Lov om ændring af momsloven, opkrævningsloven og forskellige andre love (Ændring af reglerne om momsfritagelse af uddannelse af børn og unge under 30 år, harmoniseringsrente og skattetillæg for selskaber m.v.) § 4

Forarbejder til Lov om ændring af momsloven, opkrævningsloven og forskellige andre love (Ændring af reglerne om momsfritagelse af uddannelse af børn og unge under 30 år, harmoniseringsrente og skattetillæg for selskaber m.v.) § 4

Til nr. 1 og 2

I opkrævningslovens § 8, stk. 3, nr. 3, bestemmes, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra ophørte virksomheder med delvis fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, meddeler fritagelse for betaling af renter, der pålægges krav, der skyldes regulering som følge af den endeligt opgjorte fradragsprocent og vedrører tilbagebetalingsberettigede beløb efter afgiftslovene nævnt i bilag 1, liste A, nr. 1, 12, 19, 21 og 23.

Opkrævningslovens § 9, stk. 2, 1. pkt., fastslår, at varemodtagere, der ikke er erhvervsdrivende, og som fra andre EU-lande modtager varer m.v., der er afgiftspligtige efter de afgiftslove, der er nævnt i bilag 1, liste A, nr. 5, 6, 9-16 og 31, ved modtagelsen af varerne skal angive den mængde varer, hvoraf der skal betales afgift til told- og skatteforvaltningen.

Ved § 1, nr. 21, i lov nr. 1694 af 30. december 2024 blev opkrævningslovens bilag 1, liste A, nr. 15, ophævet. Bestemmelsen i § 1, nr. 21 – og dermed ophævelsen – trådte i kraft den 1. januar 2025, jf. ændringslovens § 18, stk. 1.

Ved ophævelsen rykkede nr. 16-31 til nr. 15-30.

Der blev dog ikke med ændringsloven gennemført de nødvendige konsekvensændringer i opkrævningslovens § 8, stk. 3, nr. 3, og § 9, stk. 2, 1. pkt., der begge indeholder henvisninger til bilag 1, liste A.

Det foreslås i nr. 1, at i opkrævningslovens § 8, stk. 3, nr. 3, ændres »19, 21 og 23« til »18, 20 og 22«.

Det foreslås i nr. 2, at i opkrævningslovens § 9, stk. 2, 1. pkt., ændres »9-16 og 31« til »9-15 og 30«.

Med de foreslåede ændringer gennemføres de som følge af ophævelsen af bilag 1, liste A, nr. 15, nødvendige konsekvensændringer. Ændringen er uden betydning, da der har været administreret i overensstemmelse med den ordlyd, der nu foreslås at skulle fremgå af bestemmelserne.

Til nr. 3

Efter opkrævningslovens § 14, stk. 1, kan Skatteforvaltningen bemyndige personer til at udøve funktion som arrestfoged, jf. stk. 2-9.

I stk. 2, 1. pkt., bestemmes, at en arrestfoged i indeståendet på en pengeinstitutkonto, der tilhører en virksomhed, hvis drift efter et konkret skøn vurderes at indebære en nærliggende risiko for tab for staten, kan foretage arrest til sikkerhed for virksomhedens betaling af krav efter § 5 og, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, indehaverens eller indehavernes personskatter og bidrag. Det er ifølge 2. pkt. en betingelse for arrest efter 1. pkt., at kravene antages forsætligt eller groft uagtsomt ikke at ville blive afregnet til Skatteforvaltningen.

Opkrævningslovens § 5 bestemmer i stk. 1, 1. pkt., at hvis en virksomhed ikke har afgivet en både korrekt og rettidig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af § 2, stk. 1, 4. pkt., eller svarer et beløb, der efter § 4, stk. 1, er skønsmæssigt fastsat, ikke til det korrekte beløb, således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i negativt tilsvar eller godtgørelse, skal virksomheden betale det skyldige beløb. For betalingen af det for lidt betalte tilsvar af skatter eller afgifter m.v. og kravet på tilbagebetaling af for meget udbetalt negativt tilsvar eller godtgørelse finder betalingsfristen, der anvendes ved en rettidig angivelse eller indberetning, anvendelse, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt. I stk. 2, 1. pkt., bestemmes, at hvis størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden, eller afregningsperioden eller den dag, som tilsvaret vedrører, ikke kan fastsættes på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen skønsmæssigt fastsætte tilsvaret eller den afregningsperiode eller dag, som tilsvaret vedrører. Har en virksomhed modtaget et for stort beløb som negativt tilsvar eller godtgørelse, og kan størrelsen af det beløb, som virksomheden derfor skal tilbagebetale, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan Skatteforvaltningen tilsvarende fastsætte beløbet skønsmæssigt, jf. 2. pkt. Stk. 1, 2. pkt., finder ifølge stk. 2, 3. pkt., tilsvarende anvendelse for betalingen af henholdsvis tilsvaret efter 1. pkt. og beløbet efter 2. pkt.

