Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold)

Til nr. 1

Det fremgår af ægteskabslovens § 12, 1. pkt., at det skal godtgøres, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt (prøvelse af ægteskabsbetingelserne), før ægteskab indgås. Børne- og socialministeren fastsætter regler herom, jf. lovens § 12, 2. pkt. Denne bemyndigelse er bl.a. anvendt til i § 2 i bekendtgørelse nr. 1857 af 23. december 2015 at fastsætte regler om, at en ansøgning om prøvelse skal indgives på en bestemt blanket – ægteskabserklæringen. Blanketten skal som udgangspunkt indgives digitalt, men kan i visse situationer indgives i papirform. I blanketten skal parterne give forskellige oplysninger om deres personlige forhold, herunder om de tidligere har været gift.

Efter lovens § 13, stk. 1, foretages prøvelse af ægteskabsbetingelserne af kommunen.

Det foreslås, at der i ægteskabslovens § 12 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter børne- og socialministeren fastsætter regler om, at parterne ved ansøgning om prøvelse af ægteskabsbetingelserne skal orienteres om reglerne om ægtefællers økonomiske forhold.

Denne bemyndigelse vil blive udmøntet ved, at der fastsættes regler om, at parterne ved digital indsendelse af ægteskabserklæringen modtager denne vejledning i form af en digital pjece, der indeholder orientering om loven om ægtefællers økonomiske forhold.

Parterne vil således inden indgåelse af ægteskabet få vejledning om loven om ægtefællers økonomiske forhold, herunder om formuedelingen ved separation, skilsmisse og død. samt om mulighederne for at skræddersy en formueordning, der passer til netop deres situation, f.eks. ved aftale om særeje m.v.

I vejledningen vil parterne blive opfordret til at overveje, om de har behov for at aftale en anden formueordning, og de vil blive informeret om, at de bør overveje at søge juridisk rådgivning om formueordningen, navnlig hvis de påtænker at indgå aftale om at fravige ligedelingsordningen.

Vejledningen udarbejdes af Børne- og Socialministeriet med inddragelse af de relevante myndigheder, organisationer m.v. Vejledningen vil løbende blive opdateret.

Ægtefæller, der ikke udfylder anmodningen digitalt, får pjecen fra kommunen, når de bestiller ægteskabserklæringen.

Oplysningerne i pjecen suppleres med mere fyldige oplysninger om loven om ægtefællers økonomiske forhold på en relevant hjemmeside.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.

Til nr. 2

Det fremgår af ægteskabslovens § 6, at ægteskab ikke må indgås mellem slægtninge i ret op- og nedstigende linje eller mellem søskende. Efter lovens § 9 må den, som tidligere har indgået ægteskab eller har været part i et registreret partnerskab, ikke indgå ægteskab, så længe det tidligere ægteskab eller registrerede partnerskab består (bigami).

Et ægteskab, der er indgået i strid med lovens §§ 6 eller 9, omstødes ved dom, jf. lovens § 23. Sag herom kan anlægges af Ankestyrelsen eller af en af ægtefællerne. Hvis der er tale om bigami, kan ægtefællen i det tidligere ægteskab tillige anlægge sag.

Det fremgår af ægteskabslovens § 24, stk. 1, at et ægteskab endvidere omstødes ved dom efter påstand af den ene ægtefælle, 1) hvis han ved ægteskabets indgåelse befandt sig i en tilstand, som udelukker evnen til at handle fornuftsmæssigt, 2) hvis han blev tvunget til at indgå ægteskab, 3) hvis han ved en fejltagelse blev viet til en anden end sin forlovede eller uden at ville indgå ægteskab, eller 4) hvis han blev forledt til at indgå ægteskab ved, at han af den anden ægtefælle gennem falske oplysninger eller svigagtig fortielse af sandheden blev vildledt om, hvem den anden er, eller om sådanne omstændigheder ved dennes tidligere liv, der med fuld føje ville have afholdt ham fra at indgå ægteskabet, og som endnu må tillægges en sådan betydning for forholdet mellem ægtefællerne, at ægteskabet ikke med rimelighed kan fordres opretholdt. Lovens § 24, stk. 2, indeholder frister for, hvornår sag om omstødelse senest skal anlægges (op til 3 år).

Efter ægteskabslovens § 25, stk. 1, medfører omstødelse af et ægteskab samme retsvirkninger som skilsmisse. I bestemmelsens stk. 2 henvises der til reglerne i ægtefælleskiftelovens § 60 i relation til formuedelingen.

Det fremgår af ægtefælleskiftelovens § 60, at hver ægtefælle ved skifte i anledning af omstødelse af ægteskab forlods udtager så meget af fællesboet, som svarer til, hvad denne har indbragt i boet ved ægteskabets indgåelse eller gennem senere erhvervelse ved arv eller gave eller har overført til fællesboet fra eget særeje. Rækker den fælles formue ikke, sker der forholdsvis afkortning.

Bestemmelsen må forstås sådan, at formue, som ægtefællerne ikke udtager forlods, deles lige mellem ægtefællerne, jf. retsvirkningslovens § 16, stk. 2, hvorefter hver ægtefælle eller ægtefællens arvinger ved ægteskabets ophør udtager halvdelen af delingsformuen, medmindre undtagelse har særlig lovhjemmel.

Efter ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, ophører formuefællesskabet (ophørsdagen) ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. Efter lovens § 51, stk. 4, kan ægtefællerne under skiftet aftale, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3. Hvis ganske særlige praktiske forhold gør sig gældende, kan skifteretten efter indstilling fra bobehandleren bestemme, at formuefællesskabet skal anses for ophørt på et andet tidspunkt end det, der følger af stk. 3, jf. lovens § 51, stk. 5.

Det fremgår af ægteskabslovens § 26, at omstødes et ægteskab, og var den ene ægtefælle ved ægteskabets indgåelse i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden, medens den anden kendte eller burde kende denne, kan der ved omstødelsesdommen tilkendes den førstnævnte ægtefælle en godtgørelse, der fastsættes under hensyn til begges økonomiske kår og de øvrige omstændigheder.

Hvis en ægtefælle, dør før omstødelse er sket, skal ægtefællernes formue som nævnt ovenfor efter retsvirkningslovens § 16, stk. 2, deles lige mellem den længstlevende ægtefælle og den førstafdøde ægtefælles dødsbo, inden den afdøde ægtefælles formue kan deles mellem afdødes arvinger eller kreditorer. Ved formuedelingen fastlægges det, hvilken formue der falder i arv efter den afdøde ægtefælle, og hvilken formue den længstlevende ægtefælle beholder. Der foretages ingen deling af ægtefællernes formue, hvis den længstlevende ægtefælle overtager delingsformuen til uskiftet bo.

Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at hvis en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes efter lovens § 23, dør inden omstødelse er sket, kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter ægteskabslovens § 26.

Samme ret har efter lovens § 27, stk. 2, 1. pkt., den ægtefælle, der kan rejse sag efter lovens § 24, når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden fristerne i lovens § 24, stk. 2, for anlæggelse af omstødelsessag er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne efter lovens § 27, stk. 2, 2. pkt., kræve reglerne i ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse.

Efter § 27, stk. 3, skal krav efter lovens § 27, stk. 1 og 2, fremsættes inden 6 måneder efter dødsfaldet.

Det foreslås, at ægteskabslovens § 25, stk. 2, der indeholder en henvisning til ægtefælleskifteloven § 60, ophæves, og at ægtefælleskiftelovens § 60 videreføres som § 25, stk. 2 , i ægteskabsloven. Bestemmelsen nyaffattes dog, så den passer med sprogbrugen i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig afsnit 3 om formuedeling ved separation og skilsmisse.

Efter den foreslåede bestemmelse udtager hver ægtefælle ved formuedeling ved omstødelse af ægteskab så meget af delingsformuen, som svarer til ægtefællens delingsformue ved indgåelsen af ægteskabet samt senere forøgelser af delingsformuen ved arv eller gave eller ved overførsel fra eget særeje.

Samtidig foreslås det som efter den gældende ordning, at hvis delingsformuen er mindre end den formue, som ægtefællerne kan udtage forlods, sker der forholdsvis afkortning.

Efter forslaget fastslås det, at formue, der ikke udtages forlods, deles efter reglerne i afsnit III i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Efter disse bestemmelser ligedeles ægtefællernes formuer som udgangspunkt. Der henvises til bemærkningerne til afsnit III i lov om ægtefællers økonomiske forhold, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag herom.

Det foreslås videre, at de gældende bestemmelser om ophørsdagen ved formuedeling ved omstødelse af ægteskaber i ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, jf. stk. 4 og 5, med redaktionelle ændringer overføres til ægteskabsloven som § 25, stk. 3 .

Efter denne bestemmelse indgår ved formuedelingen de aktiver og passiver, som hver ægtefælle havde ved udgangen af det døgn, hvor der er anlagt sag om omstødelse. Denne dag betegnes ophørsdagen.

