke at opfylde formålet med § 7 b, stk. 2, nr. 9, om optagelse af fotografier eller film, vil køretøjet som udgangspunkt blive afgiftspligtig efter lovens almindelige regler herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af køretøjsregistreringslovens § 7 g, stk. 3, at Skatteforvaltningen tegner en ansvarsforsikring for kørsel med prøvemærker i EU-/EØS-lande.
Det følger af reglerne om tegning og ophør af forsikring for registreringspligtige køretøjer m.v. i bekendtgørelse nr. 1618 af 18. december 2018 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv., at det ved registrering af et motordrevet køretøj skal godtgøres, at der i overensstemmelse med færdselslovens forskrifter er en forsikring i kraft for det pågældende køretøj, jf. § 6, stk. 1. Derudover fremgår det af bekendtgørelsens § 6, stk. 2, at såfremt et motordrevet køretøj er forsynet med tilkoblingsanordning for sættevogn, påhængsvogn, påhængsredskab eller blokvogn, skal forsikringen tillige dække kørsel med et tilkoblet køretøj.
Bestemmelsen i køretøjsregistreringslovens § 7 g, stk. 3, skal ses i sammenhæng med færdselslovens § 105, der stiller krav om, at erstatning for skader forvoldt af motordrevne køretøjer skal være dækket af en forsikring i et ansvarsforsikringsselskab, der har Finanstilsynets tilladelse (koncession) til at drive forsikringsvirksomhed.
Ordlyden af bestemmelsen i køretøjsregistreringslovens § 7 g, stk. 3, kan indebære en vis usikkerhed om, hvad ansvarsforsikringen skal omfatte. Det er ikke tydeligt, om der udover kørsel med motordrevne køretøjer også menes kørsel med ikke-motordrevne køretøjer f.eks. påhængskøretøjer. Da Skatteforvaltningen i dag fortolker reglerne om ansvarsforsikring således, at der skal ske forsikring af alle køretøjer, der kan få prøvemærker, er Skatteforvaltningen som udgangspunkt nødt til at tegne forsikring for disse også.
Da påhængskøretøjer dog i dag allerede er forsikret gennem de køretøjer som trækker påhængskøretøjet, er der tale om en unødig tegning af forsikringer for disse påhængskøretøjer.
Det foreslås, at der i køretøjsregistreringslovens § 7 g, stk. 3, efter »ansvarsforsikring« indsættes »for motordrevne køretøjer«.
Forslaget har til formål at sikre, at der ikke sker en overforsikring af kørsel med køretøjer, hvor der benyttes prøvemærker. Den foreslåede ændring vil bringe udstrækningen af ansvarsforsikringens dækningsområde i køretøjsregistreringslovens § 7 g, stk. 3, i overensstemmelse med færdselslovens § 105 om ansvarsforsikring.
Med den foreslåede tilføjelse vil der ikke være tvivl om, at Skatteforvaltningen fremover kun vil skulle forsikre motordrevne køretøjer i forbindelse med udlevering af prøvemærker. Ikke-motordrevne køretøjer som f.eks. campingvogne eller andre påhængsvogne, vil således ikke længere få tegnet ansvarsforsikringer ved udlevering af prøvemærker.
Påhængsvogne mv. med prøvemærker vil dog stadig være forsikrede, selvom der ikke tegnes en særskilt forsikring herfor. Det skyldes, at ansvarsforsikringen på motorkøretøjet, der trækker påhængsvognen, ved lovkrav også skal dække påhængsvognen.
Den foreslåede ændring vedrørende ansvarsforsikring ved udlevering af prøvemærker vil for den enkelte køretøjsejer således ikke føre til ændringer, idet påhængsvognen også allerede i dag forsikres igennem forsikringen på det trækkende motorkøretøj.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af køretøjsregistreringslovens § 10, stk. 2, at der betales 100 kr. pr. døgn for et sæt prøvemærker til bil eller for et prøvemærke til motorcykel.
Den gældende formulering i køretøjsregistreringslovens § 10, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 1338 af 19. december 2008 og omfatter alene biler og motorcykler i modsætning til de øvrige bestemmelser i køretøjsregistreringsloven, der som udgangspunkt omfatter alle slags køretøjer, medmindre andet eksplicit er angivet.
Det er dog også muligt for andre køretøjstyper at få udstedt prøvemærker. Det følger f.eks. af § 7 f, stk. 1, at der kan udleveres prøvemærker til kørsel som nævnt i §§ 7 b og 7 c og § 7 d, stk. 1, som også omfatter andre køretøjer end kun biler og motorcykler.
Det foreslås, i køretøjsregistreringslovens § 10, stk. 2 , at ændre »et sæt prøvemærker til bil eller for et prøvemærke til motorcykel« til »prøvemærker til et køretøj«
Ændringen vil betyde, at der fremover vil kunne udstedes prøvemærker til alle køretøjer, der må føre disse, jf. køretøjsregistreringslovens almindelige regler.