I opkrævningslovens § 14, stk. 3, bestemmes, at reglerne i retsplejelovens § 627, § 628, stk. 1, § 630, stk. 1, § 632, stk. 1, § 634, § 635, stk. 1, § 637, § 638, stk. 2, og § 639 finder tilsvarende anvendelse ved arrest efter stk. 2.

I opkrævningslovens § 14, stk. 4, bestemmes, at en arrest efter stk. 2 fratager virksomheden rådigheden over det kontoindestående, der foretages arrest i.

I opkrævningslovens § 14, stk. 5, 1. pkt., bestemmes, at arrestfogeden så vidt muligt underretter virksomheden om en arrest, der er gennemført efter stk. 2. Underretningen skal ifølge 2. pkt. indeholde oplysninger om de konkrete omstændigheder, der ligger til grund for arresten, sikkerheden, som virksomheden skal stille for at ophæve arresten efter stk. 3, jf. retsplejelovens § 630, stk. 1, arrestens retsvirkninger, jf. opkrævningslovens § 14, stk. 4, hvilken fogedret indsigelser mod arresten kan fremsættes til, jf. stk. 7, 1. pkt., og fristen for virksomhedens fremsættelse af indsigelser, jf. stk. 8.

I opkrævningslovens § 14, stk. 6, bestemmes, at en arrest efter stk. 2 bortfalder, hvis Skatteforvaltningen undlader at anlægge sag vedrørende arresten eller det krav, som arresten efter stk. 2 er foretaget til sikkerhed for, inden udløbet af de frister, der er nævnt i retsplejelovens § 634, eller hvis sagen afvises eller hæves.

I opkrævningslovens § 14, stk. 7, 1. pkt., er bestemt, at indsigelser mod arrest efter stk. 2 kan indgives af virksomheden til fogedretten, der træffer afgørelse i sagen. En arrestfoged kan ifølge stk. 7, 2. pkt., henskyde tvivlsspørgsmål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigelser. Afgørelse efter stk. 7, 1. og 2. pkt., træffes ifølge 3. pkt. af den fogedret, som skulle have foretaget arresten, hvis denne ikke havde været foretaget af en arrestfoged i medfør af stk. 2.

I opkrævningslovens § 14, stk. 8, 1. pkt., er bestemt, at fristen for virksomhedens fremsættelse af indsigelser, jf. stk. 7, 1. pkt., er 4 uger fra arrestens foretagelse. Indsigelser, der fremsættes efter fristens udløb, afvises af fogedretten, jf. stk. 8, 2. pkt. Fogedretten kan dog ifølge 3. pkt. undtagelsesvis indtil 1 år efter arrestens foretagelse tillade, at en indsigelse behandles, medmindre der på dette tidspunkt er afsagt dom i sagen efter retsplejelovens § 634. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan ifølge opkrævningslovens § 14, stk. 8, 4. pkt., kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning, jf. opkrævningslovens § 14, stk. 8, 5. pkt.

Endelig bestemmes i opkrævningslovens § 14, stk. 9, 1. pkt., at Skatteforvaltningen kan videregive nødvendige oplysninger om arrest efter stk. 2 til det relevante pengeinstitut med henblik på at sikre, at virksomheden fratages rådigheden over den del af kontoindeståendet, der foretages arrest i, jf. stk. 4. Oplysninger, der er videregivet til pengeinstituttet i medfør af § 14, stk. 9, 1. pkt., og som ledelsen eller ansatte i et pengeinstitut under udøvelsen af deres hverv er blevet bekendt med, er omfattet af reglerne om tavshedspligt efter kapitel 9 i lov om finansiel virksomhed, jf. opkrævningslovens § 14, stk. 9, 2. pkt.

Opkrævningslovens § 1, stk. 5, bestemmer, at opkrævningsloven kun gælder for opkrævning af virksomhedens ejers, selskabets, fondens eller foreningens egne indkomstskatter, i det omfang dette er særligt fastsat i anden lovgivning.

