Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om social service og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (Forenkling og præcisering af regler om finansiering, mellemkommunal refusion og satsregulering m.v.)

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 2, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren bestemmer, hvilke sager retssikkerhedsloven helt eller delvist skal gælde for. Det fremgår endvidere, at dette på beskæftigelsesområdet skal ske efter forhandling med beskæftigelsesministeren og på ældreområdet efter forhandling med social- og ældreministeren.

Det fremgår af kongelig resolution af 21. januar 2021 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at det bestemmes, at følgende under Sundheds- og Ældreministeriet hørende områder henlægges til Social- og Indenrigsministeriet: ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet, herunder tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning mv., samt ressortansvaret for sager vedrørende plejehjem og beskyttede boliger. Det fremgår endvidere, at det bestemmes, at betegnelsen for social- og indenrigsministeren fremover skal være social- og ældreminister, og at sundheds- og ældreministeren fremover skal betegnes som sundhedsminister.

Henvisningen til social- og ældreministeren i § 2, stk. 3, i retssikkerhedsloven, som indtil den 21. januar 2021 var til sundheds- og ældreministeren, vedrører ældreområdet. Dette område blev med kongelig resolution af 21. januar 2021 overført til social- og ældreministerens ressort. Social- og ældreministeren skal derfor ikke efter den 21. januar 2021 forhandle med sundhedsministeren om, hvilke sager retssikkerhedsloven skal gælde helt eller delvist for på ældreområdet.

Det foreslås, at § 2, stk. 3, i retssikkerhedsloven konsekvensændres som følge af ressortændringen, sådan at kravet om forhandling i relation til ældreområdet udgår af bestemmelsen. Den foreslåede ændring er således af teknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 2

Det fremgår af § 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven, at hvis der opstår uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der er rette opholdskommune. Det fremgår videre, at når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Endelig fremgår, at refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.

Det foreslås, at det i § 9, stk. 13, 3. pkt., tilføjes til bestemmelsen om, at refusionen beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1, at opholdskommunen dog også yder refusion for udgifter efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar på det specialiserede socialområde) og lov nr. 397 af 28. maj 2003 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen).

Der er dog fortsat behov for, at opholdskommunen i tilfælde, hvor der har været uenighed om, hvilken kommune der var opholdskommune for en person, yder refusion for den fungerende opholdskommunes udgifter efter serviceloven i den periode, hvor uenigheden har bestået, efter § 9, stk. 13. Der er således behov for, at der tilføjes en henvisning til udgifter efter serviceloven i § 9, stk. 13.

Med den foreslåede ændring vil opholdskommunen yde refusion for den fungerende opholdskommune udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Denne refusion vil blive beregnet som refusion efter § 9 c, stk. 1, dog således at der også vil blive ydet refusion for udgifter efter serviceloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 3

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter serviceloven, lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension, § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og § 3, stk. 1, nr. 11 og 16, jf. §§ 2 og 5, i lov om kommunernes finansiering af visse offentlige ydelser udbetalt af kommunerne, Udbetaling Danmark og arbejdsløshedskasserne af den tidligere opholdskommune i de tilfælde, der er oplistet i § 9 c, stk. 2-6.

Det foreslås, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., udgår. Det foreslås samtidigt, at der indsættes en henvisning lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Med lov nr. 550 af 26. maj 2010 gennemførtes pr. 1. august 2010 en række ændringer, der medførte sammenhæng mellem, hvilken kommune der visiterer en borger til ydelser efter serviceloven, og hvilken kommune der betaler for ydelsen. Det blev med ændringerne som altovervejende hovedregel den samme kommune, der visiterer og har finansieringsansvaret. Tilsvarende har gjort sig gældende for ydelser efter serviceloven til børn anbragt uden for hjemmet siden den 1. juli 2003, hvor lov nr. 397 af 28. maj 2003 trådte i kraft. Med de to lovændringer blev reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 c i retssikkerhedsloven for udgifter efter serviceloven som udgangspunkt overflødiggjort. Der blev dog ikke i forbindelse med de to lovændringer gennemført en konsekvensændring af reglerne om mellemkommunal refusion.

Med den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvorved henvisningen til serviceloven foreslås slettet, vil den nødvendige konsekvensændring som følge af lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003 blive gennemført, således at bestemmelsen ikke vildledende vil give anledning til at tro, at der generelt er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven. Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring af retstilstanden, dvs. hvornår en kommune har ret til mellemkommunal refusion.

Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvorved henvisningen til serviceloven foreslås slettet, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6 og 8-11, hvor det foreslås, at de undtagelsestilfælde, hvor der fortsat efter ikrafttrædelsen af lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003 er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven, kommer til at fremgå eksplicit af § 9 c i retssikkerhedsloven.

Formålet med den foreslåede ændring af henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven er således at tydeliggøre bestemmelsens ordlyd, der i dag er meget bredere end det faktiske anvendelsesområde og derved giver anledning til misforståelser og uklarhed bl.a. i kommunerne. Samtidigt ønskes det med den foreslåede ændring at fjerne det indtryk, som den gældende ordlyd er med til at give af, at der følger en række forpligtelser, herunder levering af ydelser og administration, med til at have et botilbud m.v. beliggende i en kommune, hvor borgere fra andre kommuner har ophold.

Den foreslåede indsættelse af en henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 108 af 3. februar 2020 som ændret ved § 4 i lov nr. 2201 af 29. december 2020 og § 5 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021, i § 9 c, stk. 1,

1. pkt., er alene en redaktionel ændring. Med den foreslåede henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., vil det fremgå klart, at en borgers opholdskommune har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp også efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. af den tidligere opholdskommune i de tilfælde, der er oplistet i § 9 c, stk. 2-6.

Den foreslåede henvisning til lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. medfører ikke materielle ændringer, da det følger af § 17 d i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., at opholdskommunen har adgang til refusion fra en tidligere opholdskommune efter § 9 c i retssikkerhedsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 4

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, eller over for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 2, nr. 6, og § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven af den kommune, som barnet eller den unge er visiteret til. § 9 c, stk. 2, nr. 6, vedrører udgifter til børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Bestemmelsen i § 9 c, stk. 4, vedrører udgifter til unge, der modtager efterværn efter § 76, stk. 3, i serviceloven.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at en bestemmelse med tilsvarende ordlyd, for så vidt angår mellemkommunal refusion for udgifter til efterværn, med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås indsat i § 9 c, stk. 4.

Med lov nr. 397 af 28. maj 2003 om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om social service (Selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen) gennemførtes pr. 1. juli 2003 en række ændringer, der medførte, at børn anbragt uden for hjemmet fik selvstændig opholdskommune. Derved blev visitationskompetencen og finansieringsansvaret samlet hos den samme kommune. Reglerne om mellemkommunal refusion i § 9 c for udgifter efter serviceloven til anbragte børn blev med ændringen som udgangspunkt overflødige. Der blev dog ikke med lov nr. 397 af 28. maj 2003 gennemført en konsekvensændring af reglerne om mellemkommunal refusion. Med den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., foreslås de nødvendige konsekvensændringer, således at det ikke længere fremgår, at der som hovedregel er mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vedrører for det første udgifter for børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Der er for denne gruppe alene tale om udgifter efter serviceloven, hvorfor bestemmelsen siden ikrafttrædelsen af lov nr. 397 af 28. maj 2003 ikke længere er relevant, da samme kommune har visitationskompetencen og finansieringsansvaret. Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven er for denne gruppe således overflødig og skaber i dag unødige misforståelser. Den foreslåede ophævelse af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., vil således ikke ændre på, hvornår der kan opnås mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven til børn og unge, der har ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven.

Bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., vedrører for det andet udgifter til unge, der modtager efterværn efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Denne gruppe er en af de undtagelser, hvorefter der fortsat efter ikrafttrædelsen af lov nr. 397 af 28. maj 2003 og lov nr. 550 af 26. maj 2010 er behov for og ret til mellemkommunal refusion for udgifter efter serviceloven. Der kan endvidere for denne gruppe være udgifter efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., som er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven. Denne del af bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven er således fortsat relevant og foreslås med lovforslagets § 1, nr. 7, videreført i § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, der omhandler mellemkommunal refusion for udgifter til unge, der modtager efterværn.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3 og 7, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 5

Det fremgår af § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion, når en tidligere kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i en række forskellige botilbud m.v. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 1, drejer det sig om boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, dvs. midlertidige og længerevarende botilbud, kvindekrisecentre, forsorgshjem og plejehjem. Efter § 9 c, stk. 2, nr. 2, i retssikkerhedsloven drejer det sig om boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v., dvs. almene ældreboliger. Herudover drejer det sig efter § 9 c, stk. 2, nr. 3-5, i retssikkerhedsloven om institutioner under sygehusvæsenet eller Kriminalforsorgen samt boliger og boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med midlertidige og længerevarende botilbud, kvindekrisecentre, forsorgshjem, almene ældreboliger og institutioner under sygehusvæsenet og Kriminalforsorgen. Endelig drejer det sig efter § 9 c, stk. 2, nr. 6 og 7, om anbringelsessteder for børn og unge efter § 66 i serviceloven samt døgnophold efter § 76 a i serviceloven.

Det fremgår endvidere af § 9 c, stk. 3, i retssikkerhedsloven, at opholdskommunen ligeledes har ret til refusion, når en person har fået ophold i en anden kommune i en af KFUM’s soldaterrekreationer, et veteranhjem drevet af Fonden Danske Veteranhjem eller Veteranbo drevet af KFUM’s Soldatermission.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 2 og 3 , indsættes, at der er tale om refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Formålet med den foreslåede ændring er at fjerne eventuel tvivl om, hvilke udgifter der kan opnås refusion for efter § 9 c, stk. 2 og 3. Samtidigt tilsigtes en ensartet ordlyd af bestemmelserne i § 9 c, stk. 1. Der tilsigtes således ingen ændring i, hvornår der kan opnås refusion efter bestemmelserne.

Til nr. 6

Det fremgår af § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. § 76, stk. 3, indeholder efterværnsforanstaltninger i form af opretholdt anbringelse på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven, en fast kontaktperson, udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted samt andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Det foreslås, at det indsættes i § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at den mellemkommunale refusion, der kan opnås efter bestemmelsen, er for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en kommune træffer afgørelse om, at en ung, der af en anden kommune har været anbragt uden for hjemmet inden sin 18 års fødselsdag, har behov for efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt. i retssikkerhedsloven, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3 og 4, for denne gruppe af unge, der modtager efterværn.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 7

Det fremgår af § 9 c, stk. 4, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion fra den kommune, der har truffet afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, når der iværksættes foranstaltninger for den unge efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Bestemmelsen i § 76, stk. 3, indeholder efterværnsforanstaltninger i form af opretholdt anbringelse på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven, en fast kontaktperson, udslusningsordning i det hidtidige anbringelsessted samt andre former for støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Det fremgår videre af § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis en ung, over for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, visiteres til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven dog af den kommune, som barnet eller den unge er visiteret til.

Det foreslås, at det indsættes i § 9 c, stk. 4, at hvis en ung, for hvem der er iværksat foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven, bliver visiteret til en kommune efter integrationslovens § 10, ydes refusion efter § 9 c, stk. 4, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 6, af denne kommune.

Den foreslåede tilføjelse skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 4, foreslåede ophævelse af en tilsvarende bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., i retssikkerhedsloven. Den foreslåede flytning af bestemmelsen fra § 9 c, stk. 1, 2. pkt., til § 9 c, stk. 4, er begrundet i, at bestemmelsen i praksis alene har betydning for mellemkommunal refusion for udgifter til unge, der modtager efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven. Det findes derfor mere hensigtsmæssigt, at bestemmelsen fremgår af § 9 c, stk. 4, i retssikkerhedsloven, der omhandler mellemkommunal refusion for udgifter til netop denne gruppe.

Den gældende bestemmelse i § 9 c, stk. 1, 2. pkt., blev indsat i retssikkerhedsloven med lov nr. 571 af 31. maj 2010 om ændring af integrationsloven og forskellige andre love (Udvidelse af personkredsen, styrket indsats over for ægtefælleforsørgede m.v.). Der er ikke med den foreslåede flytning af bestemmelsen fra § 9 c, stk. 1, 2. pkt., til § 9 c, stk. 4, påtænkt nogen ændringer i bestemmelsen. Det foreslås dermed, at det fortsat vil være således, at refusion for efterværnsudgifter afholdes af den boligplaceringskommune, som barnet eller den unge efter integrationslovens § 10 visiteres til af Udlændingestyrelsen i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelse. Dette vil gælde uanset, om den unge får opholdstilladelse og visiteres til en boligplaceringskommune under en anbringelse før det fyldte 18. år, eller mens den unge modtager efterværnsforanstaltninger efter § 76, stk. 3, i serviceloven efter det fyldte 18. år.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 8

Det fremgår af § 9 c, stk. 5, i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion efter § 9 c, stk. 1, når borgeren er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, og § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller lov om friplejeboliger. Bestemmelsen omhandler således tilfælde, hvor en borger har gjort brug af reglerne om frit valg til at vælge et tilbud i en anden kommune.

Det foreslås, at henvisningen i § 9 c, stk. 5, til, at kommunen ved en borgers brug af reglerne om frit valg har ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 1, i retssikkerhedsloven, ændres, således at det i stedet fremgår, at kommunen i sådanne tilfælde har ret til mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3, af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en borger har anvendt sin ret til frit at vælge et tilbud i en anden kommune efter § 108, stk. 2, eller § 192 i serviceloven, § 58 a i almenboligloven eller lov om friplejeboliger. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 5, vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, i denne situation.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 9

Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at en borgers opholdskommune har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 eller 5, og borgerens tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.

Det foreslås, at det i § 9 c, stk. 6, 1. pkt., tilføjes, at der er tale om refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, og efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 3, af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor den kommune, hvor borgeren tidligere havde ophold, var bekendt med de forhold, der ligger til grund for, at borgeren havde brug for et af de tilbud, der er nævnt i § 9 c, stk. 2, 4 eller 5, at det var åbenbart, at der måtte gribes ind, og at kommunen uanset ikke tilbød borgeren det nødvendige tilbud. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 6, 1. pkt., vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven såvel som efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, i sådanne situationer.

Med forslaget vil det endvidere blive tydeliggjort, hvilken refusion der er tale om, dvs. at der er tale om refusion for udgifter efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, som foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 3, samt efter serviceloven. Dermed vil der blive en ensretning med formuleringen i § 9 c, stk. 4, 5 og 12.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 10

Det fremgår af § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at et barns eller en ungs opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion efter § 9 c, stk. 1, når barnet eller den unge får ophold på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven som følge af en beslutning fra barnets eller den unges tidligere opholdskommune om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Det foreslås, at ordet ligeledes i § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven udgår, og at henvisningen til, at der kan opnås refusion efter § 9 c, stk. 1, ændres til, at der kan opnås refusion for udgifter efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor en kommune træffer afgørelse om hjemgivelse af et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse er ubegrundet, og den kommune, hvor barnet eller den unge efterfølgende får ophold, træffer afgørelse om anbringelse af barnet eller den unge på et anbringelsessted efter § 66 i serviceloven. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 6, 2. pkt., i retssikkerhedsloven vil der også fremadrettet være refusion for udgifter efter serviceloven i sådanne situationer. Den foreslåede sletning af ligeledes er af ren sproglig karakter.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 11

Det fremgår af § 9 c, stk. 12, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at kommuner uden for de tilfælde, der er reguleret i § 9 c, stk. 2-6, indbyrdes kan aftale, at en tidligere opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1.