Ændringen vil også betyde at der ikke skal, udleveres et sæt prøvemærker. Antallet af udleverede prøvemærker skal i stedet være afhængigt af det påkrævede antal af nummerplader for de enkelte køretøjer. Det har været Skatteforvaltningens faste praksis, at antallet af prøvemærker, der udstedes til et givent køretøj, udelukkende bestemmes efter hvor mange nummerplader, køretøjet normalt ville skulle føre efter de almindelige regler herom, der følger af brændstofforbrugsafgiftsloven.
Det foreslåede vil betyde, at bestemmelsen ændres fra at omfatte opkrævning af et gebyr for prøvemærker til biler og motorcykler, til at omfatte opkrævning af gebyr for prøvemærker til ethvert køretøj, der må føre prøvemærker. Det foreslåede vil omfatte alle køretøjer, der er registreringspligtige efter køretøjsregistreringslovens § 2, og som efter § 7 f må anvendes med prøvemærker til de i §§ 7 b-7 c, § 7 d, stk. 1, og § 7 f, stk. 2 og 3, nævnte formål.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af § 1, stk. 3, i køretøjsregistreringsloven, at skatteministeren fastsætter regler om registrering i Køretøjsregisteret. Denne bemyndigelsesbestemmelse er udnyttet i § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 866 af 19. juni 2023, om registrering af køretøjer, hvor det defineres, hvad der forstås ved en bruger af et køretøj. Det følger desuden af bekendtgørelsens § 42, at brugere i bekendtgørelsens forstand skal registreres i Køretøjsregisteret.
Det følger samtidig af køretøjsregistreringslovens § 11, stk. 1, at der betales 380 kr. for en registrering eller ændring af registrering af et køretøjs ejere eller brugere, der sker uden afmelding af køretøjet.
Det foreslås i køretøjsregistreringslovens § 11 at indsætte som stk. 3, at der ikke skal ske betaling efter stk. 1, hvis en ændring af en registrering, der foretages fra og med den 1. juli 2024 til og med den 31. december 2024, alene foretages som følge af ændring af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 3, om, hvem der anses som brugere af et køretøj. Dette gælder dog ikke i tilfælde af, at det pågældende køretøj afmeldes.
Den foreslåede betalingsfritagelse vil fritage for betaling af ændring af brugerforhold til et køretøj som følge af den planlagte bekendtgørelsesændring. Denne mulighed for betalingsfritagelse vil gælde i perioden fra og med den 1. juli 2024 til og med den 31. december 2024, så ejere af køretøjer uden betaling kan bringe deres køretøjets registreringsforhold i overensstemmelse med de forventede nye regler om brugere.
Initiativet gennemføres for at sikre, at korrekte ejere- og brugerforhold registreres. Dette vil være til gavn både for Skatteforvaltningen, politiet og andre myndigheder, som har behov for at fastslå hvilke personer, der har tilknytning til et givent køretøj. Formålet med ændringerne på både lov- og bekendtgørelsesniveau er at højne datakvaliteten i Køretøjsregisteret og dermed kontrolmulighederne uden at påføre køretøjsejere, en økonomisk byrde.
Det er en forudsætning for betalingsfritagelsen, at borgeren eller virksomheden anmoder Skatteforvaltningen om at foretage den pågældende ændring senest den 31. december 2024. Ændringer, som borgere eller virksomheder selv foretager via selvbetjeningsløsningen i Køretøjsregisteret, vil ikke være fritaget for betaling. Skatteforvaltningen offentliggør den nærmere proces for anmodning om betalingsfri ændring af registrerede brugere.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.16 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1-3
Det fremgår af brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9, at for diesel- og benzindrevne biler med en køreklar vægt på over 2.585 kg, hvor der ikke foreligger oplysning om et brændstofforbrug i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, fastsættes brændstofforbruget som summen af et fast element og et variabelt element, der beregnes som 0,2 pct. af den del af bilens køreklare vægt i kilogram, der overstiger 2.585 kg. For dieseldrevne biler, der mindst opfylder emissionsnorm Euro 6, udgør det faste element 6,4 l pr. 100 km. For dieseldrevne biler, der opfylder emissionsnorm Euro 5, men ikke emissionsnorm Euro 6, udgør det faste element 7,4 l pr. 100 km, og for dieseldrevne biler, der ikke som minimum opfylder emissionsnorm Euro 5, udgør det faste element 9,0 l pr. 100 km. For benzindrevne biler beregnes forbruget som for dieseldrevne biler efter 1.-3. pkt., og forbruget forhøjes herefter med 10 pct.
Det foreslås i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9, 1. pkt., at ændre »0,2 pct.« til »0,3 pct.«
Det foreslås i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9, 2. pkt., at ændre »6,4 l« til »9,5 l«.
Det foreslås i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9, 3. pkt., at ændre »7,4 l« til »10,5 l«, og »9,0 l« ændres til »11 l«.
De foreslåede ændringer af § 3, stk. 9, 1.-3. pkt., foreslås at have virkning fra og med den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 5, stk. 3. De køretøjer, der er indregistreret 1. gang ved anvendelse af omregningsmetoderne i § 3, stk. 9, inden den 1. januar 2025, vil således ikke være omfattede af den foreslåede ændring.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 3, nr. 4.