Af selskabsskattelovens § 24 fremgår i 1. pkt., at skatter efter denne lov opkræves efter skattelovgivningens almindelige regler, for så vidt de efter deres indhold er anvendelige på de selskaber og foreninger m.v., der er nævnt i denne lov. Opkrævningsloven, bortset fra kapitel 3, finder anvendelse på opkrævningen af indkomstskat af selskaber og foreninger m.v., jf. selskabsskattelovens § 24, 2. pkt. Opkrævningslovens kapitel 2 finder anvendelse i det omfang, det følger af reglerne i lovens kapitel 5, jf. selskabsskattelovens § 24, 3. pkt.

Selskabsskattelovens § 24, 1.-3. pkt., blev affattet ved § 2, nr. 1, i lov nr. 513 af 7. juni 2006, der indførte reglerne i opkrævningslovens kapitel 5 om en skattekonto. Af de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1, i lovforslaget, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, L 205 som fremsat, side 6584, fremgår, at med henblik på at sikre, at opkrævningslovens regler i kapitel 2 om morarenter (§ 7) samt den foreslåede regel i § 1, nr. 3, i L 205 om eftergivelse af renter af en debetsaldo efter opkrævningslovens § 8 også kan finde anvendelse for så vidt angår opkrævningen af selskabsskat, foreslås det, at bestemmelsen i selskabsskattelovens § 24 ændres, så det fremgår af bestemmelsen, at reglerne i kapitel 2 finder anvendelse på opkrævning af selskabsskat, i det omfang det følger af opkrævningslovens kapitel 5.

Der er således ikke nogen omtale af opkrævningslovens § 5 som en regel, der skal finde anvendelse på selskabsskatter, hvilket skyldes, at § 5 omhandler tilfælde, hvor en virksomhed skal angive moms m.v. eller indberette f.eks. A-skat, jf. herved § 2, stk. 1 og 2, om pligten til at angive moms m.v. og indberette A-skat og fristerne herfor, men ikke har gjort det rettidigt eller korrekt. Selskabsskatter omfattes ikke af opkrævningslovens § 2 og dermed heller ikke af § 5.

Ifølge fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, anses som skattepligtig efter denne lov fonde, der er omfattet af lov om fonde og visse foreninger eller af lov om erhvervsdrivende fonde, medmindre fonden er undtaget fra disse love. Af § 15, stk. 1, fremgår, at selskabsskattelovens regler om ligning og opkrævning i øvrigt finder tilsvarende anvendelse på de af fondsbeskatningsloven omfattede fonde m.v. og foreninger.

For skattekrav mod de af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, omfattede fonde finder opkrævningslovens § 5 således ikke anvendelse, jf. ovenfor.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 14, stk. 2, 1. pkt., efter »§ 5« indsættes », krav efter fondsbeskatningsloven mod fonde omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, krav efter selskabsskatteloven«.

Med ændringen vil det af bestemmelsen fremgå, at en arrestfoged i indeståendet på en pengeinstitutkonto, der tilhører en virksomhed, hvis drift efter et konkret skøn vurderes at indebære en nærliggende risiko for tab for staten, kan foretage arrest til sikkerhed for virksomhedens betaling af krav efter opkrævningslovens § 5, krav efter fondsbeskatningsloven mod fonde omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1, krav efter selskabsskatteloven og, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, indehaverens eller indehavernes personskatter og bidrag.

Ordningen med arrest efter opkrævningslovens § 14 blev indført ved lov nr. 1795 af 28. december 2023, der hviler på lovforslag nr. L 52, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 52 som fremsat. På side 24 anføres, at forslaget bl.a. vil give mulighed for at foretage arrest til sikkerhed for virksomhedens betaling af krav efter opkrævningslovens § 5. Endvidere anføres, at dette betyder, at den foreslåede bestemmelse vil omfatte tilfælde, hvor virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, uanset om det er muligt at opgøre kravet på grundlag af virksomhedens regnskaber, jf. stk. 1, eller om det er nødvendigt at opgøre kravet skønsmæssigt, jf. stk. 2. Dette vil gælde alle krav, der kan fastsættes skønsmæssigt i medfør af § 5, herunder moms, indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt selskabsskat.

Det fremgår således, at det har været hensigten, at arrest også skal kunne foretages til sikring af selskabsskat.

Med den foreslåede ændring vil også selskabsskatter blive omfattet af adgangen til at foretage en skattearrest.