Endelig foreslås det, at der i ægteskabslovens § 25 indsættes et nyt stk. 4 , hvorefter den i det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold foreslåede samlede regulering i afsnit IV af formuedelingen ved en ægtefælles død finder anvendelse i situationer, hvor en af ægtefællerne dør, inden omstødelse er sket, dog således, at § 27 i ægteskabsloven vil kunne finde anvendelse. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 3.

Som det fremgår af lovforslagets § 2, nr. 7 og 12, foreslås ægtefælleskiftelovens § 51, stk. 3, og § 60 ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2.

Til nr. 3

Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 1, at hvis en af parterne i et ægteskab, som kunne omstødes efter § 23 (der vedrører omstødelse af ægteskab pga. bigami og ægteskab mellem nærtstående), dør inden omstødelse er sket, kan den længstlevende ægtefælle eller enhver af arvingerne kræve reglerne i ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse, og ægtefællen kan kræve godtgørelse efter ægteskabslovens § 26 (der vedrører muligheden for at tilkende en godtgørelse til en ægtefælle, der var i god tro med hensyn til omstødelsesgrunden).

Det følger af ægteskabslovens § 27, stk. 2, at samme ret har den ægtefælle, der kan rejse sag efter § 24 (der vedrører omstødelse bl.a. pga. tvang, vildledning og evnen til at handle fornuftsmæssigt), når den anden ægtefælle dør, inden omstødelse er sket, og inden fristerne i § 24, stk. 2 (der vedrører forskellige frister for sagsanlæg), er udløbet. Hvis sagen er anlagt, og ægtefællen derefter dør, kan enhver af arvingerne kræve reglerne i ægtefælleskiftelovens § 60 bragt til anvendelse.

Det fremgår af ægteskabslovens § 27, stk. 3, at krav efter lovens § 27, stk. 1 og 2, må fremsættes inden 6 måneder efter dødsfaldet.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det bl.a. foreslås, at den gældende bestemmelse i ægtefælleskiftelovens § 60 om formuedeling ved omstødelse af ægteskab flyttes til ægteskabsloven som et nyt stk. 2 i lovens § 25, er det nødvendigt at ændre henvisningen til ægtefælleskiftelovens § 60 i ægteskabslovens § 27, stk. 1 og 2, således at der i stedet henvises til den foreslåede nye § 25, stk. 2, i ægteskabsloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2., og til bemærkningerne til § 1, nr. 2.

Til nr. 1

Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, behandler skifteretten enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af bl.a. ægtefællers fællesbo eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo, herunder om vederlagskrav efter § 23 i retsvirkningsloven (nr. 3) og om pensionskompensation efter §§ 16 d - 16 f i retsvirkningsloven (nr. 4).

Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås retsvirkningslovens regler om vederlagskrav overført til kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold, hvor betegnelsen vederlagskrav endvidere foreslås ændret til regulerings- og misbrugskrav.

Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der højde for forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.

Ligeledes foreslås retsvirkningslovens regler om pensionskompensation overført til kapitel 13 om pensionskompensation i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningerne i ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, til henholdsvis retsvirkningslovens § 23 og til lovens §§ 16 d-16 f ændret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 2

Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, behandler skifteretten sager om enkelttvister, der opstår under den pågældende skifterets behandling af bl.a. ægtefællers fællesbo eller under privat skifte af ægtefællers fællesbo, herunder om særejekompensation efter § 67.

Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås ægtefælleskiftelovens § 67 om særejekompensation overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold som § 42, der indsættes i lovens kapitel 12 om kompensation i særlige situationer.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, til ægtefælleskiftelovens § 67 om særejekompensation ændret.

Det bemærkes, at der i kapitel 12 i lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås indsat en ny bestemmelse i § 41 om kompensation til en ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue. Den foreslåede bestemmelse lovfæster retspraksis efter ægtefælleskiftelovens § 67. Henvisningen i ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil også omfatte sager efter denne nye bestemmelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 3

Efter ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 2, nr. 1, behandler skifteretten selvstændige sager mellem ægtefæller om særejekompensationskrav efter lovens § 67.

Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås ægtefælleskiftelovens § 67 om særejekompensation overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold som § 42, der indsættes i lovens kapitel 12 om kompensation i særlige situationer.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 2, nr. 1, til ægtefælleskiftelovens § 67 om særejekompensation ændret.

Det bemærkes, at der i kapitel 12 i lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås indsat en ny bestemmelse § 41 om kompensation til en ægtefælle, der har medvirket til at bevare eller forøge den anden ægtefælles formue. Den foreslåede bestemmelse lovfæster retspraksis efter ægtefælleskiftelovens § 67. Henvisningen i ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 1, nr. 6, vil også omfatte sager efter denne nye bestemmelse.

Til nr. 4

Efter ægtefælleskiftelovens § 10 og § 66, stk. 1, kan der tidligst indgives anmodning om bistand til deling af et fællesbo henholdsvis anlægges en sag om en enkelttvist, der opstår under privat skifte af ægtefællers fællesbo eller sameje om flere særejeaktiver, hvis der er indgivet anmodning til statsforvaltningen om separation eller skilsmisse, afsagt dekret om bosondring eller anlagt sag om ægteskabets omstødelse.

I de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås det, at muligheden for bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som konsekvens heraf foreslås henvisningerne til bosondring i ægtefælleskiftelovens §§ 10 og 66, stk. 1, ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 5

Ægtefælleskiftelovens § 50 omhandler grundlaget for opgørelsen af ægtefællers fællesbo, og bestemmelsen har derfor overskriften: "Grundlaget for opgørelsen".

Det foreslås, at overskriften ophæves.

Baggrunden for dette er, at det i § 2, nr. 6, foreslås, at § 50 ændres, så den i stedet for at omhandle grundlaget for opgørelsen af ægtefællers fællesbo henviser til, at ægtefællers fællesbo deles efter reglerne herom i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Overskriften før § 50 er herefter ikke længere er retvisende og foreslås derfor ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 6

Efter § 50 er grundlaget for opgørelsen af ægtefællers fællesbo de aktiver og passiver, der hører til ægtefællernes bodele på ophørsdagen.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås § 50 omformuleret sådan, at det fremgår af bestemmelsen, at ægtefællers fællesbo deles efter afsnit III i lov om ægtefællers økonomiske forhold. Dette indebærer, at ægtefællernes formue som udgangspunkt ligedeles, medmindre ægtefællerne har aftalt andet. Det følger videre af bestemmelserne i afsnit III, at særeje og en række aktiver ikke indgår i formuedelingen (pensioner, personlige erstatninger og uoverdragelige og personlige rettigheder).

Gennem regulerings- og misbrugskrav tages højde for forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 7

Ægtefælleskiftelovens §§ 51-53 indeholder regler om henholdsvis ophørsdagen ved separation og skilsmisse, tidspunktet for værdiansættelse af boets aktiver og passiver og opgørelse af fællesboet.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne om ophørsdagen ved separation og skilsmisse i lovens § 51, stk. 1, 4 og 5, om tidspunktet for værdiansættelsen i lovens § 52 og om opgørelsen af fællesboet i § 53 ophæves.

Som konsekvens af forslaget om, at muligheden for bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ikke videreføres, foreslås § 51, stk. 2, om ophørsdagen ved bosondring ophævet.

Som konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 2, er der ikke behov for en regel om ophørsdagen ved omstødelse af ægteskab, og § 51, stk. 3, foreslås derfor ophævet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne dertil samt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.13. og 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Endelig foreslås det, at overskrifterne til §§ 51-53 ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 8

Efter ægtefælleskiftelovens § 54, stk. 2, kan skifteretten fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er fælleseje, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at ”fælleseje” i § 54, stk. 2, ændres til ”delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 9

Efter ægtefælleskiftelovens § 57 kan en ægtefælle, der har et krav som omhandlet i § 53, stk. 2, mod den anden ægtefælle, under skiftet forlange det dækket af den anden ægtefælles lod i boet.

§ 53, stk. 2, omfatter følgende krav: Særejekompensation efter ægtefælleskiftelovens § 67, krav i forbindelse med omstødelse af ægteskab efter ægteskabslovens § 26, krav på pensionskompensation efter retsvirkningslovens §§ 16 d og 16 e samt krav på forfaldne underholdsbidrag.

Det foreslås i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold, at ægtefælleskiftelovens § 67 overføres til det foreslåede kapitel 12, og at retsvirkningslovens §§ 16 d og 16 e overføres til det foreslåede kapitel 13. Lovforslagets § 26, stk. 1, nr. 7 og 8, indeholder en henvisning til henholdsvis kompensationskrav efter de foreslåede kapitler 12 og 13 og til en ægtefælles krav på underholdsbidrag efter lovforslagets bestemmelser herom og efter ægteskabsloven. Derimod foreslås ægteskabslovens § 26 ikke ændret.