Ændringerne angår de samme biler, som omfattes af lovforslagets § 1 nr. 5-7. Som ved de foreslåede ændringer til registreringsafgiftsloven, er formålet med forslaget til ændringen af brændstofforbrugsafgiftsloven at undgå økonomisk tilskyndelse til at importere ældre brugte biler som følge af fordelagtige omberegninger vedrørende tillæg for brændstofforbrug
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Det fremgår af brændstofforbrugsafgiftslovens § 3 c, stk. 2, at for benzin- og dieseldrevne biler med en køreklar vægt på over 2.585 kg, hvor der ikke foreligger oplysninger om CO2-udledning fastsat i overensstemmelse med den på verdensplan harmoniserede prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), jf. bilag XXI til Kommissionens forordning om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6) og om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 og Kommissionens forordning (EU) nr. 1230/2012 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008, fastsættes CO2-udledningen ved at multiplicere det efter § 3, stk. 9, beregnede brændstofforbrug udtrykt i liter pr. 100 km med 29 for benzindrevne biler og med 32 for dieseldrevne biler.
Det foreslås, i brændstofforbrugsafgiftslovens § 3 c, stk. 2, at ændre »29« til »36,2«, og ændre »32« til »40«.
Ændringen vil betyde, at de gældende omregningsfaktorer for benzin og diesel i § 3 c, stk. 2, forhøjes fra henholdsvis 29 til 36,2 og fra 32 til 40.
De foreslåede ændringer af § 3 c, stk. 2, foreslås at have virkning fra og med den 1. januar 2025, jf. lovforslagets § 5, stk. 3. De køretøjer, der er indregistreret 1. gang ved anvendelse af omregningsmetoderne i enten § 3 c, stk. 2 inden den 1. januar 2025, vil således ikke være omfattede af den foreslåede ændring.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 3, nr. 1-3.
Ændringerne angår de samme biler, som omfattes af lovforslagets § 1 nr. 5-7. Som ved de foreslåede ændringer til registreringsafgiftsloven, er formålet med forslaget til ændringen af brændstofforbrugsafgiftsloven at undgå økonomisk tilskyndelse til at importere ældre brugte biler som følge af fordelagtige omberegninger vedrørende tillæg for brændstofforbrug
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.12 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 1
Skatteforvaltningens afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af køretøjsregistreringer, samt afgørelser om genoptagelse og ændret beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven eller vægtafgiftsloven er afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1, at inden Skatteforvaltningen træffer en afgørelse, skal der udarbejdes en sagsfremstilling. Dog skal der ikke udarbejdes sagsfremstilling, hvis afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter, og Skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen, eller Skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.
Efter § 19, stk. 2, skal sagsfremstillingen indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Det skal desuden oplyses, om den afgørelse, som disse oplysninger efter Skatteforvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.
Efter § 19, stk. 3, skal sagsfremstillingen sendes til udtalelse hos sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være mindre end 15 dage regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. En part i sagen kan give afkald på denne høring.
Efter § 19, stk. 4, skal Skatteforvaltningen meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre den pågældende over for Skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.
Efter § 19, stk. 5, gælder kravet efter stk. 1-3 om udarbejdelse af en sagsfremstilling og partshøring dog ikke for visse typer af afgørelser. Det gælder bl.a., jf. stk. 5, nr. 4, afgørelser, hvis klage herover efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, eller efter § 4 a, stk. 1, jf. §§ 6 og 6 b, eller § 4 a, stk. 2, kan afgøres af skatteankeforvaltningen. Efter § 1, stk. 1, nr. 17, 98, 99 og 147, i bekendtgørelse nr. 967 af 28. juni 2023 om afgørelse af visse klager i Skatteankestyrelsen, som er udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3, 1. pkt., afgør skatteankeforvaltningen bl.a., jf. dog skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 1, 2. og 3. pkt., klager over visse afgørelser truffet efter køretøjsregistreringsloven, bekendtgørelse om registrering af køretøjer m.v., brændstofforbrugsafgiftsloven, registreringsafgiftsloven og vægtafgiftsloven.
Det foreslås i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, at indsætte som nr. 9 : »Afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering, som ikke er omfattet af nr. 4, i det omfang proceduren i § 20 e anvendes.«
Det foreslås i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, at indsætte som nr. 10 :
»Afgørelser om genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftslovens §§ 1 og 3-10, brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 1-3 c eller lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. §§ 1-8, som ikke er omfattet af nr. 4, i det omfang proceduren i § 20 e anvendes.«
Præciseringen af, at undtagelserne i de foreslåede § 19, stk. 5, nr. 9 og 10, ikke omfatter afgørelser, der allerede er undtaget efter § 19, stk. 5, nr. 4, er alene for at undgå en dobbelt undtagelse af de pågældende afgørelser.