Det samme vil gælde krav efter fondsbeskatningsloven mod fonde omfattet af fondsbeskatningslovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede ændring skal således både sikre, at den oprindelige intention med bestemmelsen opfyldes, ligesom også krav efter fondsbeskatningsloven mod de af denne lovs § 1, stk. 1, nr. 1, omfattede fonde skal kunne sikres med arrest, og arrest vil med forslaget kunne foretages for alle krav, der udspringer af selskabsskatteloven, det vil sige ikke kun acontoskat og restskat, men også f.eks. restskattetillæg efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4, 3. pkt., jf. stk. 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 4

I skattekontrollovens § 2, stk. 1, bestemmes, at enhver, der er skattepligtig her til landet, jf. dog §§ 3 og 4, årligt skal oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejendom. Dette gælder, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse eller har hjemsted her i landet.

Den skattepligtige skal ifølge § 2, stk. 2, ud over oplysningerne i stk. 1 oplyse om arten og værdien af formue, der omfattes af skatteindberetningslovens §§ 9-14 og 17-19, men som er i udlandet, og om ejendomsværdien af fast ejendom beliggende i udlandet.

Endelig bestemmes i skattekontrollovens § 2, stk. 3, at den skattepligtige ud over oplysningerne i stk. 1 skal oplyse om underskud og tab, som den skattepligtige kun kan modregne i skattepligtig indkomst fra kilder af samme art, som underskuddet eller tabet vedrører. Oplyser den skattepligtige ikke om et kildeartsbegrænset tab, fortaber den skattepligtige retten til at fremføre tabet. Det gælder dog ikke, hvis der kan ske genoptagelse af ansættelsen efter skatteforvaltningslovens §§ 26 eller 27.

I skattekontrollovens § 4, stk. 1, bestemmes, at følgende juridiske personer ikke er omfattet af oplysningspligten i § 2:

1. Dødsboer, der efter dødsboskattelovens § 6 er fritaget for at betale indkomstskat.

2. Selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, d, e eller g, jf. dog stk. 2.

3. Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. ikke har skattepligtig indkomst som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

4. Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.

I skattekontrollovens § 4, stk. 2, bestemmes, at selskaber og foreninger m.v. omfattet af stk. 1, nr. 2, ikke er undtaget fra oplysningspligten, hvis den skattepligtige har modtaget udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, eller afståelsessummer omfattet af ligningslovens § 16 B, i hvilke der ikke er indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65, medmindre udbyttet eller afståelsessummerne er omfattet af kildeskattelovens § 65, stk. 5.

I skattekontrollovens § 5, stk. 1, bestemmes, at skattepligtige, som er omfattet af regler om pligten til at give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2 digitalt efter regler fastsat af skatteministeren i medfør af skatteforvaltningslovens § 35, stk. 1-4, skal give oplysningerne i et oplysningsskema ved anvendelse af de digitale kanaler, som Skatteforvaltningen anviser.

Af skattekontrollovens § 5, stk. 2, fremgår, at skattepligtige, som hverken er omfattet af stk. 1 eller modtager en årsopgørelse efter regler fastsat efter § 8, stk. 1, fra Skatteforvaltningen modtager et oplysningsskema til brug for opfyldelse af oplysningspligten i § 2.

I stk. 3 bestemmes, at en skattepligtig, som ikke modtager et oplysningsskema efter stk. 2, ikke af denne grund er fritaget for at give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i § 2.

Endelig fremgår det af § 5, stk. 4, at Skatteforvaltningen udarbejder en årsopgørelse til den skattepligtige på baggrund af de oplysninger, som den skattepligtige giver efter stk. 1 eller 2.

Om fristen for opfyldelse af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 bestemmes i § 12, stk. 1, at juridiske personer bortset fra dødsboer omfattet af dødsboskatteloven skal give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i skattekontrollovens § 2 senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. dog stk. 2, der bestemmer, at hvis indkomståret udløber i perioden fra og med den

1. marts til og med den 31. marts, skal oplysninger som nævnt i § 2 gives senest den 1. september samme år.

I skattekontrollovens § 13 bestemmes, at hvis oplysningsfristen i §§ 10-12 udløber dagen før eller på en lørdag, søndag eller helligdag, anses oplysningerne for rettidigt givet, hvis den skattepligtige giver Skatteforvaltningen oplysningerne senest den førstkommende hverdag kl. 9.00.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, kan Skatteforvaltningen efter den skattepligtiges anmodning forlænge oplysningsfristen efter §§ 11-13 for den pågældende, hvis særlige forhold taler herfor.