Med dette lovforslags § 2, nr. 7, foreslås det, at ægtefælleskiftelovens § 53 ophæves.

Som konsekvens af ovennævnte foreslås henvisningen i § 57 til § 53, stk. 2, ændret til en henvisning til § 26, stk. 1, nr. 7 og 8, i lov om ægtefællers økonomiske forhold og til ægteskabslovens § 26.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 10

Det forslås i § 2, nr. 11, at § 58, stk. 1, om ligedeling ophæves, hvorefter den tilbageværende del af bestemmelsen i § 58 alene vedrører spørgsmål om gæld.

Da overskriften ”ligedeling” før § 58 herefter ikke længere er retvisende, foreslås overskriften ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 11

Efter ægtefælleskiftelovens § 58, stk. 1, deles overskuddet af en ægtefælles bodel ligeligt mellem ægtefællerne, medmindre andet følger af samme lov eller af ægteskabslovgivningens regler.

Efter bestemmelsens stk. 2 bliver en ægtefælle ikke ved at modtage udlæg for sin lod i den anden ægtefælles bodel ansvarlig for dennes gæld. Hvorvidt ægtefællen har pligt til at tilbagegive det modtagne til fordringshavernes fyldestgørelse, afgøres efter konkurslovens regler om omstødelse.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelsen om ligedeling af ægtefællernes formuer i § 58, stk. 1, ophæves, hvorefter § 58, stk. 2, bliver § 58.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 12

Efter ægtefælleskiftelovens § 59, stk. 1, kan en ægtefælle forlods udtage genstande, der udelukkende tjener til dennes personlige brug.

Efter lovens § 59, stk. 2, kan genstande, der er erhvervet til børnenes brug, forlods udtages af den ægtefælle, hos hvem børnene har bopæl.

Det kan efter anmodning bestemmes, at en større del af boet skal tilfalde en ægtefælle, hvis ægtefællen ikke inden for den del af boet, som tilfalder denne, kan udtage bohave og andet løsøre, der er nødvendigt til at opretholde hjemmet, og den pågældende ikke har udsigt til på anden måde at kunne skaffe det fornødne, jf. lovens § 62.

Lovens §§ 60, 61, 63 og 64 indeholder regler om henholdsvis omstødelse af ægteskab, skævdeling ved kortvarigt ægteskab, udlæg af ejendele efter vurdering og udlæg ud over boslodden.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne om udtagelse af genstande til personligt brug i § 59, stk. 1, skævdeling ved kortvarigt ægteskab i § 61, og udlæg af ejendele efter vurdering i §§ 63 og 64 ophæves.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås bestemmelsen i § 60 om deling ved omstødelse af ægteskab overført til de øvrige regler om omstødelse af ægteskab i ægteskabslovens kapitel 3. Som konsekvens heraf foreslås ægtefælleskiftelovens § 60 om deling ved omstødelse af ægteskab ophævet.

Som det endvidere fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås det, at § 59, stk. 2, om genstande, der er erhvervet til børnenes brug, og § 62 om udtagelse af bohave m.v. ikke videreføres. Som konsekvens heraf foreslås det, at bestemmelserne i § 59, stk. 2, og § 62, ophæves.

Samlet set foreslås det, at §§ 59-64 ophæves, og som konsekvens heraf foreslås det, at også overskrifterne til disse bestemmelser ophæves.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 13

Ægtefælleskiftelovens kapitel 9 indeholder en bestemmelse om særejekompensation, hvorefter en ægtefælle, der har haft særeje, efter påstand fra den anden ægtefælle, kan pålægges at yde den anden ægtefælle et beløb for at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk henseende efter en separation eller skilsmisse.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås bestemmelsen om særejekompensation i § 67 ophævet. Da § 67 er den eneste bestemmelse i kapitel 9 om særejekompensation, foreslås hele kapitel 9 ophævet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.

Til nr. 1

Det følger af konkurslovens § 64, stk. 2, at gaver, som er fuldbyrdet tidligere end 6 måneder, men senere end et år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. Gaver til skyldnerens nærstående kan omstødes efter samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to år før fristdagen.

Modtageren kan således efter konkurslovens § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.

Det foreslås, at det tilføjes konkurslovens § 64, stk. 2, som yderligere betingelse for at afværge omstødelse, at skyldneren utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Den foreslåede tilføjelse medfører, at afværgelse af omstødelse forudsætter, at modtageren både kan godtgøre, at skyldneren ved overdragelsen ikke var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Vurderingen af overdragerens insolvens skal herefter ske både ud fra en vurdering af illikviditet og insufficiens.

Det er således efter forslaget ikke tilstrækkeligt til at afværge omstødelse, at overdrageren efter overdragelsen opretholder en indtægt, der er stor nok til at dække dennes løbende forpligtelser. Det er desuden en betingelse for at afværge omstødelse, at overdragerens aktiver utvivlsomt oversteg dennes passiver.

Det er modtageren, der bærer bevisbyrden herfor, og det er ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent.

Til nr. 2

Det følger af konkurslovens § 64, stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.

Det foreslås, at der foretages en sproglig modernisering af den gældende bestemmelse, således at ”kår” ændres til ”økonomiske forhold”.

Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring i forhold til gældende ret.

Til nr. 3

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4. Efter det foreslåede 1. pkt. kan gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt.

Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.

Ved gaver, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, skal forstås gaver af usædvanlig værdi. Afgørelsen heraf beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold og formue. Der må herved som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Der skal ikke kun tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i sig selv meget store værdi.

Den foreslåede bestemmelse vil navnlig finde anvendelse på fast ejendom, værdipapirer og motorkøretøjer, det vil sige gaver af også usædvanlig karakter, der normalt kan tjene den samlede husstand. Det er uden betydning, om de pågældende gaver er givet som lejlighedsgaver.

Gaver i form af løsøre til modtagerens personlige brug vil sædvanligvis falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, uanset at der er tale om luksusgenstande. Sådanne gaver vil dog efter omstændighederne kunne omstødes efter den foreslåede bestemmelse, såfremt gaven åbenbart stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, herunder det sædvanlige gaveniveau mellem parterne.

Omstødelse efter den foreslåede bestemmelse er ikke betinget af, at gaven er fuldbyrdet inden for en bestemt tidsfrist i forhold til fristdagen.

Omstødelse er dog efter det foreslåede 2. pkt. udelukket, såfremt modtageren kan godtgøre, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Modtageren skal godtgøre, at skyldneren hverken var illikvid eller insufficient. Der er således tale om en skærpet bevisbyrde i forhold til de øvrige objektive omstødelsesbestemmelser, idet det efter den foreslåede bestemmelse ikke er tilstrækkeligt, at skyldneren var i stand til at efterkomme sine løbende forpligtelser. Der skal også ses på, om skyldnerens aktiver oversteg dennes passiver.

Kravet til bevis er en videreførelse af praksis vedrørende den gældende retsvirkningslovs § 33, og der er tale om en streng bevisbyrde. Det er således ikke tilstrækkeligt, at modtageren blot sandsynliggør, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.

Ved opgørelsen af skyldnerens forpligtelser indgår efter det foreslåede 3. pkt. også omtvistede og betingede krav mod skyldneren, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren personligt. Kravet kan eksempelvis fastslås ved dom eller ved skyldnerens erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens konkursbo, medmindre der er tale om en skyldner, der er en juridisk person. Er skyldneren således et selskab med begrænset ansvar, er det tilstrækkeligt, at kurator, der efter konkursen har overtaget ledelsen af selskabet, erkender kravets eksistens.

Er skyldneren en fysisk person, vil det være nødvendigt først at føre en sag mod skyldneren med henblik på at fastslå kravet. Er der forud for konkursen indledt en sag med henblik på at fastslå kravet, men er sagen ikke afgjort, inden skyldneren tages under konkursbehandling, må den fordringshaver, der har anlagt sagen, søge at få dom over skyldneren eller over skyldneren sammen med boet, jf. konkurslovens § 141. Hvis ingen sag er anlagt, og kravet ikke er fastslået forud for konkursen, må konkursboet eller fordringshaver søge at opnå skyldnerens erkendelse eller anlægge sag mod skyldneren med påstand om anerkendelse af kravets eksistens.

Det er som udgangspunkt uden betydning for spørgsmålet om omstødelse, at den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens. Kravet mod den begunstigede kan imidlertid efter omstændighederne lempes efter konkurslovens § 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde krav. Lempelse kan eksempelvis komme på tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens og i fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om kravet på gavetidspunktet var omtvistet.

Det foreslås desuden, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter stk. 1-4 også gælder, i det omfang skyldneren løbende har betalt større beløb til eller for sin ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag til familiens forsørgelse.

Hvorvidt der er tale om større beløb, må vurderes ud fra skyldnerens økonomiske forhold og formue.

