Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1663 af 30/12/2024

Børne- og Undervisningsministeriet

Lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (Udmøntning af aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen) § 1

I lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 31. januar 2024, som ændret ved § 6 i lov nr. 635 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 5, 2. pkt., indsættes efter »stk. 2«: », bortset fra i beregningen af tilskud til deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet«.

2. I § 8, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »deltagerbetaling«: », dog ikke for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (Udmøntning af aftale om flere social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til sundhedsvæsenet og ældreplejen) § 1

Til nr. 1

Efter § 6, stk. 1, 1. pkt., i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. yder staten tilskud til delvis dækning af undervisningsudgifter inkl. prøver og anden bedømmelse og udgifter til administration, ledelse og bygningsdrift ved åben uddannelse og ved supplerende uddannelsesaktiviteter efter § 2, stk. 2, jf. dog stk. 2, og stk. 5, 2. pkt., stk. 8 og 9, samt § 4 om indtægtsdækket virksomhed.

Det fremgår af bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 1, at staten yder tilskud til dækning af de udgifter, der er nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 5, 2. pkt., og § 8, stk. 3, til blandt andet arbejdsmarkedsuddannelser efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Staten yder endvidere efter § 6, stk. 3, 1. led, tilskud til dækning af individuel kompetencevurdering i forbindelse med blandt andet uddannelser og uddannelsesaktiviteter efter stk. 2.

Kursister med en videregående uddannelse indgår ikke i beregningen af tilskud til de uddannelser, der er nævnt i § 6, stk. 2, jf. § 6, stk. 5, 2. pkt.

Det foreslås i § 6, stk. 5, 2. pkt., at der efter »stk. 2« indsættes », bortset fra i beregningen af tilskud til deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at kursister med en videregående uddannelse vil indgå i beregningen af tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet. Det foreslåede vedrører de samme arbejdsmarkedsuddannelser som de uddannelser, hvor den almindelige deltagerbetaling i dag er 0 kr., dog kun inden for social- og sundhedsområdet. For andre arbejdsmarkedsuddannelser m.v. vil kursister med en videregående uddannelse fortsat ikke indgå i tilskudsberegningen. Udgangspunktet om, at kursister med en videregående uddannelse ikke indgår i beregningen af tilskud til uddannelser, som staten giver tilskud til efter § 6, stk. 2, vil således blive fastholdt, som udgangspunkt også for arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Arbejdsmarkedsuddannelserne inden for social- og sundhedsområdet er grupperet sammen med de pædagogiske arbejdsmarkedsuddannelser i én fælles såkaldt EVE-gruppe. En EVE-gruppe er afgørende for deltagerbetalingens størrelse i forhold til de satser, der fastsættes på de årlige finanslove.

Fremover vil denne fælles EVE-gruppe blive opdelt i to grupper, en for arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet og en anden for pædagogiske arbejdsmarkedsuddannelser. Afgrænsningen af, hvilke arbejdsmarkedsuddannelser der skal anses for social- og sundhedsuddannelser, og hvilke der skal anses for pædagogiske, vil ske efter indstilling fra efteruddannelsesudvalget til børne- og undervisningsministeren. Efteruddannelsesudvalget nedsættes af arbejdsmarkedets parter, jf. § 5 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter § 8, stk. 4, 1. pkt., i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. opkræves fuld deltagerbetaling for de kursister, der er nævnt i § 6, stk. 5, 2. pkt. Ved fuld deltagerbetaling forstås en betaling, der svarer til taxametertilskuddene og den almindelige deltagerbetaling.

Det foreslås i § 8, stk. 4, 1. pkt., at det efter »deltagerbetaling« indsættes, at kravet om fuld deltagerbetaling dog ikke gælder for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet.

Den foreslåede ændring vil indebære, at kursister med en videregående uddannelse vil blive opkrævet den almindelige deltagerbetaling på 0 kr. for deltagelse i arbejdsmarkedsuddannelser inden for social- og sundhedsområdet og ved deltagelse i relevante arbejdsmarkedskurser fra fælleskataloget målrettet udlændinge, der tages i sammenhæng med de nævnte arbejdsmarkedsuddannelser. For andre arbejdsmarkedsuddannelser m.v. vil kursister med en videregående uddannelse fortsat skulle betale fuld deltagerbetaling.

Med den foreslåede ændring vil udgangspunktet om, at kursister med en videregående uddannelse skal betale fuld deltagerbetaling blive fastholdt, som udgangspunkt også for arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.