I skattekontrollovens § 14, stk. 2, bestemmes, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, i særlige tilfælde kan forlænge oplysningsfristen i §§ 10-13 for grupper af skattepligtige, mens det i § 14, stk. 3, bestemmes, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som er fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i §§ 10-13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.

Af selskabsskattelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at indkomståret for selskaber og foreninger m.v. er kalenderåret. Består skattepligten kun en del af året, er indkomståret denne del, jf. 3. pkt. Selskabet eller foreningen m.v. kan ifølge 4. pkt. vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Et bagudforskudt indkomstår kan ifølge 6. pkt. tidligst begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for, mens et fremadforskudt indkomstår ifølge 7. pkt. senest kan begynde den 1. april i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for. For indkomståret 2025 vil et selskab tidligst kunne vælge, at det bagudforskudte indkomstår skal begynde den 2. april 2024. For indkomståret 2025 vil et fremadforskudt indkomstår senest kunne begynde den 1. april 2025.

Skattekontrollovens kapitel 8 omhandler administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt. En af disse retsfølger er brugen af skattetillæg efter § 73. I § 73, stk. 1, bestemmes således, at hvis en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt har givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, herunder oplysninger om kontrollerede transaktioner efter § 38, eller revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. § 36, pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale et skattetillæg på 400 kr., for hver dag oplysningsfristen overskrides. Skattetillægget kan dog højst udgøre 10.000 kr. i alt, jf. dog § 73, stk. 2-4.

Skattekontrollovens § 73, stk. 2, omhandler fysiske personer, mens stk. 3 bestemmer, at for fonde og foreninger, der efter fondsbeskatningslovens § 15 kan opfylde oplysningspligten ved at afgive en særlig erklæring, udgør skattetillægget i alt 1.000 kr., og endelig bestemmes i skattekontrollovens § 73, stk. 4, at Skatteforvaltningen efter ansøgning i særlige tilfælde kan fritage den skattepligtige for skattetillægget efter stk. 1-3 helt eller delvis.

Af de specielle bemærkninger i lovforslaget til skattekontrollovens § 73 fremgår, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 13 som fremsat, side 186, at skattetillægget beregnes automatisk og fremgår af den årsopgørelse, som den skattepligtige modtager fra skattemyndighederne. Skattetillægget udgør således en del af årsopgørelsen og kan som denne påklages til den administrative klagemyndighed.

Efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 1, foretages beregning af selskabets eller foreningens m.v. indkomstskat, restskat eller overskydende skat for indkomståret foretages efter stk. 2-13. I stk. 4 bestemmes, at det beløb, hvormed indkomstskatten måtte overstige summen af ordinære acontoskatter med tillæg af eventuel udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 2, reguleret for tillæg efter stk. 6 og af eventuelle frivillige acontoskatter reguleret for tillæg efter henholdsvis stk. 6 og 7, benævnes restskat. Ved beregning af restskat indgår de ordinære og frivillige acontoskatter, uanset om betaling er sket. Ved betaling af restskat skal der betales et tillæg på den efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 10, fastsatte restskatteprocent af restskatten.

Højesteret har ved dom af 31. maj 1985, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 619, afgjort, at krav på restskat stiftes ved indkomstårets udløb, dvs. den 1. januar efter indkomståret, hvis indkomståret er identisk med kalenderåret.

Det fremgår af opkrævningslovens § 16, nr. 2, at betalinger efter selskabsskatteloven skal ske til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er det bestemt, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v., der er omfattet af § 16, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, er det bestemt, at hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos Skatteforvaltningen.

Af opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, fremgår, at krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, bestemmes, at krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, mens det i § 16 a, stk. 5, er bestemt, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 5, bestemmes, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 6, bestemmes, at tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 7, bestemmes, at udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 8, bestemmes, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først. På skattekontoen anvendes således et FIFO-princip (first in, first out), og det er derfor ikke muligt at øremærke sin betaling til dækning af et bestemt krav.

Af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, fremgår, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2. Reglen skal ses i sammenhæng med den manglende mulighed for øremærkning af betalinger til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 1. pkt., bestemmes, at hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev, jf. 6. pkt. Endelig fremgår af 7. pkt., at § 8, stk. 1, nr. 2, og stk. 5, finder tilsvarende anvendelse på gebyrer efter § 16 c, stk. 4, 6. pkt.