Den foreslåede regel skal bl.a. finde anvendelse i situationer, hvor skyldneren løbende har afholdt udgifter, herunder terminsydelser, på en fast ejendom, der tilhører den anden ægtefælle. Har skyldneren således eksempelvis forbrugt hele sin indkomst over en længere periode på familiens forsørgelse, så ægtefællen har været i stand til at oparbejde en opsparing, vil ægtefællen kunne mødes med et omstødelseskrav efter den foreslåede bestemmelse.

Efter den foreslåede regel vil betalinger, der er sket inden for de i § 64, stk. 1 og 2, nævnte perioder, vil betalinger kunne omstødes efter disse bestemmelser.

Hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan omstødelse ske uden nogen tidsmæssig begrænsning, jf. henvisningen til den foreslåede bestemmelse i stk. 4.

Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.

Til nr. 1

Den foreslåede ændring af tinglysningslovens § 17, stk. 4, er en konsekvens af lovforslagets § 4, nr. 3, hvorved der indsættes et nyt stk. 7 i tinglysningslovens § 50 c.

Til nr. 2

Det følger af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 49, at retsvirkningerne af en ægtepagts tinglysning har sit forblivende ved retsvirkningslovens § 37. Af retsvirkningslovens § 37 fremgår det, at en ægtepagt for at blive gyldig må tinglyses i personbogen.

Det foreslås, at tinglysningslovens § 49 ophæves.

Efter tinglysningslovens § 43, stk. 1, skal dokumenter, som angår rådighed over en persons formue i almindelighed, tinglyses i de tilfælde, hvor det er bestemt i lovgivningen. Et sådant tilfælde findes således i den gældende retsvirkningslovs § 37, hvorefter en ægtepagt må tinglyses i personbogen for at blive gyldig. En ægtepagt indeholder en aftale om formueordningen i et ægteskab og dermed rådigheden over en persons formue i almindelighed, som omfattet af § 43, stk. 1.

Som det fremgår af punkt 2.5.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger, foreslås reglerne i retsvirkningsloven om tinglysning af ægtepagter overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold uden indholdsmæssige ændringer, herunder bestemmelsen i den gældende retsvirkningslovs § 37.

Da adgangen til at tinglyse ægtepagter i personbogen således følger af retsvirkningslovens § 37 og tinglysningslovens § 43, stk. 1, har tinglysningslovens § 49 ikke længere have selvstændig betydning, og den foreslås derfor ophævet.

Til nr. 3

Det følger af tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5, samt regler fastsat i medfør af § 50, stk. 1, at oplysninger i personbogen, herunder om tinglyste ægtepagter, som udgangspunkt er offentligt tilgængelige for enhver.

Med den foreslåede bestemmelse i tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, 1. pkt., foreslås det, at oplysninger om indholdet af tinglyste ægtepagter i personbogen – uanset videregivelsesbestemmelserne i tinglysningslovens § 50 c, stk. 2-5 – alene kan videregives til brug i konkrete retsforhold.

Bestemmelsen vil således indebære, at offentligheden ikke længere vil have adgang til at se det nærmere indhold af en ægtepagt. Det vil fremover alene være den blotte oplysning om, at en person har oprettet ægtepagt, som vil være offentligt tilgængelig i personbogen.

Oplysninger om indholdet af ægtepagter vil alene kunne videregives til brug i konkrete retsforhold, dvs. hvis en person har retlig interesse heri. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en advokat anmoder om oplysninger i en ægtepagt til brug for en retssag om ejendomsretten til et aktiv, som påstås omfattet af en oprettet ægtepagt. Der vil være tale om en konkret vurdering af det enkelte tilfælde, og vurderingen af, hvorvidt oplysninger kan videregives til brug i konkrete retsforhold vil svare til den vurdering, som i dag foretages i medfør af den gældende bestemmelse i tinglysningslovens § 50 c, stk. 7, om adgang til oplysninger fra det historiske register.

Som en undtagelse til bestemmelsens 1. pkt. foreslås det i bestemmelsens 2. pkt. , at den person, som oplysningerne om indholdet af en tinglyst ægtepagt angår, altid vil have ret til efter anmodning at modtage disse. Det er således muligt for en part i en ægtepagt at modtage oplysninger om indholdet heraf uden at dokumentere en retlig interesse. En adgang til egenacces følger i forvejen af persondatalovens kapitel 9 om den registreredes indsigtsret, og der er ikke med forslaget tilsigtet nogen indskrænkning i denne adgang. For at sikre, at en part i en tinglyst ægtepagt altid har ret til at modtage oplysningerne om indholdet af ægtepagten, uden at iagttage særlige regler i persondatalovens kapitel 9, foreslås det imidlertid, at en særlig adgang til at modtage oplysningerne følger af tinglysningsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1 og 2.5.4.

Til nr. 4

Efter bestemmelsen i tinglysningslovens § 50 d, stk. 1, fastsætter justitsministeren efter drøftelse med Domstolsstyrelsen nærmere regler med henblik på at sikre, at oplysninger i tinglysningsregistrene ikke tilintetgøres, forvanskes eller uberettiget indføjes, slettes eller ændres, jf. tinglysningslovens § 20, § 42 g, stk. 2, og § 49, samt med henblik på at sikre, at oplysninger ikke misbruges eller kommer til uvedkommendes kendskab.

Efter tinglysningslovens § 20 har Tinglysningsretten under visse betingelser mulighed for at slette rettigheder fra tingbogen, som åbenbart er ophørt, eller som må antages at have mistet deres betydning. Efter tinglysningslovens § 42 g, stk. 2, udslettes tinglyste rettigheder af bilbogen 10 år efter dokumentets tinglysning, hvis der ikke inden denne frist er anmeldt fornyet tinglysning. Efter tinglysningslovens § 49 har retsvirkningerne af en ægtepagts tinglysning sit forblivende i retsvirkningslovens § 37.

Den foreslåede ændring af § 50 d, stk. 1, indebærer, at henvisningen til tinglysningslovens § 49 der, jf. lovforslagets § 4, nr. 2, ophæves, ændres til en henvisning til bestemmelserne i tinglysningslovens § 47, stk. 9, og § 49 a, som begge, ligesom §§ 20 og 42 g, vedrører sletning af oplysninger i tinglysningssystemet. § 47, stk. 9, angår med henvisning til § 42 g, stk. 2, pantebreve vedrørende underpant i løsøre, mens § 49 a med henvisning til § 20 om handler andre dokumenter end pantebreve.

Den foreslåede ændring er en korrektion af henvisningerne til de relevante bestemmelser herom og indebærer således ikke en ændring af retstilstanden.

Til nr. 5

Efter tinglysningslovens § 50 e, 1. pkt., straffes den, der anvender en oplysning i strid med bestemmelsen i § 50 c, stk. 8, med bøde.

Det foreslås, at henvisningen til stk. 8 ændres til stk. 9.

Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 4, nr. 4.

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begrebet ”fællesejeaktiv” i de relevante bestemmelser i arveloven ændres til ”aktiv, der er delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 2

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at overskriften før § 12 i arveloven ændres fra ”Fælleseje” til ”Delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 3

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 2.1., anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begreberne ”fælleseje” og ”fællesejet” i de relevante bestemmelser i arveloven ændres til ”delingsformue” og ”delingsformuen”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 4

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begrebet ”fællesejemidler” i arvelovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2, ændres til ”delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 5

Arvelovens § 30 vedrører livsarvingers mulighed for at kræve vederlag af det beholdne bo, hvis den længstlevende ægtefælle har misbrugt sin rådighed over det uskiftede bo. Efter bestemmelsens stk. 2, 1. pkt., kan en livsarving ligeledes kræve vederlag, hvis den længstlevende ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller forbedring af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af § 15, stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i delingen ved skifte af det uskiftede bo.

Efter forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås § 15, stk. 2, i retsvirkningsloven om uoverdragelige og personlige rettigheder overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold som § 37.

Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 15, stk. 2, i retsvirkningsloven i ægtefælleskiftelovens § 30, stk. 2, 1. pkt.

Til nr. 6

Efter arvelovens § 30, stk. 2, 2. pkt., kan en livsarving ikke kræve vederlag af det beholdne bo, hvis den længstlevende ægtefælle har anvendt midler til erhvervelse eller forbedring af pensionsrettigheder omfattet af § 16 a i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Efter forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås § 16 a i retsvirkningsloven om behandlingen af den længstlevende ægtefælles pensionsrettigheder ved dødsboskifte overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold som § 52.

Som konsekvens heraf foreslås det at ændre henvisningen til § 16 a i retsvirkningsloven i ægtefælleskiftelovens § 30, stk. 2, 2. pkt.

Til nr. 1

Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, 1. pkt., indhenter skifteretten de nødvendige oplysninger om arvinger fra Det Centrale Personregister (CPR) og om afdødes testamentariske dispositioner fra Centralregisteret for Testamenter eller på anden måde.

