LOV nr 550 af 30/05/2017
Social- og Boligministeriet
Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) § 3
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014, som ændret ved § 3 i lov nr. 84 af 28. januar 2014, § 3 i lov nr. 737 af 25. juni 2014 og § 16 i lov nr. 573 af 4. maj 2015, foretages følgende ændringer:
1. I § 64, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »insolvent«: »og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser«.
2. I § 64, stk. 3, ændres »kår« til: »økonomiske forhold«.
3. I § 64 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4. Gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt. Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse efter 2. pkt., forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.
Stk. 5. Stk. 1-4 gælder også, i det omfang skyldneren løbende har betalt større beløb til eller for sin ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag til familiens forsørgelse.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægtefælleskifte m.v. og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om ægtefællers økonomiske forhold) § 3
Til nr. 1
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 2, at gaver, som er fuldbyrdet tidligere end 6 måneder, men senere end et år før fristdagen, kan fordres omstødt, medmindre det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent. Gaver til skyldnerens nærstående kan omstødes efter samme regel, hvis gaven er fuldbyrdet senere end to år før fristdagen.
Modtageren kan således efter konkurslovens § 64, stk. 2, afværge omstødelse ved at godtgøre, at skyldneren var og forblev solvent, da gaven blev givet.
Det foreslås, at det tilføjes konkurslovens § 64, stk. 2, som yderligere betingelse for at afværge omstødelse, at skyldneren utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Den foreslåede tilføjelse medfører, at afværgelse af omstødelse forudsætter, at modtageren både kan godtgøre, at skyldneren ved overdragelsen ikke var eller blev insolvent og beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Vurderingen af overdragerens insolvens skal herefter ske både ud fra en vurdering af illikviditet og insufficiens.
Det er således efter forslaget ikke tilstrækkeligt til at afværge omstødelse, at overdrageren efter overdragelsen opretholder en indtægt, der er stor nok til at dække dennes løbende forpligtelser. Det er desuden en betingelse for at afværge omstødelse, at overdragerens aktiver utvivlsomt oversteg dennes passiver.
Det er modtageren, der bærer bevisbyrden herfor, og det er ikke tilstrækkeligt blot at sandsynliggøre, at overdrageren forblev solvent.
Til nr. 2
Det følger af konkurslovens § 64, stk. 3, at lejlighedsgaver og lignende gaver og understøttelser, som ikke stod i misforhold til skyldnerens kår, er undtaget fra omstødelse.
Det foreslås, at der foretages en sproglig modernisering af den gældende bestemmelse, således at ”kår” ændres til ”økonomiske forhold”.
Der tilsigtes ingen indholdsmæssig ændring i forhold til gældende ret.
Til nr. 3
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4. Efter det foreslåede 1. pkt. kan gaver til skyldnerens nærstående, som stod i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan fordres omstødt.
Dette gælder dog ikke, hvis det godtgøres, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser. Et omtvistet eller betinget krav anses for en forpligtelse, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren.
Ved gaver, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, skal forstås gaver af usædvanlig værdi. Afgørelsen heraf beror på en samlet bedømmelse af, om gaven stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold og formue. Der må herved som udgangspunkt henses til gavens værdi og formuens størrelse på det tidspunkt, hvor gaven blev givet. Der skal ikke kun tages hensyn til gavens relative værdi i forhold til skyldnerens økonomiske forhold, men også til dens i sig selv meget store værdi.
Den foreslåede bestemmelse vil navnlig finde anvendelse på fast ejendom, værdipapirer og motorkøretøjer, det vil sige gaver af også usædvanlig karakter, der normalt kan tjene den samlede husstand. Det er uden betydning, om de pågældende gaver er givet som lejlighedsgaver.
Gaver i form af løsøre til modtagerens personlige brug vil sædvanligvis falde uden for bestemmelsens anvendelsesområde, uanset at der er tale om luksusgenstande. Sådanne gaver vil dog efter omstændighederne kunne omstødes efter den foreslåede bestemmelse, såfremt gaven åbenbart stod i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, herunder det sædvanlige gaveniveau mellem parterne.
Omstødelse efter den foreslåede bestemmelse er ikke betinget af, at gaven er fuldbyrdet inden for en bestemt tidsfrist i forhold til fristdagen.