Det foreslås, at det tilføjes til § 9 c, stk. 12, 1. pkt., at der udover mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i § 9 c, stk. 1, også kan aftales mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter serviceloven.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at henvisningen til serviceloven i § 9 c, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven udgår. Den foreslåede ændring af § 9 c, stk. 1, 1. pkt., er begrundet i, at bestemmelsen generelt blev overflødiggjort med indførelsen af sammenhæng mellem visitationskompetence og finansieringsansvar med lov nr. 550 af 26. maj 2010 og lov nr. 397 af 28. maj 2003. Der er dog fortsat behov for, at en borgers opholdskommune har ret til mellemkommunal refusion i enkelte undtagelsestilfælde. Et af dem er tilfælde, hvor kommuner uden for de situationer, der er reguleret i § 9 c, stk. 2-6, aftaler, at der skal være mellemkommunal refusion. Med den foreslåede tilføjelse til § 9 c, stk. 12, 1. pkt., vil kommunerne også fremadrettet kunne aftale, at der skal være mellemkommunal refusion for udgifter til hjælp efter serviceloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.2 og 2.2.3.

Til nr. 12

Det fremgår af § 37 a i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen nedsætter et handicapråd i hver kommune. Handicaprådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap. Efter § 37 a, stk. 3, sammensættes handicaprådet af tre til syv medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og tre til syv medlemmer udpeget af kommunalbestyrelsen, heraf et antal af dens medlemmer.

Efter § 37 a, stk. 4, kan social- og ældreministeren fastsætte nærmere regler om handicaprådets sammensætning. Denne bemyndigelse er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse om råd på det sociale område. Det fremgår af § 1, stk. 1, i denne bekendtgørelse, at handicaprådet skal sammensættes således, at medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen, herunder både voksne og børn med handicap. Det fremgår af § 1, stk. 5, at kommunalbestyrelsen beslutter, om lokale handicaporganisationer eller grupperinger uden for Danske Handicaporganisationer skal være repræsenteret i handicaprådet blandt de tre til syv medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen. Det fremgår videre, at antallet af medlemmer, som repræsenterer lokale handicaporganisationer eller grupperinger, ikke kan overstige antallet af medlemmer, som er udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.

Det foreslås, at henvisningen til ”udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer” i § 37 a, stk. 3, 1. pkt., udgår. Samtidigt foreslås det, at det i et nyt punktum i § 37 a, stk. 3, tilføjes, at medlemmerne fra handicaporganisationerne udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, idet kommunalbestyrelsen dog kan vælge at udpege et antal medlemmer, der ikke må overstige antallet af medlemmer, der udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, fra lokale handicaporganisationer i kommunen.

Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre tydelighed om, at medlemmerne af handicaprådet fra handicaporganisationerne som udgangspunkt udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, men at kommunalbestyrelsen kan vælge at udpege et antal medlemmer fra lokale handicaporganisationer i kommunen. Disse medlemmer må dog ikke overstige antallet af medlemmer, der udpeges efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Den foreslåede tydeliggørelse er i overensstemmelse med praksis og lovgivers intention samt § 1 i bekendtgørelse om råd på det sociale område.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.4.2 og 2.4.3.

Til nr. 13

Det fremgår af § 37 a, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen nedsætter et handicapråd i hver kommune. Handicaprådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap. Efter § 37 a, stk. 4, er social- og ældreministeren tillagt bemyndigelse til at fastsætte regler om handicaprådets virksomhed og sammensætning. Denne bemyndigelse er anvendt til at fastsætte reglerne i §§ 1-6 i bekendtgørelse om råd på det sociale område. Det fremgår af § 6 i bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen afholder udgifterne ved handicaprådets virksomhed, herunder dækning af nødvendige udgifter til handicapkompensation. Det fremgår videre af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning for dokumenteret arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til handicaporganisationernes medlemmer af handicaprådet. Medlemmerne er dog ikke forpligtede til at modtage disse diæter eller godtgørelse af udgifter.

Det foreslås, at det tilføjes til bemyndigelsesbestemmelsen i § 37 a, stk. 4, i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren ud over regler om handicaprådets virksomhed og sammensætning ligeledes kan fastsætte regler om afholdelse af udgifter og honorering af handicaprådet.

Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre tydelighed om, at ministeren kan fastsætte regler om, at kommunerne skal afholde udgifter ved handicaprådets virksomhed, herunder nødvendige udgifter til handicapkompensation, og at handicaporganisationernes medlemmer af handicaprådet honoreres efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse. Dette er i overensstemmelse med de regler, der i dag er fastsat. Der er således alene tale om en præcisering af den gældende hjemmelsbestemmelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.2 og 2.5.3.

Til nr. 14

Efter servicelovens § 65 kan Ankestyrelsen af egen drift tage en sag op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan i sådanne sager pålægge kommunen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller træffe de fornødne afgørelser, ligesom Ankestyrelsen efter § 65, stk. 1, kan træffe foreløbig afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens §§ 52 og 52 a samt træffe endelig afgørelse efter servicelovens §§ 51, 58, 63, 68 a og 71.

Hvis Ankestyrelsen træffer sådanne afgørelser af egen drift, kan Ankestyrelsen herefter pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre afgørelserne, herunder inden for en nærmere angivet tidsfrist.

Efter § 55, stk. 2, i retssikkerhedsloven træffer Ankestyrelsen afgørelse med udvidet votering, dvs. to medlemmer og to ankechefer, herunder en formand, på en række områder deriblandt i sager om klage over afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74 i serviceloven.

Det foreslås at ændre retssikkerhedslovens § 55, stk. 2 , så sager, som Ankestyrelsen beslutter at tage op af egen drift efter servicelovens § 65, skal behandles på et møde med udvidet votering. Formålet med ændringen er at skabe klare rammer for behandlingen af de sager, som Ankestyrelsen beslutter at tage op efter reglerne i servicelovens § 65.

Den foreslåede ændring vil således indebære, at sager efter servicelovens § 65, som Ankestyrelsen beslutter at tage op af egen drift, altid vil skulle behandles på et møde med udvidet votering og dermed med deltagelse af 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene af ankecheferne er formand, i overensstemmelse med Ankestyrelsens gældende praksis for behandling af disse sager.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger punkt 2.7.1-2.7.3.

Til nr. 15

Efter § 73, stk. 1, i retssikkerhedsloven kan visse af Ankestyrelsens afgørelser efter serviceloven som følge af afgørelsens indgribende karakter over for borgeren indbringes for domstolene efter de særlige regler i kapitel 43 a retsplejeloven om behandling af sager om administrativ frihedsberøvelse. Det gælder afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens §§ 129 og 129 a og afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter reglerne i servicelovens § 169. Ankestyrelsens afgørelse i sådanne sager skal foreligge inden otte uger efter, at Ankestyrelsen har modtaget klagen. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelse skal Ankestyrelsen oplyse om adgangen til at forlange sagen forelagt domstolene og fristen herfor, jf. § 73, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

De særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a omfatter, at sagen skulle forelægges retten inden fem søgnedage (hverdage), hvis den administrativt frihedsberøvede begærer det. Det er den myndighed, som har besluttet optagelsen på botilbuddet eller anbringelsen, der skal forelægge sagen for retten.