Det foreslås, at i opkrævningslovens § 16 indsættes som nr. 10 , at skattetillæg, der efter skattekontrollovens § 73 er pålagt juridiske personer, vil være blandt de krav, der skal betales til skattekontoen.

Med den foreslåede ændring vil det blive sikret, at både restskatten for et selskab m.v. efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4, og skattetillæg efter skattekontrollovens § 73 kan betales til skattekontoen efter begge at være blevet opkrævet via årsopgørelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 5

Det fremgår af opkrævningslovens § 16, nr. 2, at betalinger efter selskabsskatteloven skal ske til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er det bestemt, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v., der er omfattet af § 16, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, er det bestemt, at hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos Skatteforvaltningen.

Af opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, fremgår, at krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, bestemmes, at krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, mens det i § 16 a, stk. 5, er bestemt, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 5, bestemmes, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 6, bestemmes, at tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 7, bestemmes, at udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 8, bestemmes, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først. På skattekontoen anvendes således et FIFO-princip (first in, first out), og det er derfor ikke muligt at øremærke sin betaling til dækning af et bestemt krav.

Af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, fremgår, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2. Reglen skal ses i sammenhæng med den manglende mulighed for øremærkning af betalinger til skattekontoen.

Det fremgår af opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, at en debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten påløber dagligt og tilskrives månedligt. Renten er ikke fradragsberettiget. En debetsaldo på 200 kr. eller derunder forrentes ikke efter registreringen af virksomhedens ophør.

Det foreslås, at i opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., ændres »En debetsaldo« til »Den del af en debetsaldo, der vedrører hovedkrav og gebyrer,«.

Med ændringen vil det af § 16 c, stk. 1, 1. pkt., fremgå, at den del af en debetsaldo, der vedrører hovedkrav og gebyrer, forrentes med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2.

Ændringen skal ses, i sammenhæng med at § 1, nr. 15 og 18, i lov nr. 1694 af 30. december 2024, der har til formål at afskaffe anvendelsen af renters rente på skattekontoen, med lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås ophævet, og at afskaffelsen af renters rente i stedet foreslås at skulle ske ved i lovforslaget at foretage den ændring i opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., at forrentningen på skattekontoen sker af den del af en debetsaldo, der vedrører hovedkrav og gebyrer. Med ændringen vil de krav, der nævnes i selskabsskattelovens § 30, stk. 1-3, udgå af den ordlyd, der med ændringerne i § 1, nr. 15 og 18, i lov nr. 1694 af 30. december 2024 skulle være foretaget i opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt. Som følge af forslaget om at erstatte harmoniseringsrenten ved restskat efter selskabsskattelovens § 30, stk. 1-3, med en morarente på skattekontoen er det nødvendigt at foretage denne konsekvensændring, da formålet med henvisningen til § 30, stk. 1-3, ikke længere vil være til stede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 6

Det fremgår af opkrævningslovens § 16, nr. 2, at betalinger efter selskabsskatteloven skal ske til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er det bestemt, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v., der er omfattet af § 16, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 2, er det bestemt, at hvis den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto overstiger den samlede sum af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det samlede beløb, som virksomheden skylder Skatteforvaltningen. Er den samlede sum af registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens samlede tilgodehavende hos Skatteforvaltningen.

Af opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, fremgår, at krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 4, bestemmes, at krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, mens det i § 16 a, stk. 5, er bestemt, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 5, bestemmes, at indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 6, bestemmes, at tilgodehavender til virksomheder omfattet af opkrævningslovens kapitel 5 om skattekontoen påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt, hvor beløbet kan opgøres efter § 12.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 7, bestemmes, at udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 8, bestemmes, at hvor virksomheders indbetaling helt eller delvis anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sammensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først. På skattekontoen anvendes således et FIFO-princip (first in, first out), og det er derfor ikke muligt at øremærke sin betaling til dækning af et bestemt krav.

Af opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, fremgår, at beløb indbetales til skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2. Reglen skal ses i sammenhæng med den manglende mulighed for øremærkning af betalinger til skattekontoen.

Det fremgår af opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, at en debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i § 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten påløber dagligt og tilskrives månedligt. Renten er ikke fradragsberettiget. En debetsaldo på 200 kr. eller derunder forrentes ikke efter registreringen af virksomhedens ophør.

Det foreslås, at opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 4. pkt., affattes, så det fremgår, at efter registreringen af virksomhedens ophør sker der ikke forrentning efter 1. pkt., hvis den del af en debetsaldo, der vedrører hovedkrav og gebyrer, højst udgør 200 kr.

