Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1663 af 30/12/2024

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (Udmøntning af aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen) § 2

I lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 30. januar 2024, foretages følgende ændring:

1. I § 2, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »5 år«: »eller der er tale om deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet, dog undtagen Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser«.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (Udmøntning af aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen) § 2

Til nr. 1

Efter § 2, stk. 1, nr. 2, i lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse kan arbejdsgivere eller deltagere i uddannelse, jf. § 1 a, opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi efter §§ 5-9, jf. dog §§ 3 og 10, for deltagelse i uddannelser, der er omfattet af § 4. Det er efter bestemmelsen et krav, at uddannelsesdeltagere ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger niveauet for en erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles hermed, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt af den pågældende de sidste 5 år.

Det foreslås, at der i § 2, stk. 1, nr. 2, efter »5 år« indsættes », eller der er tale om deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social - og sundhedsområdet, dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at deltagere med en videregående uddannelse vil kunne opnå godtgørelse og tilskud til befordring samt kost og logi, selv om de har anvendt uddannelsen inden for de seneste 5 år, ved deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet, dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU), og ved deltagelse i relevante arbejdsmarkedskurser fra fælleskataloget målrettet udlændinge, hvor den almindelige deltagerbetaling i dag er 0 kr., der tages i sammenhæng med de nævnte arbejdsmarkedsuddannelser. For andre arbejdsmarkedsuddannelser m.v. vil kursister med en videregående uddannelse fortsat skulle betale fuld deltagerbetaling.

Med den foreslåede ændring vil udgangspunktet om, at kursister med en videregående uddannelse skal betale fuld deltagerbetaling blive fastholdt, som udgangspunkt også for arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Arbejdsmarkedsuddannelserne inden for social- og sundhedsområdet er grupperet sammen med de pædagogiske arbejdsmarkedsuddannelser i én fælles såkaldt EVE-gruppe. En EVE-gruppe er afgørende for deltagerbetalingens størrelse i forhold til de satser, der fastsættes på de årlige finanslove.

Fremover vil denne fælles EVE-gruppe blive opdelt i to grupper, en for arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet og en anden for pædagogiske arbejdsmarkedsuddannelser. Afgrænsningen af, hvilke arbejdsmarkedsuddannelser der skal anses for social- og sundhedsuddannelser, og hvilke der skal anses for pædagogiske, vil ske efter indstilling fra efteruddannelsesudvalget til børne- og undervisningsministeren. Efteruddannelsesudvalget nedsættes af arbejdsmarkedets parter, jf. § 5 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.