I forhold til behandling af sager om børn og unge efter serviceloven, sker rettens behandling med de tilpasninger, der følger af §§ 170 og 171 i serviceloven. Det er fastsat i servicelovens § 170, at byretten under hovedforhandlingen tiltrædes af et retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi, og byrettens dom kan ikke indbringes for landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Det er ligeledes fastsat, at forældremyndighedens indehavere og den unge, der er fyldt 12 år, anses som parter i disse sager.

Det er i servicelovens § 169 ligeledes fastsat, at Ankestyrelsens afgørelser efter § 65, stk. 3, ved henvendelse til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen, kan kræves forelagt retten. Sagerne behandles, jf. § 170, stk. 2, i disse tilfælde efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Endelig er det fastsat i § 56 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, at Ankestyrelsens afgørelse i sager som nævnt i samme lovs § 55, stk. 2, inden fire uger efter, at forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 12 år, har fået meddelelse om afgørelsen, ved henvendelse til Ankestyrelsen kan kræve afgørelsen forelagt for retten. Det fremgår videre, at bestemmelserne i servicelovens §§ 170-172 finder anvendelse, og disse sager skal således også behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a med de tilpasninger, der gælder i forhold til behandling af sager om børn og unge.

Det foreslås, at § 73, stk. 1, i retssikkerhedsloven ophæves, og at der i stedet indsættes som nyt stk. 1 , at der kan ske indbringelse for retten efter de særlige regler i kapitel 43 a i retsplejeloven af følgende 1) Ankestyrelsens afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter §§ 129 og 129 a i lov om social service, 2) Ankestyrelsens afgørelse i sager om børn og unge-udvalgets beslutninger, der er omfattet af § 169 i lov om social service, 3)Ankestyrelsens afgørelse efter § 65, stk. 3, i lov om social service og 4) Ankestyrelsens afgørelse i sager, hvor Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse er påklaget til Ankestyrelsen efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede stk. 1 medfører ikke materielle ændringer i forhold til, hvilke afgørelser, der kan indbringes for domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a, men alene en samling og tydeliggørelse af, hvilke af Ankestyrelsens afgørelser efter regler i serviceloven og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der kan indbringes for domstolene efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a.

Det foreslås videre fastsat i et nyt stykke 2, at Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden otte uger for afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129 og 129 a, om børn og unge-udvalgets beslutninger efter servicelovens § 169, og om Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Der er i forhold til fristen for afgørelser om optagelse i særlige botilbud efter servicelovens § 129 og 129 a samt afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter servicelovens § 169 tale om en videreførelse af de hidtil gældende regler i § 73, stk. 1, sidste punktum, samtidig med at der i bestemmelsen som noget nyt også fastsættes en otte ugers frist for Ankestyrelsens afgørelser om Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter § 55, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Forslaget om en ny § 73, stk. 2, er begrundet i ønsket om, at sikre ensartede frister for Ankestyrelsens klagesagsbehandling i indgribende børnesager, som kan indbringes for retten efter de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a, uanset om afgørelsen træffes af Ungdomskriminalitetsnævnet eller af børn og unge-udvalget i kommunen. Herved sikres, at der også i disse sager af hensyn til barnets eller den unges tarv hurtigst muligt skabes klarhed over situationen for barnet, den unge og forældrene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.8.3.

Til nr. 16

Det fremgår af § 74 i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren efter forhandling med beskæftigelsesministeren og social- og ældreministeren fastsætter regler for behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager m.v.

Det fremgår af kongelig resolution af 21. januar 2021 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at det bestemmes, at følgende under Sundheds- og Ældreministeriet hørende områder henlægges til Social- og Indenrigsministeriet: ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet, herunder tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning mv., samt ressortansvaret for sager vedrørende plejehjem og beskyttede boliger. Det fremgår endvidere, at det bestemmes, at betegnelsen for social- og indenrigsministeren fremover skal være social- og ældreminister, og at sundheds- og ældreministeren fremover skal betegnes som sundhedsminister.

Henvisningen til social- og ældreministeren i § 74 i retssikkerhedsloven, som indtil den 21. januar 2021 var til sundheds- og ældreministeren, vedrører ældreområdet. Dette område blev med kongelig resolution af 21. januar 2021 overført til social- og ældreministerens ressort. Social- og ældreministeren skal derfor ikke efter den 21. januar 2021 forhandle med sundhedsministeren om fastsættelsen af regler for behandling af klagesager. Henvisninger til ministerie- og ministerbetegnelser ændres ved kongelige resolutioner. Dette gælder dog ikke, når der er tale om bestemmelser, der indeholder andre elementer end minister- eller ministeriebetegnelsen såsom i § 74 i retssikkerhedsloven.

Det foreslås, at § 74 i retssikkerhedsloven konsekvensændres som følge af ressortændringen, sådan at kravet om forhandling med social- og ældreministeren (tidligere sundheds- og ældreministeren) udgår af bestemmelsen. Den foreslåede ændring er således af teknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 17

Det fremgår af § 77 i retssikkerhedsloven, at Social- og Ældreministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Social- og Ældreministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunalbestyrelsens afgørelser.

Det fremgår af kongelig resolution af 21. januar 2021 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at det bestemmes, at følgende under Sundheds- og Ældreministeriet hørende områder henlægges til Social- og Indenrigsministeriet: ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet, herunder tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning mv., samt ressortansvaret for sager vedrørende plejehjem og beskyttede boliger. Det fremgår endvidere, at det bestemmes, at betegnelsen for social- og indenrigsministeren fremover skal være social- og ældreminister, og at sundheds- og ældreministeren fremover skal betegnes som sundhedsminister.

Henvisningen til "og Social- og Ældreministeriet" i § 77 vedrører ældreområdet og var indtil den 21. januar 2021 en henvisning til Sundheds- og Ældreministeriet. Ældreområdet blev med kongelig resolution af 21. januar 2021 overført til social- og ældreministerens ressort.

Det foreslås, at § 77 i retssikkerhedsloven konsekvensændres som følge af ressortændringen. Den foreslåede ændring er således af teknisk karakter og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 18

Det fremgår af § 80, stk. 2, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at Det Rådgivende Praksisudvalg i Ankestyrelsen bl.a. har til opgave at rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer. Der henvises i den forbindelse til, at udvælgelsen følger af § 52 c, stk. 2, og § 59 a, stk. 3.

Det foreslås, at henvisningen i § 80, stk. 2, 2. pkt., ændres til, at det er sager, der udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer efter § 52 c, stk. 1, og § 59 a, stk. 2.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der er fejl i de gældende henvisninger, som derfor foreslås rettet. Den foreslåede ændring medfører ingen materiel ændring i, hvad Det Rådgivende Praksisudvalg skal rådgive om.

Til nr. 19

Det fremgår af § 80 i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at koordinere praksis. Ankestyrelsens praksiskoordinerende opgave fremgår af § 76 i retssikkerhedsloven, hvoraf følger, at Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, træffes i overensstemmelse med lovgivningen. Det fremgår videre, at Ankestyrelsen følger praksis i kommunerne og jobcentrene og vejleder om praksis.

Det Rådgivende Praksisudvalgs opgaver er nærmere beskrevet i § 80, stk. 2. Heraf fremgår det, at udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis, som Ankestyrelsen har pligt til at foretage. Udvalget skal desuden rådgive Ankestyrelsen om kriterier for udvælgelse af de klagesager, der kan udtages til behandling med deltagelse af beskikkede medlemmer efter lovens § 52 c, stk. 2, og § 59 a, stk. 3.