Der foreslås indsat et nyt pkt. i dødsboskiftelovens § 7, stk. 2, hvorefter skifteretten, hvis afdøde ved dødsfaldet var gift, skal indhente oplysninger om ægtepagter fra Tinglysningsretten. Dette er i overensstemmelse den gældende ordning, hvorefter skifteretterne ved dødsboskifte indhenter oplysninger om ægtepagter fra Tinglysningsretten. Denne praksis foreslås således lovfæstet.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.

Til nr. 2

Efter dødsboskiftelovens § 7, stk. 7, kan justitsministeren fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter.

Det foreslås, at justitsministerens bemyndigelse i § 7, stk. 7, til at kunne fastsætte regler for skifteretten og bobestyreren om indhentelse af oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR) og Centralregisteret for Testamenter udvides til også at omfatte fastsættelse af regler om skifterettens indhentelse af oplysninger fra Tinglysningsretten.

Bestemmelsen er en følge af den pligt til indhentelse af oplysninger om ægtepagter fra Tinglysningsretten, som foreslås indsat i § 7, stk. 2, jf. lovforslagets § 6, nr. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.

Til nr. 3

Efter dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, kan udlæg af et bo til en længstlevende ægtefælle finde sted, såfremt ægtefællen, dennes værge eller skifteværge fremsætter anmodning derom, og der ifølge § 11, stk. 1-3, i arveloven samt § 23 i lov om ægteskabets retsvirkninger intet bliver at udlodde til andre arvinger, og såfremt ægtefællen påtager sig ansvaret for den afdødes gældsforpligtelser.

Efter forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås retsvirkningslovens regler om vederlagskrav i § 23 overført til kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold, hvor betegnelsen vederlagskrav foreslås ændret til regulerings- og misbrugskrav.

Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der højde for forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.

Som konsekvens heraf er der behov for at ændre henvisningen til retsvirkningslovens § 23 i dødsboskiftelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Til nr. 4

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begrebet ”fælleseje” i de relevante bestemmelser i dødsboskifteloven ændres til ”delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 5

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at ”del af fællesejet” i dødsboskiftelovens § 75, stk. 1, ændres til ”delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 6

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1, anvendes begrebet ”delingsformue” i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at ”fællesejet” i dødsboskiftelovens § 76, stk. 3, ændres til ”delingsformuen”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 7

Efter dødsboskiftelovens § 77 finder bl.a. ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51 og 53 anvendelse på skifte af ægtefællernes formuer med de ændringer, der følger af forholdets natur. Det betyder, at reglerne om ophørsdagen, tidspunktet for værdiansættelsen af aktiver og passiver samt opgørelsen af fællesboet finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med skifte af længstlevende ægtefælles aktiver og passiver.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.3, foreslås reglerne i ægtefælleskifteloven om formuedeling ved separation og skilsmisse overført til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningen til ægtefælleskiftelovens §§ 50, 51 og 53 i dødsboskiftelovens § 77 ændret til en henvisning til afsnit 4 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Det bemærkes, at dødsboskiftelovens § 77 også indeholder henvisning til ægtefælleskiftelovens §§ 56-58, og at henvisningen til disse bestemmelser ikke foreslås ændret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.22., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Erstatningsansvarslovens § 18 regulerer overdragelse af krav på erstatning og godtgørelse for personskade samt forsørgertabserstatning samt deling af sådanne krav som led i deling af ægtefællers fællesbo.

Som konsekvens af lovforslagets § 7, nr. 2, foreslås overskriften til § 18 ændret for at gøre den mere retvisende, således at den i stedet for at benævnes ”overførelse mv.” af erstatnings- og godtgørelseskrav vil blive benævnt ”overdragelse” af sådanne krav.

Derved vil overskriften være i overensstemmelse med det indhold, som erstatningsansvarslovens § 18 vil få i henhold til forslagets § 7, nr. 2 og 3, idet bestemmelsen herefter kun vil vedrøre overdragelse af krav.

Ændringen af ordet ”overførelse” til ”overdragelse” er alene en sproglig tilpasning, som tilsigter at bringe ordlyden af overskriften i overensstemmelse med ordlyden i § 18.

Til nr. 2

Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 1, kan krav vedrørende erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, ikke overdrages, så længe kravet og dets størrelse ikke er anerkendt eller fastslået af domstolene. Efter § 18, stk. 3, finder reglen imidlertid ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Stk. 3 omfatter efter retspraksis bl.a. fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, hvorefter der ydes en særlig godtgørelse ved opsigelse af funktionærer, der har været beskæftiget i samme virksomhed i 12 år eller mere.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. , hvorefter § 18, stk. 1, 1. pkt., ikke finder anvendelse på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Denne nye bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, og den gældende retstilstand videreføres således uden indholdsmæssige ændringer.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 7, nr. 3, hvormed bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, foreslås overført til den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 3

Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, indgår erstatning og godtgørelse for personskade og krav om erstatning til den, der har mistet en forsørger, hvis erstatningen eller godtgørelsen ikke må antages at være forbrugt, ikke i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør (dvs. ved skilsmisse og død), separation eller bosondring. Erstatningen eller godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre erstatningen eller godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Efter den gældende bestemmelse i § 18, stk. 3, finder reglerne i stk. 1 og 2 ikke anvendelse på krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Det foreslås, at § 18, stk. 2 og 3, ophæves.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 1, foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse og død, samles i den nye lov om ægtefællers økonomiske formueforhold.

Som konsekvens heraf foreslås det, at § 18, stk. 2 , ophæves, og at indholdet af bestemmelsen overføres til de foreslåede bestemmelser om deling af personlige erstatninger i lov om ægtefællers økonomiske forhold, § 36 om formuedeling ved separation og skilsmisse og § 51 om formuedeling ved en ægtefælles død.

Det bemærkes, at reglerne om bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Bestemmelsen i den gældende § 18, stk. 3 , om krav vedrørende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, foreslås, jf. lovforslagets § 7, nr. 2, indsat i den nye foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 4

Efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, skal den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, betale den forurettede godtgørelse for tort, og efter § 26 a, stk. 1, kan den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed forvolder en andens død, pålægges at betale en godtgørelse til efterlevende, der stod den afdøde særlig nær.

Efter § 26, stk. 4, finder § 18, stk. 1 og 2, tilsvarende anvendelse på godtgørelser efter §§ 26 og 26 a.

Henvisningen til § 18, stk. 2, indebærer, at en godtgørelse efter §§ 26 og 26 a, ikke indgår i formuefællesskabet mellem ægtefæller ved skifte i anledning af ægteskabs ophør (dvs. ved skilsmisse og død), separation eller bosondring, hvis godtgørelsen ikke må antages at være forbrugt, Godtgørelsen indgår dog i formuefællesskabet, når den, som erstatningen tilkommer, afgår ved døden, medmindre godtgørelsen ifølge ægtepagt er særeje.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1., foreslås det, at alle materielle bestemmelser om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig bestemmelser om deling af ægtefællers formuer ved separation, skilsmisse og død, samles i den nye lov om ægtefællers økonomiske formueforhold.

Som konsekvens heraf foreslås det ved lovforslagets § 7, nr. 3, at § 18, stk. 2 og 3, ophæves, og at indholdet af bestemmelsen overføres til de foreslåede bestemmelser om deling af personlige erstatninger i lov om ægtefællers økonomiske forhold, § 36 om formuedeling ved separation og skilsmisse og § 51 om formuedeling ved en ægtefælles død. Disse bestemmelser vil også omfatte erstatninger omfattet af §§ 26 og 26 a.

Det bemærkes, at reglerne om bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

I konsekvens af den foreslåede ophævelse af § 18, stk. 2, foreslås det, at henvisningen i erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, til lovens § 18, stk. 1 og 2, ændres til en henvisning til lovens § 18, 1. pkt., idet det bemærkes, at der med lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås indsat et nyt punktum i § 18, stk. 1.

Til nr. 1

Efter forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2, kan en forsikringstager ved testamente eller ved indsættelse af en begunstiget bestemme, at forsikringssummen skal være den begunstigedes særeje. Efter bestemmelsens stk. 1 er indsættelse af en begunstiget kun gyldig, såfremt den skriftlig meddeles selskabet eller optages i eller påtegnes policen af selskabet.

Det foreslås, at der i forsikringsaftalelovens § 103, stk. 2 , som 2. pkt. indsættes en bestemmelse om, at de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold om tredjemandsbestemt særeje, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag herom, også gælder for en forsikringstagerens bestemmelser om særeje.

Efter § 23, stk. 1, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold kan en arvelader og en gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12 i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, dog ikke om sumsæreje og sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Efter § 23, stk. 2, kan arvelader og gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1 og kan fastsætte betingelser herfor.

