Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 628 af 08/06/2016

Beskæftigelsesministeriet

Lov om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.) § 14

I lov om pensioner efter tidligere tjenestemandslove m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 725 af 9. september 1993, som ændret ved § 5 i lov nr. 346 af 2. juni 1999, foretages følgende ændring:

1. § 8 a affattes således:

 »§ 8 a. Kapitel 10 i lov om tjenestemandspension finder tilsvarende anvendelse, for så vidt angår ydelser efter denne lov.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.) § 14

(Lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland)

Til nr. 1

Efter § 32, stk. 1, i lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland træffes afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at oppebære ydelser efter loven er til stede af finansministeren.

Det foreslås i nr. 1, at ordene ”jf. dog § 35 b, stk. 1” indsættes i § 32, stk. 1.

Forslaget indebærer, at finansministeren ikke vil skulle træffe afgørelse i sager, hvor Udbetaling Danmark træffer afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 35 b, stk. 1, jf. forslaget i nr. 2. Udbetaling Danmarks afgørelser efter § 35 b, stk. 1, vil kunne påklages til finansministeren efter den foreslåede bestemmelse i § 35 b, stk. 2.

Til nr. 2

Det foreslås i nr. 2, at der indsættes bestemmelser i lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland om beregning og anvisning af ydelser efter loven og om afgørelser i forbindelse hermed samt om klage over afgørelser, jf. forslaget til ny affattelse af § 35 b.

Statens Administration beregner og anviser i dag ydelser efter loven. Det drejer sig om egenpension, ægtefællepension, børnepensionstillæg, børnepension og efterindtægt. Anvisning af ydelser til personer bosiddende i Grønland foretages dog af Grønlands Selvstyre mod løbende refusion fra staten.

Beregningsopgaven omfatter navnlig fastsættelse af størrelsen af pensionen m.v. på grundlag af tjenestemandens pensionsgivende løn, den optjente pensionsalder (pensionsanciennitet) og andre relevante forhold. Anvisningsopgaven består i udbetaling af den beregnede pension m.v. til den berettigede. Statens Administration træffer i forbindelse med beregningen og anvisningen afgørelse om tilbagebetaling og forældelse af ydelser og andre forhold af formueretlig karakter.

Det foreslås i § 35 b, stk. 1, at Udbetaling Danmark fremover skal beregne og anvise ydelser efter lov om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland og i forbindelse hermed træffe afgørelse om tilbagebetaling og forældelse af ydelser og andre forhold af formueretlig karakter. Beregning og anvisning vil omfatte de samme opgaver, som hidtil er blevet varetaget af Statens Administration, herunder at der træffes afgørelse om beregning og anvisning. Anvisning af ydelser til personer bosat i Grønland foretages som hidtil af Grønlands Selvstyre mod løbende refusion fra staten. Afgørelser om tilbagebetaling og forældelse af ydelser nævnes i den foreslåede bestemmelse som eksempler på afgørelser af formueretlig karakter. Der er således ikke tale om en udtømmende oplistning.

Afgørelse om, hvorvidt betingelserne for at oppebære ydelser efter loven er til stede til forskel fra de i afgørelser, der er omfattet af forslaget til stk. 1, træffes som hidtil af finansministeren.

Statens Administrations afgørelser kan påklages til finansministeren efter den almindelige ulovbestemte klageadgang. Den ulovbestemte klageadgang til finansministeren bortfalder i forbindelse med overførsel af opgaven til Udbetaling Danmark.

Det foreslås derfor i § 35 b, stk. 2, at Udbetaling Danmarks afgørelser efter stk. 1 skal kunne påklages til finansministeren.

Efter den gældende § 35 b kan finansministeren bemyndige Finansstyrelsen til at udøve sine beføjelser efter loven og fastsætte regler om adgang til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til sådanne bemyndigelser, herunder at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Bestemmelsen foreslås ophævet som følge af, at Finansstyrelsen er nedlagt.

I stedet foreslås det i den nye § 35 b, stk. 3, at finansministeren skal kunne fastsætte regler om, at Udbetaling Danmarks afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Ændringen er en følge af regeringens beslutning om at flytte statslige arbejdspladser, jf. afsnit 1 og 2 i de almindelige bemærkninger.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.1.3.1. om beregning og anvisning af tjenestemandspension m.v. på det statslige område – lov om tjenestemandspension og love, der knytter sig til denne lov.