Det foreslås, at det tilføjes til oplistningen af opgaver for Det Rådgivende Praksisudvalg i § 80, stk. 2, at udvalget skal rådgive Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis.

Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre, at Det Rådgivende Praksisudvalg fortsat rådgiver Ankestyrelsen om behovet for opfølgning på Ankestyrelsens undersøgelser efter § 76 af kommunernes praksis og om generel formidling af og vejledning om Ankestyrelsens praksis. De nævnte opgaver har indtil den 14. juni 2021 fremgået af bekendtgørelse om retssikkerhed og administration på det sociale område, men i forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelse nr. 1152 af 7. juni 2021 om retssikkerhed og administration på det sociale område blev det afklaret, at hjemmelsgrundlaget for disse bestemmelser var utilstrækkeligt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2 og 2.3.3.

Til nr. 20

Det fremgår af § 87, stk. 1, 1. pkt., i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål. Det fremgår af § 87, stk. 1, 2. pkt., at staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed. I § 87, stk. 2, er social- og ældreministeren tillagt bemyndigelse til at fastsætte regler om rådets sammensætning og opgaver. Denne bemyndigelse er anvendt til at fastsætte reglerne i § 13 i bekendtgørelse om råd på det sociale område. Det fremgår af § 13 i bekendtgørelse om råd på det sociale område for det første, at formanden for Det Centrale Handicapråd honoreres efter aftale med Social- og Ældreministeriet. For det andet fremgår det, at der ydes vederlag og udgiftsgodtgørelse, herunder godtgørelse for nødvendige udgifter til handicapkompensation til rådets medlemmer i forbindelse med møder i rådet, arbejdsudvalg m.v. efter statens regler.

Det foreslås, at det tilføjes til bemyndigelsesbestemmelsen i § 87, stk. 2, i retssikkerhedsloven, at social- og ældreministeren ud over regler om rådets sammensætning og opgaver ligeledes kan fastsætte regler om honorering af Det Centrale Handicapråd.

Formålet med den foreslåede tilføjelse er at sikre tydelighed om, at ministeren kan fastsætte regler om honorering af såvel formanden for og medlemmerne af Det Centrale Handicapråd. Der er således alene tale om en præcisering af den gældende hjemmelsbestemmelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.2 og 2.5.3.

Kilde

Til nr. 1

§ 32 a i serviceloven regulerer muligheden for hjemmetræning. Det fremgår af § 32 a, stk. 6, 2. pkt., at kommunalbestyrelsens udgifter til træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v. til det enkelte barn eller den enkelte unge, der hjemmetrænes, ikke må overstige 500.000 kr. årligt. Det fremgår af § 182, stk. 2, at dette beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2009.

Det foreslås, at beløbet i § 32 a, stk. 6, 2. pkt., ændres fra 500.000 kr. til 666.689 kr. (2022-niveau).

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 2, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 32 a, stk. 6, 2. pkt., således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 32 a, stk. 6, 2. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 32 a, stk. 6, 2. pkt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 2

§ 41 i serviceloven regulerer merudgiftsydelse til børn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår af § 41, stk. 3, at dækning af merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 4.596 kr. pr. år (2015-niveau). Det fremgår af § 182, stk. 1, at dette beløb reguleres en gang årligt den

1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2016.

Det foreslås, at beløbet i § 41, stk. 3, 1. pkt., ændres fra 4.596 kr. til 5.207 kr. (2022-niveau). Det foreslås samtidigt, at henvisningen til, at beløbet fremgår i 2015-niveau ændres til 2022-niveau.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 1, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 41, stk. 3, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 41, stk. 3, 1. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 41, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 3

§ 42 i serviceloven regulerer tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det fremgår af § 42, stk. 3,

1. pkt., at ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt, dog højst med et beløb på 31.936 kr. om måneden. Det fremgår af § 182, stk. 3, at dette beløb reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Det foreslås, at beløbet i § 42, stk. 3, 1. pkt., ændres fra 31.936 kr. til 33.063 kr. (2022-niveau).

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 3, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 42, stk. 3, 1. pkt., således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 42, stk. 3, 1. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 42, stk. 3, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 4

§§ 45 og 97 i serviceloven regulerer ledsagelse til henholdsvis børn og voksne. Det fremgår af § 45, stk. 5, 1. pkt., og § 97, stk. 7, 1. pkt., at udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter i forbindelse med ledsageordningen kan dækkes med et beløb på op til 663 kr. årligt. Det fremgår af § 182, stk. 4, at dette beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2006.

Det foreslås, at beløbet i § 45, stk. 5, 1. pkt., og § 97, stk. 7, 1. pkt., ændres fra 663 kr. til 948 kr. (2022-niveau).

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 4, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 45, stk. 5, 1. pkt., og § 97, stk. 7, 1. pkt., således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 45, stk. 5, 1. pkt., og § 97, stk. 7, 1. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 45, stk. 5, 1. pkt., og § 97, stk. 7, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 12, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 5

§ 55, stk. 4, i serviceloven vedrører godtgørelse fra kommunalbestyrelsen af udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering. Det fremgår af § 55, stk. 4, 2. pkt., at for første og andet barn eller ung placeret på samme sted udgør godtgørelsen 174 kr. pr. døgn pr. barn under ti år og 186 kr. pr. døgn pr. barn eller ung over ti år (2016-niveau). Det fremgår af § 182, stk. 5, at disse beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2017.

Det foreslås, at beløbene i § 55, stk. 4, 2. pkt., ændres fra 174 kr. til 195 kr. og fra 186 kr. til 208 kr. Det foreslås samtidigt, at henvisningen til, at beløbet fremgår i 2016-niveau ændres til 2022-niveau.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 5, der vedrører satsreguleringen af beløbene i § 55, stk. 4, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbene først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbene i § 55, stk. 4, 2. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbene i § 55, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 6

§ 55, stk. 4, i serviceloven vedrører godtgørelse fra kommunalbestyrelsen af udgifter til kost og logi i forbindelse med formidlet døgnophold for børn og unge, når opholdet ikke er omfattet af takstfinansiering. Det fremgår af § 55, stk. 4, 3. pkt., at for tredje barn eller derover placeret på samme sted udgør godtgørelsen 162 kr. pr. døgn pr. barn eller ung i 2016-niveau uanset barnets alder. Det fremgår af § 182, stk. 5, at dette beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2017.

Det foreslås, at beløbet i § 55, stk. 4, 3. pkt., ændres fra 162 kr. til 179 kr. Det foreslås samtidigt, at henvisningen til, at beløbet fremgår i 2016-niveau ændres til 2022-niveau.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 5, der vedrører satsreguleringen af beløbene i § 55, stk. 4, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbene først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbene i § 55, stk. 4, 3. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbene i § 55, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 7

§ 100 i serviceloven regulerer merudgiftsydelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, der har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har opsat udbetalingen af folkepension. Det fremgår af § 100, stk. 3, at tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de sandsynliggjorte merudgifter udgør mindst 6.408 kr. pr. år svarende til 534 kr. pr. måned. Det fremgår videre, at tilskuddet udgør et standardbeløb på 1.000 kr. pr. måned, hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 534 kr.-1.500 kr. om måneden, og et standardbeløb på 2.000 kr. pr. måned, hvis de sandsynliggjorte merudgifter er i intervallet 1.501 kr.-2.500 kr. om måneden. Kan borgeren dokumentere merudgifter på over 2.500 kr. pr. måned, ydes tilskuddet med et beløb svarende til de faktiske merudgifter. Det fremgår af § 182, stk. 6, at de beløb, der fremgår af § 100, stk. 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2019.