Den foreslåede ændring af § 19, stk. 5, vil medføre, at afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af køretøjer og bekendtgørelse om registrering af køretøjer, samt afgørelser om genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven eller vægtafgiftsloven, der ikke allerede er omfattet af undtagelsen i § 19, stk. 5 nr. 4, vil være undtaget for kravet om partshøring efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-4 i det omfang, at den særlige procedure i § 20 e følges.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 3, hvor det foreslås, at afgørelser om genoptagelse og ændring af et køretøjs registrering eller genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsaf-giftslovens §§ 1 og 3-10, brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 1-3 c eller vægtafgiftslovens §§ 1-8 omfattes af den særlige procedure.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Overskriften til kapitel 7 b har ordlyden "Særlig procedure for partshøring ved fastsættelse af afgiftspligtig værdi af køretøjer”.
Det foreslås at overskriften til kapitel 7 b nyaffattes, til »Særlig procedure ved fastsættelse af afgiftspligtig værdi af køretøjer, ændring af køretøjers registrering og beregning af visse afgifter«.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 3, og skal afspejle, at den særlige procedure i kapitel 7 b efter forslaget også vil kunne finde anvendelse i sager om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering eller genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og vægtafgiftsloven.
Selv om overskriften ændres fra ”procedure for partshøring” til ”særlig procedure” er der ikke tiltænkt nogen ændring af den eksisterende procedure i § 20 e. Forslaget skal således blot præcisere, at der i stedet for en ordinær partshøring gives en særligt lempelig adgang til genoptagelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Skatteforvaltningslovens § 20 e blev indsat ved lov nr. 2193 af 30. november 2021. Det følger af § 20 e, at Skatteforvaltningen kan træffe afgørelse om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens §§ 9, 9 a eller 10 under anvendelse af en særlig procedure.
Den særlige procedure indebærer, at afgørelsen skal ledsages af sagens faktiske oplysninger, der foreligger på tidspunktet for Skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter borgeren eller virksomheden får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremsende bemærkninger med henblik på, at Skatteforvaltningen skal træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb. Dette omfatter både faktiske oplysninger om køretøjet, herunder f.eks. køretøjets alder, stand og kilometerstand, og referencekøretøjer i annoncer for lignende køretøjer og andet sammenligningsgrundlag. Den særlige procedure efter den gældende § 20 e træder i stedet for forvaltningslovens § 19 om partshøring.
Med udgangspunkt i det konkrete køretøj udsøger Skatteforvaltningen annoncer på sammenlignelige køretøjer, der indgår som forberedende materiale til Skatteforvaltningens endelige værdifastsættelse. Skatteforvaltningen skønner herefter, hvilke annoncer der er relevante, og som skal danne baggrund for værdifastsættelsen. Skatteforvaltningens vurdering, der dokumenterer den fastlagte værdifastsættelse, skal anvendes som bilag til den afgørelse, der træffes. Afgørelsen indeholder således de valgte annoncer, så borgere og virksomheder har det fulde overblik over det materiale, som er indgået i Skatteforvaltningens afgørelse.
Skatteforvaltningslovens § 20 e omfatter afgørelser om værdifastsættelse af nye og brugte køretøjer, som er undtaget fra sagsfremstillingspligten i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 3 og 4.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 20 e, stk. 1, nyaffattes, så det fremgår, at Skatteforvaltningen under anvendelse af en særlig procedure, jf. stk. 2 og 3, kan træffe afgørelse om
fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens §§ 9, 9 a eller 10,
genoptagelse og ændring af et køretøjs registrering, eller
genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftslovens §§ 1 eller 3-10, brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 1-3 c eller lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. §§ 1-8.
Forslaget vil indebære, at Skatteforvaltningen også kan træffe afgørelse om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af eller genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven eller vægtafgiftsloven, under anvendelse af den samme særlige procedure, som gælder ved fastsættelse af den afgiftspligtige værdi af nye og brugte køretøjer. Den foreslåede ændring er alene en udvidelse af anvendelsesområdet for den gældende § 20 e og medfører ikke en ændring af den eksisterende procedure i værdifastsættelsesager.
Forslaget vil imødekomme de systemmæssige udfordringer i Køretøjsregisteret, der medfører, at Skatteforvaltningen ved genoptagelse af store antal afgørelser ikke systemmæssigt kan understøtte, at der i forslaget til afgørelse angives den afgiftsmæssige betydning af afgørelsen.
Med forslaget vil Skatteforvaltningen også i sager om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af køretøjer, samt genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven eller vægtafgiftsloven kunne vælge at anvende den særlige procedure. Skatteforvaltningen vil således kunne vælge at partshøre efter skatteforvaltningslovens § 19 i afgørelserne omfattet af undtagelsen i de foreslåede § 19, stk. 5, nr. 9 og 10, eller træffe afgørelsen efter den særlige procedure i § 20 e.
Således vil det i visse sagstyper fortsat være relevant for Skatteforvaltningen at partshøre efter skatteforvaltningslovens § 19, herunder særligt hvor Skatteforvaltningen træffer afgørelse i ”blandede sager”, hvor der også indgår forhold, som ikke er omfattet af den særlige procedure, f.eks. hvor der også foretages en genoptagelse og ændring af tidspunktet for afgiftstilsvarets indtræden.