Omstødelse er dog efter det foreslåede 2. pkt. udelukket, såfremt modtageren kan godtgøre, at skyldneren hverken var eller ved fuldbyrdelsen blev insolvent og utvivlsomt havde tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Modtageren skal godtgøre, at skyldneren hverken var illikvid eller insufficient. Der er således tale om en skærpet bevisbyrde i forhold til de øvrige objektive omstødelsesbestemmelser, idet det efter den foreslåede bestemmelse ikke er tilstrækkeligt, at skyldneren var i stand til at efterkomme sine løbende forpligtelser. Der skal også ses på, om skyldnerens aktiver oversteg dennes passiver.
Kravet til bevis er en videreførelse af praksis vedrørende den gældende retsvirkningslovs § 33, og der er tale om en streng bevisbyrde. Det er således ikke tilstrækkeligt, at modtageren blot sandsynliggør, at skyldneren beholdt utvivlsomt tilstrækkelige midler til at dække sine forpligtelser.
Ved opgørelsen af skyldnerens forpligtelser indgår efter det foreslåede 3. pkt. også omtvistede og betingede krav mod skyldneren, forudsat at kravet senere fastslås endeligt over for skyldneren personligt. Kravet kan eksempelvis fastslås ved dom eller ved skyldnerens erkendelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at kravet anerkendes af skyldnerens konkursbo, medmindre der er tale om en skyldner, der er en juridisk person. Er skyldneren således et selskab med begrænset ansvar, er det tilstrækkeligt, at kurator, der efter konkursen har overtaget ledelsen af selskabet, erkender kravets eksistens.
Er skyldneren en fysisk person, vil det være nødvendigt først at føre en sag mod skyldneren med henblik på at fastslå kravet. Er der forud for konkursen indledt en sag med henblik på at fastslå kravet, men er sagen ikke afgjort, inden skyldneren tages under konkursbehandling, må den fordringshaver, der har anlagt sagen, søge at få dom over skyldneren eller over skyldneren sammen med boet, jf. konkurslovens § 141. Hvis ingen sag er anlagt, og kravet ikke er fastslået forud for konkursen, må konkursboet eller fordringshaver søge at opnå skyldnerens erkendelse eller anlægge sag mod skyldneren med påstand om anerkendelse af kravets eksistens.
Det er som udgangspunkt uden betydning for spørgsmålet om omstødelse, at den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens. Kravet mod den begunstigede kan imidlertid efter omstændighederne lempes efter konkurslovens § 78 om nedsættelse eller bortfald af urimeligt byrdefulde krav. Lempelse kan eksempelvis komme på tale, hvis den begunstigede var i god tro om skyldnerens insolvens og i fortsat god tro herom har forbrugt det modtagne. Derimod bør lempelse ikke ske, hvis den begunstigede var bekendt med, at der var rejst et stort krav mod skyldneren, uanset om kravet på gavetidspunktet var omtvistet.
Det foreslås desuden, at der indsættes et nyt stk. 5, hvorefter stk. 1-4 også gælder, i det omfang skyldneren løbende har betalt større beløb til eller for sin ægtefælle eller samlever, end hvad der efter disses økonomiske forhold og familiens behov var rimelige bidrag til familiens forsørgelse.
Hvorvidt der er tale om større beløb, må vurderes ud fra skyldnerens økonomiske forhold og formue.
Den foreslåede regel skal bl.a. finde anvendelse i situationer, hvor skyldneren løbende har afholdt udgifter, herunder terminsydelser, på en fast ejendom, der tilhører den anden ægtefælle. Har skyldneren således eksempelvis forbrugt hele sin indkomst over en længere periode på familiens forsørgelse, så ægtefællen har været i stand til at oparbejde en opsparing, vil ægtefællen kunne mødes med et omstødelseskrav efter den foreslåede bestemmelse.
Efter den foreslåede regel vil betalinger, der er sket inden for de i § 64, stk. 1 og 2, nævnte perioder, vil betalinger kunne omstødes efter disse bestemmelser.
Hvis der er tale om beløb, der står i åbenbart misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan omstødelse ske uden nogen tidsmæssig begrænsning, jf. henvisningen til den foreslåede bestemmelse i stk. 4.
Betalinger, der er udtryk for en understøttelse, der ikke står i misforhold til skyldnerens økonomiske forhold, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 64, stk. 3.