For at tydeliggøre, at en forsikringstager kan træffe samme bestemmelser om særeje som en arvelader og gavegiver, foreslås det, at det udtrykkeligt skal fremgå af § 103, stk. 2, at § 23, stk. 1 og 2, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold skal finde tilsvarende anvendelse i forhold til forsikringstagerens bestemmelser, og at en forsikringstager dermed kan træffe samme bestemmelser om særeje, som arvelader og gavegiver kan træffe efter de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Efter pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2, kan en kontohaver ved testamente eller ved indsættelse efter stk. 1 bestemme, at de opsparede midler skal være den begunstigedes særeje. Efter bestemmelsens stk. 1 er indsættelse af en begunstiget kun gyldig, såfremt den skriftligt meddeles pengeinstituttet eller optages i eller påtegnes pensionsopsparingsaftalen af pengeinstituttet.

Det foreslås, at der i pensionsopsparingslovens § 3, stk. 2 , som 2. pkt. indsættes en bestemmelse om, at de foreslåede bestemmelser i § 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold om tredjemandsbestemt særeje, jf. det samtidig fremsatte lovforslag herom, også gælder for kontohaverens bestemmelser om særeje.

Efter § 23, stk. 1, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold kan en arvelader og en gavegiver træffe samme bestemmelser om særeje, som ægtefæller kan aftale efter § 12 i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, dog ikke om sumsæreje og sumdeling efter § 12, stk. 2, nr. 4 og 5. Efter § 23, stk. 2, kan arvelader og gavegiver bestemme, at modtageren og dennes ægtefælle skal kunne ændre en bestemmelse om særeje efter stk. 1 og kan fastsætte betingelser herfor.

For at tydeliggøre, at en kontohaver kan træffe samme bestemmelser om særeje som en arvelader og gavegiver, foreslås det, at det udtrykkeligt skal fremgå af § 3, stk. 2, at § 23, stk. 1 og 2, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold skal finde tilsvarende anvendelse i forhold til kontohaverens bestemmelser, og at en kontohaver dermed kan træffe samme bestemmelser om særeje, som en arvelader og gavegiver kan træffe efter den foreslåede bestemmelse i §§ 23, stk. 1 og 2, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Efter lejelovens § 72, 1. pkt., må en lejer ikke uden sin ægtefælles samtykke foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed. Det fremgår af 2. pkt., at hvis den anden ægtefælle er umyndig, meddeler værgen samtykket. Det følger af 3. pkt., at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og i § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt, kan lejeren efter lejelovens § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2, må lejeren dog ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 72, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig. Det samme gælder fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til.

Hvis den anden ægtefælle nægter at give samtykke til sådanne dispositioner, kan statsforvaltningen efter retsvirkningslovens § 20 give tilladelse til dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen". Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser, og tilladelse gives efter praksis, når ægtefællens nægtelse må anses som urimelig.

Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. retsvirkningslovens § 52 a, stk. 1.

Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast ejendom, der er omfattet af retsvirkningslovens § 18, uden enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter bestemmelsens stk. 2 anlægge en retssag med henblik på omstødelse af dispositionen.

Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse skal anlægges inden 3 måneder efter, at ægtefællens har fået kundskab til retshandlen, og senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet tinglyst.

Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at køberen "indså eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er den ikke-handlende ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.

Om retsvirkningslovens §§ 18 og 20 henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1., i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.3. og 3.7.4., i det nævnte lovforslag foreslår Børne- og Socialministeriet, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 1, § 18, stk. 2, og § 20 videreføres i de foreslåede bestemmelser i henholdsvis §§ 6 og 8 og § 7, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Det foreslås dog i § 8, stk. 1, i lovforslaget til lov om ægtefællers økonomiske at bevisbyrden i forhold til den gældende § 18, stk. 2, i retsvirkningsloven vendes om, således at det er medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen. Det foreslås endvidere, at også den anden part i en aftale om fremleje (medkontrahenten) kan anmode statsforvaltningen om at tillade aftalen.

På den baggrund foreslås det, at henvisningen i lejelovens § 72 til retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og § 20 ændres, således at der i stedet henvises til de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Det bemærkes, at det i § 6 i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås, at den gældende beskyttelse i retsvirkningslovens § 18 mod afhændelse og pantsætning af fast ejendom, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er tilknyttet, afskaffes. Dette begrundes med, at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i vidt omfang vil være beskyttet af lejelovens regler, og at denne ægtefælle kan og bør sikre sig og sin erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med ejerægtefællen.

Denne begrundelse kan ikke anvendes i relation til lejeboliger. Hvis lejerens ægtefælle indgår en lejeaftale med lejeren, vil der være tale om fremleje, og ægtefællen bliver fremlejetager. En fremlejetager nyder ikke den samme beskyttelse efter lejelovgivningen, som en traditionel lejer, der har et kontraktforhold til ejendommens ejer. Den traditionelle lejers rettigheder er beskyttet mod enhver uden tinglysning. Lejeren beholder således sin brugsret, hvis ejendommens ejer f.eks. sælger ejendommen eller går konkurs. Den beskyttelse har fremlejetageren ikke, da fremlejetageren alene har et kontraktforhold med lejeren. Hvis hovedlejeforholdet ophører, ophører fremlejeforholdet også.

Den gældende beskyttelse i lejelovens § 72, 1. pkt., mod fremleje af et lejemål, som medfører, at det lejede ikke længere kan tjene som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed, foreslås således ikke ændret.

Ovennævnte forslag om ændring af henvisningerne i lejelovens § 72, 3. pkt., vil indebære, at statsforvaltningen ligesom i dag efter anmodning fra den ægtefælle, der er lejer af det pågældende lejemål, kan tillade fremleje af lejemålet, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen herom. Som noget nyt kan en sådan anmodning også indgives af den anden part i aftalen.

Har den ægtefælle, der er lejer af det pågældende lejemål, indgået en aftale om fremleje, der er omfattet af lejelovens § 72, 1. pkt., uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden statsforvaltningens tilladelse, kan aftalen efter den foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at lejeren ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Omstødelsessag efter den foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold skal efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen. Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, skal sagen dog anlægges senest 1 år efter, at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen fra tinglysningen.

Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, eller kan det ikke oplyses, hvilken lejetid parterne har aftalt, kan lejeren efter lejelovens § 81, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2 må lejeren dog ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 72, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Med henvisningen i lejelovens § 81, stk. 1, til lovens § 72, 2. og 3. pkt., vil bestemmelserne i de foreslåede § 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske forhold finde tilsvarende anvendelse på opsigelse af lejemål.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Efter almenlejelovens § 68, 1. pkt., må en lejer ikke uden sin ægtefælles samtykke foretage fremleje, såfremt dette vil medføre, at det lejede ikke længere kan tjene til fælles bolig eller som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed. Det fremgår af 2. pkt., at hvis den anden ægtefælle er umyndig, meddeler værgen samtykket. Det følger af 3. pkt., at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og i § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Efter almenlejelovens § 84, stk. 1, kan en lejer frit opsige lejeaftalen. Dette gælder dog efter lovens § 87, stk. 1, ikke, hvis lejeaftalen er tidsbegrænset. Efter stk. 2, må lejeren dog ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 68, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 1, må en ægtefælle ikke uden den anden ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, der er fælleseje, såfremt ejendommen tjener til familiens bolig. Det samme gælder fast ejendom, som ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til.

Hvis den anden ægtefælle nægter at give samtykke til sådanne dispositioner, kan statsforvaltningen efter retsvirkningslovens § 20 give tilladelse til dispositionen, hvis "der ikke findes at være skellig grund til nægtelsen". Statsforvaltningen foretager i sådanne sager en konkret vurdering af ægtefællernes interesser, og tilladelse gives efter praksis, når ægtefællens nægtelse må anses som urimelig.

Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen, jf. retsvirkningslovens § 52 a, stk. 1.

Har ejerægtefællen foretaget dispositioner over fast ejendom, der er omfattet af retsvirkningslovens § 18, uden enten samtykke fra den anden ægtefælle eller tilladelse fra statsforvaltningen, kan den anden ægtefælle efter bestemmelsens stk. 2 anlægge en retssag med henblik på omstødelse af dispositionen.

Omstødelse sker ved dom. Retssag om omstødelse skal anlægges inden 3 måneder efter, at ægtefællen har fået kundskab til retshandlen, og senest inden 1 år efter, at dispositionen er blevet tinglyst.

Efter retsvirkningslovens § 18, stk. 2, er det en betingelse for omstødelse af en disposition vedrørende fast ejendom, at køberen "indså eller burde indse", at ejerægtefællen var uberettiget til at foretage dispositionen. Det er den ikke-handlende ægtefælle, der har bevisbyrden for, at medkontrahenten indså eller burde have indset, at ejerægtefællen ikke var berettiget til at foretage dispositionen.

Om retsvirkningslovens §§ 18 og 20 henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.1., i det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 3.7.3. og 3.7.4., i det nævnte lovforslag foreslår Børne- og Socialministeriet, at bestemmelserne i retsvirkningslovens § 18, stk. 1, § 18, stk. 2, og § 20 videreføres i de foreslåede bestemmelser i henholdsvis § 6, § 8 og § 7, stk. 1, i lov om ægteægtefællers økonomiske forhold.