Det foreslås, at beløbene i § 100, stk. 3, ændres fra 6.408 kr. til 6.888 kr., fra 534 kr. til 574 kr., fra 1.000 kr. til 1.074 kr., fra 534 kr.-1.500 kr. til 574 kr.-1.611 kr., fra 2.000 kr. til 2.148 kr., fra 1.501 kr.-2.500 kr. til 1.612 kr.-2.685 kr., og fra 2.500 kr. til 2.685 kr., samt at det for alle beløb angives, at det er i 2022-niveau.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at der med lovforslagets § 2, nr. 19, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 6, der vedrører satsreguleringen af beløbene i §100, stk. 3, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbene først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbene i § 100, stk. 3. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbene i § 100, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 19, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 8

§ 114 i serviceloven regulerer støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det fremgår af § 114, stk. 2, at støtten ydes som et retefrit lån inden for en ramme på 187.000 kr. Det fremgår af § 182, stk. 7, at dette beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000.

Det foreslås, at beløbet i § 114, stk. 2, ændres fra 187.000 kr. til 201.000 kr. (2022-niveau).

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 7, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 114, stk. 2, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 114, stk. 2. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 114, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2. og 2.6.3.

Til nr. 9

§ 120 i serviceloven regulerer størrelsen af plejevederlaget for pasning af døende efter § 119. Det fremgår af § 120, stk. 2, 1. pkt., at personer, som ikke er berettiget til plejevederlag efter § 120, stk. 1, får udbetalt 11.609 kr. månedligt i plejevederlag. Det fremgår af § 182, stk. 9, at dette beløb reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2006.

Det foreslås, at beløbet i § 120, stk. 2, 1. pkt., ændres fra 11.609 kr. til 16.637 kr. (2022-niveau).

Den foreslåede ændring er begrundet i, at der med lovforslagets § 2, nr. 13, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 9, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 120, stk. 2, 1. pkt., således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbet først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbet i § 120, stk. 2, 1. pkt. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbet i § 120, stk. 2, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 10

Efter § 174, stk. 1, i serviceloven fastsætter den kommunale, regionale eller private leverandør vejledende takster for ydelser og tilbud efter serviceloven, dog inden for de regler som social- og ældreministeren fastsætter med hjemmel i § 174, stk. 3. Efter § 174, stk. 1, 2. pkt. fastsættes taksterne på baggrund af samtlige budgetterede, direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller drift af tilbuddet.

Det fremgår videre af § 174, stk. 3, at social- og ældreministeren fastsætter regler om takstberegningen, herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke ydelser og tilbud efter loven der er omfattet af § 174, stk. 1, og om hvornår bestemmelsen i § 174, stk. 1, kan fraviges. Bemyndigelsen er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1017 af 19. august 2017 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner (finansieringsbekendtgørelsen). Den gældende bemyndigelsesbestemmelse i § 174, stk. 3, er afgrænset til, at social- og ældreministeren kan fastsætte regler om, hvilke ydelser efter serviceloven der kan indgå i takstfastsættelsen. Der er ikke efter gældende ret hjemmel til, at udgifter til visse former for sundhedsfaglig indsats, der ydes som led i opholdet på tilbud efter serviceloven, kan indgå i beregningen af taksterne for tilbuddet.

Det foreslås, at det i § 174, stk. 3, tilføjes, at social- og ældreministeren også kan fastsætte regler om, at sundhedsfaglig indsats efter sundhedsloven skal indgå i beregningen af takster.

Den foreslåede ændring vil betyde, at social- og ældreministeren vil kunne fastsætte regler om, at visse former for sundhedsfaglig indsats efter sundhedsloven skal indgå i beregningen af takster for tilbud efter serviceloven.

Sundhedsfaglig indsats skal forstås i overensstemmelse med behandlingsbegrebet, som det er defineret i sundhedslovens § 5, og som omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient. Det er dog ikke alle former for sundhedsfaglig behandling, jf. sundhedslovens § 5, der vil kunne indregnes i de sociale tilbuds takster.

Det forventes, at bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at omkostninger til visse former for sundhedsfaglig indsats, der ydes af tilbuddet til borgere som led i opholdet på tilbuddet, indregnes i taksten for tilbuddet efter servicelovens § 174, stk. 1. Det vil således alene være sundhedsfaglig behandling, der ydes af tilbuddet selv, der vil skulle indregnes.

Det forventes således, at der vil blive fastsat regler om, at tilbuddets udgifter til sundhedsfaglig behandling, der ikke er forbeholdt visse specifikke faggrupper (forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed), samt udgifter til sundhedsfaglig behandling, der er forbeholdt visse specifikke faggrupper, men hvor tilbuddets personale udfører de sundhedsfaglige opgaver på baggrund af delegation fra f.eks. en læge, vil kunne indregnes i tilbuddets almindelige takster. Det vil betyde, at f.eks. udgifter til simpel sårpleje og til medicinhåndtering vil kunne indregnes i tasterne.

Den sundhedsfaglige indsats, der indgår i taksterne, er således indsats, der ligger tæt op ad den almindelige omsorg, der er en naturlig del af dagligdagen i et botilbud.

Der vil ikke blive ændret ikke på fordelingen af ansvar mellem kommune og tilbud i forhold til, hvem der skal levere sundhedsydelser til borgere, der har ophold på et servicelovstilbud.

Da det foreslås, at udgifterne til de omfattede sundhedsindsatser vil indgå i taksten for ydelsen i form af ophold på et botilbud efter serviceloven, og da det fremgår af § 9 c, stk. 9, 2. pkt., i retssikkerhedsloven, at hvis der for en ydelse er fastsat en takst, har opholdskommunen ret til refusion svarende til taksten, vil der være adgang til mellemkommunal refusion for hele taksten i de få tilfælde, hvor der er adgang til mellemkommunal refusion for udgiften til opholdet efter serviceloven.

Bemyndigelsen forventes ikke anvendt til at fastsætte regler om, at udgifter til kommunale sundhedsydelser (behandlinger), der ydes efter sundhedsloven, kan indregnes i taksterne for tilbud efter serviceloven. Sådanne udgifter, der altså ikke forventes at ville kunne indregnes i taksten, er bl.a. udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter sundhedslovens § 138, forebyggende ydelser efter sundhedslovens §§ 120-123, kommunal børne- og ungdomstandpleje efter sundhedslovens §§ 127 og 129, tandpleje efter sundhedslovens §§ 131, 133, 134 a og 135, genoptræningsydelser efter sundhedslovens § 140, fysioterapiydelser m.v. efter sundhedslovens §§ 140 a og 140 b, behandling for alkoholmisbrug efter sundhedslovens § 141, lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedslovens § 142, befordringsgodtgørelse efter sundhedslovens § 170 og befordring i forbindelse med genoptræning efter sundhedslovens § 140 og § 168, stk. 1.

Med den foreslåede ændring modvirkes den uhensigtsmæssige effekt, at kommuner, der opretter et specialiseret tilbud efter serviceloven i kommunen, belastes uforholdsmæssigt økonomisk ved at have betalingsforpligtelsen for sundhedsydelser for borgere visiteret til tilbuddet af en anden kommune.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.2 og 2.1.3.