Det kan ligeledes være relevant for Skatteforvaltning at partshøre efter forvaltningslovens § 19 i sager, der som følge af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 5, nr. 4, er undtaget for sagsfremstillingspligten i skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-4. Dette kan f.eks. være afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af køretøjer i de tilfælde, at der med sikkerhed ikke er afgiftsmæssige konsekvenser ved ændringen.
Forslaget skal ses i sammenhæng med dette lovforslags § 4, nr. 1, hvor det foreslås, at afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering efter lov om registrering af køretøjer og bekendtgørelse om registrering af køretøjer, samt afgørelser om genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven eller vægtafgiftsloven undtages for kravet om partshøring efter skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Efter skatteforvaltningslovens § 20 e, stk. 2, skal afgørelsen, såfremt Skatteforvaltningen træffer afgørelse om fastsættelses af et køretøjs afgiftspligtigværdi ved anvendelse af den særlige procedure i § 20 e, stk. 1, ledsages af sagens faktiske oplysninger, der foreligger på tidspunktet for Skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter borgeren eller virksomheden får mindst 15 dage fra afgørelsens datering til at fremsende bemærkninger med henblik på, at Skatteforvaltningen skal træffe en ny afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved høringsfristens udløb.
Det foreslås, at skatteforvaltningslovens § 20 e, stk. 2, ændres, så »om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi ved anvendelse af den særlige procedure« udgår.
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af dette lovforslags § 1, nr. 3, hvorefter § 20 e, stk. 1, foreslås nyaffattet, så den særlige proces også skal kunne anvendes ved genoptagelse og ændring af et køretøjs registrering eller genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgifts-lovens §§ 1 eller 3-10, brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 1-3 c eller vægtafgiftslovens §§ 1-8.
Ved afgørelser om ændring af et køretøjs registrering kan de faktiske oplysninger f.eks. være oplysninger om en forkert registreret målenorm for udledning af CO2 og den korrekte målenorm.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.14.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 indeholder fristreglerne for ordinær og ekstraordinær ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat.
Efter skatteforvaltningslovens § 26 er det en betingelse for ordinær genoptagelse af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, at Skatteforvaltningen senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skriftligt varsler den skattepligtige om kravet og grundlaget herfor. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den tidligere skatteansættelse. Det antages, at den skattepligtige har et egentligt (betinget) retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen.
Efter skatteforvaltningslovens § 27 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat genoptages ekstraordinært uden for fristerne i § 26, når en af situationerne i § 27, stk. 1, foreligger. De opregnede tilfælde er udtømmende.
Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster tager i vidt omfang udgangspunkt i OECD’s modeloverenskomst. Modeloverenskomsten opdateres og ændres med mellemrum, og den seneste udgave blev publiceret i 2017 (OECD’s 2017-modeloverenskomst).
Modeloverenskomsten og dens kommentarer er tilvejebragt gennem et internationalt administrativt samarbejde mellem OECD's medlemslande. Kommentarerne til overenskomsten er udtryk for landenes fælles opfattelse, og OECD anbefaler, at landene tager udgangspunkt i kommentarerne, når de anvender og fortolker deres dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Da modeloverenskomsten ikke er bindende, kan to lande imidlertid frit indgå dobbeltbeskatningsoverenskomster med en eller flere bestemmelser, der fraviger denne.
En gensidige aftaleprocedure til tvistløsning foreslås i OECD’s modeloverenskomsts artikel 25, der indeholder regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler. Denne bestemmelse findes bredt i Danmarks netværk af dobbeltbeskatningsoverenskomster.
En fysisk eller juridisk person kan indbringe sin sag for en kompetent myndighed, hvis denne mener, at foranstaltninger truffet af en eller begge de kontraherende stater for personen medfører eller vil medføre beskatning i strid med bestemmelserne i den relevante dobbeltbeskatningsoverenskomst. Hvis den kompetente myndighed, for hvilken sagen er indbragt, finder indsigelsen berettiget og ikke kan nå en rimelig løsning selv, skal denne søge at løse sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden kontraherende stat.
Det foreslås, at i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, indsættes som nr. 9: »9) En sag i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention, ifølge hvilken ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero, mens der søges en løsning med den kompetente myndighed i den anden stat, er afsluttet uden en sådan løsning af alle forhold.«
Forslaget betyder, at der i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 9, 1. pkt., indsættes en mulighed for ekstraordinær ansættelse, hvis der er afsluttet en gensidig aftaleprocedure i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention, ifølge hvilken ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero under gennemførelse af aftaleproceduren.
Efter forslaget vil der, uanset fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, kunne foretages en ekstraordinær ansættelse, når der er afsluttet en gensidig aftaleprocedure i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, ifølge hvilken ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero under gennemførelse af aftaleproceduren.
Forslaget betyder desuden, at der i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 9, 2. pkt., vil gælde en betingelse om, at der ikke er opnået en løsning ved en gensidig aftale. Det er en betingelse, at der har været iværksat en gensidig aftaleprocedure. Forslaget vil også finde anvendelse i den situation, hvor der kun er opnået en løsning ved en gensidig aftale om en del af det, som den gensidige aftaleprocedure har handlet om. Er der indgået en aftale, der kun dækker de rejste punkter delvist, vil de resterende punkter dermed være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Bestemmelsen vil derimod ikke omfatte nye eller andre punkter, som ikke har sammenhæng med rejste punkter i en gensidig aftaleprocedure.
Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, regnes fra det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger om det forhold, der begrunder den ekstraordinære ansættelsesændring. I forhold til den foreslåede § 27, stk. 1, nr. 9, vil kundskabstidspunktet være det tidspunkt, hvor den gensidige aftaleprocedure afsluttes endeligt. Det vil sige, at reaktionsfristen på 6 måneder regnes fra dette tidspunkt.
OECD’s MAP Statistics Reporting Framework, der er udarbejdet som led i gennemførelsen af OECD/G20 Inclusive Framework on Base Erosion and Profit Shifting Action 14: Making Dispute Resolution Mechanisms More Effective indeholder en beskrivelse af kriterierne, der er styrende for at anse en gensidig aftaleprocedure for afsluttet. En gensidig aftaleprocedure vil da typisk anses for afsluttet fra tidspunktet, hvor den skattepligtige bliver meddelt, at de kompetente myndigheder er blevet enige om at afslutte den gensidige aftaleprocedure uden at opnå en løsning ved en gensidig aftale, eller hvor den skattepligtige trækker sin anmodning om gensidig aftaleprocedure tilbage.
Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, vil derfor i forhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 9, løbe fra det tidspunkt, hvor den skattepligtige meddeles, at de kompetente myndigheder er blevet enige om at afslutte den gensidige aftaleprocedure uden at opnå en løsning ved en gensidig aftale, eller hvor Skatteforvaltningen har modtaget meddelelse om, at den skattepligtige har trukket sin anmodning om gensidig aftaleprocedure tilbage.
Formålet med forslaget er at sikre, at Skatteforvaltningen og den skattepligtige ikke vil blive afskåret fra at få foretaget en ansættelse ekstraordinært, selv om ansættelses- og inddrivelsesprocedurer stilles i bero, mens gensidige aftaleprocedurer gennemføres. Derved vil Skatteforvaltningen ikke miste muligheden for at indkomstbeskatte, når den gensidige aftaleprocedure er afsluttet, uden at der er opnået en løsning ved en gensidig aftale. Tilsvarende vil den skattepligtige ikke miste muligheden for at få genoptaget og ændret en ansættelse ekstraordinært, hvis den gensidige aftaleprocedure er afsluttet, uden der er opnået en løsning ved en gensidig aftale.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i tilfælde, hvor en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en anden international overenskomst eller konvention indeholder en bestemmelse svarende til artikel 25, stk. 2, 3. pkt., i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA om, at ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal indstilles, det vil sige stilles i bero, når der er indledt en gensidig aftaleprocedure.
Forslaget tilsigter ikke at ændre på anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 4, som regulerer den situation, at en udenlandsk skattemyndighed har truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af den skattepligtige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 1, at skatte- og afgiftskrav, der er afledt af en ansættelse eller fastsættelse, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4. Af forældelseslovens § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige regler om forældelse, finder forældelseslovens regler anvendelse, i det omfang andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.
I forældelseslovens §§ 20 og 21 findes regler om foreløbig afbrydelse. Foreløbig afbrydelse sker f.eks., hvis der er anlagt en rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, eller en sag påklages til en højere administrativ myndighed, jf. 21, stk. 1 og 2. Efter disse regler tilknyttes en tillægsfrist på 1 år, således at forældelse tidligst indtræder 1 år efter henholdsvis sagens endelige afgørelse eller myndighedens meddelelse om sin afgørelse, jf. 21, stk. 1 og 2.
Ved forældelse af skatte- og afgiftskrav, der er afledt af en ansættelse eller fastsættelse, suppleres forældelseslovens almindelige regler om foreløbig afbrydelse af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, hvorefter både et varsel om en skatteansættelse og selve skatteansættelsen afbryder forældelsen foreløbigt, hvis varslet er afsendt eller ansættelsen er foretaget inden forældelsesfristens udløb. Den foreløbige afbrydelse indebærer, at der udløses en tillægsfrist på 1 år efter meddelelsen om afgørelsen, idet forældelse tidligst indtræder 1 år efter denne meddelelse.
Det foreslås, at i skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: »Er der indbragt en sag i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet, jf. § 27, stk. 1, nr. 9.«
Forslaget betyder, at hvis anmodning om gensidig aftaleprocedure er fremsat eller forhandlinger påbegyndt inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at den gensidige aftaleprocedure er afsluttet, jf. § 27, stk. 1, nr. 9.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 7
Det følger af skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, at er varsel om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, eller om fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32, eller om ændring af en vurdering af fast ejendom, jf. §§ 33, 33 a og 34, afsendt inden forældelsesfristens udløb, eller er ansættelsen henholdsvis fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen. Dette gælder, uanset om kravet gøres gældende af told- og skatteforvaltningen eller den skattepligtige.