Det vil således ikke længere være debetsaldoen inklusive tilskrevne renter, men alene den del af debetsaldoen, der består af hovedkrav og gebyrer, der indgår i beløbsgrænsen på 200 kr. om forrentning efter registreringen af virksomhedens ophør.

Nyaffattelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 1, nr. 15 og 18, i lov nr. 1694 af 30. december 2024, jf. lovforslagets § 7, nr. 1, jf. ovenfor om baggrunden for ændringen i lovforslagets § 4, nr. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 7

I skattekontrollovens § 2, stk. 1, bestemmes, at enhver, der er skattepligtig her til landet, jf. dog §§ 3 og 4, årligt skal oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejendom. Dette gælder, selv om den pågældende ikke er registreret med adresse eller har hjemsted her i landet.

I skattekontrollovens § 4, stk. 1, bestemmes, at følgende juridiske personer ikke er omfattet af oplysningspligten i § 2:

1. Dødsboer, der efter dødsboskattelovens § 6 er fritaget for at betale indkomstskat.

2. Selskaber og foreninger m.v., der alene er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c, d, e eller g, jf. dog stk. 2.

3. Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. ikke har skattepligtig indkomst som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.

4. Foreninger m.v. som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen m.v. som følge af fradragsretten efter selskabsskattelovens § 3, stk. 2 og 3, ikke har indkomst til beskatning. Det er dog en betingelse, at foreningens formål udelukkende er almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt.

Om fristen for opfyldelse af oplysningspligten efter skattekontrollovens § 2 bestemmes i § 12, stk. 1, at juridiske personer bortset fra dødsboer omfattet af dødsboskatteloven skal give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i skattekontrollovens § 2 senest 6 måneder efter indkomstårets udløb, jf. dog stk. 2, der bestemmer, at hvis indkomståret udløber i perioden fra og med den

1. marts til og med den 31. marts, skal oplysninger som nævnt i § 2 gives senest den 1. september samme år.

I skattekontrollovens § 13 bestemmes, at hvis oplysningsfristen i §§ 10-12 udløber dagen før eller på en lørdag, søndag eller helligdag, anses oplysningerne for rettidigt givet, hvis den skattepligtige giver Skatteforvaltningen oplysningerne senest den førstkommende hverdag kl. 9.00.

Efter skattekontrollovens § 14, stk. 1, kan Skatteforvaltningen efter den skattepligtiges anmodning forlænge oplysningsfristen efter §§ 11-13 for den pågældende, hvis særlige forhold taler herfor.

I § 14, stk. 2, bestemmes, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, i særlige tilfælde kan forlænge oplysningsfristen i §§ 10-13 for grupper af skattepligtige, mens det i § 14, stk. 3, bestemmes, at skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan forlænge frister i skatte- og afgiftslovgivningen, som er fastsat under hensyn til oplysningsfristerne i §§ 10-13, når det må anses for umuligt eller uforholdsmæssig vanskeligt for grupper af skattepligtige at opfylde fristerne.

Af selskabsskattelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., fremgår, at indkomståret for selskaber og foreninger m.v. er kalenderåret. Består skattepligten kun en del af året, er indkomståret denne del, jf. 3. pkt. Selskabet eller foreningen m.v. kan ifølge 4. pkt. vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Et bagudforskudt indkomstår kan ifølge 6. pkt. tidligst begynde den 2. april i kalenderåret forud for det kalenderår, som det bagudforskudte indkomstår træder i stedet for, mens et fremadforskudt indkomstår ifølge 7. pkt. senest kan begynde den 1. april i det kalenderår, som det fremadforskudte indkomstår træder i stedet for. For indkomståret 2025 vil et selskab tidligst kunne vælge, at det bagudforskudte indkomstår skal begynde den 2. april 2024. For indkomståret 2025 vil et fremadforskudt indkomstår senest kunne begynde den 1. april 2025.

Skattekontrollovens kapitel 8 omhandler administrative retsfølger af den manglende opfyldelse af en oplysningspligt. En af disse retsfølger er brugen af skattetillæg efter § 73. I § 73, stk. 1, bestemmes således, at hvis en skattepligtig omfattet af § 5 ikke rettidigt har givet Skatteforvaltningen oplysninger efter § 2, herunder oplysninger om kontrollerede transaktioner efter § 38, eller revisorerklæring fra finansieringsselskaber, jf. § 36, pålægger forvaltningen den skattepligtige at betale et skattetillæg på 400 kr., for hver dag oplysningsfristen overskrides. Skattetillægget kan dog højst udgøre 10.000 kr. i alt, jf. dog § 73, stk. 2-4.

