LOV nr 550 af 30/05/2017
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) § 9
I lov nr. 293 af 24. april 1996 om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, som ændret ved § 2 i lov nr. 516 af 6. juni 2007, § 9 i lov nr. 922 af 18. september 2012 og § 9 i lov nr. 737 af 25. juni 2014, foretages følgende ændring:
1. I § 3, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»§ 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold gælder også for kontohaverens bestemmelser om særeje.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) § 9
Til nr. 1
Efter pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2, kan en kontohaver ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje. Efter bestemmelsens stk. 1 er indsættelse af en begunstiget kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet.
Det foreslås, at der i pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2 , som 2. pkt. indsættes en bestemmelse om, at de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold om tredjemandsbestemt særeje, jf. det samtidig fremsatte lovforslag herom, også gælder for kontohaverens bestemmelser om særeje.
Efter § 23, stk. 1, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold kan en arvelader og en gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12 i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, dog ikke om sumsæreje og sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Efter § 23, stk. 2, kan arvelader og gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1 og kan fastsætte betingelser herfor.
For at tydeliggøre, at en kontohaver kan træffe samme bestemmelser om særeje som en arvelader og gavegiver, foreslås det, at det udtrykkeligt skal fremgå af § 3, stk. 2, at § 23, stk. 1 og 2, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold skal finde tilsvarende anvendelse i forhold til kontohaverens bestemmelser, og at en kontohaver dermed kan træffe samme bestemmelser om særeje, som en arvelader og gavegiver kan træffe efter den foreslåede bestemmelse i §§ 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.