Det foreslås i skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, 2. pkt., der bliver 3. pkt., at »Dette« ændres til »1. og 2. pkt.«
Forslaget er en konsekvensændring af lovforslagets § 4, nr. 6, hvor det foreslås, at der i § 34 a, stk. 2, efter 1. pkt. indsættes et nyt punktum, hvoraf det fremgår, at hvis der er indbragt en sag i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet, jf. § 27, stk. 1, nr. 9.
Forslaget har til formål at præcisere, at skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., gælder, uanset om kravet gøres gældende af Skatteforvaltningen eller den skattepligtige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.
Det foreslås i stk. 2 , at § 1, nr. 10, træder i kraft den 1. juli 2024, hvor den systemmæssige understøttelse af bestemmelsen vurderes at være klar.
Det foreslås i stk. 3 , at § 1, nr. 5-8, 11 og 13, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2025, hvor den systemmæssige understøttelse af bestemmelserne vurderes at være klar.
Det foreslås i stk. 4, at registreringsafgiftslovens § 15, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, skal have virkning for sikkerhed, der er stillet før den 1. januar 2024. Det vil indebære, at Skatteforvaltningen kan undlade at frigive sikkerheden, selvom kontrollen af virksomheden er indledt inden d. 1. januar 2024.
Loven vil således på dette punkt have tilbagevirkende kraft.
Det foreslås i stk. 5, at § 4, nr. 5-7, har virkning for sager, der er indbragt i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention den 3. oktober 2023 eller senere.
Det foreslås desuden, at denne del har virkning fra fremsættelsestidspunktet. Forslaget betyder, at virkningstidspunktet for lovens § 4, nr. 5-7, vil være tidligere end lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Lovens § 4, nr. 5-7, har virkning for anmodninger om gensidig aftaleprocedure, der indbringes for Skatteforvaltningen den 3. oktober 2023 eller senere.
At lovens § 4, nr. 5-7, har virkning fra fremsættelsestidspunktet skyldes, at der foreligger risiko for skattespekulation, som vil kunne modvirke formålet med loven.
For Danmarks vedkommende er det kun dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, der indeholder en bestemmelse om, at ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero under gennemførelse af en gensidig aftaleprocedure. Ved fremsættelsestidspunktet er det derfor alene sager, hvor der anmodes om en gensidig aftaleprocedure i medfør af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA den 3. oktober 2023 eller senere, der påvirkes af forslaget.
Det bemærkes, at lovens § 4, nr. 5-7, ikke har virkning for sager, hvor der anmodes om en gensidig aftaleprocedure i medfør af en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en anden international overenskomst eller konvention før den 3. oktober 2023.
Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland og kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland.
I registreringsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 1, nr. 6, indsættes efter »organer,«: »eller som benyttes til lejlighedsvis kørsel med småforsendelser uden ledsager, men efter taksten for passagertransport, eller til kørsel for de sociale myndigheder,«.
2. I § 2, stk. 1, nr. 18, ændres »og« til: »,«.
3. I § 2, stk. 1, nr. 19, ændres »adgang.« til: »adgang, og«.
4. I § 2, stk. 1, indsættes som nr. 20:
»20) køretøjer, der benyttes af hospitaler, sygehuse, lægehuse og lign. og specielt er indrettet og udelukkende anvendes til brug for tapning af blod og kun befordrer nødvendigt personale ved tapning af blod.«
5. I § 4, stk. 3, 5. pkt., og § 5, stk. 5, 5. pkt., udgår », 9«.
6. I § 4, stk. 3, indsættes som 7. og 8. pkt.:
»For personbiler med en køreklar vægt på 2.585 kg eller mere, for hvilke der ikke foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. eller 2. pkt. eller brændstofforbrug som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledningen på baggrund af bilens brændstofforbrug i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9. Det brændstofforbrug i liter pr. 100 km, der er beregnet efter 7. pkt., omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 36,2 for benzindrevne biler og med 40 for dieseldrevne biler.«
7. I § 5, stk. 5, indsættes som 7. og 8. pkt.:
»For varebiler med en køreklar vægt på 2.585 kg eller mere, for hvilke der ikke foreligger angivelse af CO2-udledning i gram pr. kilometer som angivet i 1. eller 2. pkt. eller brændstofforbrug som angivet i 3. eller 4. pkt., beregnes CO2-udledningen på baggrund af bilens brændstofforbrug i liter pr. 100 km, jf. brændstofforbrugsafgiftslovens § 3, stk. 9. Det brændstofforbrug i liter pr. 100 km, der er beregnet efter 7. pkt., omregnes til CO2-udledning i gram pr. kilometer ved at multiplicere det beregnede brændstofforbrug med 36,2 for benzindrevne biler og med 40 for dieseldrevne biler.«
8. I § 5 a, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:
»For køretøjer som nævnt i 1. pkt. med en tilladt totalvægt på mindst 3 t, som er indrettet med køkken-, toilet- og badefaciliteter og sovepladser til mindst 2 personer, fastsættes afgiften efter 3. pkt.«
9. I § 7 c, stk. 1, indsættes som 5. pkt.:
»Hvis ikke køretøjet er udført senest 3 måneder efter indgivelsen af anmodningen om godtgørelse, afvises anmodningen.«
10. I § 10, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »her i landet«: »og er 5 år eller ældre«.
I lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 179 af 22. februar 2023, som ændret ved § 3 i lov nr. 715 af 25. juni 2010 og § 37 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 7 b, stk. 2, nr. 9, 2. pkt., indsættes efter »fabrikant eller importør af køretøjer«: »eller virksomhed, der sælger køretøjer eller udbyder køretøjer til leasing,«.