Skattekontrollovens § 73, stk. 2, omhandler fysiske personer, mens stk. 3 bestemmer, at for fonde og foreninger, der efter fondsbeskatningslovens § 15 kan opfylde oplysningspligten ved at afgive en særlig erklæring, udgør skattetillægget i alt 1.000 kr., og endelig bestemmes i skattekontrollovens § 73, stk. 4, at Skatteforvaltningen efter ansøgning i særlige tilfælde kan fritage den skattepligtige for skattetillægget efter stk. 1-3 helt eller delvis.

Af de specielle bemærkninger i lovforslaget til skattekontrollovens § 73 fremgår, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 13 som fremsat, side 186, at skattetillægget beregnes automatisk og fremgår af den årsopgørelse, som den skattepligtige modtager fra skattemyndighederne. Skattetillægget udgør således en del af årsopgørelsen og kan som denne påklages til den administrative klagemyndighed.

Efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 1, foretages beregning af selskabets eller foreningens m.v. indkomstskat, restskat eller overskydende skat for indkomståret efter stk. 2-13. I stk. 4 bestemmes, at det beløb, hvormed indkomstskatten måtte overstige summen af ordinære acontoskatter med tillæg af eventuel udbytteskat, jf. kildeskattelovens § 67, stk. 2, reguleret for tillæg efter stk. 6 og af eventuelle frivillige acontoskatter reguleret for tillæg efter henholdsvis stk. 6 og 7, benævnes restskat. Ved beregning af restskat indgår de ordinære og frivillige acontoskatter, uanset om betaling er sket. Ved betaling af restskat skal der betales et tillæg på den efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 10, fastsatte restskatteprocent af restskatten.

Højesteret har ved dom af 31. maj 1985, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, side 619, afgjort, at krav på restskat stiftes ved indkomstårets udløb, hvilket vil sige den 1. januar efter indkomståret, hvis indkomståret er identisk med kalenderåret.

Det fremgår af opkrævningslovens § 16, nr. 2, at betalinger efter selskabsskatteloven skal ske til skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 a, stk. 1, er det bestemt, at ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v., der er omfattet af § 16, modregnes automatisk efter et saldoprincip. Meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

I opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, 1. pkt., bestemmes, at hvis en debetsaldo for en virksomhed overstiger 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og Skatteforvaltningen udsender et rykkerbrev herom til virksomheden. Skatteforvaltningen udsender ikke rykkerbreve om en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog til ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3. pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til inddrivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev, jf. 6. pkt. Endelig fremgår af 7. pkt., at § 8, stk. 1, nr. 2, og stk. 5, finder tilsvarende anvendelse på gebyrer efter § 16 c, stk. 4, 6. pkt.

Det foreslås, at i opkrævningslovens § 16 c, stk. 4, indsættes efter 4. pkt. et 5. pkt., der bestemmer, at indgår i beløbet en restskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4, og et skattetillæg, der efter skattekontrollovens § 73 er pålagt for det indkomstår, som restskatten vedrører, kan disse fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden som en samlet fordring, der betegnes restskat og skal anses at være stiftet samtidig med restskatten efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4.

Den foreslåede ændring vil indebære, at hvis beløbet på debetsaldoen også indeholder en restskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4, og et skattetillæg, der i medfør af skattekontrollovens § 73 er pålagt selskabet m.v. for det indkomstår, som restskatten vedrører, vil Skatteforvaltningen ved overdragelsen af beløbet til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse kunne lægge restskatten og skattetillægget sammen, så de tilsammen udgør en samlet fordring, der vil kunne betegnes som »restskat«, ligesom det hos restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle lægges til grund, at den samlede fordring skal anses at være stiftet samtidig med restskatten efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 4.

Forslaget om at lade skattetillægs stiftelsesdato være identisk med stiftelsesdatoen for restskat, når disse fordringer samlet er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil medføre, at denne stiftelsesdato for skattetillæg skal lægges til grund med hensyn til vurderingen efter bl.a. § 28 i lov om gældsbreve og efter konkurslovens §§ 38 og 42, jf. ovenfor.

Forslaget vil indebære en videreførelse af Skatteforvaltningens allerede eksisterende praksis med oversendelse af skattetillægget som en del af en samlet restskat for selskaber, når krav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.