Til nr. 11

§ 176 i serviceloven regulerer statsrefusion til kommunerne for udgifter til hjælp og støtte efter serviceloven. Det fremgår af § 176, stk. 1, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte til en person under 67 år i en konkret sag overstiger 830.000 kr. årligt, refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. Det fremgår videre af § 176, stk. 1, 2. pkt., at for den del af udgifterne, der overstiger 1.630.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen 50 pct. Endelig fremgår af § 176, stk. 1, 3. pkt., at for den del af udgifterne, der overstiger 2.050.000 kr. årligt, udgør statsrefusionen 75 pct. Det fremgår af § 182, stk. 11, at beløbene i § 176, stk. 1, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremgår videre, at beløbet afrundes til nærmeste 10.000 kr., og at reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Det foreslås, at beløbene i § 176, stk. 1, ændres fra 830.000 kr. årligt (2020-niveau) til 860.000 kr. årligt (2022-niveau), fra 1.630.000 kr. årligt (2020-niveau) til 1.680.000 kr. årligt (2022-niveau) og 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau) til 2.120.000 kr. årligt (2022-niveau).

De foreslåede ændringer er begrundede i, at der med lovforslagets § 2, nr. 19, foreslås en præcisering af bestemmelsen i § 182, stk. 11, der vedrører satsreguleringen af beløbet i § 176, stk. 1, således at det udtrykkeligt fremgår, at beløbene først satsreguleres og herefter afrundes. Dette medfører et behov for nyfastsættelse af beløbene i § 176, stk. 1. Der er således ikke tale om en materiel ændring af beløbene i § 176, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 19, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 12

Det fremgår af servicelovens § 176, at i de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag overstiger 830.000 kr. årligt (2020-niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb, mens refusionen for den del af udgifterne, der overstiger 1.630.000 kr. årligt (2020-niveau), udgør 50 pct. Endeligt fremgår det, at for den del af udgifterne, der overstiger 2.050.000 kr. årligt (2020-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct. Det fremgår videre af stk. 2, at reglerne også finder anvendelse for summen af en kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven for børn og unge under 18 år, og udgifter til hjælp og støtte efter lovens §§ 76 og 76 a for unge i alderen 18-22 år, når de pågældende børn og unge tilhører samme husstand.

Det foreslås, at der indsættes et nyt punktum i § 176, stk. 2, hvori fastsættes, at i udgifterne efter § 176, stk. 2, 1. pkt., indgår også kommunens udgifter til foranstaltninger efter §§ 13-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Den foreslåede ændring er begrundet i ønsket om at sikre kommunerne adgang til refusion efter reglerne om særligt dyre enkeltsager til udgifterne til fuldbyrdelse af foranstaltninger efter de omtalte bestemmelser i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Forslaget indebærer, at kommunerne vil kunne medtage de samlede udgifter til et barn eller en ung efter både serviceloven og §§ 13-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, i opgørelsen af udgifter, som kan omfattes af reglerne om statsrefusion. Det betyder også, at kommunernes udgifter til foranstaltninger iværksat efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet vil kunne indgå i kommunernes opgørelse af udgifter til søskende i den samlede husstand, når betingelserne herfor er oplyst.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.9.1-2.9.3.

Til nr. 13

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 1, at det beløb, der er nævnt i § 41, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2016.

Det fremgår videre af § 182, stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 32 a, stk. 6, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2009.

Af § 182, stk. 3, fremgår, at det beløb, der er nævnt i § 42, stk. 3, reguleres en gang årligt pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Af § 182, stk. 4, fremgår, at det beløb, der er nævnt i § 45, stk. 5, og § 97, stk. 7, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2006.

Af § 182, stk. 5, fremgår, at de beløb, der er nævnt i § 55, stk. 4, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2017.

Af § 182, stk. 7, fremgår, at det beløb, der er nævnt i § 114, stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 1.000.

Endelig fremgår det af § 182, stk. 9, at det beløb, der er nævnt i § 120, stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbet afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang pr. 1. januar 2006.

Det foreslås, at det i § 182, stk. 1, 2. pkt., § 182, stk. 2, 2. pkt., § 182, stk. 3, 2. pkt., § 182, stk. 4, 2. pkt., § 182, stk. 5, 2. pkt., § 182, stk. 7, 2. pkt., og § 182, stk. 9, 2. pkt., præciseres, at det er det beløb, der fremkommer efter regulering, der afrundes.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at det bør fremgå klart, at det beløb, der afrundes, efter bestemmelserne i § 182, stk. 1-5, 7 og 9, er det satsregulerede beløb. Dvs. at beløbet ikke først afrundes og derefter satsreguleres. Dette fremgår eksplicit af § 182, stk. 8, og vil med de foreslåede ændringer også fremgå af § 182, stk. 1-5, 7 og 9.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 14

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 1, at det beløb, der er nævnt i § 41, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2016.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 1, 3. pkt., ændres fra 2016 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbet i § 41 med lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 2 og 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 15

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 2, at det beløb, der er nævnt i § 32 a, stk. 6, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2009.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 2, 3. pkt., ændres fra 2009 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbet i § 32 a, stk. 6, med lovforslagets § 2, nr. 1, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 1 og 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 16

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 3, at det beløb, der er nævnt i § 42, stk. 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket en tilpasningsprocent for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 3, 3. pkt., ændres fra 2021 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbet i § 42, stk. 3, med lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 2 og 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2. og 2.6.3.

Til nr. 17

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 4, at det beløb, der er nævnt i § 45, stk. 5, og § 97, stk. 7, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Tilsvarende gælder efter § 182, stk. 9, for det beløb, der er nævnt i § 120, stk. 2.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 4, 3. pkt., og § 182, stk. 9, 3. pkt., ændres fra 2006 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbene i § 45, stk. 5, § 97, stk. 7, og § 120, stk. 2, med lovforslagets § 2, nr. 4 og 9, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 4, 9 og 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 18

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 5, at det beløb, der er nævnt i § 55, stk. 4, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2017.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 5, 3. pkt., ændres fra 2017 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbet i § 55, stk. 4, med lovforslagets § 2, nr. 5, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 5 og 13, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 19

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 6, at de beløb, der er nævnt i § 100, stk. 3, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene afrundes til nærmeste kronebeløb. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2019.

Det fremgår endvidere af § 182, stk. 11, at beløbene i §§ 176 og 176 a reguleres en gang årligt den 1. januar, første gang pr. 1. januar 2013, med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Beløbene afrundes til nærmeste 10.000 kr.

Det foreslås, at det i § 182, stk. 6, 2. pkt., og § 182, stk. 11, 2. pkt., præciseres, at det er det beløb, der fremkommer efter regulering, der afrundes.

De foreslåede ændringer er begrundet i, at det bør fremgå klart, at det beløb, der afrundes, efter bestemmelserne i § 182, stk. 6 og 11, er det satsregulerede beløb. Dvs. at beløbet ikke først afrundes og derefter satsreguleres. Dette fremgår eksplicit af § 182, stk. 8, og vil med de foreslåede ændringer også fremgå af § 182, stk. 6 og 11.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 20

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 6, at de beløb, der er nævnt i § 100, stk. 3, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2019.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 6, 3. pkt., ændres fra 2019 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbene i § 100, stk. 3, med lovforslagets § 2, nr. 7, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 19.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 7 og 19, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 21

Det fremgår af § 182, stk. 7, i serviceloven, at det beløb, der er nævnt i § 114, stk. 2, reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås, at der i § 182, stk. 7, indsættes et 3. pkt., hvormed det tydeliggøres, at reguleringen sker første gang den 1. januar 2023.

Ændringen vil medføre en præcisering af reguleringen af beløbet i § 114, stk. 2.

Der er ikke med ændringen tilsigtet en indholdsmæssig ændring af satsreguleringen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2. og 2.6.3.

Til nr. 22

§ 182 i serviceloven indeholder bestemmelser om satsreguleringen af en række beløb i serviceloven. Det fremgår således af § 182, stk. 11, at beløbene, der er nævnt i § 176, reguleres en gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen foretages første gang den 1. januar 2021.