2. I § 7 g, stk. 3, indsættes efter »ansvarsforsikring«: »for motordrevne køretøjer«.
3. I § 10, stk. 2, ændres »et sæt prøvemærker til bil eller for et prøvemærke til motorcykel« til: »prøvemærker til et køretøj«.
4. I § 11 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Der skal ikke ske betaling efter stk. 1, hvis en ændring af en registrering, der foretages fra og med den 1. juli 2024 til og med den 31. december 2024, alene foretages som følge af ændring af regler udstedt i medfør af § 1, stk. 3, om, hvem der anses som brugere af et køretøj. Dette gælder dog ikke, i tilfælde af at det pågældende køretøj samtidig afmeldes.«
I brændstofforbrugsafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 31. maj 2021, som ændret ved § 42 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 9, 1. pkt., ændres »0,2 pct.« til: »0,3 pct.«
2. I § 3, stk. 9, 2. pkt., ændres »6,4 l« til: »9,5 l«.
3. I § 3, stk. 9, 3. pkt., ændres »7,4 l« til: »10,5 l«, og »9,0 l« ændres til: »11 l«.
4. I § 3 c, stk. 2, ændres »29« til: »36,2«, og »32« ændres til: »40«.
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 3. juni 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 905 af 21. juni 2022, § 14 i lov nr. 679 af 3. juni 2023, § 78 i lov nr. 1535 af 12. december 2023 og § 4 i lov nr. 1565 af 12. december 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 19, stk. 5, indsættes som nr. 9 og 10:
»9) Afgørelser om genoptagelse og ændring af køretøjers registrering, som ikke er omfattet af nr. 4, i det omfang proceduren i § 20 e anvendes.
2. Overskriften til kapitel 7 b affattes således:
3. § 20 e, stk. 1, affattes således:
»Told- og skatteforvaltningen kan under anvendelse af en særlig procedure, jf. stk. 2 og 3, træffe afgørelse om
fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi efter registreringsafgiftslovens §§ 9, 9 a eller 10,
genoptagelse og ændring af et køretøjs registrering eller
genoptagelse og ændring af beregning af afgift efter registreringsafgiftslovens §§ 1 og 3-10, brændstofforbrugsafgiftslovens §§ 1-3 c eller §§ 1-8 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.«
4. I § 20 e, stk. 2, 1. pkt., udgår »om fastsættelse af et køretøjs afgiftspligtige værdi ved anvendelse af den særlige procedure«.
5. I § 27, stk. 1, indsættes som nr. 9:
»9) En sag i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention, ifølge hvilken ansættelses- og inddrivelsesprocedurer skal stilles i bero, mens der søges en løsning med den kompetente myndighed i den anden stat, er afsluttet uden en sådan løsning af alle forhold.«
6. I § 34 a, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Er der indbragt en sag i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention inden forældelsesfristens udløb, indtræder forældelse af krav afledt af henholdsvis ansættelsen og fastsættelsen, tidligst 1 år efter at sagen er afsluttet, jf. § 27, stk. 1, nr. 9.«
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 10, træder i kraft den 1. juli 2024.
Stk. 3. § 1, nr. 5-8, 11 og 13, og § 3 træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 4. § 1, nr. 12, har, for så vidt angår registreringsafgiftslovens § 15, stk. 6, også virkning for sikkerhed, der er stillet før den 1. januar 2024.
Stk. 5. § 4, nr. 5-7, har virkning for sager, der er indbragt i medfør af regler om fremgangsmåde ved gensidige aftaler i en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller anden international overenskomst eller konvention den 3. oktober 2023 eller senere.
/ Jeppe Bruus
11. I § 10 a, stk. 2, nr. 2, ændres »betalte« til: »opkrævede«.
12 I § 15 indsættes som stk. 6 og 7:
»Stk. 6. Sikkerhed stillet efter stk. 1, nr. 5, og stk. 2 frigives, når virksomhedens registrering er bragt til ophør. Opkrævningslovens § 11, stk. 12, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse for told- og skatteforvaltningens mulighed for at undlade at frigive sikkerhed efter 1. pkt.
Stk. 7. Skatteministeren fastsætter nærmere regler for sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, og stk. 2.«
13. I § 16 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. En angivelse af afgiften af et køretøj skal ske senest samtidig med registrering af køretøjet i Køretøjsregisteret. En registreret virksomhed kan ikke ændre angivelsen efter registrering af køretøjet.«
7. I § 34 a, stk. 2, 2. pkt., der bliver 3. pkt., ændres »Dette« til: »1. og 2. pkt.«
Ikrafttræden m.v.