Det foreslås dog i § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold, at bevisbyrden i forhold til den gældende § 18, stk. 2, i retsvirkningsloven vendes om, således at det er medkontrahenten, der skal bevise, at vedkommende var i god tro med hensyn til ejerægtefællens ret til at råde over boligen. Det foreslås endvidere, at også den anden part i en aftale om fremleje (medkontrahenten) kan anmode statsforvaltningen om at tillade aftalen.

På den baggrund foreslås det, at henvisningen i almenlejelovens § 68 til retsvirkningslovens § 18, stk. 2, og § 20 ændres, således at der i stedet henvises til de foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Det bemærkes, at det i § 6 i det samtidigt fremsatte lovforslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås, at den gældende beskyttelse i retsvirkningslovens § 18 mod afhændelse og pantsætning af fast ejendom, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er tilknyttet, afskaffes. Dette begrundes med, at den ægtefælle, hvis erhvervsvirksomhed er knyttet til en ejendom, der ejes af den anden ægtefælle, i vidt omfang vil være beskyttet af lejelovens regler, og at denne ægtefælle kan og bør sikre sig og sin erhvervsvirksomhed ved at skrive lejekontrakt med ejerægtefællen.

Denne begrundelse kan ikke anvendes i relation til lejeboliger. Hvis lejerens ægtefælle indgår en lejeaftale med lejeren, vil der være tale om fremleje, og ægtefællen bliver fremlejetager. En fremlejetager nyder ikke den samme beskyttelse efter lejelovgivningen, som en traditionel lejer, der har et kontraktforhold til ejendommens ejer. Den traditionelle lejers rettigheder er beskyttet mod enhver uden tinglysning. Lejeren beholder således sin brugsret, hvis ejendommens ejer f.eks. sælger ejendommen eller går konkurs. Den beskyttelse har fremlejetageren ikke, da fremlejetageren alene har et kontraktforhold med lejeren. Hvis hovedlejeforholdet ophører, ophører fremlejeforholdet også.

Den gældende beskyttelse i almenlejelovens § 68, 1. pkt., mod fremleje af et lejemål, som medfører, at det lejede ikke længere kan tjene som grundlag for ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed, foreslås således ikke ændret.

Ovennævnte forslag om ændring af henvisningerne i almenlejelovens § 68, 3. pkt., vil indebære, at statsforvaltningen ligesom i dag efter anmodning fra den ægtefælle, der er lejer af det pågældende lejemål, kan tillade fremleje af lejemålet, hvis der ikke en rimelig grund til at nægte at gennemføre aftalen herom. Som noget nyt kan en sådan anmodning også indgives af den anden part i aftalen.

Har den ægtefælle, der er lejer af det pågældende lejemål, indgået en aftale om fremleje, der er omfattet af lejelovens § 68, 1. pkt., uden samtykke fra den anden ægtefælle eller uden statsforvaltningens tilladelse, kan aftalen efter den foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold efter anmodning fra den anden ægtefælle omstødes ved dom. Aftalen kan dog ikke omstødes, hvis den anden part i aftalen godtgør, at parten ikke vidste eller burde have vidst, at lejeren ikke var berettiget til at indgå aftalen.

Omstødelsessag efter den foreslåede § 8, stk. 1, i lov om ægtefællers økonomiske forhold skal efter bestemmelsens stk. 2 anlægges inden 3 måneder efter, at den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen. Uanset hvornår den anden ægtefælle fik kendskab til aftalen, skal sagen dog anlægges senest 1 år efter, at aftalen blev gennemført. Hvis aftalen blev tinglyst, inden aftalen blev gennemført, regnes 1 års fristen fra tinglysningen.

Er en lejeaftale ikke indgået for et bestemt tidsrum, kan lejeren efter almenlejelovens § 84, stk. 1, opsige lejeaftalen. Efter stk. 2 må lejeren dog ikke uden sin ægtefælles samtykke opsige lejemål om familiens bolig eller om lokaler, hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles virksomhed er knyttet. Det fremgår videre af bestemmelsen, at lovens § 68, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Med henvisningen i almenlejelovens § 84, stk. 1, til lovens § 68, 2. og 3. pkt., vil bestemmelserne i de foreslåede § 7, stk. 1, og § 8 i lov om ægtefællers økonomiske forhold finde tilsvarende anvendelse på opsigelse af lejemål.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.7., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 6, der vedrører afgiften for for tinglysning af en forhøjelse af et pantsikret beløb, indeholder en henvises til § 8, stk. 1, nr. 8.

Det foreslås, at denne henvisning ændres til en henvisning til nr. 7.

Forslaget er en konsekvens af, at tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 4, foreslås ophævet, hvorved lovens § 8, stk. 8, bliver § 8, stk. 7, jf. lovforslagets § 12, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Efter § 8, stk. 1, nr. 4, er bl.a. tinglysning af begæring om bosondring efter retsvirkningslovens § 43 afgiftsfri.

I de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås det, at muligheden for bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som konsekvens heraf foreslås henvisningerne til bosondring i tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 4, ophævet.

Til nr. 3

Forslaget om ændring af tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 2, er en konsekvens af, at lovens § 8, stk. 1, nr. 4, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 12, nr. 2, og bemærkningerne hertil. Der er endvidere foretaget en sproglig tilretning af bestemmelsen ved at indsætte ”er” i den.

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1., anvendes begrebet ”delingsformue” i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begreberne ”fælleseje” og "fællesejet" i boafgiftslovens § 6, stk. 2, ændres til henholdsvis ”delingsformue” og "delingsformuen".

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1., anvendes begrebet ”delingsformue” i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begrebet ”fælleseje” i de nævnte bestemmelser i dødsboskatteloven ændres til ”delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 2

§ 4, stk. 5, vedrører afgiftsberegningen, når en afdød, der var gift ved dødsfaldet, havde fuldstændigt særeje, som bliver inddraget under skiftet (formuedelingen) til opfyldelse af et vederlagskrav efter retsvirkningslovens § 23.

Efter det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås retsvirkningslovens regler om vederlagskrav overført til kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold, hvor betegnelsen vederlagskrav endvidere foreslås ændret til regulerings- og misbrugskrav.

Gennem vederlagskrav (nu regulerings- og misbrugskrav) tages der højde for forskydninger mellem en ægtefælles delingsformue og særeje m.v., og der er mulighed for at fremsætte kompensationskrav, f.eks. hvis en ægtefælle er stillet urimeligt ved formuedelingen.

Som konsekvens heraf foreslås henvisningen i dødsboskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., til retsvirkningslovens § 23 ændret sådan, at der i stedet henvises til kapitel 11 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 3

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, punkt 2.1., anvendes begrebet ”delingsformue” i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold i stedet for ”fælleseje”. Som konsekvens heraf foreslås det, at begrebet ”det hidtidige fælleseje” i dødsboskattelovens § 96, stk. 1, 2. pkt., ændres til ”den hidtidige delingsformue”.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.2., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Til nr. 1

I det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås retsvirkningsloven ophævet og bestemmelsen i lovens § 16 f, stk. 2, nr. 3, videreført som § 46, stk. 2, nr. 3, lov om ægtefællers økonomiske forhold. Som en konsekvens heraf foreslås henvisningen i pensionsbeskatningslovens 30, stk. 2, til retsvirkningslovens § 16 f, stk. 2, nr. 3, ændret sådan, at der i stedet henvises til § 46, stk. 2, nr. 3, i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Desuden foreslås det, at henvisningen i pensionsbeskatningslovens 30, stk. 2, til reglerne om bosondring udgår som konsekvens af, at reglerne om bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 foreslås ophævet, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.21., i det samtidigt fremsatte forslag til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

Den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 1, vedrører lovens ikrafttræden. Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2018.

Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse indebærer, at loven - medmindre andet bestemmes - finder anvendelse på ægteskaber, der er indgået før og efter lovens ikrafttræden, på dispositioner, der er foretaget før og efter lovens ikrafttræden, og på sager om ægtefællers økonomiske forhold, navnlig sager om formuedeling, der verserer ved lovens ikrafttræden.

Dette indebærer bl.a., at de foreslåede ændringer af forsikringsaftaleloven og pensionsopsparingsloven (lovforslagets §§ 8 og 9) også finder anvendelse, når en begunstiget er indsat i en forsikring m.v. før lovens ikrafttrædelse. Der er imidlertid ikke noget til hinder for dette, da de foreslåede ændringer lovfæster de gældende muligheder for at træffe bestemmelse om særeje ved indsættelse af en begunstiget i en forsikring m.v.