Det foreslås, at årstalsangivelsen i § 182, stk. 11, 1. pkt., ændres fra 2021 til 2023.

Den foreslåede ændring skyldes, at beløbet i § 176 med lovforslagets § 2, nr. 11, foreslås nyfastsat til 2022-niveau som følge af lovforslagets § 2, nr. 19.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 11 og 19, samt de almindelige bemærkninger, punkt 2.6.2 og 2.6.3.

Til nr. 23

Det fremgår af § 184, stk. 1, i serviceloven, at for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område kan Social- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med et forsøg. Godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperiode. Det er en betingelse for godkendelse, at forsøget evalueres. Det fremgår af § 184, stk. 3, godkendelse efter § 184, stk. 1 til forsøg, der indebærer fravigelse af servicelovens §§ 79, 79 a, 81 a, 83, 83 a, 84, 86, 88, 90-94 a og 119-122, § 139, stk. 2, § 161, stk. 1, 3 og 4, og §§ 192 og 192 a, gives af Social- og Ældreministeriet.

Det fremgår af kongelig resolution af 21. januar 2021 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene, at det bestemmes, at følgende under Sundheds- og Ældreministeriet hørende områder henlægges til Social- og Indenrigsministeriet: ressortansvaret for sager vedrørende ældreområdet, herunder tilbud om personlig pleje og praktisk hjælp, forebyggelse, rehabilitering og genoptræning mv., samt ressortansvaret for sager vedrørende plejehjem og beskyttede boliger. Det fremgår endvidere, at det bestemmes, at betegnelsen for social- og indenrigsministeren fremover skal være social- og ældreminister, og at sundheds- og ældreministeren fremover skal betegnes som sundhedsminister.

Henvisningen til Social- og Ældreministeriet i § 184, stk. 3, i serviceloven var indtil den 21. januar 2021 til Sundheds- og Ældreministeriet, og de i bestemmelsen opregnede bestemmelser i serviceloven vedrører ældreområdet. Dette område blev med kongelig resolution af 21. januar 2021 overført til social- og ældreministerens ressort. Det er derfor Social- og Ældreministeriet, der efter § 184, stk. 3, i serviceloven godkender forsøg, der indebærer fravigelse af servicelovens §§ 79, 79 a, 81 a, 83, 83 a, 84, 86, 88, 90-94 a og 119-122, § 139, stk. 2, § 161, stk. 1, 3 og 4, og §§ 192 og 192 a, ligesom Social- og Ældreministeriet efter § 184, stk. 1, giver godkendelse til forsøg, der i øvrigt fraviger servicelovens bestemmelser.

Henvisninger til ministerie- og ministerbetegnelser ændres ved kongelige resolutioner. Dette gælder dog ikke, når der er tale om bestemmelser, der indeholder andre elementer end minister- eller ministeriebetegnelsen såsom i § 184 i serviceloven.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 184 i serviceloven konsekvensændres som følge af ressortændringen, sådan at stk. 3 ophæves, og at henvisningen til stk. 3 i stk. 1 udgår. Den foreslåede ændring er af teknisk karakter og vil ikke medføre materielle ændringer.

Kilde

Til nr. 1 og 2

Med lov nr. 1530 af 18. december 2018 om ændring af lov om social service, lov om socialtilsyn, lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og ligningsloven (mere kvalitet i plejefamilier), blev der indført nye plejefamilietyper i servicelovens § 66, og plejefamilietyperne plejefamilie og kommunal plejefamilie finder derfor ikke anvendelse længere, når der skal træffes afgørelse om valg af anbringelsessted for et barn eller en ung. Loven trådte i kraft den 1. juni 2019. Med lovændringen blev de nye plejefamilietyper almen plejefamilie, specialiseret plejefamilie og forstærket plejefamilie indført i servicelovens § 66, stk. 1, nr. 1-3.

Ved en fejl blev plejefamilietyperne i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ikke ændret i forbindelse med lovændringen. Formålet med de foreslåede ændringer i § 3, nr. 1 og 2, er at rette denne fejl.

Til nr. 3

Efter § 53 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet har kommunalbestyrelsen ansvaret for at indbringe sagerne for Ungdomskriminalitetsnævnet og bidrage til sagernes oplysning. Kommunalbestyrelsen har ligeledes ansvaret for at sikre, at Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser efter §§ 12-14 fuldbyrdes.

Der er i § 54 i samme lov fastsat regler om kommunalbestyrelsens tilsyn med børn og unge, der er underlagt en afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet. Der er ikke fastsat særskilte regler om finansiering af de udgifter, der er forbundet med kommunalbestyrelsens iværksættelse af Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser.

Det foreslås, at det i en ny bestemmelse som § 54 a fastsættes, at kommunen endeligt afholder udgifter til foranstaltninger iværksat i henhold til afgørelser truffet efter lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Det foreslås videre, at der fastsættes en bemyndigelse for social- og ældreministeren til efter forhandling med justitsministeren at fastsætte nærmere regler om betaling for ophold i delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, når opholdet sker i henhold til en afgørelse truffet af Ungdomskriminalitetsnævnet, jf. §§ 15 og 16 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Herved sikres dels, at der fremover er udtrykkelig hjemmel for kommunerne til at afholde disse udgifter, dels at der vil kunne fastsættes nærmere regler om betaling for ophold i de nævnte institutionstyper eller afdelinger. Det forventes, at der vil blive fastsat betalingsregler svarende til de regler, der gælder for takster og for kommunernes betaling, når afgørelsen om anbringelse på de pågældende anbringelsessteder er truffet af børn og unge-udvalget i kommunen efter reglerne i servicelovens §§ 63 a-63 c.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.9.2 og 2.9.3.

Kilde

Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2022.

Det foreslås i stk. 2, at serviceloven § 176, som foreslås ændret ved lovforslagets § 2, nr. 12 finder anvendelse for Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser truffet fra den 1. januar 2019. Det foreslås videre, at for Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser truffet i perioden 1. januar 2019 til og med den 31. december 2020 finder reglerne i servicelovens § 176 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 1287 af 28. august 2020, anvendelse.

Dette vil medføre, at kommunernes udgifter til foranstaltninger efter §§ 13-17 og 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, der vedrører perioden fra 1. januar 2019 og frem vil være omfattet af adgangen til refusion for særligt dyre enkeltsager. Kommunerne får således adgang til at hjemtage statsrefusion for de udgifter, der oversteg refusionsgrænserne for særligt dyre enkeltsager i henholdsvis 2019 og 2020 efter de dagældende regler i servicelovens § 176 a og fra 1. januar 2021 efter de nuværende regler i servicelovens § 176.

Herved sikres, at de enkelte kommuner, som siden den 1. januar 2019 har lidt et refusionstab for udgifter til de angivne foranstaltninger, der før indførelse af lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet ville være iværksat efter serviceloven, også vil få adgang til at hjemtage refusion såfremt de kommunale udgifter til de nævnte foranstaltninger overstiger refusionsgrænserne efter de regler og satser, der var gældende i henholdsvis 2019, 2020 og 2021.

Ændringen vil ikke have betydning for de konkrete indsatser for børn, unge og deres familier, men vedrører beregningen af de kommunale udgifter og de kommunale regnskaber samt den statslige refusionsordning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.9.1-2.9.3.

Loven vil ikke gælde for Færøerne og Grønland, da retssikkerhedsloven, jf. § 90, stk. 1, i retssikkerhedsloven, serviceloven, jf. § 196, stk. 1, i serviceloven, og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, jf. § 63 i lov om ungdomskriminalitet, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for disse dele af riget.