Med hensyn til lovforslagets § 14, nr. 2, hvorved henvisningen i dødsboskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., til reglerne om vederlagskrav i retsvirkningslovens § 23 foreslås ændret sådan, at den henviser til de tilsvarende regler om regulerings- og misbrugskrav i kapitel 11 i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold, bemærkes, at efter overgangsbestemmelserne i sidstnævnte lovforslag (se bemærkningerne til § 71, stk. 1, i det lovforslag) finder de foreslåede nye regler om regulerings- og misbrugskrav også anvendelse på dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden. Tilsvarende skal henvisningen i dødsboskatteloven til reglerne om regulerings- og misbrugskrav også omfatte dispositioner foretaget før lovens ikrafttræden.

De foreslåede bestemmelser i § 16, stk. 2-9, fastlægger, i hvilket omfang de øvrige bestemmelser i lovforslaget finder anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden, og på sager, der verserer ved lovens ikrafttræden.

I det samtidigt fremsatte lovforslag om ægtefællers økonomiske forhold foreslås det, at de foreslåede nye regler om formuedeling ved separation og skilsmisse (lovforslagets kapitel 5) ikke skal finde anvendelse på formuedeling ved separation og skilsmisse, hvis statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer. Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 2, i nærværende lovforslag, at de foreslåede ændrede regler om formuedeling ved omstødelse af ægteskab i lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, ikke finder anvendelse på formuedelingen, når sag om omstødelse af ægteskabet er anlagt før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer.

Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 3 , at lovforslagets § 2 om ændring af reglerne om formuedeling i ægtefælleskifteloven ikke skal finde anvendelse, når statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, og når en ægtefælle før lovens ikrafttræden over for skifteretten har fremsat anmodning om bosondring, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer.

Hvis en anmodning om separation eller skilsmisse afslås, tilbagekaldes eller bortfalder, f.eks. på grund af manglende betaling af gebyr for sagens behandling, finder § 16, stk. 3, ikke anvendelse. Dette gælder både afslag på, og tilbagekaldelse eller bortfald af anmodningen under statsforvaltningens og rettens behandling af sagen, herunder under en ankesag. Det samme gælder, hvis separations- eller skilsmissesagen afsluttes i statsforvaltningen, f.eks. på grund af manglende enighed mellem parterne, og ingen af parterne inden for 4-ugers fristen i ægteskabslovens § 43 anmoder om, at separations- eller skilsmissesagen indbringes for retten. Indgives ny anmodning om skilsmisse m.v. først efter lovens ikrafttræden, finder § 16, stk. 3, således ikke anvendelse.

Derimod finder § 16, stk. 3, anvendelse, selvom sagen om separation eller skilsmisse af statsforvaltningen indbringes for retten, eller førsteinstansens afgørelse appelleres, eller selvom skifterettens afgørelse indbringes for landsretten, og uanset at dette først sker efter lovens ikrafttræden.

Som konsekvens af det foreslåede § 16, stk. 3, foreslås det, at det samme skal gælde lovforslagets § 15, hvorved henvisningen i pensionsbeskatningslovens § 30, stk. 2, 1 pkt., til retsvirkningslovens § 16 f, stk. 2, nr. 3, om betaling af pensionskompensation ved formuedeling foreslås ændret sådan, at den henviser til den tilsvarende bestemmelse i § 46, stk. 2, nr. 3, i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold.

I lovforslagets § 16 stk. 4, foreslås det, at lovforslagets § 3 om omstødelse af gaver kun skal gælde for gaver, der er fuldbyrdet efter lovens ikrafttræden. For gaver, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttræden, skal de hidtil gældende regler om omstødelse i konkursloven og retsvirkningsloven finde anvendelse.

Det betyder, at i forhold til gaver, der er fuldbyrdet før lovens ikrafttræden, vil omstødelse skulle vurderes efter de regler, der var gældende på tidspunktet for gavens fuldbyrdelse.

Det foreslås i lovforslagets § 16, stk. 5 , at forslagets § 4, nr. 3, om offentlighedens adgang til indholdet af ægtepagter ikke skal finde anvendelse på anmodninger herom, der er indgivet før lovens ikrafttræden.

Efter gældende ret har enhver ret til at modtage oplysninger om indholdet af en tinglyst ægtepagt.

For at sikre, at en fysisk eller juridisk person, der har indgivet en anmodning om at modtage oplysninger om indholdet af en tinglyst ægtepagt inden lovens ikrafttræden, ikke opnår en dårligere retsstilling, fordi ansøgningen behandles efter lovens ikrafttræden, foreslås det, at lovforslagets § 4, nr. 3, ikke finder anvendelse på anmodninger om oplysninger om indholdet af ægtepagter, der er indgivet inden lovens ikrafttræden. Sådanne anmodninger skal således behandles efter de hidtil gældende regler.

For så vidt angår ægtepagter, der er tinglyst før den 21. marts 2011, og som dermed alene foreligger i fysisk form, indebærer bestemmelsen, at anmodninger til Tinglysningsretten om kopi af en ægtepagt indgivet før lovens ikrafttræden skal behandles efter de hidtil gældende regler, hvis Tinglysningsretten først behandler anmodningen efter lovens ikrafttræden.

For så vidt angår ægtepagter, der er tinglyst efter 21. marts 2011 eller senere, som foreligger digitalt i tinglysningssystemet, er overgangsbestemmelsen ikke relevant, idet adgangen til oplysninger om indholdet af ægtepagter i personbogen forbliver offentlig, indtil loven træder i kraft. Det vil dermed være muligt at se indholdet af ægtepagter via Tinglysningsrettens internetportal indtil lovens ikrafttræden.

I lovforslaget om ægtefællers økonomiske forhold foreslås det, at de foreslåede nye regler om formuedeling ved en ægtefælles død (lovforslagets kapitel 8) ikke skal finde anvendelse på formuedeling ved en ægtefælles død, når en ægtefælle er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer. Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 6, i nærværende lovforslag, at de foreslåede ændrede regler om formuedeling ved en ægtefælles død i arveloven og dødsboskifteloven ikke skal finde anvendelse på formuedelingen, når en ægtefælle er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer.

På samme måde som i lovforslagets § 16, stk. 3 og 6, foreslås det i § 16, stk. 7 , at ændringen i § 7 af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, om deling af personskadeerstatning m.v. ikke skal finde anvendelse, når statsforvaltningen før lovens ikrafttræden har modtaget anmodning om separation eller skilsmisse, eller når en ægtefælle er afgået ved døden før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse ved formuedeling i sådanne situationer. De foreslåede nye delingsregler kan således også finde anvendelse på erstatninger, som en ægtefælle har modtaget før lovens ikrafttræden.

I lovforslagets §§ 10 og 11 foreslås det, at der som følge af forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold foretages nogle konsekvensændringer i henholdsvis lejeloven og lov om leje af almene boliger. I det nævnte lovforslag foreslås det bl.a., at bestemmelserne i retsvirkningsloven om statsforvaltningens tilladelse til salg m.v. af familiens bolig flyttes til den nye lov. I lovforslaget herom foreslås det samtidig, at bestemmelserne om familiens bolig ikke skal finde anvendelse på dispositioner over familiens bolig, der er foretaget før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse i sådanne situationer. Tilsvarende foreslås det i § 16, stk. 8 , i nærværende lovforslag, at §§ 10 og 11 ikke skal finde anvendelse på dispositioner, der er foretaget før lovens ikrafttræden, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse i sådanne situationer.

Lovforslagets § 12 indeholder forslag om ophævelse af tinglysningsafgiftslovens bestemmelser om, at tinglysning af begæring om bosondring er afgiftsfri. Dette skyldes, at det i forslaget til lov om ægtefællers økonomiske forhold foreslås, at muligheden for bosondring efter retsvirkningslovens kapitel 5 ophæves. Som konsekvens heraf foreslås det i § 16, stk. 9, i nærværende lovforslag, at § 12 ikke skal finde anvendelse, når bosondring er meddelt efter de hidtil gældende regler i retsvirkningsloven, og at de hidtil gældende regler skal finde anvendelse i sådanne situationer.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale anvendelsesområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Med stk. 2 foreslås det, at §§ 1-3, 5 og 6 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og Grønlandske forhold tilsiger.

I stk. 3 foreslås det, at §§ 7-9 ved kongelig anordning helt eller delvis skal kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

De øvrige ændringer skal ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Dette skyldes, at tinglysningsloven ikke finder anvendelse i og ikke kan sættes i kraft for Grønland, hvilket indebærer, at de foreslåede ændringer af tinglysningsloven, jf. forslagets § 4, heller ikke skal kunne sættes i kraft for Grønland.

Endvidere er sagsområdet formueret, hvortil tinglysningsloven, erstatningsansvarsloven, forsikringsaftaleloven og pensionsopsparingsloven henhører, overtaget af Færøerne. Lovforslagets §§ 4 og 7-9 kan derfor ikke sættes i kraft for Færøerne.

Endelig finder lejeloven, almenlejeloven, tinglysningsafgiftsloven, dødsboskatteloven, boafgiftsloven og pensionsbeskatningsloven ikke anvendelse i og kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland, hvilket indebærer, at de foreslåede ændringer i §§ 10-16 ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.